Where do broken hearts go? Roy

S: Starter på Roys værelse
T: Midt om natten
O: Nathan er ikke på værelset, så det kun Roy
V: Støvregn udenfor
P: Beskrives
Emne til: @Roy <3 .. omg this had me crying.. <3 ;n;

---

Det var den samme rutine siden han var kommet tilbage. Hun ville bruge en besværgelse til at låse sig ind på hans værelse. Sidde her i vindueskarmen som et spøgelse der hjemsøgte sin store kærlighed. Sådan var det vel også, udover at hun ikke var et spøgelse. Eller på sin vis var hun vel, hun døde. Alligevel var hun nu, men hun følte sig overhovedet ikke i live. Med kun en lille smule af sin sjæl i sin krop, var det ikke ligefrem fordi at mange af hendes valg i livet var hendes. Calla hadede at være nød til at splitte sig selv fra hvad hun elskede - men det var sådan at hun ikke fik dem til at ofre sig for hende. For hun vidste det var hvad de ville gøre, hvis de kendte sandheden. Calla vidste hvem hun var, og hvem hun ikke var. Og hvem hun var efter hun var genopstået var ikke den person hun ønskede at være. Lige meget hvad hun gjorde var der problematikker, hun kunne ikke dø før Lucifer synes hun var færdig her - hvilket nok var hendes form for straf. Lige meget hvor meget hun prøvede, hvor mange gange hun prøvede at fjerne sig selv herfra så skete der intet. Det eneste der egentlig gjorde ondt var de blikke hun fik fra gamle venner. Dem der havde givet op på hende. Calla sukkede lydløst og gik ud til badeværelset. Hun havde set på sig selv så mange gange her.

Det var kun når hun så på sig selv, at hun kunne fornemme den brændende følelse i hendes øjne som tårerne endelig lod sig selv falde. At græde i stilhed var hendes speciale trods alt, hun tørrede øjnene og tog en dyb indånding for at gå tilbage for at se på Roy bare en sidste gang denne aften inden hun vil forsvinde tilbage til at torturer sig selv mere. Dog som hun forlod badeværelset, stod hun pludselig med sine lyse øjne forbundet mod hans. Det var tydeligt hun ikke havde hørt han var vågnet, og hun var overrasket. Så overrasket hun ikke havde noget at få den mørke og monsteriske facade smidt tilbage på hendes ansigt. Hun lignede sig selv, med en lille tårer der stille trillerede henover kinden.
"I should go," hviskede hun åndeløst. For hun vidste hun ikke burde være her til at begynde med. Dog ønskede hun ikke at gå. Selvom hun vidste at der intet håb var tilbage for hendes sjæl, så ønskede hun ikke at han skulle give op. At han var stoppet med at prøve havde ikke gjort det nemmere for hende, eller jo i en forstand. Calla var stærk, men det var begrænset for stærk hun havde lyst til at være. Man kunne se på hendes læber, at der var usagte ord der kæmpede for at blive sagt.. nok mest af alt skreg hendes øjne; don't let me go..

P: Link hihi

Roys liv havde været et rod lige siden han havde mistet Calla. Han kunne ikke engang tænke på hendes navn, uden at han brød sammen. Han havde været on edge, lige siden, han havde udviklet en form for evne til at rode sig ud i slåskampe, en enkelt gang var det endda endt så galt at han var blevet stukket ned med en kniv. Dog var smerten fra at blive stukket ned, ingenting i forhold til hvordan han ellers havde det. Han havde givet op på sig selv. Mørket i ham, var blevet værre. Han var også blevet mere spydig overfor Nathan og Livia, han hadede at se at de var så lykkelige sammen. Hans temperament, som i forvejen havde været svært at kontrollere, var endnu sværere nu. Endnu en af grundene til at han endte i så mange slåskampe og skænderier.

Han havde haft en lang dag, havde havde været ude at løbe, en af de få ting der ikke havde ændret sig. Han var dog ikke mødt op til timer hele dagen, men i stedet gået rundt i byen og skoven i Gaia. Indtil han var kommet tilbage til kollegiet og var gået i seng, med tanken og det inderlige håb om at når han vågnede den næste morgen, ville det hele bare et mareridt, som han havde været fanget i.
Dog vågnede han ikke den næste morgen, men i stedet midt om natten, han var tørstig, så han rejste sig fra sin seng og gik hen imod badeværelses døren, dog stoppede han et par skridt fra den, for foran ham stod der en. Det var ikke hvem som helst, nej, det var hende som han troede, nej, vidste at hun var død, hun var borte og ville aldrig komme tilbage. Men.. Hun stod lige der. En konflikt brød med det samme ud i hans brystkasse, som om hans hjerte var igang med en kamp imod hans tanker, for han havde lyst til at råbe og skrige af hende, spørge hvordan hun kunne efterlade ham på den måde? Hvordan hun kunne gøre det imod ham? Men han havde også lyst til at holde om hende, nyde hendes duft og hviske hvor meget han havde savnet hende. Men inden han kunne beslutte sig for hvad han skulle sige, havde hun hvisket at hun burde gå. Men hun bevægede sig ikke rigtig, nej hun stod stille foran ham og kiggede på ham med det blik. Det blik som skreg til ham, som fik det til at gøre endnu mere ondt indeni, men inden han nåede at gøre noget, havde hans krop allerede reageret og han havde taget de to skridt fremad som der var imellem dem og lagt begge hans hænder imod hendes kinder og stod lænet ned over hende, med hans pande imod hendes. Han lukkede øjnene og nød den milde berøring mellem dem, men pludselig trådte han et skridt tilbage og så på hende med øjne, som var fyldt med sorg, forvirring, vrede og glæde, alt imens at tårer af alle fire følelser vældede op i hans tanker og han fik fremkvalt et enkelt ord.
".. How?"

Hun mistede evnen til at holde muren oppe omkring ham, han havde været en af de første til at se igennem hende. Alligevel begyndte kampen i hende igen, hvis hun gav op nu ville Lucifer måske bruge ham imod hende, hvis hun kæmpede videre - ville han aldrig kende til hendes svagheder. Dog nåede hun ikke at tage det næste slag før at hans hænder havde omfavnet hendes kinder. Kontakt. Hun havde haft fysisk kontakt til folk, til Nick - men det var ikke på denne her måde. Der var ingen andre som kunne aktivere hendes følelser på denne her måde, rive frem frem så hun følte sig blottet. Calla havde allerede gjort så meget ødelæggelse, hun havde allerede revet så mange sider itu for blot at sætte ild til det hele. Hvordan kunne hun forsætte samme sti, hun burde fjerne ham fra sig. Han fortjente så meget mere end hvad hun kunne give ham. Panden imod hendes bragte de følelser der kæmpede indeni ud på ydersiden, som han trådte tilbage på hende. Han spurgte hende hvordan. Calla kunne mærke tårerne brænde i sine øjne som hun brød kontakten med ham, og vendte ryggen til ham. Dog gik hun ingen steder. Hun kunne mærke hendes system falde fra hinanden, hvordan hendes ben langsomt mistede evnen til at stå op.
"Why?" vendte hun sig imod ham. Hvorfor skulle han få hende til at åbne op for alt nu. Uden andet end en enkelt berøring var hun her. Som vand spildt på gulvet.

Calla løftede billedet op imod loftet, for at kæmpe for tårernes angreb ville mislykkedes. Men presset var for stærkt og det hjalp ikke at se på Roys tåre. Tårerne begyndte at falde som vandfald henover hendes kinder, og hun lagde ubevist en hånd henover sit hjerte da hun endelig følte en form for smerte igen. Hun havde ledt efter måder at føle det på igen, og tanken havde altid gjort ondt - men faktisk at stå her foran ham var den værste tortur. For hun vidste ikke hvordan hun nogensinde ville kunne tilgive sig selv hvis han endte hvor hun havde været. Før hun vidste af det var hun faldet til jorden, sad grædende på jorden. Der var mere til hendes rå attitude, måske Jess endelig var begyndt at lugte lunten - men at se det kaos hun havde skabt, var ikke ligefrem noget hun nød.
"I'm sorry.. I'm sorry.." gentog hun et par gange og så op på ham med tårefyldte øjne. Det var første gang, første gang i måneder at hun var på sit breaking point og det var stadigvæk en ting mange ikke ofte så.