There in the disappearing light - Poppy

S: Silent City (vampyrernes by)
T: Efter solnedgang
O: Ikke så mange væsner ude endnu, men de begynder at komme frem.
V: Støvregn
P: En sort kjole, løs hår, og sorte støvlletter
Emne til: @Poppy <3

---

Hun var taget indtil byen egentlig under højlys dag, fordi hun var nysgerrig på dens natur. Nysgerrig på hvordan der så ud her i dagtimerne før mørket tog over byen. Hun havde ladet sin mobil blive i bilen og havde gået rundt en del timer, før hun besluttede sig for at begynde at gå tilbage - kun for at opdage hvor langt hun egentlig var nået ind i byen. Da hun nåede tilbage imod sin bil, bed hun mærke i hvor mørkt der var begyndt at blive. Solen var gået ned, og hun vidste indenfor kort tid ville vampyrerne begyndte at træde op. Og her, her havde de ingen nåde overfor væsner der ikke var koldblodet ligesom dem selv. Audrey besluttede sig for at gøre et løb hentil sin bil, men før hun nåede derhen stod der en vampyr foran hendes bil - hvilket fik hende til at stoppe op. Hun mærkede efter sin mobil eller bare sin stav og huskede hun havde været så tåbelig at efterlade det i hendes bil. Audrey tog et skridt tilbage, og mærkede hjertet banke ekstremt i hendes brystkasse. Det var kun takket være hendes træning med Ekaterina, at hun ikke var ekstremt bange - men kun en anelse. Frygt var godt, men at overkomme den var bedre. Alligevel valgte hun at vende om og løbe væk - igen kun for at blive stoppet på vejen. Efter en mere eller mindre kamp om sit liv, var hendes menneskelige krop ikke specielt stærk imod så mange vampyrer. Det varrede heller ikke længe før hun løb derfra med hånden mod sin nakke. Hun faldt op af en mur nær en gyde, mærkede hvordan hjertet anstrengte sig for at blive ved med at virke, blive ved med at pumpe blodet rundt i hendes system - men så meget blod var der slet ikke at gøre med. Audrey var van til at føle sig døende, men for første gang i lang tid - så mærkede hun tiden var inde. Det var som om skyggerne kom nærmere på hende, at mørket truede for alvor. Lige til en blond person dukkede op ikke langt derfra.
"Poppy?" Spurgte hun hæst, som hun genkendte sin venindes døtre trods alt. "Help me.." hviskede hun næsten bedende. For hun ønskede ikke at dø alene, og slet ikke nu.

Påklædning

Poppy fortalte det ikke til andre, men hun savnede solen. Det var så længe siden hun sidst havde følt lysets stråler på hende. Hendes mor havde somme tider skabt en erstatning af sollys. Men det var aldrig det samme. Lige så snart mørket faldt, var hun taget ud. Hun havde opholdt sig i hendes bedstemors hjem de sidste par dage. Poppy var tættere med Rebekah end med de fleste af hendes familiemedlemmer. Hendes palæ havde så mange minder, at det var det perfekte sted at sørge over hende. Men hun havde brug for en pause og noget mad. Hun holdt sig for det meste fra Silent city. Hun havde aldrig følt sig hjemme der. Men det var der hun havde brug for at være lige nu. De var som hende, de forstod hende bedre end de fleste af hendes familiemedlemmer. Hun stoppede op, da hun hørte det bankende hjerte. Der var noget levende i nærheden. Hun tog en indånding og fik færten af personen. Det var en forholdsvis velkendt duft. Hun havde sommetider duftet den på hendes mor. Hun blev nød til at hjælpe. Poppy kom hurtigt frem til dem. Hun gik hen imod den blonde kvinde. Audrey, mente hun var hendes navn. Hun bad om hendes hjælp. Hun gik de sidste skridt hen til hende. ”Want a bite? Well too bad. This one’s mine.” Poppy havde selvfølgelig ingen intention om at spise af hendes mors veninde, men det var ofte den bedste måde at få vampyrer til at smutte. Det hjalp hvis man havde autoritet. Ikke nok med Poppy var del af en af de ældste familier i verden, hun var også den første forvandlede vampyr. Forhåbentligt ville det ikke blive nødvendigt at kæmpe dem. Poppy greb fat om Audreys arm og trak hende med sig. Det var alt sammen for at sælge at hun faktisk var hendes bytte. Hun kunne ikke fortælle Audrey noget, da vampyrerne ville kunne høre hende. Så hun måtte lade hende tro, Poppy faktisk havde udset hende som bytte.

Hun vidste i dette sekund ikke, om det var et mirakel eller noget andet efter Poppys sætning. Faktisk så kunne hun slet ikke samle sig om at tænke noget lige nu, eller ikke udover en ting. Det eneste hun kunne tænke på lige nu var Aaron, hun kunne ikke efterlade sin bror nu. Det havde altid været den mest skræmmende tanke ved at leve et liv som Audrey havde gjort, hun havde altid skulle forberede sig på at - den dag måtte komme. Men pludselig var hun helt uforberedt og tanken gjorde hende skrækslagen. Frygten slog endnu engang ind, som Poppy greb om hendes arm og trak hende med sig. Svag og næsten tom for blod var det begrænset, hvor meget hun faktisk kunne kæmpe imod. Dog i sidste ende gav hun op, og blev mere eller mindre død i sit ansigts udtryk. Hun så tom ud, som om at hendes sjæl var blevet opslugt af det mørke de bevægede sig rundt om. Hvilket heller ikke var helt løgn. Læberne skælvede som hun fik øje på skyggerne, som i hendes hoved virkede til at lange ud efter hende med deres lange klør.
"They are gonna take me.." fik hun mumlet med rædsel i stemmen. Hvis man så hendes øjne så hun forskrækket ud. Der var et eller andet andres øjne ikke kunne se, og Audreys egne flakkede mellem den naturlige øjenfarve og en lysende grøn. Pludselig begyndte hun at hoste voldsomt, nok et advarselstegn fra hendes skrøbelige og i forvejen syge krop. Hun begyndte at hoste blod op. "Tell Dove.. she.. she will know who to tell.. she will know who tell.." peb hun lidt i frygt. Alting var forkerte lige nu. Hun ønskede ikke at dø, men hun kunne se døden på vej imod hende. Selv hendes tårer var blod, ,ikke ligefrem et sundheds tegn.
"I have always been sick... it hurts.. please make it stop.." tiggede hun som hun lod sig falde ned på knæ for ligesom at hoste det sidste blod op inden hun egentlig bare affandt sig med at det var nu.

Poppy havde ikke altid det bedste forhold til sin mor. Men hun vidste at det kun ville blive forværret, hvis hun ikke hjalp Audrey ud af denne situation. Hun kunne mærke hvor let det var at trække hende med. Vampyrerne havde allerede fået smag for hende. Da hendes ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændig, blev tomt og dødt, indså Poppy hvor meget blod de havde taget. Hun var nødt til at give hende noget blod hurtigt. Hun rystede på hovedet ved hendes ord. ”No. I’m not letting them.” Poppy forstod ikke helt hvad der foregik, men da hun pludselig fik et hosteanfald der endte med at hun hostede blod op, vidste hun det ikke var nok at give hende blod. Hun var allerede døende. Hvis hun skulle overleve, blev hun nød til at forvandle hende. ”Tell her yourself,” sagde Poppy og satte sig ned på knæ foran hende. ”I can make it stop.” Hun greb forsigtigt fat om hendes hoved. Selv om hun ikke havde meget blod tilbage, blev hun nød til at tage omkring halvdelen af det. Hun fik hendes spidse tænder frem og lod dem sænke ned i hendes nakke. Det tog ikke mere end et minut, før hun havde taget halvdelen af det resterende blod. Hun bed da hul på hendes håndled og lagde det åbne sår mod Audreys læber. Det næste skridt var det værste for Poppy. Det var det der afgjorde om folk blev forvandlet eller ej. Det var ikke fordi Poppy havde til vane at forvandle folk til vampyrer. Hun havde gjort det nogle gange. Oftest fordi hun ikke havde et valg. Andre gange fordi hun var ensom. Nu var det op til Audrey. Hvis hun drak blodet, var det muligt at redde hende. Hvis ikke, ville hendes mor aldrig tilgive hende for ikke at gøre mere. ”Drink,” sagde hun lavmælt til hende.

Der var ikke tid til at tænke, tid til at overveje konsekvenser eller bedømme noget som helst. Hun kunne ikke tænke, hun kunne knap nok opfange forståelsen af hele sætninger. Det var som om at hendes krop var på vej i et koma, trak hende ind i sig selv. Smerten brændte hende om, typiske advarselstegn, det var den samme sang som fra dengang hun kun var 3 år gammel. Audrey kendte denne her smerte, og det var ikke den der skræmte hende - men uvisheden. Hun bemærkede næsten ikke engang at Poppy faktisk løftede hendes hoved op og tømte hende for mere af sit blod. For alt hun kunne hører var hvordan kroppen bankede og prøvede at fungere - men uden held. Før hun vidste af det, mærkede hun noget imod sine læber. En letter tyk væske ramte de næsten udtørrede læber, og der var ikke en tanke tilbage i Audreys hoved. Der var ingen overlevelses instinkter der slog ind, der var nuet og der var den handling hun tog. Så hun drak, som var det den sidste ting hun kunne gøre - hvilket det bogstavlig talt egentlig også var. Hun var ikke i stand til at overveje sin handling, hjernen havde næsten slået fra - men blev kickstartet som blodet begyndte at flyde i hendes system. Hun flyttede sine øjne op på Poppy.

Poppy overvejede ikke konsekvenserne. At leve som vampyr var ikke let. Men at sidde med en døende person, velvidende man kan gøre noget for at redde dem var endnu værre. Nu havde hun i det mindste en chance for at overleve. Når Poppy altså havde taget hendes liv. Sikke en genfødsel. Hun vil vågne op som et blodsugende monster. Hun greb fat om hendes hoved i et forsøg på at være beroligende. Desværre havde hun ikke arvet det gen fra hendes forældre. I stedet så hun hende i øjnene. ”It’s going to be okay,” hendes greb blev tættere indtil hun lavede en hurtig bevægelse og brækkede nakken på den blonde kvinde. Hun søgte hendes lommer for bilnøgler. Hun håbede hun var kørt. Selvom Poppy nemt kunne få dem et andet sted hen, virkede det bedre at hun vågnede op i en bil i stedet for i hendes arme i superfart. Da hun havde nøglerne i hænderne, samlede hun den livløse krop op og gik på jagt efter bilen.
Efter en ti minutters tid fandt Poppy en efterladt bil. Hun lagde Audrey på passagersædet og satte sig bag rettet. I England var Poppy ikke gammel nok til at køre, men hun havde et falsk kørekort der viste hendes alder som 18. Det var bare meget nemmere end at skulle forklare folk sandheden – især hvis hun stødte på mennesker. Dem kunne hun ikke ligefrem fortælle alting. Hun kørte ud af vampyrernes by og satte mod Rebekahs slot igen. Det lå ikke i hendes planer at forvandle nogen eller at holde øje med dem indtil de havde vænnet sig til deres nye liv. Selvom det kunne tage tid. Hun kørte bilen op til slottet og fik båret Audrey indenfor. Hun fandt noget rent tøj og en blodpose. Nu skulle hun bare vente på hun vågnede.

Audreys hjerne nåede ikke engang at tænke nærmere over hvad der forgik, ikke før at det var forsent og mørket sænkede sig over hendes sind. Det var som om hun blev revet i to, og hendes sjæl blev forenet med skyggerne omkring sig. Alt det der skete under forvandlingen i hendes underbevidsthed var i skygge verdenen. Dette mørke sted, med sjæle der vandrede rundt. Ventede. De ventede på noget. Audrey så sig omkring og holdt om sig selv. Dette virkede som et sted der altid havde lagt meget langt tilbage i hendes hjerne. I de voldsommeste mareridt. Men det var virkelighed. Var hun død? Det føltes som om hun var død. Dog kom hun i tanke om, hvad der egentlig var sket i landet af de levende. Der gik timer, og i skyggeverdenen føltes det som længere tid. Det føltes som dage, hvor hun bare gik rundt og så sig omkring. Det var før hun kunne mærke en form for smerte prikke til hende, og hun lukkede øjnene.

Dog i den virkelige verden var det blot et tegn på hun vågnede op. Audrey satte sig op i et gisp, og de blågrønne øjne flakkede rundt. Hun tog sig til sin nakke og sank en klump. Hun var i et ukendt hus, og hendes instinkt var at komme på benene. Hun var stadigvæk smurt ind i blod, men ingen af hendes fysiske skader var tidelige mere. Audrey virkede forvirret og helt ved siden af sig selv. Forståeligt taget situationen. Hun så på Poppy, men uden at sige et ord.