And down we go - Jessalyn, Calla & Poppy (+Lucifer + Chase)

T: Henover sen eftermiddag/ aften
S: Parken i Gaia
V: Ganske stille
O: Der er ikke ret mange folk, da det omkring spisetid
P: Link
Emne til: @Lucifer <3

---

Zitora havde ikke ligefrem tilgivet Cain rettere sagt sin far endnu, for at have skjult at han var hendes far for hende i snart 25 år. Dog ignorerede hun ham ikke, for hun ønskede ikke at miste ham. Hun var mere sur på sine såkaldte forældre, og hun havde booket et fly til London om et par dage for at besøge dem. Lidt konfrontation skulle der vel til. Dog som hun tænkte på ham, dukkede han op i parken. Det var underligt, hvad mon han lavede her? Zitora gik tættere på ham og sendte ham et smil.
"Hey. What are you doing tonight?" Spurgte hun og gav ham et kram. Det var hvad hun normalt gjorde, til hun følte noget var anderledes. Der var ikke den samme forbindelse, hvilket fik hende til at trække sig ud af krammet igen kort efter, bare en anelse akavet. "Are you okay?" tilføjede hun med endnu et spørgsmål. Zitora tog et skridt tilbage imens hun holdt øjnene imod hans. Der var noget, men hun kunne ikke sætte sin finger på det. Hendes mave fornemmelse skreg efter at hun skulle løbe, men hun blev stående som frosset til jorden.

Outfit

Lucifer gik igennem parken. Hans holdning fremviste hans stolthed til perfektion. Hans hænder var begravet i hans lommer. Han undrede sig, da han så en kvinde sende ham et smil. Endnu mere da hun talte til ham, som hun kendte ham. Det tog ham først med overraskelse da hun krammede ham. Han nåede ikke at skubbe hende væk, før hun selv trak sig. Han lagde hovedet på skrå og så nærmere på hende, næsten undersøgende. Han var blevet forvekslet med ham igen. Hvem end han så var. Det irriterede ham. Han vidste godt der var dobbeltgængere, men der burde ikke være en dobbeltgænger af ham. Han var djævlen, ikke en tilfældig vampyr eller varulv. Han var roden til alt ondt, ifølge nogen. Der burde kun være en af ham.
”I cannot say I am.” Han gik tættere på hende. ”I am terrible sorry for the events that are about to occur. Try not to scream too much. It will only make the pain more unbearable.” Han greb fat I hendes arm og trak hende tættere. ”Tell me, who is it you mistake me for?” Han havde intet problem med at torturere hende for at få informationer. ”I can promise you, it is in your best interest to tell me.” Han holdt hans anden hånd op. ”There is a lot of blood on these hands. Yours will be next if you don’t tell me. Don’t make me ask twice. I so hate repeating myself.” Kvinden var køn. Det var ærgerligt at spilde de kønne. Men det ville ikke stoppe ham. Han fik altid hvad han ville. Altid. Lige nu var det informationer efterfulgt af hendes tragiske død. Hun ville ikke slippe derfra i live.

Hendes evne slog ind og hun tillod sig at få forbindelsen ind. Heldigvis behøvede hun ikke at være i hovedet på ham andet få sekunder for at finde ud af, at han ikke var betydeligt glad for at blive set som Cain. Hvilket betød, hun havde fat i den forkerte mand. I det sekund nåede hun at spærre øjnene en anelse op. Han trådte nærmere hende, men hun nåede ikke at gøre mere før han greb fat i hendes arm. Zitora holdt vejret kort, som han truede hende. Chancen var lille for at hun kunne nå at reagere større på det, det var ikke fordi at hun bar nogle våben. Det eneste våben hun egentlig havde var hendes evne, men der var vindstille her - og det ville være et rent selvmords forsøg at bruge den så tæt på sig selv.
"Y...You look lik.. like.. you look like my father," svarede hun en anelse tøvende. Om hun overhovedet burde have sagt noget var en anden sag, men hendes far kunne passe på sig selv. Han var trods alt udødelig. "Who are you?" Spurgte hun efterfølgende.
"I told you what you wanted to hear, now just let me go - I don't have any value," pointerede hun og kneb øjnene lidt. Hun prøvede at samle sine tanker om der var nogle personer i nærheden som hun kunne få øjenkontakt med. Men der var ingen, og hun mærkede sit hjerte slå hårdere og hårdere. Måske fordi hun før havde mødt folk med samme aura, den mørke og den hun vidste ville ende galt.

Det var tydeligt hun var bange. Det gjorde det bare sjovere for ham. Adrenalinet farede rundt i hende. Det var ikke let når folk var bange. Men let er ikke underholdende. Han forventede hun ville løbe, kæmpe eller bede for hendes liv. Det var det mennesker altid gjorde. ”Your father. Do you like him? I have mixed feelings about by own. You see, I was living in paradise. Although it was not perfect, and I wanted to make it that; Perfect. He threw me out for rebellion. Created a world for me to rule. A personalized hell for an angel. Of course now it’s just hell.” Han sendte hende et tandsmil der fik et skræmmende udtryk frem på hans ansigt. ”I’m Lucifer. The devil.” Han stak hånden ind i inderlommen på hans jakke og trak en kniv frem. ”Yes you are right. You have no value. So killing you shouldn’t matter, should it?”

Chase havde tjekket op på Calla. Efter barrieren havde adskilt dem, havde det været svært for ham at fornemme om hun var okay. Magien havde påvirket det bånd de delte. Men nu hvor barrieren var væk, kunne han mærke hun var okay. Mere okay end hun havde været i lang tid. Og derfor følte han godt, han kunne holde øje med sin far i stedet. Siden han kom til jorden et par år tilbage, havde han forsøgt at stoppe ham når han kunne. Det var ikke let at have djævlen som far, men han så ham ikke som en faderlig figur. Han havde hans gener, men det var også det eneste han ville have fra ham. Han havde fulgt ham hen til en park. Han fløj fra tag top til tag top og holdt øje med ham på afstand. Da han så ham tale med en kvinde, blev Chase opmærksom. Endnu mere da samtalen så ud til at tage en drejning til det værre. Han kendte hans far godt nok til at vide, denne kvinde ikke ville overleve hvis ikke nogen brød ind. Hvis ikke han brød ind. Han lettede fra taget og fløj hen mod parken. ”Leave her alone,” råber han som han lander ved siden af pigen. ”Let go of her.” Chase burde være bange. Og et eller andet sted var han det også. Men det var lige meget, for kvinden ved hans side var mere bange. Han brugte hans vinger til at skubbe sin far væk. ”Are you alright?” Spørger han og ser på hende. Han var og blev en beskytter. Lige nu var hans opgave at beskytte hende.

Vinden begyndte stille at blusse op omkring dem, ikke med nogen stor styrke eller noget der ville vække mistanke. Det var måske bare frygten i Zitora der fortalte hende, at hvis hun skulle afsted - kunne hun ligeså godt gøre en storm ud af det. Det var vel det man mente når man sagde, at man skulle tage folk med storm, ikke sandt? Zitora lyttede, det krævede ikke at være opmærksom på hans ord, hun var hurtig til at opfange kropssprog. Desuden kendte hun chancerne, hvis hun løb ville han nyde jagten og fange hende - rettere sagt hun ville ende op død. Hvis hun kæmpede imod, ville hun ende i det samme. Marcel.. I don't know if you hear this.. But.. I.. mere nåede hun ikke at sige før hendes fokus flyttede sig og hun ikke fik afsluttet sin sætning til Marcel. I stedet blev hun opmærksom på den kniv som djævelen trak.
"It should matter," fik hun sagt og så ham i øjnene. "It's always calm for the storm," tilføjede hun og søgte imod hende vedhæng af en vase der hang ved hendes bælte. Dog blev hun afbrudt da en anden engel valgte at stå ved hendes side. Hun vendte de grønblå øjne over imod den ny ankommende, og hvordan han skubbede Lucifer væk med sine vinger. Zitora slap sit vedhæng og lod det hænge.
"I'm fine," svarede hun og kørte en hånd igennem sit hår, "what is the plan?" Spurgte hun og flyttede blikket over på djævelen igen. Hvordan kunne en mand der lignede hendes far så meget, være så anderledes. Det gav for hende ingen mening, for det var ligesom at se hendes far og alligevel ikke så langt fra det. Verden var stadigvæk en stor rutsjebane tur for hende lige pt, og dette hjalp langtfra på noget af det.
"Let's just.. lets just go, I can't look at him," fik hun så formuleret og sank en klump.

Lucifer var ikke uddannet i ordsprog, så han tog sommetider tingene bogstaveligt. Men det var tydeligt der var mere bag hendes ord. Der kom stormen. Hans søn kom som en engel sendt fra himlen – bogstavelig talt. Selvfølgelig skulle han beskytte hende. Lucifer havde prøvet at knække ham, få ham til at falde. Men det var endnu ikke lykkedes ham. Men han havde stadig et par kort oppe i ærmet der kunne hjælpe det på vej. En dyb latter forlod hans læber. ”I should have known you would come here. You always seem to ruin the fun.” Han blev skubbet væk, men reagerede ikke yderligere på det. I stedet gik han hen til sin søn og ignorede mennesket fuldstændig. Hun var ikke hans bytte længere. Han lagde hænderne om hans hoved og så dybt ind i hans øjne. ”Maybe this will make you fall.” Et gyldent skær faldt over Lucifers øjne og et øjeblik efter over Chases. Han trådte tilbage og så på dem. ”Take her if you want.”

Chase holdt sit blik rettet mod Lucifer. Hans instinkt fortalte ham han skulle stikke af, da djævlen kom ham nærmere. I stedet blev han stående. Før han havde en chance for at gøre noget, så han ind i sin fars øjne og undrede sig over, hvordan de to kunne være så forskellige. Han tog et skridt tilbage efter han var fri fra sin fars greb. Måske det var en god idé bare at komme væk derfra. Chase vidste hans far havde gjort noget ved ham. Han ville ikke lade dem gå uden videre. Af den grund kunne han ikke vente med at komme væk. ”Let’s go,” sagde han og trak sine vinger ind. Han drejede sig væk fra Lucifer og begyndte at gå. De kunne godt flyve, men der var ingen grund til de hastede derfra. Lucifer var færdige med dem for nu. Det ville snart ændre sig. ”What’s your name?” Spurgte han og så på hende med et smil, der skulle virke beroligende. Efter at stå ansigt til ansigt med djævlen, kunne han forstille sig hun var urolig. Han så sig over skulderen og så hans far ikke længere stod der. En smerte i hans tinding opstod. Hvad end han havde gjort, ville snart blive sat i værk. For nu kunne han ignorere den stikkende smerte, men han tvivlede på det ville blive ved.

Selvom Lucifer fuldstændig havde glemt alt om Zitora eller i hvertfald lod som om hun ikke var til stede - så betød det ikke Zitora slappede af. Hun forsøgte at nå ind til ham, et gammelt og stærk sind var det mere svær at koble sig på end mange andre. Men det var ikke umuligt for hende. Han ønskede at englen skulle falde, hvorfor var et andet spørgsmål - hvorfor var det så nødvendigt for ham at knække den unge mand? Zitora sank en klump som Lucifer gik hen til englen og hun bemærkede det gyldne skær ganske kort, men hun vidste ikke hvad det betød. Zitora så på Lucifer som gik derfra, og hun tog egentlig ikke øjnene fra hans skikkelse før hun ikke kunne se ham mere. Selvom hun gik kunne hun først ikke undgå at se tilbage, det var en mærkelig oplevelse og hun klarede den bedre end hun forventede. Eller måske var det bare fordi, at det ikke var første gang hun var blevet truet på livet.
"I'm Zitora.. Cowan," svarede hun og sendte ham et svagt smil. "I have no idea if he was just a sociopath or that he told the truth. Either way. A sociopath, great," tilføjede hun og kløede sig kort i nakken.
"Thank you, for helping me. You saved my life," sagde hun og lagde sin hånd imod hans skulder. Hjertet bankede stadigvæk en anelse hurtigt, men kun fordi det virkede for nemt.
"But how do you know him? How is it so important to him.. to.. crush you?" Spurgte hun lidt efter, det var at gå direkte efter de informationer hendes sjæl hungrede efter. Zitora gik altid efter factorene og hun ledte efter et motiv.
"Are you okay?" Spurgte hun stille og så en anelse bekymret mod ham.

Chase ville forsøge at gøre hendes aften bedre. Selvom hendes møde med Lucifer kunne være endt meget værre, kunne han forstille sig, det stadig var ubehageligt for hende. ”I’m Chase,” præsenterede han sig selv og så på hende da hun talte igen. ”Both,” svarede han kort. På trods af hans forhold til Lucifer var overfladisk og han ikke så på ham som en fader figur, vidste han nok til at dømme ham sociopatisk. ”You don’t have to thank me,” besluttede han og smilede til hende. Han vidste der nok ville komme et spørgsmål om hans relation til Lucifer på et tidspunkt. Han havde bare håbet han kunne lyve sig fra det. Men han var en engel – en god en af slagsens. At lyve var en sin, og han ville ikke bryde den fordi det var svært at tale om. ”It’s a little complicated,” startede han ud og glippede med øjnene. ”Actually, it’s not. He’s my father. Biologically, not otherwise. I’m not like him at all. He wants me to fall so I can help him run hell.” Det var ikke fordi Lucifer direkte havde sagt hvorfor han var så opsat på at ødelægge ham, men det gav næsten sig selv, syntes Chase. Lucifer var træt af helvede, så han havde brug for en til at tage over for ham. Allerhelst et familiemedlem han kunne undvære. ”I’m fine,” sagde han og begik alligevel en sin. Han var ikke okay. Men hvis han først skabte opmærksomhed til sig selv, kunne han ikke beskytte andre. Det var hans mission; At beskytte.

Zitora var overvældet, men hun gjorde sit job i at placere det bag sit velkendte smil og imødekommende jeg.
"Well I just did thank you, didn't I. Just take it," pointerede hun med et skævt smil på læben. For hende var gerningen stor, for selvom Zitoras mor skulle forstille at være denne her store kriger en form for Wonder woman - så ville Zitora nok aldrig blive det. Hvilken skuffelse hun nok i sidste ende ville blive når hun engang så sin mor i øjnene. Zitora løftede det ene øjenbryn som Chase nævnte hans relation til Lucifer var kompliceret, men hurtig slugte sine ord i sig. Forklarede relationen, hvilket fik hende til at spærre øjnene overrasket op i et par sekunder før hun fik kontrol over sin reaktion.
"Father of the year," fik hun dog sagt før hun nåede at tænke sig om. Zitora så på Chase, hvor var det underligt at møde nogen så anderledes fra hvad de kom fra. "Well my father looks just like yours.. that was why he was so.. i don't even know what he was about it.. somehow angry. My father is Cain.. you might have heard the stories. I even read them before he told me some of them," fortalte hun.
"People have this thing about keeping secrets from me at the moment. And I can stop a lie from a mile, otherwise I wouldn't be any good at my job. You are looking away everytime you don't want to talk about something. Why not tell a stranger. Complicated families I get that, I relate. I won't judge, I promise.. and it might just help me thinking about something else," pointerede hun med et lokkende skævt smil. Zitora fandt en bænk i parken og satte sig der. Hun klappede to gange på pladsen ved siden af sig, og så bedende på Chase. Måske var det også hvad hun havde brug for, en snak med en fremmed som ikke havde andre holdninger om hende end det han havde set og hørt lige nu.
"Please?"

Chase smilede over hendes ord. Han kunne godt lide hende. Hun var stædig på den bedste måde. ”I have a feeling I will regret arguing with you, so I won’t.” Han forsatte videre med hende. Han prøvede ikke at se på hende, efter han havde fortalt hvem hans far var. Han kendte de mest almindelige reaktioner; Medlidenhed og afsky, fordi de troede han var lige som sin far. Hendes kommentar fik hans blik til at falde på hende igen. ”Irony,” sagde han efterfulgt af en blanding af et fnys og et kort grin. Han lyttede til hende fortælle om sin egen far. ”I’ve heard of him. I was around when the tales rose up. I wouldn’t have guessed he looked like the devil. Hopefully that is all they have in common.” Han forsatte videre, selv efter hun var stoppet og havde fundet en bænk. Han stoppede og drejede sig mod hende. At fortælle hans livshistorie var ikke bare en lang affære, men også hårdt for ham. Han havde ikke haft et let liv, og selvom han var glad for stadig at være her og være den person han ønskede at være, havde der været tidspunkter hvor han ikke havde lyst til at være der mere. Hendes salgstale virkede. Han satte sig ned ved siden af hende.

”I was born way before people actually became the people you see today. I lived with my mother who was also an angel.” Og så begyndte fortællingerne ellers. Han fortalte at han først fandt ud af hvem hans far var da han fyldte 18. At hans far fangede ham i helvedet i 20.000 år, mens han kunne gå på jorden. Han blev tortureret nye måder hver dag. Da han endelig kom fri, var hans mor blevet myrdet. I omkring 600 år var han i fare for at falde. Det krævede bare nogen skubbede ham langt nok, før han ville blive hvad hans far ønskede. Han mødte nogle andre engle der fik ham på rette køl. Han fandt en hjemløs dreng at beskytte og hjalp ham igennem hans opvækst. Han hjalp ham med at finde sammen med en kvinde da han blev voksen. Hun døde og deres barn døde under fødslen. Drengen begik selvmord efter det. Det tog hårdt på Chase, og mørket truede igen med at tage ham. Men så kom der et lysglimt. En ung heks han forelskede sig hovedkulds i. Hun følte det samme og de var sammen i mange år. Indtil heksejagterne hvor livet blev taget fra hende. Mørket virkede igen lokkende, men han vidste hun ikke ville have det sådan. I stedet rejste han ud i den nye verden. Han stødte på en familie bestående af en far og hans tvillingedøtre, Callie og Calla. Han knyttede sig særligt til Callie og beskyttede hende. De to piger blev tvunget ud i en kamp til døden, og Callie overlevede ikke. Han besluttede sig nu for at beskytte Calla. Han ville gøre det bedre end med Callie. Men han blev nød til at holde sig på afstand. Hun vakte nogle følelser i ham, han ikke havde følt i lang tid. Men han kvalte dem. Han kunne ikke lade dem ødelægge hans opgave; At beskytte hende.

Zitora lyttede til hvert eneste lille ord han sagde, og hvis det ikke var fordi - at hun selv levede med viden til det overnaturlige så havde hun nok haft en anden opfattelse. Hun ville ikke sige hun forstod Chase, for han havde oplevet og været igennem mere end hun på nogen måde kunne forstille sig. Det var ikke noget hun bare lige kunne relatere til, men hun kunne prøve. Zitora var blot et menneske, hun kendte ikke til meget men heller ikke til lidt, dog kendte hun til smerte. Måske ikke på samme niveau, men hun forstod begrebet. Zitora lagde en hånd på hans skulder og gav den et lille klem.
"No one, should have to be that strong," sagde hun så med et lille smil på læben. Sandt. Ingen skulle være tvunget til at være så stærk, og stadigvæk var han fokuseret og kæmpede imod. På trods af alt. Hun så op til det. Til den styrke. Her var hun opførte sig som en ustyrlig teenager fordi, at hun var forvirret - hvor der fandtes folk som oplevede værre og stadigvæk holdt hovedet bare lidt koldt.
"You know.. you don't have to be all alone. See it as.. now, you have me," smilede hun oprigtigt til ham. Zitora tog sin hånd fra hans skulder og så ham i øjnene. Hun havde altid haft de mest fantastiske sociale skills, og hvis hendes søster skulle putte en pris på hende ville den starte med perfekt. Nok ikke ligefrem fordi Zitora kaldte sig selv perfekt, men det var hvad folk fra hendes familie kendte hende som - det perfekte - og det var hun ganske træt af, men levede i det alligevel. Et skrig efterfulgt af umådelig mange råb, kom efter få minutters stilhed i parken. Zitora så op og derefter imod Chase. To folk kom stormende igennem parken, som blev de jagtet af nogen.
"Help us. You have to help us," sagde den ene og kastede sig over Zitora - hvor den anden tog sig til et skud sår i siden. I et sekund mærkede hun en stikkende smerte i sit bryst, som om en del af hendes sjæl blev taget fra hende. Som om stormen blev lagt fra sig. "We need you to keep this safe.. to powerful in the wrong hands.. We are so sorry," tilføjede de og så tilbage.
"He is coming.. run," sagde den anden inden Zitora og Chase nåede at sige noget. Zitora så på de to fremmede der løb, og tog sig mærkeligt til brystkassen. Der manglede noget, men hun kunne ikke forklare hvad.

En fremmed herre kom imod dem, med en pistol rettet imod Zitora.
"Where did get run off to?" Spurgte manden og kom nærmere. Han greb fat i Zitoras arm. Sikkert i håb om at hun var hans kæreste og han ville sladre for at redde hendes liv. Zitora greb dog fat om mandens arm, og et skarpt blålillalys forlod hendes hånd. Manden trådte tilbage, og han mærkede sig selv miste sin evne. Derefter trådte han to skridt tilbage i chok over hvad der var sket.
"I need you both to come with me. We can change the world," sagde han hæst og så på dem på skift.
"We don't go anywhere with you," kom det så fra Zitora der tydeligvis ikke helt forstod hvad der var sket.

Chase havde aldrig fortalt nogen alting. Callie og Calla vidste dele af hvad der var sket. Zitora var den første der vidste alt. ”I agree,” men han havde ikke noget valg. Hvis han lod sit skjold falde, ville hans far være der til at ødelægge ham. Han havde ikke et valg. Det var enten at være stærk eller falde, blive som sin far. Det var det sidste han ønskede.
Han smilede til hende. Hun var god at tale med. ”I appreciate it. Thank you.” Han så væk da nogle kom løbende imod dem. De havde brug for hjælp. Alting gik hurtigt og den ene kastede sig efter Zitora. ”Are you okay?” Spurgte han den sårede mand. Han så hen på Zitora, da den anden snakkede til hende. De stak af og efterlod dem alene. Chase var forvirret over det underlige scenarie. Hvad havde de givet Zitora?
En pistol blev rettet mod hende. Givet den person han var, trådte han foran hende. ”Take it easy,” sagde han i et beroligende toneleje. Han greb fat i hendes arm. Han så overrasket til, da hendes hånd lyste op og fik manden til at træde tilbage. Han ville have dem til at komme med dem. Det ville ikke ske. Han havde hørt ordene før. Det var ikke altid meningen man skulle ændre verden. I de fleste tilfælde var det en dårlig ting. Han så på Zitora som hun sagde hvad han tænkte. Han så tilbage på manden. ”At least not before we understand what is happening.” Han havde ikke tænkt sig at gå med ham lige meget hvad. Men det kunne være rart at vide hvad der lige var sket. Han så på Zitora og gav hende et lille nik, som hvis han sagde hun skulle stole på ham.

Zitora trådte et skridt tilbage som hun så det desparate blik i mandens øjne. Hvorfor synes hun at kunne se, at det virkede som om de ikke havde et valg. Hun sank en klump. Hun forstod ikke hvad der lige var sket, men det måtte give mening i forhold til den stikkende fornemmelse hun havde følt i sit system. Hun greb stille om det lille vaselignende vedhæng, men følte ingen kræfter derfra som hun normalt altid gjorde. Hun kunne ikke mærke stormen eller styrken, og først der gik det op for hende at de havde fjernet hendes evne fra hende.
"We really need your help with one of my men, but we are not really care if you are down for it or not," pointerede han of løftede endnu engang sit våben imod dem. Zitora var ikke ligefrem van til meget andet en verbale trusler på daværende tidspunkt, men hun havde stadigvæk prøvet en anelse værre. Bare en anelse. Han gik tættere på dem med sigtet imod hendes pande, og Zitora begyndte at mærke nervøsiteten prikke i hendes system. Dog flyttede manden den retning og truede nu Chase. Zitora dykkede ind i mandens tanker med sin en anden evne.
"He needs us to safe some of his friends. From some power thing. They need new abilities - and the two guys before.. was about to serve this man for the rest of their lives.. and now he hopes and dreams that we will do the same," sagde hun så til Chase, men tog ikke blikket væk fra manden. Hun stolede på Chase, men så ikke meget på ham.
I cannot let him shoot you.. What should we do? spurgte hun igennem det mentale link hun havde skabt til Chase førhen, hvilket gjorde det en perfekt form for at undslippe af lade manden vide noget om deres planer.

Chase havde været i mange typer situationer før. Han var god til at gætte udkommet. Det ville ikke ende godt for dem, hvis ikke de gjorde som han sagde. Hans evne til at fornemme løgne fortalte ham også manden ikke var uærlig. Han så på våbnet i hans hånd. Det gav ham overhånden. Han prøvede at regne ud hvordan de bedst kunne komme væk derfra.
En nervøsitet bredte sig i ham, da pistolen var rettet mod Zitora. Underligt nok, forsvandt den da pistolen i stedet blev rettet mod ham. Han var ikke bange for døden. Det havde han ikke været i lang tid. Han så på Zitora som hun afslørede mandens plan. Han svarede hende ikke, da hendes stemme i stedet lød i hans hoved – og kun hans. ”I have a plan.” Han så på manden. ”Do you know anyone who lives nearby?” Chase gjorde hans krop klar til at trække hans vinger ud. Når hans plan først var sat i værk, skulle de skynde sig væk derfra. Situationen var potentielt dødelig. Han så på manden. ”You are a very violant person. I think you need to work on that.” Han prøvede bevidst at få ham ophidset. Det var en del af hans plan.

Zitora lyttede til Chase's respons og tænkte sig kort om.
I might know a place yes. I will see if I can keep in going.. and contact my friend, svarede hun tilbage i tankerne. Imens Chase provokerede manden, kunne Zitora prøve at koble sig på hende forbindelse til Jess. Det var længe siden hun havde brugt den, men hun vidste - at hun kunne genskabe den i løbet af ingen tid, hvis hun fokuserede nok.
Jess I need a favor. Yes, you are not crazy, its Zitora.. you know my weird power thing. Is it okay I borrow your place for a few seconds.. it is a life or dead situation, forklarede hun hurtigt, men der var ikke ligefrem noget at diskutere. I'm not alone, so you have to stay.. he has a gun, pointerede hun fordi hun ønskede ikke ligefrem at udsætte Jess for nogen form for fare. Som manden var lige ved at overveje at skyde Chase, gik Zitora ind foran Chase, og stod endnu engang ansigt til ansigt med den pistol. Opsøgte hun fare? Nej. Var hun skrækslagen lige nu? Ekstremt.
"How about you call your friend. And tell them to meet us at my place. I live close by, and I have a feeling a new power needs to be controlled in a comfortable home," forslog hun og sank en klump. Hjertet sprang afsted i lynets hast. Manden nikkede let og tog sin mobil op for at ringe til sine venner. De ventede i en 10 minutter, heldigvis uden at blive truet direkte på livet - men Zitora var ikke i tvivl om, at hvis de forsøgte at smutte - så ville det gå galt.
"Lead the way," sagde manden så til Zitora og hun gav sig til at lede vejen imod Jess hjem.
Now what? Spurgte hun Chase igennem sine tanker. 4 mænd imod hende og Chase - bevæbnet. Hun brød sig ikke om chancerne.

Chase var glad for Zitora kendte nogen i nærheden. Det eneste hus han kendte var Callas fars hjem. Et hjem han ikke havde det store behov for at tage tilbage til. Smerten i hans tinding tog til, men han skubbede den væk. De havde et langt værre problem lige nu. Han lod Zitora få fat i hendes ven. ”Sure. Go there. But don’t expect me to sit and do nothing. I’ve done enough of that. I’ll be careful, I promise.” Chase så på Zitora som hun tog styring af situationen. Han var stadig klar til at folde sine vinger ud, skulle de have en hurtig flugt. Tiden de ventede blev lang. Han var ikke god til at vente i pressede situationer. Han gjorde sit bedste for ikke at lade det vise. Da de endelig kunne komme af sted, fulgte han Zitora mod huset. Hun spurgte ind til hvad hans plan var. Han delte den gerne til hende. ”I can create illusions. When we get there, I will create an illusion at him. It will give us time to escape.” Han så ikke på Zitora, da han nødig ville vise han havde kontakt med hende. Han så til siden da han så noget hurtigt bevæge sig ved siden af ham. Et skingert skrig lød og forværrede hans hovedpine. Han forsøgte at lukke det ude, en det var virkelig svært. Det lød et bump og manden sad på knæ med hænder for ørene. En mørkhåret kvinde trådte frem. Han mente at have set hende sammen med Calla, men vidste ikke alverden om hende. Manden gik fra at være på knæ til at ligge på jorden. Hvad end hun gjorde, fik ham til at miste bevidstheden.

”Call me hero,” sagde hun og så på Zitora med et smil. De kendte tydeligvis hinanden. Det måtte være hendes hus de var på vej til. ”I’m Jessalyn,” præsenterede hun og rakte en hånd frem. Chase tog imod den, og opdagede hvor svedige hans håndflader var, så han trak den hurtigt tilbage. ”Chase,” sagde han lavmælt. ”Let’s get him to the house before he wakes up.” Chase hjalp med at bære ham resten af vejen. Hovedpine blev værre og det begyndte at flimre for hans øjne.

De fik manden ind i huset og sat ned i en stol. Jessalyn gik straks i gang med at binde ham fast. Chase gnubbede hans tindinger. Lige indtil det sortnede for hans øjne. Han kunne ikke se noget. Indtil han kunne. Det var ikke huset længere, men et sted lyst op af røde og orange flammer. Skrigene var så tydelige. Da gik det op for ham, han var tilbage i helvede. Han faldt på gulvet foran Zitora og Jessalyn med et blankt blik i øjnene. Hans vejrtrækning var hurtig og afslørede hvor bange han faktisk var.

Time to escape, he has 3 more men coming for us. He knows our face, he will just come back for us. I'm not running all my life," panikkede hun en anelse og sank en klump. Zitora var ikke van til sådanne situationer her, men anstrengende og krævende situationer var hun. Stress var intet nyt, det kom med jobbet. Et skrig brød igennem luften og gik Zitora til at holde sig for ørerne. Dog som lydbølgerne ikke var rettet imod hende, trådte hun lidt til siden og så på manden der sad på knæ. Som Jess trådte frem åndede Zitora mere lettet ud.
"You always did have a thing for making an dramatic entrance," smilede hun åbenlyst lettet. Zitora nikkede og hjalp med at bærer manden til huset. Det var ikke hverdag at hun hjalp med at binde folk til stole, hvad havde hun dog rodet sig ud i? Som Chase faldt til gulvet reagerede Zitora hurtigt og kastede sig imod ham.
"Hey.. Hey.. Chase? Can you here me? Chase," forsøgte hun at nå indtil ham. Zitora tænkte tingene igennem, og heldigt for hende at hun altid havde været rimlig hurtig til at finde en løsning. "Fuck.." Mumlede hun og sank en klump.
"I think Lucifer did something to him. Long story I know, it's a crazy day," hun placerede sine hænder imod hans tindinger for at gøre det mentale link imellem dem stærkere. Hun så helvedet han stod i, og nu da hun rent faktisk kendte hans historie - lød det præcis som beskrivelsen af helvede. "He is trapped.. in hell. Or his mind is," forklarede hun hurtigt. Pludselig var der to ting der stod i flammer. Fyren de havde bundet og Chase der nu lå på jorden i sit eget helvede.
"I have an idea. Maybe. Wait a second.. he told me Callie was dead.. but, you know Callie.. I even know a Callie..," kom det så fra hende. Jess og hende havde trods alt Joy som fælles veninde, og Joy kendte Callie. Og hun havde fulgt Callie på de sociale medier nok til at vide hun havde en søster der hed Calla. Bingo. "Do you have her number? Or her sisters? I might need them to break him free from this.. unless you have an amazing power that can wake him up," sagde hun så og kløede sig i nakken.
Chase.. can you hear me. It's okay. You are okay. It's a trick. Do you hear me? It's a trick. He trapped you. You can fight this, prøvede hun at trænge igennem til hans hoved, i håb om at kunne få bare lidt ro over den bekymrede vejrtrækning.

Jessalyn så på Chase med et venligt smil, og flyttede blikket til Tori da hun talte til hende. ”And don’t you forget it,” hun bandt den sidste knude om mandens ben, da hun hørte et bump. Hun drejede sig hurtigt rundt og så Zitora sætte sig ned ved siden af Chase, der så ud til at være besvimet. Hun satte sig ned ved siden af ham. Hun håbede Tori kunne nå ind til ham, men det så ikke ud til det gjorde en ændring ved ham. Hun rynkede brynene da hun nævnte Lucifer. Hvad havde han med det hel og gøre? Men hun vidste også, nu ikke var det rigtige tidspunkt at spørge på. Hun nikkede da hun nævnte Callie. Hun havde mødt et par gange, men havde ikke hendes kontaktinformationer. Calla havde. Før Zitora overhovedet havde nævnt det, havde Jess fundet sin telefon frem og fandt frem til Calla i hendes informationer. ”I don’t. I’m calling Calla now.” Da Calla tog telefonen, forklarede hun situationen så kortfattet som muligt. Da samtalen stoppede, havde de aftalt Calla ville sende adressen hvor Callie var, så Jess kunne tage Chase derhen. ”I can get him to Callie soon.” Beskeden dukkede op på hendes telefon og hun fik samlet Chase op. Lige nu ville hun ønske hun havde en superstyrke også, men farten var alligevel vigtigere. ”I’ll come back soon.” Og væk var hun og Chase.

Jessalyn var opdraget til altid at banke på, men hun havde en stærk fornemmelse om, dette var en nødsituation. Så hun stormede ind i hjemmet og fik lagt Chase på en sofa. Måske Calla havde kontaktet hende inden så hun vidste hun kom. ”Sorry to barge in like this. He needs your help. My friend said Lucifer did something to him, that he was in hell. I don’t know the whole story. Can you help him?” Hun kendte ikke Chase særlig godt, men hun havde på fornemmelsen han ikke fortjente det. Zitora virkede til at synes om ham, og det var nok til at Jess gjorde det også. Hun så bekymret på ham og afventede Callies svar.

Alting ringede for hendes ører, og hun kunne mærke hvordan alting snart ville blive for meget - men hun havde sit shit ret godt kontrolleret. Zitora reagerede først dengang da Jess samlede Chase op, og hun selv kom på benene igen. Hun nikkede kort og så på dem smutte ud af døren. Efterlod hende alene med manden bundet til en stol.
"Fuck," mumlede hun og tog sig selv til hovedet. Zitora satte sig ned i den anden ende af rummet og foldede sine ben indtil kroppen. Panden imod knæene og ekstrem vejrtrækning. Det var underligt ikke at mærke stormen eksplodere inden i. Verden væltede over hende og ærligtalt var hun måske ikke den bedste til at placere i denne her situation. Han begyndte at rømme sig, hvilket fik hende til at se op. Zitora kom på benene igen, og stirrede blot på ham.
"So in the end it's just the two of us, and a fucking headache," rømmede han sig og så op. Zitora trak let på skulderen.
"Seems like it, so how about you just shut up - and.." nåede hun ikke at sige før han afbrød hende," do what? Are you going to kill me? You look like you couldn't kill a fly. What are you gonna do?" Adbrød han og Zitora sank en klump.
"Well, I have more value to you alive than dead - that I know," sagde hun blot.



Callie havde fået Callas opkald, og heldigvis havde det været en af de dage, hvor Prim havde håbet på at måtte besøge hendes mormor. Heldigt for Callie, for dagen tog pludselig en dramatisk drejning. Jessalyn stormede ind af døren og lagde Chase på sofaen, og Callie kastede sig hen foran sofaen. Hun så ham an. Der var en del af følelser her, hun havde ikke set ham i mange år. Alt for mange år - og nu da hun rent faktisk huskede ham, burde hun have taget kontakt. Men hun vidste, at han ville tro hun var død. Hvordan forklarede man nogle hele sandheden om sig selv, når man nogle gange var i tvivl?
"I hope so. I will do my best," svarede Callie og gav Jessalyn et nik.  Callie vendte opmærksomheden imod Chase og placerede begge hænder imod hans hoved.
"Chase.. let me in.. ," hviskede hun.




"Well my friends are close by.. you know trackers on the phone," smilede han let som hun pludselig hørte tunge fodtrin komme ind i opgangen. Zitora sank en klump. Hun så op som de tre andre mænd trådte ind. To af dem gik imod Zitora imens den anden kunne binde deres ven op.
"She is the one with the power, we need her alive," forklarede han hurtigt.We got company.. 3 more fully armed, don't go in follow along.. And keep quite.. forklarede hun hurtigt Jess.
"Come with us," sagde han så og rakte armen frem til hun kunne gå først. Zitora fandt det bedre at gå selv, end at blive tunget. De rev mobilen fra hende og gik ud af døren. De gik og gik, til de kom til et andet hus i byen. Lidt mere forladt. Men før de gik ind stoppede de op.
"Take my power now. I need you to take it now.. NOW" udbrød den ene af dem og ruskede let i Zitora, som allerede var rædselslagen. Zitora anede ikke hvordan hun gjorde, men så snart han fik et fast håndtryk med hende, mærkede hun sig selv tage den fra ham. Den næste kom frem og tog hendes hånd, "and mine," åndede han ud. Zitora gjorde sit bedste og tog den også. Udmattelsen ramte hende.
"I can't anymore," hviskede hun så og tog sig let til hovedet.
"Well we have more inside," sagde lederen så og åbnede døren. "You got work to do." Sagde han og åbnede døren fyldt med hans slæng der ventede på hjælp.

Jess havde været i problemer. Ikke noget lignende, men hun vidste hvordan det føltes hvis der ikke var nogen der kunne hjælpe. Heldigvis for hende, havde det aldrig været sådan. Veronica havde altid været der for hende når hun havde mest brug for det. Hun så på Callie som hun forsøgte at få Chase tilbage. Hun ville blive, hvis ikke hun havde andre ting at tage sig til. Hun ville ikke efterlade Zitora sammen med den mand for længe. Hun lukkede døren bag sig og gik et par skridt. Men måske hun skulle få noget backup. Hun fiskede sin telefon op og gik igennem hendes kontakter. Hun ville ikke blande Calla eller Nathan ind i det. De havde deres eget at slås med. Da hendes tommelfinger bevægede sig hen over Jordans navn, stoppede hun med at scrolle. Selv hvis han ikke kunne hjælpe alverden med manden – hvilket han sagtens kunne. Folk overraskede. Men i hvert fald kunne han give hende ro i sjælen. Det var han altid god til. Når tingene var ude af kontrol, kunne en samtale med ham gøre underværker. Hun ringede ham op og ventede på han tog den. ”I need you. I uh… Well I don’t really know where to start. I am sort of involved in kidnaping a man. Can you meet me?” Svarede han ja, som hun håbede han gjorde, ville hun sende en sms med adressen. Hun forsatte mod huset. Da samtalen var færdig satte hun farten op og stod snart ved huset igen.

Hun fangede Zitoras besked og besluttede for at følge hendes ordre for en gangs skyld. I stedet fulgte hun dem til et andet hus. Hun sendte en sms med den nye adresse til Jordan. Jessalyn så til på afstand mens de brugte Zitora op. Hun ventede på det rigtige tidspunkt, men hvis ikke hun gjorde noget nu, ville Zitora snart løbe tør for energi. Hun trådte igennem døren. Selvtillid havde aldrig været et problem for hende, men selvtillid når hun var skrækslagen var noget helt andet. Det var noget Jess havde lært af Veronica. Hun lagde en hånd imod hendes hofte og så mod manden der fremstod som lederen. ”Did I miss the party?” Hun trådte frem imod dem med et køligt udtryk i ansigtet. ”I am always fashionably late,” konstaterede hun. Hun havde lært nogle tricks til at bekæmpe bestemte racer, men også helt almindelige kamptricks. Hun var langt fra en mester i kamp, men hun ville ikke lade nogen såre dem hun holdt af. Ikke hvis hun kunne have stoppet det. ”Get ready to scream or I will.”

Calla var ude denne aften, eller nærmere på jagt denne aften. Hun sørgede altid for Roy var beskæftiget med noget eller at hun brugte en undskyldning som at hun skulle besøge sin mor.. hvilket hun ikke havde gjort endnu siden hun var kommet tilbage. Calla vidste hun burde tage sig sammen til at gøre det, men hun var bange for nogle ville se det spil hun egentlig kørte og som havde fungeret så godt indtil nu. Hun havde fundet et nemt bytte og fulgte det lige nu - intet var sjovt uden jagten. Men det var der hun hørte Jessalyns stemme, snakke i mobil med nogle. Hun brugte sin fart til at nå op ved Jessalyns side, som hun stod foran lederen.
"I won't for that matter..," tilføjede hun til Jess sidste sætning og flyttet blikket over imod Jess - fordi et var at Calla nok var den person som Jess sidst havde forventet at møde lige nu. Men måske var hun den bedste person. Tydeligvis forstod mændende ikke den fare de egentlig var i, og Calla - ja Calla så uskyldig ud som altid, hendes graviditet fik hende ikke til at se farligere ud. Den første rakte sin hånd ud imod Calla, og hun greb den hurtigt uden tøven. Et knæk lød da armen brækkede og var ikke et sekund om at dræbe ham på stedet. Kroppen blev smidt fra hende på jorden.
"Are you insane?" Spurgte en af dem overrasket og blikket flakkede mellem de to piger.
"I perfer spontaneous, a shame you all have to find out like this," svarede hun og trak på skulderen. "so let the human go, and no harm will come to you," tilføjede hun og blinkede kært med øjnene. Da hun vidste hvad deres svar egentlig ville være, så slog hun til og angreb lederen. Satte sine tænder i halsen på ham, og takket være hun var tørstig - så var han død på ingen tid. Hendes far havde skabt et monster, og lige nu var det til hendes egen fordel. Indenfor ganske få sekunder var der ingen af bandemedlemmerne udenfor længere og Calla kørte sin håndryk henover henover læberne.
"The two of us working together, who would have thought," smilede hun skævt til Jess.