A meeting between Worlds - Aira

Sted: Athena Akademiet - Astrologi klasselokalet.

Tid: 10:35

Vejre: En mindre regn sky passere forbi Athena Akadamiet.

Omgivelser:

Lyden af den milde regn, som skylder ind over Athena Akademiet, stille lader sig passere over. Regnen, som lader sig vande planterne og haverne nær akadamiet. Ruderne, som mærker det kolde kys fra regnskyernes vand og en lettere 'melodi' af studerende, som forlader det ene klasse lokale til det andet. Blot for at lære og studere videre til at forberede sig til sine fremtidige planer for sit liv. Men om dette er et mål alle kan nå, eller om de vil falde i had og fordæv over den menneskelige verden de nu engang lever i?

@Aira

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Joan havde stille bevægede sig ned langs korridoren på vej mod astrologi timerne. Hans skuldre taske, som han bar ned langs højre skuldre og øjnene fokuserede mod hans afsluttende time. Det var en fredag morgen, mens han endelig så ud til at være klar til weekend. Blot at afslutte dette fag også fortsætte videre til sine klaver timer. Han så dem altid, som en slags 'fri-time' istedet for den afsluttende time. Musik var ofte det nemmeste fag ifølge hans holdning.

Lyden af flere studerende, som også skyndte sig til sit lokale. Kunne nemt høres. Joan havde taget headsæt i ørene, mens han fortsatte og drejede til høre ved en af korridorerne og trådte ind i klasse lokalet. Han tog headsættet ud af ørene og stille satte sin taske. Hans øjne gled rundt i klassen, for at se hvor mange der overhovedet havde dukket op. Han så frem til at færdig gøre klassen, blot for at sikre at studering ikke var det samme, som den før engang havde været. I hvert fald i følge hans holdning, da det ofte var at læren trådte ind og man høfligt rejste sig op. Men dog var dette ikke tilfældet. Nogle af de studerende var oven i købet uhøflig og valgte at svare læren igen.

Verden var ved at blive blød, som et æg. Mon de ville reagere anderledes hvis de blev født i hans tid? Men igen, få havde overlevet i løbet af hans leve tidsalder. Både grundet den sorte død , første og anden verdenskrig. De fleste ville nok begå selvmord eller ligefrem blive sindsyge. Han slog tankerne ud af hovedet og så kort på sin astrologi bog og et svagt smil dannede sig på hans læber. At lære noget om stjernerne ville måske give bedre insigt til hvor han selv stammede fra?.

Aira skyndte sig fra hendes time med Biologi og videre ned til Astrologi. Et stort smil spredte sig på hendes læber og hun trak vejret hurtigt. Hendes hvide kjole dansede rundt om hendes hofter, hendes lakssko klappede hende over gulvet imens hun rettede på hendes lysebrune cardigan. I dag var hendes tøj meget afslappet, det var bare en kjole, cardigan, de fine lyse sko, cremefarvede og tykke strømpebukser, nogle smykker som passede til og hendes blå hår var sat op i en hestehale, med en lille hvid blomst i.

Hun var stadig ved at vende sig til dette med skole liv og mange folk omkring hende. Hun drejede rundt om et hjørne og støtte lige ind i en mur. Hun faldt ned på hendes bagdel og pev højt. Hendes taske landede fladt på gulvet og alle hendes noter, bøger, penalhus og andre små ting væltede ud på gulvet. Den mindre pige kiggede op og så at muren havde været denne kæmpe fyr.

”U-u-u-undskyld!!” Mumlede hun, rødmede og samlede hendes ting hurtigt samme, kastede tasken over hendes skulder og undveg hurtigt den hånd som greb efter hende. Aira sprang op og forvandlede sig til hendes fe form og fløj afsted.

Hun kiggede knap nok efter sig, da hun hørte hvordan fyren brøllede efter hende. ’Årh neeeeej!! Aira din tumpe!!’ tænkte hun og kunne nemt mærke fyren’s vrede sind i baggrunden.

Hun fandt hendes klasse og så at læreren ikke var kommet endnu. Hun fløj ind som den lille lyskulge hun lige nu var og forvandlede sig tilbage med lethed, landede på gulvet elegant og fandt hendes plads, helt oppe foran ved siden af vinduerne.

”Pewhh..” Sagde hun og satte sig ned, lige da hun hørte den velkendte brølen da fyren sprang ind af døren og stirrede lige over på hende. Aira blev ligbleg i ansigtet og pressede hendes ryg op af glasset bagved hende.

Hans øjne gled over på den lyskugle og en mængden af 'lyd' skrællede igennem luften. Et svagt irritation dannede sig i Joan's ansigt. Både grundet hans skarpe sanser, som var blevet værre grundet blanding mellem det dæmoniske og det engle mæssig, som dannede en klam cocktail af overfølsomme sanser. Han rejste sig op, dog spærrede han øjne op, som lyskuglen ændret sig til en pige og hun så ud til næsten at være skrækslagende. Hun satte sig hurtigt på en plads overfor Joan og det varede ikke længe før at en anden brølende abe dukkede op. Eller også var det den samme.

Brøle aben's øjne havde lagt sig på pigen overfor Joan og før han overhovedet kunne nå at spørge pigen om hun var okay, hørte han lyden af aben brøle op igen. ''Snot unge! Kom her, så jeg kan masse dine knogler til mos! Jeg skal lære dig ikke at stikke af fra Marko! Alpha af Zera Triben!'' brølede han op og Joan så blot over på ham og gik stille over imod ham. Hans øjne var roligt og han lagde hånden roligt på brøle abens skuldre. ''Du larmer. Sæt dig.'' Hans hånd greb hårdt fat i hans skuldre knogle og lyden af et 'knæk' lyd og en brølen af smerte lyd fra Marko. Han ændret sig hurtigt til sin varulve form af ren vrede, hvilket medførte at Joan følgede trop og viste sit sande 'jeg'. ''Liggja, bikkja!''(Lay down, Dog) Hans stemme lyd både af dæmonsik fra de lavere level af helvede og af de højere stående af himmelens rige. Hans stemme var, som tordenskræld og hans øjne tordnede ned på denne 'marko'. Hans sprog var af Old nordens sprog, som få den dag idag stadig kendte.

Marko havde ikke en jordisk chance for at vide hvad Joan sagde, så han gik til fuld angreb imod ham. Dette resulterede selvfølgelig at Joan greb fat i hans over og under del af kroppen (hals og skridt) og sløngede ham ned i jorden, med et hårdt slag efterfulgt fra hans knæ imod Marko's mave, så lyden af nogle brækkede ribben kunne høres. Samt lyden af et par pivelyde skreg fra den store stygge ulv. Han havde 'leget' med en blandings race. Noget, som få i verden havde set. Specielt en, som Joan. Han havde hånden imod Marko's mund og havde lagt sine hænder under halsen, klar til at ligge endnu et slag imod hans adams æble. Hans anden hånd gjorde sig klar til det næste, mens han knælene havde stillet sig halv 'sejrende' med vigerne brede sig. Et vinge fang på 2 meter og 45 cm. Sorte, som natten og klar til at intimidere sit offer ved trods. ''Nu slapper du satme af! Er det forstået! eller jeg skal flå og æde din svage sjæl! Bæst!'' Hans stemme var vred og hans irritation når ingen grænser. Hans hånd greb fat omkring hans hals og klempte til, mens Marko fortsatte knorrede en smugle utilfreds, men måtte til sidste give op. Han havde ikke flere kræfter tilbage, grundet mangle på luft i lungerne, hvilket resulterede i en bevidstløs vuffer.

Joan trak sine vinger ind og stille blev normal igen. Han havde dog tabt sin pæne mørke hvide hat under kampen, som havde fløjet over på den stakkels pige's bord. Han gik ud over ved døren til klasse lokalets udgang og kastede Marko ind i en tyk betong væg. ''Pokkers køter..'' brummede Joan irriteret, mens han vendte sig rundt og stille så efter sin hat. Hans ansigt ændret sig fra irriteret, til neutralt og det samme med hans krop. Som stille lod sig til normalitet igen. Han så der efter over på den stakkels pige, som så ud til at være den eneste i klassen udover ham. Joan tænkte kort at hun sikkert måtte havde været skræmt ved at se sådan en uhyggelig 'sceene' udfolde sig foran sig. ''Er de okay? Håber ikke Marko gjorde dig fortræd?'' Joan gik stille over imod hende, mens hans øjne stille rettede sig imod hans hat. Hvis den altså stadig var på hans bord.

Aira så til skræmt da hele scene foldede sig ud foran hende, denne fyr, denne engle dims havde lige reddet hende? Han kendte hende knap nok.. Men havde reddede hende alligevel? Aira var mundlam i et kort stykke tid og hun peb kort da hun så på hendes bord og så hans hat.

Den mindre pige rejste sig fra hendes stol, greb hans hat og børstede kærligt noget snavs af den imens hun så op og fik øjenkontakt med fyren foran hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hendes lange og spidse øje bøjede sig lidt nedad og hun mærkede hvordan hendes tårer pressede på, fordi så mange blandede følelser væltede rundt inde i hende.

Hun samlede sig hurtigt sammen, rettede sig op og gik over til fyren. Hun stillede sig op på hendes tær og satte hans hat på hans hoved med et varm smil på hendes blege læber.

”Tak for din hjælp..” Hendes stemme var lav, dog var og blød som en solrig sommerdag.
Hun så en et lille sår på hans kind, han havde sikkert ikke selv mærket så meget at varulven faktisk kort havde skrammet ham, siden han havde været så vred.

Aira stillede sig op på hendes tær igen, rakte hendes lille hånd op, hvor en blå flamme dannede sig omkring hendes fingre og dansede gladelig. Hun rørte svagt ved skrammen og den lukke sig hurtigt. Fyren foran hende ville dog kun mærke en varm og rar kilden i huden der hvor hun lige nu healede hans så.

Dog knep Aira kort hendes egne øjne sammen og mærkede den svage smerte i hendes egen kind efter hendes healing.

Da hun var færdig, tog hun et skridt tilbage og kiggede tilfreds på hans nu rene og healede hud, ikke engang et svagt ar var at se.

”Mit navn er Aira, jeg er ny på skolen, og er vidst allerede ved at få nogle fjender..” Sagde hun med en lidt trist stemme, da hun rakte hendes hånd frem, for at præsentere sig selv.

Joan så over på hende, som hun placerede hans hat på hans hovede. Noget han ikke helt var vant til. Hans øjne gled opmærktsomt rundt, mens han mærkede en svag smerte dukke op på kinden. Men før han kunne fjerne den mindre blodplet, som var ved at glide ned af kinden på ham, så spottede han at hun var ved at lave noget ved hans kind. Et lys af blålighed og følelsen af noget varmt og at smerten ved kinden var ved at aftage sig, fik ham til at holde sine mindre 'alarm' omkring at hun var farlig væk. Hans øjne lod mærke til at hun så ud til at koncentrer sig meget. Måske kunne hun mærke smerten, som han havde ved såret? ''Tak.'' sagde han kort og observerede den unge piges reaktioner. Hun så ikke en dag over de 25. Måske hex? men hvis hun var hex, ville hun jo ikke kunne blive til en blålig kugle. Kunne hun? Hvis dette var tilfældet, ville det betyde at hun ville være en farlig modstander.

Hans tanker strøj sig omkring hvad hun kunne være, mens han stille lod mærke til at hun ikke så ud til at være skræmt af ham. Lyden af hendes stemme og præsentation af sig selv, fik ham til at smile svagt. Hun mindede ham meget om den danske befolkning. Både smilende og glad. Aldrig så triste. Eller som de norske fjelde, den gang han lige havde fået sin frihed fra sin faders tortur. Han spottede dog hendes spidse øre. Elver? nej, Fe!? Hans øjne åbnede sig mere op og han havde aldrig i sine vildeste drømme forstillede sig at irlænderne havde ret. At feerne findes. ''Du.. en fe?!'' Lyden af overraskelse lyd, mens han så halv undrende på hende. Han lagde hånden på hendes skuldre, som et tak og han smilede svagt over hendes kommentar omkring at hun var ved at få fjender. ''mit navn er Joan Taneli. Og hvis det er, så skal jeg nok beskytte dig imod dem mod en slapsvans som marko. '' sagde Joan, som var det at han så Marko som en lille nuttede hundehvalp. Hvilket han oprigtigt ikke så som sådan, men mere som en der godt kunne bruges at sættes på plads en gang imellem.

Aira smilede varmt og mærkede hans store og varme hånd på hendes lille skulder. Hun havde fået en ven! Det var som hele hendes krop lyste op, dog gjorde det selvfølgelig ikke, men hendes dybhavs blå øjne blev meget store og det allerede varme smil blev større.

”Ahh.. En ven..” Sagde hun og små tåre af glæde væltede op i hendes øjne, hun kastede sig frem op af og lagde hendes små, dog varme arme omkring hans hals og krammede ham tæt ind til sig. For første gang siden hun tog væk hjemme fra og op på skolen, følte hun oprigtigt at der faktisk var nogen i denne verden som ville være samme med hende.

Hendes blå hår, duftede af sommer, frisk sommerregn og skov. Det var blødt og fyldigt, dog stadig meget unaturligt blåt.

Hun gav blidt slip og hørte pludseligt deres lærers stemme brøle ude foran klassen, den havde sikkert fundet Marko og mange elever løb ind i lokalet efterfulgt af deres lærer.

”Uhh! Timen starter!” Hun hoppede tilbage på hendes plads, med et smil på hendes læber. Fandt hendes bog, notesblok og penalhus frem. Det var tydeligt at hun elskede denne time, for hendes notesblok var dekoreret med stjerner, blomster og en lille nattehimmel. Hun smilte til Joan og kiggede derefter op på læreren og lyttede.

Joan lod hænderne omkring hendes ryg og gengældte hendes kram. Hans sanser kunne bogstaveligt forstand dufte hver enkelte del af hendes hårs perfume og essens. Noget, som fik ham til at slappe af. Både grundet mindet ham om de gode 'gamle' dage i de nordlige dele af hvad han havde set, mens han stille lukkede øjnene og bogstaveligt kunne forstille sig alle hans minder banke sig igennem ham. Han glemte alt form for tidsfornemmelse omkring sig. Han øjne åbnede sig dog igen da han mærkede at hun skubbede sig ud af hans favn. Han åbnede øjnene op og så ned, i det hun sagde at timen startede. Virkeligheden bankede sig igen igennem ham og fik ham halv forvirret til at sætte sig på sin plads. Hans ansigt havde bogstaveligt talt malet ordne 'hvad skete der?'. Han sad og kunne ikke helt koncentrere sig. Efter næsten 1,5 tusind år havde han fået følelsen af at nogle kunne li at være i nærheden af ham? En, som faktisk kunne li at være i hans nærhed.

Hans øjne gled på hende foran sig. Han vidste kun hendes navn og at hun ikke havde reageret på at han sagde 'fe' lyd til at hun måske var irriteret over det? Han tog fat i sin bog og stille prøvede at fokusere, men til ingen verdens nytte. I løbet af timen havde han svært ved at følge med. Han fokuserede mere på oplevelsen han havde fået. At en Fe havde fået ham til at få en varm og velkomen følelse. Noget, som han ikke havde haft i flere hundred år. Ikke ligesiden han blev holdt oppe af sin mor for første gang, før hun afgik ved død og fik taget sit eget kød og blod fra sig i en ung alder. Hans øjne gled på sine omgivelser, mens han stille fortsatte med at notere hvad læren forklarede og fortalte. Han havde taget en computer med for at sikre at han kunne følge op på lærens noter og tavle undervisning.

Aira sad og lyttede meget til læren, hun skrev hurtigt det hele ned på hendes blok og smilede glad hele vejen igennem. Hendes hånd skød op i luften hver gang han spurgte klassen om ting og hun kunne svare rigtigt hver gang. Da Lærerne takkede af for timen, pakkede hun hendes ting sammen og vendte sig om til Joan.

”Hvad skal du have nu?” Spurgte hun lidt genert til ham. Hun ville ikke være for hængende på ham, og slet ikke for massende, for han virkede meget forvirret, kunne hun mærke. Det hele rumlede lidt rundt for ham og det gjorde hende lidt svimmel på en måde.

”Angående dit spørgsmål tidligere, om hvad jeg er. Så ja, jeg er en fe. Der er vidst ikke så mange her på skolen som er?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og studerede ham, mest for han reaktion.
Hun rejste sig lidt op, for hun skulle have billedkunst her bagefter, hvilket hun også havde glædet sig til hele dagen. Aira elskede alle disse dejlige fag, mest fordi hun kunne dyrke hendes hobbies i timer, og lærer meget mere om dem.

Derhjemme ved hendes familie havde de taget meget fra hende og sørget for at hun altid kedet sig og var under smerte, fordi hun ikke kunne stille op.

Aira rystede kort på hendes hovedet og skubbede de tanker væk, hun var her nu, et nyt kapitel i hendes liv og en frisk start på det hun ville og det hun ville gøre ved hendes liv. Ingen kunne bestemme over hende nu, hun var en fri fe!

Joan så over på hende, efter at han havde formåede at pakke de sidste noter ned i tasken. Hans øjne gled over på hende, mens han fik lukkede sin taske. Hans krop stille ændret sig til hans normale engle/dæmoniske skikkelse og han stille strak sine vinger og lyden af hans nakke gav et 'knæk' efter at han strak sig fuldt ud. Både på grund af at de fleste elever allerede havde forsvundet fra klasse lokalerne og at han var sammen med Aira igen i klasse lokalet alene. Et smil dannede sig på hans læber. ''Jeg skal til musik lokalet. Der efter for jeg endelig weekend. Men jeg planlægger at få øvet mig på de sidste par noder og musik jeg har fået komponeret sammen. Så om det hele fungere er ukendt. Hvad med dig, Hvad skal du nu?'' Hans tog fat i sin taske og lagde over skuldren, mens hans vinger stille foldede sig sammen ombag ryggen, så de ikke fyldte så meget. Han greb stolen og satte den høfligt på plads igen.

Ved hendes næste besvarelse, gav det et svagt smil på hans læber. Det lyd til at hun ikke skammede sig over hvad hun var. Dette var en god ting. Hans øjne gled over og så på hende. En blanding af dæmonisk og engle af en iris holdte øje med hende, fra hans øjne. ''Siden de anerkende hvad de er. Tillad mig at fortælle dem, så de ikke ligger mig forvirring til mine blod fætre. Jeg er en blanding mellem det, som folk kalder Blod-dæmon og en Fuldblods Engel. Altså engel, som blev skabt af gud selv, som har nogle afskæringer, ligesom ærke englen Gabriel eller ærke englen Michael.'' Hans øjne gled omkring sig og stille så sig rundt. Han ville være sikker på at hun var den eneste, som hørte det. Hans hånd havde mens han fortalte dette gledet ned til en af de skjulte rum han havde i sin taske. Så i øjeblikket kunne man med skarpe sanser høre et lydløst 'klik' fra hans taske.

I hånden holdte han et af hans gamle våben fra anden verdens krig. En håndhåldt officer pistol. Da han ikke stolede på nogle omkring sig. End ikke pigen foran ham. Til trods for at hun virkede til at havde vækket noget op i ham, som han var glad for. Han havde afsløret en større hemmelighed overfor hende, som en 'betaling' for den større anerkendelse, som hun gav ham. Hans blik gled over til døren, for at kunne kom ind til klasse lokalet. Han ville sikre at ingen havde hørt hende og hans samtale om hvad de i sandheden. Da han intet havde imod at folk forvekslede ham med en falden engel, med en 'lys' aura svævende omkring hans menneskelige form.

Hun kiggede op på ham og lyttede, hun kunne tydeligt læse hans sindsstemning at han var på vagt og ikke helt 100% procent stolede på hende. Hun rejste sig, trak hendes skulder taske op på hendes skulder og holdte den der. Hun genkendte det look og vidste at Joan var på vagt og sikkert holdte et våben i hånden lige nu.

Aira gik stille over til Joan og lagde en hånd på den som han holdte pistolen i.
”Du kan roligt stole på mig. Jeg vil ikke røbe din hemmelighed til nogen. Du reddede lige mit liv for lidt siden, så jeg vil bevare denne hemmelighed forevigt.” Hun smilede varmt op til ham og klemte blidt hans hånd for at berolige ham.

”Kom, mener at billedkunst ligger tæt på musik lokalerne.” Hun trak ham blidt med sig og ud i korridoren og videre ned mod de andre lokaler.

Der var mange elever på gangen og nogle få kiggede på Aira da hun gik forbi dem, fordi hun netop er så anderledes i hendes menneskeform. Dog var der også nogle få lystne blikke efter hende, hun ignorere det dog helt, siden hun tydeligt kunne mærke dem og følte det ubehageligt.

Hans øjne gled ned på hende, da hun nærmede sig og han lod sikringen være på. Det var ikke hende, som han frygtede for at røbe hans hemmelighed, men alle andre. Specielt efter havde holdt den hemmelig i got og vel næsten 1.000 år. Hans øjne observerede hendes træk. Hver en fodfast bevægelse, som hun nærmede sig ham. Han nikkede annerkende til hendes svar. Hun kunne sikkert nok aflæse ham. Måske var dette en del af hendes magi? Han nikkede anderkende. og stille gav slip på pistolen og trak tasken over skuldren. Da pistolen var sikred, var den ikke til fare for nogle. Samt også at den ikke kunne gå af, ved stadig at være sikret.

Han havde dog før de forlod rummet fjernet kuglen fra pistolen, som blot gjorde det muligt for hende at se hans gamle velplejede krigs pistol. Hans kugle var en sølv larkerede kugle, til at kunne dræbe både varulv og måske hvis han var heldig vampyr. Hvis historien om at de var svage overfor sølv og koldt jern. Stadig var sandt. Hans øjne gled over på hende og han fik træsked med hende ned af korridoren med pistolen gemt got bag det sikred rum i hans taske. Hans øjne gled på de mange forskellige væsner, som stirrede på dem. Ikke kun fordi en glad pige, med i den ene hånd holdte Joan's hånd for at trække ham afsted mod klasse lokalet. Hans mørke vinger, var allerede forsvundet, i det de havde trådt ud af astrologi klasse lokalet.

Et eller andet sted brød han ikke om at skjule sine vinger, men af ren sikkerhed for sig selv, blev han tvunget til det for at sikre sin egen overlevelse. Hans øjne gled omkring sig, mens han så hvordan folk stirrede på Aira, mens han fulgte med hende. Der var op til flere, som han blot ved en kort og hurtig bevægelse kunne tag fat i sin pistol og ligge kugle for panden på. Dette ville selvfølgelig ikke hjælpe det største, men følelsen af at kunne gøre det, fik ham til at smile. En flok næshvisse unger i følge hans holdning. Dog skulle han nødig snakke. Han trossede ofte også sin egen fader. På sin egen måde den gang.

Med hurtige skridt fulgte han med Aira ned til klasse lokalet og hans øjne gled rundt for at orentere sig omkring. Hun så ud til at havde det godt. Men om dette var sagen vidste han ikke. ''Det er ikke dig, som jeg frygter for at vide mit sande jeg, men alle andre. Vampyrer, Dæmoner, Varulve og ikke mindst Hexe ville være ganske facinerede med at eksperimentere og finde ud af sandheden af essencen af mit blod. på grund af kombinationen af de to racer.'' Han så sig igen omkring skuldrene for at sikre at en hex ikke kom dumpende for at spørge 'hvilket blod!? og race?' Dette var heldigvis ikke sagen. Dog kunne han stadig ikke li at vide at nogle kunne være facineret af ordet 'blod' til trods for dens velsmagenhed. Jo det smagte godt, i en begrænset mængde, til at stille sin sult, men at være eksperimental omkring det var noget han så som at lege med sin mad.

Aira kiggede op på ham med et bekymret blik, hun holdte stramt omkring stroppen til hendes taske og kiggede ned. ”Jeg kender godt til det der med at folk vil vide mere omkring ens blod..” Hun så lidt trist ud i et kort stykke tid, hvorefter hun rystede på hovedet, samlede sig selv og kiggede tilbage op på ham med et nyt smil. Hun skubbede de gamle og mørke sider i hendes hovedet væk og fokuserede på de glade tanker om at hun nu var et nyt sted, et nyt kapitel og en frisk start på hendes liv.

”Skal vi mødes til aftensmad?” Spurgte hun og kiggede på hendes lille armbåndsur, hun skulle snart til time og hendes klasse lå lidt længere nede af gangen. Aira ville meget gerne lærer Joan bedre at kende, han virkede som en sød fyr og en som hun ville kunne have tæt på sig, som en storebror eller en super god ven. Hun ville hvertfald ikke lade Joan slippe af med hende så nemt, dog vidste hun ikke helt hvad han synes om hende. Well.. Han fortalte hans største hemmelighed, reddede hende fra Marko og har ladet hende kramme ham, så helt dårligt kunne han vel ikke synes om hende?

Aira bed sig i underlæben, kiggede på uret. ”Jeg bliver nød til at smutte til time nu, vi ses senere!” Hun hoppede hurtigt op, krammede ham og stak af ned til hendes klasselokale. Aira hoppede ind i rummet, satte sig på hendes normale plads og hev hendes bøger op, notesblok og penalhus igen.

Hans øjne gled ned på hende og han lyttede til hendes ord. Et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Jeg glad for at jeg ikke er den eneste med historien omkring hexe og andet, som ønsker blodet. Så det ser ud til at vi hellere må passe på hinnanden.'' sagde han roligt, med et let smil på læben og et svag følelse at dette måske var starten på et større venskab, end han havde forvented. Da hun så kort ud til at virke som om at noget bekymret hende, tænkte han at det måske havde været fortidens 'præg' af måske krig eller større sorger? Så han valgte ikke at spørge ind til det. Han lyttede til hendes spørgsmål om at spise sammen og nikkede blot, som et svar på 'ja'. ''sidder nok ved et bord nær vinduet. I tilfælde af at du leder efter mig, til aftensmads bordet'''' Han lyttede til hendes næste par ord og nikkede anderkende, som en bekræftelse af at hun skulle videre i livet.

Hendes duft, som kom tæt på ham og at han kunne mærke hendes hænder kramme ham. Fik et svagt afslappende fornemmelse i kroppen på ham. Han kunne igen dufte følelsen af sommer, skoven og en svag andelse af at næsten blive banket ud af virkeligheden og blot nyde momentum i at være et andet sted. Da hun trak væk og gik i retningen af hendes klasse vendte han sig rundt og fortsatte videre mod musik lokalet. Et svagt smil lagde sig på hans læber. 'svagt' var måske en underdrivelse. En mindre glæde havde bestemt malet sig på hans aura omkring sig. Noget, som han ikke havde følt i langt tid. Ensomheden var bestemt slået væk og en følelse af 'accept' havde dukket op i hans indre selv.

Aira lyttede til deres lærer i noget tid, da læreren fortalte at de nu skulle i gang med at lave noget freestyle malerier, dog skulle de bruge akryl maling, som de havde øvet på i noget tid og på nogle store lærreder. Hun gik op, fandt hendes maling, staffeli og resten af de materialer som hun skulle bruge til dagens opgave. De skulle bruge resten af dagen, til aftensmad, masser af tid til at udfolde deres kreative sind.

Hun satte det store lærred op på hendes staffeli, som hun havde fået lov til at bruge specielt, fordi den var lidt lavere end de andre, lige til hendes størrelse. Hun hældte maling op, tog derefter et lille stykke papir op af hendes taske med en skitse på, som hun længe havde overvejet at male og gik i gang.

Aira brugte lang tid, helt ind til aftenmad med at male, dog var hun stadig ikke tilfreds, men de måtte gerne komme herind i weekenden og lave videre på deres maleri. Det skulle nemlig bruges til en lille udstilling de skulle arrangere på et tidspunkt.

(Hendes maleri.)


Hun satte derefter hendes lærred ind i et lille rum, hvor de havde det lukket inde til tørring. Hun pakkede derefter hendes ting sammen, hørte hendes mave rumle og gik derefter imod spisesalen hvor hun kiggede rundt efter Joan.

Joan havde i den tid Aira og ham var skilt. Brugt sin tid på at udfolde sin kreativitet. Men efter at læren blev træt af at Joan rettede på hende, valgte hun at sende ham ud af lokalet og bruge den restende time på at gøre hvad det passede ham. Den tid blev brugt på at finde føde. Duften af Aira havde bestemt gjort ham sulten efter blod, så han valgte at storme ud i køkkenet og drikke så mange liter blod, som han sultede efter. Der efter vænde sin toldmodighed i spisesalen og vente på at Aira kunne dukke op. Hvis det tog for langt tid, ville hun nok spotte ham ved klaveret i spisesalen. Spillende, til folk's opsyn og underholdning, mens de spiste deres aftensmad.
Hvis Joan spottede hende, ville han blot vinke og prøve vifte hende over til ham, mens i hans korte pause fandt et bord frem nær klaveret og der efter fortsatte sit klaverspil.

Aira kom ind i spisesalen og hørte musikken spille, hun så Joan og grinte, hun ville vise ham noget specielt som hun havde holdt for sig selv i mange år. Hun stormede ned på hendes værelse i hendes feform og hentede en læder taske, hvorefter hun stormede tilbage med den, dog i hendes menneskeform.

Aira gik derefter over til klaveret og åbnede tasken hvor hun hev en meget gammel og blå violin op, hun havde selv malet på den, for at få den til at se meget mere flot ud.



Hun kiggede på Joan, smilede. ”Prøv at følge med på denne.” Og hun begyndte at spille en meget flot sang, hvor hun blidt sang lidt med på den. Aira’s stemme var smuk og fyldig, fordi hun ofte var så stille og hendes familie havde tvunget hende til at øve den, fordi de mente at ’lyse skrammel feer’ skulle kunne noget andet end at se smukke ud.

Det var tydeligt at sangen beskrev lidt af hendes liv og hun udtrykte hendes følelser i den.