All I want is to stop feeling this pain!

Tid Det er omkring 21:40
Sted En gade i Gaia
Omgivelser Der er virkelig ikke meget at se, men af personer er der 4 dæmoner, Aspen selv og Vivienne
Vejr Det er mørkt og lettere køligt, det har tidligere regnet og nu er det tørt
Påklædning
- Tøj + Sko Han har en rød sweater på, som i den grad er alt for stor, den går til omkring lårene Link, en for stor læderjakke Link et par sorte bukser. Et par Convers
- Hår + Make-up + Smykker Hans hår er rodet, og det er sat op i en hestehale Link. Han har intet make-up på. Har en piercing i næsen og en choker halskæde Link
- Andet Er undervægtig grundet anoreksi. Er lettere blodig grundet de mange slag, har et blåt mørke over sine ribben, et på kinden og et ved øjet, han bløder fra læben (der en flække) og næsen. Han har også blå mærker omkring halsen, efter at være blevet kvalt af Jamie

Emnet er tilegnet @Vivienne

Han vidste ikke hvad der skete, og panikken havde efterhånden ramt ham hård, gennem de sidste mange par dage. Nok kendte han ikke John nok, men han burde havde kendt ham nok, til at vide hvis der var noget galt, for John havde efterhånden været væk de sidste mange mange dage. Hver gang John skulle afsted, plejede han altid at fortælle det, han ville ikke bare gå uden at sige noget, og Jamie var heller ikke nogen steder at se. Det var i bund og grund, som om han blot var blevet efterladt, som et dyr der var anset for ikke god nok, og nu blev kastet væk, dog var John sød nok til ikke at smide ham til gaden, hvis dette selvfølgelig var tilfældet. På baggrund af dette, røg hans selvkontrol også, og hvor han før havde troet han havde haft bedring, gik han tilbage til sit gamle mønster, det mønster han havde haft under sin tid hos sin familie, hvor han havde valgt ikke at spise, blot for at føle sig bedre tilpas. Det eneste der syntes at hjælpe, var John's gamle trøjer, som endnu ikke var vasket, trøjer som bar hans fært i sig, hvilket i sig selv nok forklarede hvorfor han hele tiden rendte rundt i dem, eller ofte fandt sig selv dufte til dem. Hver gang han gjorde det, kunne han næsten høre John's stemme, som han ville lave sjov af denne nye vane, og dette fik det kun til at blive værre.
Som han vandrede gennem gaden, ville han enkelte gange trække kraven fra den røde sweater, op til sin næse hvor han ville dufte til den. Selvom han nu havde haft den på i et par timer, syntes den at bærer hans duft endnu. Han gav et suk fra sig, og lagde hænderne i den store jakkes lommer, han følte sig egentlig ret patetisk, nu hvor han ikke kun levede i Johns hjem, manden han efterhånden måtte indrømme at have stærke følelser for, han rendte også rundt i hans tøj, duftede til hans snavsede vasketøj og hans mange deodoranter. Han kunne se titlen som stalker for sig, eller i hvert fald som en særling, og dog var det måder han kunne fornemme den mand, som han et sted elskede og på mange måder savnede. Han følte han havde så tæt en forbindelse til John, og hver nat kunne han næsten fornemme ham tæt ved sig, og dog var der en følelse af, at han var så langt væk. Han vidste ikke hvad der skete, og dog havde han helle tiden følelsen af, at der var et eller andet galt, samtidig med at hans pessimistiske og usikre side, fortalte ham at John var væk, at han aldrig ville komme tilbage og at han sikkert sad og grinte over hvor patetisk han havde fundet Aspen.
Han blev kastet ud af sit hav at tanke, da han kom til at gå ind i en mand, han havde været så optaget af dem, han ikke havde set hvor han var gået hen "Watch were you're going you fucking retard" brummede manden irriteret, som han havde vendt sig om og betragtet vedkomne der var gået ind i ham. Aspen så imod jorden, og det manglende svar syntes at gøre manden mere irritabel, og han skubbede ham hårdt "Are you fucking mute or something you slut?!" Aspen pev svagt af smerte, og dette syntes at få alle 4 til at grine, den ene af dem stilte sig bag ham, og de tre andre så ham godt an "Maybe we should make you cry just a tiny bit, or maybe even scream" mere blev ikke sagt, før en næve ramte ham hårdt i ansigtet, men han nåede dog ikke at opdage smerten, før flere slag blev kastet imod ham, det værste måtte dog være det imod ribbenene, der syntes at slå luften ud af ham. Han gispede og faldt til jorden, eller rettere ville havde gjort det, havde det ikke været for idioten, som kramagtigt holdt ham oppe. Det hele mindede ham om første gang, at han mødte John, dengang de havde forsøgt voldtage ham, hvor John kom til hans undsætning, og et sted håbede han så inderligt at dette endnu engang ville ske. Dog måtte han sande at ting aldrig skete flere gange

Han vidste virkelig ikke, om der faktisk ville komme nogle og hjælpe ham, dog som kvinden kom imod dem, håbede hun virkelig at det ville være som en hjælpende hånd, og ikke en person som ville gøre det hele værre. Vedkomne måtte være et eller andet overnaturligt, eller noget helt andet, da det ikke tog hende lang tid, at bevæge sig over den længde, det tog for at komme fra hvor hun før havde stået og til at være henne ved hvor dæmonen der holde ham var. Han kunne ikke helt forstår hvad der skete, specielt da kvindens ansigt ændrede sig, og hun med et satte sine tænder i mandens hals, noget der ikke kun være mærkeligt, men som så ud til at hjælpe, for vedkomne gav slip omkring ham, og nu var der kun de andre tilbage. Han havde ikke langt mærke til, at han var ved at falde til jorden, før kvinden greb fat om ham, dog kom han mere til sig selv, da han opdagede han sad på jorden, og kvinden nu stod mellem ham og de andre idioter.
Det virkede til at kvindens angreb, at have en effekt på de andre, og da kvinden om med sin trussel, om at hvis de ikke stak af nu, så ville det ende op rigtigt slemt, kiggede de to mellem hinanden, og der blev vist lagt en fælles tanke op. Det så i hvert fald ud til, at de ikke ville miste mere, eller komme mere til skade, end hvad de allerede var "Fuck you bitch" lød det fra den ene af dem, som han trak deres bevidstløse ven op, her tog dem ikke lang tid, før de forsvandt. Aspen rejste sig op, og rystede snavset fra sit tøj, hvorpå han vendte sit blik imod kvinden "thank you for helping me. For a second there I though I would die" han trak på skulderne "I don't know what I would have done, if you hadn't showed up" han håbede nu kvinden, ikke ville vende sin vrede imod ham, for så var han for alvor dødsens, han ville på ingen måde kunne overleve, et angreb fra denne kvinde. Det ville være en sørgelig måde at forlade verden, uden at se John en allersidste gang, skulle han endelig dø, så ville han hellere se ind i de smukke brune øjne, kysse hans fantastiske læber, og vide han så den mand han elskede, inden han forlod denne kolde verden.

Som spørgsmålet om hvorvidt de gjorde skade på ham kom op, tog han sig selv i at betragte sin krop, og fra hvad han kunne mærke, var der ingen farlige skader. Det eneste der generelt var, kom i formen af en flækket læbe og blå mærker her og der, såvel som resultatet af en lidt for dårlig eftermiddag, der ellers startede så godt ud. Så han trak på skulderne "I have tried worse I guess" det var virkelig trist det øjeblik, hvor man kunne blive overfaldet, også indrømme man havde prøvet bedre, men med en barndom hvor vold og terror var en del af dagligdagen, så blev overfald som disse, blot noget man var vant til. Han lagde let hovedet på skrå, som kvinden begyndte at bevæge sig væk, og et sekund overvejede han blot at tage hjem, han kendte ikke kvinden og for at være ærlig, ønskede han nok snarer at kvinden var John. Enkelte gange kunne han næsten høre hans stemme i sit hovedet, komme med de tossede jokes, deres interne om hvordan han ville sælge hans hår. Med et følte han sig mere alene, end han nogensinde havde gjort, blot ved tanken om at den person, som han havde forelsket sig i, nok aldrig ville komme tilbage igen.
Da hun sagde hun levede tæt på, overvejede han om det var det bedste, at tage med en komplet fremmede person, specielt fordi han kunne ende op så meget værre, end hvad han oprindeligt havde gjort. Plus var det virkelig det klogeste, at tage med en fremmede person, der åbenlyst ikke havde nogle problemer, med at lave seriøse skader på andre? Måske havde det ikke fået ham i problemer sidste gang, at han fulgte med en hjem, men han kendte ikke kvinden og han kunne ikke finde ud af hende, hvilket kunne gøre hende meget farlig. Så han bevægede sig ikke rigtig ud af stedet, og blev generelt blot stående, på trods af kvinden udtalte, de skulle få ham gjort ren. Let hævede han øjenbrynet, da kvinden med et vendte sig om, og her udtrykte hvordan hun ikke var nogen helt, hvilket han trods alt ikke havde sagt "I never said you were, I just thanked you for helping me" pointerede han, samtidig med at han lagde sine arme omkring sin krop, et forsøg på at gøre sig selv, så lille som han kunne gøre, såvel som holde varmen "I should just get going, I mean I don't really know you, so it wouldn't be the smartest to follow you home, when i don't know your intentions" han så væk, og trådte samtidig et skridt bag ud.

Det var ikke fordi, der direkte var noget galt med kvinden, og dog var der de faktorere der stod ved kraft, netop at hun ikke kendte hende og hun var et væsen, som hun havde hørt mange negative ting om. Hun havde hørt vampyrer, var morderiske væsner, som kun tænkte på det næste måltid, og at de konstant var fanget i et stadie af sult. Han måtte dog indrømme, at kvinden havde en pointe, da hun sagde at hvis hun ville dræbe ham, så kunne hun nemt havde gjort det "or maybe you just want to play with your food, I mean I can't read your mind" pointerede han med et skuldertræk. Han var meget forvirret om hvorfor, at denne kvinde var så besat på ideen om at hjælpe ham, var hun betalt eller havde hun en sadistisk form for tankegang, om at hvis hun nu fik ham overtalt, om at hun ville hjælpe ham, hvorpå hun så slog ham ihjel. Bare tanken om, at han ikke ville se John igen, fik det til at gøre ondt omkring hans hjerte, og han blev fanget i en lyst, til at se den smukke mand igen, og blive fanget af de smukke brune øjne.
Dog som kvinden sagde, at hun ville hjælpe ham, og bagefter behøvede han ikke se hende igen, gav han til sidst et nik fra sig. Måske var det også, grundet den bedende tone, som syntes at ligge over kvindens toneleje, at han til sidst gav et udtrykke af et ja fra sig. Som kvinden præsenterede sig, fandt han hendes præsentation underlig, hvorfor kom hun med en forklaring om et sted hun ejede? Det gav på ingen måde mening "I'm Aspen, owner of a dog" han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det, da det ikke just var en normal præsentation, at komme med sit navn, også et sted man ejede. Som hun forslog, at hun kunne følge ham hjem, trak han på skulderne "Sure why not" måske var det ikke den bedste ide, men i det mindste var det bedre, end at være fanget i et hjem, som tilhørte en vampyr, en vampyr som kunne flå hans hals ud, uden den mindste smule tøven, skulle hun have lyst til det. Han pegede imod en retning "it's this way" han begyndte stille, at bevæge sig i retningen.