All the bad things - Callie

Chase.. can you hear me. It's okay. You are okay. It's a trick. Do you hear me? It's a trick. He trapped you. You can fight this. Hendes stemme var fjern, men det fik ham til et øjeblik at glemme skrigene, følelsen af at blive tortureret. Skrigene overskyggede stemmen, og han var igen efterladt i de værste år af hans liv. Som med et knips med fingrene, forsvandt det og han stod i stedet ved det selv samme hus han tidligere havde tænkt på. Kols hus. Der hvor han føltes mødte Callie og Calla. De to piger stod overfor hinanden. Han vidste hvad der ville ske. Lige om lidt, ville Callie dø. Hun så igennem Calla og så direkte på ham. "Chase.. let me in.." Han gik et skridt hen imod hende. Hun havde aldrig sagt det. Han havde genspillet det så mange gang i hans hoved. Det var ikke en del af det. Det kom udefra. Han så på hende, alle hans tanker var rettet mod hende. Forhåbentligt ville de åbne ham op for hende, tillade hende at komme ind. Hun faldt sammen og han følte sig tom indeni. Det var hans opgave at beskytte hende, og nu døde hun foran ham. Alting forsvandt og blev erstattet af en gammel landsby. Han gik mod et hus, selvom han virkelig ikke ville. Han vidste hvad han ville finde derinde. Der hang en mand fra brædderne i træet. Han fik ham ned og holdt ham i hans arme. Det begyndte at virke. Hans far kunne meget vel få sin vilje. Hvis han ikke kunne beskytte folk, hvordan kunne han så være en skytsengel? Han blev tvunget tilbage til den dag hans far først opsøgte ham. "Have you had enough? I will break you Chase. You can't fight this. Nobody can." Endnu en besked, der ikke var det oprindelige minde. Et nyt minde. Calla havde lige haft en diskussion med hendes far. Han havde sagt nogle afskylige ting om hende. Løgne. Han rakte ud efter den grædende Calla. Før hans hånd nåede hende, forsvandt hun. Han skulle kæmpe. Han blev nød til at kæmpe. Men han vidste hvad det næste minde ville være. Det værste af dem alle. Det der havde tvunget ham til afgrunden så mange gange for at afslutte tingene. Alle stod samlet. Han kunne tydeligt se hende. Tårerne der trillede ned af hendes kinder. Da de lagde løkken om hendes hals, kæmpede han sig igennem mængden. Lige som han kom op til første række, flyttede de skamlen der holdt hende oprejst. Han måtte se væk. Lyden af hendes sidste øjeblikke var forfærdelige for ham. Det gik op for ham, han kunne have kæmpet for hende. Han kunne have reddet hende. Han var så tæt på at give efter. At se det hele engang til. Alt det dårlige han havde oplevet i sit liv på en gang, var bare for meget for ham. Hvordan kunne han forsætte med at kæmpe? Minderne startede forfra.

Chase så ud til at drømme. Han bevægede på sig, mumlede af og til nogle ord og navne. Hans vejrtrækning var hurtig og overfladisk. Han var bange.