Act of true love - Callie

It didn't work. Tanken gik på omgang i hans hoved som han bevægede sig tilbage til huset. Han havde ikke en anden udvej nu. Calla var næste i rækken til at elske ham. Og han vidste hun ikke elskede ham. Hun hadede ham måske ikke, men der var også langt fra det til kærlighed. Så nu var han tvunget til at leve med smerte, indtil han kunne få nogen til at elske ham. Hvilket kunne være århundrede. Hvis han var heldig. Møgungen havde haft ret. Det var det værste af det. Han var sikker på han kunne have bevidst nogen holdt om ham. Hans egen mage skulle vel holde af ham. Men det gjorde hun ikke. Ikke nok, i hvert fald. Han trådte op af trapperne og ind i huset. Smerten greb hold om ham igen. Han havde ignoreret det tidligere så godt han kunne, men hvad var pointen nu? Han faldt ned på knæ og slog knytnæven mod gulvets brædder. Heldigt han boede afsides. Han ville have forstyrret hans naboer nu. I stedet vækkede han monstrene i kælderen. Et af dem kom op af trappen. Et lille sødt monster der var så meget mere end hvad det så ud til. En lille nuttet ting han havde forvandlet til et monster. Som Calla selv havde sagt, forvandlede han uskyldige ting til monstre. Som han havde gjort med hende og Callie. Han rejste satte sig ned da det lille monster nærmede sig ham. Hun pev som hun kravlede op på skøddet af ham. "It didn't work. She doesn't love me. Nobody does. Looks like he did a number on me. I'm doomed, Callie." Det lille monster reagerede på navnet og så på ham med store mørke øjne. Han havde altid fortalt sig selv, han ikke ville blive knyttet til nogen. Det var en svaghed. Men efter han havde tvunget hans tvillingedøtre ud i en kamp til døden, havde han altid følt sig tom indvendig. Mere end ellers. Han følte fortrydelse. Monsteret var ikke Callie, men det kom ikke meget tættere på. Han havde ikke andre. Ikke længere. Han rynkede brynene, da en våd ring spredte sig på toppen af Callies mørke hår. Han løftede en hånd til hans kind. Han lækkede igen. Han satte monsteret til side og rejste sig. Smerten havde efterladt en brændende følelse i hans indre.

Det var en underlig følelse, minder der strømme igennem hendes hoved og gjorde uklare ting mere klart. Ting hun før havde glemt syntes at skære igennem, bare lidt. Det var ikke nok. Der var noget galt. Og pludselig var hun steget ud af sin bil udenfor dette hus. Hun syntes det var bekendt, men kunne egentlig ikke huske hun havde været der. Callie tog en dyb indånding og tillod sig egentlig blot at gå ind. De blå øjne flakkede rundt og prøvede at finde ro på noget - men hun kunne ikke rigtig finde den indre ro. Sanserne var på spil, og hun hørte nogle snakke. Navnet blev nævnt. Hendes navn. Callie vandrede stille rundt som flere minder slog ind og hun blev mere og mere klar over hvor hun var havnet. Hun huskede Calla.. hun huskede sine far. Dog stoppede det hende ikke fra at åbne døren til kælderen og gå ned. Benene føltes så tunge og hun var i tvivl om hun faktisk burde gå derned. Hun blev nød til at vide mere.
Hvad hun fandt var ikke noget forfærdeligt, eller jo det var det - men det var ikke det hun først havde forbundet stedet med. Hun så ham sidde der, med tårer i sine øjne. Callie kunne ikke undgå at synke en klump og gå imod ham.
"You know thats not true," sagde hun så med en stille stemme. Ligesom for at pointere at hun var der. Hun trådte ind i lyset og afslørede det lysbølgede hår og blå øjne. Hun var klædt ganske stilfuldt, med sorte bukser og en hvid top. Enkelt og simpelt. Callie gik hen til ham og satte sig ved siden af ham. "I always knew it.. you know.. before I forgot everything.. that you didn't do what you did out of cruelty. You just didn't want to be alone," tilføjede hun og så over på ham.
"And I forgive you dad, I do." Let grab hun fast i hans hånd og gav den et lille klem.

Kol burde have opdaget hende. Da en stemme lød, stille, men stadig en stemme, så han op. Først var han klar til at bruge magi mod hende. Men så så han grundigere på hende. Hans ansigt blev blidere at se på det. Selv ikke Calla havde oplevet hans ansigt folde sig sådan. Han vidste hun ikke rigtig var der. Hun var et opspind af hans syge hjerne eller endnu værre: Nogen der torturerede ham ved at bruge hans afdøde datter. Han burde søge efter personen, men i stedet nød han bare at se hende igen. Hun var helt voksen at se på. Han blinkede flere gange med øjnene, forsøgte at synke en klump, men hans tunge var knastør. ”I know you’re not real.” Han så på hende, da hun fortalte ham ting om ham selv, han ikke engang vidste. Men så igen, det var følelser. Han forstod ikke følelser. Da hun snakkede om at glemme blev han forvirret. Endnu mere da hun tog hans hånd. Han trak først hånden væk. ”No, no.” Kol rejste sig og så ned på hende. ”You died! Don’t play a trick on me. I might deserve a lot, but not this. Anything but this.” Han gik hen til et af vinduerne og så ud for at se om han kunne spotte hvem end der stod bag denne syge spøg. Der var ingen i nærheden. ”You forgive me,” han så mod hende igen. Det blide var forsvundet. Han troede ikke et øjeblik på hun var virkelig. ”What is that going to help me? I’m probably going to die soon enough. But maybe that’s what you want. To see me being confronted with all of my sins.” Han krydsede armene. ”If this is the black haired boy again, I will kill you and your sister.” Han var sikker på hvem end der brugte magi mod ham kunne høre ham gennem hende. Smerten kom tilbage. Han greb fat om vindueskarmen så hårdt hans knoer blev hvide, før han måtte overgive sig og vælte ned på gulvet. ”I suppose this is it. My last act on this earth is seeing my biggest regret. I’m sorry Callie. I regret everything I ever did to you. And your right. I didn’t want to be alone. I’m so sorry.”

Han flippede, hvad havde hun ellers forventet - hun var heller ikke helt sikker på hvordan hun skulle reagere - men modsat mange andre var Callie i balance med sine følelser. Hun så på ham gå hen til vinduet og rejste sig derefter. Let hævede hun på et bryn og lyttede egentlig bare til hvad han sagde. Callie holdt vejret lidt som han væltede ned på gulvet. Her lyttede hun endnu engang egentlig blot til hvad han havde at sige. Hvordan han undskyldte overfor hende, også slog det hende. Mindet om hende og Callas kamp kom tilbage for hende. Hvad Calla havde gjort eller måtte have gjort ved sig selv, var større end så meget andet. Hvis ikke engang Kol havde vidst det, så havde Calla helt klart ofret noget mere i den kamp end hvad Callie vidse af. Hun satte sig på hug ved siden af ham.
"I'm really glad you are saying that, but you never were alone. I bet you had Calla for a life time, even through I don't sense her now," pointerede hun og vippede hovedet let på skrå. Så gik det egentlig først op for hende, at hun skulle overbevise ham om at hun egentlig var i live.
"And If it helps. You are my father. I will always love you. No matter what." pointerede hun og bukkede sig så stille indover ham for at placere et kys på hans pande. Det føltes som en varm energi der spredte sig ud i rummet i form af en bølge. En bølge der forskrækkede hende. "And also Calla never killed me, she made me forget everything.. and sent me away.. I'm very much alive."

Kol satte sig så hans ene ben lå på jorden og det andet var bøjet så han kunne hvile sin arm på knæet. Han så på hende da hun nærmede sig. På en måde satte han pris på hun var der og på en måde ikke. Han følte sig så svag lige der, og ønskede ikke nogen så det. Om det så var et spøgelse af hans datter eller en heks der stod bag hans hjemsøgelse. ”She was here, but I never had her. She bolted the moment she could and she only came back when she felt like a monster. Because that’s how she sees me. As a monster. She will never come here because she wants to. She belongs to somebody else. She always has.” Selv da Calla var ved ham, vidste han hun ønskede at være et andet sted. Væk fra ham. Hans eget kød og blod ville ikke engang have noget med ham at gøre. Han troede ikke på det var hendes ord, men det var stadig rart at høre. Da hendes læber lå mod hans pande kunne han mærke den varme energi der spredte sig i ham. Ikke en varme som om det brændte, nærmere som om han blev omfavnet. Var det kærlighed? Han lyttede til hendes ord og blev forsikret i, han ikke var hjemsøgt af mindet om Callie. Det var hende. Han rejste sig op og så på hende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han var ikke en faderlig type. Det havde han aldrig været. Så at omfavne hende virkede ikke som det rigtige skridt. Selvom det var hvad han mest havde lyst til. Han lod i stedet hans fingerspidser hvile mod hendes skulder. Det var hans måde at vise han var glad. Hun kendte ham nok til at vide, han ikke udviste tegn på kærlighed eller glæde. Mere omfavn blev det ikke til fra ham. ”I suppose your sister and mother will like to see you. I can show you the way to the school.”