I can show you the world! - Damian

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en skjorte på og et par jeans Link. Han har røde convers på
- Hår + Skæg Han har intet skæg, såvel som skægstubbe. Han har kort, mørkeblondt og lettere rodet hår Link
- Andet Han har briller på Link
- Accent Han har en britisk accent

Han havde altid været en fan, af de lokale bibliotekker, skulle han være ærlig, ville han hellere tilbringe tid på et bibliotek, fremfor det af et sted med mange folk. Allerede fra en ung alder, havde han udvist større evner, end hvad man kunne forvente, af en i den alder. Fra han var omkring de 2-3 år, kunne han allerede læse, og fra han var 4 udviste han tegn på, at kunne huske ting, som meget få ville, samt en evne inde for strategi. Mange beskrev ham derfor som et vidunderbarn, hvilket han på mange måder også var, dog med en øget evne et sted, var det måske ikke så godt et andet sted. Så hvor han var god fageligt, havde det haft en effekt på ham social, med andre ord var han ikke den bedste, når det kom til at være sammen med folk.
Han havde altid været genert, troede ikke nok på sig selv, han var ikke god til, at vedligeholde en samtale i længere tid, og hvis man kom ind på et emne hvor han var god, ville han ofte tale ørerne af andre. Med andre ord var han nok ikke den optimale, når det kom til at skulle have et venskab med, de fleste kaldte ham mærkelig, eller faktisk det værre, og dem som så hans familie, ville aldrig tror han var en af dem. Nok bar han det samme blonde hår og blå øjne, men hans brødre var muskuløse, attraktive og karismatiske, hans søster smuk og charmerende, og det samme galdt hans forældre, såvel som hans kusiner. Han var med andre ord den, som på ingen måde passede ind, mærkelig og anderledes, og i mange år havde han ignoreret det, men efterhånden var det ved at blive meget tydeligt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det, og om disse teorier overhovedet var sande, eller om det kun var hans paranoia.
Han lagde sine hænder ned i lommerne, som han vandrede rundt blandt de forskellige reoler, alle fylde af fantastiske bøger. Man kunne altid fornemme, når han var i sit bedste jeg, hvilket han specielt var når han befandt sig på bibliotekkerne. Der var så dejligt stille, og hvis man rendte rundt med en masse bøger, var der aldrig en som dømte en, eller for den sags skyld sagde nogle onde ord. Stilheden var også dejlig, han kunne for engangs skyld, finde hoved og hale i sine tanker, fremfor at lade dem tage over, med støjen fra hverdagen omkring sig. Dog som han gik om et hjørne, opdagede han en ung kvinde, der var godt i gang med at få fat i en bog, hvilket ikke just så ud til at gå nemt for hende. Det mindede ham om alle de gange, hvor han selv havde forsøgt, at få fat i bøgerne, og havde haft problemer med det. Om ikke andet var det oftest nemmere for ham, da han var næsten 1,90 meter høj, og med den højde, kom der vel også et par goder.
Han stod et øjeblik og betragtede hende, og som han skulle til at gå videre, opdagede han hvordan hele situationen, specielt med den unge kvinde, så ud til at ville ende ud i, at hun nok snart ville falde til jorden. Det var meget risikabelt, og måske mere naivt, at hun faktisk troede at hun kunne gøre det, uden at det ville ende op slemt. Som han så for sig hvordan hun ville falde, bevægede han sig imod hende, også selvom dette kunne betyde, han faktisk ville snakke med hende, hvilket han var ganske dårlig til. Om ikke andet kastede han disse tanker væk, og han nåede hen til hende, netop som hun faldt af stigen. På trods af ikke at være den mest atletiske person, syntes heldet af være med ham, og han nåede netop at gribe hende, før hun ville havde været faldt til jorden. Han satte hende blidt ned, og trådte et skridt tilbage, blot for ikke at stå alt for tæt på "I hope you...you are okay" han kunne ikke rigtig se hende i øjnene, og dog som han gjorde det, fik han rettet på sine briller.

Han så kort væk, som hun bevægede sig hen, for at hente sin bog, og da hun sagde tak, formede der sig et genert smil på hans læber. Han var ikke just vant, til at folk sagde tak, eller han for den sags skyld, skulle gribe folk, generelt var han ikke vant til meget kontakt, når det kom til andet end bøger "You welcome" han rettede igen på sine briller, noget der nærmest var en form for tik, eller særtræk ved ham, når han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Som hun spurgte indtil hans navn, og endda kaldte ham sin redningsmand, vidste han ikke hvad han skulle sige, selvfølgelig ville den normale person blot sige tak, men han var trods alt ikke den normale person. Det var situationer som disse, hvor han virkelig ønskede, at han bare kunne være som alle andre, hvorfor kunne han ikke sige de rigtige ting, gøre de rigtige ting og generelt bare være som enhver anden ung mand. Han hadet den konstante uvidenhed, eller den manglende viden om, hvordan han skulle agere i situationerne, paranoiaen og angsten var secielt slem, da han i situationer hvor han følte sig presset, bare gerne ville forsvinde.
"I'm Damian" han rakte ikke hånden frem imod hende, både fordi han ikke rigtig brød sig om det, men også fordi hun havde hænderne fulde af bøger, og det ikke just ville være nemt, for hende at give hånd. Han ville normalt havde tænkt, det ganske underligt, at denne unge kvinde, blot kunne løfte alle de bøger, dog skete der underligere ting nu til dags, end en kvinde med en større styrke end normalt. Det havde trods alt været nogle mærkelige væsner, som kun kunne beskrives som et væsen fra The Walking Dead, der havde vandret gennem gaderne, de sidste lange stykke tid. Som hun spurgte indtil, om han kunne hjælpe hende igen, nu hvor han allerede engang havde været hendes redningsmand, trak han på skulderne. Han skulle alligevel ikke lave noget, eller rettere han havde ingen bøger, som han skulle finde, så han kunne vel sagtens hjælpe hende "Sure" hans blik gled rundt et kort øjeblik, før de rettede sig imod hendes øjne, dog vedligeholdte han ikke øjenkontakt i for lang tid, før han igen rettede blikket ned ad.

Han gav et kort nik fra sig, som både forstod han hende, men gav også til kende, at han lyttede til hvad hun sagde. Han kunne huske første gang, han var trådt ind på dette bibliotek, og hvordan det havde taget ham godt en uge, før han havde hele biblioteket afdellinger, afkodet ind i sit hovedet. I det tilfælde var en fotografisk hukommelse, på alle måder ganske brugbar, han kunne trods alt huske alt han havde set, hørt, læst og oplevet, så selvom det til tider kom til et problem, så kunne det også hjælpe. Han gav endnu et nik fra sig, som hun udtalte, at det var hyggeligt at møde ham, og samtidig også præsenterede sig selv, under navnet Aviana, et ganske flot et af slagsen, men det passede vel også fint til hvem hun var. Han var dog ikke just typen, som blot fortalte om hvad han mente, specielt hvis han var usikker på personen, eller bare ikke kendte vedkomne, to ting han var omkring hende, derudover var han også bare ekstremt dårlig socialt. Dog var der selvfølgelig tilfældet, hvis de snakkede om ting, han var meget velkendt indenfor, i så fald kunne han nærmest ikke holde kæft, og enkelte gange havde han oplevet, at vedkomne han snakkede med, ganske fint bad ham lukke munden.
Som hun fortalte hvad hun ledte efter, og her fortalte hvor omkring hun regnede med at det var, lod han sit blik ned af den gang, som hun nikkede hen af. Det var ganske interessante bøger, og det var ikke hver dag, at han faktisk mødte folk, der kendte til disse bøger, eller rettere gad læse dem "It's down that way" medgjorde han, med et mindre smil på sine læber. Da hun begyndte at bevæge sig fremad, fulgte han stille med hende. Hans blik mødtes dog med hendes, som hun kom med spørgsmålet, om hvad han lavede på biblioteket "I like libraries, it's quiet, and I don't have to fear people" der var både et ret simpelt svar, og dog et der lagde op for flere spørgsmål, f. eks hvorfor frygtede han folk? Og hvorfor ville han hellere være et stille sted? Spørgsmål som han dog næppe ville svarer, da han ikke just var typen, som blot snakkede om sig selv, hvilket på mange måder var fordi, han ikke just fandt sig selv interessant nok. Derudover var det i hans erfaring, at de fleste alligevel fandt ham alt for underlig, til de gad at have en form for samtale med ham.
Han fulgte med hende, som hun stoppede ved en række, og her udtalte at en af de bøger, som hun ledte efter, så ud til at være her. Da hun spurgte om han ville kigge på de høje rækker, gav han et nik fra sig, hvorpå han gav sig til at betragte de øverste rækker. Nok var han høj, men han kunne ikke nå hele vejen op, og dog så det ud til, at bogen ikke befandt sig, helt op på den øverste hylde. Efter lidt tid, hvor han havde søgt efter bogen, fandt han den endelig "I found it" han rettede på sine briller, som han rakte hende bogen, og et drenget skævt smil, fandt sig en vej til hans læber "The other books is this way" han pegede imod en anden række, og begyndte at følge hende derhen, han havde før læst denne bog, så han huskede helt præcis hvor den stod, hvilket også forklarede hvorfor de tog ham, omkring 3 sekunder, før han havde lokaliseret den, og her vendte han sig om, for at række den til hende "it's very fascinating books you have there" indrømmede ham.