A hot Einstein. That's new. - Damian

Fest. Det var ikke altid noget for Josh. Han ville helt sikkert aldrig tage på en natklub igen. Det var bare høj og dårlig musik og omklamrende mennesker. Det var ikke noget han havde det store behov for at opleve igen. Han var nu alligevel blevet slæbt med til en husfest af en ven. Han var blevet lovet en episk aften. Nu stod han alligevel i et hjørne og observerede de fulde mennesker der faldt over hinanden i hvad der skulle ligne dans. Josh var måske vampyr, men han var vokset op med mennesker, så de eneste der faktisk gjorde ham anderledes end mennesker var hans kost. Og det faktum at han ikke blev ældre. Han var 22 for evigt. Men det var ikke så slemt. Mange ville gennemgå smertefulde operationer for at ligne en 22-årig. Han tog en slurk af drinken i hans hånd da hans ven kom tilbage og trak ham ud for at danse. Modvilligt lod han sig trække med og stod i færd med en akavet dans da en fyr kom ind i huset. Det var ikke sikkert han ville have lagt mærke til ham, hvis ikke han var klædt ud. Som ingen anden end Einstein. Josh lænede sig ind mod sin ven. "Who's that?" Spurgte han. Hans ven træk på skuldrene og forsatte med at danse. Josh gik mod Einstein og overvejede hvad hans åbningsreplik skulle være. Jo tættere på han kom, jo flere detaljer blev tydeligere. Han var en flot mand. Han stoppede op et stykke fra ham for at finde mod. Han var ikke en fuldkommen indadvendt person, men det udadvendte kom ikke så naturligt til ham. Han forsatte imod ham. "Hello," startede han ud og lagde hans hånd mod overarmen på den modsatte arm. "I really like your work. Your theory of relativity changed everything." Et forsigtigt smil flød over hans læber.

Josh så rundt da folk pegede, lo og hviskede om Einstein. Det var den menneskelige natur, havde han fundet ud af. Hvis folk skilte sig ud, skulle de ses ned på. Det måtte være noget der lå i menneskets natur. At udse sig det ’svage link’ og få dem til at føle sig svag. Selvom Josh endnu ikke havde levet længere end et almindeligt menneske, så han anderledes på det punkt. I stedet for at nedgøre det der var anderledes, ville han hellere hylde det. Det var også derfor han nu stod her, og talte med den eneste udklædte. Han spekulerede dog på hvordan han havde fået idéen om det var en udklædnings fest. Han så kort tilbage mod sin ven. Han så ikke ud til at mangle selskab, så der var ikke noget problem i at Josh talte med den flotte Einstein. Det var en tanke, han ikke havde tænkt før og sikkert ikke ville igen.
Josh smilede ved hans accent. Han elskede den britiske accent. Det fik bare hvert ord til at lyde lidt mere sexet. De ord han sagde var dog også med til at sprede smilet. ”I wouldn’t know. I don’t sit with girls. Or on stoves, for that matter.” Han blev et øjeblik usikker på om hans ord var et klogt træk. Han blev altid lidt usikker på sig selv, når han fandt en tiltrækkende mand. Det fik ham til at tro han gjorde alt forkert. ”Josh,” præsenterede han og trådte et skridt frem mod Damian, da nogen bag ham masede sig forbi. Han blev pludselig pinligt opmærksom på hvor mange mennesker der var omkring dem. ”Do you want to go somewhere less crowded?” Han gav ikke Damian chancen for at svare, før han greb fat om hans hånd. Han havde udset sig en bænk ude i baghaven han havde tænkt sig at sætte sig på når det blev for meget med alle de mennesker. Det ville være endnu bedre hvis han havde selskab.

Josh havde forsøgt at low-key fortælle han var til mænd, men han var ikke sikker på det var tydeligt. Selvom der kom et øjebliks håb da Damian fortalte han ikke sad med piger. Da han efterfølgende fortalte han ikke sad med nogen forsvandt håbet igen. Måske han lagde for meget i ordene. Josh følte som regel hans gay-dar var til at stole på, men han kunne ikke helt finde ud af det med Damian. Han kom frem til den konklusion han stadig var i skabet. Josh havde ingen intention om at skubbe ham ud. For nu ville han bare holde samtalen kørende og hvis det ikke blev til mere end en samtale, var det også fint nok. Han havde før forventet meget af et møde og var endt med at blive skuffet. Han var blevet bedre til bare at lade tingene ske som de skulle. ”A baker, huh?” Da han var nødsaget til at træde tættere på ham, tog det pusten en smule fra ham. Damian var en rigtig attraktiv mand, så det var ikke overraskende for ham han ville føle tiltrækningen jo tættere han kom på.
Josh prøvede ikke at lade det stige ham til hovedet. Men tiltrækning var en følelse der var lang imellem for ham. Han havde prøvet at finde ud hvordan hans type var, men han var kommet frem til, han ikke rigtig havde en. Han vidste godt han synes grønne øjne var noget af det flotteste eller at han var fan af mænd der ikke var alt for muskelløse, men heller ikke var virkelig spinkle. Men han kunne sagtens føle sig tiltrukket af en med blå øjne eller en der var spinkel. Det kom til sidst ned i den energi de udsendte. Han vidste ikke om det var en vampyr-ting, men han følte næsten han kunne fornemme den type person folk var før de overhovedet havde sagt noget. Han kunne godt lide Damians energi.
”My pleasure,” svarede han med et smil. De gik ind til bænken. Josh havde stadig fat i hendes hånd. Han havde på den korte tur fra entréen til haven vænnet sig til at føle hans hånd i sin. Han slap derfor heller ikke, før Damian satte sig. Han satte sig selv og så imod festen. ”Me neither. I think the intimacy is taken away. You can’t get to know a person when the music is loud and you are constantly divided by people moving in between you.” Han lagde sig tilbage op ad bænkens ryg og lagde en arm på ryglænet bag Damian. Det var ikke fordi han forsøgte at røre ham, det var bare sådan han sad behageligt. Men det kunne måske misforstås. Det var sket før. Han havde det altid lidt dårligt når nogen forventede mere, og han måtte fortælle det ikke havde været et scoretrick. ”So you bake. Tell me more about that.”

//Jeg ville høre om du endnu er interesseret i emnet? (Fællesbesked ud til alle de emner jeg har)