Leave me or feed me, sweet tooth ~ Jordan

Gæst

Sted I skoven, udenfor Gaia og Moonlight Falls.
Tid Det er sent om aftenen. Omkring 23:29.
Omgivelser Træer, buske, skovbund, etc.
Vejr Mørkt, vindstille, af og til smådrypper det.
Dag En lørdag aften / nat.
Påklædning Jakke, langærmet, jeans, slidte sko.
Emne til @Jordan <3

Tristan trak den næsten livløse krop tættere ind til sig. Han var ivrig, sulten og havde fået sig lokket et sølle menneske med sig ud i skovens dybe fund. En ung kvinde. Hun havde både været dum og naiv, og havde troet på, hvad end Tristan havde fortalt hende. De var derfor endt ude i skoven - med lidt vold, åbenlyst. Hun fandt det skræmmende, men han havde blot forsikret hende om, at det hele nok skulle gå og det ville blive sjovt. Han ville passe på hende. Længere og længere ind i skovens dybe var de gået, og pludseligt havde han slynget hen imod et træ og presset hende tæt op. Et par kys hist og her, og til sidst tænderne imod hendes strube. Hun var ikke helt livløs - endnu, men det hjalp på det. Han var stadig sulten, men nød at lege lidt med sine ofre, før han færdiggjorde dem. Den unge kvindes krop gled langsomt ned ad træet. Hendes stemme var lav, men hun forsøgte at råbe på hjælp - det lykkedes ikke. Ingen andre var i nærheden, dette havde Tristan sørget for, før han begyndte på sin lille feeding. Tristan smilede ned til hende og betragtede hende med hovedet let på skrå. De blonde krøller stod ud til siderne - hun havde heller ikke været helt god ved ham. Et lille smil sad på hans bølgede læber. Hun hang op ad træet, blod strømmede fra hendes hals. Hendes kjole var revet ret så meget itu og hendes stiletter var for længst røget. Han hadede sådanne sko. Man kunne næsten altid regne med, at kvinderne ville bruge dem som en eller anden form for våben. Tanken fik blot Tristan til at le. Det var ynkeligt. De kunne jo intet stille op. Han var både hurtigere og stærkere, end de nogensinde kunne blive. De havde ikke en chance.
"Don't leave me yet, Karen," Talte han lavmælt til kvinden med en svag knurren i understruben, og han gled langsomt ned i knæ foran hende. Fik kort øjenkontakt med hende, før hendes øjne gled i. Tristan var ikke klar til at give helt slip endnu. Han havde mere planlagt med den unge kvinde, til trods for hun helt sikkert ikke kunne holde til mere. Døden var hende mere nær, end nogensinde før.

Gæst

Jordan vidste ikke hvad han lavede ude så sent, det var ikke meningen at hans date skulle været trukket så lang tid, slet ikke når man tænkte på at daten var endt i et time langt skænderi. Alt sammen fordi at Jordan ikke følte den connection, som han havde brug for skulle være der. Så efter at hans date havde overrasket ham og kysset ham, havde Jordan fortalt ham hvad han syntes og han havde skudt genvej igennem skoven, så han hurtigere kunne komme hjem.
Han snublede over en rod og hviskede vredt, som han greb sig selv, inden han faldt "Vampires.. Hmpf! Always thinks they're the best and that no one can reject them... Ha!". Efter at have gået lidt, overvejede han om det ville være hurtigere at komme hjem i feform, men han nåede ikke særlig langt før han stoppede op. Der var to skikkelser i mørket foran ham og han kneb let øjnene sammen for at fokuserer på dem og pludselig gik det op for ham hvad det var han så. En vampyr eller en bloddæmon, stod og spiste. Af en kvinde, som nu gled ned ad træet og som han hørte den ene skikkelse sige noget, slugte han den klump han havde i halsen og han følte sig som naglet til jordbunden, hans fødder ville ikke flytte sig og han håbede inderligt at den brise der var der, ikke ville skifte retning, for så ville han blive lugtet og han ville sikkert være den næste. Men han havde knap nået at tænke tanken færdig, før at vinden skiftede retning og skikkelsen ville kunne lugte ham. Han tvang sine fødder til at flytte sig og søgte skjul bag et træ, velvidende at det kunne være lige meget. Han havde undgået døden et utal af gange, skulle i aften være nu hvor den indhentede ham?

Gæst

Tristan betragtede den unge kvinde med sammenknebne øjne. Hun forsøgte at tale, men hendes ord gav efterhånden absolut ingen mening mere. Dog vidste han godt, hvad hun talte. Det var tydeligt for ham. Smilet på hans læber strøg op i et skævt smil. De nu igen blå-grønne øjne så til, imens hun forsøgte at kæmpe sig tilbage op på sine ben via træet. Hun kunne ikke. Hun faldt ned igen, bumpede imod træets stamme. Sølle kvindemenneske, urg. Pludseligt begyndte en stærk duft af et væsen, at blande sig i menneskets duft. Der var nogen i nærheden. Tristan så sig straks omkring. Gad vide... Hurtigt strøg han frem, brækkede nakken på kvinden, så der lød et kæmpe KNÆK og vendte sig med ryggen til hende. Øjnene spejdede omkring ham.
"Come here, step forward," Talte han med sin Amerikanske accent. Stemmen var lys, teenageagtigt. Til trods for han langt fra var teenager. Duften blev forstærket, og på ingen tid stod Tristan ved siden af fyren, som var gemt bag et træ.
"Stupid fairy," Sagde han og greb hurtigt ud efter fyren, så han ikke ville kunne slippe væk fra ham.

Gæst

Jordan bed sig i læben, nej, nej.. Og da det høje knæk lød, knugede han sine øjne sammen og han stivnede. Han holdt vejret og inden han nåede at gøre andet, stod skikkelsen foran ham og hold ham fast. Han havde åbnet sine øjne og så på ham med et skræmt blik og hans læber besvægede sig kort i et forsøg på at sige noget, inden hans stemme endelig brød igennem "Please don't hurt me, I didn't see anything.". Hans øjne var som limet fast til vampyren foran ham, hvis ikke det var fordi han følte sig i fare og frygtede for sit liv, ville han faktisk have fundet ham ret sød at se på og ville helt klart have forsøgt at få en date med ham eller ihvertfald hans nummer. Men sådan var det ikke lige nu, lige nu hamrede hans hjerte afsted og han følte en tørhed i munden.
Han prøvede at flytte sig en lille smule, ikke vild med at være trængt op imod træet og hans blik flakkede lidt rundt, efter at finde en mulig måde at komme væk på. Han overvejede endda at ændre til sin feform, velvidende at han ville være lille og hurtig, men det ville intet være i forhold til den unge mand foran ham. Han så igen op på ham og sagde "Please, I swear I won't tell anyone."

Gæst

Tristans intense øjne blev på gutten foran sig. En fe. Sikkert større og højere end ham, kunne han akkurat lige vurdere, til trods for at feen sad op ad træet. Han greb fat i fyrens jakke. Et lille smil dukkede dog hurtigt op på hans læber, da fyren talte og bad ham om, at lade ham være - men smilet forsvandt hurtigt derefter.
"Why?" Spurgte han og strammede grebet i feens jakke en anelse. Nu havde han ham. Feen havde sikkert luret på, hvad der var foregået henne ved det andet træ. Liget. Tristan håbede, at han hurtigt havde opfanget feens lugt og feen ikke havde siddet ved træet fra start af. Skide fe.
"Well, I don't care, if you've been around, watching it all. Doesn't matter. She's dead," Han rullede lidt med øjnene og skulede tilbage imod den unge kvinde, før han kiggede ned på den mørkhårede fe foran sig igen. -"did you know her? Too bad, if you did," Fortsatte han med et smil på læberne. Tristan var ikke god til relationer eller lignende. Følelser. Han var iskold. En lille bitch, som bare passede sig selv og gjorde, hvad han selv havde lyst til at gøre. Og sådan havde han altid haft det. Han havde ikke rigtigt nære venner og hans familie var borte. De afgik til døden ved hans fødsel, poor things.
"What's your purpose here, fairy-berry?"

Gæst

Jordan så ned på hånden der var knyttet om hans jakke, yeah, det var den jakke der bare kunne smides ud, den havde heller ikke været billig, så det gjorde ham en smule vred, men lige nu fyldte frygten mere i ham, så han hold den kommentar som han ville have givet andre, tilbage.
"I was just passing through the forest, a short cut. I was heading home." svarede han vampyren, men han kunne ikke holde sin mund denne gang, ikke efter det øgenavn. "Fairy-berry? Fairy-berry?! Seriously? That's all you could think of? What? Next you're gonna tell me you squash me and drink my juices like a berry?". Så snart de ord havde forladt hans læber, havde han fortrudt at han overhoved havde åbnet munden. Det han lige havde sagt, var helt klart det forkerte, det ville da pisse alle af. Hvorfor tænkte han sig ikke om inden han åbnede munden nogengange? Han bed sig i underlæben og så op på vampyren, som stadig tårnede sig op over ham, selvom han vidste at han nok ville være højere og bredere end den unge krop som manden havde, hvis han altså stod op. Han besluttede sig for at siden skaden allerede var sket, så kunne han lige så godt prøve at få løsgjort sin jakke og han gav den et lille hiv og sagde "If you're gonna kill me, at least let me look good!", han mødte trodsigt de blålige øjne som tilhørte manden, hvis hånd stadig knugede hans jakke.

Gæst

Tristan strammede grebet en anelse. Han kneb øjnene i, rynkede panden en anelse, da fyren dernede begyndte at hidse sig op. Selv fnyste han blot af ham og himlede med øjnene over kommentaren. Han var da irriterende. Måske han bare skulle gøre det af med ham lige nu og her? Men det var jo sjovere at lege med ham. Desuden så han godt ud - dette ville Tristan da gerne indrømme. Så nej, han ville ikke lige nu og her dræbe ham. Ikke endnu. Det var tydeligt at se, at fyren havde fortrudt sin kommentar, hvilket morede ham en anelse.
"Shut up, fairy-berry," Sage han så og gav slip om jakken på ham. Han tørrede sig kort om munden for at tjekke, om han havde blod ved læberne. Nej.
"What's your purpose out here?" Han ignorede det sidste, som fyren nævnte. Han ville jo ikke dræbe ham lige nu og her. Nej. Heller ikke lære ham at kende. Bare lege lidt jo. Det kunne han godt lide, og han kunne bestemt også godt lide, at fyren så så uskyldig og lille ud, men ifølge kommentaren fra før, så var han nok det modsatte i sidste ende. Tristan fandt det stadig morsomt - kommentaren.
"Forget what you saw with the woman," Tilføjede han så lige hurtigt.

» Sweet nature home - Lavinia
» Sweet November
» Meeting a sweet guy - Cyrus
» Sweet dreams - Alessio
» Sweet 16 to me I guess - Elliot