Hvorfor sker det her ofte for mig? ~ Aia

Sted: Den store gade i Gaias gågade.
Tid: Lidt over middag.
Omgivelser: Folk hist og her, ellers ikke så mange, nej.
Vejr: Det drypper let, men solen er oppe. Køligt.
Dag: Tirsdag middag.
Påklædning: Påklædning samt en navyblå vinterjakke med pelshætte.

En mørk blond ung fyr lå på hovedgaden til gågaden, Gaia. Den lange krop lå lige så lang den var på brostenene med snuden nede i stenene. Øjnene var lukket i. Kroppen rystede let og sveden begyndte at dryppe fra hårbunden og ned. Drengen hed Isaac og Isaac, han anede ikke, hvad der lige var sket. Det var en tirsdag middag med en kølig vind og det dryppede let. Han ville gå sig en tur rundt i Gaia for at kigge. Kigge lidt i butikker og muligvis finde sig en gave til en hvis person, som han holdte af. Men så langt var han dog ikke kommet endnu, da han havde fået øje på nogle mænd komme direkte imod ham og pludseligt sortnede det for hans blå øjne. Mere kunne Isaac ikke lige huske, hvad der var sket. Så da han vågnede, lå han med ansigtet nede i brostenene og med en uro i kroppen.

Kroppen føltes tung og næsten som en byrde. Som om der var huller flere steder. Ned af benene, ned af armene. Mange steder på kroppen. Nakken, skuldrene, ryggen. Jo mere Isaac kom til bevidstheden, jo større blev smerterne rundt i kroppen. Han anede virkelig ikke, hvad der lige havde foregået omkring ham. Hvad der var sket eller hvorfor, han lå dér, hvor han nu engang lå. Det var virkelig underligt. Og nej, hvor det gjorde ondt. Smerterne blev voldsomme og langsomt begyndte Isaac at panikke. Det var som om, at han ikke kunne komme op. Havde dette mon noget at gøre med de mænd, der var kommet direkte imod ham? Han anede det ikke og lige nu, kunne han egentlig ikke tænke på andet end smerterne rundt i hans krop.

Påklædning: Sort lædderjakke, mørke jeans, mørkeblå t-shirt og lange, sorte støvler. En guldmedaljon om halsen og en dolk i den højre støvle. Sort skuldertaske.

Selvom at skulle bevæge sig ned i hovedgaden ikke hørte til den lyshårede piges yndlingsbeskæftigelser havde hun brug for penge. Og eftersom hun ikke havde arbejde, var der kun en måde at få fingre i dem. Stjæle. Det eneste problem var manglen på mennesker.
Aia drejede om hjørnet og fik øje på en person liggende på jorden. Normalt ville hun se det som en mulighed for at stjæle fra vedkommende, men hvor fristende det end var, så personen ud til at være kommet til skade. Og hvor meget hun end ønskede at være ligeglad, havde hun et instinkt der gjorde, at hun hjalp alle tilskadekommende, hun kom i nærheden af.
Forsigtigt bevægede Aia sig tættere på kroppen og konstaterede, at det måtte være en dreng. Hun satte sig ned på hug og rørte blidt ved hans arm. "Er du okay?" spurgte hun forsigtigt. Åh, hvor havde hun lyst til at slå sig selv i hovedet med en hammer. Det var jo tydeligt, at drengen ikke var okay.
"Undskyld, det var et dumt spørgsmål. Har du brug for hjælp?" ikke at det var meget bedre. Hun kunne simpelthen bare ikke formulere sig selv i dag.

Isaac løftede brynene og rynkede på næsen. Atter igen prøvede han at møve sig i det mindste bare op at sidde, men dette lykkedes stadig ikke. Hvorfor dog ikke det? Hvorfor var det så pokkers svært bare at sætte sig op? Var han lammet? Et eller andet? Hvad var det overhovedet, der var sket? Drengen rynkede på brynene og kiggede til siden, idet han fik øje på en pige. En lyshåret pige sad ved hans side og prikkede ham på armen. "Øh.."

Om han var okay? Lignede han en, der var okay? Det vidste han jo ikke set udefra, men han følte sig langt fra okay. Og det store spørgsmål: blødte han? "Nej, jeg er ikke okay. Bløder jeg?" Isaac længtes efter at få det at vide. Hvorfor ellers føltes det som om, at der var huller rundt i hans krop? Der måtte da kun være hul et eller andet sted!

Aia rynkede brynene. Plejede man ikke at kunne mærke, om man blødte, eller var det bare hende? Hun kastede et kort blik ned langs han krop, det så ikke sådan ud. Og så alligevel. Måske var der noget under hans bluse? Hun løftede hans jakke. Den mørke plamage i hans t-shirt tydede på det.
Lidt brutalt trak hun op i blusen og ganske rigtigt. Lige imellem to ribben var et dybt stik, og der var et mere præcis på den anden side. Aia målte dem med fingrene. En kniv.
"Du har to knivstik i ryggen, så du vil nok opleve lidt svimmelhed når du kommer op," mumlede hun og lod blusen falde ned igen. Drengen skulle ikke have lov at ligge her alene, og da slet ikke i regnen.
"Ville du have noget imod at jeg prøver at hjælpe dig?" spurgte hun. Hvis han ikke ville have det, ville det blive accepteret, men hun ville ringe efter en ambulance. Uanset hvad ville hun ikke efterlade ham her.
Mens hun ventede på hans svar, studerede hun ham yderligere. Eftersom intet lå i underlige vinkler, regnede hun ikke med, at noget var brækket. Drengens kropsbygning tydede tværtimod på at han enten var menneske, formskifter eller meget ny varulv.
Det første tvivlede Aia dog på, da ingen havde grund til at stikke en kniv ind mellem ribbenene i hver sin side, hvis offeret var menneske.

Isaac prøvede atter at løfte sig. Denne gang med benene. Det hjalp en anelse, men ikke meget. Dog forblev han liggende stille, da pigen begyndte at trække op i hans trøje. Forhåbentligt for at tjekke efter om han blødte og forhåbentligt ikke et overgreb, af en eller anden art. Dette ville blot være yderst underligt, ifølge den unge dreng. Så gjorde Isaac store øjne, da hun netop nævnte, hvad der var i vejen. "H-har jeg..?" Spurgte han lidt for højt, "Hvad fanden.."

Et nik gav han fra sig, som ja til, at hun meget gerne måtte hjælpe ham op. Det virkede vildt mærkeligt, at han pludseligt var blevet overfaldet på den måde. Han havde jo intet gjort. Ikke den dag, i hvert fald. Og nu hvor han, for det meste af tiden, boede oppe på slottet, så der var jo ikke rigtig tid til at genere andre folk, var der vel? Med hjælp fra den lyshåret pige, kom Isaac yderst elegant op at stå. Eller nærmere, ret så klodset. Med de voldsomme smerter, kunne han ikke undgå at klynke og lægge sine arme forsigtigt om sig selv. Han frøs efterhånden og det hele føltes virkelig mærkeligt. Virkeligt underligt og nærmest surrealistisk. Så kiggede Isaac på pigen og nikkede kort. "Tak, for hjælpen.." Mumlede han til hende og betragtede hende med sine blå øjne.

Det var sandelig alt andet end elegant, måden drengen kom op at stå, men Aia følte ingen grund til at grine af ham. At han klynkede var kun forståeligt. Bekymringen lyste ud af hendes øjne, og pludselig blev hun en lille smule panisk. "Jeg har jo slet ikke hjulpet dig endnu!" sagde hun.
Blidt tog hun drengens ene arm og lagde den om sin hals, hendes anden arm gled rund om hans ryg for at støtte ham.
Hun så sig om, vurderede situationen. De fleste caféer var lukkede, og der var langt til nærmeste hotel. Eller, for langt for drengen at gå. Deres eneste mulighed var den gamle bygning, Aia havde fundet og indrettet nogenlunde. Den lå kun et par gader herfra.
Langsomt begyndte hun at gå. Det blev lidt mere til at trække end at drengen gik selv. "Jeg hedder Aia forresten," sagde hun efter en pludselig indskydelse. Det måtte trods alt virke lidt underligt at en fremmed pige ville hjælpe en.

Isaac rynkede brynene og kiggede på hende. Så gjorde han store øjne. "Jeg mente, tak fordi du hjalp mig op," Sagde han så, men så til, da den lyshåret pige tog fat om hans arm og om hans ryg. Gad vide, hvordan hun havde tænkt sig at hjælpe ham? "Hvor går vi hen ad?" Spurgte Isaac så, da pigen begyndte at gå. Med ham. Hun hjalp ham med sig. Det var nu en rar tanke, men tænk nu hvis pigen bare ville ham noget ondt. Tillid til andre, det havde han ikke rigtig. Der kunne gå flere måneder, før han fik tillid til andre. Mange opgav ham efter bare få uger. Det var kun meget få, der fortsatte og fortsatte, indtil det formodentligt lykkedes for dem. Han havde aldrig haft mange tætte i sit liv.

"Mit navn er Isaac." Sagde Isaac, samtidig med, at han fulgte med den lyshåret pige, Aia, som hun præsenterede sig som. Aia. Det var et pænt navn. Isaac havde et eller andet med pigenavne, der startede med A. Han syntes, at rigtig mange A-navne var rigtigt flotte. Hvorfor, det vidste han overhovedet ikke.

Den lille forklaring gjorde hende en smule mere rolig, men hun var stadig bekymret for drengen. Eller Isaac, som han hed. "Vi er på vej et sted hen, hvor jeg kan rense dine sår og forsøge at hjælpe dig med dine skader," svarede hun, fuldt ud roligt.
De drejede om et hjørne ind i en smal gyde, og lidt længere fremme tårnede en gammel bygning sig op. Da de var nået hen til den, slap hun forsigtigt Isaac for at fjerne brædderne der var sat foran døren, før hun hjalp ham indenfor og lukkede igen.
Ikke meget dagslys slap herind, og derfor fandt hun en lommelygte frem fra sin rygsæk og bandt den op i en snor i loftet. Det svage lys afslørede nu en rimelig ny madras, en stol, et lille ildsted med brænde og fra loftet hang forskellige urter, der gav rummet en dejlig aroma plus lidt tingel-tangel rundt omkring.
Aia hjalp Isaac ned at ligge på madrassen, så han lå på maven, før hun tændte op i ildstedet og satte vand over i en lille gryde, hun havde fundet i et hjørne. Vandet kom fra en stor beholder der også stod i hjørnet. "Jeg synes ikke, jeg har set dig på akademiet. Hvor bor du henne?" hun prøvede at være venlig, men måske lød det bare stalker-agtigt? Det håbede hun ikke.

Isaac nikkede kort, selvom han ikke helt forstod. Hvorhen, igen? Men han fulgte bare med hende. Han måtte vel senere finde ud af, hvorhen de var på vej hen. Og denne pige virkede ikke videre farlig eller lignende, så der kunne vel ikke ske noget ved, at følge med. Desuden, så kunne han ikke rigtig flygte fra hende. I hvert fald ville han ikke nå særlig langt med disse skader.

En høj, men lettere forfalden bygning kom til syne. Isaac støttede sig op af muren, da Aia lænede sig ind for at fjerne nogle brædder foran en lille indgang. Så fulgte han videre med hende indenfor, da hun endnu en gang tog fat om ham og hjalp ham indenfor. Han lod sig lægge ned på maven på en madras, der lå på gulvet. Mere nåede han ikke rigtig at se, trods Aia fandt en lommelygte i sin rygsæk. Så nu lå han der, heldigvis på noget blødt denne gang, og kiggede frem for sig med små øjne. Det var begyndt at stikke i ryggen. Mildt sagt, så gjorde det rigtig ondt. "Hvordan vil du rense sårene?" Spurgte Isaac og drejede hovedet for at kigge op på den lyshåret pige.

Okay, han overhørte hendes spørgsmål. Men det gjorde ikke noget for hende. Hun ville heller ikke fortælle en fremmed, hvor hun boede henne.
"Det er en familiehemmelighed, men jeg kan fortælle dig, at det virker," sagde hun, mens hun tog sin jakke af og derefter blottede sin højre skulder, så han kunne se arret derpå. "Det var også et knivstik, men ved hjælp af det planteudtræk, jeg har tænkt mig at bruge, healede det meget hurtigere end det ellers ville have gjort."
Vandet var færdigkogt, og Aia fandt en skål og en klud frem. Halvdelen af vandet hældte hun op i skålen, den anden lod hun stå. Hun greb fat i et urtebundt fra loftet, snusede til det og brækkede så blade af det, som hun puttede i skålen.
"Må jeg spørge, hvad du er?" spurgte hun og rodede lidt rundt i hjørnet med ting. Hun fandt koppen og tog godt fat om den. "For du vil da ikke forsøge at bilde mig ind at du er menneske?"

// Ærligt, overså jeg fuldstændig spørgsmålet om, hvor han bor.. I am so sorry xD

Isaac hvilede hagen på madrassen og et suk forlod hans læber. Kort lukkede han øjnene i, før han endnu en gang løftede hovedet og kiggede op på Aia, der talte. Så rynkede han brynene. "En familiehemmelighed?" Gentog han lettere forvirret. På en måde, så lød det farligt. Farligt for ham, delvist. Han kunne jo ikke vide, hvad der gemte sig i den familiehemmelighed. Om der måske var noget deri, som kunne være farligt for varulve. Fordi Isaac vidste jo ikke, om denne pige havde nogen idé om, hvad han var.

Aias jakke røg af og Isaac kunne fornemme ar på hendes skulder. Og da hun fortalte, at det var knivstik og denne familiehemmelighed havde hjulpet, gøs han lidt. Gad vide om det var de samme, der havde været efter hende ligeledes? "Hvordan fik du dem?" Spurgte han og fokuserede i stedet på hendes ansigt. I stedet for hverken at fokusere på arrene eller på, hvad end Aia var i gang med at lave til ham, så hun kunne rense hans sår. Der øvrigt begyndte at gøre mere og mere ondt, når nu Isaac lå der på madrassen og flyttede rundt på sig selv. Og da det næste spørgsmål kom frem og fyldte rummet, frøs drengen en anelse. "Jeg.. Jeg er ikke helt sikker.." Aia var vel et menneske, og det var Isaac også, før han blev bidt den aften ude i skoven. Og dengang han var et menneske, så anede han ikke, at der fandtes ulve, som bed andre og de så dagen efter kunne forvandle sig til et dyr. Så direkte fortalte Isaac ikke, hvad han rent faktisk var.

//Det er helt okay ^^//

Med ryggen til ham smilede hun for sig selv. Han var vist den indelukkede type - ligesom hende selv.
"Lad os bare sige, at jeg har været rodet ud i en masse lort før jeg kom her til byen," svarede hun. At fortælle ham sandheden havde hun ikke tænkt sig, ikke før hun vidste, hvad han var.
Det vand, der var tilbage, hældte hun op i koppen, før hun puttede nogle andre urter i. Skålen og kluden tog hun med over til ham, og hun satte sig på gulvet ved siden af ham. "Jeg er ikke menneske, og det er du heller ikke. Fortæl mig om du er varulv eller formskifter," det sidste var ikke sagt skrapt, bare bestemt. Det var vigtigt for hende at vide, om han var varulv, for så vidste hun, hvad hun skulle undgå at behandle ham med.

Isaac løftede endnu en gang hovedet for at kunne kigge op på Aia. Han kneb øjnene let i og bed sig svagt i underlæben. Så begravede han ansigtet ned i madrassen. På en måde vidste han allerede nu, at denne rensning af sårene ville gøre ekstremt ondt. Det gjorde allerede pokkers ondt. Som om nogle stadig var i gang med at skære ind i ham. Godt han var vant til fysisk smerte. Og psykisk smerte, for den sags skyld. Kort nikkede han til det som Aia sagde. Samme her, tænkte han bare.

Pokkers. Havde Aia virkelig allerede afsløret Isaac? Hvordan? Han drejede hovedet, så kinden hvilede ned på madrassen og han kiggede op på hende med sine blå øjne. "Er du også varulv? Eller vampyr?" Spurgte han så, uden at tøve eller lignende. Enten var der varulve, ellers var der vampyrer. Eller mennesker. Andet kendte han ikke til og troede skam heller ikke på mere. Det var nok at skulle forstå sig med, at der fandtes disse specielle mennesker, der kunne forvandle sig til ulve og de andre specielle mennesker, der i virkeligheden var døde og som levede af andres blod. Hvad ellers kunne der være?

"Det kommer nok til at svide en smule," mumlede hun og trak op i hans trøje. Kluden dyppede hun i urtevandet, før hun begyndte at rense hans sår.
Så Isaac var altså varulv. Det lille 'også' havde afsløret ham. Hun smilede for sig selv. "Ingen af delene. Jeg er formskifter. Men man kan vel godt kalde mig halv varulv, da mit primære dyr er ulven," den eneste grund til, at hun fortalte ham det, var, at hun så forventede at han også stolede på hende.
Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke var født varulv og ikke kendte så meget til den overnaturlige verden. Aia derimod var vokset op med den og havde lært stort set alt om den, allerede fra hun var helt lille.

"Årh, for..!" Isaac buede ryggen i smerte og trak sig længere sammen. Nærmest krøllede sig sammen på madrassen, som han lå på. Han lukkede øjnene stramt i og greb fat i madrassen med sine fingre, og strammede til, så hårdt, som han kunne. Det gjorde ondt! Virkelig ondt.

Men trods smerterne, så lyttede Isaac til, hvad Aia sagde. Selvom han ikke forstod det. Var hun ikke en varulv? Jamen, hvad var hun så? Kort åbnede han øjnene op, men lukkede dem i igen på grund af smerterne. F-formskifter..?" Gentog han undrende og vred sig let, "Hvorfor skal det gøre så ondt..?!" Jamrede han højlydt. Glem det. Han var ikke god til fysiske smerter alligevel! Det gjorde pisse ondt at få renset sine sår! Hvad var det dog, som han havde sagt ja til ved Aia? Forhåbentligt vidste hun, hvad hun gjorde!

Da han trak sig sammen og jamrede, opgav hun at rense hans sår med det samme. Hun kunne ikke bære at høre på det. I stedet rejste hun sig og hentede kruset med urtethe. "Jeg kan ikke hjælpe dig, så længe du vrider dig sådan," sagde hun og rakte kruset hen mod ham.
"Teen her vil gøre dig søvnig og muligvis få dig til at falde i søvn. I hvert fald vil den gøre det nemmere for mig at rense dine sår og gøre mindre ondt på dig. Når du vågner igen eller teen holder op med at virke, har jeg et par spørgsmål," instruerede hun.
Hvis han ikke ville drikke teen, måtte hun bare rense dem som de var, uden at tage til hans jamren og klagen.
Han havde brug for det, ellers ville han ikke komme hjem uskadt, og det ville tage meget lang tid og være smertefuldt for ham.

Isaac peb som en lille hvalp, der ikke brød sig om situationen. Så åbnede han øjnene op og kiggede op på Aia, da hun trak sine hænder til sig igen og begyndte at tale. "Men det gør ondt.." Peb han og prøvede at give hende hundeøjne. Et trick, som han ofte havde brugt, når han endelig var i selskab med en eller flere. Som ikke bestod af sin far.

Da Aia rakte Isaac teen, kiggede han op på kruset. Meget langsomt møvede han sig op at sidde på madrassen og tog lettere tøvende imod kruset med te i. Han tog fat om kruset med begge sine hænder og kiggede ned i teen. "Du.. Kan jeg stole på, at du ikke gør mig noget, hvis jeg falder i søvn..?" Spurgte han med en lav stemme, men uden at kigge op fra kruset. Isaac anede jo ikke, om Aia ville gøre ham ondt eller sende ham et sted hen, hvis nu han faldt i søvn. Dog nævnte hun, at hun ville stille ham et spørgsmål eller to, når han engang ville vågne igen. Men kunne han stole på disse ord? Langsomt kiggede isaac op fra sit krus og kiggede op på Aia med lettere forvirret, blå øjne.

Drengens bekymring var ubegrundet, men hun forstod ham godt. Hvis hun skulle hjælpe ham, måtte hun vise, at hun stolede på ham, så han kunne stole på hende. "Du har ikke særlig nemt ved tillid, vel?" spurgte hun med et suk.
Hun rakte ned i sin højre støvle og trak sin dolk op. Legede lidt med den mellem fingrene for at overveje situationen, før hun rakte den til ham. "Det her er et af mine mest betydningsfulde genstande jeg ejer. Når vi forlader hinanden SKAL jeg have den tilbage," det krævede utroligt meget viljestyrke for hende at give dolken væk, men Isaac havde brug for hendes hjælp.
Ærligt talt var hun ikke sikker på, at hun ville få sin dolk tilbage igen, men hvis det skulle være tilfældet, ville hun selv tage den. Uanset hvad det betød.

Isaac betragtede den lyshåret pige foran sig. Formskifteren til ulven, som hun tidligere havde kaldt sig selv. Hvorfor var hun så ikke bare en varulv? Hvad gjorde hende anderledes fra at være varulv, end han selv var blevet? Noget, som han stadig fandt underligt at blive tiltalt som. Fordi for Isaac selv, så var han stadig et menneske. Dog med nogle særlige.. Aftener, og andre særlige ting. Han følte sig stærkere fysisk og som kunne han holde til mere.

"Nej," Mumlede Isaac og kiggede atter ned i kruset på teen, som efterhånden måtte være blevet kølet lidt af. Muligvis kølet nok af til, at han bare kunne drikke fra kruset nu, uden at skulle puste ned i væsken først, "Det har jeg ikke." Det var vel også forståeligt nok eftersom han havde været en del igennem. Blandt andet med hans far. Venner havde han aldrig rigtigt haft og heller aldrig en kæreste, ud over mulige følelser med Kongen. Så tillid til et andet menneske havde aldrig rigtigt lagt til ham. Isaac kiggede på Aia, da hun rakte en dolk ud til ham og så kiggede han op på hendes ansigt, fokuserede på hendes ansigt, da hun talte. "Vil du have mig til at sove med den? Hvordan kan jeg vide, at du ikke tager den fra mig, imens jeg sover?" Tillid. Noget af det sværeste, der fandtes, ifølge den mørk blonde dreng.

Nu blev hun altså snart sur! Det kunne godt være, at denne dreng havde et tillidsproblem, men det her var for meget!
"Det kan godt være, at jeg er en tyv, men jeg stjæler ikke mine egne ting fra en bevidstløs fyr!" hvæsede hun. "Og hvis du ikke vil have min dolk, så lader jeg den bare ligge i min støvle til du vågner!"
Hun var ærligt talt ved at være godt træt af hans attitude, og hvis han ikke tog sig sammen, ville hun sparke ham ud og ikke hjælpe ham hjem.
Ligemeget hvor såret han var og hvor svært det var for ham at komme hjem, ville hun ikke hjælpe ham, når han var så utaknemmelig!

Øjnene blev store og munden formede sig til et 'o'. Isaac kunne godt mærke, at Aia begyndte at miste tålmodigheden, og det havde han slet ikke været ude på! Dog kendte han godt til, at hans mistillid til andre kunne gøre andre irriteret eller vrede. Den lille varulv tog en dyb indånding. "Det er jeg ked af, undskyld.." Mumlede han og rakte langsomt ud for at tage fat om dolken og trække den til sig selv.

"Undskyld.. Aia," Mumlede han og flyttede blikket fra sit krus op til ansigtet på den lyshåret pige. Han brød sig ikke om, når andre skældte ham ud eller bare generelt hævede deres stemme. Især ikke hvis det gik ud over ham. Der var snart ikke noget værre. I hvert fald ikke for Isaac, som ellers var ret vant til at hans far råbte ad ham, dagen ind og dagen ud.

I samme sekund han sagde undskyld og tog dolken, fik hun det utroligt dårligt med det hun havde gjort. Denne dreng var jo fuldstændig ude af stand til at stole på nogen. "Nej, det er mig der siger undskyld, jeg var for hård," mumlede hun uden at møde hans øjne. "Drik nu din te, det skal nok gå."
Hun mente hvad hun sagde og havde ingen planer om at skade ham yderligere. Teen var udelukkende for drengens egen skyld.
Hvilke frygtelige ting måtte dog ikke være sket for ham, siden han var som han var. Måske havde han ovenikøbet oplevet noget af det samme som hende selv?