I... Kinda hadn't counted on meeting you here. (fremtidsemne) - Jrue

Idag havde været en god dag indtil videre. Luca havde nufået rykket alle ting over i det nye rækkehus, og fået købt de parmøbler der havde manglet - inklusive hvad der havde været det største badekar han overhovedet kunne få plads til ude på badeværelset. Det var jo lidt et must, værende sirene, at have det store badekar og ikke blot standard størrelse - han gad ikke engang prøve at få sin hale til at passe ned i et normalt badekar. Han havde haft Chloe hjemme det meste af dagen for at hygge med hende inden hun tog tilbage til akademiet, og han skulle ud og arbejde. De havde godt talt om at hun skulle flytte ind, også, men der var vist lige nogle andre ting der skulle i orden først. Ikke at det var det store problem, da hun stadig tit kunne besøge ham og indimellem få tilladelse til at overnatte hos ham istedetfor på hendes værelse på kollegiet.

Så nu hun var taget tilbage til akademiet havde Luca fået klædt om og ordnet sin makeup og sit hår, før han smed en læderjakke på udover, og forlod huset, efter at have fodret Crow og låst døren efter sig som det selvfølgelig allerede var blevet en vane at gøre. Han havde ikke en bil endnu, dog, så han havde istedet fået lokket sin gode ven og bandmedlem, CC, til at samle ham op og køre ham derhen. Undervejs tændte han en smøg og åbnede vinduet en smule mens de fik kørt derhen. han fik sagt tak til sin ven, og gik så smilende ind på Angelic's. Han hilste med et smil på Angelica da han fandt hende, før han gik om bagved og fik smidt sin jakke fra sig før han tog en øl som han drak lige inden han gik på den lille scene der var i baren. I aften var jo en af live musik aftenerne, og Luca var blevet fast inventar fra starten af, da han havde kendt Angelica før hun fik baren op at køre, og hun godt kunne lide hans sangstemme.

Så han fik kørt sit lille sæt, med sine egne sange der hældede mere over mod dancepop end dem han sang med hans band gjorde. Han sluttede af med en af de første sange han nogensinde havde skrevet, og også en der lod til at være populær hos stamkunderne her, af hvad han havde opdaget gennem de sidste tre, næsten fire måneders tid - selv under lockdownen. Som han altid gjorde, lagde han utroligt meget følelse i sin sang, men sådan var det jo, når han altid havde svært ved at få sine følelser rigtigt ud i tale - så skinnede de så meget mere klart igennem med hans sang.

"Growing strong, the voice of my father said,
"Don't give up, don't be forgotten."
This hell on earth, I just want to run away
They told me dreams don't grow from here
Stay alone, count your fears
Somewhere down the line I might figure it out

Singin' all my songs to bedroom mirrors
Deep inside my heart I'm still here

We're always runnin' away
And we don't even stop to think about it
The world's in our hands, yeah
They don't need to understand
We do it our own way,
No matter what they try to say about it
We've got our own plans, yeah
They don't need to understand..."

// Sangen

Påklædning:

Jrue havde brugt det meste af dagstimerne i sengen på at ryge, dagdrømme og hele tiden bevæge sig mellem søvnen og den vågne tilstand. Gloet op i loftet. Gemt sig væk under dynen. Ryge mere. De fleste ville nok blive sindssyge af kedsomheden, havde det været dem, men ikke ham - han kunne dase i en blød seng resten af livet, hvis han kunne få lov.
Men som aftenen havde sneget sig ind og taget sollyset, havde sirenen alligevel bevæget sig ud i Gaias gader og videre endnu. Moonlight Falls - han havde hørt så meget om det, siden han var ankommet, og besluttede sig at tjekke det ud.
Byen så langt ældre ud end Gaia, og de rustikke bygninger og gader havde en vis charme over sig, der var svær at finde i nutidens forskellige byer. Jrue kunne godt lide det, virkelig meget faktisk. Storbritannien havde været lidt af en skuffelse i sig selv, men dette hjalp på det. Måske blev han alligevel lidt længere.

En café fangede sirenens opmærksomhed. Egentlig så den lidt for fin ud til, hvad han normalt var til, men den gruppe mennesker, der var på vej ind, lignede ikke sådan nogle irriterende, fisefornemme typer og fik lokket ham tættere på. Tættere på. Og til sidst indenfor. Man skulle ikke mere end lige ind for døren, inden man kunne høre den bragende musik, der lød. Livemusik, lød det som. Sikkert grunden til, der var så stuvende fyldt.
Jrue smed læderjakken i garderoben og kørte det dampende våde hår tilbage med fingrene fra den ene hånd, som han bevægede sig længere ind i caféen, der var ligeså smuk indeni som udenfor - stadig med den rustikke charme over sig. Lod sig lokke dybere ind i løvens hule af musikken, der bragede højere og højere i hans trommehinder. Fugtede overlæben med tungen og tog på vejen en halvtom ølflaske fra et bord, hvis ejere var for optaget af at rage på hinanden til at lægge mærke til noget.

Scenen kom til syne bagerst i caféen, efter at have skubbet sig forbi de høje typer, der stod i vejen for, at Jrue kunne se noget som helst. Men da han først havde fundet et godt sted med kun et par lave fyre samt kvinder placeret foran sig sig, blev al glæden på mindre end et millisekund suget ud af sirenen. Han kunne næsten ikke tro, han ikke havde genkendt sangstemmen med det samme. Det var selvfølgelig nogle år siden efterhånden, men ingen tid i verden burde kunne slette netop Lucas stemme fra sin hukommelse. Sin storebror.
Jrue følte sig tom indeni og glemte i et øjeblik at trække vejret, men snart blev tomheden langsomt erstattet og fyldt op med en intens følelse af vrede og frustration. Det slog klik for ham. Han tænkte ikke. Overvejede det ikke. Skubbede sig blot forbi de sidste personer, der adskilte ham fra scenen, følte det hele gik i slowmotion, og kunne mærke anspændtheden i sit ansigt fra den vrede grimasse, der gennemborede og fuldstændig tog over hans ansigt.
Den næsten tømte flaske blev kastet efter Luca i et hop op på scenen, inden Jrue angreb ham med noget, de fleste sikkert ville se som en elendig undskyldning for knytnæveslag. Han havde ingen kontrol over sig selv, ingen taktik, andet end at slå og skrige ind i hovedet på sin bror, der altid havde og stadig tårnede over ham med en del centimeter. "You stupid fuck!! You fuckin' stupid fuckin' fuck!!"

Luca havde haft et rimelig godt gig indtil videre -folk havde virkelig godt kunnet lide det, der var kommet nye ansigter til, og generelt nød folk virkelig atmosfæren og hans musik. Han nød da også selv opmærksomheden - at stå på en scene og udfolde sig sådan her, se, dét var hvor han virkelig hørte hjemme, hvad han bare vidste han var født til at gøre. Han havde haft lukkede øjne da han sang noget af det sidste af sangen, og hørte en eller anden hurtigt mase sig vej igennem folk og helt hen til kanten af scenen. Han nåede kun lige at åbne øjnene før både en flaske og en knytnæve var sendt hans vej, hvorfor hans krop som så ofte i ren refleks aktiverede en af hans evner, så både flaske og slag røg direkte igennem ham, da lige netop de dele af hans krop for en stund blev til vand. Lignede stadig ham selv, men når man slog eller rørte ham, ja, så var det vand man kom igennem, hvilket derfor efterlod Jrue's hånd våd.

Luca trådte et par skridt tilbage, forvirret, for at se den anden person an, som der blev råbt og skreget af ham. Stemmen kunne han svagt genkende, men der var alligevel meget ukendt ved den, også. Men øjnene, formen på kæben... Så snart han fik øjenkontakt, så faldt tingene på plads. Og han kunne knapt nok tro sine egne øjne. Efter al den tid... Hans lillebror? Og så lige her af alle steder? Han havde virkelig ikke regnet med at rende ind i ham i England. Okay, for at være helt ærlig havd ehan slet ikke regnet med at møde noget som helst af sin familie igen, han havde ikke engang vidst om de stadig var i live. Men nu var Jrue jo der, lyslevende... Og godt rasende på ham. Ikke at han ikke havde grund til det, selvfølgelig.

Nej, han vidste udmærket godt at hans lillebror havde al grund i verden til at råbe af ham. Han havde jo bare skredet fra dem da han var yngre, Jrue havde jo kun været 11 år da han skred fra dem, da han ikke kunne tage ansvaret mere, da han blev alt for nysgerrig omkring livet på landjorden, også. "... Jrue?" men han skulle stadig lige være helt sikker. Han havde før godt set en enkelt eller to der havde mindet ham meget om hans bror, så han ville lige være helt sikker.

Sikkerhedsvagten var også på vej hen mod dem nu, klar til at tage Jrue væk, men Luca holdte en hånd ud mod ham og rystede på hovedet, før han så tilbage på sin lillebror. "Dear God... Dude, c'mon. I'll let you punch and scream at me all you want to, let's just get away from here first. I don't want them to have to throw you out. Please." Han ventede dog ikke på svar, tog bare et godt tag i Jrue's håndled så han ikke kunne slå ham lige nu, og begyndte at trække ham med om bagved til det lille rum han havde fået som et backstage område, hvor han lukkede døren efter dem.

Jrue kunne mærke sit sind langsomt blive sit normale selv igen, da Luca talte til ham - også selvom det ikke var mere end blot et enkelt ord. Et navn. Hans navn. Men det stoppede ikke vreden, skønt den var en anelse mere kontrolleret. Til gengæld forstod Jrue, at ikke ét slag var gået ind, hvilket i bund og grund bare satte hans pis mere i kog. Luca kunne komme med alverdens undskyldninger men måtte alligevel kunne indrømme, at han fortjente et slag. Et hårdt, godt ét, lige i hovedet.
Egentlig var han forberedt på at blive fjernet af sikkerhedsvagterne og blev derfor overrasket over, hvordan de blev stoppet, og at Luca ville tale frem for blot at få ham smidt ud.
Et afvisende, "no," forlod hurtigt sirenens mund, da storebroren valgte at hive med med sig, "no, they deserve to know!" Vendte sig på vej hen mod den lille trappe på siden af scenen ud mod publikum og råbte, "this one right here! He's a fuck!! A stupid fuck! Don't watch him, go home!" Blev dog kun svaret i form af tilråb og buh'en fra folk, der tydeligvis ikke var glade for det lille stunt på scenen.
"Fuck off!"
"Get off the stage!"
Jrue kæmpede stadig mod Lucas trækkerier i ham men nåede kun lige at svare publikummet med midterfingeren i vejret og ordene, "fuck you, I'll bust your fuckin' knee caps!" inden de blev erstattet af en lukket dør, og der pludselig ikke var nogen af råbe af. Bortset fra én person.

Han så på sin bror, ansigtet stadig fortrukket i en rasende grimasse. Jrue huskede, hvordan han én gang havde givet efter for sin nysgerrighed og søgt efter sin brors navn på internettet, mange år efter han var taget afsted. Havde godt set han befandt sig i England men havde aldrig i sin vildeste fantasi regnet med rent faktisk at støde ind i ham. Hvad var chancerne for det? England var stort, og de fleste tilflyttere befandt sig i London, i hovedstaden, hvor der trods alt skete mest og var bedst jobmuligheder. Ikke Gaia eller Moonlight Falls. Selv var han kun endt der, fordi det tilfældigvis havde været tæt på den kyst, han havde svømmet til.
Trangen til at råbe videre af Luca var intet mindre end fristende, men Jrue besluttede sig alligevel i sidste øjeblik for at tage en anden tilgang til det. "Nice gig you're having," sagde han, overraskende stille i betragtning af, hvordan han for kun sekunder siden havde stået og skreget af sine fulde lungers kraft. Rev sin stadig dryppende hånd til sig, "was it worth it? Singing in front of a tiny amount of people in a mediocre nightclub? Getting paid in dimes and a couple of free beers? Was it really worth leaving your family behind without saying a fucking word?" Udover det langsomt hævende toneleje og det faktum, at han ikke kunne stå stille og blev ved med at rykke vægten hen på den modsatte fod, syntes Jrue nu, han klarede den kølige og rolige tilgang okay. Især taget i betragtning af, hvordan hans negle borede sig ind i håndfladen i lysten til lande et slag i Lucas mave og efterlade ham åndeløs.

Luca ignorerede nu blot sin brors nej, og sukkede lettere opgivende over måden han råbte tingene ud til folk, men tog sig da lidt trøst i at de ikke gad høre på ham. han vidste godt at han fortjente det, men han ville nu stadig helst ikke have at sådan et lille optrin her skulle smitte noget som helst af på hans karriere, siden den trods alt kun lige var ved at starte op - både hans egen solo karriere med hans små gigs her, og den større karriere med bandet, der allerede var ved at blive populære på youtube med deres første musikvideo. Han mærkede selvfølgelig godt hvordan Jrue kæmpede imod hvert evigt eneste skridt han trak ham hen mod det lille backstage rum, men lige nu va rhan ligeglad - ikke noget offentligt oprtin når det var så personligt og følsomt et emne, nej tak. Privatvar privat, og skulle helst forblive sådan.

Han tog en dyb indånding så snart de var bag lukkede døren, og førte en hånd igennem sit lange hår før han igen åbnede øjnene og så over på sin lillebror, lod sine øjne virkelig studere ham. Der var trods alt stadig sket en del sidne han havde været blot 11, sidst han så ham - ikke mindst med stemmen, der selvfølgelig var blevet dybere siden dengang. Han brugte et godt, langt øjeblik på blot at studere sin bror, så raseriet der boblede og forstod det fuldt ud. Når han så tilbage på det hele vidste han godt hvor stor en idiot han havde været, det havd ehan været med langt det meste i sit liv, rent faktisk. Det var sjældent tingene var kørt for ham som han ville, og langt oftere at han havde såret alle rundt om ham. Det virkede nogen gange lidt som en forbandelse, men altså, han gjorde sit bedste for at komme sig over det og lære af sine fejl.

Hans blik gled med det samme tilbage til Jrue's ansigt da han begyndte at snakke, og som han fortsatte, blev skammen og fortrydelsen tydeligere i Luca's ansigt, som han tænkte tilbage på hvordan han, ja, bare var skredet uden så meget som et ord. Dengang havde han gjort det fordi han ikke ville stoppes - og han var sikker på at de alle tre ville have, hvis han havde fortalt dem om hans planer. Så han havde bare svømmet afsted istedet. "... That's not why I left, Jrue. And it's not because I didn't love all of you, either." han sukkede let og satte sig ned på en af stolene i lokalet, kiggede væk fra sin bror igen som han overvejede sine næste ord. "... I just couldn't take it any more." og det var nok det tætteste han kom på sandheden. Den ekstra byrde i og med at skulle nærmest agere far for sine småsøskende, have så meget mere ansvar end en så ung knægt skulle have haft, det havde været dømt fra start til at gå galt på den ene eller anden måde.

Det frydede Jrue at kunne se på sin brors ansigt, at det, han sagde, påvirkede ham. At vide at han trods alt havde nogle moralske skrupler med at have gjort noget, der for Jrue virkede så utilgiveligt og uforståeligt.
"What? What exactly was it that you couldn't take? Please, enlighten me, Luca," lød det hårdt med en hånende intensitet på Lucas navn, som blev det smagt på. Han havde ikke sagt det navn længe - havde ikke beklaget sig til Gud og hver mand over at være blevet efterladt af sin bror som en anden tudende skrigeunge. Men havde heller ikke fortrængt det, selvom han flere gange havde forsøgt.
"It must've been really hard," fortsatte han snart med en tydelig sarkasme i stemmen og bevægede sig hen til den anden stol i lokalet. Overvejede et sekund at sætte sig men lod være for i stedet at kunne nyde at kunne se ned på ham, stående, triumferende, stolt. Han havde ikke noget at skamme sig over her, det havde Luca. "Having a family that loves you, that is. Having two siblings looking up to you and a mother who adores you. How are you even supposed to cope with something like that? Poor, poor Luca."
Der var så mange ting, Jrue gerne ville sige. Havde overvejet det så mange gange, de nøjagtige ord, der skulle smides efter Luca for at få ham så langt ned i kulkælderen som muligt. Selvfølgelig var det i sidste ende blevet nogle helt andre ord, og hverken skrigeriet eller det offentlige sammenbrud havde været en del af planen. Men fuck det, nu var det blevet sådan, og Jrue fortrød ikke et sekund af det. Hvis folk ikke kunne klare mosten, kunne de skride hjem igen.

Luca sighed, looked up at Jrue for just another moment, before he looked away again, trying to calm himself down just a little, but it was practically impossible, with all of the feelings welling up in him at each and every word his brother said. He knew he had been a bad brother. He knew it had been a wrong move, but he hadn't realized, not really, not until decades had passed and he was sure they didn't want to see him again, anyway. That too long had passed for him to ever make it up to anyone of them again.

"You don't know half of it, Jrue. Please, let me explain before you continue judging me. I'm not saying what i did was the right thing to do, nor that anything I can ever tell you could make up for it. None of that. I'm just hoping you can understand just a little bit of where I'm coming from with all of this." he started out, biting his lip softly before he reached out for the nearby beer that was by now warm, but he didn't care, he just wanted something to drink, and so he took a couple of sips befor ehe leant forward in the chair, his elbows resting on his knees. "I was a lot closer to dad that you ever got to be. You were not even two when he taught me everything. I adored the man. Enjoyed every moment I spent with him, all of our hunts, everything. I didn't feel like doing anything when he left us. I didn't feel like I could do anything when he left us. But mom told me I had to. that I had to step up and be the man. I was fucking eight years old, Jrue. That's no pressure to ever put on a kid that young. I didn't feel like I had a real childhood because I had to look after you guys. Don't get me wrong, I loved you, I really did, but there was just so much pressure on me to do everything right, to be the male role model for you guys. That's not how it's bloody supposed to be."

He looked back down at his bottle of beer, and downed the last of it, before putting it away again. "And I was arguing with mom so much. Every damn week, after we were sure you guys were sleeping. She noticed how I was getting drawn in by the land. How curious I was. I didn't want to live all my live in the sea, and she didn't want me to go up on land. I didn't know why, I didn't care. I was a goddamn teenager. But I just... I don't know what actually made me decide to do it just like that, but I do know I didn't tell any of you because I didn't want to be stopped. I wanted to go see what life was like on land, i was too damn curious, and too eager to get out of my responsibilites. So I just... Swam."

Jrue åbnede kort munden på klem for at stoppe Luca - fortælle ham at han ikke var interesseret i undskyldninger. Men indså hurtigt, at det måske lige præcis var det, han var interesseret i, trods ingen undskyldning ville være god nok i sidste ende. Lukkede munden i igen, mens tungen fik sig en tur henover det øverste tandsæt, og lod for en gangs skyld Luca tale uden intentionen om at afbryde.
Men som forventet var ordene slet ikke gode nok, og trods en brøkdel af Jrue gav sin bror en chance og prøvede at forstå, var det slet ikke godt nok, og han forstod intet.
"You just... swam...?" blev der gentaget, langsomt og hånende, med et tilhørende hævet øjenbryn. Øjnene blev knebet tænksomt sammen, da han fortsatte, "did you practise this excuse or just- made it up on the spot?" Skiftede vægten over på det andet ben og skyndte sig at tilføje, "no, wait, there's no reason for you to have practised when you didn't expect to see me again. 'Cus you didn't, right? It's not like you had any intentions of contacting me."
Der var meget ved Lucas handlinger, der irriterede Jrue, men det faktum, at han ikke havde forsøgt at komme i kontakt med ham bagefter var nok en af de værste. Det og det manglende farvel - de to ting gjorde stadig enormt ondt.

Det var befriende at have fået noget af vreden ud, og selvom Jrue langt fra svævede på en lyserød sky af glæde, følte han endelig, der var plads indeni ham til at få lidt af vreden skiftet ud med - noget andet. Hvad det så end endte ud med at blive.
"So what now?" den unge sirene tog plads på stolen, da Luca var blevet nedstirret tilpas nok tid. Spredte benene og placerede siden af en af de mørke læderstøvler på knæet, "you want me to leave?" Sørgede for at gøre det klart i sit toneleje, at han ikke havde tænkt sig at forsvinde igen, uanset om Luca ønskede det eller ej. Ikke med det samme i hvert fald, han skulle have sin hævn først.

Luca havde helt reelt nok forventet at blive afbrudt midt i hans forklaring af hvordan landet lå - fra hans synspunkt af, selvfølgelig. Han ville skam aldrig prøve at gøre sig klog påhvordan tingene så ud for andre. Så svært som han havde det med sine egne følelser var det som en uløselig rubiksterning hvis han skulle begynde på at prøve at forstå andres. Han kunne ligeså godt give op på forhånd, hvilket han da også gjorde med langt de fleste - Chloe var en af de få undtagelser til den hovedregel.

Han sukkede og så væk da han hørte den hånende tone. Han vidste godt hvor forkert og kujonagtigt det havde været det han havde gjort dengang, men ja, han havde aldrig vidst hvordan han kunne gøre det godt igen, så han havde tænkt det bare var bedst at cutte kontakten helt - verden var trods alt rimelig stor alligevel, men det lod åbenbart til at den så alligevel også var mindre end han havde troet, når han sådan stødte på sin bror lige her af alle steder.

"No, I didn't." indrømmede han. "And I didn't try to make contact because I was sure neither of you wanted anything to do with me after that dick move. I thought you were probably just better off without me, after that. I didn't think you'd ever want to see me again. I wanted to go see you, but I never knew what I should say, how I should do it - so I convinced myself it was probably best I didn't even try." forklarede han i et lidt lavere toneleje end før. Kiggede derefter overpå sin øl- og sukkede let da han indså den var tom. Fuck. Sådan noget her krævede store mængder alkohol. Det gjorde det virkelig. Og måske også en joint eller to.

"I don't." svarede han så efter lidt tid, næsten et halvt minuts betænkningstid, før han så over på sin lillebror igen. Lod sineøjne glide over ham, studere alle de små ting der var forandrede men samtidig noget så genkendelige. "But if you want to, I won't stop you. And I don't blame you if you want to beat the crap out of me, too. Lots of people want to do that, it seems." sukkede han, før han fik rejst sig og gik over til hjørnet, hvor der var et mini køleskab. "You want something? I feel like we might need more alcohol for this sort of shit." han åbnede døren vidt nok til at Jrue ville kunne se der nok var langt de fleste typer alkohol - bartenderen smed tit flasker herind når de var under halv fyldt før weekenden. Luca selv tog ud efter whiskey'en og fik hældt et glas op til sig selv.

Trods vreden og uretfærdigheden, der lå dybt begravet i Jrue, kunne han godt høre, at Lucas undskyldning ikke var helt forfærdelig. Han var stadig en dum, kujonagtig og elendig storebror, dette ændrede sig ikke, men alligevel - kunne en lillebitte del af Jrue vel godt forstå, hvor han kom fra.
"Who knew you were such a mind reader?" lød det i en sarkastisk mumlen fra sirenen, der pillede distret i et hul i sine bukser.

Et øjeblik følte han det akavet at blive stirret på, studeret til sådan en grad, men i stedet for at kigge væk, tog han udfordringen op og gloede tilbage. Gloede på detaljerne, der matchede sig selv - øjnene, næsen, munden, kæben. De var som to dråber vand, havde hans mor sagt. Kunne let have været blevet anset for tvillinger, da de var børn, havde det ikke været for aldersforskellen - nå ja, og så det faktum, at Luca altid lige havde været dét højere end sin lillebror.
"You do have a very beatable face, I'll tell you that much," tilsluttede Jrue sig med glæde den ukendte hob, der ville slå fyren. Hvilke grunde de så end havde for det.

"I'll-" han stoppede sig selv og lukkede munden i i en irriteret grimasse. 'I'll have what you're having' var, hvad han ville sige. Men ikke tale om, at Luca skulle have fornøjelsen af at finde flere ligheder mellem dem. Også selvom whiskey ikke lød helt dårligt lige nu.
I stedet rejste Jrue sig fra sin plads på stolen og tog et enkelt kig på udvalget, inden han tog en flaske vodka. Ville ærlig talt meget hellere have whiskey - vodka smagte grimt.
"So, what's with the make-up?" skiftede han emne efter at have smidt proppen fra sig. Så hen mod Luca, øjnene knebet en anelse sammen, "you look like a transsexual racoon."

Luca ignorerede komplet den sarkastiske kommentar. Det var åbenbart endnu en ting de havde til fælles. Når noget gjorde ondt så var det bedste forsvar sarkasme... Suk. Hvorfor skulle der stadig være så mange punkter de mindede om hinanden på, selv efter 70 fucking år?? Det gjorde det jo kun værre for ham at se det stadig var sådan. Selvfølgelig så han godt hvordan Jrue også studerede ham. Men det var vel kun naturligt når man ikek havde set hinanden i så mange årtier, var det ikke? At se godt og grundigt efter, se på hvilke ting der havde forandret sig og hvilke der stadig var let genkendelige? Det lod i al fald til at det var hvad de begge havde gang i nu. Vurdere hinanden.

"I probably do. At least it heals up nice after a dip in the lake." sagde han så til kommentaren om hans ansigt. For ja, han havde taget en hel del slag til ansigtet, haft brækket næse, kindben og kæbe mange gange før. Men det gik altid væk efter et par timer i vandet. Hip hurra for sireners hurtige heling i vand, da. Ellers havde hans nuværende karriere nok været vanskeligere at få igang.

Han kiggede afventende på jrue efter han havde valgt whiskeyen til sig selv. Løftede let et øjenbryn som den yngre sirene standsede sig selv i hvad end han nu var ved at sige, før hans øjne blotfulgte ham som han kom tættere på for at vælge vodka flasken til sig selv. Luca tog en større slurk af whiskeyen, og strøg en hånd igennem sit hår for at få det væk fra sine øjne. Hans øjenbryn løftedes dog igen over hans brors kommentar til hans makeup. "Theatricality. Rock'n'roll. Heard of it? Besides, it fits my style. And my band's overall style, too." han trak let på skuldrene og lænede sig op af siden af køleskabet. "On to another thing... When did you decide to go up on land? Unless mother has changed a lot, I'm sure she tried to make you stay in the ocean, too. She never did like the land."

Jrues ansigt forvred sig i en væmmelsesfuld grimasse af Lucas forklaring på krigsmakeuppen. Men selvom et helt dusin af sarkastiske kommentarer lå linet op på hans tunge, endte det blot med et gnavent, "well, it looks fucking stupid." Om det var, fordi raseriet efterhånden var ved at stilne af, eller om han faktisk var begyndt at få en smule ondt af sin bror, var han ikke helt sikker på. Måske begge dele. Luca fortjente alle de grimme og fordømmende ord, men det blev simpelthen for ynkeligt, når han slet ikke svarede igen.
"... Four years ago," svarede Jrue efter en kort skulen mod Luca, der irriterende nok lænede sig op af det køleskab, han havde udset sig. Bevægede sig derfor tilbage mod stolen men i stedet for at sætte sig, placerede han sig omme bagi og vippede den tilbage mod sig selv, "she hated it, obviously. I think she was afraid I would run away like you did," han bumpede stolens forben på plads og kunne ikke holde et kort, hånende fnys tilbage,
"Which I did. One point for ma."
Han tænkte stadig tit på deres mor. Hun var ikke en dårlig mor, ikke en dårlig person. Bare en såret, efterladt kvinde.
"You never did contact her, did you?" spurgte Jrue pludselig og så endelig op fra stolen. Hun havde aldrig nævnt noget, men så igen - hun var en privat kvinde, der kun sjældent talte om sine egne følelser.

Han lagde skam godt mærke til det ansigtsudtryk Jrue lavede ove rhans forklaring - men for at være helt ærlig var det langt fra første gang han havde fået en negativ kommentar omkring hans makeup, så han var efterhånden så vandt til det at det ikke rørt ham det mindste. Heller ikke selvom det kom fra hans lillebror, så han trak blot på skuldrene. "Each to his own," sagde han så helt simpelt, og tog en tår mere af sin whisky. Godt at der var så meget alkohol i køleskabet, ellers havde det her godt nok været en del mere akavet og ulideligt end det var.

Luca sukkede også let ved den næste bid information - men idet mindste var Jrue da ikek skredet så hurtigt som han havde frygtet han måske kunne have gjort, så deres mor havde da om ikke andet haft jrue og deres lillesøster en hel del længere tid end hun havde haft Luca, før han tog afsted. Et svagt fnys, der var ment til at skulle have en smule humor i sig men som endte op med intet at have, forlod ham. Ja, det var vel kun naturligt at hun havde frygtet at et eller begge af hendes resterende børn også ville forlade familien. At hun så havde haft ret var nok ikke lige det han havde ønsket for hende, men... Ja.

Han kiggede over på Jrue igen da han spurgte ind til om Luca nogensinde havde kontaktet deres mor. Han fnøs og strøg en hånd gennem sit hår. "I wanted to, but how could I? Living in the fuckin' ocean, there's not quite an address I could send a letter or anything to, now was there? And searching by swimming would've taken several months, at least. I wasn't even sure if any of you were alive, still. Or, if you were, that you'd ever want to see me again after I just left like that."

"Fucking excuses..." bed Jrue, dog kun lavmælt, da Lucas undskyldninger på sin vis gav meget god mening. Sirener var ikke lette at finde - især ikke dem, der levede på "gammeldags" sirene-manér og aldrig forlod havet. Deres mor. Stædige kvinde...

Han gloede hen mod dartspillet hængende på væggen til venstre for sig. Længe. Sippede af vodkaen og kæmpede for ikke at lave ansigter af den ikke synderlige lækre smag.
Der var så meget mere, han havde lyst til at sige, men det ville ende op i gentagelser, vidste Jrue. Det havde været befriende at give sin storebror en sandheds-lussing, men nu var det også gjort.

Sirenen skævede forsigtigt tilbage på sin bror, skulende og fortsat med øjenbrynene forvredet i, hvad der virkede som en kronisk rynken. Men blev der kun et sekund, inden blikket røg hen på døren, da en banken og en stemme lød, "5 minutes, Luca! People are starting to get upset!"

Jrues bryst knugede sig sammen. Snart forsvandt hans bror igen. Ud på scenen og ud af hans liv. Det var for alle bedste, det vidste han godt, og det var sådan, han helst ville have det. Det gik bare lidt hurtigt lige pludselig.
"D'you have any money?" røg det ud af ham, da blikket atter landede på Luca. Det var slet ikke meningen. Måske var det hans overlevelsesinstinkt, der talte. Han manglede penge. Kunne ikke crashe hos Vito for evigt. Og hvis Luca for alvor angrede, burde det ingen sag være at vise gavmildhed.

Luca vidste skam godt at han nok aldrig kunne sige nok undskyldninger til at det ville gøre det godt igen. Der var nok intet der nogensinde ville kunne rette oppå det - andet end, måske, at være der for hans søskende igen. Som han gerne ville... Hvis de da ville have ham ind i deres liv igen. Han gad bare ikke være låst fast i den rolle han havde haft dengang, igen - hvor han virkelig havde ageret mere far end storebror. Haft lige så meget ansvar for at opdrage dem som deres mor havde haft, selvom han havde været så ung.

Luca kiggede brat op og over på døren da han hørte stemmen, og sukkede. "Yeah yeah, I'm coming, don't worry," kaldte han tilbage ud gennem døren, og tog derpå endnu en stor tår af sit glas whiskey, tømte det næsten helt. Men også kun næsten.

Han løftede let spørgende et øjenbryn da Jrue spurgte om han havde nogen penge. "I do. More than I need. You're in money trouble?" spurgte han så, før han tilføjede, "... If housing's a problem, too... I... Well, I do have a spare guest room in my house. If you ever need some place to crash. You'd be free to use my pool as you wish, too, of course..." virkelig, næsten hvad end Jrue ville have, og havde brug for... Hvis han kunne give ham det eller tilbyde hjælp med det, så ville han. Mens han ventede på svar, gik han hurtigt rettet sit tøj til igen - det sad ikke så pænt som det havde gjort før, efter deres mindre slåskamp ude på scenen, og det skulle gerne sidde pænt igen før han gik derud igen.

Jrue rynkede næsen af sin brors venlighed. Lidt kontanter kunne han godt tage imod, men ikke tale om at han ville bevæge sig ind på Lucas territorie. Han skulle ikke have muligheden for at give så meget tilbage. Blive kvit. Jrue nød at kunne varme sig ved tanken om, at fyren skulle svælge i sin egen skyldfølelse til den dag, han døde.
Selvom en rigtig seng at sove i lød ret fantastisk... Og en pool til at undgå dehydrering i stedet for at snigdyppe sig i, hvilket vand man nu lige havde mulighed for.
"I'd rather live in a dumpster," mumlede han bare  irritabelt, inden han nåede at skifte mening, og trådte væk fra stolen, "so, about those money..." Jrue fugtede sin underlæbe og iagttog Luca, som han bevægede sig hen for at stille flasken ovenpå køleskabet. "Can I have them now? I need to get outta here, I gotta meet someone." Var tæt på at tilføje, han oveni det heller ikke kunne holde ud at skulle lytte til den lortemusik, Luca spillede, men lod være i frygt for ikke at få pengene alligevel. Jrue havde egentlig aldrig været særlig fikseret på penge - udover når de lå foran ham og lokkede. Og han allerede havde udset sig, hvad han ville bruge dem på.
Han så ikke væk fra Luca. Med hovmodighed, utålmodighed og en anelse desperation i de blå øjne.

Det undrede skam ikke Luca at Jrue ikke ville tage imod mere end hvad han bad om. Men nu ville han også bare give ham muligheden - vise ham at døren var åben, så at sige, det var bare Jrue's valg om han gad have en bror i sit liv igen eller ej. Han ville skam ikke presse sig på - ikke med det han selv havde gjort førhen, så havde han så absolut ikke retten til at gøre det, eller agere storebror medmindre Jrue viste udtryk for gerne at ville have en bror igen.

Luca sukkede. "I don't have any cash on me right now. You can get whatever I get from this gig, though - they pay me in cash here, contrary to most other places. So either you can get them here, in half an hour, or, if you have a paypal or something, I can transfer the money right here, right now." han gav ham de valgmuligheder der nu engang var - han hadede selv at gå rundt med kontanter, så derfor var det kun efter mindre gigs som denne, at han blev betalt kontant, alt fra tournéerne gik direkte ind på hans konto istedet, ligesom royalties også gjorde.

//undskyld den blev lidt kortere...

Jrue skjulte ikke irritationen i sit ansigt og åbnede da også munden for at svare hovmodigt igen - men endte blot med et muggent suk med tilhørende øjenrul, "fine, I'll wait." Det var ikke lige sådan med Paypal eller Mobilepay, når man ikke havde noget betalingskort. Han havde haft. Engang. Fik det stjålet i Spanien. Eller var det Portugal? Det var i sidste ende ligegyldigt, for det var for besværligt og tidskrævende at få et nyt.
Jrue greb en ny flaske fra køleskabet - denne gang bare en øl, "but I'mma stay right here. Your groupies are assholes and it smells like piss out there. So go, play your stupid show." Og før han vidste af det, var han tilbage på stolen med øllen lukket op ved hjælp af sin lighter, og en utålmodig aura hængende over sig. "No encores," blev der tilføjet inden den første tår.

//Lige over :'D

Luca kiggede blot på ham med et løftet øjenbryn da Jrue noget så tydeligt skulle til at sige noget mega flabet tilbage - han var vel ikke en lillebror for ingenting. Men han fortsatte da ikke med det, kom måske på bedre tanker om ikke at sige for meget når han nu alligevel blev lovet de penge han ville have? "Alright." he then said, and just one last time, checked his makeup in the mirror by the door, before be opened the door to get out on the small stage again.

"Besides the song you interrupted, I was only missing the encore - so yes, encore. Which I'll go play, now." Luca simply said, then sighed, before he put his facade back on when he went to the stage, and continued with his song 'Ribcage', followed up by 'Soul Like Me'. Once both songs were finished, he went off stage, and over to the club's owner, who gave him his salary for this night, along with the tips they had received on his behalf. When he got back into the green room, he looked over at Jrue, and held out the money to him - a rather decent amount for how few people were at this club, actually. Mainly because they'd had to pay him more recently, as his band got more famous, and with it, he did, too, of course. "Here you go."

//Sangene: Ribcage, Soul Like Me

Jrue så gnavent hen på Luca over det usamarbejdsvillige svar, og fulgte ham fortsat med blikket, indtil sirenen blev efterladt alene i lokalet. Der blev pludselig så stille. Kun den dæmpede lyd af fest bag døren. Fulde mennesker larmede. Musikken overdøvede dog snart lyden af råb, skrig og grin.
"Uhm, excuse me, I was, like, only missing the encore. I'll go, like, play it right now. Like, yeah," gjorde Jrue stille nar af sin brors sætning til sig selv, som han var smuttet hen til, hvad han regnede med var bandmedlemmernes jakker. Tjekkede lommerne igennem efter kontanter. Chancen for, at han mødte de gutter igen, var alligevel minimale. Desværre var der kun lommefnuller og småmønter at finde. 4 pund kunne man ikke få meget for.

Jrue gik ellers bare lidt rundt om sig selv. Kiggede på rummets detaljer. Billederne på væggen af kunstnere, der havde spillet på scenen. Det store, fedtede spejl på væggen. Tomme flasker i hjørnet. Askebægeret, der overtalte sirenen til at tænde en smøg.
Stilheden blev atter brudt, da døren gik op, og pengene kom på bordet - ikke i bogstavelig forstand.
Jrue kneb øjnene lidt sammen, nærmest mistroisk, af bundtet, inden han i en let bevægelse snuppede dem med et sarkastisk, "what a hero."
Som han stod der og lod som om, han talte pengene, overvejede han faktisk at sige noget ordentligt. Ikke at Luca fortjente det, men hvis det var sidste gang, de så hinanden, ville en fuckfinger i ansigtet alligevel være aggressivt nok. De var trods alt... Brødre.
Men netop som han havde samlet sig modet, gik døren atter op, og en gruppe trådte ind. Bandmedlemmer, formodede han. Og modet skrumpede for til sidst at forsvinde ud i intetheden.
Så sirenen skar en grimasse og sendte sin bror et sidste blik, inden han forsvandt ud af rummet, gennem hoben af mennesker, der heldigvis ikke kommenterede på hans tidligere vredesstunt, og videre ud i verden.

//ude