▽ Sugar coated - well it works! (Jrue)

Det var ikke fordi der var helt ro i gaderne. Folk var stadig rystet. Ingen gik rundt uden at have øjne og øre med sig i alle retninger. Hvilket var forståeligt. Det var ikke længe siden at der igen var blevet lukket op for muligheden for faktisk at gå rundt på gaden, men stadig lidt tid siden. Byen havde været lukket helt ned i hvad der føltes som en evighed. Vito havde klaret den i sin lejlighed. Men han kunne efterhånden også godt mærke at han længdes efter mere end sit eget selskab. Han længdes efter sin mage, som han ikke havde set i alt for lang tid. En ting var at være i samme rum og stadig have en trang til at være tættere - ligge ved siden af ham og stadig have en trang til at være tættere. Der var faktisk ikke noget tidspunkt hvor han ikke følte et behov for nærmest at gå i et med fyrens krop. Uheldigvis var han væk. Vito anede ikke hvor han var - han anede ikke hvor han kunne finde ham. Kunne kun håbe, tigge og be til at han var okay. Den eneste gode ting ved det hele var at han for en gangs skyld havde sit blod for sig selv. Han skulle ikke være bange for at vågne op med et sæt tænder dybt begravet i sin hals. Selvom.. meget mod hans vilje - så var det nærmest at foretrække frem for lidelsen i at undvære ham. Han havde brug for sin mage. Han rystede kort på hovedet og forsøgte at slå tankerne væk fra emnet. Det var svært, men han kunne ikke blive ved med at fare rundt i samme tankegang. Han havde både et liv og et arbejde at koncentrere sig om. Dagligdagen var vendt tilbage - hvilket betød at han måtte falde ind i det gamle mønster.

Vejret var ikke ligefrem til at råbe hurra for - det blæste en bidende kulde mens det så ud til at blive regn - sne måske? Det var svært at sige for vinden gjorde at man ikke helt kunne finde ud af hvor varmt eller koldt det faktisk var. Han spadserede ned af en gade i gågaden hvor der havde overlevet hele epidimien af zombier var ved at lukke butikkerne ned efter dagens arbejde. På trods af at at der var gået en sjat tid, så var stemningen over det hele stadig tung. Vito havde dog heldigvis tænkt sig at ændre sit eget humør væk fra skyggerne. Hvad end der kunne få et smil frem her og der. Delte ud af gode gerninger. En herreløs hund havde fået resterne af en bakke pomfritter og noget fisk han havde købt længere nede af gaden, men meget hurtigt mistet lysten til at spise da han havde opdaget en pandekagebod som ærligtalt var meget mere fristende. Heldigvis virkede det ikke til at være et af de steder der lukkede med det samme, så han var med det samme trådt derhen for at bestille. Men udvalget var noget værre noget at vælge imellem. Chokolade og kokos, men skulle der også banan i? Var nutella det bedre valg end normal chokolade sovs? Helt sikkert - hasselnødder var heller ikke en dårlig ting, måske var det nærmest bedre end kokos. Men caramel og peanuts lød også som en udsædvanlig men helt igennem fantastisk kombination. Han kløede sig kort lidt på hagen før han så bare rystede lidt på hovedet. " Make a decision Vito.. " mumlede han lavt for sig selv.
" Maybe just - some hot chocolate for a starter. " Sagde han så endelig til damen der smilede - på trods af tydeligt at kæmpe med tålmodigheden. Den lille heks stod et øjeblik og forsøgte at tælle sine småpenge men ende så bare med at finde sin mobil frem - mobilepay - hundrede gange nemmere. Det slog ham pludselig at det var en oplagt mulighed bare at købe to. Han kunne se om han kunne spise det selv - ellers give den anden til en som helt sikkert ville nyde den lige så meget som han selv. Mon ikke der var sådan en person et sted? Han skævede kort rundt på gaden mens hans tanker fossede i alle retninger igen.
" Sir.. Your chocolate. " lød det fra kvinden og Vito snuppede hurtigt koppen før han så bare bestilte to, nej tre - han endte i sidste ende op med at købe fire pandekager. Betalte og trådte væk. " Have a nice evening! " lød det hurtigt fra ham som han fortsatte, men stoppede op - kun for at glo lidt på pandekagerne i hans hænder. Ikke gennemtænkt, han kunne ikke spise og drikke på samme tid. Hvorfor var det lige han havde købt så meget?

Påklædning:

Jrue havde ikke været i byen i mere end et par dage, før han var blevet enig med sig selv om, at det var noget af et hul. Åbenbart havde der været en eller anden form for epidemi, der havde skabt en del kaos, lige før hans ankomst, men ærlig talt så var det ikke en undskyldning for at lade alting ligge og flyde på den måde. Han var ikke et ordensmenneske og blev det nok aldrig, men til gengæld havde han udforsket massevis af forskellige europæiske byer - og aldrig havde han set så stor en svinesti.
Den kun lige overståede situation resulterede også i, at det ikke var helt let at finde steder at sove. Eller rettere; at finde personer at sove hos. De fleste var påvirkede og brugte tiden på at besøge og tjekke op på deres elskede og bekendte. En fremmed som Jrue var kun i vejen. Det var det værst tænkelige tidspunkt at være kommet på.
Natten inden var blevet til en lur på togstationen, inden en vagt havde smidt ham ud. Så på en parkeringsplads fyldt med bumser, der også lå og sov - de havde dog alle soveposer, små telte eller dynejakker. Jrue var på skideren og havde ikke kunnet gøre andet end at tage fem lag tøj på og bede til, at det stærke immunforsvar ikke tog sig en pause den nat. Heldigvis var han ikke vågnet forkølet - bare lidt stiv i kroppen.

Sirenen havde taget sig en tur ned Gaias gågade, inden hans knurrende mave fik ham til at dreje ind ved et pitstop ved en af de utallige bænke, der stod linet op. Der var heldigvis masser af dem ledige - folk gad ikke være ude i det blæsevejr.
Han gned hænderne mod hinanden og pustede sin varme ånde ind mellem håndfladerne for at varme dem op. Tog en dyb indånding og skævede hen mod noget, der duftede godt. En bod. Pandekager så det ud til - de virkede til at sælge godt i det kølige vejr.
Jrue så frem for sig igen og lod endnu et varmt åndedrag danse henover hænderne, inden han trak en cigaret op og stak den i mundevigen som et forsøg på erstatning af føde. Det gik dog snart op for sirenen, at den ikke var til at tænde i det vejr, uanset hvor meget hans hænder forsøgte at blokere for vinden.
"Come fuckin' on..." mumlede han lavmældt ud af den frie mundvige og lod kun blikket forlade de få gnister, lighteren formåede at lave, for at rulle med øjnene.

Han stod et øjeblik og forsøgte at finde ud af hvilken en af pandekagerne der var hvad i. Det hele var blevet lidt for meget lige pludselig. Det var derfor man ikke skulle tage impulsive beslutninger når man blev stresset. Han kunne jo ende med at købe hele boden og pludselig stå med en kikset hat og tvunget smil om læberne. Selvom han normalt aldrig rigtig tvang smil frem, de kom rimelig naturligt. Han var måske bare af natur et ret glad væsen - også selvom der var en del der ikke helt var til at smile over i hans liv. Og dog, dette øjeblik - varm kakao og favnen fuld af pandekager - det var et drømme scenarie.
Han sippede kort lidt til sin kakao men lod så blikket flakke lidt mod en gut der stod ikke langt fra ham - tydeligt med problemer med en lighter. Vito overvejede det et øjeblik før han så bare trådte lidt tættere på. " Here.. Let me.." Sagde han hurtigt med et lille smil og snuppede lighteren, kun for kort at mumle et par utydelige ord og kort efter holdt lighteren en flamme - overraskende stille flamme taget i betragtning af det blæsende vejr. Han holdt den så bare op ved fyrens smøg. Men kun et øjeblik der lige var nok til at tænde smøgen inden han selv nær havde tabt pandekager og kakao på jorden. " Shit... " mumlede han kort og rettede på tingene mellem sine hænder før han lidt lidt kejtet fik rakt lighteren tilbage mod fyren.

Han fik sig endelig rettet op før han så bare fik taget endnu et kig på fyren. Overvejede det nærmest ikke før han bare fik spyttet ord ud. " Do you want a pancake? I kinda went overboard for a second and I'm no where near capable of eating all of them myself. " Sagde han så lidt før han kort lod blikket flakke ned mod pandekagerne. " Chocolate and coconut, nutella and banana, salty peanut and caramel.. Aaand ugh.. " han fumlede et øjeblik før han trak lidt på den ene skulder. " white chocolate and raspberry.. " han rynkede kort panden lidt. " Wait did I buy that? Sounds freaking good.. " mumlede han så bare før han rettede blikket tilbage mod fyren. " Pick whatever you want. " Han sendte ham et øjeblik efter et smil. - Hvor kejtet han så end kunne virke - forvirret måske også. Det var han også, ingen tvivl. Det var en af de dage hvor der foregik en masse simpelt fordi det var hvad tankerne lige ville. Der blev ikke rigtig overvejet mere end nødvendigt - også alligevel alt for meget. Præcis grunden til at han var end op med favnen fuld af mad.

Jrue knurrede lavmældt af hvor svært, det var at få cigaretten tændt, og lod den rulle ind på midten af læberne for at få mere kontrol over den - hvis den fløj ud af munden på ham, ville han da først miste besindelsen.
Siddende mellem de forreste under - og overtænder, var de let blottede for fyren, der førhen havde stået ved pandekageboden og nu var endt henne hos Jrue. Sirenen nåede hverken at svare eller reagere, inden fyren gav sig til at hjælpe - ikke at han havde tænkt sig at protestere. Hvad end det var for nogle heksekunster, han havde gang i, virkede det, og fascinerede Jrue, hvis blik langsomt var gledet fra fyrens øjne, til læberne og til sidst ned på flammen, de havde kreeret.
Han lukkede atter læberne sammen om det gullige filter og sugede en god portion røg ned i lungerne, der lige så hurtigt var ude igen og snart forsvundet helt. Sjovt, som det fungerede - sug, hold, pust ud, forsvind. Gentag, gentag, gentag, indtil lungerne var skrumpet ind til små, sorte rosiner, der ikke kunne bruges til andet end at blive udstillet til unge mennesker, der skulle belæres om farerne ved at ryge. Ak ja.

Og mens Jrue følte det første - og dermed altid det bedste - sug, falmede fyrens redningselegance, da en favnfuld pandekager, der ville kunne fodre en hel børnehaveklasse, var ved at ende på jorden. "Smooth," lød det sarkastisk fra sirenen, der dog passede på med ikke at lyde for ondskabsfuld overfor personen, der netop havde hjulpet ham, og pustede endnu en omgang røg ud af mundvigen, der havde formet sig et lille smil i. Han åbnede atter munden på klem for at takke for ilden, da fyren kom ham i forekøbet med en forespørgsel om at tage en af pandekagerne. Forespørgsmål, tilbud, gave - hvad man nu end valgte at kalde det. Jrue havde i hvert fald på fornemmelsen, at hvis han ikke tog imod pandekagen, endte den på jorden og blev aftensmad for en flok fede duer.
Der var nok at vælge imellem, men selvom de alle afgav en sød aroma, rakte Jrue ud efter den ene ting, han ikke var blevet tilbudt; den varme kakao. Pandekager fyldte ham ikke op, det gjorde kød, og hvis han skulle være helt ærlig, var han også mere kold, end han var sulten.
"Thanks," lød det selvtilfredst fra den flabet smilende sirene, der i et par sekunder nød varmen fra koppen, inden han tog en tår af den varme drik, der brændte i ganen - men på en god måde. Den var lavet på mælk, men det var okay. Jrue havde for kun kort tid forinden dyppet ansigtet i vandet fra en fontæne, hvilket det våde, tilbagekørte hår gjorde tydeligt.
Han lod sig et øjeblik nyde temperaturskiftet, inden den hjælpsomme fyr fik revet opmærksomheden til sig igen, "you're kind of an oddball, aren't you?" og Jrues ene øjenbryn hævede sig i en spørgende mine, inden et nyt spørgsmål fulgte efter, "what's your name?" Han var ikke helt sikker på, hvorfor han var interesseret i fyrens navn, men sådan lå landet nu, så nu ville han vide det.

Selv hvis han ikke havde været halv diffus for oven, så havde han nok bare børstet det af sig - altså det faktum at der var en del sarkasme at finde i fyren han netop havde taget kontakt til. Vito tog det ikke så tungt, så længe man ikke var decideret ond eller sådan noget overfor ham eller dem han holdt af, eller andre for den sags skyld.
" When you think about it - lighting someones cigarette somewhat makes me a part of your dying progress.. It's kinda sad, maybe I should actually apologize for helping. " Sagde han så bare lidt før han kort lod blikket flakke mod den kakao der helt fint blev fjernet fra hans hånd og ført over i en andens. Han stod et øjeblik på nippet til at være en smule måbende. Før han så bare smilede lidt skævt, kun for at trække på den ene skulder et sekund senere. " Sure - the chocolate milk is also shareable. " Sagde han så bare. Dog havde det gjort det en del nemmere at finde den pandekage han selv ville have nu hvor han ikke længere skulle koncentrere sig om at holde om en varm kop. Han besluttede sig for den med hvid chokolade og hindbær - for det havde lydt mere end bare lækkert alle de gange han efterfølgende havde gentaget det for sig selv oppe i hovedet. Han tog lidt en bid og skævede mod fyren.
" My name.. " han holdt en pause for ikke at være alt for ucharmerende og fortsætte sin sætning for meget med munden fuld af pandekage. Han rettede sig kort lidt op før han nikkede et par gange. " My name is Vito. " Sagde han så bare kort og lod et lille smil finde vejen frem over hans læber. " And yours? If I may ask.. " Han lod kort hovedet tilte et par milimeter på skrå før han lod blikket glide over fyrens ansigt - måske egentlig nok en smule betragtende, også selvom han stoppede så snart han tog sig selv i det. Men hey.. Han var en flot fyr okay.

" You sure you don't want a pancake? I'll even let you have two.. I don't know what went down. My tastebuds spoke before I had the chance to stop the madness. Who buys four pancakes anyway? " Han tog endnu en bid før han så kort rynkede panden lidt da det egentlig gik op for ham hvad det var fyren helt præcis havde sagt til ham. Varmen blussede op i hans kinder " Oddball - Maybe I am.. " Han kneb kort øjnene sammen før han så bare rystede lidt på hovedet og forsøgte at ryste det af sig. Men der var nok i sidste ende noget om hvad der blev sagt. Helt den fine linje kunne han nok ikke træde på.

Jrue rynkede brynene af Vitos kommentar om cigaretten men kunne ikke holde et lavmældt grin tilbage af det. Interessant måde at se det på - han havde vel lidt ret. På en eller anden underlig måde.
"Vito, huh?" gentog sirenen spørgende. Han havde hørt det navn utallige gange, tilbage i Italien, men det var efterhånden lang tid siden, så det var næsten underligt at høre det igen. Vito... "I'm Jrue but- jus' call me Jay." Hans eget navn lød ikke italiensk overhovedet, hvilket altid havde undret ham, når både hans bror og søster havde fået klassiske, italienske navne. Havde aldrig spurgt sin mor ind til hvorfor, men hun havde vel sine grunde. I sidste ende var det vel også ligemeget, hvad man hed.
Jrue havde netop indhaleret endnu en mundfuld røg, da pandekageforespørgslen dukkede op igen og fik endnu en latter frem over hans læber. "Well, you, obviously."

Blikket fandt ned på pandekagerne, som en plan begyndte at forme sig i hans hoved. Vito virkede som en god fyr - måske lidt for god endda - og sådan nogle var ofte nemme at overtale. Jrue havde brug for et sted at sove, og Vito lignede ikke en hjemløs. Og hvis han havde penge til mad, måtte han næsten også have penge til et sted at bo. Med en seng. En blød, blød seng.
Planen blev sat igang, som Jrue overtog to af pandekagerne - ikke for at spise dem, men blot som en undskyldning for at snakke lidt længere med fyren og forhåbentlig vise sin venlige side. "So, where are you heading?" spurgte sirenen, der alligevel tog en bid af den ene pandekage, selvom smagen var alt for latterlig sød for hans smagsløg. Chokolade.
Han rykkede kruset hen i den anden hånd for at have rygerhånden fri og ikke blot lade vinden æde cigaretten helt. "'Vito' sounds italian. I'm from Italy, I should know. Do you have any italian in you?" spurgte Jrue tænksomt med sammenknebne øjne og lod ikke Vito svare, inden han tilføjede, "do you want some italian in you?" med et smil, han ikke selv var sikker på om var drillende, flirtende eller bare decideret slesk. Måske ikke den smarteste måde at gøre sig til for en fremmed.

" Jrue - if its Jrue, then why Jay? " Spurgte han så bare lidt. Ikke fordi kaldenavne var unormalt, det var vel næsten mere normalt at blive kaldt noget man egentlig slet ikke hed, men for det meste kom det sig af tætte venner eller fejl når folk skulle udtale hvad end man hed. Ikke at det var et problem Vito havde, hans navn var rimelig lige til - selv hvis man kom et sted fra med en sær dialekt. Oh well - han behøvede vel ikke stille spørgsmålstegn ved det. Det var jo ikke ligefrem fordi der blev gjort det ved han selv. Hvert fald ikke helt - måske et kort hint mod det, men ikke helt. Vito overtænkte ting og måtte hurtigt slå det ud af hovedet inden det endte med at være det hans tanker frøs i for evigt, mens han blik bare var rettet mod fyrens ansigt. Det kunne meget hurtigt gå hen og blive bare en smule uhyggeligt.

Vito spiste lidt mere af sin pandekage - det blev jo lettere og lettere at holde styr på tingene han havde i hænderne. To pandekager tilbage, dem kunne han uden tvivl sagtens få spist selv - især hvis den anden smagte bare halvt så godt som den han havde tænderne i nu. " Uh.." han overvejede det kort et sekund, ærligt så havde han glemt hvor han egentlig var på vej hen - hjem måske? Havde han ikke lige været på arbejde? Jo.. det mente han vidst han havde. " Just home I guess.. " Sagde han så bare et øjeblik efter før han kort trak lidt på den ene skulder. " Nothing to exciting " han rystede kort på hovedet, dog med et lille grin som falmede og mest endte som et halv skævt smil. Hans pandekage blev endnu en bid mindre - men kun for diskret at måtte skjule det faktum at han nær havde fået det galt i halsen ved fyrens ord. Han brugte et kort øjeblik på at tyde hvor bevidst det var at ordene var flødet ud over hans læber præcis som de var. Dog virkede han ret oprigtig i hans ord og Vito måtte igen lide under den varme der steg ham til hovedet og gjorde hans allerede røde kinder på grund af kulden, endnu mere røde. Måbende, endnu engang - hvad var der med ord i dag? Tydeligvis ingenting. Han rystede så bare kort lidt på hovedet.
" Well I like Italian.. " fik han så sagt, men fortrød det med det samme og skar en grimasse før han så bare rystede lidt på hovedet af sig selv. Lukkede øjnene et par sekunder kun for at åbne dem igen og tage en bid af sin pandekage. Han kunne da heller ingenting lige nu. Hvem sagde også sådan noget til fremmede? Vito skævede kort lidt mod fyren overvejede det et kort sekund før han skævede lidt ned af vejen, også tilbage mod fyren. " I'm.. gonna go now - mhmm.. " Sagde han så lidt og trådte et par skridt i den ene retning, så endnu et før han så alligevel stoppede en smule op igen. " Where in Italy tho`? " spurgte han så lige hurtigt, dog stadig nærmest på vej væk. Han burde ikke sludre længere nu, han var jo trods alt på vej hjem.

"Jrue. With a 'J'. So 'Jay," blev der hastigt forklaret. Jrue havde fået stillet det nøjagtigt samme spørgsmål en milliard gange og var nået til konklusionen, at denne måde var den hurtigste at forklare det på. Ingen grund til en dybdegående analyse af, hvorfor han foretrak 'Jay' frem 'Jrue'. Sådan var det bare.
Vitos svar var heldigvis, som han havde håbet. Han skulle hjem. Altså, VAR der et hjem. Mindre heldigt var det dog, at fyren ikke virkede særlig imponeret af sirenens forsøg på at været sjov, og Jrue slugte en klump i desperation, da fyren gav sig til at gå. Idiot - det var en perfekt mulighed og slet ikke tidspunktet til at være upassende på.
Heldigvis gav Vito ham én chance til. Måske ikke en decideret chance, i teorien var han stadig godt på vej væk, men så længe Jrue fik en mulighed for at snakke, kunne det stadig godt lykkedes. "Sicily," svarede han og brugte et par sekunder på at overveje, hvad det kunne følges op med, inden han luntede op på siden af Vito.
"You ever had a sicilian pizza before?," han endte op foran fyren og fortsatte baglæns for ikke at stoppe ham helt og potentielt virke truende - sådan noget gav ikke gode point i bogen, "it's like a regular pizza except square and with a slightly thicker crust. They don't serve 'em a lot of places, it's actually really sad." Var han for meget? For irriterende? For pressende? Nej, han blev nødt til at presse på med fyren her, ellers slap han væk.

Jrue stoppede endelig op foran Vito - truende eller ej, ville han ende med at falde, hvis han fortsatte med at gå baglæns på den måde. Det ville måske også være smart. At komme nok til skade til, at fyren fik ondt af ham og lod ham hvile i sit hjem. Men som det så ud nu, behøvede han ikke synke så lavt... endnu.
"Okay, so I know I'm all scary and tatted up and inappropriate. But-!" han ville løfte fingeren men endte blot med at hæve den snart nedbrændte cigaret op i øjenhøjde. Sendte så Vito det varmeste smil, han kunne formå at ruske frem, "I make a killer sicilian pizza and I wanna make one for you. Come on, let me pay you back for being so nice to me. You may be an oddball but you also seem like a really, really cool, guy who could really, really eat some pizza."

" Oh... Jay it is then.. " Sagde han så bare kort. Ikke at han regnede med at få meget brug for det. Nu hvor hans plan alligevel havde ændret sig til at tage hjem. Og han ikke regnede med at skulle sludre meget længere med fyren. Han var kommet af med pandekager - gjort en god gerning kunne man vel sige. Hvis altså fyren var enig i det. Vito nikkede kort lidt nogle gange. " Sicily - cool, I've been there before. " Sagde han så lidt og skulle til at gå videre, men sænkede farten lidt da det ikke helt virkede som om at Jay var enig i at Vito smuttede med det samme.
" Sooo like a square deep pan pizza? " Han lod hovedet glide lidt på skrå, lidt tænkende - overvejende men måske egentlig også lidt spørgende. Pizza var aldrig dårligt - men han kunne ikke sige om han havde smagt lige præcis den pizza. Han havde i sidste ende nok indtaget langt større mængder af pasta da han levede i italien end pizza. Det var billigere og hurtigere at lave selv.

Vito stoppede helt op - han følte sig egentlig ikke truet eller noget. Måske nok nærmere bare en smule forskrækket - kun på grund af hvad han før havde sagt, men når han tænkte videre over det kunne det jo sagtens bare have været en uheldig fejl i formulering. " Well yea.. " sagde han så bare kort og nippede kort lidt til pandekagen før han trak lidt på den ene skulder. Det havde været ret ved siden af at sige sådan noget - tatoveringerne gjorde dog ingenting. Selvom der måske var noget om det når det hurtigt kunne give et lidt mere 'hårdt' udtryk.
" You wanna make me a pizza? " Han rynkede kort panden en smule før han skævede lidt mod pandekagerne i sine hænder. Han ville da ende med at trille rundt med de mængder mad der skulle indtages på så kort tid. Alligevel nikkede han så bare et par gange. " Cool - I'm not complaining about that. I might - I could, maybe actually always eat pizza. Yea. So where are we headed? " Det var ikke fordi hans egen lejlighed var den første tanke han fik. Fyren inviterede jo nærmest - det måtte vel betyde at der var et andet sted at tage hen. Selv hvis det var fordi han kendte ejeren af et pizzaria i nærheden han lige kunne nuppe en plads i køkkenet ved. Måske lades som om han lavede en epic pizza - bare for at være venlig, eller imponere - være venlig.. Yea venlighed måtte det være, hvem ville i sidste ende forsøge at imponere Vito. Han rettede sig kort lidt op og tog en lille bid af sin pandekage.
" Why did you move from Italy? " Spurgte han så bare et par sekunder senere. Han stillede sig selv selv samme spørgsmål hver dag - det kunne dog være fyren her havde en bedre grund end hvad Vito normalt selv kom op med. " Unless ofcourse you still live there and are here for a visit or something? Are you? " Han bed sig kort i læben. Der var pludselig mange muligheder og intet af det var til at forudse.

"Uh, yeah. Kinda. Actually, it's more like a huge-ass focaccia," forklarede Jrue og tog det sidste hvæs af smøgen, inden gløden blev skubbet ud af den og landede på gågaden. Han var ikke sikker men havde alligevel lidt på fornemmelsen, at Vito var ved at blive vundet hen. Alle kunne vindes over med en god, gammeldags pizza. Og rigtignok accepterede fyren tilbuddet og sendte et veltilfredst smil henover sirenens læber.
"I'm a bit homeless at the moment so - your place it is." sagde Jrue så, som om det var det mest naturlige, selvom han godt selv var klar over, det var en lidt for ligefrem måde at invitere sig selv hjem til en person på. Rykkede sig til side med en håndbevægelse, der antydede, at Vito skulle vise vej.
"I... wanted to see the world," svarede han og begyndte lige så stille at gå. Et godt svar - det var halvt sandt, og så behøvede han ikke nævne sin familie. "And you?" blev spørgsmålet sendt tilbage, som Jrue smed skoddet ud i en skraldespand, de passerede, "you barely have any accent at all. When did you move here?" Hvis blot han blev ved med at snakke og virke interesseret, kunne det hæve sandsynligheden for, han kunne blive sovende uden de store problemer. Jrue kaldte det at 'flirte med en persons ego'. Den virkede hver gang. Folk elskede at snakke om sig selv og virke interessante.
Blæsten havde efterhånden tørret sirenens hår, der fløj omkring ham og blev ved med at falde ned i panden. Han tog en bid til af pandekagen. Kokos... ad.

" I guess you can't really get it wrong with that sort of pizza. " Sagde han så bare lidt med et halv skævt smil. Mere var der vidst ikke at tilføje til det. Men på den anden side - al pizza var godt, så hvis han blev skuffet måtte det være Jays evner i et køkken der virkelig lackede. Det kom en smule bag på Vito at fyren var hjemløs - han lignede ikke en hjemløs, hvordan man så end skulle se ud for at ligne sådan en. " Um.. My place it is then. " Sagde han så lidt efter lige at have vendt det i sit hoved et par gange. Det var der vel ingen fare ved - invitere en komplet fremmede hjem. Det havde han gjort før - forskellen var bare at han plejede at være rimelig fuld og med andre planer end pizza. Han kneb kort øjnene lidt sammen før han så bare trak lidt på den ene skulder og gik afsted mod sin lejlighed. Der var heldigvis slet ikke særlig langt, hvis man var god - og vidste hvilken retning men skulle kigge i - kunne man være heldig at skimte taget på bygningen. Det var lettere at finde gågaden når man stod deroppe end at finde bygningen hernede fra.

" The world - And how is that going? Disappointed yet? " - not det mest deprimerende spørgsmål man ville få fra Vito - men hey. Han havde ikke meget at råbe hurra over på det punkt. Han prøvede at se verden, men det var som om døre blev smækket i ansigtet hvor end man tog hen. Han savnede Italien.
Spørgsmålet røg dog tilbage. Måske man bare frem over kun skulle stille spørgsmål man med sikkerhed faktisk kunne svare på selv? Hmm.. " I don't know - I probably should've stayed.. " Sagde han så bare lidt før han lod blikket falde frem på gaden. Han gik ellers bare og spiste lidt af sine pandekager. Den ene var efterhånden helt væk, den anden havde han smagt lidt på. De smagte godt - det var en god pandekage bod, den måtte han støtte noget mere. Der var ikke så meget at fortælle - Vito var nok i sidste ende en af de personer der ikke så tit plaprede løs om sig selv. Han fandt ikke sig selv specielt spændende - dog var der ting han kunne tale om for evigt. En af dem var Italien, men det krævede de rette spørgsmål og han kunne drømme sig tilbage på få øjeblikke. " I can't promise that I have the most exciting options for pizza making.. " Sagde han så hurtigt og vendte blikket mod Jay. Vito havde for vane at handle en masse på alle tidspunkter. Leve af alt andet end hvad han havde købt og alligevel formåede køkkenet altid at være halv tomt. Også alligevel ikke - måske han bare altid kiggede i de forkerte skabe.

Jrue trak på skulderen og så frem efter at have ladet blikket skæve mod Vito lidt længere, end det var meningen, "it's not all horrible. I really liked Germany." Den optimistiske aura var et øjeblik forsvundet fra fyren, og Jrue var pludselig ikke sikker på, han var så let at læse, som han havde troet, alligevel. Måske var der en livstræt lille unge inde bag smilene. Ikke at det var hans problem eller noget, han skulle blande sig i. "Well. If you want my opinion," sagde han så uden at være blevet spurgt og holdte en kort dramatisk pause i form af en dyb indånding, "I'd say you fit in here quite nicely. A Gaia-guy." I et øjeblik var sirenen ikke sikker på, om han faktisk mente det eller stadig fedtede sig ind, men besluttede sig for ikke at tænke for meget over det.
Han hævede et øjenbryn og så på Vito, som om han lige havde sagt noget utroligt uintelligent, "oh, please. I'm italian. Give me an onion and I'll turn it into a pizza." Løftede koppen op og tog en tår af den nu knapt så glohede kakao, "don't worry about it." Sandheden var, at han håbede, han kunne snige sig udenom madlavningen. Jrue kunne godt lave en pizza, jo, men havde måske overdrevet sit kulinariske talent en anelse. Desuden var det meget sjovere at se andre lave mad for derefter at få det serveret.

Han rettede på sin rygsæks ene skulderrem og så frem igen. Var ikke en person, der som sådan holdte nogle genstande kær, men lige rygsækken - den var vigtig. Var 100% vandtæt og havde været møgdyr. Den havde rejst med ham rundt i Europa, overlevet de lange svømmeture og var en perfekt størrelse til ikke at være i vejen. Og så var den fyldt op med alt hans tøj, og det ville være en skam at miste det.
"So, you're a witch?" spurgte Jrue pludselig og slikkede smagen af kakao af mundvigen, inden hans blik vendte tilbage til Vito, "the flame-thing. It was cool. Do you know a lot of spells? Got anything you're- particularly good at?"

Det var ikke fordi Vito havde dømt fyren til at være kedelig men han blev alligevel mere og mere interessant for hvert øjeblik. På trods af sine måske halv upassende kommentarer. " Gaia-guy.. I can work with that " Sagde han så bare med et lille grin. Han rettede sig kort lidt op og drejede ned af en side gade som førte ned til lejligheds bygningen han boede i. Den var heldigvis rimelig intakt efter alt zombie postyret. " Okay okay okay! I believe you - But now my expectations is just way higher than for just a few seconds ago. " Sagde han så bare med et lille grin og rystede kort lidt på hovedet.

" I'm a witch yes. " Sagde han kort og overvejede det et øjeblik. " I know a few - but lately I've been way more into portals than usually." Sagde han så bare med et lille smil om læberne. Kun fordi han havde fundet ud af at det faktisk var noget han var god til. Han gjorde ved sine ord en bevægelse og lod hånden snuppe Jays hånd - kun for at trække ham med ind i en portal og kort efter stod de i lejligheden. Det var farligt at blive en doven heks - men hvem gad alligevel gå hele vejen op af trapperne når man havde muligheden for ikke at gøre det? Og hvis det var hans måde at kunne gøre noget lidt ud over det sædvanlige - som ikke var at dele sukkerholdige pandekager ud og virke som en forvirret galning, så var det hvad han måtte gøre. Også selvom han i sidste ende sikkert kunne komme med mange andre imponerende indput end at lave portaler og rejse fra det ene til det andet sted på meget kort tid. Desuden kunne han ikke rejse langt, han var stadig bare i den der øvelses process - men når han engang kunne, så havde han planer om at rejse langt mere rundt end fra gaden til sin lejlighed.
" Welcome - to.. what I honestly though was my way less messy apartment when I left.. " Sagde han så lidt og pillede kort lidt ved papiret til sin pandekage efter at have sluppet Jay igen. Der var ikke meget rodet - men lidt. Det var ikke oprydning han havde brugt de sidste par dage på. Nej bøgerne der flød ud over spisebordet var nok hvad der afslørede hans gøremål. Han havde forsøgt at finde sin mage. Men det var som om at hans magi på det punkt slet ikke havde tænkt sig at virke. Men ud over det så var lejligheden som den plejede. (Køkken)(Stue-ish)(sofa område)(Senge område)(Badeværelse)
" Bathroom that way and.. everything else - right here. " han gjorde kort lidt en bevægelse med sin arm før han skubbede sine sko af og trissede hen i køkkenet for at ligge den halvspiste pandekage.

Jrue hævede et øjenbryn, parat til at spørge mere ind til disse portaler, men inden muligheden meldte sig, havde Vito allerede skabt en portal foran dem, der med det samme fik hevet sirenens opmærksomhed til sig. Den fik tilsendt et hurtigt elevatorblik, "this is some serious-" inden han blev hevet med ind i den og med ét stod i en lejlighed, han måtte gå ud fra var Vitos, "... Harry Potter shit." Stadig lidt desorienteret efter rejsen, der var gået så hurtigt men alligevel havde gjort et indtryk, blev Jrue stående fastlåst på det sted, fyren nu havde valgt at efterlade ham.
"This ain't bad," sagde han så endelig med en stemme, der ikke lagde skjul på imponertheden. Hvis det her sted var rodet, skulle Vito ikke ønske at se den tilstand, sirenen havde efterladt utallige motelværelser i, "not bad at all." Pandekagerne og koppen blev placeret på puffen tættest på sengen, inden Jrue bevægede sig hen og så ud af vinduet. De var højt oppe. Kunne dette være en penthouselejlighed? "And I totally see why you didn't wanna take the stairs." Måske havde stedet en elevator, måske ikke. Uanset hvad ville han nok også selv misbruge sine portaler, hvis han kunne finde ud af sådan noget. Vito var undskyldt.

Han havde holdt den høflige facade kørende, så godt han nu kunne, i et stykke tid nu, og valgte at smide den fra sig lidt. Han var inde, og den var hjemme - sådan da. Hvis heksen ville smide ham ud nu, måtte han slæbe ham ned.
Jrue kastede sig baglæns ned i dobbeltsengen og udstødte et langt, tilfredsstillet suk, "gooooood..." Det var som at ligge på en sky efter de rædselsfulde bænke, og det var lige så sirenen kunne mærke sin ryg rette sig ud igen. Dette var en seng, han godt kunne se sig selv dase i i timevis, dagevis - ugevis. Lå et øjeblik sådan i stilhed og med øjnene lukket i, inden nysgerrigheden tog over og alligevel fik ham til at vende hovedet til siden for at nærstudere lejligheden. Den var ikke stor men perfekt til én person, og så indeholdte den en masse unødvendige ting og dimser, der for Jrue virkede lidt dumme, men også på sin vis passede ret godt til Vito. Særlige folk havde særlige ting.
"This is a forest..." kommenterede han og fik først nu skubbet skoene af ved hjælp af fødderne, så de landede på gulvtæppet med et blidt bump. Placerede den ene hånd bag hovedet og lod den anden hvile på sin mave, som emnet meget hurtigt blev skiftet, "hey, how far can those portals take you? Saaay - if I asked for a freshy baked croissant right now could you go grab one for me in France?"

Vitos blik landede på Jay før han så bare kort trak en smule på den ene skulder. Tja, det var vel egentlig okay - sammenlignet med hvad livet uden bolig kunne være. Og for den sags skyld hvad mange andre unge mennesker måtte trækkes med. Men Vito havde fast vellønnet arbejde og havde helt og aldeles intet at brokke sig over når det kom til det. Desuden var han rimelig god til at spare uden egentlig at behøve at gøre det.
" Harry Potter is waaaay cooler tho' " Fik han så hurtigt sagt med et lille smil om læberne. Han kunne ikke helt lade være med at snuppe den pandekage han ellers lige havde lagt fra sig og nippede lidt til den igen. Den smagte godt - og hvad der smagte godt måtte da spises med det samme. Det var svært at lade være hvert fald. " I mean - except for the wands - I'm pretty cool with being able to do magic without such one. " Sagde han så bare og rodede sig kort lidt i håret før han så bare lænede sig lidt mod køkkenbordet, dog flyttede hans blik sig ikke specielt meget fra Jay. Han forsøgte ikke at tage sig af noget - selvom han undrede sig en smule, men i al hemmelighed.

Han var stille et øjeblik som hans tanker spadserede i alverdens retninger. Og pandekagen blev mindre og mindre for hvert øjeblik. " Hm? " Han rettede blikket mod Jay igen og rettede sig kort lidt op før han så bare rystede lidt på hovedet med et lille grin. Han fik hurtigt tygget af munden.
" No no.. I wish, but I'm not at all that good with portals yet. I can travel just a few blocks away and back. Sometimes a little further than that but.. You now - practice makes perfect and I'm far from that. " Han kløede sig kort lidt i nakken før han så bare nikkede en smule. " But I do know a seriously amazing bakery just around the corner - I bet I could grab you a freshly baked croissant from there " Sagde han så bare med et lille grin. Han krøllede papiret sammen fra pandekagen da han havde taget en sidste bid, og fik det smidt ud i skraldespanden. Men trådte så bare lidt tættere mod sengen hvor Jay stadig var plantet.
" So - why don't you have a place to stay? Live? Whatever you may call it? " Spurgte han så bare med en oprigtig nysgerrighed omkring det. Vito kunne ikke forestille sig ikke at have et hjem. Han havde altid haft et eller andet sted han kunne kalde hjem, om det så var et værelse i et hus eller faktisk lejligheder eller huse. Aldrig nogensinde havde der ikke været et sted han kunne kalde hans.

Jrue flyttede sig uroligt rundt i sengen, mens han lyttede til Vitos svar. Ikke fordi den var ubehagelig, faktisk det komplet modsatte - det var svært at finde ud af hvilken position, der var allerbedst. "Meh, french food is overrated anyway," svarede han så bare henkastet og besluttede sig til sidst for at have hovedet hvilende udover fodenden. Så hen på Vito, der nu sammen med resten af lejligheden stod på hovedet.
"Weeell..." Jrue lod fingrene glide tilbage gennem håret og lod dem blive der, mens han overvejede det. Den lange historie ville bl.a. indeholde historien om, at han var svømmet afsted hjemmefra uden andet end sin rygsæk. Og uden penge var det svært at få steder at bo - og så var det jo heller ikke særlig belejligt, når man konstant rejste rundt, at skaffe sig et decideret hjem.
Den korte historie...
"Baby, it's called 'freeloading'," Jrue grinede af sin egen joke, og flyttede hænderne ned på maven. Kunne mærke blodet stige sig til hovedet, og besluttede sig at rulle om på maven, inden hovedpinen begyndte.

Han løftede sig op på albuerne og skiftede emnet, inden Vito ville kunne nå at blive alt for nysgerrig, "now, how do you afford this place? You're, like, 15. You work?" Sirenen kneb øjnene lidt sammen men satte sig så hurtigt op med ordene, "no, no, wait. Let me guess. I'm usually really good at reading people. Right, let's see..." Jrue trak benene ind i skrædderstilling og så indgående hen på Vito, nærstuderede krop og ansigt efter spor, der kunne afsløre noget om fyrens identitet. Men da der ikke var meget at gå efter, måtte han følge sin intuition.
"Okay, get this," Jrue rejste sig op fra det bløde underlag, spankulerede med dramatisk langsomhed hen til Vito og videre omkring, "you work with a lot of people. You- don't just sell stuff, you provide a service. Your work is quiet, no crazy stuff." Efter at have taget en omgang rundt om fyren, fortsatte han hen til køleskabet og åbnede det for at tjekke, om der var noget godt i. "And you're really talented at what you're doing. Get praised all the time," han vendte blikket tilbage på Vito uden at slippe køleskabsdøren og smilede selvsikkert, "am I right?"

" So you would prefer Italian food for breakfast? " Spurgte han så lidt og hævede kort lidt et bryn, dog med et halv skævt smil om læberne. Der var måske noget om det - og dog, der fandtes altså en del lækkert fransk mad. Men sådan var det bare i det hele taget, mad var ret lækkert lige meget hvilket land det stammede fra. Vito havde nok favoritter - græsk især, super lækkert.
" Freeloading? " Han kunne ikke helt lade være med at grine før han så bare rystede lidt på hovedet. " So that means you're totally cool with not having a place to stay? " Han lod hovedet glide en smule på skrå og overvejede det lidt. Det måtte være stressende, aldrig rigtig at vide hvor man skulle sove eller noget. En lille stemme begyndte at klukke i hovedet på Vito - gøre ham opmærksom på en masse ting han måske burde forudse. Var det nu han skulle begynde at få dårlig samvittighed hvis han havde forventninger om at Jay forsvandt fra lejligheden inden længe? Sende ham ud i kulden velvidende om at han faktisk skulle sove derude. Vito rynkede kort panden og kom først ud af sit tanke spind da Jay igen sagde noget.

"Excuse me? 15? " Han lod armene glide over kors - dog ikke fornærmet eller lignende, for der var alligevel det typiske lille smil om hans læber. En for sjov fornærmet grimasse. Han lod dog fyren tale færdig - lyttede til hvilket indtryk, udtryk? Der indtil videre var blevet læst fra Vito eksistens. Han forsøgte ikke at give udtryk for om Jay havde ret eller ej, selvom det måske var en smule tydeligt på Vito at hvad der blev sagt ikke var helt i den rigtige retning. Desuden var det enormt distraherende som han pludselig blev studeret til det mindste.
" Well.. Not exactly.. " - " But close enough, if you changed pretty much every part of it.. " Sagde han så bare med et kort lidt drillende smil. Han rettede sig kort lidt op før han kløede sig en smule i nakken.
" I do work with a lot of people - but I dont get praised and I believe that the stuff that I do - That if I was allowed telling you - you would find it crazy. " Han nikkede kort et par gange før han så bare overvejede det lidt. " My job is awful, well paid but awful.. " Sagde han så bare og rynkede kort panden lidt lidt. Hovedpine - det var alt hvad man fik ud af at tænke på det.
" So tell me - if you don't live anywhere. What is the coolest place you have been to? I mean - coolest people or coolest house? " Han lod hovedet glide lidt på skrå.

"Yeah, kind of," sagde Jrue blot med et træk på skulderen, skønt han hurtigt fortrød sin ligegyldighed omkring emnet. Det var netop tidspunkter som her, at man kunne få Vito til få ondt af ham. Af at han ikke havde et hjem og muligvis skulle sove udenfor i kulden i stedet for i den velplacerede og meget bløde dobbeltseng, der stod henne i det ene hjørne af lejligheden. Men mon ikke han fik muligheden or at trække emnet op igen.
"Whaaaat," lød det hæst fra sirenen, hvis blik var faldet tilbage på køleskabets indre og snart fik trukket en dåseøl og en pakke med spegepølse i skiver ud. Lukkede døren i med et skub fra hoften og vandrede tilbage mod Vito, der var godt igang med at fortælle om sit arbejde - selvom der ikke var meget at fortælle. "Allowed telling me? You're some kind of fed guy? Like an- FBI agent?" spurgte Jrue med et hævet øjenbryn og drillende smil, som han plantede sig på en af barstolene og begyndte at åbne pakken med spegepølse. Løftede kort en finger og tilføjede hurtigt, "no, wait, don't tell me. It's a secret." Det drilske smil var ligeså hurtigt tilbage, som det var forsvundet, og sirenens opmærksomhed blev snart stjålet af maden. Hev en skive af det lyserøde kødpålæg ud og stoppede det så ind i munden. Kød var lige hvad han trængte til.

Jrue overvejede spørgsmålet efter netop at have skilt det næste stykke i to med tænderne og lod med et tænksomt blik den tilbageværende halvdel dingle mellem tommel - og pegefinger. "Hmmm, I've been to a lot of cool places..." indrømmede han og kradsede sig langsomt i mundvigen. Der var masser af historier at fortælle om mennesker, steder og oplevelser, men sirenen valgte i sidste ende at misbruge spørgsmålet til få charmeret Vito nok til at kunne få en plads i hans seng i nat. "Probably this place. And you," den sidste halvdel blev smidt ind i munden, som Jrue sendte et smil, der egentlig virkede oprigtigt nok, hvis det ikke havde været for de sædvanlig kølige øjne, hen til Vito. Åbnede øllen med et højlydt 'tssssh!' og tog både den og spegepølsepakken med sig hen til sofaen, hvor han snart greb fyrens hovedtelefoner, der allerede var sat til en Ipod. Kæmpede en brav kamp med at kigge igennem musikplaylisten, holde øllen og samtidig spise, men det lykkedes overraskende nok. "What kind of shit is this? I did not expect this from you," Jrue rystede på hovedet og trykkede videre på playlisten, mens han med tænderne fangede et nyt stykke kødpølse. Tilføjede belærende, godt igang med at få pålægget trukket ind i munden med tungen, "'ou 'eed to 'isten to som' weal 'usic." Kun den ene halvdel af høretelefonerne dækkede for sirenens øre, mens den lå placeret lige foran, så han stadig ville kunne høre Vito, hvis han besluttede sig at svare igen - eller måske give ham ret.

Vito kunne ikke helt lade være med at smile lidt skævt over det. Heldigt at der i det mindste ikke blev spurgt yderligere indtil det med hans arbejde. Normalt havde det en tendens til at vække nysgerrigheden i alle. Dog ikke denne gang, hvilket faktisk var lidt en befrielse. Han var på trods af lang tids træning, ikke blevet den mindste smule bedre til at tale sig ud af det. Han fulgte fyren lidt med blikket, som han uden tvivl virkede til at føle sig hjemme. Det gjorde ingenting - Vito var meget gæstfri, indtil folk begyndte at smadre hans ting. Så var han knap så venlig en sjæl. Men selv der ville han nok gøre et enormt forsøg på at rette op på skaderne før vreden vendte sig mod en person.
Han lod så bare blikket hvile lidt mod pakken med spegepølse før det røg mod fyrens ansigt et øjeblik efter. Han kneb kort øjnene lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet. " Mh.. Right - 'So he said in such bitterness mockery' " sagde han så bare før han lænede sig lidt mod bordet, kun for kort at lade blikket glide lidt rundt. Der var intet imponerende eller sejt ved Vito og hans hjem - hvert fald ikke i følge i ham selv. Han var bare en simpel heks med en forkærlighed for planter.
" You know - There's bread if you want something for that.. " Sagde han så bare og nikkede kort med et lille grin. " Weren't you surpose to make me that delicious pizza of yours? Not that I'm actually that hungry - but you know.. " han trak kort lidt på den ene skulder, drillende dog. Han havde egentlig ikke rigtig appetit for noget lige nu, så det var slet ikke nødvendigt at der blev lavet pizza. Og det gjorde da ikke noget at Jrue hang ud her lidt.. hvor længe det så end kunne ende med at blive bekymrede nok først Vito når det gik op for ham at det var mere end en times tid. Okay - han tænkte over det allerede nu, men nævnte ikke noget.

" Hey! It's art - don't talk down art. " Sagde han hurtigt og rynkede panden. Han lod armene glide lidt over kors før han så bare rystede lidt på hovedet. Vitos musik var - well.. Måske ikke super interessant, men han lyttede alligevel sjældent, medmindre det pludselig var et af de øjeblikke hvor alt skulle høres. Eller til fester - hvor han selv ville mene det meste musik var forfærdeligt. Okay han var måske ikke meget bedre selv lige nu. " Well then show me what 'real music' is.. " Sagde han så bare kort. Han smuttede dog kort efter hen og snuppede en øl til sig selv. Det kunne der vel ikke være nogen indvendinger i. Det var trods alt ham der boede her og ligesom hans gæst kunne han tage hvad han ville.
" Unless you're about to blast out my hearing with something far out - then I'll consider expanding my as you can see very small music collection.. " Sagde han så lidt og var med det samme i gang med at gætte sig frem til hvilken slags musik Jrue måske egentlig lyttede til. Men han lignede lidt en der kunne være i alle retninger - også alligevel ikke. Men folk overraskede altid.