how do I find the dining room? - Aia

Tid: 11.55
Sted: Akademiets gange


Hvor var det dog en forbandet stor skole det her! Og hvor var der dog ufattelige mange mennesker!
Hun savnede sin gamle skole, hendes venner og den fantastiske følelse af noget velkendt! Det var hendes første dag, og der var ikke engang en af lærrene der havde taget sig tid til at vise hende rundt. Eller måske give hende et kort over dette ALT for store sted!

Hun gik rundt med sine bøger fra sidste time, og en seddel hvor der stod på hvilke lokaler hendes timer lå i. Hun håbede at den kunne bringe hende en smule tætte på hvor pokker hun skulle hen!
Det var også tæt på at hun opgav det. Så måtte hun jo bare gå i seng uden mad denne dag.
Hun var allerede gået glip af morgenmaden på grund af dette problem... men en HEL dag uden mad ville nok være for meget.

Humøret hos Aia var højere, end det normalt ville være, og hun følte sig underligt venlig. Selv ikke de mange mennesker omkring hende og alt kaosset generede hende. Hvad denne glæde skyldes havde hun dog ingen idé om.
Lidt fra sig så hun en pige, der så lige så fortabt ud, som hun havde været den første dag. Med sit største smil bevægede hun sig udenom alle skabningerne og indhentede hurtigt pigen. Blidt greb Aia hende i armen for at gøre opmærksom på sig selv. "Du ligner en der er faret vild," sagde hun venligt, "Har du brug for hjælp?"
Selv var hun på vej til spisesalen for at få noget mad, men selv om pigen skulle et andet sted hen end Aia selv, var hendes humør højt nok til at vise vej derhen.
Mens hun ventede på pigens svar, gav Aia sig til at studere hende nærmere. Kort, mørkt hår og en anelse mørkere hud end Aia's. Pigens udseende tydede på, at hun var i starten af tyverne. Aia gættede på 23.

Milla kunne mærke pp sig selv at hun blev mere og mere træt af det her sted! Hun savnede sine vennner og sin gamle skole! Hvorfor kunne hendes forældre ikke bare acceptere at Milla ikke var som hendes søskende.
Midt i al viavaret mærkede Mille en gibe fat i hendes arm. Hun vende blikket mod personen, og fik øje på en ung og utrolig smuk pige. Hun hørte hvad hun sagde og smilede lidt opgivende "ja meget gerne!.... Den her skole er virkelig stor" erkende hun. "jeg leder efter spisesalen...egentlig troede jeg at jeg bare kunne følge med mængen, men aå ford jeg vild.." selvom Milla ellers havde virkelig god stedsans, så forvirrede denne skole hende, og at der var så utroligt Mange mennesker.
Hun betragtede pigen en smile. Hun var virkelig smuk, langt lyst hår og en utrolig sart men smuk hud.
Hun rakte roligt sin hånd frem "forrasten så hedder jeg Milla.... Milla Rockluk" Rockluk var hendes familes efternavn, og der var en hel del der kende der... Desværre for Milla.
Egentig brøs hun sig slet ikke om at sige det.
Hendes smilie havde desværre ikke et særligt godt ry.

Den andens forklaring fik Aia til at grine indvendigt. At følge med mængden og komme hen hvor man ville var helt igennem umuligt på denne skole. "Man er nødt til at kende gangene på et sted så stort som dette," lo hun.
Den andens efternavn var ukendt for hende, men alligevel mente hun at have hørt det et sted før. "Jeg hedder Aia," smilede hun og begyndte at gå imod spisesalen med et blidt greb om den andens arm for ikke at miste hende.
"Du er ny her, ikke?" spurgte Aia, stadig smilende. Det lignede hende ikke at være så venlig, og da slet ikke over for fremmede, men hun var i alt for godt humør til at være utilnærmelig. Og hvis denne Milla var ny, havde hun brug for hjælp. Akademiet var et stort sted, og det var alt for nemt at fare vild, hvis man ikke vidste, hvor man skulle hen.

Milla grinte bare lidt "ja det fandt jeg ud af".
Milla ville normalt ikke lade en eller anden fremmed pige trække dig med. Men hende her virkede nu sød. Og hun virkede ikke til at Millas efternavn fik hende til at tænke nærmere over det..
Milla smilede da hun blev spurgt om hun var ny!
"er det så tydelligt" grinte hun. Hun havde nok set utrolig fortabt ud.
Og det havfe hun jo i virkeligheden også været!
Milla var ellers normalt ikke en der ville lade andre hjælpe sig! Det havde hun fpr meget stolthed til. Men nogle gange måtte man også bare erkende at man havde brug for hjælp.
"det er min første dag... Så det hele er lidt nyt" sagde hun med et smil "jeg er også hundesulten! Jeg fik ikke morgenmad fordi jeg også ledte efter spisesalen der"

Aia nikkede, da pigen spurgte, om det var tydeligt. "Du skal ikke tage dig af det, jeg har også været igennem det," lo hun.
Der var et øjebliks stilhed, før Aia stillede pigen et nyt spørgsmål. "Hvad er du helt præcist?" spurgte hun. Intuitionen sagde hende, at hendes nye ven var varulv eller formskifter, men hun kunne jo tage fejl. Næsten alle på akademiet var overnaturlige, og det var underligt at møde nogen, der ikke havde nogen evner overhovedet.
Det slog hende, at den nye måske blev en smule forvirret af hendes spørgsmål og forsatte hurtigt: "Selv er jeg formskifter." Det gjorde ikke noget hvis hun afslørede sin race overfor et menneske, de ville alligevel aldrig tro på overnaturlige evner. Det værste der kunne ske var, at pigen vendte sig om og gik.

Milla kunne ikke helt lade vær med at blive flov. Hun var ellers aldrig hjælpeløs men på dette gigantiske sted, der var det ikke nemt at finde rundt.
Hun så lidt overrasket på hende da hun spurgte hvad Milla egentlig var. Gad vide hvad hun mente.
Men det fik hun hurtigt svare på. Åh! Så denne pige var Formskifter, hun vidste ikke helt hvorfor men det fik hende til at smile lidt. Det var faktisk ikke ofte man mødte andre formskiftere som man ikke alleredde kende i forvejen.
Hun smilede lidt stort "Det er jeg også!" svarede hun.
Hun så sig lidt om. "men jeg fornemmer lidt at der er mange her på skolen der er overnaturlige... eller tager jeg fejl?" spurgte hun roligt.
Hun så sig om. Selvom hun ikke kunne lugte de andres racer i sin menneske form, så havde hun på fornemmelse at der var mange andre overnaturlige væsner på dette sted

Åh, hvor var det skønt at møde en anden formskifter! Der var ikke så mange af dem her. "Du har helt ret, her er rigtig mange overnaturlige, men også helt almindelige mennesker," svarede hun. Hendes ansigtsudtryk havde ændret sig til at være lidt mere alvorligt, men det skiftede hurtigt tilbage til smilet.
"Hvis du ser nogen med røde øjne er de højst sandsynligt vampyrer eller højt rangerende varulve. Gule øjne er lidt lavere varulve, og de små og svage er de laveste i varulve-flokken.
Hvis du møder nogen, der er store, stærke og har brune øjne er det en god idé at være lidt på vagt. De er somme tider omstrejfende varulve, og de har tendens til at være voldelige.
Desuden er her engle og dæmoner, men de er sværere at skelne fra menneskene. Og så er her selvfølgelig formskiftere," hun forklarede det helt roligt, som om det var noget, man hørte hver dag.
Alt, hun fortalte Milla, var noget hun selv havde fundet ud af, og hun mente at det var vigtigt at kunne skelne mellem racerne.

Milla lyttede opmærksomt på hvad denne pige fortalte. Hun var selv fra en skole hvor der næsten ku var mennesker, i hvert fald var der ikke nogle der var åbne omkring hvad de var for ikke at afsløre sig selv. Den eneste anden overnaturlige hun havde mødt var en vareulv der bestemt ikke var glad for at hun kede hans hemmelighed.
Men her.... det virkede så åbenlyst at de fleste var overnaturlige væsner.
Og hun var virkelig glad for de her råd! Hun havde nok ikke selv fundet ud af det, ud over på den grove måde.
Hun begynde lidt automatisk at kigge sig rundt for at se folks øjne. "Men... hvad med menneskene?... kender de noget til os?" spurgte hun en smule mere dæmpet.
På hendes gamle skole havde Menneskene ikke vidst noget om dem. Men hvad med her? Et sted der virkede til at være så fyldt op med overnaturlige væsner

Først nu slap Aia sit tag i pigen, nu var hun sikker på, at den nye ville følge med. En lille latter forlod den lyshårede piges mund over at pigen talte så dæmpet. "Det er meget forskelligt. Nogen gør og synes, det er det mest interessante i verden, andre er ligeglade, men det er meget få, der ikke ved det," forklarede hun.
Væsnerne omkring hende gik lidt for tæt på efter hendes smag og fik langsomt hendes humør til at dale. Ved at minde sig selv om Millas tilstedeværelse, fandt hun dog hurtigt et strålende smil frem.
"Så, Milla, hvor er du fra?" spurgte hun, bare for at ændre emnet, selvom det andet ikke havde generet hende.
Et par elever gik lidt for tæt forbi Aia, og som advarsel knurrede hun lidt af dem. De flyttede sig omgående så langt væk, de kunne komme. Den lyshårede piges gode humør var efterhånden forsvundet helt, og hun glædede sig til at komme væk fra mængden.

Milla var ikke vandt til at menneskene var i undertal, og slet ikke at der var nogle af dem der vidste om dem. Hendes forældre havde altid lagt vægt på at man smule være stolt af sine evner, men samtidig havde de også lært hende at skule det, af hensyn til hendes sikkerhed. Det var ikke alle mennesker der vidste noget om dem, og det var heller ikke meningen at de skulle. Det kunne blive virkelig grimt for en overnaturlig der ikke havde videre voldsomme kræfter, hvis en flok mennesker angreb.
Hun så lidt på Aia da hun spurgte hvor Milla var fra. "uhm.. jeg er fra skotland.. mine forældre har et gus der" sagde hun roligt. Hun brød sig egentlig ikke om at tale om sin familie, slet ikke fordi han jo i virkeligheden ikke vidste om Aia vidste noget om den

Okay, denne fremmede ville ikke tale om sine forældre, det kunne Aia godt mærke. Så det respekterede hun. "Kender du nogen her?" spurgte hun i stedet.
Aia selv var ikke helt ny længere, men hun havde da kun nogle få venner. Hun vidste, at nogen af de nye her på akademiet havde kendt nogen i forvejen, stik modsat Aia. Hun var kommet hertil uden nogen eller noget, så godt som efterladt.
Hun rystede tanken af sig og koncentrerede sig i stedet om at holde nogle af de mange mennesker på afstand fra hende.

//Undskyld! Undskyld! Undskyld! for det alt for sene svar! Havde helt smidt ud at jeg manglede at svare dig

Milla smilede bare lidt til Aia, det var rart at hun ikke spurgte mere ind til Millas familie. Hun hadet at tale om dem, og hadet det der næsten altid kom ud af det.
Hun smilede derimod over at Aia spurte om hun kende nogle. Hun rystede på hovedet over spørgsmålet "Nej... ingen.. desværre" sagde hun lidt opgivende. Det var en stor skole, og hun ville da nok finde nogle venner, men det virkede bare så uoverskueligt lige nu.
Men Aia var da et godt udgangs punkt til en kommede veninde!
Milla kunne godt fornemme at Aia ikke var helt så begejstret for mennesker der kom lidt for tæt på, hun kunne egentlig ikke lade vær med at smile, hun havde det jo selv på samme måde, hun var ikke vil med når folk kom for tæt på.
"Hvilke fag har du så?" spurgte hun. Hun havde selv lige valgt sine fag i dag, og hun var ret sikker på at hun havde valgt rigtigt.. Altså musik gik hun aldrig galt med. Men det var jo også hendes ynglings beskæftigelse. Men de andre fag var hun ikke helt så sikker på endnu. Nu måtte hun jo også lige se hvordan lærende var.