The rescue mission - Vito

Previously on Halo:

Hale og Vito re begge døende, i et forsøg på at redde deres ultimative skæbne opsøger de Hales mor Rebekah. Hendes magi hjælper Vito, men et surpise visit fra hendes onde søster gør tingene mere kompliceret. Hale bliver forvandlet til en vampyr ved Archies hjælp, men midt i forvandlingen bryder en ond heks ind og kidnapper ham tilbage til sit laboratorie for at udføre onde eksperimenter, der i sidste ende gør Hale til en blanding mellem vampyr og heks.
Imens har Regina stjålet Vitos hjerte og taget det med sig hjem, i et forsøg på at styre den unge heks og dermed såre sin søster.
Stephen finder ud af Vito i virkeligheden er hans egen søn, og bestemmer sig derfor om at hjælpe. Det eneste valg han dog har er at bytte sit eget hjerte i et forsøg på at genvinde Vitos.
Regina tager dog imod forhandlingen og de to hjerter bliver byttet! Vito får sit hjerte tilbage, og er nu klar til endelig at tage ud på en mission for at redde hans store kærlighed, magen Hale.

This episode:

I et kælder hvid som sne, aller dybeste nede.. Var en heks, 'pure at heart', lige nu holdt til fange. Det var kælderen tilhørende det nok mest top sikrede anlæg i hele Gaia. Nemlig Umbrealla Corporation. Her kom man ikke ind medmindre man arbejde der, eller havde en aftale. Og så sent på natten som dette var, blev stort set ingen lukkede ind, kun dem med skumle planer.
Det var dog ikke så lang tid siden at en heks netop havde forladt bygningen, og han havde da også haft travlt, så måske han helt havde glemt at slå alarmen til, sådan gik det jo en gang i mellem, når man blev distraheret af flotte sex dæmoner.
Derfor lå en mand lige nu også helt alene på en seng eller nærmere briks, i sin egen lille celle, på den lange mørke, men stadig klinisk hvide gang.
Han var tilkbloet et bippende apperat, og det hele lignede lidt en blanding mellem en hospitalsstue og en fængselscelle.
Slangen der gik ind i hans arm var fyldt med noget skrigende grøn væske, og manden der lå på briksen var helt væk. Hans krop var spændt fast med magiske lænker, for at holde ham på plads, men hans krop gav alligevel en smule spjæt fra sig en gang i mellem. Det var tydligt at se af manden, den nye blandingsrace ved navn Hale, var i store smerter.
Hans øjne var lukket, men pupillerne bevægede sig stødvist frem og tilbage bag dem, som var han fanget i et ond mareridt. Et par skrig eller mumlen lød en gang i mellem fra hans tørre læber, som reaktion på den gift der stadig blev pumpet ind i ham, og den sult han lige nu følte overalt, den havde overmandet ham, sendt ham ind i et koma man kun lige nu kunne beskrive som et direkte smertehelved.

Påklædning; Mørkeblå jeans, hvide sneakers og en mørkeblå t-shirt. Han har en hvid kittel ud over.

Det var ikke helt til at beskrive hvordan seneste uge havde faldet omkring Vito - eller var det længere tid? Han var ærlig talt lidt i tvivl. Men lige sige han havde fået sit hjerte tilbage havde det nærmest kun gjort ondt i hele hans krop. Flere gange savnede han nærmest fornemmelsen af slet ikke at føle noget som helst. Det hele sprang rundt for hans indre syn og fik ham til at opleve det igen og igen. Sikkert fordi den længsel han havde efter Hale var endnu mere kraftig end han før havde følt. Det var underligt, han forstod det ikke helt - men han vidste han var i live og det var sikkert det der drev ham frem i sidste ende. Han måtte finde ham - se ham - røre ham - holde om ham.. Kysse ham. Tanken om ham fik det til at læbe varmt rundt i hele hans krop. Det var også derfor han vidste hvad han skulle gøre. Han måtte finde ham.
" Come on Vito.. Man up.. " - " You can do this.. " - " It's not even.. Quite and easy - " Han bed sig i læben som han stod og stirrede på et forsøg på arbejdet han havde forsøgt at distrahere sig selv med hele dagen. Kun for at slå sine tanker væk fra hvad han vidste skulle ske om et øjeblik. Det var ikke fordi det var let at trække sig ind på andre afdelinger af stedet her. Man havde for det meste sin plet, og der var man når man arbejdede.
Vito var alt for nervøs anlagt til overhovedet normalt at overveje at bryde reglerne. Men han blev nødt til det. Heldigvis var der ikke mange der kendte hans bånd til Hale - så det at få lov at komme nærmere hvor han vidste han var var ikke så svært. Nye rutiner og ændring i ikke eksisterende opgaver var alt hvad man skulle sige for at kunne komme det tættere. Alligevel skulle han derind. Han gik nærmest med skyklapper på for ikke at fokusere på andet end sin vejrtrækning og for ikke at falde. Han var den dårligste til at virke normal når han gik rundt og gjorde ting han ikke måtte. Heldigvis var det sent, og dem som var tilbage efter arbejdstid var dybt koncentreret i hvad de lavede. Vito udnyttede det og havde mellem sine hænder en bakke med reagents glas - ikke med væske der skulle bruges til andet end at få Hale ud herfra. Han fik sig skubbet gennem den sidste dør - kun for næsten at gå ind i en der forlod rummet. Heldigvis en som var med ansigtet dybt begravet i papirer så han tog sig ikke tid til at se mod Vito. Vito rettede kort blikket op og frem for sig ned af gangen foran sig. " This is it.. " hviskede han lavt. Han var dog lige ved at tabe det hele på gulvet da en stemme bag ham lød.
" Where are you of to? This area has been covered for the night.. "
Han sank kort en klump og vendte blikket over sin skulder før han hurtigt nikkede et par gange. " I know - I just forgot to bring this back. Saples for the morning team.. It's only gonna take a minute - then I'll be heading home. " Han rettede sig kort lidt op. Forsøgte at holde et neutralt udtryk.
" Fine.. " Lød det endelig efter at han havde fået et par blikke af manden. " Just don't go forgetting anything else. And make sure to set the doors at a lock in. " Manden rynkede kort panden men forsvandt så ud gennem døren. Vito blev ståede et stykke tid og lyttede efter mandens fodtrin før han så bare hurtigt fortsatte afsted.

Alle lyde blev tydelige for Vitos øre som han gik med blikket ind gennem det lille vindue der var til hvad der nok nærmere lignede fænglser mere end værelser. Han sank en klump og stoppede op da et bekendt ansigt dukke op bag en af dørene. Det var lige så hele hans krop krøllede sig sammen som en våd karklud og forsøgte at skulle sig af med alt det dårlige. Men det hang fast og borede sig som en kniv ind i maven på ham. Det var Hale, at se ham sådan gjorde ondt - alt for ondt. Han kunne ikke tænke, kun bare stå og se til. Hvad gjorde de ved ham. Da han endelig fik sig revet ud af sin trance røg hans blik mod slangen der leverede en væske til fyrens krop. Noget der på ingen måde lignede noget der var ment til at gå i blodet. Han måtte fokusere.
En dør gik og det glippede i ham, endnu engang var han ved at tabe bakken med glas, men heldigvis fik han kontrol over den og satte den hurtigt på gulvet. " Come on.. Hurry Vito.. " mumlede han lavt for sig selv. Hans blik gled kort ned af gangen. Han kunne høre fodspor men ingen se. Dårligt tegn. Han måtte skynde sig. Han snuppede to glas med de alt for rystende hænder og fik hurtigt hældt indholden fra den ene over i den anden før han rystede det lidt, men ventede så ellers i hvad der virkede som en evighed men egentlig kun var et kort sekund før han lod den boblende væske glide ned over låsen til døren. Det gik for langsomt. Stressen satte sig i ham og han kunne mærke blodet fra sin næse ved sin overlæbe. Ugh! Typisk.

Han bed sig i læben før han så hurtigt så snart døren virkede til at kunne åbnes, snuppede bakken og trådte ind på den anden side af døren - kun for at lade den lukke stille i bag sig. Han tørede kort sin næse i bagsiden af sit ærme på den hvide kittel. Han hadede men hvad fanden. Det skulle ikke stoppe ham i hans plan. Forhåbentlig var den ødelagte lås på døren ikke alt for tydeligvis hvis personen der gik rundt derude faktisk endte på denne gang. Vito smuttede hurtigt hen til Hale og placerede bakken på det lille bord før han lod blikket glide over heksen på sengen.
" Oh my god.. Hale - Who ever did this.. " mumlede han lidt for sig selv og bed tænderne sammen før han så fik fjernet slangen med gift. Han lod blikket glide mod fyrens ansigt - men lukkede så kort øjnene et øjeblik før han fik ved hjælp fra magi lænkerne væk fra Hale. " Hale.. You gotta wake up - someone is coming and we gotta get you out.. " Sagde han så bare og puffede lidt til ham, uden helt egentlig at vide hvad han skulle. Hvor længe der ville gå før giften ikke havde en effekt kunne han ikke vide - for han vidste ikke hvad det var lavet af.

Det onde mareridt var stadig i fuld gang, da døren gled op ind til Hales lille fængsel. Ikke at han bemærkede det dog, han var stadig langt væk i drømmeland, i sit eget lille smertehelved. Så det at Vito bevægede sig rundt i værelset fik ingen respons, utroligt nok. For efter Hale var blevet slæbt med tilbage til Miles laboratorie, havde heksen givet ham en ordentlig dosis af af gift. Dette havde haft en noget sindssyg virkning på hans gener, og efter som han havde været under forvandling til vampyr, og rent faktisk død, så havde giftet gået ind og standset noget? Måske. Den havde i hvert fald fucket et eller andet fuldstændig op, og nu var han bare sådan en eller anden mærkelig mellem ting, af hvad han før havde været og hvad han var nu.. Nyfødt vampyr. Men det havde også gjort en anden ting, tingen der burde gøre ham opmærksom på Vitos ankomst.. Han havde fået et nyt navn på sit kraveben, Vitos navn.
Ikke at han selv vidste en skid omkring det, han havde primært lagt her siden han var kommet, eller inde på operations bordet, hvor Miles havde torteret og eksperimenteret på ham. Det havde været et rent helved.. Hvis man skulle sige det mildt.
Han huskede knap nok noget af det dog, ikke i sådan rigtig minder, bare mærkelige utydeligere billeder, og en hel masse smerte, så meget smerte, at bare at tænke på det kunne få hvem som helst til at besvime.

Slangen blev revet ud af ham, og en stemme nærmede sig hans øre, lidt rundforvirret mumlede han noget tilbage, det overhovedet ikke kunne betragtes som ord eller sætninger, det gav ingen mening faktisk.
Kæderne forsvandt fra hans krop og han gik med det samme i gang med at sparke ud og slå fra sig, se de havde rent faktisk været der for en grund!
Endelig gled de mørke øjne op, måske var de en anelse mere sort end normalt, men på ingen måde helt sorte ligesom andre skabte vampyrer, når de var sultne.
Først anede han ikke hvor han var, eller hvad der skete, eller hvem han var? Det hele var forvirrende, han havde aldrig fået chancen for at vænne sig til sin nye.. race.. Så at sige. Det her var næsten ubeskriveligt. Men også kun næsten!

Hans øjne havde lidt svært ved at fokusere, og gled nærmest panisk rundt i værelset, som han prøvede at finde noget han faktisk genkendte, hvilket var svært, da han ikke kunne huske det her rum.. Og panikanfaldet blev næsten værre.. Ind til.. At hans blik fangede Vito, først stoppede han bare helt op, lod være med at sparke og slå på alt omkring sig, og faldt bare i staver som han stirrede på heksen.. Ikke at han helt forstod hvem han var, han var stadig.. Helt ødelagt af giften.. Men hans krop genkendte heksen som sin mage, og det gjorde ham alligevel mere rolig, og lidt varm i maven endda..
Det holdte dog kun i cirka 10 sekunder, før så opfattede hans superhørelse det bankende hjerte i brystet på heksen, og han tog en dyb indånding gennem næsen.. Noget han aldrig skulle have gjort!!
Sulten var alt overskyggende.. Den tog fat om hans hals med et jerngreb der ikke var til at ryste af sig, fik hans krop til at skrige af en helt ny og uvelkommen smerte, det var som noget han aldrig havde prøvet før.. Som nogen havde sat ild til hans hals, og han syntes han havde meget meget svært ved at trække vejret..
Læberne gled langsomt fra hinanden, og bag dem kunne man nu tydligt skimte hugtænderne. Klar og parat. To sekunder mere gik, men så sprang han ellers også på Vito. Han var koldblodet dræber og intet andet i dette øjeblik, fuldstændig styret af sult og instinkter.. Han måtte have det.. Blodet!! Derfør gik der hellere ikke længe før hans tænder fandt Vitos strube, og så gled de ellers indenfor, uden at blive inviteret eller noget.
De borde et par perfekte huller ned i halsen på drengen, før han trak dem ud så blodet havde fri adgang, det kunne løbe lige fra Vitos hals og ind mellem læberne på hale, der sugede, og sugede.. Endte nok også med at Give Vito noget af et sugemærke når det her var slut.. Hvis det da nåede at slutte i tide.. For han kunne ikke.. Stoppe.. Umuligt.. Han sugede og sugede bare, som blod fyldte hans mund igen og igen, det var det bedste han nogen sinde havde smagt!! Ingen ting kunne sammenlignes med dette! Han ville bare have mere.. MER MER MER!!

Det var et skræmmende syn. Det sidste han huskede at have set til Hale var sløret - Vito havde sidst været meget døende i armene på fyren og i sidste ende var det kun hans varme han huskede fra deres sidste møde. Lige meget hvor syg Hale så end så ud - så var han draget til ham på en ubeskrivelig måde. Han knyttede kort lidt sin hånd og trædte måske et lille skridt væk da hans krop vred sig i de ikke længere eksisterende lænker. " Calm down Hale please.. " lød det fra Vito og et øjeblik knækkede hans stemme en smule. Han havde brug for at han var sig selv. Han vidste godt det ikke var tilfældet. Alt der var sket - han var forandret, men ærlig så var han ikke helt klar over hvordan endnu. Det blev dog hurtigt klart for ham at der lige nu var minimal mængde Hale i fyren foran ham. Blikket der stirrede på ham gjorde ham mere og mere nervøs. Han kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede i hans bryst og fik varmen i hans krop til at stige - måske lige præcis det der gjorde at Hale reagerede som han gjorde. Eller også havde han gjort det alligevel. Det var ikke til at sige.

De spidse tænder der kom til syne fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Vito og han bed sig kort lidt i læben. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Var nærmest frosset fast. Super dumt, når det bedste at gøre egentlig var at løbe væk. " Hale.. " nående han kort i en knækkende stemme at få frem ud over sine læber i det han trådte endnu et skridt tilbage, derved næsten faldt over en slange på gulvet og pærerede til bakken med glas på bordet så det faldt på jorden. For ikke at gøre det endnu værre var Hale nu over ham og panikken var for alvor på tur rundt i kroppen på Vito. Det glippede i ham i en smertefuld lyd som han ramte gulvet og han mærkede Hales styrke og hvordan hans hals blev offer for de spidse hugtænder.
" Hale please.. " peb han næsten og lukkede øjnene i mens han med alt sin styrke forsøgte at skubbe fyren væk fra sig. Det spændte op i hele hans krop. Men han havde ikke samme kræfter som Hale og det gjorde det umuligt for ham at få ham af. Han måtte finde på noget andet. Også selvom hans sind var i panik og det var svært at tænke rationelt. Han skulle virkelig koncentrere sig - det var svært, han rystede nærmest over hele kroppen og mærkede efterhånden hvordan den nivende fornemmelse af spændte muskler, tabet af blod og smerten både fysisk og psygisk tog over. Tårene pressede på og fik frit fald da han pressede øjnene sammen i samme øjeblik som han kastede en bølge af magi efter Hale i håb om at det ville kaste ham væk fra sig. Give Vito en chance for at slippe væk - ud af døren, eller noget. Også selvom han ærligt var i tvivl om han overhovedet kunne stå. Han havde dog en nødplan hvis Hale hurtigt var efter ham igen. Eller han håbede hvert fald det ville virke. Celleforandring kunne være praktisk hvis man havde brug for at faren ikke kunne røre sig, se eller dufte. Men han nåede slet ikke til det. For ind af døren kom manden der tidligere havde bevæget sig rundt på gangene.
" What the!? " Lød det fra ham. Vito var hurtigt. Han tænkte faktisk slet ikke i det øjeblik han besluttede at ofre mandens liv for sit eget. Brugte ham som en form for skjold - som mading. En krop der kunne tømmes og forhåbentlig dulme den sult Hale var fanget i. Derfor var manden fanget i noget magi der forhindrede ham i at stikke af. Vito mærkede næsenbloden melde sig igen. Overbelastning. Selvfølgelig - men lige nu var det vigtigere at overleve end at tænke på hvor meget man anstrengte sine evner.

Men han hørte altså ikke hvad heksen sagde, eller jov, det gjorde han, med superhørelse var det svært ikke at.. Høre alt? Men han ignorere det i stedet bare, for han var altså lige i gang med noget der var meget, meget vigtigere end at tage stilling til de ord der!
Alligevel kæmpede hans krop en brag kamp, for det var hans naturlige instinkt som heks, ikke at ville gøre sin mage noget ondt, som han jo gjorde lige nu. Men på den anden side var det hans naturlige instinkt som vampyr at være ved at dø af sult lige nu! Det gjorde helt ondt, at være sådan i strid med sig selv, han var så forvirret, han anede ikke engang selv hvad der forgik jo.
Han sugede bare lidt hårdere til, sulten vandt, i hvert fald lige nu, for han var nyfødt, og Miles havde været ond, han havde ikke givet ham andet end gift, og det var ikke noget der mættede specielt meget alligevel.

Han slap først da Vitos magi ramte ham, fik ham til at give slip, han hamrede ind i den modsatte væg og faldt bare ned på gulvet. De forvirrede øjne fandt Vitos ansigt. Han så helt ulykkelig ud, og det ramte Hale i hjertet, selvfølgelig gjorde det det, for selv om han havde svært ved at forstå hvad der forgik lige nu, så vidste han nok godt at det var ham selv, der var skyld i at Vito så sådan ud. Det gjorde ondt, og han lukkede øjnene, i det han prøvede at tvinge sulten væk.
Lige ind til et nyt bankende hjerte bevægede sig ind i det lille rum, en helt anden duft! Så utrolig lokkende, han kunne slet ikke styre det. Han åbnede øjnene igen, og på to sekunder sad han igen fast i halsen på en, denne gang bare manden og ikke Vito. Han lukkede øjnene som han drak og drak og drak. Han kunne slet ikke stoppe igen, anede ikke hvordan han skulle styre det, var bare så utrolig sulten! Han havde aldrig været så sulten før i sit liv.

Derfor stoppede han heller ikke, ikke før manden var tømt for både blod og liv! Alligevel sugede han lige et par ekstra gangen som han lige ville tjekke om det nu også var helt sult!
Så slap han den livløse krop og lod den falde ned i mellem ham og Vito.. Og så fik de selvfølgelig øjenkontakt.
Øjnene bleve en smule lysere, nu han var mere mættet end før, måske stadig en tand sulten, men sådan var det vel når man havde været nær sultedøde og oven i det også var nyfødt. Lige nu lykkes det ham dog at styre det, bare lidt, så han hoppede ikke på Vito igen, kiggede bare tilbage ind i de smukke brune øjne der tilhørte Vito.
"Vito?" hørte han sig selv sige, følte næsten at stemmen var en lille smule anderledes, men det var nok bare fordi han kunne høre alting bedre nu?
Minderne begyndte nu at vende sådan.. Lige så stille tilbage til ham, det hele var stadig forvirrende.. Han var forvirret..
Han kiggede derfor også fortvivlet på Vito.. Søgte en forklaring i hans øjne.. Men der var ikke.. Det var bare.. De var helt blanke og røde jo! Uden at tænke meget mere over det rakte han ud og smed sine arme om den lille heks, som han trak ham ind til sig et et.. Nok lidt for hårdt knus, ikke helt klar over sin egen styrke endnu. "VITO YOU'RE ALIVE!!!!" råbte han højt, som varmen og faktisk også glæden susede gennem hele hans krop.. Sidst han havde set Vito, havde han været ved at dø!!!

Der var en underlig summen for hans øre og alting var som en plørret masse for hans øjnene som Hale fik revet fat i manden og på alt for kort tid fik tømt hans krop for blod. Vito vidste ikke hvilken del af smerterne i hans krop hans skulle ligge mest i. Om det var hovedpinen, svimmelheden, angsten der fik hans hjerte til at slå hurtigere end noget andet. Det galoperede afsted. Hans hals gjorde ondt - men det havde han valgt at skubbe lidt væk ved bare at dække lidt over det med sin hånd. Han stirrede mere eller mindre bare lidt ud i luften mens han forsøgte at samle sine forvildede tanker omkring hvad der skete. Han opfangede nærmest slet ikke at manden nu var død - tømt for blod og dumpet livløs til jorden. Han forstod heller ikke helt selv hvordan han stadig var stående. Var han overhovedet det? Et øjeblik var han helt i tvivl.
Hale stemme der sagde hans navn slog ham lidt ud af sin trance - men det var et øjeblik helt i panik at hans blik røg hen på heksen forsig. Som han slet ikke rigtig kunne kende - det var ikke den søde akavede fyr. Han var sat til med blod. Dog var der alligevel lidt mere Hale over ham end der havde været for bare et par øjeblikke siden. Han sank lidt en klump før han kort tørrede sin kind fri fra tåre der ellers fint havde gjorde huden helt fugtig.

" Ha.. " Hans stemme knækkede og egentlig skulle han lige til at rykke sig væk da han rykkede sig hen til ham. Men nåede det ikke selv hvis tanken faktisk var hvad han ville. Hans krop var stadig i længsel og ville allerhelst være tæt på sin mage. Men frygten der gennemborede Vito lige nu var lige ved at vinde helt. Og dog - så snart han havde fyrens armen omkring sig ændrede det sig en smule. En del - faktisk så meget at han på en eller anden måde begyndte at slappe af. Den varme følelse bredte sig i hans krop og gjorde det lettere for ham at finde sit fokus tilbage. Også selvom det var noget der meget hurtigt gjorde ham opmærksom på at Hale havde ret stramt omkring den ellers ret lille krop.
" Hale you're me.. " fik han så endelig sagt, selvom han gerne ville gengælde krammet. Men tydeligvis havde Hale en styrke der lidt forhindrede Vito i at smække armene omkring ham også. Det blev dog heldigvis sagt med et lille smil i stemmen før han bed sig lidt i læben. Han var forvirret over hvad der skete. Han vidste ikke om han skulle være glad, bange, rædselslagen eller lykkelig over endelig at være genforenet med Hale.
" We need to get out of here.. " fik han så hurtigt sagt og skævede et øjeblik mod døren. Det var bare et spørgsmål om tid før det gik op for nogle at tingene ikke var som de skulle være i denne del af stedet. Vito vidste ikke hvad der ville ske hvis man brød regler på den måde - og han havde ikke tænkt sig at finde ud af det. Så inden nogle vidste at det var ham der var her og inden nogle dukkede op for at tjekke op omkring Hale - så galt det stadig om at komme ud af bygningerne.

Hale kunne næsten ikke få sig selv til at slippe Vito igen, alt i ham skreg bare på at holde om ham og bare aldrig nogen sinde give slip! Han ville have ham tættere end tæt ind til sig, kunne slet ikke få nok, han kunne mærke hvordan tårerne begyndte at trille ned af hans kinder også, det at Vito var i live var helt sindsygt! han havde selvfølgelig håbet på det, men der var langt fra håb til at det faktisk kunne lade sig gøre, og alligevel.. Her stod han jo.. I levende live! Og Hale ville aldrig, aldrig, aldrig miste ham igen! Derfor knugede ham ham sådan ind til sig nu, kunne Vito da ikke forstå det? At han bare havde brug for ham, brug for at holde om ham?!
Han lænede sig lidt tilbage, slap grebet, bare en lille smule, han ville ikke give helt slip i hvert fald. "I'm just.. Really happy.. You're alive.. Last I saw you, you where dying.. But now you're fine, right? You look fine?" sagde han stille.. Altså ud over tårerne, men hale regnede nok bare med at det var på grund af gensynet? Ligesom han selv lige nu ikke rigtig kunne holde på dem, han lod følelserne få frit løb, ret meget styret af sine impulser lige nu. "Get out? Where are we?" spurgte han lidt forvirret, stadig kun med fokus på Vito.. Og så så han det.. Blodet under Vitos fingre, og han mærkede straks hvordan han blev ubehagelig tilpas.. Et stød af 'pre'-beskrivelse ramte ham og han mærkede den kvalme smag i munden.. Eeekk.. Kunne bare ikke tåle synet af blod!
Heldigvis han var semi-mæt lige nu, ellers havde han nok prøvet at drikke videre.
"Vito, you're bleeding.. What happened to you? Are you okay??" sagde han forvirret og prøvede at være hjælpsom egentlig, men han havde det bare allerede virkelig skidt.. Han hadet blod.. Gjorde ham altid så utilpas! Han ville lidt ønske han bare kunne mande op.. Men næh nej..

Da Hale slap ham en smule var Vito dog hurtig til at lade armene sno sig omkring fyren og nærmest bare kramme sig til nærmest individ. Det var præcis hvad han havde brug for. Også selvom Hale i sidste ende var den han var bange for - så var det også den person han ville være helt tæt ved lige nu. Han kunne godt fornemme at Hale måske ikke helt selv var klar over hvad der var sket. Hvilket var forståeligt, hvis han havde ligget der siden han forsvandt. Vito anede ikke hvad der var blevet gjort ved ham. Han frygtede det. Lige nu måtte han udnytte at han ikke forsøgte at drikke mere af hans blik.
" I'm fine.. " fik han hurtigt sagt - selvom det var løgn. Han havde det langt fra fint. Og havde langt fra haft det fint. Sandt, han havde fået sit hjerte tilbage - hvilket på alle måder var en sejr i sig selv. Men derfor havde hele processen stadig sat sine spor i ham. Han kunne ikke sætte ord på det selv hvis han prøvede. Og folk ville nok ikke forstå det alligevel. Derfor var fint et passende ord. Det beskrev intet - men stadig nok.
" It dosen't matter - we just need to get out before anyone shows up.." Han nikkede lidt og fik efterhånden sluppet Hale lidt igen. Han ville gerne være tæt på ham. Det gjorde ondt at se ham sådan - samtidig med at det gjorde ondt at føle hvad han følte. Det hele var så overvældende. Nærmest i chok tilstand.

" Don't worry about it. I'm okay. " Sagde han så abre lidt før han kort overvejede det en smule. Han skævede lidt mod døren før han rettede blikket tilbage mod Hale. Det tog Vito meget mere energi end han havde forventet at komme ordentlig på benene og stå uden at være svimmel. Hans krop kunne slet ikke holde til så meget og det var han udmærket klar over. Han vidste at det hele fra starten var meget mere end han var i stand til - at Hale skulle ende med at angribe ham var en ting han ikke havde taget med i sine beregninger så det havde lidt slået hans plan helt ud af billedet. " We can talk when we get out. " Han nikkede kort et par gange og lod blikket falde mod Hales øjne. Sendte ham et kort lille smil før han gjorde endnu et nik.
" Now come on - I don't wanna lose you again.. " Sagde han så lidt med en tydeligt bekymret tone i stemmen. Han tog Hales hånd og trak ham med hen til døren. Kun for kort at tjekke om der var fri bane. Svimmelheden gjorde det hele svært, men han måtte tage sig sammen. Finde sine overlevelses instinker og holde fokus på at guide dem den rigtige vej ud. Portaler var ikke en mulighed - selv hvis han havde haft energien til det så var de et sted hvor den slags magi ikke bare sådan lige fungerede optimalt.

Hale prøvede virkelig at samle sig lidt mere, både for sin egen og for Vitos skyld! Men han var så dårlig til blod, det gjorde ham skidt tilpas jo! Det hjalp dog måske en smule at høre at Vito sagde han havde det fint, selv om han alligevel rynkede panden lidt, måske var der en lille del af ham der ikke helt troede på Vito, han virkede underlig, gjorde han ikke? Sådan lidt fra den?
Hale sukkede stille og nikkede forsigtigt, "Okay.." sagde han stille, prøvede at tage sig lidt sammen, ikke kigge på blodet, bare, kigge væk, kigge på døren! Men det gjorde ham bare mere forvirret, for det var heller ikke en dør han kendte, hvor var de henne? "Eh.. Vito.." mumlede han forvirret, som hans blik søgte rundt i rummet for at prøve at finde ud af hvor han var henne. Skulle lige til at stille flere spørgsmål, men Vito sagde han skulle vente.. Så han bed det fortvivlet i sig igen. Han kunne dog ikke undgå at få øje på manden på gulvet, og et højlydt og lidt forskrækket gisp forlod ham. "Shit, who is that? Is he dead? What are.." begyndte han, kunne ikke holde spørgsmålene tilbage, og han mærkede panikken på vej tilbage.. Det her var jo helt skørt!

Han mærkede Vitos hånd i sin og lod sig trække lidt efter ham, som han stadig stirrede tilbage på manden på gulvet, det gjorde ham bare endnu mere utilpas, "Vito, where are we, what happend?" sagde han tøvende som han fulgte efter ham.. Hmm..
"I.. Eh.. Lost me? What do you mean? I can't remember anything.. Or.. I.. It was Archie.. And there was a guy, with arrows.. And you where dying.. It's the last thing I remember.." klynkede han lidt. Dog slap han ikke hånden der førte ham gennem bygningen. Han kiggede sig dog omkring som de gik, men stedet gav ham bare myrekryb, det var virkelig uhyggeligt, han brød sig ikke om det, og forstod egentlig godt hvorfor Vito så gerne ville ud derfra.. Så han skyndte sig at indhente ham, gik ved siden af ham, i stedet for at nøle bag ham, satte nok også farten lidt op, selv om han ikke anede hvor de skulle hen.
Og så fik han selvfølgelig øje på blodet igen, og nu med Vitos hånd væk, kunne han tydligt se bidemærket.. Shit!! "Somebody bit you?! A vampire? Who? Did it try to kill you, did it kill the man? Are we running form it? I'm scared Vito.. What is going on?!" sagde han som tårerne væltede frem igen, hans stemme knækkede og han snøftede forsøgende, som panikken bare steg og steg inde i ham, det hele kørte rundt, det var godt nok et held han ikke var besvimet endnu.

Vito kendte vel egentlig godt til Hales problem med blod - men havde ærlig talt en smule svært ved at tage stilling til det, eftersom fyren få et øjeblik siden havde kastet sig over ham kun for at få hans blod. Det var frustrerende. Han var forvirret - ked af det og faktisk også stadig lidt bange. Følelsen af Hales hånd i sin havde dog en beroligende effekt. Det var det eneste der gjorde at han kunne tænke bare en smule klart og faktisk forsøge at få dem ud herfra.
Vito rystede bare hovedet på hovedet og sørgede for at Hale fulgte med ud af rummet. Videre - de skulle væk. Han forsøgte at rumme forvirringen der måtte være i Hale. Men for hvert ord han sagde jo mere ondt gjorde det på Vito. Han vidste ikke engang at det var ham der havde gjort det? Hvordan i alverden skulle han forklare ham det. Han bed tænderne lidt sammen før han så bare rystede lidt på hovedet. Det måtte vente til de var kommet væk. Hvor skulle de tage hen? Hjem til Vito - ja.. det var det eneste sted han selv ville føle sig tryg. Så kunne han håbe det var okay med Hale - selvom fyren nok i sidste ende gerne ville hjem. Han kunne spørge ham. Men først skulle de ud.

Per refleks som Hale nævnte det lod Vito hånden smutte op til sin hals og dækkede over bidmærket. Der gik lige et øjeblik før han så endelig rettede blikket mod Hale og stoppede lidt op. " Hale - we need to get out. I'm blindfold you if you keep asking questions okay? You need to be quiet. I promise we can talk later. And I'll explain all of this. But for now - I really just wanna get out of here. Nothing good is going on inside these walls and I don't want you to end up like that again okay?.. " Han forsøgte virkelig at holde en alvorlig tone og et udtryk der viste hvor alvorligt det faktisk var. Det var svært for Hale var ude af den, hans tåre fik ubehaget til at vælte rundt i Vito og hans rystende stemme gik meget mere ud af kontrol end den allerede var. Han måtte ikke selv begynde at lade vandet løbe fra øjnene eller stemmen knække. Han var den eneste der kunne få dem ud og hvis han tabte tråden havde de tabt det hele.
Han tog lidt en dyb indånding og gav fyrens hånd et klem før han så bare nikkede lidt. " Please.. " Sagde han kort og bed sig lidt i inderlæben, men trak så hurtigt Hale med videre. Håbede han forstod og ikke stillede spørgsmålstegn ved det. Det måtte vente. Vito havde en fornemmelse af hvor de var. Der var ikke langt til nærmeste udgang. - hvert fald fra denne afdeling. Så skulle de igennem det sted Vito arbejdede også ville de kunne komme ud. Ikke så kompliceret. Folk burde været gået hjem. Nattevagterne var alligevel altid super optaget af andre ting. Men selvfølgelig kunne støjen der havde været høres på lang afstand i de sterile og hule omgivelser. Han var udmattet og måtte fokusere også selvom svimmelheden lå lige under overfladen og lurede.
" Shit.. " Sagde han hurtigt før han trak Hale med ind i et depot rum og stille lod døren glide i. Fodspor kunne høres ude på gangen og kort efter trådte en mand forbi døren. Man kunne lige ane ham ud gennem det lille mørklagte vindue. Vito tog sig selv i at holde vejret. Hvis de blev opdaget nu var der absolut ingen måde at tale sig fra problemer. De var dækket af blod - og det var tydeligt at Hale var en 'patient' som burde være på sin 'stue' og ikke ude på gangene. Desuden burde Vito slet ikke være her på dette tidspunkt.

Et lidt såret udtryk formede sig i Hales øjne, eller faktisk hele hans ansigt, hans mund hand en smule ned af som han så virkelig ynkelig og meget trist ud! Vito havde aldrig talt til ham sådan før, han vidste slet ikke hvad der forgik, det var som om der var et eller andet fuldstændig galt, det var i hvert fald selt ikke som det plejede, det var.. Helt forkert! "Okay.." hviskede han bare stille, som han ikke rigtig ture sige andet, ikke med den skæld ud han lige havde fået.. Damn.. Det gjorde ondt helt ind i hjertet jo! Så automatisk trak han bare sin hånd til sig, og brugte begge hænder til lige at tørre sine øjne, som han stædigt prøvede at lade være med at græde endnu mere, ikke når Vito skulle være sådan der! Også selv om han havde lyst til stadig at holde ham i hånden, men han bed det bare lidt i sig, Vitos lille please hjalp altså heller ikke særlig meget. Nej nu var han jo såret!

Han fulgte efter ham i stilhed og så bare ned på sine egne hænder som han følte sig mere og mere ubrugelig og dum faktisk, dum og ubrugelig!
Han sukkede lidt og forsatte vel bare, regnede med at Vito ville finde en vej ud derfra, hvor end de var, han lignede en der havde en plan, eller sådan noget? Han stoppede op og så endelig op da Vito udbrød sit 'shit'. Han kunne også godt høre det, nogen der gik forbi et sted ude på gangen? Men det var egentlig panikken fra heksen der fik ham til sådan rigtig at reagere, måske i en beskyttende format eller noget? Måske? Hans instinkter tog i hvert fald fuldstændig over lige nu og han hamrede bare igennem dørene, greb fat om mandens hoved og nakke før han overhovedet kunne nå at opfatte hvad der skete, og så lød der en klam knække agtig lyd, som nakken knækkede og hale satte igen.. Sine tænder i den døde mand. Han kunne ikke lade være, han var så sulten! Han var jo forhelved blevet sultet i over en uge!!
Det var først da manden var blevet tømt for blod, at han smed den døde krop fra sig og rakte så ud efter Vito, han samlede ham nemt op og smed ham over skulderen som en pose kartofler, før han igen satte i vampyr-sprint mod den nærmest udgang - var der nogen forhindringer på vejen blev de bare ødelagt eller skubbet væk. Nu skulle de ud.

Ude i den friske luft, et godt stykke væk fra den oplyste kæmpe bygning, satte Hale forsigtigt Vito ned ved en samling af træer, der var helt stille omkring dem, de var alene.
Så gled han slev ned på pletten af græs, trak sine knæ op til sin brystkasse og lagde sine arme over sine knæ, så han kunne skjule sit ansigt heri. Så begyndte han ellers at græde, helt hysterisk meget - Som det endelig var gået op for ham.. Hvad han var og hvad han havde gjort og hvad der var sket, og.. Han huskede aftalen med Archie, huskede blodet han havde drukket fra ham, og lyden af sin egen nakke der knækkede.. Han var blevet.. Han var.. et.. monster..

Det ene øjeblik var det frygten for at blive opdaget der løb som en vild flod rundt i kroppen på Vito. Men på et split sekund havde Hale ændret det til en helt anden frygt. Han farede nærmest sammen, kneb øjnene sammen og lod hænderne dække for ørerne og derved de værste lyder der ville kunne komme ud af hvad Hale havde gang i. Nakken der knækkede, lyden af blodet der blev drukket. Det krøb i hele hans krop. Ubeskriveligt. Hvad var der sket med Hale!? Hvad havde de gjord ved ham. Bare tanken fik vandet til at samle sig i øjnene på Vito igen. Han vidste ikke hvad han skulle være bange for - hvad han skulle føle - hvad han skulle gøre. Han kunne kun håbe at fyren i det mindste ikke valgte at vendte tilbage til det blod Vito havde løbende rundt i hans krop.
Det glippede i ham som han pludselig var den der var i fokus. Hvad der sikkert havde været sekunder havde føltes som minutter, som han havde stået der og forsøgt at gemme verdenen på afstand et øjeblik. Men nu var de i en hules fart på vej videre. Vito kunne ikke andet end at klamre sig til kroppen der holdt fast omkring ham. Kroppen der gav ham så mange følelser at han stadig ikke helt forstod hvordan han kunne rumme det hele på en gang.

Han gik mere eller mindre glip af hele turen. I frygt for at se hvad der kunne blive udspillet hvis han åbnede øjnene. Af en eller anden grund stolede han dog på Hale - også selvom det slet ikke virkede til at være ham. Men det var jo ham - var det ikke? Måske havde hele postyret i sidste ende resulteret i mere forandring end Vito først havde troet. Han havde trods alt ikke været den eneste på døds gangen den dag.
De nåede ud og den kolde luft slog sig om dem hurtigere end man kunne nå at overveje at de faktisk var sluppet helskindet ud. Hvert fald sådan nogenlunde.
Vito lod blikket falde på Hale efter at havde vundet sin balance. Han var stadig svimmel - men måtte nok indrømme at luften herude hjalp på det. Meget mere trygt. Han var i chok - en tilstand der normalt var svær for ham at træde ud af. Men lyden og synet af Hale fik noget i ham til at reagere og han var hurtigt på knæ ved siden af heksen. Hale - var han overhovedet stadig heks?
" Hale please dont cry.. " fik han hurtigt tvunget ud over sine læber i det han fangede fyren i et kram. Også selvom det var svært at kramme en som allerede næsten var en rund ulykkelig kugle. " Please.. " hviskede han lidt. " we're gonna fix this.." sagde han så bare lidt - hans ene hånd gled kærtegnene ned over fyrens ryg mens den anden havde knuget som fast i et stykke af hans tøj.
" I am so sorry for this.. I don't even know how to explain.." det spændte i brystet på ham. Bed og gjorde ondt. Han ville ikke se ham sådan her. Det gjorde ondt. " I'm sorry I snapped at you, yelled.. got mad or, I don't know.." han sank lidt en klump. Kæmpede en allerede tabt kamp om ikke at lade tårene trille ned over sine kinder. Men de blev ved - stædigt. " I just... Im.. I don't know.. frightened.. " han bed sig lidt i læben. Forsøgte at få styr på sig selv - få styr på alting. Men der var ikke styr på noget. Han vidste ikke hvad der foregik. Det var tydeligt at Hale heller ingen anelse havde om hvad der skete - men hvordan kunne Vito forklare det uden at tingene kun blev endnu værre? Han anede det ikke. Lige nu kæmpede han nok med at danne sætninger og brugte måske i sidste ende nok flest krafter på at holde sig tæt ved Hale. Et sikkert greb, en understregelse af at han ikke gav slip, at han ikke var alene.

Han førs kort som et par arme gled rundt om ham, og det gav ligesom et lidt halv forskrækket sæt i ham. Hvorfor gik han ikke bare, Vito altså? Havde han ikke set nok allerede! Hvorfor ville han blive her hos Hale, når.. Når han var sådan her? Han var forfærdeligt, et rigtigt monster, havde lige slået to mennesker ihjel, og endda prøvet at slå Vito ihjel også! Det var ikke fair! Han løftede hovedet lidt, græd stadig ret kraftigt i en form for hulken, men han havde måske fået det en lille smule mere under kontrol nu? Så han valgte altså bare at skubbe til Vito, måske en smule hårdere ned han havde regnet med, ikke helt sikker på sin egen styrke endnu, så drengen også væltede ned på røven i græsset, men han så bare væk, tog ikke helt stilling til det. "You should run, I'm dangerous.." hviskede han stille og gemte igen bare sit ansigt i sine arme som han forsatte sit hulkeri. I virkeligheden ville han ønske at Vito ignorerede ham og bare holdt om ham igen og aldrig gav slip, for han havde virkelig brug for ham lige nu, brug for at mærke varmen og trygheden og.. Den der underlige følelse der.. Ja.. Han havde brug for ham! Men han kunne ikke få sig selv til at bede ham om at blive, ikke når han var sådan et uhyre jo! Desuden var han faktisk lidt bange for om han kunne finde på at gøre Vito fortræd?
"Then go! It's not safe to be with me, you should go!" råbte han bare, måske en smule vredt, men han var ikke rigtig vred, bare såret, ked af det, bange, ja.. Det hele kørte bare rundt, han kunne slet ikke, det var for overvældende.
"I'm sorry.. I'm just.. Scared too.." sagde han stille og så op, slap sine ben og kravlede hen til Vito, før han lagde sine arme omkring ham og gemte sit ansigt ved hans skulder som han forsatte med at græde, kunne slet ikke stoppe igen, det var bare.. Alt, alt for meget.. Hvad skulle han gøre?!

Han ville så gerne kunne holde fast omkring Hale - hele tiden. Holde om ham, sige tingene nok skulle gå. Også selvom tvivlen sad i ham, vred i ham og ruskede i hele hans indre. Måske var det også bare alle følelserne i hans krop der sammen med udmattelsen nærmest gjorde ham fysisk syg. Det var ikke rart - slet ikke rart. Alt værre var at den eneste han måde han selv vidste at det kunne blive ved, var at holde sig tæt ved Hale - få den energi hans krop gav ham. Den klarhed men samtidig forvirring der dannede sig i hans sind når han mærkede hans nærhed. Men det blev revet fra ham da han blev skubbet væk. Skubbet væk af en styrke ud over hans egen og gjorde at han faldt bag over på jorden. Heldigvis kun tilbage på røven. Men kontakten mellem dem forsvandt.
Det gav et kort sus i ham et øjeblik nærmest et følelsesmæssigt deja-vu. Han bed tænderne sammen og måtte virkelig anstrenge sig for ikke selv at bryde ud i gråd. Våde øjne kunne han ikke snyde sig fra men kampen for ikke at lade det hele løbe var hår. Han sank lidt en klump før han så bare tog en dyb men rystende vejrtrækning.
" No! I'm not going anywhere.. " Sagde han så endelig og lod blikket falde tilbage på Hale kort før han tørrede sine øjne og rettede sig lidt op. Stædigheden måtte komme ham til gode. Han havde ikke planer om at smutte fra Hale, lige meget hvor bange han så end måtte være. Så var det ikke tidspunktet at dyrke sin frygt nu.

" Stop! Hale.. Please, just let me help, or.. I don't know.. Just let me... " Sagde han lidt men nåede ikke at sige mere før Hale havde trukket i land og selv var rykket tættere på. " ".. Hold you... " Fik han endelig afsluttet med. Det tog ikke mange sekunder før Vito havde armene omkring fyren igen. Stramt og tæt mens den ene hånd kærtegnene dansede hen over hans ryg. Han begravede nærmest ansigtet ind mod Hales hår og mærkede hvordan han krop sugede til sig af hans energi. Ikke som at stjæle den, men den var meget tilfreds med hans tilstedeværelse - med kontakten mellem dem. Alt var godt - mens alt var skidt.
Han trak vejret dybt men rystende ned i lungerne før han rykkede lidt på sig. Men kun for at kunne kramme Hale lige den tand bedre. " I promise we'll figure this out.. You don't have to be scared, I'm here.. Nomather what.. " Sagde han så lidt. Om det så var ord der hjalp eller ej. Det var sandt. Han kunne ikke se sig selv væk fra Hale - alt i ham trak ham mod ham, mod at ville hjælpe ham. Gøre ham glad igen. " You have nothing to be scared of. We're okay. " Hviskede han så bare lidt og lod sine fingre glide hen over fyrens hår. For at gøre et lille forsøg at kigge mod hans ansigt. " I trust you.. Okay? " Spurgte han så en smule - halvt som et spørgsmål men måske også lidt som et bekræftende okay. Fordi det var sådan det var. Vito var ikke bange mere - jo han var. Han var rædselslagen. Men han måtte holde hovedet koldt og forholde sig roligt. Han vidste at Hale ikke ønskede at såre ham. Det måtte han stole på.

Hale snøftede lidt mere, prøvede virkelig at få tårerne til at stoppe, men det var bare så svært, der herskede så meget kaos inde i ham lige nu. Heldigvis havde han Vito, Vito forlod ham ikke, det sagde han jo han ikke ville. Han knugede ham hårdere ind til sig, gemte sit ansigt ved hals, og fik måske en smule mere kontrol over sin hulken, men tårerne flød stadig. "Don't let go.." hviskede han stille, han måtte ikke give slip! Aldrig! Han havde brug for ham, mere end han troede muligt! Han sank prøvede igen at få mere kontrol, det var bare så svært, tankerne kørte rundt, gjorde ham nærmest helt søsyg.
"But.. Vito.. I killed someone.." fik han så endelig sagt. Trak sit ansigt lidt tilbage så han kunne kigge på Vito med de røde forgrædte øjne. "I can't.. Control it.. I'm.. A.. Vampire.." hviskede han så, det var faktisk utrolig svært.. At indrømme den sandhed.. Han havde slet ikke.. Tænkt så langt jo, det havde bare været.. Ja.. Og nu.. Ja..
Også selv om det ikke var hele sandheden, men den eneste sandhed han lige nu forstod og kendte til. Han kunne ikke selv mærke de varme finger, det bankende hjerte, eller det fact at han ikke var iskold eller havde underlige sorte øjne.
"I'm not sure you should.. I don't even trust myself.." hviskede han.
Øjnene gled lidt rundt i natten og det perfekte syn indtog alle omgivelserne, før han skælvede kort. "I wanna go home.." sagde han så til sidst, tårerne var stoppe lidt igen, de var i hvert fald ikke så mange som før. "To you.. Please.." forsatte han..
Hans andre muligheder var.. Virkelig ikke gode.. Han havde ikke lyst til at se nogen i øjnene lige nu, ikke sin mor, ikke Archie.. Ikke nogen.. Han ville bare være sammen med Vito jo.. Den eneste han havde lyst til at være hos, som han havde brug for at være hos!

Han gav ikke slip - gav ikke udtryk for at ville give slip. Ikke engang under det pres der ellers lå om ham som Hale havde haft i sine arme. Et stramt greb - men Vito var ligeglad. Hvis det var hvad fyren havde brug for, så var det præcis hvad han skulle have lov til. Han ville trøste ham. Og mere til. Hale måtte ikke et sekund være i tvivl om at Vito havde planer om at være der for ham, hjælpe ham igennem det hele. Skubbe sine egne laster til side og være den Hale altid kunne komme til - selv hvis han skulle smide alt hvad han havde mellem hænderne for at komme ham til hjælp.
" I know.. " Sagde han stille og lod fingrende glide op i fyrens hår hvor de nærmest holdt lidt fast, men på en halv kærtegnene måde. " It's not your fault.. " Sagde han så bare - forsøgte samtidig at overbevise sig selv om at det var sådan tingene var. Hale kunne ikke gøre for hvad der var sket - heller kunne han gøre for hvordan hans krop reagerede på det. Han havde været fanget der længe. Det var vel ren instinkt at kaste sig over det første og bedste der kom rendende med en puls - hvis blod var hvad man cravede. Vito bed sig kort i læben og måtte nok indrømme at kvalmen ramte ham et øjeblik. Tanken om det var ikke noget der stod hans mave kært. Men derfor måtte han alligevel se på det som virkelighed. Acceptere det.

Han nikkede hurtigt nogle gange. " We can go to my place.. " Sagde han så hurtigt og lod blikket hvile mod Hales ansigt et lille øjeblik før han sendte ham et lille smil. Han lod fingrende strejfe hans kind, tørrede et par tåre væk - mens han kort sank en klump. Han kunne stirre på det ansigt for evigt. Malplaceret tilfælde at få sommerfugle i maven. Men det var sådan han havde det. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare rejste sig og sørgede for at hjælpe Hale hvis han havde brug for det. " It's not far.. " Sagde han så lidt - ville han da ikke mene. Han var altid lidt i en trance når han forlod sit arbejde. Desuden var det Hale der havde fået dem ud og derfor var han en smule forvirret om præcis hvor de var henne. Han lod sin hånd glide ind i Hales og flettede lidt sine fingre med hans. " There's nothing to be scared of - I'm here. I'm not going anywhere. " Sagde han så lidt og rystede kort lidt på hovedet.

Ikke hans skyld? Jov selvfølgelig var det hans skyld, hvis skyld kunne det ellers være? Han så bare lidt væk, kunne ikke overskue at diskutere det, han kunne ikke engang overskue at tænke på det jo! Han ville bare gerne væk herfra, glemme det faktisk. Et bad ville også være rart og noget vand, han havde stadig den der undelige smag af blod i munden, og selv om det smagte godt, så var det stadig underligt og forkert, og.. Ja, han ville bare gerne glemme jo.
Hans øjne mødte Vitos igen og han sendte ham et tøvende lidt sørgmodigt smil, som en lille efterladt hundevalp! "Yes please.." hviskede han så stille og tog imod hjælpen fra Vito, til selv at komme på benene igen. Han vendte blikket ned, men så igen, meget hurtigt op, for tøjet han havde på var beviset på det han havde gjort.. Det skulle helst brændes.
"Okay.. Yeah.. I just want a shower.." mumlede han stille og skævede kort til Vito.
Han gav Vitos hånd et forsigtig klem, glad for stadig at være i kontakt med ham, han havde brug for den tryghed og varme det medbragte, han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre uden Vito.. Hvis han ikke havde været der, så var det nok endt endnu mere galt end det allerede.. Var..
Hvilket mindede ham om noget.. "Stand still.." hviskede han stille inden han rykkede tættere på Vito, og tog let fat om hans skulder, som han undersøgte bidemærket i halsen, det blødte jo stadig. "I've seen Archie do this.." mumlede han stille før han stoppede sin egen finger i munden kneb øjnene lidt sammen før han prikkede hul i fingerne med sin hugtand. Han trak den hurtigt ud, inden for meget blod.. Ja.. Han ville ikke være dårlig igen. Så skubbede han sin finger ind mod Vitos sår på halsen og gned den forsigtigt rundt, krydsede bare fingre for at det ville virke.
Han trak den væk efter lidt tid og betragtede så det healede sår.. Sejt..
"Lets go.." mumlede han stille og trak så lidt i Vitos hånd, som han trak ham med efter sig i den retning de skulle. Hjem, hjem, hjem!

Vito nikkede kort en enkelt gang og sendte Hale et lille smil. Han prøvede hvert fald. " You can shower all you want as soon as we get back. " Sagde han så og nikkede kort endnu engang. Han ville også gerne selv i bad. Men Hale kom i første række og ville nok komme i første række meget længe - hvis ikke altid. Det var sådan han havde det - allerede nu. Noget han bare kunne mærke i hans krop var en ting der ville ske, nu og kun mere frem over.
Vito skulle lige til at skubbe Hales hænder væk da han rørte ham ved hans skulder, men fik stoppet sig selv i sekundet inden bevægelsen og stod i stedet stille. Også selvom det gav et fælt sug i maven. En øjebliks kvalme ved tanken om at det stadig var der, mærket, blodet - efter at Hale havde haft tænderne i ham. Han skævede kort lidt mod fyren før han bed sig lidt i læben. Han rettede dog bare blikket lidt mod jorden og lod Hale gøre hvad han mente der skulle gøres. Han rynkede kort panden lidt. Kunne faktisk nærmest med det samme mærke hvordan den svidende fornemmelse ved halsen stille svandt hen.

Turen gik dog hjem ad få sekunder efter og heldigvis var det ikke svært at finde hjem. Ingen grund til at spilde tiden på at trisse afsted. Begge ville hjem og det kunne kun gå for langsomt. Heldigvis - på trods af stadig at være svimmel nåede de hjem ret hurtigt. Han fik låst dem ind i lejligheden og lod kort blikket rette sig mod Hale før han sank lidt en klump. Han anede ærlig talt ikke hvad han skulle gøre - han kunne bare håbe på at et bad, rent tøj - varme og mad ville ændre lidt på det hele. Give en eller anden form for ro. Men han kunne i sidste ende nok ikke skjule den lille frygt der stadig sad i ham.
" I'll get you a towel and some clean clothes.. " Sagde han så hurtigt med et lille smil før han hurtigt smuttede afsted for at finde det. Mon ikke han havde et eller andet tøj liggende som hale ville kunne passe? Bukser var nok der det ville knive mest - kun fordi Vito af statur var en meget lille person. Han regnede med Hale huskede hvor badeværelset var mens han selv begyndte at finde tingene. Han fandt dog håndklæde - et par joggingbukser og en trøje. Det skulle nok gå. Undervejs i sin egen forvirring stoppede han kort ved køleskabet og greb en juice, som han tog nogle store tåre af - bare lige for at finde fokus og ikke miste sit blodsukker fuldstændig midt i det hele.

Han fulgte Vito ind i lejligheden og så sig kort rundt i de semi-kendte omgivelser, der var hans lejlighed. Selv om han kun havde været der en gang før, så føltes det alligevel ret trygt, nu at være der igen. Det var jo heller ikke bare hvilken som helst lejlighed, det var Vitos jo. Han var overalt i rummet, hans ting alle steder, alle de små dele af ham. Duften af Vito hang over alt i rummet, lagde sig tungt omkring ham og gjorde ham helt ør i hovedet. Han lænede sig kort lidt ind imod ham før han så endelig slap hans hånd, selvfølgelig ikke af lyst, men fordi han blev nød til det. Gav Vito plads til at få sko og jakke på, imens han selv bare stod der, i sit mærkelige blodige pyjamas tøj og følte sig en smule utilpas på grund af det selvfølgelig. Det bad der.. Han så lidt efter Vito som han sagde han ville finde tøj og håndklæde til Hale, han nikkede stille for sig selv og gik hen imod døren til badeværelset. Han klemte sig forsigtigt ind, og lod øjnene glide rundt i junglen Vito havde groende derinde. Han kunne virkelig godt lide planter kunne han ikke? Ret meget jov.
Han vendte meget hurtigt ryggen til spejlet, havde ikke lyst til at se sig selv, ikke imens han så sådan her ud.
Vito vendte tilbage med et håndklæde og Hales tøj, han tog hurtigt imod og lukkede bare døren i uden et ord. Han kunne mærke han var lidt på vej ind i en form for chok tilstand, prøvede virkelig at cope med det hele, men lige nu.. Det var bare så meget, hvordan skulle en person kunne klare så meget?? Det var jo for meget!!!
Vito gjorde det jo selvfølgelig en smule nemmere, og han kunne godt mærke nu, med den lukkede dør, at han allerede længdes efter ham igen, bare at være i samme rum som ham hjalp.. Men han skulle også bare lige.. Have ti minutter.. Slå tankerne fra.. Eller til.. Eller ja.
Han smed tøjet og snoede sig forbi et par planter og ind under brugseren. Et par minutter efter gled han ud igen og efter at have tørret sig samlede han håndklædet om livet og satte det fast der, som han lod sit blik vandre til spejlet..
Hvor han meget hurtigt gik i stå.. Helt, helt i stå.. En mærkelig følelse gled igennem ham, eller ikke en, mange faktisk, tanker og følelse egentlig, og det forvirrede ham, det hele var så modstridende, han anede ikke hvad han skulle mene. I stedet rev han døren op og vendte sig mod Vito der var et par meter væk, han stirrede på ham igennem rummet og mærkede igen varmen vende tilbage på den der helt.. Specielle måde.. Indefra og ud.
"Vito??!" kaldte han så og ventede til drengen ville få øje på Hale, og uden tvivl se.. Hvad Hale lige havde set i spejlet.. Det sorte blæk.. Der formede bogstavnerne: V I T O på hans kraveben.. Utroligt..

Han var hurtigt tilbage i køkkenet efter at have fået lagt tøjet og håndklæde til Hale ude på badeværelset. Det var dog først da han hørte vandet løbe at han lod sig glide ned at sidde på gulvet og et øjeblik lod ansigtet gemme sig i sine hænder. Ingen tvivl om at han var udmattet - forvirret - bekymret. Alle de følelser der fløj rundt i hans hoved og over alt i hans krop. Det var simpelthen så meget. Han var overrasket over at hans næse stadig holdt sig i ro - ingen blodnæse. Sikkert fordi hans krop i forvejen havde mistet så meget blod. Også selvom han godt vidste at det ikke helt var sådan det hang sammen. Han lukkede sine øjne og tog nogle dybe indåndinger. Han måtte holde samling på sig selv. Der var intet andet at gøre. Han kunne ikke gå i panik og bryde sammen over hvad der var sket når der var en person i hans lejlighed der havde mere brug for ham end han selv havde. Han rettede sig lidt op og fjernede sine hænder.

Han anede ikke hvor længe han havde siddet og gloet ud i luften før han i et sæt kom på benene, nærmest væltende op af et køkkenskab og lod blikket falde mod Hale som han trådte ud af badeværelset. Tydeligvis havde Vito stirret ud i luften længere end han troede. Han rodede sig kort i håret og lod hånden glide om i hans nakke før han rynkede panden en smule. Han trådte dog så bare tættere mod ham. Mærkede hvordan det hele i hans krop igen blev sat i gang. Hale satte det hele i gang i ham - den varme boblende følelse. Præcis som han havde følt første gang de mødtes - som han havde følt eksplodere som hans læber havde rørt hans for første gang. Den kildende fornemmelse under huden hver gang Hale rørte ham. Vito havde vidst hvorfor længe - men han havde også vidst at det nærmest var et dødt løb når det ikke var helt det samme den anden vej rundt. Men hvad var det helt præcis han så? Hvorfor stillede han overhoevdet spørgsmålstegn ved det.. det var jo tydeligt. Bogstaverne hen over Hales kraveben der formede hans navn.
Han måtte bare lidt måbende se til. Hans blik flakkede lidt fra navnet til fyrens ansigt og tilbage igen. Også endnu engang samme flakkende blik. " I... " Han bed sig kort lidt i læben og forsøgte ikke at lade den glæde der var i ham overdøve den undren der også havde bredt sig i hans krop.
" Thats.. " han gik i stå.
" I..." og endnu engang gik han i stå.
" I... I don't.. I don't understand. " Sagde han så bare halv mumlende og rynkede kort panden en smule, hans fingre strejfede kort og stille uden lige under navnet før han lod blikket rette sig mod Hales øjne. " How?.. " Det måtte betyde at Hale ikke var vampyr ikke sandt? Eller hvad? Han var glad for det - hvordan kunne han være andet. Det betød at navnet på hans ejet kraveben var ment til at være. Så kunne det ikke gå galt kunne det? Forhåbentlig ikke - det måtte det ikke. Frygten var der stadig. Men så lille bitte, gemt under alt det andet. Han knugede kort sin hånd lidt sammen før han så bare lod et smil finde vejen over hans læber.

Hale betragtede Vito som han langsomt gik i stå foran ham, lidt som han selv havde gjort før foran spejlet. Han forstod det ikke engang selv. Det gav faktisk overhovedet ikke mening? Og der stod han så bare, og håbede at Vito kunne give ham de svar han søgte. Det virkede bare ikke, Vito var lige så forbløffet og overrasket som ham selv. "No.. Me neither.." mumlede han stille, som blikket forlod Vitos undrende ansigtsudtryk og fulgte i stedet hans arm, hans hånd, hans fingre, som de gled hen over kravebenet, lige under tatoveringen. Øjnene gled langsomt i og et stille støn forlod hans læber, som Vitos fingre havde fundet frem til en af de mest følsomme steder på Hales krop, som om lige det sted var forbundet til selve hjertet, og alt andet der havde at gøre med hans følelser og hvordan man styrrede disse. Øjnene gled langsomt op igen, øjnenevipperne blinkede lidt op og ned før han fandt fokus igen, hans hånd strøg op og tog fat om Vitos håndled, ikke stramt eller voldsomt på nogen måde, bare på en måde der gjorde det lettere for Hale måske at kontrollere de følelser der lige nu insisterede på at bevæge sig gennem hans krop. "I was kinda hoping you could tell me.." sagde han så helt stille og fangede Vitos øjne igen, før han trak lidt i hans håndled, så fingerne slap kravebenet og bevægede sig hen over brystkassen, til han pressede Vitos hånd nærmere sig og lod den ligge sig flat mod brystet, lige over der hvor hans hjerte sad. Og det bankede.
Noget han ikke selv havde lagt mærke til før nu selvfølgelig, det gav ingen mening faktisk, og lige nu gjorde det ham bare i tvivl, så meget i tvivl, for? Han var blevet forvandlet til vampyr, men, han var ikke vampyr alligevel? Måske havde det alt sammen bare været en ond drøm, eller måske var det her en drøm?
"You feel that.. It beats? But Archie killed me.. How can that be?" spurgte han stille og lænede sig bare tættere på Vito, til de stod helt tæt, kunne ikke undgå det, hans krop krævede det ligesom bare, og han nød selv ret godt af den underlige sitren der bevægede sig gennem ham i form af brænd varme bølger af dyb længsel og ja - Kærlighed.

Vito ville ønske han havde svarene på alle spørgsmålene. Han ville ønske at han kunne fortælle Hale præcis hvad der foregik. Præcis hvorfor tingene var som de var og præcis hvordan de var nået til det punkt. Men det havde han ikke, det kunne han ikke. Han vidste ingenting - og følte sig i sidste ende nok en smule ubrugelig simpelt på grund af det. Hvorfor kunne han dog ikke bare kende grunden, svaret. Hvorfor kunne han ikke bare være i stand til at løse problemerne der meldte sig hele tiden. Det var som at gå et skridt frem og tre tilbage. Fire tilbage - men så at lette og flyve på en sky. Det var det eneste han med sikkerhed vidste - det var sådan Hale fik ham til at føle. Let som en fjer.
Han trådte et skridt tættere ind mod Hale, lod hånden føle det hjerteslag der på trods af tvivlen faktisk stadig var bag hans bryst. Hvordan var det muligt? Han bed sig kort i læben. Med et blik der tydeligt var fanget i forvirring og glæde der hev i ham fra begge sider.

Det gjorde nærmest ondt ved de ord Hale sagde 'Archie killed me' det var ikke ligefrem det man ønskede at høre. Men sådan var sandheden. Vito havde ikke lagt meget tanke i tingene der var sket den dag før for meget kort tid siden. Ikke et sekund uden hans hjerte havde følelserne omkring det været noget han bekymrede sig om - han havde ligesom bare eksisteret. Men nu - det hele kom væltende på en gang og forlangte alt for meget af ham.
" Archie didn't do a very good job at that.. " Sagde han så bare, dog med et lille smil - et smil der gerne ville vokse sig større. Han havde lyst til at læne sig ind mod fyren, placere kinden mod hans bryst. Lytte til hans hjerne. Suge følelsen af Hale til sig. Hans blik gled fra hans bryst og op til fyrens ansigt, som han sendte ham et smil. " I'm so happy you're not dead. " tilføjede han så bare et øjeblik efter og mærkede varmen i hele sin krop. Den kom i bølger - store bølger. Blodet var på vej tilbage i hans krop og hjalp til det.
Han tog kort en dyb indånding før han så bare nikkede lidt. " I don't know how.. But this makes me so happy.. " mumlede han så bare lidt og lænede sig ind mod Hale, lod panden placere sig mod fyrens skulder mens hans arme lod sig glide omkring ham - han måtte have hans varme, duft - bare.. Alting. Næsten ikke til at håndtere så meget han bare ville være nær Hale. Tanken om at han ikke var der gjorde ondt. Han var ikke bange længere. Slet ikke.

"I guess not.." hviskede han stille og betragtede smilet Vito svagt sendte ham, han ville ønske han kunne trække det længere ud, gøre det større, gøre ham så glad han ikke kunne stoppe med at smile! Der var intet han hellere ville jo, end at få Vito til at smile, gøre ham glad, gøre ham lykkelig. Han elskede det smil, også selv om det ikke var meget, men det smittede alligevel af og Hale sendte ham forsigtigt et smil tilbage. Kæmpede lidt imod trængen til at kysse ham over alt i ansigtet faktisk, kysse han smil, han ville rigtig gerne kysse det smil der. "Yeah well, me too.." grinede han stille og sukkede lidt eftergivende, det var så nemt, så nemt at være her hos Vito, så fantastisk nemt. Det føltes bare som om han kunne klare hele verden, så længe Vito var lige der, helt tæt på, og de var i kontakt, ligesom nu, Vitos hånd mod hans hjerte, det var fantastisk.
"I have so many questions Vito, and I need answers.. But not tonight, tonight I just wanna be here with you, and hold you close.. If thats okay with you.." hviskede han stille, før han trak vejret dybere ind, og lagde så sin frie arm omkring Vitos krop, før han trak ham ind til sig, så de endelig stod helt tæt. Da Vito også placerede sine arme omkring Hale, fik han også snoet den anden arm omkring ham og lagde sit hovede ind mod hans, næsen begravede sig lykkeligt i det filtrede hår, og han pustede ud igen.. Det her var.. Det bedste nogen sinde..
Følelserne var så stærke, ikke som noget han nogen sinde før havde prøvet, det var helt anderledes, det var nærmest smertefuldt, mest det ikke at vide hvordan man skulle håndtere det, og hvordan angsten hele tiden var, et sted bag i hans hovede, bange for at Vito trak sig væk, skubbede ham væk, sige nej, gik sin vej, forlod ham? Han kunne ikke helt lade være.. Og derfor holdte han ham også bare tættere ind til sig, ikke helt bevidst om, om han faktisk maste ham.
En anden ting blev dog også lige overvejet, det fact at han altså faktisk var nøgen, kun et håndklæde egentlig jo, og deres kroppe var så tætte, og Vito var jo - hvilket startede en ny krise, en ny konflikt.
Han rødmede lidt, som han mærkede aktiviteten i underetagen, lidt genert slap han forsigtigt Vito igen, "I should.. Go get my clothes on.. Right.." sagde han stille, og kiggede ham lidt genert ind i øjnene, før han sukkede og lænede sig frem og trykkede et forsigtigt blidt kys mod Vitos kind, "Just one second.. And then I wanna hold you tight.. All night.. Okay.." sagde han stille, før han slap Vito helt, og vendte tilbage til toilettet. Han fik hurtigt det tøj på som Vito havde lånt ham, før han kom ud igen, han havde nok skyndt sig lidt, for ikke at sige meget, han brød sig ikke om at være væk fra Vito, ikke engang i bare få sekunder. Han havde brug for at være tæt på ham, hele tiden faktisk.. Det var helt utroligt.. Men det føltes som en mavepuster hver gang han ikke var i nærheden af ham.. Puuh.. Gik det nogen sinde over måske? Eller skulle han bare være afhængig af den lille trold resten af sit liv? Wow.. Hmm..
"Vito.." mumlede han stille og kiggede hen på ham før han sendte ham et blidt smil, "Than you for rescueing me.." sagde han så stille og smilede lidt genert.

Han nød at være så tæt med Hale. Han kunne stå sådan her for evigt. Bare nyde varmen fra hans krop. Duften af hans krop. Det var fantastisk. Han lukkede øjnene et øjeblik. Det var nærmest så afslappende og lettende at hvis det blev meget længere ville tårene løbe ned over hans kinder - kun på grund af den glæde han følte. Alt det der var sket indenfor de sidste to timer af hans liv var så overvældende og nu var roen over dem. Det måtte være det der fik hans krop til endelig at snappe ud af overlevelses stadiet og over i virkeligheden. Det var hårdt. Hale gjorde ham tryg. Så tryg.
" I'm not asking for anything more.. " Sagde han så bare med et lille smil om læberne og lod blikket glide op mod Hales ansigt. Han ville gerne ligge sammen med Hale - bare være til tæt ved ham. Andet forlangte han ikke. Måske noget mad på et tidspunkt, og selv det mistænkte han faktisk han med lethed ville kunne undvære så længe han bare fik lov at være sammen med Hale. Det var som om han var hans næring til energi og glæde.

" Clothes.. " Han lod kort blikket glide ned over Hale efter at have sluppet ham en smule. " Oh.. right. " Sagde han så lidt og nikkede kort nogle gange. Jo - han havde bemærket det, men alligevel ikke helt. Ikke til det stadie hvor det for Vito gik hen og blev mærkeligt, måske fordi han følte alt var helt naturligt i selskab med Hale. Om de så begge intet tøj havde på - så længe han kunne få lov at være sammen med ham så var det hele godt, så føltes det hele rart. Men om det var en følelse han bare havde i dette øjeblik vidste han ikke. Måske det ændrede sig når kroppen havde 'vænnet' sig lidt til den længselsfyldte følelse han havde mod fyren. Man kunne aldrig vide - kroppen var en mærkelig ting og det samme med følelser. Han slap Hale helt og lod ham smutte ud på badeværelset. I sidste ende burde Vito egentlig også selv overveje et bad - han havde stadig blod ud over sig. Følte han lugtede langt væk af blod, sved og tåre. Det gik slet ikke.
Han sukkede kort lidt, dog et afslappet og roligt suk. Smilede lidt for sig selv og kunne ikke helt lade være med kort at pille lidt ved sit kraveben. Han skævede så bare lidt mod Hale da han sagde hans navn. Smilet om hans læber voksede og han rettede sig lidt op. " I wouldn't be able to live with myself if I didnt at least try to get you out of there.. " Sagde han så bare lidt og rystede en smule på hovedet. Han sank kort lidt en klump før han så bare trådte tættere mod badeværelset.
" If its okay - I might as well just take a quick shower. If you're hungry or thirsty you can.. Yea - take whatever you want. Look where ever - there might be some good stuff somewhere in the kitchen.. " Sagde han så lidt og nikkede kort et par gange. Han pillede så bare kort lidt ved sin trøje. Det ville være godt at komme i bad. Bare lige - hurtigt. Han kunne ikke ligge sammen med en ren og lækker Hale uden selv at føle sig bare en smule præsentabel for selskabet.

Hales smil blev større, lyste nærmest helt op, som Vito smilte til ham, det smittede bare, helt vildt faktisk, det var underligt og så alligevel ikke, han kunne bare ikke holde op, når han kiggede sådan der på ham! Det var vidunderligt, det var hvad det var, helt igennem vidunderligt, havde han nogen sinde haft det så godt før? Aldrig, ikke nogen andre havde nogen sinde fået ham til at føle sådan her, Vito var helt speciel, han var jo Vito! Han var han hans mage. Bare tanken gjorde ham helt rundtosset, det var så forvirrende, han ture slet ikke tænke for meget over det, men så alligevel, det gjorde ham helt varm inden i. Der var meget andet at overveje selvfølgelig, før at - det - men lige nu, lige nu skulle de være sammen, bare de to, han havde bare brug for at være sammen med ham, lige meget hvordan, det var ligegyldigt, kunne bare sidde og kigge på ham hele natten hvis det skulle være, holde hans hånd, nusse hans håndryg, kigge ind i hans smukke øjne, bare blive væk i dem.
"Thank you.." mumlede han bare igen og trådte forsigtigt et skridt frem mod ham, som han stoppede op igen. "Oh.. Yes.. Okay.. Yeah.." sagde han og nikkede lidt, så kort væk, før han igen prøvede at koncentere sig, bare lige lidt.
Han flyttede sig så lidt mere så Vito kunne smutte forbi ham og ud på toilettet, stod lidt bare og lyttede til lyden af brugseren, tords døren var lukket, trods vandet løb, trods alle andre lyde, så kunne han stadig høre hans hjerte slå, og det gav ham alligevel tryghed, til trods for at grunden til han kunne høre hjertet slå var mindre.. Behagelige.
Han gik hen til sengen og lod sig dumpe ned med et veltilfreds suk, den følelse var jo helt ubeskrivelig, puuuh, det havde han trængt til, han følte sig helt helt udmattet.. Som om han ikke havde sovet i flere dage nærmest.
Han havde ikke rigtig lyst til noget at spise, der var i hvert fald ikke lige noget han sådan havde stor træng til, ikke engang.. blod.. Han var mæt lige nu.. Det var fint, så skulle han ikke tænke for meget over det.. Bare være sig selv.. Være her.. Være sammen med Vito.. Alt det andet, det måtte bare vente, vente til imorgen, hvor han forhåbentlig havde mere energi, mere overskud, flere sammenhængende tanker.
Han lod sig synke ned i sengen og kravlede bare ned under dynen også, ret tilfreds med hvordan den duftede af Vito, puttede sig bare i hans duft, det var alt for godt jo, nu manglede han bare ham, Vito, hans mage jo.. Han ville bare.. Have ham der, sammen med ham, under dynen, den varme krop mod sin, hånden i sin hånd, øjnene i sine øjne.. Kom han ikke snart? Det føltes jo som hundred år der her.. Når man trængte så meget til en anden persons selskab, så var det her, ventetiden, ren tortur..
Han brugte dog tiden på lige at hive bukserne af igen, han var sådan til at sove med bukser på, så skulle det være pyjamas bukser, men han fik det altid alt for varmt, han sov mest bare i underbukser jo, men han beholdt alligevel t-shirt på, det var nok bedst, eller noget.. måske.. hmm.. ja. Jaja.