Is this how it feels like to be dead?

Eva
- Påklædning Hun er iført en hvid kjole (Den går helt ned til anklerne) Link. Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår går hende til numsen. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Ukendt
- Udseende/Faceclaim Jessica Alba - Link. Hun er 1,68 meter høj

Det var aldrig nemt, når en ny sjæl kom til himmeriget, specielt efter at havde oplevet en grusom død, og hvor det normalt var en tilfældig engel, som var sat til at tage sig af det hele, så blev Eva denne gang bedt om det. Måske var det grundet deres forbindelse, som kom gennem det af Cain, hendes kære søn som hun ikke havde set, siden hendes død ved hånden af Lilith. Så Eva begav sig til det område, hvor sjælene ofte dukkede op, når først de kom til paradishaven, så da hun fandt den bevidstløse Zitora liggende, satte hun så på ug, mens hun ventede på den anden kvinde ville dukke op. Det første hun nok ville opdage, var et par brune øjne, ligeså mørke som det af Cain's, hvilket måske ville give en form for ro eller genkendelse i den anden kvinde, og selvom det var første gang de to faktisk mødte hinanden, havde Eva altid holdt øje med hendes børnebørn, selvom hun selvfølgelig håbede på, at de først skulle mødes om mange mange år, når de begge var gamle, og havde levet et fuldt liv. Hun betragtede hvordan Zitora vågnede op, for så at se sig omkring. Hendes spørgsmål var forståeligt, det hele måtte være så forfærdeligt forvirrende "I'm afraid you are sweetheart" hun talte med en blid og næsten melodisk stemme, en der kunne give ro, og man kunne næsten forestille sig hende, siddende med den unge Cain, hvor hun fortalte ham godnathistorier.
"My name is Eva, you may know of my son Cain, as I believe you're my granddaughter" der var et næsten stolt udtrykke i hendes øjne, som hun sagde Cain's navn, men også da hun indrømmede at Zitora var hendes barnebarn "I had hope we would meet, however, never under these circumstances. I'd hoped you would have a long life, and that we would meet when you where older" der var noget trist i de mørke øjne, selvfølgelig havde hun da aldrig håbet, at Zitora ville dø og endda i så ung en alder. Hun rakte blidt hånden frem imod Zitora, som for at hjælpe hende på benene "Usually they get an angel to do these kinds of things, but I suppose sometimes family is the best way to get use to having died. So you will have to excuse me, if I'm not doing perfectly" hvis Zitora lagde sin hånd i hendes, og lod hende hjælpe hende op, ville Eva ikke kun gøre dette, men også blidt stryge hende over håndryggen med sin tommelfinger.

Hun blev helt overrasket, da Zitora endda gav udtryk for at havde ville møde hende, nok vidste hun at hun var i familie med Zitora, men hun kendte ikke så meget til biblen, og derved heller ikke hvordan hun selv var blevet fremvist "You're being too kind" Hun kunne selv huske forvirringen, da hun vågnede op efter alt hun kunne huske var smerte, og de helt hvide øjne der så imod hende, mens hun oplevede sin død. Hun kunne huske hvordan, hun havde sendt Cain og Abel væk, sikret at de heller ikke skulle møde deres død "What you are feeling now, it won't last forever, and you will grow to love being here" forsikrede hun Zitora om, selvom det var hårdt, så ville tingene blive bedre, og hun levede et sted hvor der var godhed, og hun var i sikkerhed. Hun skulle netop til at kommentere, på Zitora ord om hvordan hun ikke ville dømme hende, da hun hørte lyden af Clayton som kom løbende. Hun havde taget sig selv den ære, at opfostre sit barnebarn, så godt som hun overhovedet kunne. Hendes tanke var, at han fik et godt liv i paradishaven, og når Zitora en dag døde af alderdom, så ville han være der for at vente på hende.
Hun kunne ikke andet end smile, som hun så Zitora's reaktion, og ikke mindst hvordan de to blev genforenet. En blid latter forlod hendes læber "It's okay sweety, I know how much you've always wanted to meet her" hun lagde en blid hånd på drengens kind, hvor hun strøg hen over huden med sin tommelfinger "I do hope it's okay I took the liberty to raise him, he do look so much like you" der var en del af hende, der altid havde ønsket, at hun kunne se Zitora vokse op, og faktisk havde været en del af hendes liv, fremfor kun at betragte hende fra himlen "We can do whatever you want, but I suppose we can start by going home?" forslog hun med et smil "or rather your new home" hun begyndte at gå, som for at følge Zitora afsted, hun stoppede dog op og vendte sig imod Zitora "I want you to know, I've always been so proud of you and of course your sister. Being your grandmother has been one of my greatest accomplishment, I've always wanted to be a part of your life"