The path of darkness - Kayne [Fortidsemne]

S: Udenfor et storslået palæ, som de sikkert kalder deres hjem
T: Nat
O: Beskrives
V: Nogenlunde kølligt
P: klik
Emne til: @Kayne

---

Hun var vågnet op midt om natten undrende over, hvor hendes elskede mand befandt sig. Stille havde hun sikret sig at deres søn sov, og så snart hun var opmærksom på det - så gik hun rundt i huset for at se om hun kunne finde ham. Der var mørkt - så udover de fakler hun fik lyst op for ved hjælp af magi, var der intet at se. De lange røde lokker hang krøllet henover hendes hvide natkjole, og så derved hoveddøren stod på klem. Et skrig udenfor fangede Rebekahs opmærksomhed og hun stjal ilden fra en af faklerne og førte den over i sin hånd. Derpå bevægede hun sig udenfor, men der var ingen - dog vidste Rebekah bedre. Hun var trods alt et levende eksempel på det overnaturlige, men det holdt ikke hjertet fra at springe en takt over. Måske var der sket Braeden noget, ikke fordi at hun ikke vidste han godt kunne skræmme folk på afstand hvis han ønskede. Rebekah var klar over at han var fuldblodsvampyr, men han var ikke den første af slagsen. Hun havde kendt en del fuldblodsvampyrer når det kom til det, og det skræmte hende heller ikke. Der skulle mere end lidt mørke til at manipolere med Rebekahs sind.
"Braeden?" Spurgte hun ud i luften og mærkede hjertet der prøvede at springe ud af hendes brystkasse. Et chok uden lige fik hun da hun måtte gribe en kvinde der kom skrigende imod hende. Rebekah skubbede hende væk og derved med ilden hun havde haft i hånden, var kvinden blevet påsat flammer. Vred sig rundt i smerte og panik - Rebekah fik slukket ilden men kvinden var allerede død af et hjerte anfald.
Rebekah stod kort og så på liget - før hun opdagede grunden til at kvinden var gået i panik. Der var et tandsæt på halsen, og en vampyr havde tydeligvis forskrækket hende.
"Braeden?" Spurgte hun igen, bare for at hører om han var i nærheden.

Braeden havde haft kontrol over deres krop de sidste gode år, i alt fald så længe de havde været omkring Rebekah. Hun var god til at fastholde hans menneskelighed, havde fået Braeden til at forelske sig i hende som han før havde i Stephen, men modsat med Stephen lod det til at dette fungerede i længden. Det var kun indimellem Kayne havde været fremme, og endnu ikke mens Rebekah havde været til stede. Han havde overtaget når Braeden havde gået for længe uden blod, og denne gang var det ekstra grælt. Braeden havde godt kunne mærke hvilken vej det bar, så midt om natten havde han forladt sengen han ellers sov i med Rebekah. Han havde kastet et enkelt blik tilbage på hende over skulderen, for så at gå ud af huset. Nærmest så snar than havde været ude af huset, havde Kayne tvunget ham tilbage, ovenud lykkelig for at have kontrollen igen, som han gik ned af vejen for at lede efter potentielle ofre.

Det tog ikke længe for hans højnede sanser at opfange det første menneske, og fra da af var det kaos, som så altid. Det viste sig at der var en mindre fest igang i nærheden, det helt perfekte sted for en rivende sulten vampyr uden nogen som helst menneskelighed i sig - for det havde Kayne virkelig ikke, modsat Braeden. Det var herfra at en af kvinderne undslap for at løbe skrigende ned af vejen og støde ind i Rebekah. Kayne hørte godt hvordan hun spurgte efter Braeden, selv gennem de mange lyde fra forskellige folk i smerte omkring ham.

"In here," svarede Kayne højlydt før Braeden i deres stille sind kunne stoppe ham. Braeden havde hele tiden holdt Kayne skjult for heksen, men lige nu var Kayne pisse ligeglad, og tænkte da egentligt også at han også gerne ville møde hende. Men det betød dog ikke at han holdt pause i det han havde gang i, da han fik sat tænderne i den sidste. Hvad der før havde været en glad fest, i en større stald, var nu blevet til et blodsbad uden lige, med en del der allerede lå døde, og andre der va rved at forbløde, med forskellige grader af kvæstelser. Nogen havde prøvet at flygte og var blevet kastet ind i en væg først så se brækkede knogler og ikke bar elige kunne løbe igen, andre havde han med sine tænder nærmest revet halsen op på. Men den sidste han havde gang i, var gåe ti en form for chok, og kæmpede derfor slet ikke imod, hvorfor han drak stille og roligt, nød smagen af det varme blod.

// Outfit, minus hatten - og nu sølet ind i friskt blod.

Hun hørte ham, og nikkede for sig selv. Hun valgte at følge lyden af hans stemme, og derved fandt hun ham. Det lignede der havde været en lille forsamling, og med et ekstra tryk på havde. Stalden var oversvømmet i blod. Så mange lig og halv døde folk. De mørke øjne så sig omkring, Rebekah var ikke ny på mørkets sti, men hun holdt sig på en linen mellem god og ond ganske neutralt. For hun vidste al magi kom med en pris, og hun ønskede ikke rigtig at miste mere end hun havde i fortiden. Dog så hun på Braeden, så hvordan han var malet ind i blod som et finere maleri. Hun så på vildskaben. Rovdyret. Hjertet bankede en anelse hurtigere, og overgik næsten lyden af smertestøn fra folk omkring sig. Hun gik alligevel længere ind i mørket, stille så hun bare på ham. Der var ikke frygt i hendes øjne. Rebekah var ikke god, det havde hun indset for længe siden. Hun havde levet i skyld i mange år, mest af alt for at udsætte Stephen for at leve under samme pinsler som hende selv. En skyld hun nok aldrig ville komme sig over. Hun havde mistet Calvin og Alycia - og selvom det var 7000 år siden, så var det stadigvæk noget hun tænkte over nu og da.

"Enjoying the party I take," kommenterede hun på sagen. Let lagde hun armene over kors, og gav et gisp fra sig, som en mand greb ud efter hendes ben. Han lå på jorden og var det var tydeligt han næsten blev kvalt i sit eget blod. I refleks lavede hun en håndbevægelse og der lød et knæk som nakken blev brækket på vedkommende. Alt han havde ønsket var at hun skulle redde ham fra smerte, og hun havde lige slået vedkommende ihjel. Let kørte hun sin ene hånd igennem de røde lokker og flyttede blikket tilbage på Braeden.
"You know.. if you want to go on hunts or anything.. you could just tell me. I'm not made of glass," pointerede hun og løftede let på et øjenbryn.
"Do you plan to cover up or give the wolves the blame?" Spurgte hun undrende.

En pige omkring teenage alderen stod og gemte sig. Så at vampyren var beskæftiget og så sit snit til at løbe. Dog med en hurtig bevægelse med hånden fra Rebekah, frøs pigen fast i sin sidste bevægelse. Rebekah så dog overhovedet ikke på pigen, blot en lille forsmag på hvor stærk hun egentlig var. Det vari kke ligefrem fordi, at han heller vidste præcis hvor en stærk heks hun var. Måske også for at vise ham, at hun ikke var lavet af glas eller så skrøbelig som hun faktisk kunne formå at sige ud.

Kayne slap efter lidt tid den mand han havde haft fat i, og han faldt til jorden som en anden livløs kludedukke, totalt drænet for alt sit blod. De andre gange havde Braeden formået at holde Kayne og hans større blodsbade skjult for Rebekah, men denne gang var der gået for længe, sulten havde vokset sig for stor, og Kayne havde virkelig ikke lyst til at stoppe, uanset hvor meget Braeden allerbagerst i hans sind råbte at han skulle. Så godt som Rebekah kendte Braeden ville det også være tydeligt så snart Kayne vendte sig og så på hende, at det ikke var den samme person længere.

Hvor Braedens øjne som regel var fyldt med varme og kærlighed selv mens hans mere vampyriske side var fremme, var Kayne's kolde og lige nu dyriske, med den kraftige blodsrus der havde taget kontrollen så snart han havde lugtet denne større forsamling af mennesker. Han hørte udmærket hendes puls stige, men manglen af frygt i hendes øjne fik ham dog til at smile skævt som han langsomt gik hen mod hende, de sort-røde øjne fokuseret på hende mens han lyttede til hendes ord. "... I sort of get why Braeden likes you..." sagde han blot, stille og roligt, mens hans blik gled fra Rebekah over på pigen hun havde standset. Han lod til bare at ignorere spørgsmålet om hvordan der skulle dækkes for det her; I Kayne's hoved var det ikke særlig vigtigt.

"... And thank you for keeping my final snack still," tilføjede han så, og på et splitsekund var han henne ved den unge pige som han også bed, til et højt smerteskrig fra hende, som han fuldt ud ignorerede, til fordel for det vidunderlige blod som han grådigt drak af.

Rebekah var klar over i hans blik, at der var mere end bare Braeden som herskede i vampyrens sind. Dog lod hun ikke til at være foruroliget af det, men mere accepterende end man måske ville regne en kvinde for at være. Måske ville andre være løbet skrigene væk, men Rebekah lod til at være totalt opmærksom på, hvordan vampyren sugede blodet til sig - i takt med pigens krop blev mere og mere livløs. Rebekah sank en klump, og kunne ikke finde ud af, hvorfor hun følte sig draget sådan til et mørke som dette. Hvorfor det var så tiltalende for hende. Let foldede hun sine læber sammen og stirrede blot på hendes mand der sugede livet ud af pigen. En del af hende ønskede at bidrage med noget - bare et eller andet. Dog kunne hun ikke lige på stående fod finde ud af hvad det skulle være. Rebekah gik derhen inden han nåede at drikke færdig stod bagved pigen og vampyren der drak. Grådigheden fra ham fik ham til at spilde blod, hvilket Rebekah hurtig tog to fingre som snuppede de vildfarende dråber. Hun så på sine fingre, hvorefter hun slikkede blodet af - smagte den metalliske smag imod sin tunge, og kort fik hun øjenkontakt med vampyren.

"So if you aren't Braeden, what may I call you?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Rebekah brugte sin magi til at skubbe pigens lig væk fra dem så ingen var i vejen. Hun bed tænderne sammen og så blot totalt draget af vampyren. Hun trådte tættere imod ham og lod sin tommelfinger glide henover hans blodklædte læbe. Dog så hun ham i øjnene som hun suttede blodet af fingeren. Ganske mystik vippede hun hovedet let på skrå.

Et svagt smil havde været at spore på Kayne's læber som han tydeligt så i heksens øjne at hun sagtens kunne se det ikke var Braeden hun havde med at gøre, lige inden han havde sat tænderne i den unge kvinde hun så pænt holdt stille for ham. Han kunne dog også godt høre hvordan hendes hjerte bankede en smule hurtigere, måske en smule skræmt? Men også samtidigt... Interesseret, nysgerrig... Efter et par årtusinder lærte man hurtigt at koble de forskellige hjerterytmer, forskellige typer hjerteslag sammen med forskellige følelser.

Ganske rigtigt spildte han en del, så grådigt som han drak af hende, og havde drukket af de andre. I virkeligheden havde han nok blevet mæt for nogle mennesker siden, men han var da nået langt ind i sin blodsrus og kunne nærmest ikke standse igen, i alt fald ikke før der nu ikke var flere mennesker tilbage, kun heksen foran ham, som han alligevel fandt for interessant, og udmærket også godt vidste hvor stærk var, til han havde lyst til at prøve på noget som helst her. Et skævt, bredt smil voksede på hans læber som han så hende slikke blodet af sine fingre.

"Kayne," svarede han hende, stadig med det skæve smil på læberne, og det forsvandt skam ikke af at hun tørrede noget af blodet af dem. Dog fik han langsomt sin normale øjenfarve igen, som hugtænderne også blev trukket tilbage, og han selv slikkede det resterende blod af sine læber. "And judging by what he's been telling and showing me, you must be Rebekah. Pleasure to finally meet you," han lod et charmerende smil pryde hans læber som han tog fat i hendes ene hånd og løftede den lige præcis nok til at han kunne bukke hovedet let for at kysse hendes håndryg, mens hans øjne var låst fast på hendes ansigt.