I am not feeling well ( fortids tråd )

Til @elijah

Tid: 04:00
Sted: Den største militær base i England. I en aflukket afdeling på værelse 1
Udessende og alder: 18 år flotte fyr

Det var tidelig morgen på militær basen, de fleste soldater var allerede i tøjet, og på vej mod kantinen for at spise morgenmad, ligesom alle andre dage de fleste var fuldkommen uvidende om, hvad der forgik på den lukke afdeling, hvor kun visse folk havde tilladelse til at komme ind, og hvor der altid stod en soldalt ude foran og lukke kun dem ind, der havde en skriftlig tilladelse til at komme ind.
Det var nødvendig at holde denne afdeling top hemmelig, for det var ikke helt lovligt det der forgik, eller landets leder var klar over sagen, men havde bedt om at det skulle være så hemmeligt som muligt.
Hemmeligheden, var ikke noget der stod i bøger eller på papir, men var rent faktisk en dreng, en ung dreng der nettop var fyldt 18 år, den alder normale soldater starte, men det var anderledes med ham, for han havde boet her i hele sit liv.
De var ude på og se, om det var muligt at skabe den bedste soldalt, ved at præge et barn fra helt lille af, lære ham at bruge våben, om døden og om overlevelse, at se hvor meget han kunne tåle.
Men drengen var ikke bare menneske, han var bloddæmon, og dem var der ikke mange af på disse kanter, han var derfor meget anderledes og stærkere ende de andre.
De fortog forsøg, trænede med ham, og studerede ham, kun de bedste folk arbejde med ham.

Denne dag var der dog noget galt, normalt ville Todd som han blev kaldt, være ude af sengen og igang med at styrketræne. Men hans leder fandt ham denne morgen bleg og kølig, slet ikke frisk, han lå bare på sin seng og sov uroligt.
Det fik lederen til at kontakte lægen med det samme, før han forlod ham for at fortage nogle andre opgaver.
Todd vågnede, men han følte sig ikke rask, han prøvede at rejse sig men faldt tilbage på sengen, da hans hoved snurre rundt, og svimmelhed gled over ham. Han kunne ikke lide at være syg, det skete kun få gang.
Sandheden var, at han havde trænet så hårdt de sidste to dage, at de havde glemt at give ham den rigtige mængde blod, han skulle have for at holde sig igang, han skulle altid havde ekstra når han trænede hårdt.
Men de havde været så opsatte på hans fremgang, at de havde overset det med blodet.
Han lå lige nu og håbe på at lægen ville komme hurtigt, så han kunne blive frisk.

"Take a seat Mr. James... I will be with you right away." Den unge mand var kommet ind på Elijahs kontor og han sad med næsen i sine papirer, som han var i gang med at notere de sidste ting. Han lagde blyanten fra sig, og rejste sig. Den unge mand havde gjort som han var blevet bedt om og sad nu roligt på briksen og ventede. "Lets have a look at you shall we." Elijah arbejdede på en hemmelig afdeling i militæret som læge. Hans job var at tilse testpersonerne, notere eventuelle forandringer, og generelt sørge for folk var sunde og raske. Det var praktisk som vampyr da han ikke rigtig kunne blive syg selv.
Der lød et par bank på døren og Elijah drejede sit blik imod den. "Enter." Hans dybe dominerende stemme fyldte lokalet. En soldat trådte ind og gjorde hornør "The General is asking for you in section B! Immediately." Elijah nikkede en gang som tegn på han havde forstået og soldaten forsvandt så hurtigt han var kommet ind. "It seems we will have to do this later Mr. James." Den unge mand nikkede og forsvandt ud af døren.

Elijah havde samlet nogle ting der kunne være nødvendige i en taske, før han begav sig imod section B. Den lå på den anden side af en gård. Da han kom ind i bygningen blev han mødt af generalen som hurtigt satte ham ind i sagen.
Han åbnede døren til værelse 1, og kiggede ind på den unge mand der lå i sengen, næsten mere bleg end han selv var. Han stillede tasken på et bord før han satte sig ned på kanten af sengen ved siden af ham. "Well Todd, You sure dosent look all that good today.Can you tell me whats wrong?" Han ventede ikke på et svar, før han begyndte og undersøgen den unge mand han i forvejen kendte. Han havde journaler på alle på afdelingen, også de ansatte. Det var hans job at vide alt om dem, især testpersonerne. Han havde kun mødt Todd en gang før til en hurtig undersøgelse, hvilket betød at han sjældent var syg eller udviste bekymrende symptomer.

Todd havde faktisk ikke rigtig været syg før, han var generelt meget rask og ikke nem at slå ud, der var kun engang hvor han havde fået et sår, ellers var han god til at undgå slag under træning. Han var i sandhed deres mest dyrebare protjek og den de troede mest på ville lykkes.
Basens general, var meget opsat på at det skulle lykkes og at Todd forblev rask og frisk, han snakke med Todd dagligt, derudover var der en psykolog tilknyttet til ham, en læge og landet dygtigst trænings instruktør, samt nogle videnskabsfolk, alt det på grund af ham.
Han havde aldrig helt forstået, hvorfor det nettop var ham der var den udvalgte, men når han spurgte fik han aldrig samme svar, så han havde givet op, men han vidste inderst inde at han ikke var født på basen, dog troede han ikke på han kom fra børnehjem som de fortalte ham.
Det var ikke nemt at være 18 år, og have frarøvet sit liv, han var fanget og kunne ikke fortage sig meget udover at se fjernsyn, spille krigsspil eller at skrive sine tanker ned i en bog, som hans psykolog læste i.
Han havde spurgt han måtte få internet, men det måtte han ikke de frygte folk ville spore ham, eller at han ville komme til at dumme sig.
Todd stirrede op i loftet, han vidste at der præcis var 5790 fliser i luftet, det havde han flere gange talt i sin tid her bag mure.
Hans krop skælvede, han prøvede virkelig at få kontrol over sig selv, hans øjne var skifte fra grønne til sorte, hans skarpe dæmon tænder var synlige, hans hud bleg som de hvide vægge.
Tankerne fløj rundt og alt sejlede omkring ham, han lagde sig helt ned på sengen og stirrede mod døren som den gik op. Lægen kom ind, han havde kun set den mand en gang før, han betragtede ham som han kom tæt på og begyndte at undersøge ham " jeg ved det ikke " svarede han tøvende, og rynke let på brynene " det føles som om rummet sejler og jeg kan slet ikke fokusere rigtig, min mave siger også voldsomme lyde" forklarede han, imens han så på ham med nærmest bedende øjne, man kunne godt se han ikke havde været syg før, han var pjevset for første gang i sit liv viste han tegn på svaghed og menneskelighed.
Hans mave kom med en høj klagende lyd, og Todd krøb sammen på sengen, da det gjorde ondt, han havde brug for blod snart, ellers ville han gå grassat.

Elijah tog sig god tid. Han sørgede for at lytte til hvad Todd sagde, men imens sørgede han for at undersøge ham. Han sørgede for at betragte ham, undersøge alle måder hans krop reagerede på, og notere det mentalt.
Elijah havde en fordel her, da han kendte til det overnaturlige. Det at han oveni var udlært læge, gjorde bare han havde mere viden om almen sygdomme osv. Men det var ikke det der var galt her. Han havde en mistanke og han rejste sig som Todd var færdig med at forklare. Han gik ned for enden af sengen, og tog den journal op der hang der. Der stod alt lægeligt hvis det blev nødvendigt. Men der blev også noteret andre ting som hans træning, hans mad osv. Han hørte en høj lyd, og løftede blikket hen på Todd på som lå på sengen og krøb sammen. Han løftede et øjenbryn og bladrede hurtigt om på siden der viste hans træning over de sidste dage. *Hård træning. Har de husket og give ham mere blod så?* Han bladrede et par sidder og han løftede et øjenbryn *fucking idiots...* han hang journalen på plads og kiggede på Todd. "Jeg mener jeg har fundet problemet. Giv mig lige et par minutter så jeg tilbage." Han ventede ikke på et svar før han gik ud af døren.

Ganske som han havde sagt, gik der ikke mere end et par minutter før han igen trådte ind i rummet. For Todd havde det måske virket værre pga. den smerte han var i. Han gik hen til bordet og stillede et krus, og i hånden havde han en blodpose. Han åbnede toppen og hældte noget ned i koppen før han lukkede den igen. "Det ser ud til de glemmer og give dig ekstra når de øger din træning." Han tog koppen og gik hen imod Todd, han var godt klar over han ikke selv ville kunne drikke det sådan som hans krop reagerede. Han satte sig ned ved siden af ham, og med den fri arm lagde han den under ham så han kunne komme op at sidde. Han hjalp ham derefter med at få koppen til munden uden selv at slippe den, sådan som han rystede lige nu ville det gå helt galt.

Todd lod ham undersøge ham, hvad ellers skulle han gøre? han havde det elendigt, og han vidste at generalen ikke var glad for, at han ikke allerede var igang med dagens træning, men han ville mest af alt, bare gerne blive her inde i dag, for han følte ikke for at skulle træne.
De sidste tre dage, havde træningen også været hård, han havde virkelig presset sin krop, og hans led var ømme efter den omgang, de havde bare kørt på ham konstant, han troede aldrig de ville stoppe igen.
Hans krop fortsatte med at ryste, han kunne ikke styre det, imens han så på lægen føltes det som om sengen nærmest sejlede, og han kneb øjne sammen, men det hjalp ham ikke spor.
Lægen var stadig ret fremmed for ham, men det var faktisk rart at se et nyt ansigt, og ikke bare alle dem der normalt var hos ham, han havde det svært her for tiden, men det var nok på grund af hormoner og alt for meget ensformighed, samt mangel på at lave hvad han ville.
Som lægen snakke, så han mod ham og rynke let på næsen " okay" svarede han let, før han krøb sammen da endnu en krampe gled over ham, og han prøvede ihærdigt at spille stærk, selvom det ikke var nemt, men generales ord kørte i hans sind, " husk aldrig at vise svaghed, de ord havde han hørt helt fra barn af.
Det føltes som en time, at lægen var væk, men endelig kom han ind i rummet igen og Todd så mod ham som han fyldte blod op, bare lugten fik hans krop til at ryste mere, og hans øjne til at skifte farve mellem sort og grøn konstant.
Han mærkede hvordan han blev støtte, og kanten af kruset mod hans læber, imens hans blik så på lægen, først blev der taget en lille tår, men derefter drak han det hele grådigt imens hans øjne igen blev grønne og hans krop begyndte at stoppe med at ryste. Lægens ord fik ham til at hæve et bryn " de ved godt, det kunne have koste et liv ikke? " spurgte han undrene, han havde på et tidspunkt dræbt en mand, fordi de ikke havde kunne finde ud af hvilken mad han skulle spise, han ryste svagt på hoved og så på lægen uden at sige mere, han var jo ikke helt van til at snakke.

Han havde været på vakt som han hjalp Todd til noget og drikke. Han vidste godt at han var utilregnelig hvis han ikke fik nok at spise, hvilket også var logisk nok. Han rejste sig og gik over til bordet imens han svarede på det spørgsmål han havde fået. "De er godt klar over det, men de har nok svært ved helt at forstå det." Han snakkede roligt imens han hældte noget mere blod op i koppen. "Mennesker har en grim vane til at tro de kan klare alt, de føler sig overlegne." et ondskabsfuldt smil fandt hans læber, som han mindes nogle af de gange han havde bevidst over for dem at det bestemt ikke var tilfældet.

Hans smil var forsvundet som ha vendte sig om igen, og han gik hen og afleverede koppen til Todd. Man kunne allerede tydeligt se forbedringen, hans øjne var blevet naturlig farve, og hans krop rystede ikke på samme måde. "Jeg skal nok sørge for de bliver gjort opmærksom på problematikken hvis du ikke får det du har brug for." Todd mindede ham om en ung vampyr som havde svært ved at styre sin sult. Deres kroppe kunne også gå imod dem, som det dyriske instinkt der lå dybt i dem, forsøgte og tvinge dem til at indtage det de havde brug for. Det kunne blive et grimt syn.

Han stod med journalen, og var ved at notere nogle ting. Han var dygtig til sit arbejde, og papir arbejdet som mange fandt trivielt og kedeligt, var for Elijah en vigtig del af arbejdet. Hvis man skulle gøre noget, så kunne man lige så godt gøre det ordenligt. "Hvordan føles det nu?" han havde spurgt uden overhovedet at kigge op fra sine skriblerier på papirene.