Finally - Christian

Sted: Baren: Late Night. Omgivelser: Fulde folk der fester og hygger! Tidspunkt: Omkring midnat. Vejrforhold: det sner! Påklædning: Link

Tilegnet: @Christian

Tik.. Tak.. Tik.. Tak.. Tiden var næsten gået i stå. Øjnene fokuserede prøvende på uret på barens bagvæg, hans halvberuset tilstand gjorde det mindre nemt. Var det også gået i stå?
Et par varme fingre gled langsomt over glasset og neglene klikkede let mod det, inden hånden strammede grebet og glasset blev løftet fra bordet. Han førte det op til sine læber og placerede det kolde glas mod dem, før han tippede det og lod den kolde væske ramme sin tunge, han sank og blinkede kort som den brændende fornemmelse at stærk alkohol mødte hans hals. Han satte glasset fra sig på baren og drejede sig igen i stolen, som hans blik mødte uret.
Et utålmodigt suk listede sig ud mellem hans læber og hans blik scannede igen den overfyldte bar. Irriterende faktisk.
De skærmede hans syn og han havde brug for det, han var på udkig. Ventede på en helt bestemt person, en person han den sidste tid havde holdt øje med. Tankerne summede tilbage til de aftner, aftner han havde kigget på ham, stirret på ham i timevis, fået små glimt af ham.
Holdte sig altid i baggrunden, ville ikke opdages, ikke endnu, ikke før han selv sagde til.
Manden, han havde betraget var intet mindre end guddommelig, når han lukkede øjnene i, kom han tydeligt til syne bag de mørke øjenlåg. Intet mindre en perfektion, fra top til tå. Blot tanken af dette syn, tændte ham.
Men det var ikke kun det, der var noget andet, noget mere.
Ja manden var vampyr, den havde Ozzie regnet ud fra første gang, og det var selvfølgelig det der havde startet hele denne besættelse.. Men der var stadig noget mere, noget helt unikt over denne mand. Han var intet som de andre!
Hans læber.. Når de gled fra hinanden i et gåsehudsskabende, charmerende smil, perfekte hvide tænder, og når han grinede, ikke med folk, men af folk, en isende kulde gled ned af Ozzies rygrad, fyldte ham med begær, ikke nødvendigvis seksuelt. Nej bare, rå begår, han ville have ham, ligegyldigt hvordan. Hvad en der skulle til, så var han klar til at gøre det, han ville gøre alt.
Han sukkede stille, som de dybblå forførende øjne overtog hans tanker. Hårrejsende. Et stille støn skilte hans læber.
Han åbnede de mørkebrune øjne igen, hvis farve indikerede hans mentale tilstand, efter at et stykke var blevet pillet fra hans sjæl, havde han overgivet sig mere og mere til mørket inde i, som hans kontrol forsvandt mellem hænderne på ham, tog hans indre psykopath mere og mere over.

Døren gik op. Han var her. Han var her nu. Ozzies øjne gled over til ham med det samme. Intens stirren og han kunne på ingen måde slå det fra. Hans hjerte var allerede gået amok og bankede nu hårdt imod hans ribben, det susede let for hans øre og han måtte blinke et par gange, bare for at være sikker.. Men han var her.
Han rejste sig fra sin plads i baren og tog sit glas mellem fingerne, før han langsomt sneg sig rundt i skyggerne: like a real creep. Fulgte vampyrens bevægelse, rundt i baren. Han kom for tæt på, men han var ligeglad. I aften var den aften, hvor Christian endelig skulle møde Ozzie. Det var bestemt på forhånd, det var deres skæbne.
Og det ville blive fantastisk. Ingen tvivl om det.
En hånd ramte blidt Christian i ryggen som den gled kærtegnende op over hans muskulatur og standsede ved skulderen, et enkel prik fra en finger, før hånden slap hans ryg og Ozzie trak den til sig. Han ventede høfligt på at vampyren vendte sig mod ham, så han kunne vippe nakken lidt tilbage og kigge op på ham. Han blev et øjeblik en smule overvældet af endelig at stå så tæt på ham, men han fandt hurtigt talensbrug frem igen og sagde i en blød flabede tone: "You are late.."

Det tog ikke mindre end et millisekund for Christian, at ændre hele Ozzies mentale tilstand - fra at være selvsikker og næsten flabet, faktisk også modig - ja så glippede de brune øjne nu lettere forvildet - som blev han nærmest blændet. Han tog et let skridt tilbage, som hans hjerte sprang et slag over og derefter forsatte i den unaturlige høje rytme - what am I even doing! This is crazy! Why did I do this, oh god!
De nu slørede blik, så sig panisk omkring - en udvej, hvad som helst. Ja i teorien havde det da været en god ide - nu havde han betragtet Christian længe nok fra skyggerne, det havde været på tide at møde ham ansigt til ansigt. Men. Nu de stod der, ja så virkede ideen ikke helt så god i praktisk? Men hvorfor egentlig - look at him! He's the most intimidating man I've ever met.. oh god he makes me feel like such a little child, I'm I blushing? Fuck! I'm blushing! God no, stop!
en nervøs latter forlod Ozzies læber, som havde han nu pludeslig også helt svært ved at mestre talenskunst - ikke nok med det så blev hans blik mere og mere sløret, i takt med at hans øjne skiftede farve, det brune blandede sig med det grønne - men blev så hurtigt erstattet af et tykt lag skinnende sølv, meget lig grå stær - blot at det her fyldte hele hans pupil ud og ikke stammede fra nogen sygdom, men i stedet en frygtelige forbandelse. Oh god not this, not now, I don't have time for this - and if I don't say something real soon, he'll just think I'm a complete idiot! And I'll never ever get what I want-- and oh god how I need it, fuck I need it.. fuck I need him.. fuck I need him so bad!!

"You don't, but you should and you will." lød det så endeligt, i en lidt hæs stemme, men han fik det sagt - lige som Christian forsvandt fra hans syn og alting blev til skygger - før det blev helt mørkt.. fuck!

//Er du stadigvæk klar på at spille videre på dette?