Wrong place at the wrong time, kiddo - Odette

Odette kunne have lignet et dådyr fanget i et par billygter. Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvad han snakkede om. Disinfectant and bandaids. Det var ikke noget hun just kendte til. ”Well… I’m not used to those things you just pronanced… But I´m sure that I can work with it!” I det hun endelig så op på ham, havde han allerede vendt ryggen til hende for at finde en trøje. Havde han i sinde at tage ned til havet? Vent… Som et lyn slog ned, satte han sig pludseligt på sofaen og tog sig til brystet, præcis der hvor såret var. Bekymret gik hun hen imod ham. I det han snakkede om det var forgiftede, kunne hun mærke sit hjerte banke nervøst. ”Poisoned…” mumlede hun for sig selv og lagde en hånd op til sine læber. Hurtigt fjernede hun dog den hånd igen og gik hen imod ham. ”I’m not an expert, but I have an idea!! You proberly going to find it weird… but it´s what I know about handeling poison.”
Hun kiggede på ham med bestemte øjne. ”You have to take the shirt off… I´m going to suck out the poison and spit it out… I might need a bucket tho… so i´m not spitting on your floor.”
På samme tid med at hun var nervøs for giften, så var hun også en smule nervøs for hvordan hun skulle sidde nær ham, for at suge giften ud. ”I know it sounds weird, but you have to trust me.”
Til sidst valgte hun dog bare at sidde ved siden af ham på sofaen. Hvis han tog trøjen af, ville hun se spørgende op på ham, blot for at se om det var okay med ham. For at det ikke skulle komme i vejen, tog hun sit hår om bag sit øre.

Hvorfor så han så forvirret ud? Havde han aldrig hørt om at man kunne suge giften ud? Først her gik det op for hende, at hun var måske en smule gammeldags og af en grund fik det hende til at rødme en smule. Akavet kløede hun sig også i nakken. Hun følte sig pludselig ude af sted, men der var ikke tid til det lige nu. Lige nu handlede det om at hjælpe ham. Så i stedet for at sige mere, rejste hun sig op og ledte efter den såkaldte spand. ”Bucket… bucket… bucket…” ivrigt gik hun rundt og søgte. Men den var ikke til at finde, selv ikke de steder hvor han sagde den skulle være. ”Why can´t I…” Hun bed sig i underlæben af frustration. Til sidst gav hun dog op, kun for at gå ind til ham igen og se ham sidde og kradse i sit sår. ”What are you…?” hun blev afbrudt af at han igen snakkede.
Han lød mere træt end før. Giften var sikkert allerede ved at tage over ham… Nervøst gik hun hen for at sætte sig ved siden af ham. ”Don´t see it that way… I´m doing it to help you, not to show affection towards your body.”
Så snart han lagde hovedet tilbage til at sove, ruskede hun blidt i ham ved at tage fat i hans skulder. ”I don´t think it`s a good idea for you to sleep… so please, stay awake for as long as you can.” Hun smilte varmt til ham og før han kunne nå at sige hende imod, lagde hun en hånd forsigtigt under hans sår på brystet og placerede derefter sin læber på såret. Her begyndte hun at suge giften ud, for derefter at spytte det ud. Dog ned på gulvet, eftersom hun ikke kunne finde spanden. Hun ville tørre det op senere, hvilket hun håbede på at han forstod. Normalt burde hun have følt sig en smule utilpas af at være så tæt på en mandekrop igen. dog følte hun sig langt fra utilpas, hun følte at hun havde et formål med dette og det var uden tvivl at hjælpe ham. Hvis det da kunne hjælpe ham…
Så snart hun var færdig med såret på brystet, gik hun videre til det næste sår og på samme tid ruskede hun i ham engang imellem, blot for at holde ham vågen.

// Lidt kort svar, sorry (((

Så snart Odette var færdig med at suge giften ud, gjorde hun rent efter at have spyttet på gulvet. Ordene han sagde om at hun stadig ikke var sikker hos ham, røg igennem det ene øre og ud af det andet. Han havde sagt det mange gange nu. Tanken fik hende kort til at smile. Med smilet på læben så hun hen imod ham. "I'm not safe anywhere... and I kinda hope to meet you again..." kort så hun flovt ned i gulvet. Her legede hun nervøst med sine fingre...
Da han pludseligt satte sig op, spærrede hun øjnene op og så overrasket på ham. Hun satte sig ved siden af ham. Denne gang lyttede hun dog til hvad han ordentlig sagde.
Hurtigt bemærkede hun dog blodet fra hans sår... "your... wounds..." mere nåede hun ikke at sige, før han spurgte hende om hun kunne slås. Selv om han så ind i hendes øjne med sin smukke brune, så hun den anden vej og legede nervøst med sine fingre. "No... I can't... I don't know anything about fighting..."
Pludselig så hun dog op fra gulvet og ind i hans øjne. De tyrkiske øjne var som et lys og smilet stort. "You can teach me!" Hun lænede sig kort imod ham. "You're great fighter! It's a good idea!"

//Yeah... beklager også her :/

Som hun sagde at hun håbede at møde ham igen, kneb han øjnene let sammen. Han var nu ret overbevist om at han aldrig nogensinde ville forstå hvad det egentlig var ved ham som hun følte sig draget nok af til at ville se ham igen. Han sagde dog ikke noget til det, for alle de andre dårlige ting han havde sagt om sig selv var pralet af, så ville dette ikke også blot gå gennem det ene øre og ud af det andet på dette pigebarn?
Han rystede på hovedet og fik sig rejste sig som hun lænede sig mod ham og begyndte at snakke om at han kunne træne hende. “Hmmm. I suppose I might as well,” sagde han og kiggede så ned på såret der blødte. Roligt lagde han en hånd over det og mærkede varmen sice fra hans hånd til såret som det helede. Han fjernede hånden for at afsløre såret der nu var helt væk, som var han aldrig kommet til skade hvor hans sår ellers lige havde blødt.
“Wait here.” sagde han så før han samlede sin trøje op og forsvandt ud gennem sin terassedør. Han kom igen med to grene der så stabile nok ud til at kunne slås med. Han rakte den ene til Odette og stillede sig klar til at forsvare sig. “Alright. I need to see how you react in a fight,” forklarede han så og kiggede hende i øjnene, blot for at sikre sig at hun forstod ham. “So come at me with your best shot. Just... imagine me as your worst enemy who’s about to attack you. Where would you try to hit me? Think of ways to incapacitate me.” forklarede han så og ventede så på at se hendes første træk i en kamp-situation. Dog inden hun kunne nå at reagere, trådte han frem og greb hendes hånd hvor hun havde pinden og tvang hende tilbage mod den nærmeste væg bag hende.
Han kiggede så ned på hende mens han holdte om hendes håndled og lagde hovedet på skrå. “When you’re in a fight, you dont get a pause to think, your enemy will strike anytime and especially when you’re all in your head. We’re training your instinct to survive.” Sagde han så lavmælt men roligt før han løftede sin pind op til hendes hals og kneb øjnene svagt sammen. “So make your move, get out of my grasp and survive, siren.” kommanderede han nærmest mens han stirrede hende ind i øjnene.

// Skrevet på mobilen, så har ikke sat farver ind endnu )) du fik din vilje tho <3

Odette var ikke sikker på hvad hun ville rode sig ud i. Manden foran hende var meget stærkere end hende selv, så hvad fik hende lige til at tro, at han ville spilde sin tid på at træne hende. Dog var ordene sagt, hun kunne ikke trække dem tilbage.
Hans svar kom bag på hende! Han takkede rent faktisk ja til at træne hende! Et smil på størrelse med en jokers spredte sig på hendes ansigt. Dog som hun kom i tanke om hans sår, skulle hun til at se ned på det, til han viste hende at det nu var væk.
”Wooo.” udbrød hun imponeret. Dæmoner healede… også havde hun brugt så langtid på at behandle hans sår. Nu følte hun sig en smule fjollet.
Nysgerrigt blev hun siddende og ventede på ham, som han havde bedt hende om og først da han kom tilbage, rejste hun sig op og børstede sig af. Pindene i hans hånd fik hende til at sætte hovedet på skrå. ”What are they for…” hendes spørgsmål blev besvaret i det han rakte pinden til hende. En smule tøvende tog hun imod den og betragtede ellers hvordan han stillede sig en forsvarsstilling. ”Come at you…” Hun så ned på pinden. ”But I´ll have never…”
Inden hun overhovedet kunne nå at reagere var hun skubbet op af væggen. Hans store krop tårnede over hende og hendes såkaldte våben var i hans kontrol. Overrasket så hun op på ham og lyttede til hans ord. ”Okay, I got it. Enemies do not hestitate.”
Hans lille kommando fik hende til at puste sine kinder op i irritation. ”My name is Odette, not siren, demon John!” Hun smilte en smule kækt til ham og gjorde nu ellers sit forsøg på at komme ud af hans greb.
Til at starte med forsøgte hun at puffe til hans knæ i håbet om at han ville løsne grebet, hvor hun her ville lade sig gnide ned af væggen og derefter kravle væk. En smule forpustet over at komme ud af så stærkt et greb, ville hun sidde på gulvet og pege på ham med sin pind. ”You have a interesting way to train people.”
Hun så op i hans øjne og rejste sig ellers op. ”Maybe I should learn basis first?” For at fjerne sit hår, kørte hun en hånd igennem og ventede nu ellers på hvis han ville komme med et overraskelsesangreb igen.

Hun tog imod hans hånd, så han kunne trække hende op. Ikke meget af en træner sagde han. Dette fik hende til at klukke en smule drillende, men hun beholdt alligevel sin kække kommentar for sig selv. Igen stod hun bare stille og lod ham snakke.
"Yes, i do want to survive." sagde hun bestemt og samlede herpå pinden op igen. "But can´t I eat my way out of it?" Hun så drillende hen på ham. "You get? Because... I´m a siren... ahh?" Som havde hun sagt den bedste joke i verden, ventede hun lidt på at han grinte og hvis ikke, ville hun bare ryste på hovedet. Det var ikke den bedste humor hun havde.
Som ønsket, begyndte hun at imitere ham ved at stille sig på samme måde. "Okay, my weapon is my alley... my weapon is my alley..." blev hun ved med at mumle for sig selv. Fokuseret blev hun stående, til han snakkede igen og nævnte noget med hende... mere nåede hun egentlig ikke at opfange før han igen svang kæppen imod hende og råbte.
Hurtigt blokerede hun ham. Dog så hun den anden vej, da hun var i tvivl om det lykkedes hende. Først da hun åbnede øjnene, gik det op for hende at det lykkedes!
"Ha! I did it!" jublede lykkeligt og så op på ham. Selvom hun havde blokeret ham dog, kunne hun stadig mærke det lille slag fra kæppen. "We Just found your teacher skills... Block!" ligesom ham, ville hun afbryde sig selv og nu slå ud efter ham med kæppen.

Det lykkedes hende rent faktisk at få ham til at trække på smilebåndet. Dette gjorde hende mere glad end hvad det burde. Han burde smile noget mere, da det klædte ham. Dog sagde hun ikke dette til ham. Hun holdte det for sig selv ved blot at smile tilbage.
Hun havde ikke nået mere end bare at svinge kæppen, før han allerede var klar med en blokering og nu så på hende med løftet bryn.
"True... I shouldn't warn my enemies..." klukkede hun.
I det han trak hende tættere på sig, så hun overrasket op på ham og ind i hans øjne. Hun tog sig kort i at se ned på hans læber, før op i hans øjne igen. Ligesom han sank hun en klump, hvorpå han her gav slip på kæppen.
"Yes... you're the teacher, but it was worth a shot."
Mere nåede hun ikke at sige, før han nævnte noget med overnatning. Hendes turkise øjne lyste op. Så han sendte hende altså ikke væk? Hun smilte stort til ham. "Thank you! I appreciate the offer and takes it."
Så snart han ville begynde at gå væk, ville hun her kigge ned af ham og få et kækt smil på læben.
Bubble butt.
Drillende svang hun kæppen på ny, men denne gang ramte den hans numse. Det var ikke et hårdt slag, men ej heller det blideste.
Hvis han så op på hende, ville hun smile drillende til ham og have kæppen over skulderen. "Got ya."
Nok sagde han træningen var slut, men hun kunne ikke lige dy sig.
"So... will you show me where the guest room is?" Spurgte hun en smule uskyldigt.

Reaktionen på det lille klask i numsen, fik hende til at se så uskyldigt hun nu kunne op på ham. Han så så forvirret ud... men heldigvis ikke vred. Så roligt han nu kunne, forklarede han hende, at han ville sætte pris på at hun ikke gjorde det igen. Med et stort smil på læben, grinte hun lavt og nikkede.
“Understood, no butt smacking in that kind of manner!” Lød hendes stemme bestemt, men ej så alvorlig.
Stille og roligt, gav hun sig nu til at følge med ham, som han viste hende vejen til værelset. Hans venlighed gav hende en beroligende følelse i maven. Tænk det var den samme mand, som havde forsøgt at skræmme hende væk, for blot nogle timer siden. Imens han forklarede hende sammenhængen, lyttede hun fokuseret med og så snart han var færdig, kunne hun mærke de mørke øjne på sig. Her så hun op på ham og smilte kærligt.
“Thank you... for everything... if you want me gone in the morning, then I understand, but I’m still grateful for your kindness and hospitality.” Hun bukkede for ham. “Until then, good night John.” Med et varmt smil og øjne svagt funklende i tusmørket, gik hun ind på værelset og så sig omkring. Hvis han svarede hende, ville hun nysgerrigt se om på ham og lytte til hans ord.
Hvis han derimod gik ud, ville hun kigge i tøjskabet og lede efter noget mere behageligt tøj at sove i. Søsteren havde en ret god tøj smag...
Hun fandt til sidst et par behagelige shorts og en tank top. Dynen var så blød og den duftede dejligt... hun kunne hurtigt vende sig alt for meget til at være her...

Den næste morgen vågnede hun en smule tidligt. For ikke at vække John, var hun meget forsigtig og lydløs i sine bevægelser, som hun gik ud på badeværelset og snuppede sig et bad. Det dejlige varme vand føltes fantastisk imod hendes hud!!
Hun gav sig roligt til at synge og nynne.

Outfit

I det hun var færdig med badet, smuttede hun ind på værelset igen, fandt noget nyt tøj og iførte sig i det. Der var så meget at vælge imellem! Hun mærkede på hvert et stykke stof, følte det imod sin hud og nynnede fortsat. Det var længe siden at hun havde haft fingrene i så fint tøj... eller, tøj... i det hele taget. Ja, hun havde kunne få en kjole af Veronica, men det var noget andet.
Efter at have fundet noget, stak hun hovedet ud af døren. Her kunne hun med det samme dufte mad. Med et stort smil, gik hun ud og lukkede døren bag sig. Hendes hjerte bankede en smule. Mest fordi hun frygtede, at efter hun havde spist skulle hun smutte med det samme.
Så snart hun så ham sidde ved bordet, smilte hun stort til ham og gik roligt derhen imod.
"Good morning John," lød det muntert fra hende. Hun satte sig ved bordet og betragtede maden. Dets interessante duft var en stor fornøjelse for hende. De turkise øjne blev nu rettet imod hans ansigt. "Did you sleep well?" Hun satte spørgende hovedet på skrå. Siden han sad ved bordet, kunne hun ikke spotte hans soul-saber... Han virkede træt, men på samme tid ikke fuldstændig død. "So, what are we gonna train today?"

Som han lavede en gestus til maden, begyndte hun med det samme at spise og ellers lytte til hvad der blev sagt. Så snart der var tygget af munden, så hun hen på ham med et smil. "It´s very tasty, thank you." hun nikkede høfligt til ham.
Spørgsmålet om hvad hun vidste om at forsvare sig selv, fik hende til at få maden en smule galt i halsen og rømme sig ned i sin hånd. "I´m not... uhm... I only know what you taught me yesterday." Akavet kløede hun sig i nakken. "Which... aiiiiint a lot."
Mere blev der ikke rigtig snakket om i den samtale, før en underlig bippende lyd, fik hende til at hoppe en smule forskrækket op i sit sæde. Hun så forvirret rundt. Heldigvis løste John problemet ved at tage et stykke papir. Før hun overhovedet kunne nå at spørge ind til det, snakkede han og sagde tingene som de var. Det hele kom en smule bag på hende... han skulle sørge at ingen vidste hun var der i går.
Overrasket spærrede hun øjnene op. Hans toneleje sagde, at det var for hans egen skyld, men alligevel bankede hendes hjerte en smule kraftigt.
Først i det han var smuttet, gik det op for hende, at hun var alene i hans hus. Døren blev lukket i og væk var John. Hun så sig rundt, med en hånd lagt nær hendes hjerte, der stadig bankede så uroligt. Hvad i Alverden skete der??

Resten af dagen blev brugt på, at gå og undersøge Johns hus. Hendes nysgerrighed løb af sted med hende. Dog som hver en krog var blev undersøgt og nysgerrigheden tilfredsstillet, begyndte hun at træne med kæppen i stedet. Så elegant hun kunne, snog hun den omkring sig selv og slog ud med den. Til tider var resultatet, at hun slog sig selv med den...
da sulten igen spillede et pus, fortsatte hun sin færd ud i køkkenet. For at kunne betragte genstandene på de øverste hylder, var hun nød til at kravle op på køkkenbordet, som en anden abe.
Desværre gled hun og nåede ik at få balancen igen, før hun nu lå på gulvet med madprodukter smurt ud over sig. Hun ømmede sit baghoved, men blev ellers opgivende liggende.

// Laver lige et nyt emne til springet, så outer her <3

Der var meget som skulle arbejdes med. Hun gjorde en lille grimasse. Hvis der var noget som var sandt, så var det faktummet af, at hun bestemt ikke havde nogle anelse om hvordan hun skulle forsvare sig selv. Tiden var dog forsvundet, som han nu forsvandt ud af døren med sin fax og sikkert sin opgave.
Selvfølgelig skulle han lige komme tilbage, i det øjeblik hun var dækket af mad og lignede et fjols. Hun tog imod hans hånd og begyndte at børste sig selv af. "Yeah, yeah... I´m alright... sorry If I ruined some of your..." Hun så op på et af køkkenets hylder. "Yeah... I Will try to fix that." hun tog imod viskestykket og tørrede sig selv af så godt hun kunne. "Once again... I´m sorry..." Nysgerrigt så hun ned af sig selv. Hvad var hun overhovedet smurt ind i!?
Ordene der derefter kom ud af hans mund, fik hende til at løfte hovedet hurtigt og se op på ham, de turkise øjne udspillede i overraskelse. "Really!?" De røde læber spredte sig ud i et stort smil. Hun følte for at kramme ham, men blev dog stift stående. Eller rettere, hun hoppede lidt på stedet. "Thank you, I wont disapoint you and I wont annoy you!"
Hun dansede lidt om sig selv. "Yes! I might actually get a shot in this world!"
Odette blev trænet af John, hvor hun til sidst ville finde sit eget sted og få et lille job... Der var stadig meget at lære, men hun gjorde sit bedste og følte, at hun kunne tage imod alting, nu når hun kunne forsvare sig!

//Out <3