a new beginning, a new meeting - Zachary

Maroth var ankommet tidligt om morgenen til markedet, det var første gang at de var der, men det var allerede et hadested og yndlingssted, ideen om pladsen helt fyldt med mennesker, var skrækkelig for Morath, men samtidig var det så interessant og nyt, at tanken om hvad man kunne opleve her, var helt fantastisk og fyldte hovedet, med så mange ideer.

Maroth havde fundet ud af stedet ved et tilfælde, og efter at have hørt nogle tale om at man kunne få forskellige ting, hver dag, var det jo altid som et nyt eventyr at komme her, så det var i deres tanker klart ved at blive yndlingsstedet for Maroth at være. Tanken om at handle om prisen, for hvad man nu købte var også tilokkende, det var jo ikke fordi Maroth tjente styrtende som Servitrice, men det rakte da, specielt når kost og logi var dækket ind på Akademiet, så var det da nogle gode lommepenge.

Efter 2 minutters tid til at tage sig sammen, gik turen endelig ind på selve markedet, hvor boderne så småt var ved at åbne op for dagens første kunder, og der gik ikke lang tid før Maroth havde fundet en bod der solgte noget kaffe, som hurtigt blev købt, det varmede trods alt, og med det kolde vejr, ville det jo være frygteligt hvis man ikke arbejdede på at kunne være der så længe som muligt.
Maroth var overbevist om at de forbandede hovedpiner ikke skulle spolere denne oplevelse, denne nye ting som endelig var fundet og som skulle undersøges, det skulle nydes, ligesom den halvdrukket kaffe som var i hænderne på englen.

Påklædning

Fri! Det var fantastisk de havde ferie, så behøvede han ikke pjække, det gav altid så mange problemer. Derudover så var Mark begyndt og være ret meget efter ham, han skulle holde op med det, og passe sin skole. Han vidste godt han havde ret, men det var bare, ja det var kedeligt. Derfor havde han også udnyttet ferien, og tog turen til markedet i Gaia. Han havde hørt godt om det, mange af de andre elever snakkede om det, så det var vel godt?

Han gik roligt igennem boderne, kiggede på lidt af de ting der var at finde, men intet fangede rigtig hans opmærksomhed. Han stoppede dog ved nogle T-shirts, løftede en op og rynkede lidt på næsen som han besluttede sig for det bestemt ikke var ham. Manden på den anden side af boden så lidt utilfreds ud, men hvis han ikke kunne lide den, så kunne han ikke lide den. Han kiggede op på den overskyede himmel, det sneede i det mindste ikke, men det var stadig koldt. Han trak sin jakke lidt op om sig, og tog sin telefon op af lommen for at kigge på den. Han fandt hurtigt sin instagram, og svarede på en besked der var kommet på hans nyeste besked før den blev lagt på plads i lommen. Han drejede om hjørnet og duften af varm kakao ramte ham. Måske han skulle købe noget? Han lagde ikke mærke til den kasse der stod på jorden foran ham, og inden han nåede og reagere hoppede han frem af i et forsøg på at holde balancen. ”Watch out!” Han nåede lige og lægge mærke til en… person… og på mirakuløs vis fik han styret uden om vedkommende før han snublede over sine egne ben og endte i en dynge sne. Typisk. Langsomt fik han rejst sig op, og børstede sneen af sig.

Maroth kiggede til siden, så noget eller nogen vælte, og derefter en lille sky af sne, det var ikke en særlig komisk situation, men der kom stadig et lille grin frem.
"are you okay? i am sorry i was laughing, but it just was so suddenly." Englens stemme var feminim af karakter, de fleste tænkte på Maroth som en kvinde når det var ved første møde, det var ikke noget Maroth normalt tog sig af dog istedet rækte Maroth en hånd ud for at den faldne person kunne få noget at støtte sig til, samtidig blev Zachary også betragtet for at finde ud af hvad han var for en person, hvordan tog han situationen.

Efter Zacharu var kommet ovenpå igen, smilte Maroth til ham og nikkede kort, "you are not hurt anywhere, i have some painkillers with me if you need it," grundet de konstante hovedpiner, var det en nødvendighed Maroth havde indset, hovedpine piller, var som om gud havde skabt dem, hvilket han på sin vis jo også havde, men når der nu ikke var en engel i nærheden med evner der kunne tage smerterne væk, måtte der jo bruges hvad der var til rådighed.
Maroth tog en slurk af sin kakao og smilte lidt igen over tanken med at Zachary havde faldet som han havde, det var egentligt lidt mærkeligt, men måske han var klodset af natur, det var der jo altid nogle der var, ekstra uopmærksomme, klodsede, født med to ventre ben, ja kært barn havde jo mange navne.

Zach havde taget imod hånden han var blevet tilbudt som han havde rejst sig. Han børstede det sidste sne ud af håret, som han hørte fyren pigens.. personens ord. ”No worries. I guess It looked pretty funny.” svarede han blot roligt som han trak lidt på skuldrene og sendtet personen et smil.

Han betragtede personen foran ham, kunne ikke rigtig finde ud af om det var en pige eller en dreng, som om han ikke var akavet nok omkring folk han ikke kendte. Vedkommende lød feminin, men noget gjorde han tøvede, han kunne spørge? Nej nej nej.. det duede på ingen måde! Det var ikke okay, det ville være forkert, jaa! Så meget vidste han da, man spurgte ikke bare nogen man lige havde mødt hvad køn de var. Han måtte bare lade være og sige noget dumt, hvilket nok var lettere sagt end gjort. Den feminine stemme brød ham fra hans egne tankers fængsel, og han rystede let på hovedet, et lettere genert men også venligt smil på hans læber. ”no no I’m fine. I mean.. I think it hurt the snow more than it did me.” svarede han med et lettere akavet grin. Det var ikke just fordi han ikke var vandt til det.

Og nu stod de der, Zach skubbede akavet til en klump sne på jorden, vidste ærligt ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Han var ikke ret god til det her, med at møde nye, personer. Men han kunne ikke bare blive ved og stå og kigge ned i jorden, nej han var nødt til at sige noget. ”Sooo.. where did you get you’r hot coco? I could really use some. Especially after that trip, I feel a bit chilly now.” han kiggede op som han spurgte personen foran ham, men blev pludselig I tvivl om han bare burde være gået I stedet. Han rettede på sit tørklæde om halsen. ”I’m Zachary by the way.. Malkovi. But Zach is fine.” han rakte hånden frem for at hilse på personen foran ham. Godt nok var han akavet, men man præsenterede sig når man snakkede med nogen! Noget af det hans forældre havde fået banket ind i hovedet på ham som barn.