Cold and bloody - Hunter

@Lucifer

Det mørke hår lå svedent i hans pande. Hans fødder bevægede sig hastigt over den asfaltbelagte sti. Parken var badet i mørke, præcis som Lucifer foretrak det. Han havde sjovt nok altid været tilhænger af mørket. Det var ikke for ingenting, nogle omtalte ham som prins af mørket. Han brød sig ikke så meget om ’prins’ han så sig selv som en konge. Han havde skabt så meget til sig selv, at han umuligt kunne blive betragtet som en sølle prins. Han stoppede et øjeblik, men forsatte med at løbe på stedet. En ung pige havde fanget hans interesse. Han kunne altid bruge lidt underholdning, og hun kunne sandsynligvis give ham lige netop det. På den ene eller anden måde. Han stoppede hans jogging og gik i et roligt tempo hen imod bænken hun sad på. Hendes blonde hår var strøget tilbage i en hestehale, hun bar et par lilla briller. Hun gumlede på hendes ærme, hvilket fik Lucifer til at rynke på næsen. Sikke en forfærdelig vane at have sig. ”A delicate woman like you shouldn’t bel eft alone at this hour, ” startede han ud og satte sig på den anden side af bænken. Hun slog blikket op, og mødte de mørke øjne. Der var en masse dybde i dem, men få kunne se lige præcis hvad der gemte sig i dybet. Det var kun for nyligt, Lucifer havde vendt sig til dette nye udseende. Omkring samme tid, kroppens tidligere ejer var blevet kvalt. ”Well… I’m a follower of the darkness,” svarede hun med en lige lovlig lys stemme, hvis man spurgte om Lucifers mening, hvilket man burde gøre.

”Oh,” sagde han og satte sig, så hans front var rettet mod hende. ”Why is that?” Hun så på ham over brillekanten. ”Lucifer,” svarede hun ham som var det det eneste svar der var. En svag latter forlod hans læber. ”Naturally. Have you ever been in contact with him?” Han fiskede, fordi han vidste det aldrig var sket. Men måske ville hun sige anderledes. ”We all have. Me and my sisters and brothers.” Det gik op for Lucifer, hun var en del af en eller anden syg kult i hans navn. Det irriterede ham grænseløst, at amatører forsøgte at tilbede ham. Han lænede sig frem imod hende, han greb fat i en lille dolk fra hans inderlomme. Han tog hendes hånd og rakte den til hende. ”If you really want to honor Lucifer, you will put an end to this riddicoulus cult,” et gyldent skær dukkede op i hans øjne. Han gjorde brug af sin evne, der kunne overtale nærmest alle til alt. ”Give me the address to your brothers and sister and end your life,” lød ordene køligt fra hans læber. Han nærede ingen kærlighed for dette menneske eller nogle andre på denne jord, med undtagelse af få.

Hunter havde afsluttet endnu en dag på akademiet, det havde dog været en lang dag, da der havde været møde angående de skyggevæsner der raserede skolen, og gjorde elever utrygge, men de havde stadig ikke fundet en måde at få dem væk en gang for alle.
Han var ikke lærer som de andre, han var vogter med ansvar for skolens elever, og at sikre sig at regler blev overholdt, at elever ikke pjække eller lavede numre, men han var stadig meget ny også i denne by.
Han kom ikke fra dette land, hans barndom var fortid og ikke noget han fortalte om, hans liv havde ikke været nemt, men nu var han dog nået hertil.
Det havde lykkes ham, på trods af smerte og uden forstand, at bygge et hus nær bjergkæden, et fristed, og et sted væk fra hverdagen og verdens sindsyghed og krav.
Han var ikke helt som så mange andre, han skilte sig altid ud lige meget hvad, men det var ikke noget nyt, normalt ville han være iført kun sort på arbejde, men eftersom der også havde været møde var en ternet blå skjorte placeret over det ellers sorte tøj.

Han burde vel ikke være i parken men være taget hjem, men han havde brug for at se noget nyt, og bare at gå for sig selv, med alle tanker.
Som han gik gennem parken stoppe han op, ved synet af en langt ælder mand, der satte sig ved en ung pige, det satte lidt alarmklokker igang, det var jo hans job at beskytte ?
Hunter valgte at nærme sig, for at se om der skulle være noget galt, men han fik hurtig en fornemmelse af det dette ikke var helt normalt.
Han nærmede sig " er alt i orden?" spurgte han, med hæs dog fast stemme, henvendt til pigen imens han skævede mod manden der var langt ældre, og hævede let et bryn imens han afvendte hendes svar, for han ville ikke bare gå hvis nu manden var ude på noget.
Han havde igen anelse om hvem han var, hvis han havde ville han nok have holdt sig væk.

Kvinden skulle netop til at tale, før en mand nærmede sig. Han afbrød dem, og fik hende ud af den trancetilstand han havde lagt på hende. Hun så ned på dolken i hendes hånd og smed den fra sig på jorden. ”Typical human. No manners,” sagde han og samlede kniven op fra jorden, tørrede den af i et lommetørklæde og gemte den væk igen. ”You might as well run off. You’re no use to me anymore,” sagde han til kvinden og hun stak halen mellem benene med det samme. ”You on the other hand,” sagde han og lod blikket falde på den tilkomne mand. ”You just took away my entertainment. You should replace it, don’t you think?” Han rejste sig og så på manden. ”I know you fragile little creatures care much for fairness.” Et smil spredte sig over hans læber. Det var langt fra venligt, og de fleste ville se direkte igennem det. ”So what are we doing?” Han forventede, manden ville tage ham med sig og give ham en god aften. Hvis ikke… Lad os bare sige det ikke var en god idé at trodse Lucifer.

//Undskyld det blev kort!