This is the worst part - Livia

Nathan havde været ude og lede lige siden de kom tilbage. Jessalyn var som forsvundet fra verden, her havde han været ude - hygget sig. Haft en af de bedste ture i hans liv, også var hun væk - bare lige sådan. Der havde været så meget lige pludselig, og de glade torturerede sjæle der havde haft det sjovt i den hytte - ja de var tilbage i deres mørke cirkler af livet. Nye udfordringer ved Roy og Calla - Jess var væk, han kunne knap nok se på Livia. Ikke fordi, at hun havde gjort noget. Han kunne bare ikke håndtere sig selv i denne her situation. Nathan vidste også at hans storebror var her, men han valgte ikke at blande ham ind i det selvom han nok burde. Magi var skyld i det her, og selvom Bryce også var en heks nu - havde Nathan altid sin fars ord hængene om ørene; If you let magic into your sisters life, you will destroy her.. og nu var han her. Han havde hende på det her akademi. Mere magi blev det ikke og han burde slet ikke have accepteret hunvar her. Han skulle ikke have lukket hende ind igen, nu var hun væk. Nethan lignede en der ikke havde sovet i 60 timer, og det havde han heller ikke. Det var nemt for ham at slippe ud af værelset, fordi Roy selv havde sig selv at slås med. Han kunne ikke engang sporer hende, det drev ham sindssyg - og han havde haft et par sammenbrud - ukendte sammenbrud. Ingen skulle se ham gå ned - det ville ikke gøre nogle godt alligevel.
Han gik igennem gangen lignede en zombie, og stormede næsten direkte igennem mængden af mennesker. Han havde ignoreret alle Livias opkald, alle opkald fra nogle. Uheldigvis åbnede døren det sekund han ville passere den, og selvfølgelig var det hende der trådte ud. Den smukke blonde kvinde i hans liv, og han mærkede sig selv synke en klump. Han havde ikke overskudet til en fornuftig samtale, eller trække ordenlig på smilebåndet. Nathan ønskede hende i sit liv, og han ville gøre alt for ikke at miste hende - problemet var bare han ikke vidste hvordan han skulle holde fast - hans hænder var bundet og der var næsten ikke mere håb tilbage.

//@Livia <3 Here is to breaking my heart...

Påklædning

Livia havde været bekymret for Nathan. Hun havde hverken set eller hørt fra Nathan siden de var kommet tilbage fra turen til hytten. Hun havde heller ikke set Jessalyn, hun havde ikke været på hendes værelse, ej heller til nogen af hendes timer. Hun var forsvundet. Hun havde prøvet at spore hende, men ingen af hendes egendele hjalp og ingen af Livia's besværgelser kunne bruges. Hun havde endda prøvet et enkelt ritual, men der var intet. Ingen spor af hende.
Hun havde valgt ikke at snakke med Calla om det, hun vidste at hun havde hænderne fulde med Roy og alt hvad han gik igennem. Hun havde knap set dem begge to. Og hun havde også følt at al den glæde, al den varme som hun havde følt i hytten, var væk og hendes hjerte var blevet koldt igen.
Hun følte sig alene. Helt alene. Det havde hun ikke troet at hun skulle føle igen. I hvert fald ikke på den måde. Så hun havde besluttet sig for at finde Nathan og prøve at hjælpe ham på den måde. Måske de sammen kunne finde på noget.
Og hun fandt ham også. En del hurtigere end hun havde troet. Hun havde knap åbnet døren og trådt ud i gangen inden at hun stod overfor ham.
Hun stirrede først bare lidt på ham, inden hun sagde med spinkel stemme "Hi." Hun rømmede sig og forsatte så "I.. I was just about to go look for you. Gosh, you look like you haven't slept at all, Nathan.". Hun rakte sin hånd ud imod ham, for at ligge den på hans overarm.

I et sekund. Bare i et sekund var der et håb. Et håb om at han faktisk kunne lukke bare lidt lys, bare et lille glimt ind. Bare omfavnelsen og varmen hans fingerspidser næsten stræbede efter, men han vidste også - det var forsent for ham nu. Hvis han kunne udsætte Jess for dette.. hvad kunne der så ikke ske med Livia? Han vidste Livia var stærk og han tvivlede ikke et sekund på at hun kunne klare sig selv.. men han kunne ikke sætte hende ud for noget og være den som havde stået til ansvar for det. Det ville han ikke. Han kunne ikke. Dog blev lyset slukket og mørket rev ham tilbage med sine skarpe klør i godt i ryggen.
"Don't worry about it," blev der sagt. Koldere end han egentlig ville have sagt det. Ordene røg bare over de tørre læber. Han så kort ned mod hendes hånd. Det var som om at der bar varme nok til at få bare lidt kulør i øjnene - bare lidt. Men slet ikke nok. Stemmen i hovedet på ham kom tilbage, fortalte ham at han spildte tiden. Han var nød til at søge videre. Han trådte derfor et skridt tilbage. "Its fine, you don't need to worry. It will be over soon," påmindede han hende - dog ikke ligefrem optimistisk. Han var langfra ved sig selv. Humøret var væk, det altid gode humør havde taget en ferie lang væk. Han prøvede at se væk fra hende, bare for at holde sig væk fra at vise sin frustration. Der var ikke specielt langt fra at han kunne mærke bæret ville flyde over at følelser.
"Okay. It's not fine. I haven't been sleeping. There is much more important things in this than sleep. Jess is gone, and it's on me. And I'm not wasting any other second talking to you when I need to find her. Okay?" Udbrød han så og så tilbage på Livia. Det var først der han egentlig bemærkede sine ord. Nathan ville tage dem tilbage, men lige nu var han ikke i stand til det - så han gik bare. Man kunne se hans øjne var forvirret. Og alle der kendte ham ville kunne se bare på ham, at han ikke var ved sig selv.

Ved Nathans kolde tone, stoppede hendes hånd i luften og hun lod den falde ned langs hendes side. Hun lyttede til hvert et ord han sagde. Hver et eneste kolde ord. Hun bed sig i tungen og lod han blive færdig, men inden hun nåede at sige noget, var han på vej væk. Hun ventede ikke et sekund og satte efter ham og fik et greb i hans arm og sagde "Nathan! Let me help you. You don't have to do this alone. It'll kill you, or worse, drive you insane. So please.." Hendes tone var nu blevet mere bedende og hende greb om hans arm var blev en anelse strammere "Please, let me help you.".
Hun kunne mærke hendes stemme var oprørt og hun vidste at der nok ikke var lang tid før hendes øjne løb i vand, hun kunne allerede mærke tårerne presse sig på. Hendes kolde hjerte føltes tung, tungere end før, for hvert kolde ord Nathan havde sagt, var det som om det blev tungere og tungere og hun kunne også mærke hvordan hendes krop snurrede. Hun brød sig ikke om det. Hun hadede at se Nathan sådan der. "Please, Nathan.. We can find her together!".

Grebet i hans arm der tvang ham tilbage til hendes blik. Øjnene der prøvede at se ind i hans sjæl, redde ham fra det han var ved at give slip på. Læberne skælvede let, og han kunne mærke sig selv give mere og mere slip på sig selv. Han hadede at hun var oprevet og så påvirket - mest af alt, at han fik hende til at være det.Blikket flakkede rundt fra hendes ene øje til det andet, som om han havde svært ved at holde fuld øjenkontakt.
"No.. Livia.. no.. Not together," svarede han så lidt tørt, men hans øjne var tydeligt påvirket af at han ikke brød sig om hvor dette førte hen af. "Livia.. I.. It's because of me Jess is missing. And if you come with me.. I.. I cannot protect you.. I have to do this. Alone," sagde han og lod kort hænderne hvile mod hendes skuldre.. dog for kort at trække sine hænder til sig igen. Han prøvede ikke at se for meget på hende, for han vidste grunden til hun var påvirket - var hans skyld. Det hele han gjorde var tingene værre. Han fortjente ikke engang en person som hende i sit liv, og hvis hun havde haft muligheden ville hun sikkert ikke engang have valgt ham.
"I need to go," mumlede han så lidt og ville gerne forsøge at gå igen.

//Han er vidst lidt konfliktsky xD..

Livia så på ham. "Nathan.." nåede hun at få sagt inden han lagde begge sine hænder på hendes skuldre og hun så op på ham og for hvert ord han sagde, kunne hun mærke hvordan hendes hjerte blev koldere og koldere, hvordan det begyndte at sprækkes og en smerte fyldte hendes brystkasse og flød ned i hendes mave og så op ad ryggen, op ad hendes nakke og om bag i hendes hoved og pludselig sad smerten bag hendes øjne, som tårer der kæmpede på for at slippe fri af hendes øjne, som var det et fængsel.
"No, Nathan, I won't let you do it alone. You don't need to protect me, I can protect myself and you know that.". Hendes tone var kommanderende, men også bedende. Hun ville ikke have at han forlod hende. Hun kunne ikke blive efterladt af ham. Han var den eneste grund til at hun var blevet. Den eneste grund til at hun ikke var blevet kold igen. "I'm helping you anyway. It's not your desicion to make. I won't stop trying to help you. I won't.".

Han stoppede op igen så snart hun snakkede, han vendte hovedet til siden og så på hende. Nathan bed tænderne sammen og rystede på hovedet af hende.
"You are wrong. It is my decision," påmindede han i samme dog mere alvorlige toneleje. Han sukkede kort.
"I don't want your help. I don't need to be saved. You cannot fix me. You have to let me go. Liv. Just let it go," advarede han nærmest. "I'm not good for you.. I'm not.." gentog han et par gange og bakkede så lidt ud.
"Just.. Leave me alone. I mean it. Leave it," understregede han og man kunne næsten se de tårer der var i hans øjne. Han hadede det, hadede hele situationen. Men han var slet ikke ved sig selv. "Why can't you just let me be. Stop being so controlling would you? I'm getting sick of it. Just let me fucking be okay?" Udbrød han så ud af sin frustration. Det var nok også der han opdagede deres skænderi var blevet offer for dagens drama på gangen. Han fnøs let og gik så imod kantinen denne her gang.

Livia så på ham og lyttede til alle hans ord og da han vendte sig om og begyndte at gå væk fra hende igennem de mange elever på gangen. "I'm not trying to fucking fix you! You're not broken, never were. I just wanna help you! I'm just as worried about her as you are!". Hendes ord var mere bedende end noget andet.
Men da han blot forsatte ned ad gangen, væk fra hende. Han forlod hende og hun mærkede kulden begynde at sprede sig i hendes hænder. Hvordan de smertefulde følelser forvandlede sig til vrede og hun råbte "Fine! If this is what you really want, to be left alone and possibly kill yourself in the process, I'll let you be." Hun kunne ikke engang se på ham mere. Hendes hænder var dækket af et tyndt lag is og man kunne se kulden emme fra dem og hun knyttede sine hænder og råbte en sidste sætning til ham "Just remember, if you get yourself killed, you'll kill me too.".
Hun vendte sig rundt på hælen og forsatte ned ad gangen, væk fra Nathan og med den kolde døde følelse i hendes brystkasse.

Han var så tæt på at vågne op og alligevel så langt fra. Han lyttede dog til hende, også selvom det ikke var hvad der lignede. Derfor det sekund hun faktisk sagde; you'll kill me too, var der noget som fik ham til at dreje sig rundt og så efter hende gå. Nathan følte han mistede alt i sine hænder på mindre end et sekund.
"Liv.." mumlede han og så hende forsvinde foran ham. Folk gik ind imellem og til sidst var hun væk. Han var frosset fast i sin sidste bevægelse og der blev placeret en tung og kold følelse ovenpå hans hjerte. Han knyttede sin hånd sammen og nogle skubbede til ham ved et uheld. Han skubbede igen og kom til at bruge magi til den anden side så et vindue gik i stykker. Frusteret kørte han en hånd igennem sit hår og gik til den modsatte side af hvor Livia var gået. Han kunne ikke forklare følelsen, den var voldsommere end noget han havde følt før - og han hadede det.



//out.. I'm gonna make a good topic!