The first one stings the worst (Fortidsemne) - Clarissa.

Det var lettere nu. Han havde været mage til en heks. Ikke bare en heks. Den første heks. Der var gået tre år siden hun først tog kontakt til ham. Han havde været 14 år da han først fandt sammen med Rebekah. Hun var hans første altid og han vidste han kun var et nummer i rækken. Hun havde levet flere tusinde år, 100.000 vis af år. Han forventede ikke det betød så meget for hende som det gjorde for ham. Men det havde alligevel slået ham ud da hun døde. Det var ikke fordi hun rent faktisk var væk. Men hun var ikke længere hans, så han tog det som om de havde slået op. Det var aldrig sjovt, men han prøvede at skubbe det fra sig. Audrey var ude på en rejse for at finde en kur på hendes sygdom. Så der var kun ham og hans far. Hvis ikke han passede caféen, ville hans far stå alene med alting. Det var ikke hvad han ønskede. Han var for ansvarsbevidst til det. Han sendte den blonde kvinde et smil da han rakte hende hendes bestilling. En gruppe af unge piger kom ind. Den ene af dem lignede Rebekah nok til at det tog pusten fra ham. Han så væk og prøvede at finde mod til at se hende i øjnene. Da han så op, stod der i stedet en mørkhåret kvinde. Han havde set hende før. Man kunne sige han havde lidt et crush på hende, men alt det med Rebekah skyggede for det. Det føltes som om han var utro mod hende fordi han tænkte sådan om andre piger. Men nu hvor hun stod her, kunne han ikke stoppe sig fra at tænke på hendes udseende. Der var flere gode ting ved caféen. En af dem var at de skrev navne på bestillingerne. Så han kendte hendes navn. "What will it be today Clarissa?"

Påklædning: Påklædning

---

Det var hendes yndlings sted. Ærligtalt var der intet sted i byen, som havde det samme rolige og musikalske miljø som her. Der var også god service, så det var ikke noget hun klagede over. De sidste par år havde hun været på akademiet, og der var et par måneder til hende og Angel ville tage på deres tur til Hawaii. Normalt var hun her med sin veninde, men ikke idag. Idag var hun her alene. Det lød mærkeligt men hun havde faktisk bemærket, at Aaron havde haft dage han ikke havde været her. For hun havde måske spurgt efter ham af nysgerrighed til hans far, som bare havde sagt - at han var med en pige. Det gjorde hende glad på sin vis, at han havde fundet en glæde - eller det var til hun så ham i øjnene denne dag. Der var en sorg, hun kendte den sorg. Hjertesorg var den værste der kunne findes, og den kunne destruere en hvis man ikke passede på.Et skævt smil sneg sig op på hendes læber.
"Hey Aaron. I'm just here for a skinny cappuccino," svarede hun og fandt sin pung frem så hun kunne betale. "I'm going to the park to see some stuff they are having for the winter festival, when are you off work? Maybe you could join me, you look like you could use a good laugh," tilføjede hun med et varmt smil.

Clarissa var en stamkunde. Så det var ikke fordi han overfladisk havde et crush på hende. Han vidste nok om hende til det stak dybere end det. Han vidste hun rejste meget. Han havde set billeder af nogle af hendes ture. Det var misundelsesværdigt for ham. Han ville ønske han selv kunne rejse. Men der var nok grunde for ham til han ikke kunne. For det første havde de ikke pengene, for det andet kunne han ikke efterlade hans far. Han gik hen til maskinen og gik i gang med hendes bestilling. Mens drikken blev klar tog han imod betalingen. Netop som han gik tilbage til maskinen, der ikke stod mere end omkring en meter væk, forslog hun at han kunne tage med til en festival. Han sank en klump. ”I don’t know…” Startede han ud. Men så kom han i tanke om, han ikke havde nogen grund til at lade vær. Selv hvis det ikke blev til mere mellem ham og Clarissa, ville det måske være meget godt at komme ud. Han serverede bestillingen for hende. ”I don’t know how I can say no. You’re right. I could use a good time.” Han sendte hende et smil. ”My dad might let me go at two. Meet me out front?” Han var ikke i tvivl om, han far ville opfordre ham til at komme ud, så han forstillede sig ikke det blev et problem at få fri noget før.

Hun løftede på et lokkende bryn. Det var ikke sikkert han havde lyst, men at spørge kom hun altid længere med end ikke at spørge. Det var sådan man efterhånden nåede længest her i livet. Efterfølgenden nikkede hun som han tog imod hendes tilbud.
"Sounds like a plan," smilede hun til ham. "I will meet you out front," tilføjede hun og gav ham et kort nik. Derefter tog hun imod sin drink.
"See you in a bit," sagde hun så og gik egentlig ud igen. Men omkring klokken to, var hun tilbage og ventede på ham ude foran cafeen. Hun havde fået sig et på lange mørke grå jeans på, og en jakke - da der trods alt var kølligere lige nu.
Et smil lyste op på hendes læber da hun fik øje på Aaron.
"He let you out, amazing, ready to go?" Spurgte hun efterfølgende. Hendes hænder var plantet i hendes jakkelommer.
"It's in the park, so its not that far away," pointerede hun. Lykkelig over afstandende ikke ikke var de værste man kunne opleve. Hun gav sig til at gå, men kendt for at læse folk - kunne hun alligevel ikke holde sig helt tilbage.
"I know it's none of my business, but what ever you are feeling. It's gonna be better.. and if you want, you can talk to me. One thing I have learned, is it gets better after you face it," fortalte hun så og så på ham med et halvt opmuntrende smil.