Rule number one...

1313 år, så længe havde Fleur formået at være en eksistens uden at frygte for sit liv. Hun havde overlevet pestudbrud, hvisket en dronning i øret, delt seng med en konge, kæmpet med i krige først for kvinderet og siden lande, festet med mafiaen og givet lande ledere hovpine når hun hackede sig ind steder, hvor ingen hacker før havde brudt i gennem.
Alligevel var det først for ganske få uger siden, at hun havde måttet tigge for sit liv. Stik mod hendes forventninger havde tiggeriet faktisk virket. Vampyr jageren havde forbarmet sig og skånet hendes liv den nat i februar. Mest uventet var dog det umage venskab, hvis det da endnu kunne kaldes det, som var påstået mellem den jagede og jægeren.

Det var omkring den femte gang at blikket søgte mod den store urskive, hængende hen over billetlugen. "Excuse me ma'am, but if you don't intend on buying a ticket I'll have to ask you to leave." kom det fra den lavstammede og buttede kvinde bag plexiglasset. Sætningen var efterhånden sagt nok gange, til Fleur med lethed ville kunne have reciteret hende ordret, inden hun nåde forbi sit excuse. Hver gang havde kvinden modtaget et smil så sukkersødt, at selv karamelliserede æbler fremstod sure, mens den røde vampyr forsikrede hende om at hun nok skulle købe billet, når den hun ventede på dukkede op. Denne gang var det dog ikke med den samme kvalmende sødme, at Fleur mødte kvinden. Sukket var tungt, da hun små demonstrativt trådte nærmere lugen ”One adult ticket," smilet lå stadig om de buttede læber, men havde taget en giftig kant i det pengesedlen ramte disken med Fleurs hånd hvilende faldt over. ”If you would be so kind," de lyse blå-grå øjne nærmest brændte sig ind i kvindens brune inden øjnene sænkede sig til det lille messing farvede navneskilt fæstnet til uniformens brystlomme "Gretha..." tilføjede Fleur og fjernede hånden, mens hun måtte minde sig selv om det ikke var Grethas skyld, at Mono endnu ikke var dukket op.

Outfit + looks + Jacket

This was weird. Even for him. For the last month he had actually done it. He had tried creating a friendship or at least something else with a vampire. Fleur. Hair of fire and eyes of sapphire. That night he had intention of killing her... but something in him said otherwise. The other voice that dreamed of getting out of this vampire life had spoken. She was spared and now... she had invited him to the museum of Gaia. Which meant he had to take a drive to Aston. and now... he was late.
something in him feared that she would already be gone as he got there. It all depended on her patience. and acceptence of someone being late of course.
With the car finally parked, he got out and almost jocked over to the entrance, just in time to hear Fleur order a ticket for one adult. swiftly he got up next to Fleur and smiled kindly at the lady behind the glass. "And one more adult ticket Gretha, please."
He turned his head and looked at Fleur. "I apologise the delay."

Fleur havde været så optaget af at holde sin irritation i nede, at hun ikke havde ætset lyden af Monos skosåler hen over slidte stengulv, med kursen sat mod hende og delvist Gretha. Lyden af hans stemme satte et chok gennem hele hendes slanke skikkelse, der fik hjertet til at sætte sig i halsen og øjnene til at glippende ”Sweet baby Jesus…!” udbrød hun lavt, tæt på en hvisken før hun drejede overkroppen halvt i Monos retning ”You’re late.” pointerede hun inden han nåde at undskylde sig. Gretha skubbede to billetter frem mod dem og Fleur uden at fjerne blikket fra de brune krøller, tog begge små papirlapper og åndsfraværende stoppede dem i baglommen på bukserne ”Apology accepted, but only because you look quite good, even with damp hair.”.
Uden at spørger om forlov først, tillod vampyren at snige sin ene arm ind under hans, så han var tvunget til at tage en del af turen rundt på museum ét arm i arm med hende. Det var vel en retfærdig straf for de minutter, hvor Fleur havde måtte lægge øre til regelrytteren, Gretha.
”I’m guessing you’re a statue kind of mand? Come on." spurgte hun retorisk, men uden at give ham chancen for at be- eller afkræfte hendes tese, var hun allerede i færd med at føre ham væk fra den store forhal ”Isn’t it strange how much that can chance in a month?” denne gang refererede hun til det umage venskab der stadig ved i sin spædestart.

Han var undskyldt pga. hans udseende med det dampe hård.
Det var noget af en spøj og sjov kompliment. "great, great." Med et venligt smil, nikkede han til Gretha og takkede hende, før han lod Fleur følge ham indenfor. Han havde altid gerne ville på museumet. Men han havde aldrig forestillet sog at det ville være med en vampyr. en vampyr han havde udviklet et roligt forhold til og havde disse behagelige samtaler med.
"Wait? what do you mean statue kind of man?" spurgte han forvirret. Dog kunne han ikke lade være med at smile kækt til hende. "I´m not sure I have heard that before."
Som hun nævnte deres venskab, smilte han roligt og løftede på skuldrene. "It is sort of Crazy yeah... I had never imagined it... far from... so uhm... why did you want to take me to the museum?"
Var der en form for historie af vampyrer at fortælle her? Måske der var meget han havde overset.

Komplimentet havde været reelt nok, om end det ikke var det fugtige hår som gjorde undskyldning blev taget vel imod. For hvad var I virkeligheden halve eller hele timer eller bare enkelte minutter, når man ikke havde de store udsigter til at ende omkring to meter under jordens overflade lige foreløbigt. Medmindre det skulle vise sig at Mono havde ombestemt sig – hun tvivlede.
“You know, the type of who would rather look at chiseled masterpieces, than some old painting of people, with exaggerated angry expression on their faces?” forklarede hun mere uddybende, med den frie hånd viftende lidt frem for sig, i en roterende bevægelse. Faktisk var hun overhovedet ikke sikker på han overhovedet brød sig om at spankulere rundt blandt kunstværker og atifakter. Ikke desto mindre var det hvad han måtte bruge denne formiddag på. Selvom de begge indgik i en underlig form for symbiose lige nu, så var hele venskabet stadig så nyt, at Fleur naturligt havde en agtpågivenhed overfor ham. Langsomt ville flere søge mod museum ét nogle i ly af regnen og andre af andre grunde, men de ville alle forhåbentligt være den perfekte beskyttelse mod døden.
“Besides it holds the history of Gaia?” kontraspurgte hun, men lod ham ikke svare før hun genoptog ordet “It’s one of the few places where we can talk, without fearing ears. I could’ve invited myself to your place, but since I don’t know if you’ve a partner, who don’t know what you do for a living, I did rather not take the chance. I’m not into accusations of stealing someone’s man. So here we’re.” svarede hun, med en lille vrænge på næsen efterfulgt let oprykkede skuldre og en hovedrysten, næsten som et gys gik gennem den petite skikkelse.
“Have you been here before?” spurte hun dernæst og lod et mere alvorligt blik søge nærmere hans, med det ene øjenbryn trykket længere op i panden.

Da hun forklarede hvad hun havde ment, forlod der et, OHHHHHHHH, fra hans læber. Nu følte han sig bare ekstra fjollet. Ikke at han havde i sinde om at vise hende det. Hun var en rar vampyr, men stadig en vampyr, så der var stadig noget i ham der følte han ikke skulle vise svaghed.
”Well, I think I would enjoy both a chiseled masterpiece and old paintings, with their own uniques stories to tell,” svarede han. Han håbede han lød bare en smule sofistikeret. Det var garanteret ikke tilfældet.
Hendes svar til hvorfor hun havde valgt museumet kom en smule bag på ham. Der var ikke nogen som ville lytte til dem her. Og her havde han ikke en partner der ville misforstå situationen. Med andre ord, hun tænkte tingene meget igennem, før hun hoppede ud i en situation. Det lød som det totalt modsatte af ham. Men nu skulle han ikke dømme det for hurtigt. Måske hun bare var forsigtig omkring ham. Trods alt havde han forsøgte at dræbe hende. Yeah… det var noget af et første møde.
”Oh, okay, I thought there was some sort of vampire history in here you wanted to show me and no, I do not have a partner, so don´t worry, you won´t get accused of anything.” It was so secret that he was alone. Or maybe he should have thought it through. If she considered taking his life, she would now know, that he lived alone.
… Woops.
Hendes alvorlige blik og løftet øjenbryn, næsten helt oppe i panden, fik ham til at klukke og putte en hånd op til hans mund for at skjule det kort. ”No, no, I have never been here… have you? And in that case, please show me around.” Han så roligt på hende og tiltede sit hoved, ventede nysgerrigt på hendes reaktion.

Det var svært ikke at trække på smilebåndet over hans oh. Selvom han ikke erkendte at han have enten misforstået hende eller været fuldkommen intetanende, så var den lille lyd alligevel ganske afslørende. Det varede dog ikke ved, hvordan hun kunne undertrykke de sitrende mundviges vilje. Smilet nåede med lethed de lyse øjne, hvor et drillende glimt fik lov til at komme til live og slå rod “Oh my, I can hear I’ve a cultivated man with me today. Better bring my A-game then.” sagde hun, med et ganske let puf mod hans skulder med hendes egen.
De trådte ind i at de tilstødende lokaler til museum éts foyer. Malerier hang langs rummets vægge, mens der i midten stod forskellige glasmontre fyldt med genstande i alskens størrelser og kvaliteter. Enkelte statuer i forskellige medier, nogle buster og andre fuld figur, var også at finde.
Ganske kort tvang hun dem til at stoppe, mens hun slet skjult lod blikket bevæge sig fra top til tå og tilbage igen på ham “I find that really hard to believe, you being single… Are you born with eleven toes or something freakish like that? No wait forget about that, it’s because you’re a ugly sleeper isn’t it?” spurgte hun, med et blik der smallede sig en anelse konspirende sammen, før en latter blødte hendes udtryk op på ny og hun igen førte ham med sig. Nærmerer en af de mandlige bronce buster, hvor de standsede op og Fleur slap hans arm “Before I can learn you anything about the history of vampires, I need to know how much you already know. There’s a few relics and such here, but most of them is unknown to be linked to vampires. Unlike this fella. ” Fleur drejede sig væk fra Mono, som hun ellers havde stået med fronten imod, inden den nu blev rettet mod statuen af en brillebærende små buttet mand, med panderynker dybe nok til at gemme skatte. Han var en af de første vampyrjagere, men det var ikke det hans buste stod her for. Den var her for at fortælle om den mand, som var med til at åbne Gaias første bank i den spæde start af Gaias tilblivelse. “Do you recognize him?” spurgte hun.

Hun måtte heller bringe hendes A-game. Igen fik hun ham til at trække på smilebåndet og lade en lille latter forlade hans læber.
”I guess so, just like I brought mine, after all I´m here with a probably a bit older individual than myself,” sagde han drillende og blinkede til hende. Eve og Cece havde advaret ham om ikke at blande sig i en kvindes alder,men hey, han kunne ikke lade være med at drille hende en smule. Så måtte Fleur snerre ad ham og sætte ham på plads hvis det generede hende.
som de trådte ind i museumet, så han nysgerrigt rundt på de forskellige mageløse statuer. Det var utroligt at tænke over hvor meget historie de alle havde på bagen.
Men dog var det langt fra dem de snakkede om. I stedet snakkede de om hvorfor han mon var single. Nu med en smule røde kinder, klukkede han og placerede sine hænder i lommen. ”Well, you got me, I am one ugle sleeper, I snore and droll… Believe me, that AIN`T pretty.”
Det virkelig svar. Han havde absolut ingen anelse. Han var måske bare for optaget og besat af alt det vampyr og reinkarnation fis, at han ikke havde haft tænkt og behov for et forhold.
Da det de standsede op og hun gav ham et svagt slag på armen, kiggede han forbløffet ned på hende, derefter op på statuen. En lille buttet mand, briller og lignede præcis den han var. Den første til at åbne en af Gaia´s banker.
”Uhm… No, I cannot say I do,” svarede han og læste sig frem til hvem han var. ”A dude opening a bank in Gaia?” en smule forvirret så han over på hende, det ene øjenbryn højt løftet.

Det var altid farligt vand at bevæge sig ud på, at kommentere eller spørger ind til en kvindes alder. Mange havde forsøgt sig med lige netop det og kun endnu færre var lykkes ikke at drukne. Man skulle derfor enten være en idiot eller modig, måske endda en modig idiot. Heldigvis var Fleur ikke en der tog sådanne spørgsmål så hjertenært, som flere af hendes med søstre, men det betød ikke hun var flink nok til ikke at lade ham svede en anelse. “You’re kidding me right?... Where’s your manners, Mo? Have you never learned never to comment on a lady’s age?” spurgte hun med en hård kant om den lyse stemme. Læberne pressede sig sammen i en stram streg efter at have været faldet åben, måbende.
Det hele ikke mere end en påtaget fornærmet mine, der var overraskende overbevisende. Lige indtil den langsomt krakelerede i et hovedrystende smil hun med den sædvanlige bløde stemmeføring skyndte sig at sige: “And I don’t think only a bit older will cut it. It’s more like an eternity or so it feels like when you think about how long 1313 years really is. – But seriously rule number one, never comment, ask or even hint to a woman’s age. Rule number two, there’s no right response to the question “do I look fat in these jeans?”, never.”. Ordene var mere sagt som velment råd frem for en løftet pegefinger. Han var trods alt en voksen mand.

Den eneste farve der lagde sig over Mono var blodet der steg ham til kinderne. Intet tydet på han løj, men det var også svært at lyve om noget man ikke havde kendskab. som om man lignede noget katten havde slæbt ind i løbet af natten
“Uff the droll. Sorry to break it to you, but I think you will stay single forever.” kommenterede hun med en lille grimasse, under blinket af det ene øje. Der var nu noget rart ved måden han uden betænkeligheder hoppede med på hendes drillerier. Det skabte små pusterum, hvor de i sandhed hverken var vampyr og vampyrjager. Her var de kun mellem latter, smil og drillende gnister i øjnene var de bare Mono og Fleur, hvor det ikke virkede helt så umuligt med et længerevarende venskab.
Hun gav ham tid til at læse det lille skilt nær busten, med forvirringen tydelig da opmærksomheden blev vendt hendes vej igen “Yes, but he’s also one of the frist to hunt vampires in Gaia. He lost his youngest son to a vampire, 9 years old, he got killed in broad daylight on the way home from downtown.”.

Præcis som forventede, satte hun ikke pris på at han spurgte ind til hvor gammel han var og til at begynde med, frygtede han rent faktisk at hun var vred på ham. Men lige så hurtigt som hun fik malet en fornærmet mine, lige så hurtig forsvandt den og blev erstattet med et smil. Herefter skyndte hun at tilføje med sin bløde stemme hvor gammel hun var og at han virkelig ikke burde spørge en dame om det. Trods alt var det nok ikke alle der tog det pænt som Fleur.
”Okay, okay, I´ll never ask any lady her age again,” gentog han og smilte drilsk.

Hun var nød til at fortælle ham det… takket være savlet… ville han for evigt være single. I stedet for at tage det på sig, hvilket nok heller ikke var Fleur´s mening, grinte han kærligt og nikkede.
”I think you´re right… who wants someone drolling on their pillow right?”
Og nu tilbage til den skaldede mand. Åbenbart var han en af de første vampyrjægere i Gaia. Selvom han nok ikke burde, betragtede han Fleur med et løftet øjenbryn, som tydeligvis skreg: Really? This guy?
fortællingen om mandens søn fik Mono´s øjenbryn til at falde og et suk forlade hans læber. Indtil han lod mærke til noget i hendes fortælling. I dagslys? Havde vampyrer midler til at gå i solen selv tilbage i den tid? Og selv hvis de havde, lå det mere til en vampyr at jage om natten.
”That is sad and yet… odd… vampires usually do not hunt in bright daylight.. a bunch of them can´t even survive in it,” kommenterede han og betragtede statuen igen.

Der var altid et element af frygt, for at andre ikke tog hendes til tider noget sarkastiske eller kække kommentarer helt så pænt som Mono gjorde. Til Fleur held tog han dem ikke bare pænt på vej, men han tilføjede selv sit eget element på dem. Et træk kun en person, der ikke tog sig selv alt for selvhøjtideligt evnede at kunne. Et alt for sjældent træk, hvis man spurgte den røde vampyr.
Spørgsmålet om hvorvidt nogen ønskede andre til at savle på deres hovedpude, lod hun stå åbent. Kun et gådefuldt smil lod til at stå som svar på det. Naturligvis havde hun ikke pænt sine ord i alvor. Han så godt ud, det alene burde kunne lokke de fleste hun- og potentielt hankøn nærmere hans seng, men udseende alene gjorde ikke alt arbejdet. Et godt hjerte holdt langt større værdig, og hvem kunne have et større hjerte end en vampyr jager der skånede en vampyr?

Fleur nikkede til både det løftede øjenbryn og de følgende ord. Nej manden lignede på ingen måde en klassisk vampyr og det var underligt, og dumdristigt, at en vampyr jagede ved højlys dag. Det måtte selv hun erkende sig enig i.
“Correct… But the story goes that the vampire loved this beautiful witch who made him a daylight ring, or something like that. She killed herself due to being raped by this lovely man in front of us.” berettede hun og lod armene krydsede sig under brystkassen, mens en grimasse af afsky blev skåret.
“You’re familiar with daylight rings aren’t you?” spurgte hun pludseligt, i det det gik op for hende, at det ingen gang var sikkert han kendte til den hemmelighed. Han kunne have troet at det var en eller anden vampyr evolution som gjorde det muligt for dem at gå i dagslys.

Historien fik det til at vende sig i ham. Så hvad var moralen med det hele? Hvis der overhovedet var en. Han så overrasket på hende og skar selv en grimasse af afsky. Voldtægt… Han knurrede lavt ved tanken om kiggede på manden foran dem.
”So… This guy… was he into it? Or was he forced to look? None the less… It is horrifying,” kommenterede han og begyndte langsomt at gå igen. selvfølgelig regnede han med at hun gik ved hans side.
”Yeah, I am familiar with them. They are the reason vampires are now able to walk around in daylight. It is often witches who creates them,” svarede han roligt og så på hende. Et svagt smil på hans læber. ”I also assume you got one from a witch as well?”
Han vidste egentlig ikke så meget om hende endnu. Hvilket også var en af grundene til de havde denne dag.

Fleur lod tungespidsen bevæge sig fugtende over underlæben. Det var tydeligt at se på Mono’s ansigtsudtryk, at forklaringen bag barnemordet ikke ligefrem faldt ham let at få fortalt. Ikke han hun kunne bearbejde ham det, det var en grufuld og ikke mindst tragisk historie, men desværre ikke en som den røde vampyr ikke havde hørt om eller selv været vidne til før. “Honestly I don’t know. Some say she, the witch, had an affair with the banker but wished to leve him for the vampire. Others say the banker wouldn't take no for an answer, when she refused to lay with him?” munden blev til en betænksom smal streg, da hun pressede dem tæt sammen. Ligegyldigt grunden bag og hvor meget eller hvor lidt den små tykke mand havde fortrudt var alt sammen irrelevant. Han havde taget noget der ikke var hans at tage og et barn havde betalt prisen.

Hun valgte at følge med ham, da han begyndte at bevæge sig væk fra busten. Halvanden langt skridt og hun var oppe at gå ved siden af ham. Hænderne blev stukket i hver sin baglomme på de sorte jeans. Hovedet vejede lidt af side til side med en mjah-lyd, som hun gav ham lige dele ret i sin påstand, men også diskret pointerede han ikke helt ramte hovedet på sømmet.
“Sort of? The first one I got was a family heirloom, but I lost it under one of the many outbreaks of the black death.” højre hånd trak sig fri fra sit skjul i lommen, hvorefter den blev holdt mellem dem, med håndryggen vendt mod hende selv. “This one however was a gift from one of France former queens, Katarina of Medici” sagde hun og lod hånden med dagslys ringen sænke sig igen “But tell me Mr. dark and handsome, how did you become a vampire hunter in the first place? I mean you don't strike me as one who gets a rush out of killing my kind?” spurgte hun og undlod at tilføje et små kækt 'but I could be wrong?'.

Historien var grufuld.
Var han… ligesom manden de stod og så på en statuette af? En vampyrjæger opslugt af hævn og ivrighed for at få svar på fortiden og måske få fingrene i hvad der tilhørte ham.
Han sukkede og nikkede. Han valgte at ikke kommentere mere på historien. Tiden her var for hende til at fortælle ham om en vampyrs verden. Deres syn.
snakken gik nu hen på dagslys-ringen og hendes fortælling om hvor hun havde fået sin fra. Hun havde haft to.
”The… the black death? Wow… that must not have been… uhm… yeah… wow…” han var ikke sikker på hvor han ville hen ved denne sætning. Som da hun snakkede om sin anden ring, kiggede han nysgerrigt på den, beundrede den endda. Den var skam smuk.
”It is quite beautiful,” komplimenterede han.
Pludselig blev snakken drejet om på ham og hvornår, samt hvordan han blev en vampyrjæger.
”I…” han sukkede og kløede sin nakke. ”I became one… to… to save myself… and to save others!” den sidste ting kom bare brusende ud. ”Okay… drop the last sentence… I´m cursed to be killed by a vampire… so I… I took matters in to my own hands and tried to prevent it. And I wouldn´t say a rush… but… there is something in me… like a force… there tells me to hunt and kill.”
som han endelig kom ud med dette til nogle, betragtede han gulvet og så ikke en gang op på hende igen.

Havde Fleur bare vidst, hvor mange paralleller som Mono kunne trække fra denne historie og til hans egen så havde hun måske smidt et forsikrende, opmuntrende ord ind eller to. I stedet var hun ganske uvidende og sukket han mødte hende med blev henkastet til at være givet, fordi fortællingen ikke efterlod nogen vindere, da alle parter havde mistet noget uvurderligt.
“Not pretty, yeah.” bød hun ind mellem hans opbrudte sætning, der knapt kunne kvalificeres som en kommentar omkring det faktum, at hun havde været i live under mere end et pestudbrud. En tanke kun ikke slet skænkede meget tanke før end at Mono syntes at have mistet sin evne til at sammensætte ord til en fuld sætning.
Først da de gråblå øjne slap guldringen, lod hun armen falde ned langs hendes side. Den forblev dog ikke hængene alt for længe. En aura af varmt lys lagde sig omkring ham, da han påstod det var for at hjælpe andre at han var blevet vampyrjæger. Begge arme endte med at folde sig hen over brystbenet på hende, mens læberne skiltes med intentionen om at pege løgnen ud, enten direkte eller indirekte. Mono kom hende heldigvis i forkøbet. Læberne lukkede sig ikke sammen, men faldt i stedet mere åbent til svaret bundfaldt sig hos hende. Der var ingen betænkelighedstid i det den ene arm gjorde jeg fri af den anden og Fleur med pege- og langefingeren placeret under hagen på ham, blidt og alligevel bestemt tvang hans blik fri fra de polerede gulv “Never lower your eyes for the truth. There's no shame in trying to keep yourself safe... I mean who wouldn't take matters in their own hands, if they could?”.

I hendes måde at få ham til at stå mere op til hans ord, greb hun roligt fat i hans hage, for at få ham til at se på hende. Hun tog hans fortælling meget roligere end han havde forventet. Alt hun sagde var at han aldrig skulle se i jorden som han fortalte sandheden.
Han smilte roligt og nikkede. For ham lød det som om hun på nogle punkter kunne forstå hvorfor han gjorde hvad han gjorde. Men det var måske at sætte hans forhåbning for høj.
”I asume everyone would… but, now you know the truth… and I have no idea what you can do with it and if it makes it any clearer in why I´m doing what I´m doing… I´m rambling again.”
I det ondsvage forsøg på at snakke, stadig med hendes fingre omkring hans hage, gik det op for ham at hans ord nok ingen mening gav. ”But… that is the reason… I´m afraid of dying to the hands of a vampire.”

Sandheden burde havde sendt Fleur over alle bjerge, hvis hun faktisk havde valgt at lade sig lede af den lille indre stemme af fornuft, der bedrevidende pionerede ud for hende, at dette venskab allerede var dødsdømt fra starten. He would never trust you and you can never fully trust him. He'll jam a stick trough your heart in a heartbeat, and he wouldn't even flinch an brow doing it.. Tanken blev fysisk rystet ud af sindet, før den kunne nå at slå for dybe rødder under de røde lokker.
Blommen på tommelfingeren tappede blidt mod hans hage, hvorefter Fleur trak sin hånd til sig igen med et skulder træk, før hun slog blikket lidt til siden mod et vilkårligt kunstværk der syntes at stirre tilbage på dem med et dømmende blik.
“Look I'm not judging you, we all have something we fear and truth to be told fear's a lot stronger of motivation than any other feeling. Does it make me slightly worried that this, might be my death sentence someday? Yeah, I know better than underestimate you for being nothing more than a human,” en pause blev lagt, da hun søgte hans blik med sit eget, mens der usagt lå at han trods alt havde været lige ved at have succes med at sende hende her fra, så hun var på ingen måde blåøjet nok til at tro det ikke kunne ske igen. Sukket var tungt, inden hun endnu en gang tog ordet, før han kunne nå at komme med indvendinger “And you weren't rambling, Mo. Okay maybe a little, but we can excuse it with your mouth running faster than your head.” sagde hun, sendte ham et drillende blink af det ene øje og greb ham om armen - nøjagtigt som hun havde gjort ude ved billetlugen. “Common, lets grab a cup of coffee at the café here.” lød det før hun ledte ham med sig ud til cafeen, hvor museum ets gæster kunne købe lidt vådt og tørt til ganen. “So what do you know about your curse? Beside a vampire is the one to kill you? All curses all ways have a loop hole.” spurgte hun på vejen.

Han snakkede bare ud af det blå. Men alligevel, lå det til at Fleur forstod hvert et ord og havde rent faktisk ikke valgt at stikke af fra ham, eller trukket ham ind i et mørkt hjørne og endt hans liv. Hvilket var noget af en dømmende tanke at ha om hende. Hurtigt rystede han det væk og fokuserede nu i stedet på, at hun greb om armen på ham, ligesom da de mødtes udenfor. Det fik ham til at smile igen og ellers se ned på hende, hvor deres øjne mødtes kort, i et lille glimt.
"I like you already have a nickname for me. Mo," kommenterede han drilsk på og ligesom hende, blinkede han til hende og fulgte ellers med hende hen til cafeen. som de stod i den korte kø op til kassen, spillede nysgerrigheden hende et pus, til hun nu spurgte mere end til hans såkaldte forbandelse. "Well... It is a long and sort of boring story... so just, feel free to stop me, if you don´t wanna hear it anymore..." nysgerrigt begyndte hans store blå øjne at betragte kagerne som cafeen havde at byde på. "I am a reincarnation... the fifth in line... the first one of us... was the one who started it all... his fiance fell in love with a vampire... he did not like that... he killed that vampire in cold blood... by that... his fiance contacted a powerful witch an made the curse. In every life... we will know no peace... no love... and we will all die by the hands of the same vampire... and I have no idea who that vampire is... and that... that started it all... every life I´ve lived... it was all as vampire hunters and they all died a horrifying death to this unknown vampire."
Dette var første gang han fortalte nogle denne historie. og wow... det fik hans hjerte til at slå alt for hurtigt.

“Actually I've two.” rettede hun hemmelighedsfuldt på ham. Det havde altid faldet hende naturligt at tildele folk kælenavne, faktisk var det mere reglen end undtagelsen at hun ikke kaldte folk ved navn - måske et levn fra hendes tjeneste under anden verdens krig og senere hen det sovjetiske styre?
Hun kunne ikke helt undgå at smile så det grænsede mod en latter, da han lagde ud med at historien for hans vej her i livet ikke bare var kedsomlig, men også lang “Well that makes me the perfekt candidate for your storytelling. I'm practical immortal, even from boredom so you're safe form dealing with a cake and a dead body all at once.” det var hendes måde at forsikre ham i, at hun oprigtig gerne ville lytte til hans fortælling, uanset om han så først kom igennem den om en uge.
Nærmest som et spejlbillede af Mono søgte Fleurs øjne til kagerne, men modsat ham faldt de hurtigt hvile på en af dem, en lille jordbærtærte lignende kage. De røde bær alene var nok til at træffe valget om hvilken kage hun ønskede at sætte tænderne i.
Hvert ord syntes at få hjertet til at slå hårdere, hurtigere i brystkassen på ham og Fleur mærkede hvert at slag som hun endnu holdt ham om armen “Remember to breath.” mindede hun ham blidt om indimellem to ord, men ikke gjort på sådan en måde at det ville forstyrre hans historie. Hun nåede dog ikke at kommentere yderligere før de var de næste i køen, hvor hun først her slap armen, men ikke inden den fik et lille venskabeligt klem. “Hi, I would like to order one cup of mint tea and the strawberry tart with pastry cream and...” Fleur drejede blikket væk fra den unge fyr bag disken og op mod Monos, afventende på hans bestilling blev givet. Efter at have betalt for dem begge to, blev kortet skubbet tilbage ind i jakkelommen og tog den lille bakke med både vådt og tørt placeret på “Will you grab two sugar packs?” spurgte hun henvendt til Mono og nikkede mod den klare akryl kasse, fyldt til renden med aflange papir pakker med sukker indhold, hvorefter hun trådte hen til et af de ledige cafe bord og stole sæt.
“Fifth reincarnation, that's a lot of death...” sagde hun endeligt, med en eftertænksom panderynken og placerede hans kage foran ham “So you always come back looking as you do now right? But you have no memories of the vampire who killed you?” forsatte hun spekulativt, endnu uden at have rettet blikket op fra kager og te. Bevægelsen var pludselig og i et ryk da hun kiggede indgående på ham da det gik op for hende, at hans historie mindede om bankmandens på mange punkter “Or I'm sitting in front of... The banker?”.

Hun havde to kælenavne til ham?
”Oh yeah, and what is the second one? I don´t think I´ve noticed you calling me that,” spurgte han nysgerrigt.
Hun havde masser af tid til at lytte til hans fortælling. Hun var en vampyr. Hun var udødelig. Det argument gjorde blot smilet på hans læber større.
som han forklarede det hele, huskede hun ham på at trække vejret, hvilket han måtte indrømme at han helt havde glemt i hans ivrighed på at få fortællingen overstået.
som han var færdig med at fortælle, var de lige nøjagtig nået op til kassen, hvor hun her slap hans arm efter et venskabeligt klem. Som hun havde bestilt, smilte han bredt til personen bag kassen.
”Hey, I´ll grab one of those luring, giant, chocolate cupcakes over there and a cola thank you.”
som Fleur spurgte om han ville snuppe to sukker poser, gjorde han det hurtigt, hjalp med at bære deres ting over til et bord.
nu kunne snakken køre tilbage på hans… besynderlige tidligere liv.
”yeah… I always look like this… and no… our memories are… weak… and the vampire always seem to sneak out of our minds… maybe because we are killed the moment we meet he or she… and I know… a bit about the other reincarnations… but the first… the one who started it all… that story is just printed in my mind… The rest… I…” han sukkede og tog en tår af sin cola. ”It´s complicated… and nooo…” han klikkede med tungen og så hende i øjnene. ”I am not the banker.”

For et øjeblik lignede Fleur faktisk en der havde tænkt sig at besvare spørgsmålet, havde det lige været for den måde smilet trak sig skævt inden hun endeligt svarede “Oh Mo, a propper Lady never kiss and tell, dos she? You'll have to stay put to figure it out yourself.” svarede hun hvorefter hun trak lidt på den ene skulder, uden at lade smilet falme det mindste. Hun kunne sagtens bare have fortalt det andet kaldenavn, men hvor ville det sjove være i det? Desuden så skulle han nok få det at hører før eller siden.

Placeret ved bordet rakte Fleur ud efter de to sukkerpakker, hvorefter hun åbnede den ene ende på dem begge og hældte de små krystaller af sukker ud, i et møde med en dampende brun farvede væske foran hende. Først her gik det op for hende, at hun havde glemt at tage en træpindene der var et tarvligt substitut for en ske. “All right, that excludes me as your mysterious killer vampire,” blev der sagt, mens hun kort drejede ansigt og blikket tilbage mod disken. Det var ikke fordi de sad langt væk, så det ville kun tage sekunder at hente en røre pind, men i stedet for at rejse sig greb hun som dessert gaflen der var blevet udleveret med kagen. Med gaflens håndtag dyppet i teen rørte hun sukkeren ud, hvorefter hun efter enkelte pust på metalet valgte at sutte hvad end smagfuldt vand, der måtte være tilbage på håndtaget af. Manere havde hun nok af, men hun var ikke for fin på den til også bare at være 'menneskelig'. “I mean, I would without a doubt remember if I killed you in the past, photographic memory - I remember every person who have died by my hand.” indrømmede hun. Sandheden var jo at hun ligesom andre af hendes race, og da slet ikke en vampyr med hendes alder, ikke kunne sige sig fri fra at have blod på hænderne. Nogen ville måske endda mene at hendes fotografiske hukommelsen var hendes forbandelse i livet, så hun forevig skulle leve med mindet om dem hun i blodrus var endt med at efterlade som tomme skaller.
“We'll find the vampire and make an end to the curse. Everyone deserves to love and more importantly, to live without fear.” ordene blev sagt med stoisk ro, men indgød ikke til at han protestere imod hendes hjælp. Hjælp ville han få, om han ønskede den eller ej.
Med begge hænder omkring koppen lænede vampyren sig frem, så albuerne hvilede imod bordpladen og koppen dækkede for hendes mund forblev de blå øjne hvilende på Mono, henover dens kant, hvorefter hun muntert indskød “Mhmh, so you're a chocolate boy?” inden hun pustede mod teen, så den ikke brændte alt for meget da hun sippede til den.

Hun var ikke hans fremtidige morder. Det kastede da lidt lys over situationen. Han var også sikker på, at havde hun været den udvalgte vampyr, så ville han ikke sidde og nyde en chokolade cupcake. I stedet ville han have mødt sin dommedag på stedet. Det virkede i hvert fald altid til at vampyren dræbte de tidligere liv på stedet… for ellers ville de da kunne huske monsterets ansigt… ikke sandt?
Han havde så mange spørgsmål. Spørgsmål der aldrig kunne blive besvaret.
”Ohhh, photographic memory? That is… wow, a brilliant ability to have!”
Endnu engang kunne han misunde sig over sin venners evner. Han havde evnen til at heale og det var skam belejligt for et menneske… men… der var ikke mere at prale af. ”well… depends if you experienced some shit you do not wanna remember.”
I det tilfælde var det nok ikke det rareste at have fotografisk hukommelse.
det næste hun sagde kom bag på ham. De, som i de to, skulle nok finde en måde at stoppe denne forbandelse på. Roligt med et varmt smil så han på hende. Nu en smule mere rolig, gravede han dessertgaflen ned i muffinen, for at tage en ordentlig bid op til sin mund. Dette var lige i tid med at hun spurgte om han var en chokoladetype. *
Et stykke af muffinen sad på hans mundvige, i det han slugte den store bid og gav et nik fra sig. Hurtigt fjernede han det fra sin mundvige. ”Yeah… yeah I guess I am… easter is my favourite holiday… all that chocolate I´m allowed to eat… it is amazing!”
Her åbnede han sin cola og tog en tår. ”How about you? Are you into sweet or salt? I know you´re vampire… but maybe you still have preference.”

“Yeah I could lie if I even tried to deny it doesn't have some beneficial having a strong memory, but it is a blessing and a curse at the same time.” bekendtgjorde hun med en lille understøttende nik til egne ord og hans antagelser. Eftertænksomt sænkede blikket sig mod den grå-hvide dis der steg fra koppen foran hende “As you might have guessed I'm no saint, vampires rarely are...” øjnene slap koppen, søgte tilbage henover bordet mod Monos. Den ene side af munden sitrede usikkert, under undertrykkelsen af det smil som hun følte stærkt for at sætte op som et skjold mellem hende selv og ham, inden hun tilføjede “I've killed my fair share through the history. But I've since tried to redeem the life lost on my behalf, and by doing so I to this day still can't step foot in anything remotely similarly to a hospital. Because the smell and sounds takes me right back to being a ship nurse under the world war two, just because the memories still stands to vivid in my mind. Not due to me suffering from PTSD.” fortiden havde hun for længst accepteret var som den nu var. Det var jo ikke fordi hun var skamfuld over den og var ikke heller fordi at hun den dag i dag levede et syndfrit liv, men hun slog ikke længere ihjel som et blodtørstigt væsen af natten, hverken for sport eller sult. Det lille glimt af sårbar ærlighed måtte han gøre med som han ville, men han havde næppe siddet overfor hende nu eller skånet hendes liv, hvis ikke han oprigtig troede på hun bar på mere end gemen ondskab. “So you better not expect me to bring you flowers if you injure yourself so badly, that you need to live the marvelous life as a patient in a hospital.” jokede hun letsindigt, men ordene holdt nu stadig en stor portion sandhed.

Havde hun forventet at han ville protestere, nej ikke rigtigt. Det gjorde dog ikke at Fleur ikke hastigt tilføjede et “I mean if you want my help? It's okay if you don't and you don't have to answer now, just... Think about it, keep it in mind.” da hun trods det varme smil, opfangede hvor påtrængende det kunne tolkes. Det var jo ingen gang sikkert at Mono ønskede hendes hjælp i jagten på sin skæbne.
Fleur satte tekoppen fra sig efter at have indtaget noget af det varme mint vand, men kunne ikke helt undgå at lade et en lille kort halvkvalt latter lyde. Ikke på inden måde for at være spottende overfor ham, men fordi hun ikke kunne lade være med at mores lidt over hans svar. En voksen mand, hvis ynglings helligdag var påske fordi han da måtte spise alt den chokolade han ønskede. Det var nok det mest ægte og rene hun længe havde hørt. “I think it's a good thing Easter only comes once a year then, or you would've to do a lot more work out.” kommenterede hun stadig med resterne af latteren spillende i de blå øjne, der slet skjult bevægede sig ned over det af ham, som var synligt for bordet, hvor efter hun sendte ham et blink af med det ene øje.
Hun havde lige akkurat nået at føre den første bid af tærten til munden, da han kontra spurgte hvilket køkken hun selv fortrak. “Hm,” lød det med den ene hånd løftet op foran munden, for at afskærme, før hun fik tygget af munden “I'm not that found of sweets, except for after eight chocolate. Like I almost can't stop eating them when I first begin...” svarede hun og skar en lille påtaget smilende grimasse over sin bekendelse. Hverken helt flov, men bestemt heller ikke helt stolt.

Han sad stille og lyttede til hende. Hvad han satte pris på, var at hun ikke forsøgte at gøre sig uskyldig i hans øjne. Hun var ikke nogen saint sagde hun. Hvilket han vidste var sandt. Det viste han også godt selv at han ikke var. Det var der nok ikke mange i verden der var når alt kom til alt.
”I see… that must have been horrific… you must have…” han afbrød sig selv og rystede på hovedet. ”Nevermind… if you don´t mind me asking… how… how did you get turned? Or were you borned as a vampire?”
Hvilket ville sige hun var en fuldblodsvampyr. Lidt havde han da lært i sin år som jæger. ”Not sure if it is a personal question.”

Han smilte roligt til hende. ”Yeah, I would appreciate your help, but to be honest… I am not even sure what you can help with… That is sort of also the reason why I haven´t told anyone about it… which probably gonna make my friends FLIP out on me… but… I don´t want them to worry you know? They have enough on their plates already.”
Han vidste godt at han burde at have fortalt Cece og Eve historien for langtid siden. Men hver gang han forsøgte… kunne han bare ikke få ordene ud. Han sukkede, klukkede over hvor personlig han pludselig blev. ”But I appreciate the thought!”
Hendes kommentar om at så skulle han træne en del mere, fik ham til at grine lidt for højt, hvilket gjorde at han tog en hånd op foran sin mund. ”Well, I guess so… I never thought about it that way!”
imens hun svarede på hans nyeste spørgsmål, fortsatte han med at spise af muffinen og havde næsten allerede det hele af den.
”After eight is also rather delicious!”

Smilet var lille, men ikke mindre oprigtigt af den grund og kun forstærket af hendes følgende ord “I don't, you may me for anything but be prepared I rarely lie.” forsikrede hun ham. Hun havde ikke det store at skjule og de hemmeligheder hun bar, det var sjældent at folk overhovedet var i nærheden af dem, hvilket gjorde hun sjældent skulle finde sig selv i et spind af løgne - egne løgne vel og mærket. “I was born a vampire and if you wonder, no I haven't turned anyone. That I at least know of.” Det sidste blev tilføjet lidt mere eftertænksomt. Der var jo altid en mulighed for der rendte en eller anden skabt vampyr rundt, som var skabt på hendes blod, hun havde ikke altid været lige tankefuld omkring blodets healende egenskaber.

Fleur nikkede roligt som han forklarede, både for at give udtryk for at hun lyttede, men lige så fordi hun forstod ham og det dilemma han stod i. Hvem ville ikke flippe ud, hvis ens nær ven praktisk talt fortalte om en dødsdom de havde hængende over hovedet? Det ville være nok til at få selv de roligste af ens venner til at blive som en hønemor. “I get what you mean, but I think they will be more understanding than you think? Besides, what if you don't find the vampire before it finds you? There's just so much sorrow a human heart or any heart for that matter can take, and a funeral doesn't add well to that, but it will still not hurt as much as seeing your pretty face returning and knowing you didn't tell anything.” lovede hun med ansigtet lagt i alvorlige folder, inden hun lidt affejende viftede med dessert gaflen og lidt hastigt tilføjede mere smilende “But who am I to tell you what to do? You should only do what feels right to you.” hvorefter hun tog endnu en bid af tærten, med visheden om hun nok havde plantet en frø hos ham, men at det nu var op til Mono at vande det.
“Not that I say that you're lazy or in a bad shape! I mean you don't look the way you do, if all you do is laying on the couch...” skyndte hun at tilføje. Det sidste mere en mindre fortalelse, men ikke desto mindre sand, da det gik op for hende at hendes ord om træning kunne tolkes negativt. Ikke fordi det lod til at Mono tog dem forkert til sig, men han kunne for alt Fleur vidste bare være høflig. Så godt kendte de jo heller ikke hinanden endnu.
“Actually I'm a real sucker for anything with the taste of mint or menthol.”