I guess this is it. - Kol

Tid: 21-ish
Sted: Kol's hus
Omgivelser: Gaden er øde og det er mørkt udenfor
Vejr: Regnvejr og nær frysepunktet.
Påklædning: Påklædning
@Kol

Lavinia havde brugt de sidste mange år på at finde ud af hvad der var sket med hendes bror. Han var forsvundet uden et spor, andet end hans solring.
Hun havde givet den videre til hendes egen lille vampyrling, Dacre, som hun holdt utrolig meget af. Hun havde også brudt sirebåndet med ham, da han havde spurgt hende pænt, og da han kunne kontrollere sin trang.

Hun havde gået hele den lange vej fra hendes lejlighed i Gaia til Moonlight Falls. Hun havde endelig fundet frem til hvem der havde taget hendes bror. Det havde taget mange år, at finde frem til hvem det var, der havde bortført hendes bror, Anthony. Lavinia havde dog haft kontakt til en heksecoven, som hjalp hende med at opspore den skyldige og hun havde fået et navn på ham. Kol Moriarty. Navnet havde hun ikke hørt om før, men det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Det var der ikke ange ting der gjorde og ikke nok med det, så havde nogle af heksene også advaret hende om ham, men det stoppede hende nu ikke. Hun ville have sine svar. Og det skulle være den aften.

Så da hun stod udenfor huset, ude på vejen, kiggede hun blot på det, inden hun tog de første skridt, hen imod sandheden. Hun nåede hoveddøren og bankede let på, mens hun fandt sit venligste smil frem, så han forhåbentlig ikke ville mistænke hende alt for meget.

Den hvide t-shirt var næsten ikke hvid mere. Den var nærmere dækket i sod og havde fået en grålig farve. Den lignede bare stoffet brugt til hans cowboybukser. Han smed den sorte jakke over en stol og gik igennem hans hus. Han var netop vendt tilbage fra Wonderland. Sikke en tur det havde været. Han havde det nu fint med udkommet derfra. Selvom han nu måtte finde noget andet at få tiden til at gå med, siden han ikke kunne røre ved Rebekahs familie. Hvilket inkluderede hans egen datter. Men måske det var for det bedste. Så kunne han muligvis blive en del af hendes liv på en positiv måde, og ikke ved at tvinge sig ind. For han elskede hende vel. Et eller andet sted langt ned i hans forskrukne hjerte, følte han kærlighed for pigebarnet. Han var på vej til at smide t-shirten, da det bankede på hans dør. Han forventede det var Dove eller måske Calla. De vidste uden tvivl begge to de var tilbage. Da han åbnede stod der en fremmede kvinde foran ham. Han rynkede brynene et øjeblik. "Who are you?" Spurgte han og så nærmere på hende. Nej, han huskede hende ikke. Han var muligvis ikke god til navne eller ansigter, men dem han havde tortureret eller dræbt huskede han. Hun var ikke en af dem. Selvom hun så lidt bekendt ud. En bror eller forældre havde måske aflagt ham et besøg tidligere. "I don't want any girl scout cookies. Maybe try in the city," han så på hende med et smørret grin. Han tog dybt pis på hende, som han gjorde på så mange. Mange fandt det møgirriterende, men han gik ikke ligefrem op i hvad folk mente om ham. Man kunne ikke være morder og sociopath, hvis folks meninger betød noget. "Let me guess. You're hear for revenge? Sorry sweetheart. I'm not good at dying. But take your best shot, if you dare." Endnu et smørret grin.

Lavinia så på manden foran hende, han lugtede af sod og.. Heks. Hun smilede venligt til ham, på trods af hans provokerende kommentar om småkagesalget. Hun lagde let sit hoved på skrå og rystede på hovedet, mens hun trådte frem. "I don't want revenge yet, I want answers. So if you could be so kind, as to provide them, I'd be more than thankful, before I rip your head off of your body.". Mens hun havde snakket var hendes blik blevet mere drabeligt og hendes tone matchede, dog var smilet stadig venligt.
Hun blev stående i hans døråbning og så på ham "So, you gonna let me come inside or should we do this out in the open, for everyone to see?". Dog gav hun ham ikke tid til at svare, inden hun havde skubbet sig indenfor og begyndte at forklare "So.. A few hundred years ago, you abducted a pureblooded vampire, named Anthony Bancroft, yes? I wanna know what happened to him. I wanna know what you did to him.".

Kol smilede blot da hun truede ham. ”Is that so? Well I don’t doubt you could. I just don’t fear you. Sorry.” Han kunne nu meget godt lide blandingen af drabelig og venlig der lå over hendes ansigt. Hun skulle nok blive god underholdning. Han nåede ikke at træde til side, før hun skubbede sig forbi ham. Han havde dog tænkt sig at lade hende komme ind. Han stillede sig foran hende med armene over kors. ”Oh yes. Anthony. I remember him. He was quite the screamer.” Han lod armene falde ned langs siden og gik tættere på hende. ”I did a lot of things to him. Fun things. I started by cutting his face,” han lod blidt en finger løbe ned af hendes kinder. ”Then his collarbone,” ligeledes lagde han en finger mod hendes kraveben, så ned af hendes arm som han forsatte med at fortælle hvor han skar ham. ”But it was really fun when I stuck the knife into his stomach. That’s when he called out for her. For you, probably. Lavinia?” Han lo ondskabsfuldt og trådte tilbage. ”You know, you remind me of someone I knew once. She had spunk as well. She wanted revenge.” Han drejede sig væk fra hende og gik hen til en reol og åbnede en skuffe hvor han tog en kniv frem. ”She got it. She smashed a foot straight through my face. But still, I’m here. As I said, I don’t die. I’m not immortal, but I might as well be.” Som han drejede sig mod hende igen, skjulte han kniven bag hans ryg og gik tilbage til hende. ”You get the first move. Choose wisely.” Han var sikker på hun var vampyr eller dæmon. Så hun var stærk, men det betød ikke hun nemt kunne vinde. Han ville kæmpe til det sidste, og det ville sandsynligvis ende med hendes eller hans død.

Lavinia lyttede, mens hun stod stille, ikke en mine ændrede sig i hendes ansigt, på trods af vreden der voksede i hendes indre. Hun stod også helt stille, som han gav sig til at vise og fortælle, hvordan han havde skåret i Anthony. Det var først, da han sagde at han havde skreget efter hende at hun begyndte at vise sin vrede. Hendes hænder dirrede og hendes øjne lynede, hun mærkede også hvordan hendes vampyriske træk begyndte at vise sig, selvom hun forsøgte at holde dem tilbage. Hun havde ikke fået svar nok.
Men da, han begyndte at fortælle om en anden kvinde, som hun åbenbart mindede ham om, mistede hun den sidste kontrol. Hun sprang på ham og fik væltet ham omkuld og hun slog ham med en knyttet næve i ansigtet. Og som hun sad over ham, greb hun fat i hans krave og snærrede vredt ned i ansigtet på ham "So you killed him? For what purpose? Just of fun?!". Og inden han nåede at svare, havde hun slået ham igen.

Kol lagde godt mærke til, hun først ikke reagerede på hans ord. Men til sidst trådte vampyriske træk frem på hendes ansigt, og han var ikke længere i tvivl om hendes race. Han blev ikke ligefrem overrasket da hun sprang på ham. Kniven blev slået ud af hans hånd og landede på gulvet. Hans blå øjne så mod hende, som hendes næve mødte hans ansigt. Hendes snerren fik ham blot til at smile. ”Actuall…” Han nåede ikke at sige mere for hun slog ham igen. ”See. Spunk,” sagde han og lo kort. ”Buy a guy a drink before jumping him. I do have a bed if you want to get more comfortable,” han blinkede til hende, før han lagde en hånd mod hendes hals og så ned, mens han koncentrerede sig. Han fik skubbet hende væk ved brug af magi og rejste sig fra gulvet. ”I did kill him. For fun. But your reason will be different. I will kill you in self-defense. A rapid vampire needs to be put down. I will gladly do the job. Killing you will save the world a lot of sorrow. You’re uncontrollable.” Han hidkaldte kniven, der hurtig fandt tilbage til dens retsmæssige plads: Hans hånd. ”Please scream. It’s more fun that way.” På vej mod hende, tørrede han blodet væk fra hans læbe og næse. Hun havde et godt slag. Det var ærgerligt hun skulle dø. Han kunne meget godt lide hende.

Lavinia smilede en smule ondskabsfuldt, da han tabte kniven, men det var hurtigt væk igen, så snart han rørte ved hendes hals og fik skubbet hende væk ved brug af magi, det måtte være magi, det kunne ikke være andet.
Vreden fik det til at suse for hendes ører og hun hørte ikke halvdelen af hvad han sagde, før hun hørte ham omtale hendes bror. Hvordan han havde slået ham ihjel, bare for at morer sig. Hun bed hårdt sine tænder sammen og vrissede "When I rip your head off of your shoulders, the world will be rid of a worse threat than I could ever be!". Hun så kniven finde vej til hans hånd endnu en gang og hun trådte et skridt tilbage. Hun begyndte at gå rundt om ham, for at få mere plads bag sig, så hun ville kunne undgå hans udhug, hvis han da lavede sådan noget og hun grinte lavt og sagde "I'd never give you the pleasure of hearing me scream.. Only in victory.". Hun var selvsikker, men det betød ikke noget lige nu og i stedet for at bruge den, nu, åbne plads bag hende, gjorde hun et udfald efter ham.

Kol var ikke bange for at benytte magi. Heller ikke den mørke slags. Mange frygtede magien ville opsluge deres sjæl. For Kol bekymrede det ham ikke. Han har i lang tid været foruden sjæl. Så længe han kan huske, nærmest. Få mennesker kendte dog grunden til hvorfor Kol var som han var. Det var ikke noget genetisk eller noget bestemt af en højere kraft. Ikke fuldstændig. Nu vidste Rebekah sandheden, hvilket betød hun kunne bruge det imod ham. Selvom de begge virkede til at være bedre venner end før. Forhåbentligt kunne det udvikle sig. ”Huh. I heard that before. Why don’t you come closer and rip my head off? I dare you.” Han lo igen. Det var sådan han var når han blev truet. Han fandt det morsomt. På trods han som heks ikke var en af de fysiske stærke racer, forstod han stadig på at beskytte sig selv. Før stræbede han efter at være den stærkeste race. Nu brugte han monstre. Han nikkede over hendes ord. Et vinderskrig var stadig et skrig. ”I almost like you. I will kill you, but I will give you a chance to live.” Hun hoppede efter ham igen. Han blev bare stående og lod hende angribe. ”Want to make a deal with the devil?” spurgte han med et smil på læben. Han elskede aftaler. Især når folk ikke vidste hvad de faktisk gik ind til. Men han tvivlede på, Lavinia var sådan. På trods af hendes angreb mod ham ikke var et fornuftigt valg at tage, virkede hun intelligent nok.

Lavinia så på ham, og lo hånligt "A deal? With you? Do you really think I'm that stupid?". Hun stod helt tæt på ham og denne gang greb hun fat om hans hals og skubbede ham bagud. "I'd never make a deal with you, you bloody bellend." Hendes tanker slog straks tilbage til hendes bror og at det her var manden som havde kidnappet, tortureret og dræbt ham. Hendes øjne brændte stadig med et had og hun skubbede ham hårdt op imod væggen, stadig med hånden omkring skruben på Kol. "I should just fucking kill you now.". Hun strammede sit greb om hans hals og var nu kun millimeter fra hans ansigt og hun vrissede "Or perhaps I should just make your life a living hell? You don't deserve a faith as peaceful like death.".

//Sorry at det blev så kort D:

Kol forventede ikke hun ville tage imod hans tilbud. Men han ville alligevel forsøge. Måske var hun ikke lige så intelligent som hun forekom. Men det virkede det nu alligevel til hun var, siden hun takkede pænt nej tak. Han smilede blot da hun greb om hans hals. ”Kinky,” sagde han og så hende direkte i øjnene. Hendes greb var tæt og han kunne kun lige få ord igennem. ”Perhaps. I don’t deserve peace. You’re right about that. But you do. So I will gladly grant it to you.” Et blåligt skær lagde sig over hans ene hånd, som han brugte en styrkebesværgelse på den. Det virkede let for ham, da han jog en hånd gennem hendes brystben og fik et greb om hendes hjerte. Han klemte tættere sammen, så hun kunne begynde at mærke smerten. Så hun kunne mærke hvor let det var for ham at dræbe hende. En vampyr, pureblood, hvis ikke han tog helt fejl. Han sørgede for hans fod lå bag ved hendes hæl. ”Be careful not to trip.” Han skubbede hårdt nok til hendes skulder, så hun ville falde tilbage. Et øjeblik troede han, han ville falde med, men grebet om hans hals blev løsnet, da hjertet blev tvunget ud af hendes bryst. Han så på den blodige hjerte i hans hånd. ”This will do nicely,” han kaste hjertet mellem hans hænder før han trådte frem til hendes døde krop. ”Don’t say I didn’t warn you,” sagde han og satte sig på hug foran hende. ”It is a shame really. You could have been a friend of mine. Pity your type is so hung up on revenge, it completely blinds you.” Han skubbede let til hendes hånd med foden, da han gik forbi hende og ned i hans kælder, hvor hans monster ventede på at blive bragt til live.

//Bye bye Lavinia <3