You need too help mee !! ( cw, tw)

Theo så det her som en mulighed for Sadie. Hun kunne måske lære at være mere forsigtig i fremtiden. Hvis hun klarede sig igennem. Han vidste ikke alt der var sket med Sadie og Jamie, men nok til at kunne bruge ham for at gøre hende mere bange. Han kunne se hvor stor påvirkning Jamie stadig havde på hende. Det gav god mening, men hun skulle også bare se at komme sig over det. Hun ville ikke få noget ud af at frygte ham til evig tid. Dog vidste han også det var nemmere sagt end gjort. Hvis ikke man havde meget livserfaring, var det svært at komme sig igennem sådanne ting.

”Du troede ikke han ville give slip på dig så nemt, gjorde du?” Han gik hen til hende og satte sig på hug foran hende. ”Jeg er ikke en ondskabsfuld mand. Du kan få lov at blive her indtil han kommer for at hente dig. Jeg skal nok sørge for du ikke kommer noget til så længe du er her.” Han førte en hånd frem og børstede noget hår om bag hendes øre. ”Ved du hvem Judas er?” Hvad hun sagde nu, ville få meget betydning for hvad der ville ske med hende fremadrettet. Dette her var tiltepunktet. Det afgjorde om han var blid ved hende eller ej. Nu måtte det briste eller bære. Han lagde hovedet en anelse på skrå og så på hende med de mørke øjne. Han var nysgerrig på hvordan det hele ville gå med hende. Hun var lidt forvirrende at finde ud af. Hun var naiv, hvilket var grunden til hun var endt her. Men hun havde også erfaring med en voldelig mand, som garanteret havde lært hende nogle overlevelsesteknikker. Han var fascineret af, hun ikke havde reageret voldsomt meget endnu. De fleste ville have forsøgt at stikke af, slå ham eller en tredje reaktion. Men hun sad der bare.

Sadie mærkede følelsen af afmagt, hun havde endelig håbet at aldrig skulle se Jaime igen, men selvfølgelig den mand ville aldrig slippe hende. Det var ikke nemt at komme over, hun burde have søgt hjælp fra psykolog, men hun ville klare det selv, men manden dukke stadig frem i hendes drømme, selvom det var begyndt at blive en smule bedre. Men inderst inde havde hun stadig følelser for ham, det var svært at indse, at de aldrig ville få det forhold hun havde drømt om, da hun mødte ham.
Som Theo snakkede så hun op imod ham, og lyden af hans ord fik hende til at skære en grimasse " man har vel lov at håbe" svarede hun stille.

De næste ord fik hende til, at løfte et øjenbryn imens hun presse sig lidt mere imod den kolde væg bag sig" kan du ikke slippe mig fri? " spurgte hun, men hendes stemme var bange og skrøbelig selvom hun prøvede at være sej. Som hans hånd nærmede sig, fulgte hun bevægelsen med blikket, sad dog stille som han rette på det blonde hår. Det næste spørgsmål kom klart bag på hende, hun mødte hans mørke øjne, og rystede svagt på hovedet " nej det navn siger mig ikke noget" svarede hun ærligt, med en underen tone.
Efter Jaime, havde hun lært at flugt og modstand ikke hjalp, især når modstanderen var langt stærkere. Hun prøvede at være så rolig, som man nu kunne når man var fanget, og frygte for sit liv.
Sadie strammede sit greb om sine ben, hun skævede kort mod vandet, før hun forsigtig rakte armen ud og tog glasset, for at tage en lille tår, nervøs for at besvime igen.
Hun holdt glasset i sin hånd, imens hun så på ham...

Theo rystede på hovedet, da hun nævnte håb. ”Håb vil ikke give dig noget i den her verden. Alt det vil gøre, er at lade dig tro tingene kan blive bedre af sig selv. Du er nødt til at arbejde for det, hvis du vil have en ændring i dit liv.” Han var ret sikker på hun godt vidste, han ikke kunne lade hende gå. Ikke bare uden videre. Hun ville så kunne gå til politiet, og det kunne han ikke risikere. Først skulle han sørge for det ikke ville ske, og han havde rigeligt med muligheder for at sørge for det.

Han matchede hendes undrende blik, da hun ikke virkede til at genkende det navn han var født med. ”Så du er ikke vokset op som kristen?” Det måtte næsten være den eneste måde man ikke havde hørt om ham på. Selv hvis det var tilfældet, var hans navn ofte hørt i mange andre sammenhænge også. Hans navn var synonym for forræder. Han så hvordan hun drak vandet så han trak sig tilbage og stillede sig midt i rummet. ”Ved du så hvem Jesus er?” Det var praktisk talt umuligt ikke at kende ham. Han var forberedt på at give hende en lille historie omkring hvad der skete tilbage i tiden. Han ville gerne høre hvad hun tænkte om det. Han havde på fornemmelsen, hun måske ikke ville skuffe ham. Der var en chance, og han var spændt på at se hvad der ville ske. Hun var utilregnelig i forhold til mange andre. Han kunne ikke vide om hun var ved at planlægge noget, eller om hun faktisk bare havde givet op.

Sadie trak en smule på skulderen, slap et stille suk mest for sig, før hun mødte hans blik " tror du ikke jeg prøver " svarede hun stille, i et kort sekund virkede hun frustreret men ikke på ham mere på sig selv. Selvfølgelig vidste hun godt, at han ikke bare ville lade hende gå, men ordene var bare nød til at komme ud. Hun fik samlet sig selv lidt igen, og mødte hans mørke øjne endnu engang, imens hun nappe sig lidt i læben, hans spørgsmål fik hende dog til kort at smile svagt.
" nej jeg er ikke vokset op i nogle tro " svarede hun lidt undrende, da hun ikke helt forstod sammenhængen , det gav i hvert fald ikke mening i hendes sind.

Hun drak en smule mere vand, før glasset blev sat tilbage på bordet, og hun rykke lidt på sig for at prøve at være lidt mere behagelig, selvom der intet var behageligt ved situationen.
Sadie mødte hans blik igen, som han nævnte Jesus rynkede hun let på næsen " ja " svarede hun let, før hun stille strøg sin ene arm med en finger.
Sadie havde ikke givet op, men som hendes krop og sind havde det lige nu, vidste hun godt at det ikke var muligt for hende at flygte. Det måtte blive et forsøg, hvis der kom en mulighed, nu galt det om bare at snakke og ikke gøre ham sur.

”Det er valg man skal tage.” Han var fast besluttet på, man skulle vælge at tæmme håb og bruge det som et våben frem for en højere magt. Det var ikke fordi Theo havde tænkt sig at fortælle hende hvem han i virkeligheden var. Det var der ingen grund til. Han prøvede jo at slippe væk fra det navn, så det ville være dumt at indrømme. Han fandt det som en lettelse, at hun ikke kende til hans historie, eller den forvrænget version af det der var kendt verden over. ”Det må have været en befrielse for dig.”

Selvfølgelig vidste hun hvem Jesus var. Det kom ikke bag på ham. ”Så ved du nok også at han blev korsfæstet for at redde mennesker for deres synder.” Han var ikke overbevist om det var tilfældet længere. Hvorfor ville der ellers være så mange syndere i verden? Han gik rundt i rummet og lod hans hånd bevæge sig over væggen. ”Han skulle dø, fordi det var en del af Guds plan. Judas var personen der førte til Jesus’ anholdelse, der endte i hans korsfæstelse.” Der var flere kilder om dette, men det var overordnet hvad det handlede om. ”Siden da, er der kilder der fortæller, at Jesus vidste hvad der ville ske, og bad Judas om at gøre det.” Han stoppede ved hende og så på hende. ”Alligevel er hans navn forbundet med forræderi. Synes du han fortjente det?” Der var to grunde til bragte historien op. Det var kun den ene af dem, hun ville høre for nu. Han havde ikke i sinde at røbe hans sande identitet.

Sadie så på ham, det føltes mærkeligt at tale om valg, med en mand der lige nu holdt hende fanget, eller hvad det nu var han prøvede? Hun trak let på skulderen, som han svarede hende " ja måske" svarede hun, det var lidt svært at finde et ordenligt svar lige nu. Hun lænede sin ryg imod væggen, og trak bene op under sig.
Som han bevægede sig rundt, fulgte de grønne øjne hans bevægelser, selvom hun sad nogenlunde stille var hun stadig på vagt, og ønskede ham ikke alt for tæt på.

Som han begyndte at fortælle, så hun ret undrende på ham det var svært, at finde ud af hvad han mente. Hvorfor de skulle snakke om gud? men hun turde heller ikke at afbryde ham, han så ud til at være langt stærke end hende. Hun rynkede let på brynene " ja det har jeg hørt om " svarede hun, som han stoppe tæt ved hende, sænkede hun blikket en smule.
Historien kørte rundt i hendes tanker, men det var forvirrende at tage stilling til, men han virkede ret fokuserede på historien, men hun kunne ikke regne ud hvorfor?
Som Theo slutte med at fortælle mødte hun hans blik, med hovedet en smule på skrå imens hendes blik var tænksomt, og hun nappe sig let i underlæben " nej" sagde hun kort, imens hun lod en hånd køre igennem sit hår " så Jesus lokkede Judas i en fælde ? " svarede hun undrende, prøvede virkelig at forstå meningen bag alt det her, man kunne tydeligt se hun tænkte.
" så Judas blev straffet, for at hjælpe ? " sagde hun forsigtig, før hun rette lidt på sig igen, hendes krop rystede en smule af kulde, men ellers virkede hun rimelig rolig selvom hun selvfølelig var bange, men hun prøvede at holde kold vand i blodet.

Det var intet under, hun ikke var i stand til at svare ordentligt. Hun var sikkert stadig bange og påvirket af stoffet i teen. Dog forventede han alligevel hun kunne tage stilling til ting. Ellers måtte han komme tilbage og prøve senere. Så hun var ikke helt uvidende omkring den kristne tro. Det var et godt sted at starte, fordi han så ikke behøvede at forklare alt i uddragende detaljer. Det ville blot være en irritation for dem begge. Han løftede øjenbrynene en anelse, da hun sagde nej.

”Nej, ikke en fælde som sådan. Jesus skulle formodentligt have bedt Judas om at melde ham, fordi det ville frelse menneskerne, hvis Jesus blev ofret. Han blev straffet, fordi han forrådte Jesus. Men der er teorier om, Judas bare gjorde hvad han fik besked på.” Han satte sig på madrassen ved siden af hende. ”Det kan sammenlignes med vores situation, synes du ikke?” Han ville ikke tale helt sandt nu, men det var blot for at dække over, hvorfor han havde bragt det op. ”Jamie er Gud, jeg er Judas, du er Jesus.” Han trak en anelse på læberne i et svagt smil, da han i virkeligheden havde indrømmet hvem han var, men hun ville næppe tage det sådan. Det var trods alt pakket ind i en metafor. ”Du kommer tilbage hvor du hører til, og jeg bliver betalt for at bringe dig derhen.”

Hun havde da hørt om kristendommen i skolen, men det havde bare aldrig sagt hende noget, det var svært at tro på der skulle være en gud. Hendes krop begyndte langsomt, at blive mere normal sammen med hendes hoved, hun tog glasset igen for at drikke lidt mere vand, det var lidt som om det gav hende noget at lave, og en kontrol over bare en ting.
Som han fortalte lytte hun nøje med, imens hun så på ham " men han fortjente ikke at blive straffet så? " svarede hun tænksomt. Det var svært at sætte sig helt ind i, men hun gjorde sit bedste og det fik også sat en masse tanker i gang hos hende. Hun mærkede en svag hovedpine komme, og tog sig en smule til panden, men prøvede så at bide det i sig, hun ville ikke være svag.

Sadie fulgte ham med blikket, som han satte sig ned ved siden ad hende, hun rykkede ikke på sig men strakte dog sine ben ud. Rette let på kjolen med en hånd, før hendes øje blev store ved hans ord " men jeg vil ikke dø" sagde hun med en rystende stemme, imens hendes blik blev en smule uroligt men hun rykkede sig ikke væk fra ham.
Hans smil fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, som han slutte sine ord sukke hun stille, og så en smule væk fra ham " jeg hører ikke til der, jeg er ikke en genstand " sagde hun lidt frustreret, og pille lidt ved madrassen med en finger. Hun ville ikke give op, men lige nu kunne hun godt mærke frygten, og hendes hoved gjorde ondt. Der var intet hun lige nu kunne stille op, og hun hade den følelse af at være hjælpeløs.
Langsomt vendte hun blikket imod ham igen, med hovedet en smule på skrå, betragtede ham stille...

Theo gjorde et træk på skuldrene. ”Det er der blandede meninger om. Men lige meget hvad, fortæller biblen at han endte i helvede.” Han drejede hovedet mod hende og betragtede hende. Hvis ikke hun troede på himmel og helvede, hvad troede hun så der ville ske når hun døde? Hun gjorde ham nysgerrig. Det var en farlig ting at have hans interesse. Det førte sjældent til noget godt.
Han bemærkede hvordan hun ikke flyttede sig væk. Enten var hun ligeglad med livet, eller også frygtede hun ham ikke. Eller måske var det en kombination. ”Hvem siger du skal dø?” Han vidste godt sager som hendes, kunne føre til et mord. Men der var ingen beviser for Jamie tidligere havde dræbt en partner, så der var ingen grund til at tro det skulle ske nu.
”Hvis du giver mig en god grund, kan jeg sørge for han ikke får fingrene i dig.” Han så ingen grund til de ikke kunne snakke sammen. Jo bedre han kendte personer, jo bedre vidste han også hvordan han skulle behandle dem. ”Men det vil ikke blive nemt.” Han rejste sig. ”Tænk over dit argument. Jeg kommer tilbage om en time.” Han bevægede sig mod udgangen.

Sadie mærkede hans blik mod sig, hun forblev stille at rykke sig ville bare afsløre endnu mere, at hun var bange og af en eller anden årsag, gjorde det hende ikke noget at han var tæt på. Hun skævede til ham, som han svarede hende " det er ikke fortjent " svarede hun stille, før hun trak let på skulderen. Himlen og helvede troede hun ikke rigtig på, hun troede mere på at man forsvandt, og gav liv til nye ting, dyr, mennesker eller noget, men var ikke sikker, det var en ret stor ting at tænke over.
Hun mødte hans blik, bed sig let i læben " jeg ved hvad han vil, og jeg vil ikke give ham det, så han vil ende mit liv" svarede hun tungt, en enkel tårer gled ned over hendes kind, før den forsvandt.

Hans ord fik hende til at dreje sig en smule om imod ham, imens hun hævede et øjenbryn, men nikkede så forstående overfor hans ord. Som han rejste sig fulgte hun ham med blikket, og så lidt længselsfuldt mod udgangen, men gjorde intet for at prøve at slippe ud.
Efter han gik, ville hun stirre et par minutter efter ham, før hun ville se rundt men indse der ikke var noget sted at flygte hen. Sadie sukkede dybt, som hun lagde sig ned, og krøb sammen på madrassen efter ganske få minutter, faldt hun i en urolig søvn. Vendte og drejede sig, imens hun små mumlede men at lukke øjnene hjalp på hendes hovedpine, og efter en halv times tid lå hun mere roligt og sov, lidt mere udstrakt så lidt mere af hendes lår blev vist. Et dybt ar ved det venstre lår, kunne fornemmes.

Theo var overrasket over hun ikke så på ham som en skidt fyr. Men det var måske fordi hun ikke var vokset op med historierne om ham. Han så på hende hun nævnte Jaime ville dræbe hende, hvis ikke hun gjorde hvad han bad om. Han vidste ikke helt hvad han skulle føle om det. Det var ikke fordi han bekymrede sig om hende, men han følte alligevel en form for krav på hende. Det var ham der havde første ret til at gøre hende noget. Han forlod rummet og lod hende overveje hendes argument.

Han holdt øje med hende først, men da hun bare sov, gik han i gang med at lave andre ting. Han fik styr på lidt arbejde, forberedt noget til hans morgenmad der var lige om hjørnet. Han skulle også selv have noget søvn på et tidspunkt, men han gad ikke endnu. Han vendte tilbage en time senere og trådte ind i rummet. ”Giv mig dit argument,” befalede han. Han var lidt ligeglad med om hun sov eller ej. Han skulle se hvad hun var kommet frem til. Dog var der ikke mange argumenter der faktisk ville give hende lov til at gå, men nu måtte han se.

Eller så var det fordi, hun altid prøvede at se det bedste i alle, det var en del af hende som ofte sårede hende, når folk så vendte hende ryggen. Han havde endnu ikke slået hende, eller gjort rigtig skade. Det gjorde ham ikke så farlig i hendes øjne, selvom hun godt var klar over, at det nok ikke ville forblive sådan.
Hun ville helst undgå at snakke for meget om Jaime, det var svært at tale om, og det gjorde ondt på hende. At Theo følte han havde mere krav på hende, vidste hun intet om, men hun vidste heller ikke noget om ham andet end et navn.

Sadie fik sovet, det var ikke en god søvn, men den hjalp på hendes hoved og hendes tanker blev mere klarer. Som han kom ind vågnede hun, åbnede øjnene for at se mod ham, imens hun langsomt kom op for at sidde med ryggen mod væggen, og folede bene over hinanden. Hendes makeup var tværet en smule ud, og hun så lidt træt ud som hun kiggede på ham.
" jeg kan blive din ? " sagde hun stille, alle hendes ideer var ikke særlig gode, hun regnede ikke med han ville skåne hende alligevel, men at tilbyde sig selv var vel det eneste hun kunne? hun ejede ikke noget af værdi.
Hun drak det sidste vand, før hun tog maden selvom den var blevet lidt kedelig, begyndte hun langsomt at spise. Hendes tanker fløj rundt, og hun prøvede at forholde sig roligt, let lod hun blikket vandre lidt rundt, så mod udgangen men gjorde intet for at flygte.
" du har vel ikke et tæppe? " spurgt hun så lidt forsigtig, det med at være helt stille var ikke så nemt, og et tæppe kun give hende lidt varme, og skjule hendes krop lidt. Men hun vidste også at det var et dumt spørgsmål, hun var ikke på noget hotel, men var tværtimod fanget.
Hun så på ham igen, og lagde armene let omkring sig.

Det var svært at forklare, hvordan han havde det med folk han kidnappede. Han så hverken på dem som mennesker eller genstande. De var bare.. ingenting. Og det var hans opgave, at skabe noget af dem. Det skete ofte en eller anden form for tortur. Hvordan han valgte at gøre det, var ofte ret ens. Det var bare nemmere, at gøre brug af den forbandede mønt. Hvis han var tvunget til at bære den konstant, kunne han lige så godt gøre nytte af den. Han kunne nærmest mærke den brænde i hans lomme.

Han rynkede brynene en anelse af hendes tilbud. Hvad skulle det helt præcist indebære? Hun var allerede her og kunne ikke gå nogle steder, så hvad mere kunne hun tilbyde ham? Han stod bare og så på hende. ”Hvordan vil du være min? Du er allerede fastlåst her.” Hun var en spøjs en. Hun virkede bange, men reagerede slet ikke på det. Var det hendes erfaringer der gjorde, hun ikke prøvede at stikke af? Eller måske følte hun alligevel en form for tryghed her, fordi hendes eks ikke kunne komme til hende. Han kunne ikke nemt finde hende i det rum, medmindre Theo viste hvor det var.

Han gik ud af rummet og undlod at skubbe reolen tilbage foran, blot for at se hvad hun ville gøre. Han gik ud for at hente et tæppe, og bevægede sig så tilbage til rummet. Spændingen for om hun var løbet væk eller blevet var umættelig. De fleste ville prøve at flygte, men han vidste ikke med sikkerhed hvad hun ville gøre. Det var ikke nemt at forudsige hendes handlinger.

Sadie så på ham, hun kunne næsten se han undre sig over hendes svar. Hun havde kun sig selv at tilbyde, hun ejede næsten intet, efter hun var flygtet var alt af værdig solgt, for at få råd til et sted at bo. Hun smilede stille før hun trak på skulderen " jeg har intet andet at kunne tilbyde dig" sagde hun, og lagde hovedet let på skrå " jeg vil ikke love dig en masse, jeg ikke kan holde " sluttede hun af.
Hun følte sig stadig tryg ved ham, men hun vidste også lidt om, at flygte blot kunne gøre alt være og hun ville ikke have en chance imod ham.

Som han gik ud af rummet, uden at lukke så hun mod udgangen, det var så fristende at sætte i løb. Hun overvejede det i ganske få sekunder, men blev minde om hvordan det var gået sidst hun havde prøvet noget lignede. Sadie rejste sig op, strakte sin krop og stillede sig i midten af rummet, med armene over kors, imens hendes blik hvilede mod udgangen.
Hun kunne høre hans fodtrin, men blev stående hun var ikke sikker på hvad hun fortog sig, hendes sind skreg på at flygte. Men hendes krop rykkede sig ikke, og hun turde ikke satse.

Så hun var så desperat, at hun ville overgive sig selv, blot for frihed. Var alle mennesker så patetiske? ”Fornuftigt af dig at love mig ting du ikke kan holde.” Han gik over til hende og lænede sig en anelse frem, så de var tættere på hovedhøjde med hinanden. ”Jeg har dig allerede. Du kan ikke tilbyde mig noget, jeg allerede har.” Han forlod hende for at hente tæppet.

Han kom tilbage med tæppet. Hun var her stadig. Han rakte hende tæppet. ”Din eks vil ikke komme her. Du behøver ikke frygte ham. Men det betyder ikke, du ikke skal føle frygt.” Han lænede sig op ad væggen og lagde hans ene ankel over den anden. ”Din eks er voldelig, fordi han har brug for magt. Det er ikke tilfældet med mig. Jeg har allerede magt. Jeg behøver ikke slå dig, fordi jeg ikke kan håndtere mit eget liv. Jeg gør det fordi jeg finder det sjovt.” Han drejede hovedet mod hende. ”Tror du selv din eks er den værste person i verden? Er det derfor du ikke er bange for mig?” Det var en fejltagelse at tro der ikke fandtes værre. Især i denne del af verden. Her vrimlede det med overnaturlige, og mange af dem var så meget værre end et usikkert menneske med mommy issues. Inklusiv ham selv.

Hun betragtede ham, som han kom nærmer og deres øjne mødtes, hun trak en smule på skulderen " ja du har mig " svarede hun med en tænksom tone, hun var ikke helt sikker på hvad hun havde gang i, eller hvad hun skulle stille op. Men hun ville ikke sætte sig ned og tude, det var bare ikke en mulighed, så heller kæmpe så længe hun kunne. 
" men du ville beholde mig lige meget hvad jeg siger " sagde hun så, med et let nik før hun så ham gå. 


Som han kom igen, tog hun imod tæppet, holdt det imod sin krop imens hun så på ham. Hun trådte en smule tilbage, for at få en smule afstand til ham, som han begyndte at fortælle lagde hun hovedet på skrå. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle svarer, men hun mærkede det løbe koldt ned ad ryggen, som han fortalte videre. Sadie sank en klump " men så det heller ikke det samme " svarede hun stille, men kunne godt mærke at han gjorde hende nervøs. Hun mødte dog hans blik, imens hun langsomt satte sig ned på madrassen, og lagde bene lidt sidelæns for ikke at afsløre for meget, selvom man kunne skimte starten af et par ar. 
Hun sukke tungt og så en smule væk fra ham " jeg ved godt han ikke er den værste " svarede hun stille, imens hun let kørte en hånd igennem håret " men han var den eneste jeg elskede " slutte hun af. Sadie vendte blikket imod ham igen, og lagde hovedet på skrå " så du har taget mig, for din egen underholdning ? " spurgte hun, med et hævet øjenbryn og et uforstående blik, men hun begyndte dog også at blive mere nervøs, men gjorde sit bedste for at skjule det.

Theo fnøs lavmælt. ”Du lyder sikker på hvad jeg vil gøre og ikke gøre. Hvordan kan du vide det?” Han var ikke en urimelig person. Hvis han fandt sin overmand, ville han lade personen gå, så længe der var sikkerhed på de ikke ville melde ham til politiet.

Theo nikkede. Det var ikke det samme, så meget kunne han være enig med hende i. Han skævede til hende, da hun fortalte hvordan det havde været med hendes eks. ”Dem vi elsker sårer os ofte mest.” Det var tydeligt han talte af erfaring. ”Ja, lige præcis.” Han gik ud af rummet igen, blot for at hente noget igen. Han kom tilbage med et par læder handsker på og en stol slæbende efter sig. I den anden hånd havde han en kniv, en mønt og en saks. Han lagde alle tre genstande på madrassen og stillede stolen midt i rummet. ”Vælg en genstand.” Han sagde ikke til hvad eller hvad de kunne blive brugt til. Det var alt sammen for at finde ud af hvad for en person hun var. Han satte sig på stolen og førte en hånd frem mod genstandene, for at indbyde hende til at vælge en af dem.

Sadie rynke let på næsen som han fnøs, før hun slap et stille suk " jeg er heller ikke sikker, men det ville næsten være for nemt ? " svarede hun spørgende. Hun regnede ikke med han bare ville lade hende slippe. 

Hun kiggede kort på ham, trak en smule på skulderen" ja desværre " svarede hun stille, før hun prøvede at skubbe alle tanker om Jamie ud. Hvis hun skulle overleve noget, måtte hun prøve at tænke klart, og ikke at dvæle i fortiden selvom det var svært. Som han svarede sank hun let en klump, det var aldrig rart at vide at man bare var underholdning, og da slet ikke på denne måde.
Som han gik ud igen, så hun undrende efter ham, men da han kom ind vendte hun blikket imod de 3 genstande. Sadie kiggede op på ham, med et forvirret blik men så igen ned mod tingene. 

Det var svært at gætte på hvad det betød, hun rørte ikke ved dem men lod blikket løbe over, kniven virkede for farlig, mønten så ikke så slem ud, men saksen talte også til hende. Hun lukkede kort øjnene før hun, så traf sit valg og pegede imod saksen " den " svarede hun. 
Sadie mødte hans blik, og så lidt mere nervøst på ham, imens hun langsomt lagde tæpper fra sig ved siden af, hun turde ikke røre tingene.

Theo sad og så på, som var det en film der udspillede sig foran ham. Han havde en mening bag alle tre genstande. Den letteste for ham, ville helt sikkert være mønten. Så behøvede han ikke at gøre så meget. Han rejste sig da hun valgte saksen. Det var nok det mildeste valg hun tog. Hun måtte have god intuition. Han gik over og samlede mønten op og stoppede den i lommen. Han lagde kniven på stolen og samlede saksen op. Han gik hen til hende.
”Sid stille,” sagde han. Det lod ikke så meget som en ordrer, men nærmere som en anbefaling. Han greb fat i hendes hår og klippede en enkelt lok af hendes hår af. Han gik over og tog kniven op, for at sætte sig igen. ”Du er stadig ikke bange for mig?” Han forstod det ikke, og faktisk var det lidt kedeligt at hun ikke reagerede mere end hun gjorde. Det var lige som en ulv der jagede et dådyr med et brækket ben. Der var ingen udfordring i det, ingen jagt. Det var for nemt. Måske skulle han bare tage ud og få udført det magiske ritual, der ville sørge for hun ikke kunne tale højt om hvad der var sket, og så slippe hende fri. Der var rigeligt med hekse, der ville give en hjælpende hånd for en skildring. Han kendte nogen han var tæt på, men hvis ikke det var tilgængelige, kunne han altid finde en anden.
”Du sagde du ikke ville dø, så hvorfor sidder du bare her? Forstår du ikke alvoren af den situation du er i?”

Sadie var hurtigt i tvivl om sit valg, men uden forklaring måtte hun, prøve at finde en løsning og mønten virkede bare for sikker et valg. Hun holdt ved sit valg, vendte blikket mod ham, som han kom hen til hende, slap et gisp som han klippe en tot hår af. Hun turde ikke rykke sig, som han var tæt på men som han gik så hun på ham, med et undrende blik. Hans ord fik hende til at se en smule væk fra ham, imens hun trak armene til sig " jeg har heltiden været bange for dig" svarede hun stille, og mødte kort hans blik. 
Hendes øjne var urolige, hendes ene hånd rystede let og hun bed sig i læben" men at ligge og græde i hjørnet ville ikke hjælpe mig " svarede hun så. 

Hun rejste sig op, og gik hen foran ham så hun stod få centimeter fra at røre ham, hendes øjne søgte hans. Hvad hun lavede var hun ikke sikker på, men han virkede ikke helt tilfreds med hendes opførelse " jeg forstår alvoren " svarede hun ham fast, før hun lagde en hånd imod hans ben. 
Sadie kiggede en smule ned " men jeg tror også du er stærk nok, til at skade mig" fortsatte hun stille, imens hun blev foran ham " jeg ville ikke kunne nå ud, før du nemt ville slå mig ned, jeg har lært af mine tidligere forsøg " slutte hun  af. 
Sadie sendte ham et svagt smil " men jo jeg frygter dig, men jeg føler mig også tiltrukket af dig " hviskede hun mod hans øre, før hun trak hovedet tilbage, og skulle langsomt til at fjerne sin hånd fra ham igen...

Theo kunne ikke undgå at finde interesse i hende. Ikke nødvendigvis interesse i det han oprindelig havde tiltænkt sig, men måske hun alligevel kunne give ham noget. Hvad havde han ikke helt besluttet sig for endnu. ”Hmm..” brummede han. Hun var ret god til at skjule sine følelser. Sandsynligvis fordi hun gik igennem noget traumatisk, der blot blev værre hvis hun viste for mange følelser.

Han så på hende da hun kom hen. Hvad havde hun gang i? Hun legede virkelig med ilden. Det var modigt af hende, da hun på ingen måde ville vide hvordan han ville reagere. Han så på hånden hun placerede på hans ben. ”Det har du ret i.” Det var ikke unormalt mænd som udgangspunkt havde større styrke end kvinder, og derfor gik han også ud fra han nemt kunne overmande hende. ”Fornuftigt,” kommenterede han da hun nævnte hun havde lært af hendes erfaringer.
Hans bryn rynkede sig, da hun nævnte hun både frygtede ham og var tiltrukket af ham. Han slikkede sine læber og bemærkede hvordan hun gjorde an til at trække sig igen. Han greb fat i hendes hånd for at få hende til at blive. ”Du bør få styr på dine prioriteter.” Han førte en hånd op til siden af hendes hals. ”Prøver du at forføre mig, Sadie?”

De sidste par år, havde lært hende at holde lidt igen med at vise sine sande følelser, før det var mere sikkert. Ikke at hun ikke var følsom, men det var i hovedet det hele, hun havde desværre ikke oplevet meget modgang de sidste par år. At han fandt hende interessant, kunne hun ikke vide, men hun ville vise ham at hun ikke bare var en tøs. Ikke bare lå i hjørnet og græd, eller løb mod døren ligeså snart den var åben.

Som hun stod foran ham, var det et stort sats, men hun følte også hun var nød til at prøve noget. Hun anede intet om ham, men han virkede klart til at være farlig, og hun burde nok passe på. Hun kunne godt mærke sit hjerte banke, som hun stod der så tæt på ham, hendes hånd strøg ham forsigtig på benet imens hun så på ham. 
Han gav hende ret, men det fortalte hende også at han var farlig, hun slap et svagt gisp som han greb fat i hendes hånd.
Hans ord kørte rundt i hendes sind, hun mærkede frygten ligge på lur, men også adrenalinen i kroppen, og inderst inde en trang til ham. Måske fordi hun vidste han var farlig? ellers var hun blevet så van til, at reagere på den slags " javel " svarede hun let. som han tog ved halsen, slap hun et svagt støn " ja det gør jeg " svarede hun så, som hun mødte hans blik, og bed sig let i læben imens hun trådte helt tæt på ham, så deres kroppe mødtes. 
Hun vidste det var farligt, men for en stund føltes det rigtigt.

Det var svært for Theo ikke at se på unge mennesker som lige præcis det. Hvis ikke man havde levet mindst 500 år, var man alt for uerfaren i livet til at kunne tale med om noget som helst. Han følte bare ikke han kunne snakke med dem om særlig meget. De var for uerfarne. Han ville dog kunne forstå, hvorfor en ung person som hende, ville finde ham interessant. Han udstrålede noget specielt, som mange der havde levet længe gjorde.

Han kunne godt se igennem hvad hun havde gang i. Men han kunne godt respektere hendes modige valg. De fleste ville ikke drømme om at gøre det. Hun havde en anderledes tankegang end de fleste. Han så op på hende da hun trådte tættere på. Endnu et modigt træk. ”Hvad vægter højest. Din tiltrækning eller din frygt?” Han var oprigtigt nysgerrig, fordi det ikke var en situation han var særlig vant til. Han foldede sin hånd om hendes hals og så nysgerrigt på hendes udtryk, for at se hvordan hun ville reagere. Han så det mest som et eksperiment. Han havde stadig ikke helt fundet den tiltrækning for hende endnu. Det var mere en interesse i hendes reaktioner og handlinger. Hun var anderledes, så han ville gerne sætte hende i forskellige situationer, for at finde ud af hvem hun var og hvad hun ville gøre.

Sadie var ikke selv sikker på, hvad hun havde gang i, men han var tiltrækkende det var måske tanken om at han kunne skade hende. Hun anede intet om at folk kunne være ældre end de så ud til, hun kendte ikke til det overnaturlige, og var stadig selv kun en ung kvinde. Hun havde igen ide om hvor farlig han var, men hun ville ikke spille svag. 

Hun mærkede varmen fra ham, som hun kom helt tæt på og mærkede sig selv rødme, imens hendes øjne mødte hans. Blikket virkede tænksomt, hun overvejede sine ord nøje, men smilede så skævt til ham " tiltrækningen, virker lige nu højest " svarede hun med en ærlig tone. 
Som hans hånd viklede sig om hendes hals, blev øjnene lukket imens hun slap et støn, og lagde sin hånd imod hans skulder. Det var en farlig leg, men hendes krop reagerede på ham, og hun kunne ikke lægge skjul på det, hendes barm stritte en smule ekstra, og hun bed sig lidt pirrende i læben. 
Langsom åbnede hun øjnene, for at se på ham igen " men jeg frygter dig stadig " hviskede hun let, og lod sin hånd glide ned ad hans ryg.

Det var en farlig leg hun havde gang i. Det var svært at sige hvad der ville ske. Han vidste det ikke engang selv, hvilket var interessant for ham. Normalt ville han planlægge alting, men det var ikke tilfældet lige nu. Det var befriende, på en måde.

Han lagde hovedet på skrå, da hun talte. Det var nok menneskelig natur at føle mere tiltrækning end frygt. Og dog, var det ikke alle der ville have det sådan. Han synes det var interessant hvor forskellige folk var. Han slap hendes hals og lod den falde ned på sit lår. Han lænede sig frem mod hende, og stoppede lige før hans læber mødtes hende. ”Du skal arbejde hårdere for at forføre mig,” fortalte han og trak sig tilbage. ”Jeg går ned og laver morgenmad nu. Kom ned og spis. Tro ikke du kan flygte, hvis du skulle få sådan en tåbelig idé.”