You need too help mee !! ( cw, tw)

Til  @Theo 

Tid: 02:00 
Sted: Gågaden
Påklædning: Kjole og et par sorte stiletter, og en lille rød taske 

En ung kvindelig skikkelse gik ned ad gaden, hun lignede ikke en der passede ind, her i denne del af byen. Hun var ung og blondt, meget skrøbelig at se på, de grønne øjne var meget varme, der hvilede en hvis form for omsorg dybt i dem. Hun bar ikke meget tøj på kroppen, men kjolen var som syet til hendes fine bløde men tynde former. 
I lyste fra en gadelygte kom en mandelig skikkelse, den unge kvinde endnu ikke havde set, men manden fulgte efter hende på afstand igennem gaden. 
Sadie sukke dybt, som hun prøvede at få sin mobil til at virke, men den var løbet tør for strøm, det var bare så typisk. Hun var ny i byen, og havde ikke været i dette område før, hun var faret vild et eller andet sted? 
Hun mærkede lidt frygten i kroppen, uden mobilen kunne hun ikke finde vej hjem, et suk slap igen før mobilen blev kylet ned i tasken, med en sur mine før hun rystede på hovedet ad sig selv. Hun var nød til at komme hjem, hun skulle jo møde på arbejde kl 8 og sidst hun så tiden, var klokken 23, det var noget tid siden. 

Lyden af en fod der ramte en lille sten, fik hende til at kaste et blik tilbage, og til sin store skræk stod en høj mandlig skikkelse få meter væk, og så på hende med let lysende øjne. Sadie gispede, før hun vendte rundt, for så at sætte i løb så godt hun nu kunne, i de højhælet sko. Hjertet bankede afsted, og hendes sind var et stort rod, som hun løb og så søgende rundt, hun havde en fornemmelse af at manden bag hende ikke ville hende noget godt, hun så kort tilbage og han var efter hende. 
Sadie så desperat rundt, men der var nærmest ikke et øje, hun fik dog med held øje på en mandelig skikkelse længere nede ad gaden. 
Sadie stoppe op ved den fremmede mands ryg, og tog fat i hans skulder " please hjælp, jeg bliver forfulgt" sagde hun stønnede, og hev efter vejret imens hun ud af øjenkrogen så den anden mand komme tætter på. 
Hun presse sig en smule imod den fremmede, og bad i sit sind om, at hun ville få hjælp...

Outfit

Southside var ikke et sted, hvor mennesker burde befinde sig. Der var meget kriminalitet og risiko for kunne man kunne komme noget til. Theo vidste det udmærket, men alligevel var han der tit. For det første var han ikke bange for at dø. Helvede var på ingen måde et sjovt sted at være, men han foretrak det frem for jorden. For det andet, ville han ikke forblive dø. Hvem end der stod bag hans udødelighed, sendte ham altid tilbage til hans krop, selv hvis han skulle dø. Han havde intet at være bange for.

Som mange år var gået, havde han gjort mange ting for at gøre livet bare en smule mere udholdeligt. Han knyttede sig ikke længere til folk. Der var en stor risiko for, de ville forlade ham før eller siden, og så ville han blive efterladt alene. Han fokuserede ikke så meget på fysiske behov. Han gjorde ting når han ønskede dem. Hvis sult eller søvnmangel skulle tage livet af ham, så måtte det være sådan. I det mindste kunne han få fred for et kort øjeblik.
Han stod lænet op af en bygning og stirrede på den antikke mønt, der lå på et stykke stof i hans hånd. Han var ikke interesseret i at røre den hvis det kunne undgås. Men han vidste også det var umuligt for ham at undgå. Han ville blive tvunget til at gennemleve sit værste mareridt igen og igen og igen. Det havde været sådan i lang tid. Han kunne ikke slippe for det. Hvis ikke det var fordi han havde brugt tid i helvede, var han nok blevet sindssyg af det allerede.

Han stoppede mønten tilbage i lommen og begyndte at bevæge sig igennem gågaden. Det var sent, og der var ikke meget aktivitet denne nat. Det var skuffende, men hele hans liv skuffede ham gang på gang, så det skulle ikke komme bag på ham. Han så til sin side, da en kvinde pludselig tog fat i hans skulder. Modigt af hende at gøre det i denne del af byen. Han så tilbage da hun nævnte hun blev forfulgt. Skikkelsen var stoppet, afventende for at se hvad der skulle ske.
I al ærlighed, havde hun sandsynligvis haft bedre held med hvem end der forfulgte hende. Han kedede sig og hun var til stede. Meget mere behøvede han ikke. Han lagde en arm om hendes skuldre. ”Kom med mig,” sagde han med en lavmælt, dyb stemme. Hans accent bar aramæiske træk, men den var blevet noget udvasket med årene. Han begyndte at gå. Hans greb var fast, så hun skulle kæmpe en del for at komme ud af det. ”Hvad er dit navn?”

Sadie anede intet om de mange, typer af væsner der boede her i landet, og heller ikke at denne del af byen var farlig, især for en som hende. Hun havde kun boet her i Gaia siden den 6, så alt var stadig nyt for hende, hun havde endda endnu ikke fundet nogle venner, eller andet bekendtskab og var også først lige starte på sit nye arbejde. Hun var skræmt uden tvivl manden der var efter hende, virkede ikke menneskelig selvom hun ikke helt kunne forstå det, hun frygte det værste. 
Den fremmede mand, hun henvendte sig til var ifølge hende, den bedste chance hun havde for at blive reddet, men hun vidste heller ikke hvem han var. Så havde hun nok ikke løbet til ham, men som altid var hun for naiv, og håbe på at fyren ville rede hende. 

Sadie fik lidt mere styr på sin vejrtrækning, som han lagde en arm om hende skulder, slap hun et lettet suk " okay" svarede hun forsigtig, med en blid varm stemme. Hun bemærkede ikke hans faste greb, før han begyndte at gå og hun blev tvunget til at følge efter ham. Som hun gik der ved siden af ham, lod hun blikket kort se tilbage men den anden mand var væk, det gav hende en smule ro i kroppen, hun lod blikket vandre imod hendes redningsmands i stedet for" Sadie May Flores" præsenterede hun sig, før hun sendte ham et forsigtig smil. 
Sadie prøvede ikke at flygte, hun var ikke så bange længere, og følte sig nogenlunde sikker som han gik der ved siden af hende, hun kunne dog ikke helt finde ud af hvor han ville hen. Hun så kort på ham igen " hvor skal vi hen?" spurgte hun igen lidt forsigtig, imens hun holdt sin taske lidt mere fast, og lod de grønne øjne betragte omgivelserne.

Theo følte næsten det var for nemt at få fingrene i hende her. Hun virkede ikke særlig fornuftig. Hvorfor ville hun ellers løbe i armene på en fremmede mand? Han skulle bare charmere hende og så ville hun sikkert følge med som en lille hundehvalp. Det var ikke nyt for Theo, at der fandtes overnaturlige væsner. Manden der havde fulgt hende, var sandsynligvis en varulv eller form for dæmon. Han havde bygningen til det, men på den afstand, var det umuligt at sige med sikkerhed.
Det øjeblik hun var kommet til ham, var han begyndt at planlægge hvad der skulle ske. Han forventede ikke hun ville holde særlig længe. Hun var formodentligt et menneske eller en formskifter. Måske en heks. Han måtte finde ud af det løbende, og planlægge efterfølgende.

Hun blev måske mere rolig nu, men han regnede ikke med det ville var længe. Han var allerede på vej imod hans hus. Han skulle nok finde en undskyldning for at lokke hende med. Men det var lidt for tidligt for det. Alting tog tid, og han følte ikke dette skulle gøres for hurtigt. Ellers ville der være for mange ukendte, for mange ting der kunne gå galt. Det var ikke den første han kidnappede og sikkert ikke den sidste. Han så på hende med de dybe brune øjne, da hun gav ham hele sit navn. Hun kunne lige så godt give hendes adresse også. Han kunne så nemt finde ud af alt om hende nu. ”Flot navn.” Han havde undersøgt navne en del på et tidspunkt i hans liv. Han skulle vælge det perfekte til sig selv, og vidste derfor en masse om emnet. ”En prinsesse af naturen,” kommenterede han henkastet.
Han forsatte med at gå med hende. ”Vi kan gå rundt lidt, indtil du kan være sikker på han er væk.” Hvor nemt det var at lure en mus frem med ost. Hun behøvede tryghed, og det var hvad han agtede at give hende.

Hun vidste ikke noget om, at hun burde være bange eller burde være i denne del af byen, før hun kom hertil havde racer været noget fra eventyr. Det var ikke gået op for hende endnu, at der var mere imellem himmel og jord, det eneste hun fokuserede på, var at prøve at falde til i sit nye hjem. Efter hendes sidste forhold, havde hun været nød til at flytte langt væk, det var først nu hun var begyndt at føle sig klar til kærligheden igen, og til at få et mere frit liv.
Men skæbnen havde vist andre planer for hende, planer hun endnu ikke kendte noget til.

Sadie fulgte roligt med ham, hun prøvede at flytte en anelse på hans hånd, da hans fingere irriterede hendes nøgne hud. Hun mødte hans brune øjne, de var flotte og hun mærkede let, at hendes kinder fik en smule farve men hun havde heller ikke været tæt på en anden mand, i meget lang tid så der skulle nok ikke så meget til.
Som han svarede hende, rynkede hun let på næsen, men smilede så let " tak, hvad med dit navn ?"svarede hun spørgende, og så kort på ham før hun igen lod blikket vandre rundt.
Hun fulgte indtil vider blot med, og kendte intet til hans planer for hende " mange tak " svarede hun let, og lagde let en hånd imod hans læn, imens hun sendte ham et venligt smil, før hun så rundt igen.

Kærlighed var ikke noget Theo interesserede sig meget i. Det havde aldrig lagt i kortene for ham. Selv hvis han ønskede det, ville han miste dem på den ene eller anden måde. Han ville overleve dem, de ville forlade ham. Jorden var uden tvivl et værre sted end helvede. I det mindste var helvede konsekvent. Man vidste man blev tortureret. På jorden var der så mange uvisheder. Det var utilregneligt. Det var nemmere bare slet ikke at stole eller tro på andre. Det tætteste relationer han havde, var samarbejdspartnere.

Theo lod hans greb blive blidere, da hun rykkede på hans hånd. Han gav dog ikke helt slip. Han ville have hun skulle have tillid til ham, men ikke have chancen for at stikke af. Hun rødmede. Perfekt. Det kunne han udnytte. ”Theo,” svarede han kort. Han havde ikke plan om at udlevere hele sit navn til hende. Men selv hvis han gjorde, var han ikke nem at finde i systemer. Han havde formået at skjule sin sande identitet så længe, så det forsatte han kun med.
”Du behøver ikke takke,” insisterede han. Det var ikke fordi han ville få dårlig samvittighed. Han synes bare ordet ’tak’ blev brugt alt for ofte. Der var få mennesker, der ikke havde en bagtanke med deres handlinger og ord. Det eneste gange folk fortjente et tak, var når de gjorde noget fuldkommen uselvisk. Det skete nærmest aldrig længere. Hvis uselviske handlinger var uddøde, burde takke-kulturen også være det.

Han kunne høre nogle sirener i nærheden. Han kunne næsten allerede tænke sig til hvad det handlede om. En slåskamp der gik galt, et røveri, mord eller lignende. Det kunne han udnytte. Det hele var et spil for ham. Et skakbræt. Han skulle træffe de rigtige træk, og så ville hun ende præcis hvor han ønskede hende. ”Den her vej,” sagde han og bevægede sig i retningen af ambulancens sirener.

Sadie var fint nok tilfreds med, at han løsnede grebet et smule, og hun gav hans hånd et lille klem før hun tog den til sig igen. Hun var en smule nysgerrig på den mand, som netop i følge hende havde redde hendes liv, fra ting hun slet ikke turde tænke på, hendes blikke flakke let imod ham, som han svarede hende " Theo, godt at møde dig" svarede hun med en høflig tone. Imens hun prøvede at få styr på sin rødmen, og som han fortalte hun ikke behøvede takke, trak hun let på den ene skulder før hun smilede let til ham.
Hun prøvede at forholde sig lidt roligt, selvom hun inderst inde stadig var en smule nervøs, og en smule stresset over ikke at kunne bruge sin mobil, eller være sikker på om hun ville komme for sent til arbejde.

Som sireneren lød, så hun en smule nervøst rundt, men fulgte med ham uden spørgsmål. Som de nærmede sig kunne hun så småt begyndte at se de blå blink, men ikke helt hvad der var sket, og hun putte sig en smule ind imod ham. Som for at søge lidt mere sikkerhed, imens hun let lod en hånd løbe igennem håret, og så mere bekymret mod de blå blink.
Hun kiggede på Theo tænk at hun allerede stolede på ham, og følte sig mere tryg bare fordi hun nu kendte hans navn, selvom hun aldrig kunne vide om det var det rigtige. Sadie havde desværre altid været ret naiv, og prøvet at se det gode i alle, det var også derfor hun ikke var gået fra sin sindssyge mand, før det var nået alt for langt ud.

Det var ikke specielt svært at læse hende. Måske var det hans mange års erfaring, men han synes hendes følelser var så tydelige. Han kunne have trøstet hende og forsøgte at komme af med de negative følelser i hende. Dog ville det ikke gavne hans plan, så han følte lige så godt han kunne udnytte hendes følelsesmæssige tilstand. Når tiden var rigtig, ville han foregive at trøste hende, men det var ikke endnu.

”I lige måde,” svarede han med en rolig stemme. Det var som om hans ord alle var velovervejet og valgt specifikt til at få noget bestemt til at ske. De nåede frem til stedet hvor sirenerne kom fra. I et splitsekund, kunne man se hans læber forme sit i et skævt smil. Det var perfekt. Der var en mand der var på en båre og var ved at blive hjulpet ind i en ambulance. På jorden lå der en person i en ligpose. Han lagde en hånd på siden af hendes hoved, og skubbede hende en smule ind i hans omfavn. ”Du skal ikke se det,” besluttede han. Han så sig omkring, som hvis han ledte efter et sted at gå ind. Det var blot spil for galleriet.
”Jeg har en bil ikke langt herfra. Jeg kan tage dig med tilbage til mit sted til en kop te. Jeg føler det vil gavne dig mest nu. Jeg kan køre dig hjem efter.” Naturligvis havde han ingen intentioner om at køre hende hjem, men det var der ingen grund til hun skulle vide endnu. Hun skulle nok finde ud af det, før eller siden.

Skjule følelser lærte hun nok aldrig rigtig, hun var ofte som en åben bog, men det var ikke ens betydning med hun var dum. Hun brugte bare sin viden til andre ting, og så var hun nok også mere følsom, men det havde hun altid været det lå i hendes natur.
Hun bemærkede ikke hans ord, virkede lidt for velovervejede, det gik fuldkommen forbi hende dog begyndte hun at finde ham ret så tiltrækkende. Hvilket fik hende til at kigge lidt på ham i smug, før de nærmede sig de blå blink.
Hun nåde kun lige at se båren, før han lagde hånden mod hendes kind, for så at kigge ind imod hans brystkasse. Sadie gispe svagt, og putte sig længere ind imod ham, så hendes kind hvilede mod hans brystkasse, i dette sekund uden at tænker over han stadig var en fremmede mand.

Sadie betragtede ham, som han så rundt, som han snakkede om hans bil så hun op på ham, dog var der et tøvende udtryk i hendes blik men det forsvandt igen, før et smil gled over hendes fine læbe " okay, du har vel heller ikke en mobiloplader jeg kan låne imens vi drikker? " sagde hun spørgende " min er desværre gået tør for strøm " tilføj hun med et utilfreds suk.
Ganske uvidende om at det var et lille problem, i forhold til hvad der ville ske senere, for nu ville hun lade ham føre hende til hans bil, og så ikke nogle fare ved det eftersom han havde passet på hende.
" bor du langt herfra? " tilføj hun spørgende, med en let nysgerrighed i tonen.

En gang for længe siden, havde Theo været anderledes end han var nu. Der var en gang, hvor han mindede meget om hende. Han valgte at stole på folk, og det var grunden til han nu var forbandet. Han havde ikke stolet på mange siden da. Han var ikke typen der nemt faldt kvinder tiltrækkende. Bare at se på hende, gjorde intet for ham. Det var først når han havde set hende bange, kæmpende for sit liv, blødende, at han eventuelt kunne finde hende tiltrækkende. Det var ikke til at sige hvorfor han havde det sådan, det var bare sådan det var.
Han tillod hende at stå tæt med ham. Han var ikke frastødt af det hellere, og det gav ham et eller andet. Han bemærkede hendes tøvende blik, og skulle lige til at overtale hende. Men så gik hun alligevel med til det. ”Ja, det har jeg.” Hun ville ikke få hendes mobiltelefon opladet. Han bemærkede det utilfredse suk. Han så undersøgende på hende og overvejede hvilke lyde han ellers ville høre fra hende.

Han rystede på hovedet. ”Jeg bor i et andet kvarter, men stadig her i byen.” Han nikkede ned mod en gade, der ville føre til hvor hans bil var parkeret. Han havde et par forskellige biler. De fleste af dem var ikke gode at tage med til Southside, så han havde taget en af de knap så dyre.

Hun tillod sig at putte ind imod ham, hans vejtrækning beroligede hende, og hun havde ikke noget imod duften af ham. Måske hun var en smule desperat, eller også var hun ikke? det var stadig svært at finde rundt i, efter det voldelige forhold hun kom fra, det havde sat nogle spor i hende både fysisk og psykisk. Som han svarede hende, rykke hun let på sig, og sendte ham et taknemligt smil. 
Ganske uvidende om, det ikke ville komme til at ske, lige nu gav det hende dog en ro, hun bemærkede ikke at han betragtede hende efter hendes suk. 
Med hans planer, ville han nok hører en helt del lyde fra hende.

Sadie fulgte hans retningen af nikket, før hun kort så på ham " okay, så lad os komme afsted, det er også lidt køligt" sagde hun blidt. Viden virkede en smule kold imod hendes hud, og så meget tøj bar hun heller ikke på kroppen, det var ikke sådan et sæt man normalt bare ville gå rundt i, men hun var kommet fra en eller anden bar, hvis navn hun ikke kunne huske nu. 
Som de gik imod bilen, sagde hun ikke noget men betragtede bare omgivelserne, imens hun smilede en smule for sig selv, og lod et let suk slippe hendes læber. 
Som det så ud til de nærmede sig hans bil, hun så dog kort lidt tøvende på den, nu hvor de var helt alene virkede det måske en smule skræmmende, at sætte sig ind i en fremmedes bil. 
Men hun prøvede at skubbe den dårlige mavefornemmelse væk, for så at se på ham, med et venligt smil og rette let på det lange blonde hår.

Theo synes hele situationen var meget ironisk. For at slippe væk fra en mulig person der ville det skidt, spurgte hun ham om hjælp, som helt sikkert ikke have positive planer for hende. Og hun fandt tydeligvis tryghed i ham. Han gav langsomt slip på hende. Han bevægede sig mod bilen. Han vidste det ville tage lidt tid før de kom tilbage til hans hjem. Han så frem til han ikke længere behøvede at lade som om han var noget andet end han var. Han var træt af at spille spil for galleriet.

Han stoppede op ved bilen og låste den op. Det var ikke en bil der så gammel ud på nogen måde, men den var ikke voldsomt ekstravagant eller noget særligt. Den var bare almindelige. Nok noget af det eneste i hans liv, der ikke var voldsomt luksuriøst. Han tænkte han lige så godt kunne have det godt, når nu han var tvunget til at være her. Han åbnede døren for hende og gik over for at sætte sig ind på førersædet. ”Klarer du den?” Han var i virkeligheden fuldstændig ligeglad, men han var nødt til at spille med bare lidt længere, og så kunne han stoppe med at lade som om. Han så over på hende for at se om hun var klar, før han satte bilen i gang og kørte afsted.

Sadie havde igen ide om, at hun var i større farer nu, end hun havde været før og at han spillede viste hun heller ej. Hun fulgte med ham til bilen, og fik skubbe den dårlige fornemmelse væk, tænkte for sig selv at det hele nok skulle gå.
Som han fik låst op, satte hun sig ind ved siden af ham og spændte sig fast, imens hendes blik hvilede lidt imod ham. " ja det går" svarede hun let, før hun sendte ham et smil for så at se ud ad vinduet. Denne aften var langt fra gået som hun havde regnet med, men hun håbe det ikke ville blive være, men der var bare et eller andet der føltes forkert.
Men som bilen starte, var der ikke rigtig nogle vej tilbage, hun måtte prøve at få lidt styr på sine tanker, hun fandt en hårelastik i tasken, før hun sat håret op i en hestehale. Blikket var rettet ud, og hun sagde ikke en lyd som hun sad der ved siden af...

Theo tændte for noget musik, men sørgede for det stadig ikke var alt for højt. Han kørte i noget tid, før de endte foran hans hjem. Han parkerede bilen og gik ud, for at åbne døren for hende igen. Det havde virket som om der var lidt tøven fra hende, så han måtte gøre sit bedste for at få hende til at falde ro lidt længere.
Det var langt fra første gang han havde gjort det her, så han havde allerede en masse metoder for at få alting gjort. Han havde vurderet hun ikke var en dæmon, varulv eller vampyr, så han behøvede ikke gøre alverden for at få hende til at miste bevidstheden. Lidt ekstra tilføjet til hendes te, og så var der intet problem. Han afventede at hun kom ud, før han lukkede bilen og låste den. ”Velkommen til mit hjem.” Han vidste mange nok ville blive overrasket over størrelsen af det. Især hvis man troede han kun havde levet i omkring 30 år, men det var ikke tilfældet og han havde haft mange, mange år til at tjene godt.

Sadie lyttede til musikken, som han satte den til det føltes allerede lidt bedre, og hun prøvede at forholde sig roligt. Kigge ud af vinduet som de kørte afsted, og mærkede den lette varme fra bilen, hun kunne ikke undertrygge et gab, men prøvede dog at skjule det bag hendes hånd.
Som de drejede af til hans hus, fik hun store øjne det var slet ikke hvad hun havde forstillet sig, hun kiggede kort på ham. Som han åbnede døren for hende, trådte hun ud og lod blikket vandre over det flotte hus, hun så hen på ham med et imponeret blik " wow du bor flot " sagde hun ærligt, og smilede til ham.
Hun var blot et menneske, og havde ikke rigtig nogle chance for at beskytte sig mod ham, eller at kunne opfange om han putte noget i teen.
Hun fulgte med ham op til huset, og med ham indenfor hvor hun stoppe let op, før hun så på ham " skal jeg tage skoene af ? " spurgte hun venligt, før hun lod blikket vandre nysgerrigt rundt.

Theo var nysgerrig på hvad der gik igennem hendes hoved. Var hun på nogen på mistænkelig på han var dårlig nyt? Han troede det ikke, men det var svært at sige med sikkerhed. I virkeligheden, kunne hun være lige så god en skuespiller som ham. Han smilede med et nik, da hun kommenterede på han boede flot. "Det krævede også hårdt arbejde at kommer hertil." Egentlig var det ikke så slemt. Han tjente mest på hans lille side business, og den var ikke så besværlig i virkeligheden.
Han gik indenfor og så ned mod hendes sko. De så ikke beskidte ud. "Det er ikke nødvendigt," sagde han og bevægede sig over mod køkkenet lidt længere henne. "Jeg sætter lige vand over til te, så finder jeg en lader til dig." Han bevægede sig over til hans tekande og fyldte den med vand, før han satte den over på komfuret. "Sæt dig bare. Jeg kommer snart tilbage." Han bevægede sig ud for at finde laderen til hende.

Sadie smilede let til ham, som hun kom ind i hans hjem føltes det okay, men hun havde stadig en smule ondt helt nede i maven, men hun ignorere det var sikkert bare hendes sind der overdrev. Som han kigge mod hendes sko, så hun nysgerrigt på ham før hun så nikkede let" okay " svarede hun blidt, som han gik så hun kort efter ham.
Hun ryste let på hovedet for sig selv, før hun gik hen og satte sig ned i hans sofa, lagde det ene ben over det andet og sørgede for at kjolen ikke viste for meget ekstra hud.
Tasken lagde hun ved siden af, og tog sin mobil op prøvede at tænde den, men den reagerede slet ikke hvilket fik hende til at fnyse, forbandet elektronik som ikke virkede når man skulle bruge det. Hun rette lidt på sig, lod blikket vandre lidt nysgerrigt rundt, imens hun ventede på han ville komme tilbage, som hun sad der, så hun ret så uskyldig ud.
Hun fik styr på sine tanker, besluttede sig for alt var okay, det var bare hende der var lidt træt efter en lang dag, og måske havde fået en rom og cola for meget tidligere, hun smilede lidt for sig selv, og vendte blikket mod ham, som hun hørte hans fodtrin.

Theo gik op i sit soveværelse for at hente laderen. Han kom ned lige som tepotten hylede og fortalte vandet var kogt. Han stoppede op, lagde hovedet en anelse på skrå og smilede svagt, med et køligt blik i øjnene. Han synes det var interessant, hvordan en tepotte kunne lyde så meget som et menneske. Han gik over til hende og rakte en hånd frem. "Det er et ældre hus, så der er ikke alverden stikkontakter. Jeg kan sætte den til at lade i gangen." Han hentydede til at ville tage telefonen med sig.
Han så på hende og synes det var sjovt hun kom ind i huset uskyldig, og ville efterlade det alt andet end det. Hvis hun overhovedet ville forlade huset. Det afhang meget af hendes handlinger i løbet af de næste par døgn. "Vil du have sukker og mælk i din te?"

Som han kom tilbage så hun på ham, nåde dog ikke at se de kølige blik, som han rakte hånden frem så hun et split sekund lidt usikker ud. Men smilede så let til ham og rakte ham den, efterhånden godt brugte mobil " okay tak" svarede hun let, hun kendte endnu ikke til hans planer, smilede til ham og hævede kort et øjenbryn før hun så nikkede let "mælk er fint" lød det fra hende, denne gang med lidt mere ro i stemmen og et let skævt smil på hendes læber, imens de grønne øjne betragtede ham nysgerrigt.
Hun håbe da på at forlade hans hjem, men lige nu så hun ud til at glæde sig til noget varmt at drikke, hun havde en smule gåsehud på armene.
" hvad arbejder du så med? " spurgte hun interesseret, nu hvor han havde et stort hjem, og hun kunne ikke lig se der boede andre? som han gik ville, hun tage hårelastikken ud for at rede et par fingere gennem håret, imens hun igen ville smile lidt for sig selv.

Theo tog hendes telefon og bevægede sig mod tepotten, da hun havde nævnt hvordan hun foretrak hendes te. Han fik på vejen sat hendes telefon til at lade nær fordøren - udelukkende for at få ham til at fremstå oprigtig. Han forberedte teen og fandt noget pulver der lignede sukker, hvis ikke man undersøgte det tæt på. "Jeg er team leder i et teknologi firma," svarede han kort, før han hældte noget mælk i hendes kop og en teske af pulveret, der skulle slå hende ud temmelig hurtigt. Han tog koppen over til hende og satte sig ved siden af hende, før han rakte hende teen.
"Drik op. Den skulle gerne berolige dig." Han undlod at nævne præcis hvor meget den ville berolige hende. Hun skulle nok finde ud af det snart. Hvis den fungerede som den skulle, ville hun begynde at få et slørret syn, føle sig svimmel og føle hun ikke kunne formulere sig ordentligt. Det var noget der virkede hurtigt. Han havde lært han ikke gad at sidde og vente, eller være tvunget til at jagte folk rundt på grunden. Det gik ham bare på nerverne.

Hun fulgte ham med blikket, som han satte hendes mobil til opladning, før han så forsvandt ud fra hendes synsfelt. Som han svarede hende, smilede hun let det svar lød ret fornuftigt "det lyder spændende " svarede hun. Som han kom tilbage og tog plads ved siden af hende, så på på ham og tog imod koppen med te fra ham, rynkede lidt ved næsen over hans ord, men smilede lidt han mente jo nok, efter alt der allerede var sket denne aften.
Sadie tog en tår, og en mere før hun satte koppen på bordet foran, for så at vende blikket imod ham. I det hun skulle til at sige noget, begyndte hendes syn at flimre, og hun greb ud efter ham da følelsen af at falde ramte hende. " jeg må være blevet dårrrrliigg " fik hun fremstammet før hun vælte sidelæns imod ham.
Hun mærkede panikken i kroppen, og tankerne der fløj rundt, klemte øjnene hårdt sammen og bed sig i læben da hun skulle til at prøve at sige noget.
Men der kom ikke andet, end et par anstrængende lyde og hendes blik flakke let rundt, som hun prøvede at åbne øjnene, før hun så endte med at ligge stille....

Theo sad og drak sin te, mens hans blik ikke et eneste øjeblik fjernede sig fra hende. Han elskede at se hvordan hun langsomt blev mere og mere utilpas, til hun til sidst ikke længere kunne holde sig vågen. Det var en spændende proces for ham. Det bedste, var hvis han kunne se frygten i folks øjne. Han greb ud efter hende og stillede sin kop, da hun rakte ud efter ham.

”Jamen dog,” sagde han uden meget følelse i hans stemme. Han sad bare og ventede på hun gik helt kold. Det tog overraskende længere end de fleste mennesker, hvilket var imponerende. Han kunne godt respektere det. Han gjorde sig helt sikker på hun var slået ud, ved at klappe hende let på kinden. Han skubbede hende fra sig og fik rettet en smule på sit tøj. ”Du rynkede min jakke.” Han forsøgte at rette på den, men måtte indse den nok skulle stryges.

Han samlede hende op og smed hende over skulderen og tog hende med ovenpå. Han gik hen til en bogreol og skubbede den til side. Det afslørede en døråbning til et skjult rum. Han gik derind med hende og trak i en snor for at tænde en enkelt pære der hang fra loftet. Der var en madras i rummet, et lille natbord og det var det. Alt andet hun kunne få brug for, skulle hun gøre sig fortjent til. Han lagde hende på madrassen og gik ud igen og skubbede reolen tilbage foran åbningen. Han havde et kamera sat op i rummet, så han ville kunne holde med hende på afstand. Han bevægede sig ind i sit soveværelse og lagde sig på sengen. Han brugte en tablet til at holde øje med hende.

Sadie så på ham, han holdt mere øje med hende, end hun følte det behageligt, men kunne intet nå at gøre. Som hendes krop gav efter, lå hun stille ved siden af ham, hendes ansigt var en smule anspændt, hun kunne intet mærke eller gøre som stoffet virkede.
Hun mærkede ham ikke, som han løftede hendes krop, og bar hende igennem huset. Stadig ganske udvidende om den farer hun selv havde bragt sig i, og at hun ikke ville slippe fri lige med det samme, som hun nu lå der på madrassen i sit lille fangeskab var hun langt væk.

Der gik en times tid, før hendes krop langsomt rørte på sig, Sadie tog sig til hovedet det føltes som om, alting var slørret de første par sekunder. Hun satte sig langsomt op, og åbnede øjnene hvilket fik hende til at gispe, idet rummet hun var i, ikke virkede bekendt.
Langsomt kom frygten snigende, som hendes øjne vænne sig til det sparsomme lys, fik hun kigget mere rundt men indså der ikke var noget her. Hun rejste sig langsomt op, og gik hen for at mærke ved udgangen, men lige meget hvor mange kræfter hun lagde i, skete der intet " hvad sker der!" råbte hun næsten panisk, som hun gik tilbage til madrassen, hvor hun krøb sammen og prøvede at holde om sin egen lidt kolde krop.
Sadie sind blev fyldt med ubehagelige tanker, og i et kort sekund frygtede hun, at hendes eks måtte have fanget hende " er du her Jamie?" spurgte hun med skælvende stemme ud i rummet.

Hvem var Jamie? Det var en fejltagelse, at hun havde givet ham hendes fulde navn. Det var så nemt at finde informationer om hende og denne Jamie. En voldelig kæreste, politianmeldelser. Og det var vist ikke første gang han havde været voldelig over for kvinder. Jamie var måske et røvhul, men han var et røvhul Theo kunne bruge. Det var ikke svært at finde en masse om ham på nettet. Hans adresse, arbejde, familie og meget mere.

Han bevægede sig ned i køkkenet for at smide noget smør og pålæg på et stykke brød og hælde et glas vand op. Han placerede det på en bakke og gik op til rummet. Han skubbede reolen væk ved at læne skulderen mod den, og så bare ligge pres på. Han gik hen og stillede bakken på natbordet. Hun ville måske have haft mulighed for at stikke af, men hendes krop ville sandsynligvis stadig være påvirket af stoffet. Han trådte hen og trak reolen for igen, så han lige akkurat kunne få en arm ud og skubbe den til siden, når han skulle ud igen. Han lænede sig mod væggen og så på. ”Jamie sagde du ikke skulle blive sultet. Spis.” Han nikkede mod bakken. Hvordan hun reagerede ville fortælle ham meget. Han var interesseret i at se, hvilken type fange hun ville være.

Sadie havde da så sandelig heller ikke give sit fulde navn, hvis hun havde følt hun var i farer, hun havde endnu engang været for naiv, det måtte være hendes skæbne at lærer. Hun mærkede frygten i kroppen, men hendes krop var stadig påvirket, og hendes bevægelser var ret så klodset. Som hun sank ned på madrassen igen, trak hun de højhælet sko af, for så at kaste dem hen til den anden væg, før hendes arme lagde sig omkring hendes ben som hun trak dem til sig.
Jamie var desværre en mand hun stadig frygtede, han havde ødelagt så meget for hende, hun havde troet han var manden i hendes liv, men kort tid efter brylluppet var han blevet voldelig, og begyndte at nægte hende at se sine venner og familie.
Athena skulle vær en ny start for hende, men allerede nu var hun endt i problemer, frygte for om Jaime havde opsporet hende.

Som reolen gled op, så hun imod skikkelsen som han kom ind, hendes syn var stadig en smule ufokuseret. Men som hun missede lidt med øjnene, genkendte hun " theo ?" stammede hun nervøst, og som han kom tætter på krøb hun mere sammen, og pressede sig imod hjørnet.
Hendes krop rystede let, som han satte maden så hun på den, men rørte det ikke. Der var igen appetit mere frygt, som han snakkede gispe hun svagt " kender du ham? " spurgt hun med en skælvende stemme, imens de grønne øjne så bange mod ham, men de virkede også til at prøve at finde ud af, hvad der forgik, tankerne fløj rundt og hendes hjerte bankede.
Hun rykkede en smule på sig, og trak lidt i bunden af sin kjole, for ikke at vise for meget. Selvom hun var bange, var hun måske ikke så panisk som andre ville være, men hun havde prøvet noget lignede med Jamie.