Only one patient today Dr. (Priscilla)

Først kiggede hun forundret på ham, som han forklarede at vampyrer havde prøvet at dræbe ham fordi de håbede på at arve hans evne til at opfylde ønsker. En kort latter forlod hende, indtil hun opdagede han var seriøs. ”Hvad, virkelig?” sagde hun og rystede på hoved, endnu en latter forlod hende, men denne kontra tidligere, var meget mere dyster. ”Idioter” mumlede hun og lod sig læne længere tilbage i stolen hun sad i. Hendes tunge gled hen over hendes læber, inden hun vente blikket tilbage mod ham. ”Man burde tænke at vampyrer burde vide bedre, men så igen, ikke alle kan sættes i samme kategori som de første” mumlede hun, nu hvor hun selv havde haft æren ved at køre Amerika tyndt med en æld gammel siphoner, havde set sat tingene lidt i perspektiv. Især hvor ung hun var i forhold til de andre væsner som der gik rundt på denne ord.
”Hmm, den sidste giver også mere mening – ville nok mere henvende mig til hospitalerne, der er altid en som har foden i begge verdner, meget nemmere at undertrygge til faktisk at gøre som man ønsker” sagde hun som en henkastet bemærkning, mest af alt fordi hun vidste der var flere professioner hvor man regnede med at folk havde rent mel i posen, men det var langt fra tilfældet de fleste gange.

Hun funderede lidt over hans ord som han spurgte hvor at nysgerrigheden om fra. Hun trak på den ene skuldre, da hun ikke helt kunne forklare det. ”Måske kommer det fra min egen historie, og det at ikke vide helt hvordan den blev udspillet gør at jeg søger tryghed i andres? Måske er jeg bare født nysgerrig” sagde hun med et kækt smil og tog en lille slurk af hendes glas, et glas der var ved at blive tømt hvilket hun kunne mærke. Priscilla var nu ikke en kvinde som der bukkede under for en anelse alkohol. Men det var dyre dråber den gode Doktor Rothwell havde fundet frem, og med dyre dråber plejede der også være en procent i alkoholen man næppe kunne smage på samme måde med de billige vare.
”Sig mig, når man laver en handel med dig, hvor mange tror så de kan komme ud af den igen, når tiden er ved at løbe ud?” spurgte hun nysgerrigt og kiggede mod ham, ikke at hun selv ønskede at slog en handle af. Trods hun ikke var den mest brillante eller kløgtigste person der var i verden, var hun ikke godtroende og hun kunne ikke se hvad hun ville få ud af, at slog en handle af der ultimativt ville ende med at koste hende noget, som hun ikke ønskede at opgive når tiden kom.

At få fjernet en af sine sanser. Af alle de ting han nævnte, var det nok den som der fangede hendes opmærksomhed. Hvilken ville hun få fjernet hvis det var? Var der en som hun var mere villig til at opgive end andre? Hun var ikke sikker, det ville være den samme følelse som at få et legeme amputeret siden at hun konstant støttede sig op af hvad hun kunne høre, se og føle. Hvis man fjernede smagssanserne, hvad med alt den dejlige mad man pludselig ikke kunne smage? Den der morgenkaffe, den ville pludselig ikke give den samme effekt som normalt.
”Måske er det blot min egen tankegang, men hvilke sanser er folk villige til at afgive?” sagde hun med et løftet bryn, nu var det en del som der valgte at undgå handlen. Men det var alligevel mindre end hun havde regnet med, hun ville have troet det var i omegnen af stort set alle. Det var vel altid sådan med mennesker, at så snart at betalingsdagen kom, så fik man ’heroes remorse’.

Hun blinkede lidt, og lod hendes tunge presse sig imod bagvæggen af hendes tænder. Det var en finurlig tanke at tænke at ikke kunne føle noget som helst. Men også ikke at have smagen der dansede hen over ens tunge når man drak noget, om det så var vand eller noget som det de sad og drak lige i dette øjeblik. Hendes øjne gled over den gyldnevæske der kun havde en centimeter tilbage i glasset før hun og tømte glasset inden hun vente sine øjne mod ham. ”Så manden døde fordi han var blevet skudt, men ikke kunne mærke hvor henne?” hun smilede lidt og rystede på hoved ”Er der ikke en sygdom hvor folk ikke kan følge smerte?” spurgte hun forsigtigt, ikke at hun vidste en hel del omkring det, men syntes at have hørt det være en ting før.

Et lavmælt ’hmm’ forlod hende som han forklarede hvordan manden havde vidst det, men havde troet han var udødelig fordi han ikke kunne føle smerte. Det i sig selv lød idiotisk i hendes tankegang at tro blot fordi følelsen af smerte var forsvundet så ville man ikke kunne dø. Hun ville mere forstå hvis man ønskede at dø. Aldrig kunne mærke vinden mod ens hud. Føle kærtegnet fra en man elskede. Selv hvis det at føle kunne virke så mondæn var det en af de mange ting der blev taget forgivet hvis man ikke tænkte over hvilken indvirkning det havde i ens liv.
Hendes øjne blev en anelse smallere da han nævnte han kunne se hvem der ville løbe fra hans handler. ”Som i du kan se fremtiden?” spurgte hun og løftede brynet, endnu en ting hun ikke ville ønske for nogen. Man ville leve i vished, nogle gange var uvisheden det som gjorde livet hver at leve.

Hun nikkede eftertænksomt som han nævnte hvordan hans evne var mere lig med. ”Så det du kan se, det er de veje hvor de forskellige mennesker kan ende hende, i forhold hvilket udkom de bliver opstillet for? Hvilket i og for sig kan svare til flere millioner skæbner der alle sammen skal gøre præcis en bestemt ting for at noget til sidst vil munde ud i den skæbne du måske ser?” spurgte hun en anelse kryptisk, men det kom nok fra at hun ikke anede noget omkring evnen han besad, hun havde kun haft adgang til en evne ud over dem hun selvfølgelig var blevet født med. Og da hendes evne gjorde sig mere i det konkrete, nemlig at forvandle kondens om til is, så var det en del mere håndgribeligt.
”Et andet spørgsmål, hvis du skulle vælge en sans du skulle fravælge, hvilken ville du så vælge fra?” spurgte hun og kiggede ned på den snart forsvindende væske i hendes glas, og for et øjeblik overvejede hun om hun skulle bare hælde resten ned i hendes svælg. Men hun besluttede sig i stedet for at nyde den, og tog en lille slurk mens hendes øjne betragtede de slikkende flammer omkring træet i pejsen.

Lugtesansen, hendes finger gled hen over hendes næse som var den i dette øjeblik blevet taget fra ende. Den ville nok være det værste for hende at miste, fordi hun brugte så meget af hendes liv på at finde frem til folk netop på grund af dette. Men nu var hendes lugtesans også så meget bedre end mange andres, hvilket ville ende med at gøre hende næsten amputeret, eller det var i hvert fald hvad hun selv måtte gøre af konklussion.
Så spurgte hende om det samme, hendes øjne gled mod skålen han havde stillet fra sig fyldt med frugt. Hendes fingre greb omkring en grøn vindrue og puttede i munden mens hun tænkte sig om. ”Det vil måske lyde mærkeligt, men jeg ville nok vælge synet hvis jeg skulle vælge en sans jeg ville miste” sagde hun og tyggede resten af vindruen mens hun kiggede eftertænktsom mod ham, ikke at hun ikke ænsede ham da hun var mere fokuseret på at tænke over hvorfor det lige var den hun valgte. ”Med lugt og kunne føle og mærke, vil det kunne kompensere for synet, desuden tror jeg mange mennesker ville være en del mindre overfladiske hvis de ikke havde et syn der skabte et billede af en person før de havde lært dem at kende” sagde hun med et kækt smil og lod hendes tunge glide hen over hendes læber inden hun færdiggjorde hendes whisky og satte på bordet ved siden af hende.

Hun rynkede brynene da han nævnte at hans evne med at se skæbner hang sammen med hans øjne. ”Så det er ikke glimt i dine tanker? Eller nethinde, hvad man nu vil kalde det” hun lavede et henkastet slag med sin hånd, da hun ikke var helt sikker på om hendes måde at formulere sig var særlig velovervejede, nu var det jo trods alt noget andet at sidde med en sjæledæmon der havde en tendens til at være en anelse højere i intelligens end andre væsner.
”Lidt lige som når man dagdrømmer?” prøvede hun at tilføje som en yderligere forklaring på hvad hun mente på nethinden, man behøvede trods alt ikke øjne for at forstille sig ting, så længe man vidste hvad ting var, hun kunne selvfølgelig ikke vide hvordan at folk der var født uden synssans, gjorde det, om det alt sammen bare var mørkt og de så kun havde en idé om hvordan ting så ud, former og hvad man ellers kunne fornemme ved at føle på det.

Hendes øjne rettede sig øjeblikket imod ham som han nævnte noget med hendes ene evne, så vidt hun vidste havde hun kun muligheden for at skabe is og frost, eller det passede ikke helt. Hun havde før haft øjeblikke hvor hun havde siddet med en blyant og pludselig havde der været en ledning i hånden i stedet, men hun havde aldrig forstået hvordan det egentlig havde virket og typisk givet andre skylden for det end hende selv, sjovt som en kvinde der var en del af det overnaturlige, fandt de for mærkeligt at hun skulle have muligheden for at ændre objekter.
”Noget siger mig, at jeg end ikke ved at jeg har sådan en evne” sagde hun med et lavmælt grin og rystede på hoved og kiggede ned på glasset som hun havde i hænderne. ”Så, hvis du mener jeg kan det, vil jeg sige jeg slet ikke har mestret det overhoved” hviskede hun og overvejede hvad hun kunne forvandle glasset til, gummi? Eller måske hun kunne få det til at opløse sig og blive til vand?

(Det er så fint! )

Hendes øjne fulgte hans bevægelser mod barskabet, hendes bryn pressede sig langsomt mod hinanden som forvirringen blomstrede som fugen der blev skabt mellem hendes øjenbryn. Da han kom gående mod hende igen, havde hun sat det andet glas fra sig og tog imod det som han rakte hende. Hendes forundring blev ikke mindre, da hun kunne dufte at det blot var almindelig cola, som han havde hældt i glasset sammen med de isterninger, som der svømmede rundt i den mørkevæske.
Da han begyndte at snakke om at han kunne hjælpe hende med at bruge hendes evne på basisk niveau kiggede hun op, det var tydeligt malet i hendes ansigt, at hun ville vide hvorfor. Et udtryk Caine syntes at fortolke som et; nu tager du ikke min sjæl, vel? Hvilket gjorde en let latter forlod hendes læber. ”Jeg tror jeg beholder min sjæl og sanser for en aften mere, men tak for tilbuddet” klukkede hun og rystede let på hoved, som hun derefter betragtede ham med en vis nysgerrighed. ”Hvordan tænker du så at give mig den viden der skal til for at forstå denne evne?” spurgte hun og lod igen blikket glide mod glasset i hånden.

Hun løftede brynet da han nævnte hun var dusørjæger, hurtigt kunne hun selv regne ud hvor denne samtale var på vej hen, og et selvsikkert smil startede med at brede sig hen over hendes læber. Dette var ikke hvad hun havde forventet hendes aften ville gå med, efter hun havde fået kuglen ud af hendes krop, men hun ville bestemt ikke klage over aftens udfoldelse.
Hendes fingre gled hen over hendes læber, som han nævnte hans betaling for at hjælpe hende med at forstå den evne hun havde. ”Javel” sagde hun kort og lænede sig lidt mere tilbage i stolen hun sad i, da det gik op for hende hun havde rykket sig tættere på som han havde forklaret, hvad det var han ønskede hun gjorde for ham.
”Hvilken genstand skulle jeg hente? Ikke at det plejer at være et problem, men blot så jeg har en idé om hvad jeg helt reelt går ind til” sagde hun med et kækt smil, med de to meget mærkelige anholdelser hun havde gjort inde for det seneste år, ville hun helst være på den sikre side og være godt forberedt denne gang.

Hendes øjne blev langsomt smallere som han nævnte hvad hun skulle hente for ham, opgaven lød nem nok, men noget sagde hende også at det måtte være mere end kirkens fire vægge som der holdt ham væk. Men det lod til at være hendes opgave at finde ud af hvad der præcist galt for hende at få fat i denne halskæde. Som han rakte hånden ud, skulle hun lige til at gøre det samme for at forsegle deres aftale, men da han snakkede om at der skulle gå en uge hvis effekten af deres handle skulle stå ved magt, hvilket jo måtte betyde at der også kunne ske noget hvis hun ikke kunne overholde aftalen. Hun løftede hurtigt hånden og lod hoved tiltet til den ene side ”og hvis jeg ikke formå at opretholde vores aftale, hvad sker der så?” spurgte hun og gav ham et snedigt smil, selvom Caine kunne virke som en ganske oprigtig mand, kunne man aldrig rigtig stole på sjæledæmoner, eller der var i hvert fald hvad hendes mavefornemmelse fortalte hende.