Only one patient today Dr. (Priscilla)

Priscilla var ikke en kvinde der var bleg for at syg sig selv sammen. Og med hendes hurtige healende evner, eller i det mindste hurtigere end et almindeligt menneske, var det ikke oftest at hun fandt sig selv i nød efter en doktor. Men nu og da, hændte det at hun var blevet mere såret end blot de almindelige knivstik eller rifter fra en forbryder der ikke ønskede at blive taget med ned til politistationen. Da dette var tilfældet, var der efterhånden kun en hun stolede nok på. Hvilket i sig selv sagde en del, når det kom til Priscilla der havde en tendens til altid at være yderst forsigtig med hvem hun lagde sin tillid hos.

Iført hendes læderjakke, samt sorte cowboy busker havde hun sat sig på hendes motorcykle og kørt mod skoven der lå bag Athena akademiet. Det havde altid føltes lidt, velkommen til mit mørke og hemmelige lager. Når hun havde været hos den gode doktor. Hvilket kun, kunne frembringe det mindste smil frem på hendes buttede læber. Hun slog motoren fra som hun kørte ind i gården rundt omkring springvandet og med sin fod vippede hun støttefoden ned og steg langsomt af motorcyklen. Et lavmeldt grynt forlod hende, af smerten hun følte bore sig op af hendes side. Lorte jægere med deres ivrige skydefingre. Hun mumlede en lille forbandelse, som hun langsomt slæbte sig ind i klinikken. Tydeligvis ikke særlig bekymret omkring det minimale blodspor som hun efterlod sig som hun med et falsk smil henvendte sig til den altid fantastiske Ms. Manning. Men det virkede hun var mere optaget af hvad hun kunne få lov til, end hvad Priscilla havde gjort mod det flotte gulv. Den buttede kvinde var allerede i gang med at iføre sig sin jakke, som hun pegede mod døren og fortalte hende hun blot kunne gå ind.

Priscilla trak på skuldrene og med langsomme skridt fik hun ført sig selv over til døren og bankede let på den inden hun åbnede. ”Altid en fornøjelse at se dem Mr. Rothwell” sagde hun med et skævt smil og følte hvordan smerterne langsomt drænede hende for energi.

Priscilla kunne ikke helt hjælpe det lille drillende smil som formede på hendes læber, som Rothwell spurgte hende om det var Jægere der endnu en gang havde haft fingrene i hende. "De synes altid at finde de dårligste tidspunkter at forstyrre mig på" svarede hun, da der vel ikke var meget andet at sige i det øjemed. Det var også altid disse mennesker, der formåede at have våben der bare gjorde en anelse mere ondt en en normal pistol ville gøre. Hun nikkede, og uden meget blufærdighed hæv hun først jakken af og derefter trøjen. Priscilla kunne ikke holde et lavtmeldt suk af smerte forlade hendes læber, da trøjen havde hængt fast omkring såret hvor blod havde sivet igennem den bandage hun selv havde lavet. "Blev skudt i siden af min hofte, kuglen gik lige igennem, men lige siden de skete er det som om blødningen ikke har ville stoppe" forklarede hun, som hun lagde sig på den briks som Rothwell havde henvist hende til. Hun hæv lidt ned i hendes bukser, for at sikre han kunne komme bedre til, hvor efter hun lod fingrene glide igennem det blonde hår. Hendes blå øjne vente sig mod hans skikkelse, som han spurgte om hun ønskede noget kaffe. Eller noget. Noget, det var jo et vidt begreb. "Med mindre du har en god whiskey du vil hælde et glas op af, så tror jeg, jeg klare mig" sagde hun med et kækt smil før hun lænede sig tilbage igen.

Hun kunne ikke lade være med at lade et let grin forlade hendes læber da Caine fortalte hende, at han kke normalt så mennesker som sjuskede. Hun kunne ikke lade være med at generalisere mennesker på den måde. For var de ikke sjuskede i alt de gjorde? Ingen ting virkede til at være velovervejet. Jo, der var smukke ting i denne verden de havde skabt, men mange ting havde fået hjælp fra den overnaturlige omverden. Så, hvad havde denne skabning fra gud virkelig bragt dem? Ud over uvidenhed og en konstant modsigelse af ønsker og behov.
Hendes øjne vandrede over hans fingre som han arbejdede på at sikre sig at hun kunne lappes sammen igen. Hendes læber trak sig sammen som han fjernede nogle af stumperne fra hendes sår. Det var hverken rart at føle eller yderligere behageligt at se på.
"Fantastisk" hvæsede hun gennem sammenbidte tænder som han forklarede hvad han fandt. "Jamen så var det godt jeg ikke prøvede at lappe mig selv sammen" mumlede hun som hun lukkede øjnene for at prøve at kæmpe sig igennem smerten fra såret der pulserede gennem kroppen.

Hun løftede brynet som han begyndte at fortælle hende omkring inkvisitionen. Det kunne godt være at Priscilla alligevel skulle have lyttet lidt bedre efter i historie, men hvis hun skulle være ærlig havde mest af hendes styrker ligget i de fag hvor man skulle bruge sin krop til fysiske gøremål. Som nærkamp og løb. Hun havde brugt mere tid på at finde sin bror, en bror der skulle vise sig selv ikke at ville have noget med hende at gøre, da hun endelig havde fundet frem til ham. Måske havde det egentlig været det sidste, der havde fået hende over kanten? Måske grunden til hun blindt havde fulgt efter Joseph på en menneskejagt, der egentlig blot skulle vise sig at ende i blinde.
Idiot hun havde været, rejst hele vejen til America, kun for at finde ud af at det havde været fordi hybriden blot ville væk fra Athena, da der var for mange der havde fundet ham.
Hendes øjne vendte dog tilbage til virkeligheden, og rettede sig mod dæmonen da han fortalte om at han havde en af de originale udgivelser. Nok var Priscilla ikke historiker, men at få lov til at læse i Malleus Maleficarum? Måske hvis hun spillede sine kort korrekt, ville han lade hende se lidt på skrifterne.
Hun nikkede da han kiggede afventende på hende og lagde sig selv bedre til rette. "Hvad laver en dæmon som dig, så med en bog der egentlig burde være i hænderne på engle i stedet?" spurgte hun nysgerrigt, men måtte atter bide tænderne sammen som han begyndte at sy såret til.

Hendes læber kunne ikke helt stoppe sig selv fra at krølle op i et smil, da han begyndte at grine. Mest af alt fordi det ikke lød til at han grinte af hende, men mere af selve ideen. Han havde en god pointe, nogen gange var roden til at forstå ens fjender ved at lære dem at kende. Det var vel derfor at jægerne nærstuderede mange af de racer der blev betragtet som overnaturlige. Hun havde hørt flere gange, at racer som hendes, blev fanget, tortureret, nærstuderet. Kun for at se hvad vil skade og hvad ville dræbe. Og man kaldte dem monstre. Måske man mere skulle kigge på dem som der skabte disse monstre, som man snakkede om. De var det sande udyr i hendes øjne.
Priscilla kiggede ned på såret da han fik syet det sammen. Et lavmælt suk forlod hende, som hun rejste sig op og sidde og lod tungen glide over hendes læber. "Tak" sagde hun med et smil. "Så, hvad skal man gøre, for at kunne få lov til at se denne bog med sine egne øjne?" spurgte hun mere direkte end hun først havde tænkt hun ville gøre det. Et charmerende smil formede over hendes læber, som hun svingede benene over briksen hun havde ligget på.

Hendes hoved lagde sig halvt på sned som han fortalte hende, at det blot krævede at spørger. Den tilføjede en ekstra del, hvorfor var hun interesseret?
Ja det kunne man jo så spørger sig selv, hun blinkede lidt med øjnene. Tog et bar dybe indåndinger, hvor hun følte hvordan at hendes brystkasse hævede også sænkede sig igen. Mest af alt for at give sig selv tid til at svare på hans spørgsmål. "Ja hvorfor" hun lod tungen glide hen over hendes læber, som hun lod ordene glide hen over hendes tunge og forlade hende. Måske var det fordi at det virkede til at energierne var igang med at skifte i Athena, der skete så meget. Mange større familier var kommet tilbage, de første fødte varulve, de første skabte vampyrer. Nogle af de stærkeste magiker var også begyndt at vise sig. Og nu disse jæger? Noget var i gære, og hun ville gerne være forberedt. "Fordi, for at kende sin fjende bedst må man lære og tænke som dem" hun tillod sig og tage endnu en dyb indånding mens hun lod sine øjne falde mod Caine da han gjorde rent efter sig.

Hun tog de to piller som han rakte til hende. Hun nikkede som tak, før hun smed dem i munden og vippede hoved bag over så hun kunne sluge dem. Et lille grynt der undertrykte den lille ubehagelighed der var fulgt med at sluge dem, forlod Priscilla før at hun rettede sit blik tilbage på dæmonen foran hende. Hendes bryn løftede sig, da han begyndte at snakke om at der var blevet skrevet bøger omkring ham. Interessant. "Hvilke bøger er skrevet om dem?" spurgte hun som de bevægede sig ud af klinikken og ind i hans hjem. Priscilla kunne ikke stoppe hendes øjne fra at glide over indretningen. Og her boede hun i en lille lejlighed i Southside, og en sofa der var mærket af hvor brugt den var og en seng der næsten kunne minde om en felt seng. Hendes egen indretning præget af, at hun stort set aldrig var hjemme. Men det mere var brugt som et sted hvor hun kunne sove for billigere penge end hvis hun altid skulle finde et hotel eller motel.
Hun vendte sig mod ham, da han stillede hende et spørgsmål om drikkevare. "Jo, jeg siger ikke nej til noget at drikke" sagde hun med et smil, der næsten så mildt ud, hvilket ikke var noget som normalt var at sige omkring måden Priscilla så på folk.

Priscilla kunne ikke hjælpe med at løfte hendes bryn i et næsten forbløffet udtryk. Det var ikke tit hun mødte så udskåret ærlighed fra andre. Måske kom det fra en nærende mistillid fra hendes egen side af. Hun kunne ikke en gang give skylden til hendes opvækst. Hvis man så bort fra at hendes bror var blevet kidnappet i en ganske ung alder, som havde farvet meget af hendes tilgang til hvordan hun anskuet livet på. Måske var hun bare født forkert, hvem vidste hvordan sindet virkelig virkede.
Hendes forbløffelse formede sig mere til en stille beundring. "Et forførende mareridt" hun smagte næsten på titlen, mens hun betragtede pejsestuen som han havde ført hende ind i.
Hun tog imod glasset og nærstuderede væsken som der skvulpede rundt i glasset. "Fe likør, så har jeg også smagt det" hun løftede høfligt glasset før hun tog en tår af glasset. Med selvsikre skridt gik hun over mod en lænestol og satte sig ned i den. "Besidder du også et eksemplar af denne digtsamling? Den lyder ganske interessant" sagde hun med et blidt smil, mens hun tog endnu en tår af den specielt krydret likør. Den formede sig i hendes mund på en måde som hun ikke havde prøvet før.