Only one patient today Dr. (Priscilla)

Priscilla havde tilkendegivet hendes mening omkring mennesker, og hun ikke fandt dem synderligt interessant. Men måske var der noget omkring det at være dødelig, et tikkende indre ur der kunne få en ud af stolen og gøre noget ved ens liv. Derimod havde hun også set hvor lammende frygten kunne være når folk indså at de kun havde så meget tid at gøre godt med i deres liv, hvilket kunne ende med at sikre at mennesker slet og ret ikke fik udrettet noget som helst.
Hendes øjne fulgte ham, som han gik over mod en bogreol. Langsomt sippede hun fra de dyrebare dråber han havde sænket hende. Stadig en anelse overvældet over hans store gæstfrihed. En nagende stemme hviskede i baghoved at hun skulle passe på. At der altid ville være en hage, og han sikkert ville bede om noget fra hende senere.
Hun tog imod bogen som han rakte den til hende. Hendes bryn knyttede sig mod hinanden som hun prøvede at tyde skriften. Hun lænede sig forover og satte glasset fra sig. "Frygten fryser mig og dog kan jeg ikke se væk" et skævt smil formede sig over hendes læber som hun kiggede op "nogen af de mest kendte poeter gav hellere ikke meget mening, og en af de mest kendte kunstner skar sit øre af, det er vel blot at se skønheden i ting som ikke er skønne" mumlede hun og lod hendes øjne falde ned på siderne igen. Langsomt vendte hun side for side, og lod sin fingre glide hen over linjerne.

Hun kiggede op fra bogen da Caine ganske nonchalant fortalte hende, at manden havde endt med at tage sit eget liv. "Jeg ville ønske jeg kunne sige tragisk, men hvis man indgår en pagt med djævlen, må man også vide at livet ikke vil vare ved" mumlede hun, og lod hendes øjne falde over skikkelsen som poeten havde valgt at tegne af ham. Hendes tommelfinger gled hen over omridset, hun blev næsten nysgerrig om hvordan at skikkelsen så ud i virkeligheden, om manden overhoved havde kunne formå at få det skitseret ned på papir uden at være overvældet af hans egen følelser omkring det.
Priscillas opmærksomhed blev revet væk fra bogen, da boghylden begyndte at bevæge sig, med store øjne lagde hun forsigtigt bogen hun havde siddet med fra sig. Hendes fingre greb omkring glasset han havde givet hende, som hun rejste sig op og gik imod det ældre bibliotek. Folk dannede typisk et hurtigt personligheds indtryk af den unge thunderbird. Men når det kom til stykket, havde hun altid været en af et nysgerrigt sind. Der ønskede at udfolde sig, og finde ud af hvad verden kunne byde hende. Så at lade hende gå ind i sådan et bibliotek, ville svare til hvis nogen havde taget et barn med ind i en slikbutik og fortalt det, at de kunne vælge hvad end de ville. "Hvor mange år har du brugt på at samle disse bøger?" spurgte hun, som hendes fingre gled hen over et par bogrygge.

Hun stoppede da en title fangede hendes blik, ikke at hun forstod sproget, men der var noget omkring det der virkede genkendeligt. Måske var den en af de følelser nogle ville kalde for Deja vu. Når man synes man havde oplevet, set eller læst noget før man faktisk havde gjort det. For et øjeblik stod hun blot og kiggede, gjorde ikke nogen synderlig antrækning til faktisk at tage bogen ud og læse den. Han svarede på hendes spørgsmål, og til at starte med, var det som om at ordene ikke helt hang ved. Efter en stund vendte hun sig mod ham og nikkede. "120 år, det er alligevel en tid hvor ting kan begynde at løbe op" svarede hun med et skævt smil, ikke at det skulle fremstå som en kæk bemærkning. Hun havde for ganske nyligt stiftet bekendtskab med en som havde levet snart over tohundrede og tusinde år. Det virkede i hendes optik helt grotesk at nogen skulle leve så længe. En person måtte vel nå en alder, hvor det ikke længere var det værd? Måske var det blot hende, og hendes sølle nogen og 40 der ikke kunne sætte sig ind i det. Nok et mysterium hun først ville få løst op for, når hun blev ældre.

”Necromincon?” en lavmælt fløjtelyd forlod hendes læber, som han forklarede hvad han havde liggende. Det var tunge bøger, bøger som der kunne skabe megen skade hvis de ende i de forkerte hænder. Men, hvis man skulle tro på at gud havde skabt jorden de gik på. Ville der også være en mening ved alting, så ville han vel allerede vide hvornår jorden gik under og hvorfor. Og lige som alt andet liv, måtte den klode de gik på, også have en dag hvor den ville stoppe med at eksistere. Ikke at det var en opmuntrende tanke at sidde med, men det var hvad det var. "Det er tunge bøger de er i besiddelse af"
Hun vendte sig fra de bøger hun kiggede på, og gik over mod glas montren som han var i gang med at åbne for dem. Tog imod de handsker han havde rakt hende uden at spørger hvorfor tog hun dem på. Det gav sig selv at bogen måtte være skrøbelig hvis den ikke var blevet forstærket af magiske kræfter. En anelse tilbageholden åbnede hun endelig bogen og lod hendes øjne glide hen over siderne og hvad der stod på dem.

Hun trak den ene side af mundvigen op som han nævnte at dens tilstedeværelse ville være nok til at drive magtsyge mænd endnu mere sindssyge. ”Det ligner at det er et tema for dem, hmm?” mumlede hun mens hendes øjne fortsatte over teksterne hun knap nok forstod selvom hun prøvede. "Altså at finde skrifter fra galninge" Måske var der også en grund til hun ikke forstod hvad denne bog egentlig indeholdte, fordi hun ikke var klar til at vide dens indhold. Selv en hovmodig thunderbird som hende selv, var ikke for stolt til at indrømme at der nok var mere viden derude som hun aldrig ville kunne formå at forstå. Men derfor var det ikke mindre interessant for hende.
”Har du læst alle bøgerne herinde?” spurgte hun, som hun endelig formåede at rive hendes blik væk fra bogen og kiggede mod Caine med et skævt smil på læben.

Viden var magt. Det kunne der være noget om, men det kunne også gøre en blind. Fordi det kunne få en til at falde tilbage på den tro at man altid ville vinde, så længe man vidste udkommet af hvad der ville ske. Det lød kedeligt. Men måske det også havde noget at gøre med, at Priscilla selv altid havde lagt meget mere i at kunne bruge hendes evner samt styrke hendes krop. Sjovt som man kunne veje forskellige ting i livet, som værende bedre end noget andet. Hun lod et kort fnys, maskeret som et grin forlade hendes næse, som han fortalte hende at han ikke var populær i kirkens øjne. Hun kunne ikke forestille sig at nogen dæmoner var populære i kirkens øjne. Den første dæmon var trods alt en af guds egne højt elskede engle. Selv en uvidende som hende, kendte til den historie. ”Så det handler lige så meget om, at du nyder at vide mere omkring guds ord, end dem som prædiker guds ord?” spurgte hun, som hun lod fingrene falde fra bogen og vendte sin opmærksomhed tilbage mod Caine.

Måske var det grundet hende race, at hun var et væsen som der gruede over ting. Nogle gange kunne hun finde det næsten drænende for energi, at alting skulle vende og drejes, mens hun andre gange bare hoppede direkte ind i det uden at tænke over konsekvenserne af hendes handling. ”Så du er ikke blot en læge der tager sig af de ydre sår, men også de indre? Eller er psykologi bare en hobby af din?” spurgte hun med et kækt smil der formede over hendes læber. Hun havde aldrig været meget for psykologi, en ’soft science’ som mange ville kalde det. Måske var det også fordi hun ikke brød sig om at folk kunne læse hende, ulæsbar og mystisk var hellere ord hun ville have der blev sagt omkring hende.
Hun kunne ikke hjælpe sig og en kort latter forlod hende, som han spurgte om han ikke skulle have historien om hvorfor hun blev skidt. ”Nuvel, jeg siger ikke nej til endnu en forfriskning, og prisen for den lyder ganske overkommelig” nikkede hun og rakte handskerne mod ham, så han kunne lægge dem tilbage hvor han havde taget dem fra.

Hun rystede leende på hoved da han nævnte, at psykologi kunne være stærkere end noget skydevåben, måske havde han ret, men kunne nogen i virkeligheden vide hvorvidt at man kunne forstå hvorfor mennesker gjorde som de gjorde? Måske var det også blot hendes mistroiske sind mod psykologi, fordi hun ikke brød sig om tanken om, at nogen kunne læse hende bedre end hun måske kunne læse sig selv.
Hun tog imod glasset og tog en lille slurk af den krydret whisky, for et øjeblik stod hun og kiggede på den gyldne væske og lod det svirpe rundt i glasset. Da han spurgte igen, kiggede hun up og gav ham et lille smil ”Det vidste sig at en af dem som jeg havde fået et job på, var en del af en større jæger klan, det havde min formidler selvfølgelig ikke lige fortalt” mumlede hun og rystede lidt på hoved, som hun gik hen og satte sig til rette i en af de bløde stole og lod hendes blik fange hans igen. ”Jeg har aldrig været tålmodig, og havde brug for pengene, og før jeg vidste af det, løb jeg gennem skoven med syv mænd efter mig, standart dag for mig, så desværre ikke så interessant som du måske havde håbet” klukkede hun sagte og tog endnu en slurk af glasset. ”Men det er virkelig en god Whisky” medgav hun og løftede glasset inden endnu en tår blev taget.

Hun kunne ikke lade være med at lade hans humør påvirke hendes eget smil og måden hun lænede sig mere mageligt tilbage. Nogle gange mødte du væsner der kunne få dig til at slappe af, selvom du vidste du burde være på tåspidserne mens du var i deres nærvær. Det var om muligt også logisk nok, givet at han var den race han var. Selvfølgelig var han ingen incubus, hvis naturlige aroma og aura afgav dufte og en påvirkning der fik folk til at føle sig tiltrukket af dem. Men når ens føde kom af at spise sjæle, gav det vel ganske god mening at mennesker ikke valgte at stikke af hver gang at en dæmon var i nærheden af dem.
”Nuvel, jeg har også andre historier der er ganske mere interessant end at flygte fra en jægerklan, hvis de er interesseret?” sagde hun, som hendes fingre gled hen over glasses kant og hendes øjne flakkede mod pejsen der var foran dem. Historier havde hun mange af, nogle var selvfølgelig kun for hende, men andre kunne bestemt også gå an når man sad her og hyggede sig med et glas whiskey.

”Nuvel” sagde hun med et lille smil på hendes læber, som han fortalte hende at han altid var interesseret i flere historier. Hendes øjne fulgte hans bevægelser, noteret de halskæder der hang ved pejsen der fortalte deres egen historie uden at der blev tilføjet et eneste ord til dem. ”Jamen det er en aftale, en historie for en historie” sagde hun med et lille smil og løftede hånden med glasset og tog en tår. Hendes personlige favorithistorie.
”Jeg er som jeg fortalte tidligere en professionel bounty hunter, hvis man vælger ikke at dukke op i retten eller har undgået at blive fængslet for en forbrydelse, kan man tilkalde en som mig også vil jeg fange personen og sørger for at de bliver stillet for retten” forklarede hun inden hun lænede sig tilbage og lod hendes finger glide hen over hendes kind. ”Den bedste sag var da min eks kæreste havde løbet fra en høring, det var relativt nemt at finde ham, han havde en forkærlighed for at tage på kasinoer, så jeg fandt ham på en lokal bar, men det vidste sig så, at det ikke kun var politiet han løb fra, men også nogle relative irriteret lånehajer” hun rystede på hoved med et grin på læben. ”48 timer sammen med ham, mens vi ende up i Silent City, det var ikke en af min flotteste anholdelser, men det er stadig en af de bedste historier jeg har at fortælle” grinede hun lavmælt og tog en tår fra hendes glas.

"Altså" hun gav ham et smil og lod hendes hoved falde på sned. "Ved ikke om du nogen sinde har været i Silent City?" spurgte hun og tog en tår af glasset, lod den runde væske glide rundt i hendes mund før hun sank. "Nå, han havde overbevist mig om at han havde penge hos en ven, som tilfældigvis boede der, måske var jeg for blødsødende og troede på ham, så i stedet for bare at tage ham med til politiet tog vi derhen. Der var selvfølgelig ingen ven, eller penge. Så han prøvede at lokke mig ind i en fælle ved at gå ind i en vampyr coven" hun rystede på hoved, "Da jeg endelig afleveret ham til de rette myndigheder måtte de sende ham på hospitalet og jeg sov to dage i streg" forklarede hun, hvorfor det ikke var en af hendes flotteste.