A new friend who brings a smile to my lips(Fortid)

Tid - kl 12.30 lige efter frokost
Dato - 29 august 2018
Vejr: Høj solskin og virkelig varmt - vindstille
Omgivelser - I den store fælleshave der slutter de fleste af ungdoms psyk. afdelingerne sammen. Haven er indhegnet med et ret højt hegn - Den er smuk og virkelig velplejet, der bliver virkelig gjort noget ud af den.

Tag: @Raven



Det var virkelig hårdt for Bernice at skulle være på afdelingen, for hun var begrænset i alle hendes ting fordi hun forsøgte at snyde personalet og fordi hendes anoreksi virkelig var så hårdt imprintet i hende at det tydeligt var den der havde magten, selvom hun virkelig gjorde sit for at vinde magten tilbage.

Efter hun var kommet ind var der ikke gået mere end 24 timer, før hun under tvang havde fået lagt en mad sonde i næsen, det var netop denne hun havde frygtet allermest, det var den hun havde set andre anoreksi piger havde på deres billeder når de var så syge at de ville ende med at dø på grund af deres vægt, Bernice vidste hun var der hvis hun ikke begyndte at tage på.

Bernice havde dog nu været indlagt i seks måneder og sonden sad der stadigvæk og blev kun taget ud for at blive skiftet. Den hudfarvede sonde var nem at spotte på hendes mørke hud, dog hjalp den tape der holde sonden på plads med at skjule den lidt for den var i det mindste nærmere hendes egen hudfarve og alligevel langt fra.

Selv denne dag havde de måtte bruge tvang da hun havde siddet fra klokken 11.30 til 12.00 og ikke spist en eneste lille ting fra hendes meget strenge kostplan til frokost. Efter flere advarsler om at hvis hun ikke spiste ville de bruge sonden for hun ville ikke få lov til at undlade frokosten.

Det eneste gode ved denne dag indtil videre var at Bernice kunne se frem til at få sin ude tid i haven, dog nu under overvågning fordi hun havde været under tvang for at få sin frokost. Men hun skulle mødes med en sød pige fra en anden afdelingen, Raven hed hun. Bernice syntes hun var sød og følte virkelig at hun var oprigtig glad når hun var sammen med hende. Normalt fik dem fra Bernices afdeling ikke lov til at være i haven når der var andre fra de forskellige andre afdelinger, men der var sket en kommunikationsfejl mellem to afdelinger og derfor havde de to piger mødt hinanden og siden da havde de fået lov at have ude tid sammen, da det virkede for personalet at de havde positive indvirkninger på hinanden. Bernice havde endda den første gang givet hendes sit mobil nummer så de kunne skrive og snakke sammen når de ikke var i haven.

Bernice var i ført et par sorte leggings som sad helt tæt og viste hendes tydelige meget tynde ben og en alt for stor hættetrøje som faktisk var Laurens som hun havde fået lov at få med den dag hun pakkede til at skulle afsted. Bernice kunne spotte Raven allerede var kommet ud i haven, da hun selv stod ved glasdøren og ventede på at blive lukket ud, hendes næsten følelsesforladte og udtryksløse ansigt, der bar præg af hun havde grædt for ikke så længe siden, vendte fuldstændigt og et smil vokset på læberne som hun vinkede til Raven.

Da hendes "vagt" endelig havde muligheden for at lukke hende ud og gå med udenfor, havde hun virkelig lyst til at løbe over til Raven, men det var totalt udelukket, hvis hun ville have håb om ikke at skulle ind igen lige med det samme, hun måtte ikke dyrke nogen former for sport og bevægelse forgik i gang ikke andet. "Heey Sweety" sagde hun med et stort smil på læberne og roligt slog ud med armene for at ville give hende et kram, man kunne godt se at hun havde fået lidt flere kræfter efter deres allerførste møde og mere liv i øjne.

Endnu en indlæggelse var blevet føjet til journalen, der efterhånden havde fået en ganske fin længde på den front. Der var endnu ikke så mange at Raven ikke længere havde tal på dem, men der var efterhånden nok til at de så småt begyndte at flyde sammen. Denne gang var dog en af de hårdere indlæggelser.
Stemmerne havde ikke været til at mane til ro, alle de sædvanlige virkemidler havde enten haft ingen til meget lidt effekt og det sidste hun huskede, var et alt omslugende mørke, før hun var gledet ind og ud af bevidsthed omringet af hvide kitler der bevægede sig hektisk omkring hende. Maven der krampede sig sammen, for hver millimeter plastiktuben blev ført længere ned gennem spiserøret, så indholdet kunne blive pumpet op. Følelsen af at være blevet kørt over gentagende gange hang ved længe, og gjorde det svært at gøre selv de mest simple ting uden at kroppen skreg. Smerterne i maveregionen blev kun dæmpet af de beroligende piller, der gjorde sindet tåget og tomt.

Den første tid under indlæggelsen var blevet brugt i en tilstand af at være til og på samme tid ikke eksistere. Dagene brugt med enten at stirre blankt ud i luften eller vandre hvileløst rundt, når ikke tilbagefald sneg sig ind. Ting var dog begyndt lige så stille at vende og medicindosissen langsomt skruet ned med målet om at ramme et mere acceptabelt niveau, der ikke ville slukke hjernen fuldkommen.
Det var i denne periode at fejl var sket og grobund for et venskab skab. Turene ud i den aflukkede have var i forvejen et af dagens højdepunkter, men med udsigten til at bruge tiden sammen med Bernice var det altid små trippende at Raven ventede på den yngre veninde skulle dukke op.

Denne dag var ingen undtagelse. Iklædt sorte bikeshorts og en forvasket mørkegrå t-shirt med print, vippede hun utålmodigt frem og tilbage på fødderne, med den ene hånds fingerspidser der endnu en gang kørte hen over modsatte hånds neglebånd. Selvom det ikke var længe, så bemærkede Raven det straks at tiden i dag var lidt længere tiden før de mørke krøller, kom i øjesyn.
Allerede på afstand var det tydeligt at tårer for ikke så længe siden havde vædet de brune kinder, selv da mundvigene krængede sig op mod himlen over dem. Hun var derfor ikke sen til at tække Bernice ind i det kram hun indbød til ”Hey, you almost made me think you wouldn’t show up today,” Raven slap lidt af en omfavnelse, så hun kunne læne sig en smule tilbage i et stort smil der lagde tonen for de næste opfølgende ord, med en drillende kant ”- And that would've suck, since I don’t like sugar free soda.” havde det været muligt, ville hun havde afsluttet med et blink med det ene øje, men med fare for at ligne en der havde fået et mindre slag tilfælde nøjes hun i stedet med at snige armen omkring Bernies ”The sun or the shadow, where do the lady prefer to sit?”.

Bernice prøvede virkelig at skjule at hun havde haft en grim oplevelse, hun havde fortalt Raven om sonden og ville helst ikke snakke for meget om den, da det var flovt men desværre en nødvendighed. Hun var glad for at mærke Ravens arme omkring hende, de var store og ”stærke” i forhold til hendes næsten tændstiks arme og kæfter var heller ikke noget Bernice havde mange af.
”Jeg ville komme, men jeg må ikke gå ud alene. Du ved reglerne når..” Sagde hun og pegede mod næsen, de skulle sikre sig at hun ikke valgte at kaste det op eller begynde at træne voldsomt når hun havde fået det under tvang, da det oftest var det hun faktisk gjorde. ”Did u bring soda? I really love you for that! My mom, promised me to bring soda to me, but se forgot it” sagde hun med et lettere irriteret træk på skulderne, hendes mor kunne ikke gøre for det, det vidste hun godt da hun havde meget at se til. ”You should try it, they taste batter” sagde hun med et lille grin, før hun kiggede bagud for at se hvor hendes kontaktperson var stående, ganske rigtigt stod hun ikke mere end et par meter fra hende.

” Maybe we should go to the back? You know, to the hanging swings” Svarede hun til spørgsmålet, velvidende at hun nok ville blive forhindret i at kunne gynge, men det var så hyggeligt at sidde der nede imens solen ramte dem. Bernice var ligeglad med at de nærmest blev forfulgt hun elskede at sidde dernede. Da de begge endelig nåede der ned, kunne Bernice ikke lade være med at løbe de sidste 5 skridt over til den store runde gynge som for en gangs skyld, var lige i solen. Man var ikke i tvivl om den højt lydte rømmen som kom fra personalen, Bernice så bare over på hende og rulle med øjne som hun satte sig op på gyngen og gjorde plads så Raven også kunne sidde der. ”So how are you? Is the food also miserable with you?” Spurgte hun en kende højt, mens hun sad med ryggen så personalen ikke kunne se hendes ansigt, men hun sendte Raven sin velkendte provokerende blik inden hun kort grinte højt.

For udefra ståede personer lignede Bernice stadig noget, der bedst kunne beskrives som et omvandrende skelet med hud; også selvom hun forsøgte at skjule det under den store hættetrøje. Men den unge pige som først havde mødt Raven og den som stod sammen med hende nu, var allerede to vidt forskellige personer selvom det ikke altid synede sådan.
Synet af sonden ville næppe blive et som Raven nogensinde ville vænne sig til. Hun håbede i hvert fald på den aldrig det ville ende med at blive en normalitet at se hende med den. Det ikke ligefrem krævede et geni at regne ud, hvorfor den var blevet en midlertidig del af Bernices udseende. Hvilket i grunden også derfor at Raven havde ladet veninden om at fortælle det hun ønskede at hun skulle vide om slangen. Nok var hun blevet forskånet for de værste detaljer, men der var alligevel blevet delt nok til at Raven vidste hvad den krølhåret pige mente med sin ufærdige sætning. En lille fortrukket grimasse af forståelse malede sig derfor hen over det fregnede ansigt.
”Mh, coke. I wasn’t sure what you liked, light or zero, so I took a can of each… But if you like both, you can always take the unopened one back with you? If they let you’ve it? If not, then I’ll hold it to next time.” svarede hun, før de tynde hud på næseryggen rynkede jeg I et latter fnys ”Taste better? I think we have to disagree on that postulate.” lo hun ud med en let hovedrysten. Light blev aldrig hendes ting, det meste af det havde en sær bismag, som Raven aldrig have formået at kunne ignorere selv når hun virkelig havde forsøgt.

”Yeah of cause, lets go.” De brune øjne søgte mod kontaktpersonen og forblev hvilende på hende i et kort øjeblik. Det var stadig underligt med en menneskeskygge der fulgte dem. Typisk var det til at glemme det overhovedet var en ting, når først samtalen gled mellem de to unge piger, men som var det noget svære at abstrahere fra. Armen blev sluppet til fordel for posen for Ravens fødder, der blev samlet op inden kursen, blev sat mod net-gyngen.
Den korrigerende rømmen var nok til at få tænderne til at synke ned i underlæben, dels for at kvæle en kommentar og fordi kontaktpersonen så sjældent faktisk gav lyd fra sig. 5 meter var alt det drejede sig om og kvinden reagerede som om Bernice var i færd med starten på et maraton…
Ombord på gyngen, i skrædderstilling, posen åbnet og placeret mellem dem ”As long as I’ve my chips and my coke, I’m all good.” svarede hun under det skæve smil og den ene fod puffende blidt til venindes ben. Det var ikke smart at forsøge at prikke til personalet, selv ikke med de mindste stikpiller, det kunne fratage dem at mødes ”Wanna hear something nice?” spørgsmålet blev stillet mens Raven lænede sig en anelse frem mod veninden.

Normalt ville Bernice ikke have noget imod at råbe til kontaktpersonen, men når hun var her ude med Raven gjorde hun det ikke for hun vidste godt hvad det kunne ende med hvis hun ikke holdte sig til reglerne og aftalerne. ” I drink both, its nearly the same and I can taste the different” sagde hun med et lille grin og rysten på hovedet ”You need to have them, I can’t have it. Sorry” Sagde hun og rullede lettere med øjne, nej hun måtte ikke have den med ind når den var fra Raven, dog var der intet problem hvis det var hendes mor der kom med det hvilket jo bare var latterligt. ”We can be disagree, both I know right” sagde hun med et grin og rakte tunge for sjov.

Bernice fik sat sig til rette, hun fyldte heldigvis ikke så meget, så der var rigeligt plads til at de begge kunne sidde der uden problemer. Det var et glædes fyldt grin der forlod hende som Raven kommenterede som hun gjorde ”Haha Ravie, you can have your chips, there are to much fat in it to me” Sagde han og kiggede ned på posen for at overveje at tage posen op og tjekke fedt indholdet i den, men hun prøvede at lade være for hun vidste hendes kontaktperson bare ville skærpe hendes mad regler og aftaler og notere at hun stadigvæk var lige så fokuserede på det. ”Do you have any cigs? My mom will come to me in the evening with cigs to me. She forget it earlier” Spurgte hun blidt, hun havde tilladelse fra sin mor til at ryge smøger så personalet kunne ikke nægte hende det.

Hendes puf var en hentydning og Bernice fangede den hurtigt inden hun gav Raven et blidt nik for at indikere at hun fangede hvad hun mente. ”Yes! Let me know?” Sagde hun og lænede sig selv en anelse frem for at høre hvad hun ville sige, da det virkede til at det ikke var noget personalet skulle høre.

“Honestly I think your tastebuds a broken Bernie… Can’t taste the difference between them? Okay okay fair, they both taste like really bad mouthwash.” drillede hun med tydelig latter i stemmen, da Bernice rakte tunge efter at have påstået de begge vidste at hun var den af dem som havde ret. Latteren gled over i et smil, efter at Raven havde kastet et blik mod kontaktpersonen, der endnu stod og vågede over de to piger som en høg mussede over en gnaver på kornmakken “It’s okay, I’ll hold it for you, to next time.” forsikerede hun og vendt blikket tilbage på Bernice, hvorefter den ene af de to light produkter blev rakt frem mod hende. Det betød jo ikke det store om den ene cola måtte komme med tilbage på det lille værelse, der havde den jo stået før og den fyldte jo ikke alverdens.

Raven fulgte de mørke øjnes vej mod chip posen og selvom Bernice ikke rakte ud efter den. Var Raven hurtig til at vende den så det var forsiden der vendte op ad “Ah, ah.” selvom hun ikke helt forstod sig helt på den spiseforstyrrelse, som den yngre pige var tynget af fordi hun selv var alt for mad glad, så forstod hun stadig nok. Der havde været en sund nysgerrighed fra starten af, sammen med et ønske om ikke at trykke på nogle knapper hos veninden, som kunne give hende tilbagefald. Det inkluderede ikke at lade hende grænse indholdsfortegnelsen bag på posen for at tjekke fedt og andet.
“Ehm yeah, somewhere in the bag, give me a sec.” med de ord gik Raven I gang med at rode posen, hvor chips og colaer havde ligget gemt, i gennem. Et sejrrigt aha lød, da hun fandt både smøger og lighter.
Hun lænede sig nærmere Bernice let foroverbøjede skikkelse. Rakte smøger og lighter frem mod hende, før hun svarede med dæmpet stemme “I think the voices are gone or almost? I tried not to take my meds yesterday and I haven’t heard anything yet.” Det var et optimistisk ønske, for sjældent forblev stemmerne, lydene eller synene væk længe ad gangen.

Der var ikke noget bedre end at grine! Grine og have det sjovt et sted som dette, det gjorde bare det hele meget nemmere, særligt det at det var nemmere at komme igennem dagene. ”The light one, don’t have the sucker taste, you know the sweet taste, but the det Zero are more sweet and have a little more sucker taste even that there ain’t any sucker in it” sagde hun bare for lige at træde lidt mere I det imens hun grinte af hende. ”Thanks, maybe we can see each other again tomorrow” sagde hun med et smil, det ville være så lækkert hvis de kunne få lov til det, men hun hvis hun kendte dem, så ville det ikke komme til at ske medmindre at Bernice fulgt sin kostplan 100% og uden tvang.

Bernice kunne ikke lade være med at fnise over måden at hun vendte chipsposen så hun ikke kunne se indholdsfortegnelsen over indholdet. Selvom det kriblede i hendes fingre for at tjekke den ud, for at forklare Raven hvor meget der var i posen, men hun måtte ikke! For hun ville ikke have personalet så det! Som smøgerne kom frem sammen med lighteren tog hun i mod det og hurtigt fik tændt en smøg og nyd den! Ordene der kom fra Raven, fik hende til at smile! ” thats wonderful! But promise me to be carefull, if they see you ain’t taking your meds, they will force you! But its really wonderful! I’m so happy for you! “ sagde hun og lagde armene om hende lidt besværet og trak hende ind i et kæmpe kram!

“No sugar taste, what kind of nonsense is that?” spurgte hun oratorisk under sin latter, med en påtaget forfærdet bevægelse der løftede den ene hånd mod brystkassen. Illusterende et, fiktivt, nærtstående hjertestop bare ved tanken. Det var ingen hemmelighed at den unge tegner var svært glad for alt, som kunne kategoriers som værende kvalmende sødt, fedtet eller saltet. Heldigvis var hun samtidigt blevet velsignet med en høj forbrænding, der gjorde hun endnu ikke var tilnærmelsesvist ligeså bred som hun var høj.
Hånden fjernede sig fra brystkassen, for i stedet at lægge sig hen over Bernies ene underarm med et blidt, forsikrende klem “Oh I hope so, but don’t be too hard on yourself, if not... Okay?” svarede hun, med den ene mundvig rykket længere op end den anden side i et skævt, varmt smil der på samme tid var fuld af alvor.

“I promise, I’ll be careful.” forsikrede hun, og lod sig trække ind i det krammet. Vinklen på krammet var lettere akavet og Raven havde da også måtte rede chipposen fra at blive alt for kast. Ingen var jo interesserede i at spise chips fnuller direkte fra posen. Den ene arm fandt vej rundt om Bernices spinkle skikkelse og trak hende lidt nærmere. Raven huskede stadig første gang de havde udvekslet et kram, hvor forbavset hun var blevet over tynd den mørklødet veninde faktisk var. Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til det, men det var ikke længere overraskende.
“Question, what’s the first thing you’ll do when they let you go? I miss sitting in the park, drawing the different people passing by.”.