I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)

Han havde samlet noget kød fra kødmarkederne i et laset beskidt tørklæde, der ikke just skreg klinisk rent, men som indpakning var det bedre end ingenting. Havde han rendt rundt med kødet fremme for alles øje til at skue, havde han ikke nået langt væk før de havde snuppet ham. Og med hans rumlende mave, var det nødvendigt at være snedig, ikke desto mindre at det hårde miljø han boede i, nok havde taget en hånd eller det der var værre.
Børn overlevede ikke længe herude, det vidste han. Han havde formået at klare sig i de yngre år med hjælpen fra en ældre mand. Men byens miljø for de hjemløse og uønskede, havde haft sit klamme greb om manden i mange år, og for et par måneder siden mistede Zach ham. Han havde forsøgt sig at stjæle et guldur fra en bod på gaden, men de gamle knogler havde ikke samme hurtighed. Zach fik lov til at se på mens en gruppe mænd tæskede hans mentor til døde.
Han var nået langt væk fra markedet med det stjålne kød, hen til sin gyde hvor han altid søgte tilflugt.  Bag nogle trætønder, kunne han sidde i fred og nyde sit måltid. Som dæmon, var det vigtigt at skaffe kød, råt og blodigt var det bedste. Han nåede knapt nok at sætte tænderne i sin belønning som et skrig rungede gennem gyden, hoppende frem og tilbage mellem de tætsiddende mure. Zach pakkede kødet sammen igen og lagde det ved siden af sig, velvidende at så snart han forlod det, ville rotterne stjæle det.
Han kravlede frem fra tønderne og vendte hovedet ud mod gaden. Han vidste at det var et barn, skriget lød så lyst og rent at det umuligt kunne være en voksen. Og det betød at hvem end det var, var hun i problemer. Han satte i løb fra hvor han gik ud fra at lyden kom fra, for at opdage at han var på vej tilbage til markedet. Han klemte hænderne sammen og satte farten op. Han var heldig at hans kost havde været nogenlunde stabil, for ellers havde han ikke kunne gøre meget for den lille pige han havde hørt.
Han spottede den store mand og den lille pige, hans øjne faldt på pigen og han mærkede vreden boble sig op i ham, men ikke rettet mod hende, mere rettet mod manden. Han lignede en der sagtens kunne undvære et lille sølle brød, et brød for en sød lille pige. Han stak sin hånd i sin baglomme og fiskede en håndlavet kniv op, før han ved hjælp af en lav tønde, hoppede op på ryggen af manden. Kniven blev boret i nakken på manden, mens Zachs frie hånd greb om hans ansigt. Manden var et menneske, det kunne Zach tydeligt dufte. Som et lille dæmon-barn - Udsultet, men stærk velogmærket, blev kniven presset gennem det tykke nakkeskind, og forhåbentligt dyb nok til at gøre nogen skade. Manden ømmmede sig højlydt gennem sammenbidte tænder, hans store stærke hænder fandt vej til Zachs arme, for at flå ungen af sig.
Zach landede på jorden ved siden af pigen, slaget mod ryggen tog pusten fra ham og han skar arrigt sine tænder for ikke at lade tårene komme frem. Han åbnede øjnene og fandt vej til sine fødder igen, før han greb den lille piges hånd og kiggede hende i øjnene, "Esli vy hotite, čtoby vyžit’, vy dolžny zapustit’" (If you want to survive, you should run), sagde han hæst, før han selv begyndte at løbe. Han ville trække hende med sig om nødvendigt. Den store mand stod og fumlede med at få kniven ud af nakken, så de havde et kortvarigt forspring.

"Ponyatiya ne imeyu! Prodolzhat' rabotat'!"(I have no idea! Keep running!) sagde han højt og forpustet tilbage som de løb afsted. Han var ikke sikker på at det var en god idé ikke at have en plan, for nogle gader var mere farlige end andre. Pludselig så han en gyde længere fremme hvor han hev fat i pigens arm og trak hende med sig, før han lænede sig op langs muren med en arm om hende for at trykke hende tæt indtil sig. Han holdt vejret som han forsigtigt skævede mod siden, i håb om at manden bare ville løbe forbi. " Eto ne srabotayet. My dolzhny borot'sya s nim," (This isnt going to work. We have to fight him) mumlede han stille for sig selv før han drejede hovedet den anden vej for at lede efter mulige våben. Men det var ikke ligefrem det store artilleri der var til rådighed.
Han trak pigen tættere til sig da han hørte de store skridt fra manden der løb. Det gode ved at være bloddæmon i en tid som denne, var jagtsanserne der altid var klare og skarpe. Det var en vigtig del af at overleve. "Molchi ... On idet," (Be quiet... He is coming) hviskede Zach så, men var ikke spor i tvivl om at pigen ikke allerede vidste det. Selvom han ikke var helt sikker på om hun var et menneske eller ligesom ham endnu. Han slap forsigtigt sit tag i pigen som manden passerede forbi dem, i et kort øjeblik ville Zach gispe af frygt for at blive opdaget, men han nåede at holde sig selv for munden. Men manden så dem ikke, istedet løb ham videre og gryntede arrigt mens dråber af blod markerede hans vej. Zach bemærkede blodet og kom pludseligt i tanke om det stykke kød han efterlod for at redde pigen. Han skævede kort til hende som han mærkede sulten trænge sig på. Men for intet i verdenen ville han prøve at spise hende, når manden rendte rundt med en skade der gjorde ham til et nemt offer.
"YA khochu s"yest' yego" (I want to eat him) sagde Zach så før han samlede en ødelagt planke op fra jorden som han flækkede for at lave en spids ende. "Chto ty yesh'? Myaso ili ovoshchi?" (What do you eat? Meat or vegetables?) spurgte han så mens han mærkede spidsen af hans nye våben. Ikke det skarpeste, men en en god vinkel kunne den godt bruges på manden. Han satte den fast bag på ryggen i sit bælte før han så kiggede ned på blodsporet og begyndte at gå. Kort efter stoppede han op og kiggede tilbage for at se om pigen ville blive tilbage eller komme med. "YA ne pozvolyu tebe prichinit' tebe bol', yesli ty poydesh' so mnoy. No vy takzhe mozhete ostat'sya zdes', yesli khotite" (I wont let anyone hurt you if you come with me. But you can also stay here, if you want) sagde han så før han rakte en hånd frem mod hende. Nu var det op til hende om hun ville med ham eller blive tilbage og sørge for sig selv. "tvoy vybor" (Your choice) sagde han så mens han løftede hånden mod hende.