Playtime - Dylan

Gæst

Sted/omgivelser: Mørk og tom gyde.
Tidspunkt: Omkring midnat
Vejr: Månen er fremme, det er koldt men vindstille.
Tilegnet: @Dylan

På vej tilbage til akademiet havde Lector opdaget at han var sulten, Estragon var enig i denne indskydning, var han også sulten. Han lod en kort tanke forsvinde ud i ingentingen mod Rosalies værelse, hvor han ellers havde tænkt sig at overnatte. Som han jo havde det med at gøre når han ikke havde andet for. Han rakte derfor en finger frem foran sig og tegnede en oval cirkel i luften, en meter foran ham dukkede en portal op i lys orange, med sort midte, som han trådte igenne. Han befandt sig så i den næsten øde gågade, hvor han havde tænkt sig at finde sin doner for natten. Han drejede ned af en af de mindre gader og begyndte at kigge nærmere på de få menneske eller væsner han gik forbi, klar til at gribe den næste og bedste han så. Han trak vejret dybt ind mellem læberne og kunne allerede nu smage blodet med sin tunge... åhhhh! Hans blik faldt så på en dreng. Og han stoppede op. Direkte foran ham. ”You... Are you?” sagde han så. *DINNER!* svarede Estragon ham fra han hovede.

Gæst

Dylan kiggede på sit ur og banende indvendigt, han var sen på den. Han havde forsøgt at få fingrene i en invitation i flere uger, og u var han ved at sikre sig en plads på ikke velkommen listen. “Fuck” mumlede han til sig selv og satte farten op. Han besluttede sig for at skyde genvej ned gennem en gyde, men problemet med smutveje og genveje er, at man som oftes skal vide hvor de føre hen før at det virker, et problem som Dylan ikke havde taget højde for og derfor endte han et helt forkert og ukendt sted. En mand stoppede foran ham ”You... Are you?” Sagde han, Dylan genkendte ham ikke og svarede “Late? Yes. Excuse me” Han gik uden om manden, *What an odd fellow* tænkte han og begravede hænderne i lommerne. Manden gav ham en underlig fornærmelse, men han kunne ikke helt sætte en finger på hvorfor. Han rystede det af sig og prøvede på at samle tankerne om hvor i alverden han var og hvordan han hurtigst kunne komme til sin destination. Hvad han ikke ville give for stadig at have sine vinger i det øjeblik.

Gæst

Lector drejede hovedet ved drengens meget uhøflige svar, i det han bare gik uden om Lector. Han vendte sig rundt og begyndte så småt at følge efter drengen. Han indhentede hurtigt afstanden imellem dem og gik i hælene på ham, inden han rakte ud og lagde en hånd på hans skulder for at få ham til at stoppe op. ”No, that's wrong” sagde han til fyrens nakke, inden han trak i hans skulder og fik ham vendt nogenlunde i mod sig, han gik en halv omgang så de igen stod front mod front. Så slap han hans skulder, tog et skridt endnu tættere på, så Lector, som altid, stod ubehageligt tæt på Dylan. Han løftede en finger og prikkede Dylan på næsen, sikker på at han nu, endelig, havde fået hans opmærksomhed, ja tak. ”Totally wrong answer.. The one I was looking for is.. Dinner” sagde han roligt og grinede legende inden han lagde sine hånd om Dylans nakke og trak ham uden videre de sidste centimeter ind til så og trykkede sine læber hårdt mod hans.

Gæst

Han fik et chok da han mærkede en hånd blive lagt på sin skulder, og hans krop gave et lille spjæt fra sig som reaktion. Stemmen lød som fyren fra før, hvad ville han nu? Det han sagde forvirrede Dylan ret så meget “What’s wrong?”Spurgte han med et hævet øjenbryn. Gud hvor var den fyr underlig. Den fremmede mand stod helt sikkert inde i Dylan’s personlige rum, hvilket fik ham til at føle sig utilpas til mode. *Did he just bob my nose?* Dylan var mildest talt forivret nu og han havde ikke den mindste ide om hvad der foregik eller hvad den fremmede mand ville have fra ham. Men så talte han igen og kaldte ham for middag, i et kort sekund frygtede Dylan at han havde fået et vampyr problem på halsen, det vil sige indtil manden trak ham ind til sig og trykkede sine læber hårdt mod hans. Da blev han klar over at det her var et helt andet problem og han kunne ikke lade være med at spørge sig selv *What the actual hell is happening here?*

Gæst

Den anden hånd gled op omkring Dylans hals, og han holdte dermed hans hovede fast mellem sine hænder, den ene i nakken bagpå, den anden om halsen foran. Han trykkede dog på ingen måde til, han lod Dylan fint trække vejret, holdte ham bare.. På plads. Han havde ikke selv tid til at gå og jagte ham hele dagen jo, selv om han måske godt kunne stalke ham lidt senere, det ville måske endda blive hyggeligt. Nå ja, ikke nu. *Go on.. Kill him? Why do you even hesitate?* brummede en utålmodig Estragon. ”Yes..” hviskede Lector mod Dylans læber og slap så endelig kysset igen. ”Well I was looking for you.. Have been for a couple of minutes now.. And then I found you, and you are perfect, wanna come with me?” sagde han og havde stadig et ret solidt greb rundt om drengens hals og nakke. Måske havde han endda strammet sit greb en lille smule.
”Or.. We could maybe just do it here, to? If you could die anywhere in the world, where would you rather die then?” spurgte han så og tænkte sig lidt om, hmm.. hmm.

Gæst

Dylan havde aldrig været så forvirret i hele sit liv, og det sagde mildest talt en hel del. Manden havde et fast greb om hans nakke, det var ikke fordi det gjorde ondt, men det var ubehageligt, nok mest fordi at Dylan ikke vidste hvad han ville. Da deres læber skiltes stramme manden grebet, ikke meget, men det ar nok til at Dylan begyndte at blive bekymret, hvad have denne underlige og fremmede mand tænkt sig at gøre? Manden begyndte at tale, men Dylan fik slet ikke tid til at svare på hans spørgsmål, det vil sige lige indtil at han spurgte om hvor han helst ville dø i hele verden "In a castle, in the middle ages, instead of the man I was supposed to protect with my life" Han vidste at manden foran ham ikke var et menneske, så han havde ikke noget imod at indrømme at han heller ikke var det. Dylan var ikke bange for at dø, han var mere end klar til det, men han havde set det som hans straf at leve efter det der var sket med Adrian, det var den rene tortur for ham, men han kunne ikke få sig selv til at ende sit liv; det ville være respektløst over for hans bedste vens minde.

Gæst

*It's a complete waste of time, why do you always drag it out like this?!* lød Estragons stemme i hans hoved, Lectors smil blev bare en tand mere drillesygt som han svarede stemmen: ”But I love to play..” hviskede han stille, der var ikke meget sjovt ved bare at slå folk ihjel! Det var faktisk ret kedeligt! Han ville gerne lege med dem først jo! ”Sorry, time travel is out of limit” sagde han så bare til det ønske fyren kom med, nej han kunne ikke bringe ham tilbage i tiden, han ville ønske han kunne, han ville ønske han kunne så meget, alle de fantastiske ting han havde set andre gøre! Men han kunne kun det her, og det måtte være godt nok! ”You seem broken, don't worry I'll fx you!” sagde han bare hurtigt og fandt frem til Dylans læber igen, og som han kyssede ham igen, skubbede Lector let til Dylan så de begge gled baglæns og igennem en af hans usynlige portaler. De befandt sig nu ikke længere i gyden der tilhørte gågaden, som før. Nej de befandt sig i stedet et helt andet sted. Det var en skole af en slags, men ikke den skole Lector underviste på, det var måske et andet sted i verden, skiltene stod på engelsk, så måske ikke. Det var en kælder af en slags, og de stod i et rum der duftede rigtig meget af klor. Han slap Dylan og åbnede sine øjne, for at se sig omkring, det var en svømmehal, en skolesvømme hal. Med et bassin og en tribune og det hele. Men der var helt stille, og lidt efterladt, det lignede ikke noget der var blevet brugt i lang tid, vandet var lidt grumset også. Han sendte Dylan et sindsygt blik, som hans ene mundvig langsomt gled op ad i et drillesygt smil. Han placerede igen en hånd i brystet på ham, og skubbede ham baglæns ned i poolen, han håbede da han kunne svømme, ellers var han nok lidt på den.

Gæst

Dylan var ved at være godt og grundigt træt af at være forvirret, det var som om at han ikke var den eneste manden talte til, men han var den eneste der var tæt nok på til at høre ham? Han var træt, træt af så uendeligt mange ting på én gang, hvad mente han med “fix you”. Lugten af klor fyldte hans næse og PLASK. Pludseligt var der vand over det hele, hvodan var de kommet her til? Han nåede bunden og satte af med fødderne, han flød gennem det grumsede vand mens han prøvede ikke at tænke på hvor længesiden det sidst var blevet skiftet. Han brød over fladen og søgte tilbage mod den nærmeste kant. “Fix me?" You´re in over your head” han hev sig selv op og satte sig på kanten. Han hav hætte trøjen over hovedet, t-shriten under den fuldte med“I AM BEYOND REPAIR, A PART OF ME IS MISSING!” Råbte han, det var svært at bevare den fattede facade han normalt havde. Han vendte ryggen til manden for at vise hvad han mente. De små stumper der engang havde været basen af hans vinger. Han vendte sig igen og kikkede på manden “What do you want? What´s your name?” Han var ikke bange mere, han var bare træt og lettere irriteret, han forsøgte at få sig selv til at falde lidt ned ved at tale med manden og på den måde aflede sig selv fra hvad der skete og det faktum at han var smurt ind i råddent, grumset vand.

//Undskyld at det tager mig så lang tid at svare og at det er så kort, jeg har lidt travlt for tiden :-/

Gæst

Da drengen var faldet i vandet, begyndte Lector at bevæge sig nysgerrigt omkring, ikke langt væk, han skulle stadig kunne holde øje med den lille engel jo! Men bare lige et par meter rundt, han skulle udforske stedet! Han mindes aldrig at have været der før, havde han overhovedet ønsket at komme her hen? Nok ikke, men hvor havde han så ønsket at tage hen? Det var vel, hvad ubeslutsomhed gjorde ved hans evne! Den valgte simpelhen bare selv. Han vendte sig mod poolen da Dylan kom til syne igen, åbenbart havde han ikke tænkt sig at drukne! Men det var jo også langt sjovere, for Lector altså! *Or you could just kill him now?* forslog en stemme, men Lector rystede langsomt på hovedet, nej.. Ikke endnu. Han var ikke færdig.

Han brummede roligt som han betragtede Dylan kravle op på kanten og trække det våde tøj af. Hans øjne gled langsomt over den blottede krop, søgte efter det perfekte sted at sætte sine sultne hugtænder i. ”A part? What part? You want me to find it?” spurgte han roligt og lod blikket glide rundt i svømmehallen, som om han kunne finde hvad det end var drengen manglede, ved at kigge rundt. Lectors blik gled tilbage til Dylan, og han fik øje på resterne af hans vinger.. What? ”What happend to your wings? Did someone take them?” spurgte han, faktisk en smule forvirret, Lector havde ingen minder af nogen sinde at have mødt en falden engel før, han forstod ikke hvad det betød. ”I'm Louis, who are you, Slinky maybe???” hviskede han og tog et par skridt tilbage mod drengen, søgte nærmere.. Draget af den der søde duft, der gjorde hans øjne mørkere og hans sult større.
”And what I want.. Is to play.. You wanna play with me, am I right.. And don't be a fool just now, everyone wants to play with me.” hviskede han med sin stille morderiske stemme.

//Det er helt ok!! Du tager dig bare den tid du skal bruge <3

Gæst

Det var tydeligt at den ungemand ikke rigtigt forstod hvad han havde med at gøre, han var ikke den første der var blevet lidt forvirret over Dylan’s manglende vinger, faldne engle var bare ikke så almindelige mere som de var engang “They took them, because I failed” Bare mindet i sig selv var smertefuldt og det var ikke noget som han brød sig om at tale om “I am an outcast, doomed to walk the earth for all eternity with no hope of salvation, all because I wasn't strong enough to send him away. God doesn't want me and neither does Satan.” Det lød måske lidt melodramatisk, men det var altså sandheden. Mindet om hans bedstevens død, hvordan han havde tigget Dylan om at rede hans forlovede istedet for sig selv. Dylan havde ikke været stærk nok til at sige ham imod, men havde i stedet sat sin lid til at han kunne nå at komme tilbage efter ham, men han havde taget fejl, han var nået tilbage lige tidsnok til at se sin ven blive slået ihjel. Han sukkede og satte sig med ryggen op af vægen. “My name is Dylan, but I have a feeling that it doesn't matter that much” sagde han og kikkede op på Louis. Han forsøgte at læse ham, at finde ud af hvad der skete inde bag de blå øjne, men han fandt ikke rigtigt noget som han ikke allerde vidste. "Fine I'll play with you, but only if i get to choose the game” han udfordrede ham, men han var ligeglad. Han kom på benene og tog et skridt imod ham, gad vide hvad der gik gennem hovedet på ham i det øjeblik, Dylan gik udfra at Louis’ “legekammerater” ikke plejede at ville have en finger med i spillet på den måde.

// Tak <3

Gæst

Han stoppede op midtvejs og så sig tilbage over skulderen, undersøgende, før han igen rettede blikket mod den faldne engel, kiggede på hans mærkelige afskallede vinger? Lyttede til en forklaring, der var alt andet end en forklaring når man spurgte Lector, Dylan sagde selvfølgelig alle de forkerte ting, og intet af den slags, hjalp til Lectors forståelse! Og han hadet at være forvirret, selv om det egentlig var blevet til den følelse han følte mest. ”You failed, at what? And why?” sagde han hurtigt, fyldt af nysgerrighed. ”Good thing I want you then, ha? And I don't care about any of the things you just said anyway.. So stop being such a crybaby!” sagde han hurtigt, faktisk lidt tøvende, før han bestemte sig for den sidste sætning! Og ja, det skulle komme fra Lector? Yeah.. Han havde det med at opføre sig som en på 2 når han ikke fik sin vilje, men ja! Det var jo så hyggeligt at være dobbeltmoralsk!
Han begyndte at bevæge sig imod ham igen, med et mere drils udtryk i ansigtet! ”It dosen't, sorry..” grinede han så bare, det ville jo ikke være Lector man havde med at gøre, hvis ikke der kom et par Disney aliaser på bordet! Og lige nu var Dylan altså Slinky fra Toy Story, og Lector var Louis fra Princess and The Frog.
”Oh REALLY!” udbrød han overrasket, men glad! Det var ikke så tit at han rent faktisk fik folk overtalt, bare lige sådan uden videre? Det tog som regel lidt tid, og ja, nogen gange var man ikke engang så heldig, så blev man nød til bare at slå dem ihjel jo.
Da Dylan kom op og stå og tog et skridt mod ham, var de faktisk nået helt hen til hinanden, Lector lagde sine våde hænder omkring Dylans hofter og trak ham tættere ind til sig, som han stirrede ind i hans øjne. ”So.. What exactly, do you wanna play?” sagde han stille og kiggede ham forsat ind i øjnene.

Gæst

Dylan opfangede den lette tøven, det var ikke meget og det var ikke længe, men det var nok til at han bemærkede det. Det fik ham til at trække lidt på smilebåndene, det var da godt at vide at der var noget menneskeligt inde bag den lettere psykopatiske facade, også selvom at det bare var nysgerrighed. “There is a difference between being a crybaby and explaining why my life sucks, just a tiny bit” grinte han, men måske hade Lector ret, måske var han lidt af en crybaby, bare en gang imellem. Lectors reaktion på hans forespørgsel om at få lov til at vælge legen. Han havde så småt vænnet sig til Lector havde en vane med at være meget fysisk, så det overraskede ham ikke at han igen havde Lectors hænder på sin krop. Han tillod sig selv at gå med på Lectors leg og lage armene om halsen på ham "I propose a rece. The first one to get to the front door and outside, without the use of any supernatural abilities, wins. Now how does that sounds to you?” Det skulle nok blive sjovt, hvis altså han kunne stole på at Lector ikke brugte sine teleport evner, men noget sagde ham at Lector ikke var typen der ville sige nej til en udfordring. Det ville blive en kamp på menneskelige evner, en kamp på fart og intiligens og måske også sted sans. Han var ikke så bekymret for at Lector kendte stedet, den måde han havde set sig omkring lod det ikke til at det var et sted han kom særligt tit. *This guy is interesting on so many levels i'm kinda starting to lose count.* Tænkte han. Han så Lector dybt i øjnene og afventede spændt på hans svar. Det her skulle nok blive rigtigt sjovt.

Gæst

”There is? Try not to be a crybaby why explaining it then, and I'll might believe you?” grinede han bare og rystede kort på hovedet, både af Dylan men også af sig selv, behøvede de virkelig diskutere det længere? Nej, det var da røv kedeligt! Og Lector ville meget hellere lege! Farlige lege med en sød lille englebasse! Han fulgte Dylan lidt som han bevægede sig ind mod ham, og lagde sine arme om hans hals, et stille og meget kort grin forlod hans læber, som han overvejede trak ham tættere på, til deres kroppe var limet op af hinanden. Og så lyttede han, på det lille forslag, en rynken gled frem mellem hans øjenbryn, som han bar en lidt mere tænksom grimasse. ”Well.. It really depends.. Don't it? Of what the price is?” hviskede han stille, som han så den lille engel ind i øjnene i et forsøg på at læse ham, men det virkede sværere end normalt, han var en tand hemmelighedsfuld, var han ikke? Til trods for hvad han allerede havde fortalt Lector, men det virkede ikke rigtig til at være nok.. Der måtte være noget andet også, noget mere, noget skjult.. Og Lector var mere end bare nysgerrig efter at finde ud af hvad det var. ”But I like the idea.. Very much.. Should it be now, tho'? I'm not sure we're finished here yet..” brummede han stille, før han slap englen og bøjede sig ned, greb fat om hans ben og trak ham op, svang ham omkring sig, så let som ingen ting, før han lagde sine arme omkring ham også, så valgte han blot at trykke hans ryg ind mod den nærmeste mur - dog! Forsigtigt med ikke at kvase de stumper af vinger han havde tilbage. Hænderne gled ned over ham, nu muren var der til at hjælpe ham bære drengen, så fingerne kunne gå lidt mere på opdagelse! Hyggeligt, virkelige! Han lod bare fristelsen overtage og lænede sig nærmere, til han kunne trykke sine ivrige læber mod englens og de kunne dele et meget (i hvert flad fra Lectors synsvinkel) tiltrængt og længselsfuldt kys!

» Girlfriend? Ew. No. That's my sister - Dylan
» A nice day for a little market hopping - Dylan