Gonna kill those vamps - Eugene and Chloe

Ud mellem skovens tætte træer faldt en panisk elver. Han rejste sig fra sit fald mod det bløde græs og kom hurtigt på benene igen, han forsatte i løb op mod skolen, op mod haven. Halvvejs mod skolen kom han til haven, og stoppede op et øjeblik, for at orientere sig. Han huskede så godt han kunne hvilken vej han måtte tage, og løb dermed igen, for at nå igennem haven. På siden af halsen havde han et helt nyt bidemærke til sin allerede store sammenling, lidt blod var tværet ud på hans hals og tøj.
Der var dog en faktor han ikke havde taget højde for, og at var andre folk, han kunne kun tænke på en ting, at nå i sikkerhed. Tæt på et træ skulle han stoppe op igen, men inden han nåede det faldt han over noget der var i vejen for ham. I sit fald tog han både sig selv og denne person med sig ned, slog sit hovede mod træet og udstødte et højt smertefuldt støn. "Fuck! Arrrrgh!" kaldte han og rullede om på ryggen og prøvede at få styr på sig selv igen, trods den hårde dunken i hans hovede. Han lyttede efter personen han havde væltet omkuld, og mumlede stille et "Sorry", selv om han egentlig ikke var i humør til at undskylde til nogen som helst, han var så vred, og så bange på samme tid, han var ikke i humør til at være sød, og slet ikke til at sige undskyld. Men han havde desværre en svaghed over for dette, og det var jo hans skyld, så han blev nød til at sige undskyld.
Nu lå han på den bløde græs og prøvede at få luft nok ned i sine lunger så der igen kunne komme ilt til hans hjerne. Han gav et stille gisp af udmattelse fra sig og kom så endelig op og sidde igen, han måtte jo videre.

Påklædning; Her + Mørkerøde vans.

Det eneste tidspunkt efterårsvejr for Eugene var fristende, var når vinden nærmest guidede hans bevægelse rundt og markerede de steder man normalt ikke ville kunne. Snyd? Måske - men var det virkelig det når det var jordens egne gøren? Det mente Eugene hvert fald ikke - hvert fald ikke så længe man bare selv vidste at man kunne mestre trinnene i dansesalen uden hjælp fra vinden en anden god dag. Dog måtte han indrømme at kulden nok havde den modsatte effekt end hvad godt var. Han havde været ude længe så på den måde var det en smule dumt - at gå hen og blive syg nu? Ikke en god ide. Han drejede om sig selv - lige i samme øjeblik som en gut kom løbende og ramlede ind i Eugene - om det var omvendt var også en mulighed. Men som sædvanligt tog Eugene intet af skylden selv. Det havde han nu heller ikke lige tid til - han var endt på jorden. Et øjeblik ret forvirret og uden megen evne til lige at sætte finger på hvad der var sket. Han fik sig dog sat op efter at have gloet mod himlet et par sekunder men lod så blikket falde mod fyren som vidst virkede til at have lidt en smule mere ved faldet end Eugene selv.

" The tree might be the one needing a apologi. Dosent quite work with me. " sagde han så bare lidt og rodede sig kort lidt i håret før han lod blikket glide over fyren. Et øjeblik lidt overvejende før han så bare kort rynkede panden en smule. " And the grass - and the hundred bugs you probably squeezed along the Way. What a shame " mumlede han så bare lidt før han rystede lidt på hovedet. Der gik dog ikke mange betragtende blikke på omgivelserne før det igen var rettet mod fyren - samme øjeblik som Eugene besluttede sig for ikke at blive siddende længere og rejste sig. Han børstede kort det værste skidt af sit tøj.
" God dammit.. " sagde han så bare lidt. Hans arm måtte have ramt noget spidst i græsset for en hudafskrabning og hul i trøjen var hvad han som det næste opdagede. Heldigvis var det ikke blodigt eller lignende – det var mere hullet i trøjen han kunne ærgre sig lidt over. Han rynkede kort næsen en smule før han så bare skævede mod fyren.
” How come you running around like that? It’s a dangerous thing to do – someone.. Me.. Could get hurt. “ Sagde han så bare og kneb øjnene lidt sammen. Igen – egoismen i ham vandt hans tale og sådan var det bare. Han var ikke kommet mere til skade end fyren sikkert var. Hvis han altså var kommet til skade – men det havde lydt sådan. Eller langt i den retning hvert fald.

Han skævede i den retning hvor en anden drengs stemme lød fra, alt han så var selvfølgelig kun den ultimative tomhed, alt var sort. Ozzie hævede sine øjenbryn ved det Steve sagde til ham, han fumlede ud i luften ind til han ramte træet med sin hånd, og lagde den mod stammen.. Nej træet havde det da fint? Han kunne mærke græsset under sig, og rystede på hovedet, græsset havde det altså også fint! Hvis der var noget Ozzie absolut ikke kunne finde ud af så var det at slå planter ihjel, noget så grusomt ville han aldrig gøre med vilje.. Det var kun sket en gang før.. Aldrig igen! Han rystede tanken fra sig og slap træet igen "The plants are fine.." sagde han lidt små irriteret og rejste sig så endelig og begyndte at børste jord af sine bukser. Han kunne stadig mærke panikken et sted inde i sig, men den var allerede nu blevet skruet ned for.. Mon Alistair var et sted i nærheden, han håbede det virkelig ikke! Han havde ikke tid til at være rolig, han havde brug for at være vred! Han skulle.. Han skulle finde den vampyr! Give igen! Han fandt sig ikke i det! Ikke længere! Han rettede igen sit ansigt imod drengen "Well sorry for the bugs then.." sagde han irriteret. Han tog et skridt frem igen og snublede over sine egen fødder, så han måtte reagere hurtigt, og dermed satte han sine hænder ind foran sig, inden han faldt ind i drengen igen. Denne gang mærkede han dog tydeligt krops kontakten, og da hans hænder stadig var presset mod hans overkrop, og inden han fik skubbet sig fra ham igen, gav hans krop et zap af elektricitet fra sig, som ramte Eugene.. Eller det gjorde det i virkeligheden ikke, men det kunne Ozzie selvfølgelig ikke vide. Han skubbede sig væk fra ham igen, og sukkede dybt af sig selv, "Sry, I'm a bid clumsy.. And sorry for the zap.. I'cant control it!" mumlede han så igen og rystede på hovedet, "Oh.. Just went for a walk in the forest.. When some stupid vampire thought I looked like dinner.. And I'm not! I'm not just at push-over! And I will show them, all of them! Fucking vampires!!" sagde han højt med tydelig voksende vrede i stemmen, han ville ikke finde sig i det, ikke længere!

Eugene skævede mod fyren og rynkede kort panden en smule før han så bare rystede lidt på hovedet. Hvordan kunne han vide det?
“ The plants are fine? Reeeally? How would you know? Did you ask? “ han hævede kort lidt et bryn. Tydeligt ikke overbevist. Hvordan kunne han være det? Alt man mere eller mindre tromlede ned ville da dø eller gå i stykker medmindre det var solidt - hvilket planter under ingen omstændigheder var. Men det kunne også være ligegyldigt. Det var ikke fordi han havde et specielt forhold til planter - de var der ligesom bare. Hans blik forlod ikke rigtig fyren lige med det samme - faktisk tog han sig selv i at glo en smule - kunne man bebrejde ham? Nej. Han forsøgte samtidig at finde ud af hvad det var for en fyr. Men det var svært at sige. Uden helt et tegn til hvilket vej han kiggede eller.. Eugene blev slået ud af sine tanker da fyren igen var ved at falde. Denne gang var det ikke jorden han mærkede mod sin krop. Nej slet ikke. Han trådte kort lidt et skridt tilbage som refleks fra skubbet og rettede sig en smule op. Det var nærmest som et sus af energi. Han kunne ikke helt lade være med at smile skævt og lod kort sin ene hånd strejfe sin brystkasse.

“ Dude dont apologize - that felt freaking amazing.. “ mumlede han så bare lidt før han rynkede panden en smule. Så han kunne kaste om sig med elektricitet. Med det samme var Eugene noget mere interesseret i fyren foran sig. På trods af at være ultimativ klodset kunne det være der faktisk var mere til ham. Snakken om vampyrer slog ham lidt ud af sin tanke strøm og han rynkede kort panden lidt og skævede mod fyrens hals. Sandt - tydeligt mærke efter et sæt tænder.
“ Ooooh so you dont like being someones dinner? I find it rather appealing “ fik han så sagt med en halv kæk tone i stemmen, men med et smil der måske faktisk sagde at sådan var tingene nu endda.
“ Well Lucky for you.. Im not going to Munch on you right now - so you’re safe. “ han nikkede kort nogle gange før han lod blikket flakke i den retning fyren var kommet fra. “ But I have to ask - Does that mean we’re surpose to go and zapp-fry up some vampires? “ spurgte han så lidt og skævede tilbage mod fyren. Det var slet ikke et problem for Eugene - nok nærmere lige hvad han havde lyst til. Han var trods alt i selskab med en der - hvis han gætte rigtigt.. ikke ville tage skade hvis hans egne evne valgte at springe i alle retninger.

Han stod lidt og knyttede sine hænder, mærkede neglene prikke til huden på en nærmere tilfredstillende måde, han var så vred! "Yes I did ask, they are fine!!" sagde han med hævet stemme og sukkede surt over Eugenes spørgsmål, hvorfor bekymrede han sig sådan om planter anyway? Det var Ozzie han burde bekymre sig om! Kunne han ikke se han var kommet til skade eller hvad? Han blev dog lidt forvirret da Eugene sagde at det føltes godt, det var ikke den reaktion han plejede at få, som regel blev folk sure fordi det gjorde undt. Hm? "Really? How is that?" spurgte han en smule nysgerrigt, men han var stadig sur. Han rystede på hovedet af ham da han sagde han godt kunne lide at få sat et par hugtænder i sig, jamen han måtte sgu gerne tage Ozzies plads nu og frem over, hvis bare det var så let! "Good for you, I hate it.. And I don't need you to tell me I'm safe, I know.. I can take care of myself.. I'm not afraid of anyone! I just need to go get my vampire killing stuff.. And that vampire will be sorry she'd ever set her teeth in me!!!" sagde han højt og vredt. "What? No.. I can't zapp anyone, but oh dear help them if I could.. But I can kill them.. And I will.." sagde han så lidt højere og nikkede i retningen af skolen, han havde nogen ting på sit værelse der var rimelige gode til at slagte vampyrer med.

Eugene kunne ikke helt lade være med at smile skævt. Og folk sagde han havde anger-issues? Han lod hovedet glide lidt på skrå før han rystede lidt på hovedet. " Right.. " Svarede han så bare kort. Sandt eller ej - bare overvejelsen i faktisk at spørge en plante om den var okay? Well, sådan var folk jo forskellige.
" You seriously needs to calm down.. " Sagde han så bare med et grin før han kort overvejede det en smule. Et eller andet sted så morede det ham en del - hvad det så end var der gik fyren her på. Tydeligt det faktu at en vampyr havde haft fat i ham. Men der måtte ligge mere bag end kun det. Et enkelt bid kunne vel ikke gøre en så arrig. Eugene studerede fyren et øjeblik men rynkede så bare panden en smule undrende. Kun for kort efter at rette sig lidt op.
" Vampire killing stuff? Do you have some sort of hidden room with garlic and crosses? " Spurgte han så lidt. " Not that I'm an expert in killing vampires - I just read books.. " Sagde han lidt med et lille grin. Tog det måske lidt for meget som en joke - hvert fald til at begynde med. Også selvom det var tydeligt at der var en del alvor i de fleste af de ord der kom ud af munden på den fremmede.
" I'm not doubting you being able to take of yourself - that neck of yours speaks for itself. " Sagde han, drillende før han rystede lidt på hovedet. " You could just take a random stick and use that you know. " Han kneb kort øjnene lidt sammen før han rystede lidt på hovedet. Eugene havde ikke et had til vampyrer - de fascinerede ham. Men denne gut virkede til at have sin vrede det helt rigtige sted til at faktisk godt kunne overveje at springe med på hvad end det var for en drabelig mission fyren havde planligt oppe i sit hoved. Medmindre selvfølgelig det bare var random impulsive vrede kommentare han havde.

" But if you need company on your quest - I'm free. I don't mind making life miserable for some random vampires. " Sagde han så lidt før han kort overvejde det en smule. Han skævede kort lidt mod sine hænder før han rettede blikket mod fyren igen. " But I have to ask - you zapped me right? Or what did you do? " Egentlig havde det virket sådan, men han blev pludselig i tvivl efter fyren havde sagt han ikke kunne. Så hellere spørge end at rende rundt med spørgsmålet indvendig.

Ozzei kunne næremste ikke stå stille af bare raseri, han havde ikke tid til at stå her og diskutere alt det her med en eller anden ligegyldig mand, vampyreren kunne jo være over alle bjerge nu! Han blev nød til at skynde sig hvis han skulle gøre noget jo! "I don't need that!!" sagde han vredt, han skulle fanme ikke fortælle ham at han skulle slappe af! Det var det sidste han skulle lige nu, vreden var alt for intens, han blev nød tila t gøre noget! "Yes, actually I do, and I've got a jemmy with some silver in it.. That will work just fine" sagde han utålmodigt og stod næsten hoppede lidt på stedet, på grund af sin utålmodighed. "But I am, I know how to kill them.." sagde han så hurtigt, ikke at det var helt sandt.. Han havde bare en ret god ide.. Han vidste ting. "Oh shut up.." sagde han surt og gik frem mod manden, havde ret meget lyst til at slå ud efter ham faktisk, han skulle ikke pisse ham af lige nu i hvert fald! "Fine.. Then.." sagde han vredt og bukkede sig ned for at finde noget træ han kunne bruge, som Eugene forslog ham, det vidste han godt jo.. men det var bare nemmer med brækjernet.. Men fordi han skulle stå her og snakke med den der irriterende mand, så var tiden jo ved at løbe fra ham.. Fint så måtte han gøre det på den hårde måde. Han samlede et stykke træ op og skulle til at vende manden ryggen for at gå tilbage mod skoven, da han sagde han gerne ville med.. Hmm.. Hm! "Well.. Okay.. You can be the diversion then.. come.." sagde han bare, hvis manden gerne ville med var det fint med Ozzie, det ville faktisk give ham bedre ods.. Han var ret ligeglad med at sætte mandens liv i fare også.. Lige nu kunne han ikke se forbi sin vrede, sin hævntørst. Han vendte sig om og begyndte at gå og regnede bare med at Eugene ville følge efter ham. "Yes.. Well.. I did, but It's not something I can control.. No one ever told me how.. So.. My body just like do it on it's own, it's a defense mechanism" forklarede han, stadig på vej mod skoven.

" Okay okay okay.. Mad man.. Lets go - I don't want you to explode in anger right here and now.. " Sagde han så bare hurtigt og rystede lidt på hovedet. Dog med et skævt smil om læberne, et smil der helt klart kunne høres i hans stemme. Han kunne ikke se hvorfor de havde så travlt. Men efterhånden som tiden gik havde han mindre og mindre lyst til at gå glip af det syn det kunne være at se denne fyr skille en vampyr af vejen. Han virkede umiddelbart til at have rimelig godt styr over hvad han snakkede om - men en anden ting var jo sådan set at gøre det.
Eugene smuttede hurtigt med afsted ind mellem træerne. Han rystede kort lidt på hovedet. " What an honor.." Sagde han så bare lidt. Han morede sig allerede lidt over det hele selv, så mon ikke det hele nok skulle gå? Måske - well.. Han kunne i det mindste selv nogenlunde beskytte sig overfor en vampyr - så hvis fyren her fuckede det hele op med sin ellers imponerende kamp gejst. Så slap Eugene da i det mindste levende fra det.

" Defence mechanism huh.. You can kill with it tho' you know that right? " Han holdt blikket rettet mod fyren, også selvom det engang imellem skøjtede ned mod grenen han holdt i hånden - også tilbage mod hans ansigt. " I mean - at least.. if you have enough energi in you for such a zapp.. " Han smilede skævt før han kort overvejede det lidt. Han skævede et øjeblik mod fyrens hånd men rettede så blikket frem hvor de spadserede hen.
" So does that mean you don't know how to use it - or that it simple just does whatever it wants, whenever? " Han rynkede kort panden lidt og lod blikket hvile mod fyren et øjeblik. Eugene overvejede det kort et øjeblik før han kort gned sine fingre mod hinanden. Det var ikke fordi han selv havde meget kontrol over sin evne - men hvad var risikoen for at det gik galt nu hvor fyren her selv havde en evne der lignede - og det var jo ikke fordi det havde haft en dårlig effekt på Eugene da han havde brugt den på ham.
" Don't get mad okay.. " Sagde han så kort. Han skævede mod sin hånd før han så bare trådte tættere på fyren - kun for at strejfe hans hånd og derved lade elektriciten svinde over i ham frem for sig selv. Hvad der ville ske ved det vidste han ikke - forhåbentlig havde han ikke zappet livet ud af sit selskab. Ikke fordi han havde brugt nok energi til det - men Eugene var mere eller mindre altid et fuldt opladet batteri fordi hans evne stjal energien fra alt omkring ham mere eller mindre automatisk.

Ozzie sukkede bare, stadig pisse irriteret.. Vreden var dog aftaget lidt igen, Eugene havde nok distraheret ham.. Men det var også kun ind til han fandt vampyren, så ville den sikkert vende tilbage, med fuld styrke. "Shut up.." sagde han bare irriteret til Eugenes flabede kommentar, han skulle ikke drille ham lige nu i hvert fald! Han havde brug for at tage sin vrede ud på vampyren, men hvis Eugene ikke passede på, så ville han måske vende den mod ham.
"I have never killed with it before" sagde han så bare og trak på skulderen, det krævede vel også at han vidste hvordan den virkede, og det gjorde han ikke. "I don't think so.." sagde han og rystede let på hovedet, han havde masser af energi, men ikke på den måde, ikke rigtigt. "Well both I guess.. No one ever taught me how" sagde han så bare og lagde en hånd mod et random træ imens han prøvede at lokalisere vampyren, hvis hun stadig var i skoven så skulle han nok finde hende. Han lukkede øjnene bag de sorte briller og koncentrerede sig om naturen omkring sig. Lyttede til den. Hun var her!!! Han kunne mærke hende!
Fordi han netop stod og koncentrerede sig opdagede han ikke helt hvad Eugene havde gang i før han rørte ved ham selvfølgelig. Han slap træet i et gisp og faldt omgående til jorden. Han stirrede ud i mørket og holdte så sine gnistende hænder frem foran sig selv, dog ude i stand til selv at se hvad der skete. Han kunne dog mærke det.. Hele sine krop.. Summe af et eller andet.. Det var en mærkelig følelse.. Det gjorde ikke ondt, hvad Eugene havde gjort.. Faktisk havde det været.. Rart? "What the hell did you do to me?!" råbte han til Eugene og holdte stadig sine hænder frem foran sig, de gnistede stadig som han lå på ryggen på jorden. Bange for at røre ved noget..

Hvilken reaktion Eugene havde forventet vidste han ikke engang selv. Ikke denne - men heldigvis var det ikke en skuffende en og de gik ikke mange øjeblikke før et grin forlod hans læber - kun for at udvikle sig til endnu et grin. Selvfølgelig efter at have sluppet fyrens igen. Der var ikke meget valg ud fra den reaktion til faktisk at holde fast i ham. Desuden var det nok heller ikke smart at kaste mere energi ind i ham.
Han betragtede fyren et øjeblik som han lå der - hele ude af den. “ I guess it worked “ sagde han så bare med et lille smil om læben før han skævede lidt rundt. Kun for igen at rette blikket mod fyren.
“ Napping in the Woods makes you an easy target. “ sagde han så bare lidt halv flabet “ come on.. you look ridiculius.. “ tilføjede han så lidt. At ligge der og flagre med armene ville hvert fald på ingen måde få ram på nogen som helst vampyr. Hvor underholdende det så end så ud. Stiv som et bræt. Var det hvad man kaldte chok tilstand? Han trak bare kort lidt på den ene skulder før han fulgte gnistrene med blikket. “ isnt it great? Almost like a recharge.. unless you’re hurting? Does it hurt?.. now you just need to let the energi out.. you could most likely stop the damn vampire from a great distance.. “ sagde han så lidt og rodede sig kort lidt i håret.
“ And then get your first kill of the Night.. wonderful right? “ han lod hovedet glide lidt på skrå. Det ville hvert fald være oplagt. Der var ikke så mange der var i stand til at bevæge sig den tid det tog for elektriciteten at løbe gennem ens krop. Rigeligt med tid til at føre legen videre.
“ Not that Im capable of explaining the use of this ability but.. “ han kløede sig kort lidt i nakken. Måske var det ikke så smart. Sende en masse energi ind i en fyr som ikke anede hvordan han skulle komme af med den igen? Hmm. Han kunne løbe i cirkler et par timer - nej.. måske det nok bare havde den modsatte effekt.
Eugene endte med at komme til den konklusion - at når de fandt vampyren ville fyrens vrede her atter tage over og det at give slip ville blive som at blinke med øjnene.

" Come on - we have a vampire to kill right? Do you remember where you last saw it? - felt it? Fed it? " Han talte langsommere og langsommere for hvert ord han sagde. Mere og mere drillende - men også lidt tirrende. Prøvede han med vilje at pisse fyren af? Sætte hans pis i kog og skabe flere problemer end der allerede var blevet skabt? - Yep. Det var præcis hvad han gjorde. Hans blik hvilede mod fyren. Ventende. Før var det Eugene der havde sænket dem - nu var de vidst lige gode om det.

"It did?" spurgte han forvirret, ikke helt sikker på hvad det præcis var der havde virket, men et eller andet var sket, det var han sikker på. Bare han kunne se det. Han drejede hænderne lidt i et forsøg på at få den summende fornemmelse til at forsvinde igen. Han fangede ordene fra Eugene og lavede en halv irriteret lyd, fuck ham! "Just shut up, how do I turn this off?!" sagde han irriteret og forsøgte at ryste sine hænder lige.. Nå what the hell then. Han satte begge hænder i jorden og mærkede en eller aden mærkelig fornemmelse i sig og så lød der et højt brag.. I det jorden omkring dem skælvede og træerne inden for i hvert fald inden for en radius af 10 meter begyndte at vælte, væk fra dem selvfølgelig. Han gispede let og kom på benene.. Åbenbart.. Havde Eugene givet ham noget.. af en udvidelse til sin evne.. Sammen med hans naturbetvinger evne, havde han fået en utrolig styrke. Han gispede let og kunne mærke uroen sprede sig i kroppen.. havde han lige slået træerne ihjel? Fuck!
"Shit fuck!" råbte han vredt. "NO! It dosen't hurt me.. But it hurt the trees.. Fucking stupid.." sagde han vredt, irriteret over at Eugene havde givet ham en evne han slet ikke kunne styre.. Han var så vred. Han ville dog ikke bruge sin vrede op på fyren.. Nej.. Han skulle finde en vampyr.. Han vidste hvor hun var.
Godt nok vidste han bare ikke at den vampyr der var derude.. Ikke var den vampyr der havde sat tænderne i ham tideligere.
Ozzie satte i løb og snoede sig let mellem de væltede træer, dybere ind i skoven til han stoppede ikke langt fra hende. Chloe. Han rettede sine hænder mod hende og uden at røre ved hende.. For første gang i sit liv uden at røre ved nogen.. Kunne han bruge evnen selv på afstand. Og han skød elektriciteten ud af håndfladen og ramte hende i maven så hun faldt om med det samme.
"Did I get her???!" råbte han til Eugene, og vendte sig ansigt mod ham.. "And.. I'm still blind dude.. " mumlede han stille og grinede så højt.. Ja han havde ramt hende, selvfølgelig havde han det, det var fantastisk!!!


//@Chloe, så må du gerne svare <3 //

Påklædning

Det var en stille eftermiddag, Chloe havde rent faktisk passet sine timer. Nu havde hun også fået en ring der gjorde hun kunne bevæge sig rundt i dagslys. Hun gik roligt igennem skoven, og selvom det var blæsende og koldt, så rørte det hende egentlig ikke. Hun havde kun en lille jakke på til at skærme for vinden, men som vampyr mærkede hun heller ikke rigtig kulden.

Hun sad roligt lænet op af et træ, lukkede øjnene og slappede af. Hun var i godt humør. Hun kunne ikke lade være og smile lidt for sig selv, hvornår havde hun sidst følt sådan en glæde? Det var utroligt hvad en ting som en lille ring kunne gøre for hende. Hun åbnede øjnene og betragtede den elegante ring, med de røde sten. Hendes opmærksomhed blev vendt som hun mærkede en underlig rystelse i jorden, og hun hørte lyden af en masse træer der væltede. Hun rejste sig og kiggede undrende i den retning hvor lyden kom fra. Med rolige skridt gik hun i den retning lyden kom fra, hovedet let på skrå og med et nysgerrigt blik malet over hendes smukke ansigt. Hun opfangede en duft hun kunne genkende, Ozzie. Hun havde vist ham rundt på skolen for nogle uger siden, hun mindes kort hvordan det var endt. *Hell no.. I’m not doing that again.* Hun skulle til at vende om, men som et lyn fra en klar himmel mærkede hun en smerte i hendes mave. Hun nåede ikke og reagere før den havde spredt sig igennem hele hendes krop, og fik hende til at falde sammen med et skrig af smerte. Det føltes som om hele hendes krop blev paralyseret af smerten, og hun var ellers ikke sart når det kom til smerte. Men det her var anderledes end noget hun havde oplevet før. Hun lå krøllet sammen i fosterstilling på jorden, ude af stand til at rejse sig eller komme væk. *What the fuck is going on?* Hun kunne ikke fokusere helt, og hendes sanser var all over the place. Der var ingen fokus nu hvor alt hun kunne mærke var en smerte.


//hader jer kun lidt <3

Det var lige så det sitrede hele vejen op igennem hans krop som fyren lod hvert fald en stor mundfuld energi ryge ud i jorden under dem. Han kunne ikke helt lade være med at grine, en smule fascineret. Det var alligevel utroligt hvad man var i stand til. Hans blik ramte fyren og han lod hovedet glide lidt på skrå - forundre. " Turn it off? What are you talking about - Why would you turn it off? Dude it's you.. " Sagde han så bare med et grin. " You can't just turn it off - you have to let it go. " Han smilede skævt. Kunne snakke om det som var det ingenting. Selvom han i sidste ende selv altid endte med at være et batteri der kunne eksplodere.. Sommetider - ofte, var det faktisk præcis hvad der skete. At se en anden i den situation var sjovt. Hvert fald indtil videre.
" This is hilarious.. " mumlede han lavt for sig selv og rodede sig kort op i håret - før han med en kort rysten på hovedet satte afsted efter fyren som tydeligt havde fundet sin motivation til igen at fortsatte vampyr jagten.

Vampyren dukkede op men Eugene opfattede det ærlig talt først da hun faldt til jorden i et skrig og en krampeagtig bevægelse. Noget der kun fik et halv manisk smil frem over hans læber, som han gik i stå og lod hånden strejfe sin nakke. Et lille grin forlod ham før han rettede blikket mod fyren. Kun for at rynke panden da det gik op for ham hvad der var der var blevet sagt. " What? You're blind? How am I surpose to know that. " Sagde han så bare - tydeligt både forundret men også enormt forvirret. Han rettede blikket mod vampyren igen før han så bare kort slog ud med den ene arm. Fyren havde på intet tidspunkt givet udtryk for det? - eller havde han? Nej.. Eugene havde ikke haft en mistanke.
" But now that you ask - yes.. you did indeed get her.. " Sagde han så bare og lod hovedet glide lidt på skrå. " Not dead tho.. " Sagde han så bare og trådte tættere mod kvinden på jorden. Spændende, faktisk lige den form for spænding han denne dag havde brug for. " Were you planning on killing her or just teaching her a lesson? " Spurgte han så lidt før han rettede blikket tilbage mod sin elektriske ven. " Maybe you have a little more flitching energi inside you.. " Sagde han så lidt drillende før han rettede sig lidt op. Selvfølgelig var der altid den gren han havde snuppet som kunne bruges - men Eugene synes det at bruge evner var noget sjovere. Især når det kunne få en person til at bevæge sig som strøm kunne. Han burde have ondt af hende - men den medfølelse han følte på dage som ikke var i dag. Den faldt for det meste på folk han allerede kendte og ikke en tilfældig vampyr - som fra begyndelsen havde været målet for endten mord eller smerte. Hvorfor så pludselig ændre sit tanke sæt?

Ozzies evner rakte ikke til lugte sansen og da han på samme tid også var blind, kunne han ikke vide hvem han netop havde ramt. Om han var stoppet hvis han vidste det var Chloe? Det var han faktisk ikke sikker på, måske han ville have ladet hende overleve, hvis det var tilfældet, hun var trods alt elev på skolen ligesom ham selv, og sikkert også Eugene. Men han anede som sagt ikke hvilken vampyr han nu havde væltet omkuld i skoven og hendes skrig gav ham intet at gå efter, måske hvis hun havde brugt sin stemme anderledes, sagt noget.. Så havde han måske opfattet hvem hun var.
Han fortsatte frem mod hende som Eugene blev ved med at plapre løs ved siden af, han var meget snaksaglig, det var der ingen tvivl om.
"How could you not know? And you can be the hilarious one, don't laugh at me or I will zap you too" sagde han stille med en alvorlig advarsel til sidst. Eugene kunne vel have sagt sig selv at Ozzie var blind, så kundret som han var, han havde trods alt væltet foran ham tre gange nu, det var vel ikke helt normalt? Eh, anyways.. Vampyren! Hvad ville han nu.
"No I wanna kill her!" sagde han som et smil fandt frem til hans læber igen, det passede dog ikke helt, vreden var allerede ved at forlade ham, bare det at have gjort hende ondt havde tilfredstilt ham, han behøvede faktisk ikke mere nu.. Og han var alt for nervøs og påpasselig til at nærme sig hende nok til at spidde hende med en gren. All the same.. Han ville ikke lagde Eugene tro han var en tøse dreng. Han holdt sine hænder foran sig som han nærmede sig hende, klar til at give hende mere elektricitet, skulle hun prøve på noget.
På vej hen til hende samlede han en ny gren op, den sidste havde han smidt da Eugene havde.. Ladet ham op? "Hey there bloodsucking beast.. Wanna see what happens to things like you?" hviskede han til Chloe, stadig en meter fra hende, og kom stadig langsomt tættere på.

Smerten begyndte langsomt og fortage, og det var efterhånden muligt for hende og fokusere bare en smule. Det første hun genvandt var hendes hørelse, og hun fokuserede på samtalen mellem de 2 unge mænd som synes at komme tættere på. Den ene stemme kunne hun nemt genkende, den anden havde hun dog ingen ide om hvem var. Hvis de havde tænkt sig at hun bare gav op uden kamp, så kunne de godt tro om igen. Hun havde endelig affundet sig med hvad hun var, hun var ved og lære det. Fandme nej om det så skulle ende ude i en skov fordi en eller anden idiot havde et power trip og ville straffe den første den bedste vampyr han rendte ind i.

Hun forsøgte langsomt og komme en smule op og sidde, og endte med at sidde med begge hænder imod jorden for at holde sig balance. Hun var stadig svimmel, men hun kunne godt mærke hendes krop allerede var i gang med at heale den skade den havde været påført. Hun kiggede op som Ozzie snakkede til hende, og en vrede viste sig i hendes brune øjne. ”your a freak, nothing more… A fucking freak!” Vreden var tydelig I hendes ord, og hun forsøgte langsomt og komme på benene, det lykkedes da også, men kun fordi hun støttede sig til træet ved siden af hende. Hele hendes krop rystede under hende. *no way Im gonna be able to use my speed like this.* Hendes blink landede igen på de 2 unge fyre foran hende, og hun bakkede langsomt bagud som de kom tættere på. ”What the fuck is your problem?” Hun var godt klar over hun nok ikke skulle lade dem komme tættere på, og hun var derfor på vakt, klar til i hvert fald og forsøge og komme væk i en fart hvis det blev nødvendigt. Hun var stadig usikker på benene, og bad bare til at hun nåede og blive stabil nok til at kunne løbe før de besluttede sig for endnu et angreb imod hende.

" Zapp me? Is that a threat? " Sagde han så bare med et lille grin og lod blikket hvile mod fyren før han trak lidt på den ene skulder. Det var jo ikke ligefrem fordi det ville virke. Hvis det kun gjorde en stærkere så var det vel sådan begge veje. Tænk hvis man kunne oplade gange tusind ved at være i kontakt med en med lignende evne. Han skævede kort lidt mod fyren men rettede så blikket mod vampyren. Eugene var underholdt. Ingen tvivl om det. Normalt burde man vel egentlig være en smule påpasselig når man var i selskab med et væsen der kunne dræne ens krop for blod på et øjeblik, plus hun sikkert var hundrede gange stærkere. Men så på den anden side - når man havde en evne der i mange tilfælde kunne stoppe folk før de kom for tæt på, så var man ikke helt en bange lille mus.

" Don't listen to her - clearly she has no idea what a freak looks like.. " Sagde han så bare og lod kort sine hænder dumpe ned i sine lommer. Han holdt sig lidt længere bag ud end fyren han var kommet hertil sammen med. Mest fordi det virkede som om han havde seriøse issues med denne vampyr - eller hvilken som helst vampyr. Det var sjovt at se på.
" So what are you gonna do with her? " Spurgte han så bare, dog måske i en lidt flabet tone. " I mean - that you haven't already done.. " Han lod blikket glide over kvinden før han så bare lod armene glide lidt over kors. Han kunne komme med fif - give et råd. Give ham mere stød bare for at kaste endnu en opladning i en krop ude af kontrol.
" Instead of just killing her - you could make it sting forever.." tilføjede han så lidt og lod kort hovedet glide lidt på skrå. Det var muligt, man kunne gøre meget med eletricitet. Om det helt virkede på vampyrer som mange andre væsner vidste han dog ikke. De var jo sådan set.. døde. Hvilket kun gjorde det en lille smule mere mystisk. Oh well - det var ikke fordi det var super interessant hvis det ikke var sjovt. Så han kunne bare håbe at fyren havde planer.

A freak? Oh really? Og det skulle komme fra hende! Havde hun nogen sende sit sig selv altså? Hvis nogen var en freak her, så var det da hende, hende og alle andre af disse blodsugende, modbydelige væsner! Han skævede kort til Eugene, uden rigtig at se ham selvfølgelig, der stod tæt på, men alligevel holdt sig lidt tilbage? (Hvilket han kunne høre.) Var den frygtløse attitude-fyr bange? Virkelig? Ha! Nu måtte han le! Men gjorde det dog ikke, altså, nej. Han rystede bare lidt på hovedet, "I can make it one! I can take you down anytime the fuck I want!" sagde han bare helt uden tøven. Det her lignede ham ikke, det var næsten helt surrealistisk! Han var altid så påpasselig og meget forsigtigt i virkeligheden, tøvende og genert? Så hvorfor nu det her? Var det Eugene der bragte det frem i ham? Eller Chloe måske? Det kunne umuligt bare være vampyrerne i det hele taget, han havde prøvet værre, meget værre, og der havde han alligevel fundet sig fint i det? Men ikke længere, nu kunne det være nok! Eller hvad? Måske!
"I.. I just.." sagde han forsøgende til Eugene, men han anede det ikke, hvad ville han overhovedet? Han tøvede lidt for længe, og kunne høre hvordan Chloe bevægede sig rundt et sted foran ham, hun var kommet op og stå? Thank god for at han havde lige så god hørelse som de væsner der, hvis ikke bedre?! "You're my problem.." råbte han så bare imod hende, som endnu en bølge af vrede ramte ham.
Han lukkede bare øjnene, ikke at det gjorde nogen forskel, ikke rigtig, men han kunne alligevel bedre koncentere sig sådan. Rødderne omkring det træ som Chloe havde lænet sig op af begyndte at vibrere lige så langsomt, inden de slap den kolde jord og begyndte at vokse op omkring hende, de snoede sig rundt om hendes ankler og holdte hende fast mod træet, som de gled længere og længere op af hendes ben, som en slange! (Ikke at de kunne holde hende så længe, i forhold til hendes overmenneskelige styrke, men måske når hun var svag som nu, kunne det lykkes ham?)
"Shut up!" sagde han bare vredt til fyren lidt bag sig. Han tog selv et skridt frem mod Chloe og 'kiggede' imod hende, selv om det aldrig ville blive til øjenkontakt. Det var dog netop nu at han var så koncenteret om at holde hende fast med trærødderne, at han glemte at koncentere sig om hvad der var foran sig, hvilket gjorde at han væltede over et eller andet i skovbunden! Han faldt med ansigtet først, mest fordi han ikke havde sine hænder at tage fra med, eller den ene, men det hjalp ikke meget. Den anden holdte på pinden som han nu fik smadret lidt mellem sine fingre, så blodet faktisk begyndte at flyde let fra hans hånd. Et smerte fuldt suk lød fra hans læber, som han lå og gispede lidt efter vejret på den kolde jord, fuldstændig forvirret og overrasket over hvad der lige var sket. Trærødderne der holdte Chloe på plads var stoppet med at stramme om hendes ben, så hun nok lettere kunne komme fri nu, Ozzie havde mistet sin koncentration. Faktisk havde han mistet lidt mere end det. Han kørte den ene gnistende hånd op til sine øjne og skubbede brillerne op i håret, før han blinkede et par gange med det mørkebrune øjne. "If you wanna live.. You should run.." sagde han stille til hende. Før han tøvende begyndte at komme på benene igen, jorden under ham rystede let, som et minimalt jordskælv, men det var der mere eller mindre. "Why are you still here, fuck off.. Leave me alone!" råbte han bare til Eugene, før han himlede med de mørke øjne, mere end bare i stand til at holde øjenkontakt med fyren nu. Så vendte han sig væk fra dem begge to og begyndte bare at gå ind mellem træerne, væk fra dem.. Noget havde slået klik i hans hjerne, og sendt ham direkte ind i 'psyko mode', så de to efterladte i skoven, skulle være mere end glade for han gik nu, ellers var tingene måske gået meget, meget værre.

//Ozzie - OUT

Hun betragtede dem som hun stod der lænet imod træet, og hun sendte Eugene et vredt blik som han åbnede munden. Han pissede hende af, hvad fanden havde de gang i? Hun havde aldrig rørt nogen af dem! Hun ventede bare på hendes krop var rolig nok til hun kunne løbe, men før hun fik chancen mærkede hun rødderne som snoede sig om hendes ben. Hun gispede kort, og forsøgte og komme fri, men hun var stadig for svag, hendes krop rystede. Det stoppede hende dog ikke i at prøve, som rødderne snoede sig længere og længere op af hendes ben. Hendes blik faldt på Ozzie som bevægede sig imod hende, hun var godt klar over hun var nødt til at komme væk! Duften af blod ramte hende som Ozzie faldt, og hun mærkede hvordan rødderne løsnede sig bare en smule om hendes ben. Hun var klar over det var nu eller aldrig. Hun fik revet sig fri af rødderne, og stod nu et stykke væk, hendes blå-grønne øjne låst på de 2 unge mænd der stod lidt væk. Hun bemærkede hvordan Ozzies holdning ændrede sig, og hans øjne, noget var ændret. Men allerede inden han havde fuldført sin sætning, var hun væk, hun havde fundet ro nok og hun brugte sin hastighed til at komme langt nok væk til at de ikke ville kunne nå hende igen.

//Chloe er ude