Let's make it worse, shall we?-Rosalie

@rosalie

Tid: 22:45
Påklædning: Så flot minus cykelhjem

Vejeret var ved at blive koldere, nætterne føltes længere og regn var noget der var meget mere af nu, vinteren var udentvivl på vej selvom der enlig ikke rigtig havde været nogle rigtig sommer med sol, men der var en forskel og det var kulden.
Det var søndag aften, gaderne lå nærmest øde henne, hvilket vel var logisk nok? Det var på denne tid at nattens væsner var ude for at jage, eller lede efter underholdning, hvorimod alle folk der frygte for deres liv, blev indenfor der hvor de troede der var sikkerhed.
Men ikke alle ejede et såkaldt hjem, en kvindelig skikkelse sad lænet op ad en mur, ved hendes side lå en stor taske og hun sad på et luset tæppe, en sølle papirkop var placeret foran hende, og der lå et par enkle mønter, men langt fra nok til at kunne købe mad for.
Kvinden sad med et tomt blik, og stirrede mod mørket, hendes tøj var langt fra pænt og man skulle nærmest tro hun var fuldkommen fortabt.
Men hun var ikke bare en normal hjemløs, Iris som hun hed var falden engel, en af de meget slemme slags, hendes forstand var forskruet og hun var ikke længere helt normal. Hævntørst var noget der drev hende, samt at se smerte, andres smerte eller egen smerte, hendes liv som menneske havde været ufattelig barks, og der var igen tvivl om at det havde ødelagt hende.
Dog havde det nok været bedst, hvis hun døde rigtig og ikke kom til himmelen og blev frelst, der fandt de dog hurtig ud af at hun aldrig ville blive en af dem, og hun dræbte endda en af dem i himlen, derfor kom hun tilbage til jorden for at rådne op.
Iris nynne en stille melodi, imens hun vippe lidt med fødderne, og rette blikket op idet lyden af skridt fangede hendes øre, måske hun kunne skaffe flere penge så hun kunne få mad? hendes mave knurre sulten, men det var også et døgn siden hun sidst havde spist, så det var vel klart ? Hun betragtede personen der nærmede sig...

Påklædning

Rosalie havde været ude at løbe en tur, men havde hurtigt besluttet sig for at gå en stille og rolig aftentur i stedet for. Hun havde sin yngling jakke på og et lille smil på læben. Hun vidste, at hun ville være i relativ sikkerhed om aftenen, da hun havde sin beskytter og sine brødre, men måske hun bare var blevet for vant til det. Dog vidste hun at hvis hun virkelig endte i fare, så ville de være der på ingen tid.
Rosalie havde haft en god dag, hun havde mødtes med sin tvilling og spist frokost, han havde spist sin bizarre kannibalske ret og hun havde spist din veganske tofu salat. Resten af dagen havde hun brugt på at færdiggøre et maleri som hun skulle bruge til et project i kunst. Hun nød at male, skulpturere og i det hele taget bare at bruge sine hænder.
Hun så sig kort omkring, hun fik øje på en kvinde der sad på gaden, hun lagde mærke til hendes tøj som ikke ligefrem så hverken rent eller nyt ud, og koppen der stod ved siden af hende, med et par mønter i, gjorde det tydeligt at hun var hjemløs. Så af ren god natur, gik Rosalie hen og smed en to mønter ned i koppen, hun smilede venligt til kvinde, dog var der en følelse af vrede, som emmede fra kvinden og Rosalies smil blegede hurtigt og hun prøvede at skynde sig videre, hun følte sig ikke sikker mere. Langt fra faktisk.

Iris betragtede skikkelsen der nærmede sig, hendes blik var forstyrret, koldt og tomt som om der igen sjæl var tilbage, hun nynne forsat en mærkelig melodi, hendes fødder vippe i takt til, men som kvinden nærmede sig stoppe hendes sang og hendes ben stoppe med at bevæge sig.
Hun var sulten, og nærmest desperart hver gang hendes mave knurre følte hun en smerte, en smerte som bare forværrede hendes forskuret hoved, og fik et klamt smil frem på hendes læbe, dog firsvandt det, da kvinden kom tætter på.
Hendes blik blev fæstet mod hende, som hun kom hen og smed et par mønter, dog skævede hun kort mod koppen, og indså at det stadig ikke var nok til at købe mad for.
Øjne blev igen rette mod hende som hun begyndte at stoppe med at smile, og vendte om for at gå rimelig hurtig væk, hvilket fik Iris til at rejse sig, i en hurtig bevægelse som hun satte efter hende.
Iris tøj flagrede omkring hende, som hun satte i løb mod kvinden, hendes vrede var voldsom og dyster, berettigede om et voldsomt liv, der var intet godt at spore i hende, selv hendes vinger var væk, hun havde selv fjernet dem da hun blev sendt til jorden.
Hun nærmede sig, og da hun var inde for række vide greb hun hårdt ud efter kvindens arm, og hvis det lykkes ville hun tvinge hende ind til sig, og lægge en hånd for hendes mund, og en arm om livet på hende, imens hun ville grine sindsygt " har du travlt" mumlede hun skinger med en mærkelig accent der ikke rigtig passe nogle steder hen.
Hvis ikke ville hun forsat jagte hende, til hun kunne få fat på hende...
Iris hænder var kolde som is, og hendes negle lange og skarpe og hendes hænder beskidte, hendes ånde ville være frygtelige.

Rosalie hørte det hurtige skridt bag hende, fra kvinden som løb efter hende, dette fik hende selv til at sætte i et løb, men hun var ikke hurtigt nok og nåede kun et par enkelte skridt. Inden hun mærkede et stramt greb om hendes venstre arm og hun kom med et lille hyl, inden det blev dæmpet af en beskidt hånd. Hun mærkede panikken bryde ud hendes krop og hun kæmpede for at komme fri fra Iris' greb. Dog var det ingen nytte. Hun mærkede hvordan tårerne brød ud i hendes øjne, de faldt dog ikke. Ikke endnu.
Hun rystede på hoved og prøvede at sige noget om at hun nok skulle gøre som kvinden ville have, hvis hun bare gav slip på hende. Hun holdt dog hurtigt op med at kæmpe imod, velvidende at det kun ville gøre tingene værre og hvem ved.. Måske hun havde brug for sin styrke senere. Hun følte sig hjælpeløs, hun kunne ikke engang bruge sin magi imod kvinden, med den forfærdelige dårlige ånde.
Hun prøvede at slappe af, men panikken hvirvlede stadig rundt i kroppen på hende og hendes åndedrag var hurtigt og svært.

Iris så svag ud, men hun var stadig hurtig, og det ydre kunne snyde, mange anså hende for bare at være en tåbelig hjemløs, der intet kunne gøre men de folk tog fejl, nogle havde endda mistet livet fordi de prøvede at mobbe hende.
Hun var hurtig og det lykkes hende at få fat på hende, hun holdt hårdt fat som hun trak hende ind til sig, og sørgede for at holde hende tæt til sig. Selvfølgelig prøvede hun at flygte, men Iris gav ikke slip, derimod lod hun sine skarpe negle bore sig mod pigens side, for at tvinge hende til at stoppe igen.
Iris betragtede hende let, tvang hende med hen mod en mur, hvor hun så presse hende op imod den, så hun kunne stille sig foran hende.
Hendes øjne var kolde, og onde uden tvivl ikke menneskelige, hendes hoved rykke sig let i små ryk, som en form for tricks, imens hun slap hånden for hendes mund da hun nu stod helt stille.
Iris smilede grumt, som hun lod en finger placere sig imod hendes pande, og hun lo igen sindsygt imens hun betragtede hende og presse sin krop mod hende for at holde hende fast op ad muren.
Langsom trængte hun via sin fingre ind i kvindens sind, roede rundt for at se om der noget hun frygte eller, om hun selv skulle finde på noget, men det behøvede hun ikke.
Der gik ikke mange sekunder før hun fandt frem til en frygt, et mere modbydeligt smil gled frem på hendes læbe, som hun nu lagde begge sine hænder mod hendes tindinger, og lukke øjnene " Din frygt vil blive stærkere, du vil frygte hvert et sekund, at dem du elsker dør, at du vil miste de børn du fødere " disse ord spytte hun ud, i en lang remse lignende strøm, imens hun presse mod hendes tindinger og lod frygten glide fra hendes fingerspidser og ind i hendes sind, for at overtage hendes krop " du vil leve med denne frygt, til evig tid, detter er min dom" slutte hun af før hun slog øjne op og stirrede sindsygt på hende.
Brød ud i latter, før hun skubbe hende ned mod jorden, for derefter at vende hurtigt rundt, og løbe tilbage mod hendes ting, hun greb det hele hurtigt for at forsætte i løb ned ad gaden og væk fra kvinden.

Rosalie mærkede kvindens negle i hendes side og hun kom med et lille klynk af smerte, men stod stille og lod kvinden fører hende hen til en murstens mur. Hvor hun så det ondskabsfulde blik og det syge smil, dette fik blot panikken til at blive større og da hun mærkede fingeren imod hendes pande og en ubehagelighed spredte sig i hendes hoved og kravlede ned ad hendes ryg, mens hun mærkede hvordan kvinden pressede sig ind til hende. Lugtens af kvindens ånde hang om hendes hoved, det gjorde hende døv for omverdenen, dog ikke for det næste kvinden sagde. "Din frygt vil blive stærkere, du vil frygte hvert et sekund, at dem du elsker dør, at du vil miste de børn du føder." Det gik hurtigt op for hende hvad kvinden havde gjort med fingeren på hendes pande, hun havde havde fundet hende frygt. Hendes største fryg, en følelse af panik, blev afløst af frygten for hendes brødre og den følelsesmæssige smerte, ved minder om hendes afdøde barn. "Du vil leve med denne frygt, til evig tid, dette er min dom".. Og det hele blev værre, hendes verden brød sammen, som kvinden tog af sted med den skingre latter og havde skubbet hende omkuld. Hun rystede, hun gispede efter vejret, hendes tårer syntes ikke at ville stoppe.. Men hun kæmpede sig op, hun var nødt til at se om hendes bror var okay. Hun var nødt til at vide at han var okay, at han var uskadt. Dem begge to. Hun satte selv i et løb, et løb i retningen af skoven, mens hulkene vred sig vej op ad hendes strube og tårerene gjorde alting blørret. Mens hun løb, famlede hun med sin telefon og fik ringet til sin tvilling.. Hun havde brug for at vide at han var okay. Hun var nødt til at fortælle ham at han skulle passe på sig selv.. At han skulle forblive i sikkerhed.
Frygten havde taget kontrol over hende.

//Heey my dear brothers <3 @Rainier og @Samael )
Vi overtager emnet her, og så tror jeg er Iris joiner igen, når hun er blevet opsporet og eventuelt skal tortureres

@Rainier

jeg overdrager emnet til dig og din søs xD

Rainier var på daværende tidspunkt igang med at hygge sig ned ei sin kælder, i torturkammeret. grammofonen spillede hans gamle 1940'er tyske swing, mens han torturerede en af hans nyere opgaver. På grund af musikken og skrigene hørte han slet ikke hans telefon ringe, hvorfor han fortsat, med sit maniske grin, skar et stykke muskel af den stakkels mands overarm mens han skreg i vilden sky. Rainier lænede sig ind over ham og slikkede noget af al blodet væk, hans fingre uden handsker da dette var en af de opgaver han i sidste ende skulle dræbe, men han besluttede sig som altid for at have noget sjov inden han dræbte ham og skar ham i mindre bidder han kunne kokkerere.

Rainier stod endda og dansede en smule med i takt til melodien, mens han helt ignorerede alle mandens udbrud om hvad for et monster han var, for - ja? Selvfølgelig var han da et monster! Var det sådan en dårlig ting? Nej, vel? Menneske rvar svage, monstre var stærke, og noget folk burde frygte. Og så meget som han elskede at se frygt og panik i folks udtryk, og høre deres skrig, så var e tmonster da lige præcis det, han helst ville være! Han grinede satdig da han vendte sig om, for at tage klumpen af kød med over til det lille gasblus han havde ståend epå bordet, ved siden af hans mobil. Da opdagede han at der var et ubesvaret opkald, og han tog derfor og tørrede sin venstre hånd af, før han tog telefonen og låste den op, mens højre hånd holdt kødet ind over gasflammen.

Lige da han skulle til at se hvem det var der havde ringet, blev der ringet igen, og han så at det var hans kære tvilling, Rosalie. Med et skævt smil på læberne, tog han telefonen, og førte den op til hans rimelig blodige kind, mens han vendte kødet over flammen. "Ja? Was ist denn los, lieber Licht?" spurgte han hende, stadig med den manisk glade tone i hans stemme der tydeligt afslørede hva dhan havde gang i, hvis ikke klynkene af smerte der trængte igennem musikken sagde det hele. Han tog nu en bid af kødet, da det havde stegt længe nok, og slukkede for blusset.

// 'ja? hvad er der, mit dejlige lys?'

Da Rainier ikke tog telefonen, udbrød hun et desperat hulk og prøvede atter at ringe igen. Hun kunne ikke tage, at han ikke tog telefonen, hendes panik steg og hendes puls var alt for høj. Da han denne gang tog telefonen, gispede hun mellem hendes hulk og gisp efter at få vejret "Sicher.. Bist du sicher? Bitte sag mir, dass du sicher bist.". Det beroligede hende en lille smule, at hun hørte hans stemme, hørte at han var i live og sikker. Dog ikke nok til at hun holdt op med at løbe. Hun forsatte, i høj fart imod skoven, imod hendes brors, hun kunne ikke komme frem hurtigt nok og hun var ikke engang halvejs igennem byen. Hun kæmpede for at få vejret. Kæmpede for at nå frem og sikre sig at han var okay.
Hun kæmpede for at holde telefonen ved øret, for at hører hvad hendes tvilling svarede. Dog faldt hun og tabte sin telefon, som gik i stykker, da hendes tårer i øjnene ikke kunne se at der kom en kantsten, så det sidste Rainier ville kunne have hørt var et hulk og et smæld, da telefonen ramte fliserne under hende.


//Sorry it's so short TT^TT

Sicher.. Bist du sicher? Bitte sag mir, dass du sicher bist. = Safe.. Are you safe? Please, tell me you're safe.

Vent. Vent, vent, vent. Hvorfor lød hun så desperat, så panisk? Hvad pokker var der sket, hvem havde gjort noget mod hende, og hvordan kunne han hurtigst muligt få fat i dem og få dem til at fortryde d enogensinde havde mødt en Todenhöfer? "Sicher.. Bist du sicher? Bitte sag mir, dass du sicher bist."
han tørrede sin anden hånd af for blod og gik hen for at stoppe grammofonen samtidig med at han skulle igang med at svare hende. "Ja, mach dir keine Sorgen, ich-" men da hørte han kun et ekstra hulk og et højt, skarpt smæld før forbindelsen røg. Han havde godt kunne høre at hun løb, så han havde også godt på fornemmelsen at hun nok havde tabt mobilen, og det var det der var gået galt. Seriøst, når han fandt hvem end der var skyld i dette...!!!

Med en lavmælt knurren puttede han hurtigt mobilen i lommen, gik hen til sprøjten der lå på bordet og fyldte mere bedøvelse i den, for at gå hen til manden der stadig hang og klynkede på væggen, og sprøjtede ham fuld af nok bedøvelsesmiddel til at han burde være knockoutet i mindst 4, måske 5 timer. Derefter gik han hen til trappen, og op af faldlemmen. Wolfgang kom med det samme hen og ville i første omgang slikke noget af al blodet af Rainier, men efter et enkelt blik fra Rainier opdagede hunden alvoren af situationen, og satte sig lydigt for at afvente ordrer. Rainier fandt en af sine lange, sorte læder trenchcoats med høj krave, så det meste af blodet ville være skjult - bortset fra det i hans ansigt - og beordrede Wolfgang til at passe på hytten før han tog sine nøgler og ræsede ud af døren i en allerhelvedes fart. Da han vidste at han var hurtigere i feform, gik der ikke lang tid før han havde ændret til netop denne form, og fløj afsted i retning af Gaia, da han godt havde kunnet høre at hun stadig var i byen før opkaldet blev så brat afsluttet, og det var den af byerne der var tættest på hans hytte.

// 'ja, du skal ikke bekymre dig, jeg-'

Rosalie kæmpede sig op at stå og begyndte igen at løbe imod skoven, hun ignorerede smerten der var i hendes hænder og knæ, hun havde skrabet sine hænder til blods på fortorvet og hendes knæ havde taget det det værste at faldet, så de ville være godt ømme og gule og blå dagen efter, men hun var ligeglad, lige nu gjaldt det kun at finde Rainier og vide om han var i sikkerhed. Hun skulle også finde Sam, men hun vidste ikke hvordan hun skulle få kontakt til ham. Det var som regel ham der opsøgte hende.
Hun stoppede ikke, hun kunne ikke stoppe, ikke før hun var sammen med Rainier, hun var næsten ved grænsen af byen, da hun så et rødskær inde mellem træerne, det var blændende og hendes tårer fik lyset til at tværes ud. Hun forsatte desperat hen imod lyset, gispende efter vejret og hun udbrød "Rainier, du bist es ... Du bist hier!". Han var nu i sin menneskelige from foran hende og hun greb fat om hans ansigt og så op på ham, hendes hår næsten helt hvidt af den panik hun følte, hun trak ham ned til sig og sagde "Sam .. Wir müssen Sam finden. Ich muss wissen, dass er sicher ist!". Hendes stemme var stadig panisk, men hun slappede en smule mere af, nu hvor hun var sammen med Rainier, dog stoppede hendes tårer eller hulk ikke.

//Rainier, du bist es ... Du bist hier! = Rainier, you're.. You're here!
Sam .. Wir müssen Sam finden. Ich muss wissen, dass er sicher ist! = Sam.. We must find Sam! I must know that he's safe!

Han var fløjet så hurtigt han kunne - når Rosalie lød så desperat, så panisk, så var der ikke et sekund at spilde. Skiderikken der havde gjort det he rmod hende, ville ønske de aldrig var blevet født... Han lagde godt mærke til hvor kraftig en rød farve hans lys havde, men shan fløj mellem træerne, men han var ligeglad. Det var ikke fordi han ville have kunnet slappe af alligevel, raseriet boblede virkelig indeni ham. Da hørte Rainier pludselig præcis den samme typ ehulken han havde hørt i telefonen, og vidste, at det måtte være Rosalie der var derovre.

Han fløj mod lyden, og idet han så hende, laved ehan sig med det samme om til sin menneskeskikkelse igen, og trak hende ind i et fast kram. "Rainier, du bist es ... Du bist hier!" Han nikkede til hvad hun sagde, og strøg en hånd gennem hendes hår, totalt ligeglad med at der kom nogle blodpletter hist og her i hendes ekstremt lyse, næsten hvide hår. han vidste jo godt at hendes hår ændrede sig lidt efter hendes humør, og han havde kun en enkelt gang eller to før set hende med så hvidt hår. Begge gange havde personen der stod bag det fortrudt det som den sidste ting de nogensinde gjorde.

Han kiggede lydløst på hende mens hun tog fat i hans ansigt og trak ham ned til hende. Det var det udtryk han hadede mest at se på hendes ansigt... Frygt og panik. Han nød som regel at se de følelser på folks ansigt, men aldrig på sin søsters. Ingenting skulle nogensinde gøre hende så bange uden at bøde for det. Ikke så længe han stadig levede. "Sam .. Wir müssen Sam finden. Ich muss wissen, dass er sicher ist!" Han nikkede og kyssede hende blidt på panden, og fik i processen tværet en smule mere blod af på hende.

Han løftede stille sin ene hånd og tørrede nogle af hendes tårer væk. "Komm, mein Licht. Ich bring uns zu Sams Hütte." forsikrede han hende stille og roligt, og tog et fast tag i hendes ene hånd før han satte kursen direkte mod Sam's hytte, der var lokaliseret i træerne, godt gemt, et sted sådan ca. midt mellem Rainier's egen hytte og den han ved tilhørte Todd.

// 'kom, mit lys. jeg får os hen til Sam's hytte.'

Rosalie var ligeglad med blodet han fik spredt i hendes hår, ligeglad med blodet som han fik smørret af i panden på hende, da han kyssede hende i panden. Hendes hænder rystede stadig, hele hendes krop rystede og hendes vejrtrækning mindede mere om små gisp efter vejret, hendes tårer var også stoppet, ikke fordi hun var mere rolig, men fordi hendes frygt var nået til det punkt hvor hendes følelser og krop føltes lammede, hendes hjerte bankede i hendes bryst og en smertefuld banken, der fik hver en puls i hendes krop til at dunke.
Hun så op på Rainier og nikkede, mens hun knugede hans hånd i sin. Et jerngreb, hun var bange for at give slip, han føltes mere sikker i hendes hånd. Som om hun vidste at han ikke bare ville forsvinde.
Som de begav sig afsted med hastige skridt imod Sam's hytte, søgte hendes anden hånd også over og holdt fast i den hånd hun allerede holdt fast i. Hendes stemme syntes at have fejlet hende, da hun prøvede at sige noget til sin tvilling. Hendes blik var vagtsomt og flakkede rundt imellem træerne.
Da de ankom til det nederste af et træ, stoppede de op, hun så over på sin tvilling. "Warum stoppen wir? Wir müssen Sam finden. Wir müssen uns beeilen!" spurgte hun ham, med en svag stemme, som stadig bar på frygten hun følte.

//Warum stoppen wir? Wir müssen Sam finden. Wir müssen uns beeilen! = Why are we stopping? We have to find Sam. We have to hurry!

Rainier sendte sin tvilling et lille, men dog anstrengt smil, da vreden stadig boblede lystigt inden i ham. Han var allerede igang med at lægge planer, mens de med hastige skridt vandrede gennem skoven, hans hånd så småt følelsesløs så hårdt som hun hold ti den, men han bemærkede det knap nok. Hvadend der kunne gøre hende bare en lille smule mere rolig, var fint med ham. Hans plan som den var lige nu, gik ud på først og fremmest at nå hen til Sam's hytte.

Her måtte de prøve at få ud af Rosalie hvem der havde gjort det mod hende, der havde gjort hende så bange, og så ville han lade Sam tage sig af hende mens han skulle ud og finde det fjols, der havde turdet røre ved Rosalie. Hvem end det var, skulle de bøde for det, og han var sikker på at Sam godt ville hjælpe ham efter personen var blevet fanget, med at få dem til at fortryde deres livsvalg.

Han standsede op da de var nået til det træ som han vidste, at Sam's ekstremt godt skjulte hytte var i. Han kiggede stille op mellem grenene for at se om der var den mindste smule lys de rkunne indikere at han var hjemme. Han hørte godt Rosalie's spørgsmål, hvor svag hendes stemme var af frygt, og han gav hendes hænder et blidt klem med den hånd, hun holdt så godt fast i. "Sam lebt hier. Seine Hütte ist oben in der Baumspitze." forklarede han hende først stille, med et blidt smil, før han så råbte op mod hytten han vidste var der: "HALLO! SAM! HOLEN SIE SICH JETZT RICHTIG UND EIN GUTER GROßER BRUDER, ROSALIE BRAUCHT BEIDE VON UNS!"

// 'Sam lives here. His cabin is up in the tree tops.' 'Hey! Sam! Get down here right now and be a good big brother, Rosalie needs both of us!'

@Samael , tænker det nok er nu du skal til at reagere... eller lige efter Rosalie har svaret