Furtune or Fate. What do you think? - Maija

Rokea var allerede i vandet. Han manglede det. Savnede det rent faktisk. Følelsen af det salte vand, som skyllede ind over hans krop. Kulden generede ham ikke det største, men alligevel kunne han ikke lade vær med at tænke om han mon kunne blive her under månens lys og stjerne hele natten? Han følte sig jo lidt hjemme, når han var ude ved havet. Følelsen af at være fri, gav Rokea blot mere lyst til at fortsætte dybere og dybere.

Rokea lod blikket op mod overfladen af vandet og stormede op og lod sig springe op af vandets overflade og der efter, I en næsten buende bevægelse dykkede ned i vandet igen. Følelsen af at vær 'et' med vandet var fantastisk. Næsten, som menneskets kalde 'meditation' befriende, fandt Rokea dette befriende. Han lod sig gøre samme trick igen og igen, så han glemte alt om sine omgivelser og om folk skulle se ham. Han ville blot nyde 'friheden' og følelsen af luften, som krammede ham i de få sekunder han var over vandet og der efter modtog vandets favn igen om sig.

Maija havde bare brug for at komme væk fra skolen eller ikke kun skolen men mere bare det hele. Stranden havde været mest tiltrækkende. Hun gik med sin jakke i hånden da der ikke var så koldt som hun først havde antaget det ville være men nu var hun heller ikke en der frys meget, hun stoppede et sted på stranden og så op på månen som lyste ned på vandet og spejlede sig i det. Hun lukkede øjne og stod bare mens hun lyttede til lyden af  det salte vand. Det var som om at lyden af vandet hviskede de ting væk som hun ikke ville tænke på, dog ville det ikke helt gå væk, der var noget som forstyrrede lyden af vand. Hvilket fik hende til at slå øjnene op det syn hun fik var af noget der sprang rundt ude i vandet, hun gik nogen skridt tilbage og tabte sin jakke ned på sandet mens hun kunne mærke at hendes hjerte slå et slag over og bankede hurtigere ind normalt.
Maija var bange for det hun ikke viste hvad var men et eller andet sted var hun også nysgerrig på hvad det var, men den bange følelse vandt og hun begynde at gå med lidt mere afstand til vandet.

"hvorfor glemmer jeg også altid noget! "

råbet hun uden at tænke over om nogen kunne høre hende da hun i sted for at være bange, var blevet frustreret over at hun havde glemt at samle jakken op for hun gik. Hun vendt om og gik tilbage mod det sted hun havde tabt sin jakke, dog gik hun med lidt tungere skridt ind det var meningen hun vil gøre, det var heller ikke meningen at hun ville have råbt men hun gjorde for det meste bare ting før hun tænkte over dem.

Rokea dykkede kort ned under vandet, hvor efter han hørte noget råbte ved overfladen. Var han mon blevet opdaget?! Han lod ansigted over overfalden og lod blikket på hvem der var helt her ude på denne tid af natten. Hun så ud til at være en ung kvinde. Rokea ændret sine fødder og halvt om halvt fortrød det lidt. Han nærmede sig strand bredden og stille begyndte at træde varsomt på den bare sandjord. Det føltes ubehageligt. Næsten som glas. Hans øjne gled op på kvinden, som så ud til at bevæge sig mod land. Rokea var iklædt et par badeshorts og han lagde hovedet lidt på skrå.

''Hvorfor råber du?'' sagde han roligt, mens han håbede at hun måske hørte ham. Hans øjne gled omkring sig, hvor efter hans blik gled tilbage på kvinden. Mon hun var vred på ham? Men han kendte hende jo ikke, så hvorfor ville hun råbe? Mennesker var i sandheden nogle underlige væsner. Rokea forstod dem ikke helt. De virkede anderledes. Næsten fremmede og en eller anden form for 'alien' i forhold til Rokea. Rokea så jo også mennesket, som 'landwalkers' og intet andet. Ofte søgte i at få mere land til sig selv istedet for at nyde og dele det med hinnanden. Lidt ligesom at Rokea delte havet med alle de dyr, som boede der. Hovedsageligt boede han sammen med hajer. De var ofte lette at forstå. Hans blik forblev på kvinden og afventede roligt, mens han stille gik over imod sine ting, som han havde gemt nær en busk. Han trådte over til tingene og fandt et håndklæde frem. Han kunne mærke kulden, men den var ikke så bidende kold, som det dybe hav. Måske var Rokea blevet for vant til vandet end vinden rundt om sig.

Maija havde sat sig ned ovenpå sin jakke ned hovedet mod sine knæ for ligesom at falde lidt ned i sted for at køre sig selv op i en spis som hun så tit gjorde og lod det gå ud over den næste hun mødte, hun var taget til stranden for at klare sine tanker og for at lette trykket i hendes hoved af tanker. Det er hjalp hende mest var to af de fag hun have til dagligt så kunne hun lige holde skolen ud, eller var det lyden af havet når alt andet ikke hjalp.

*Hvorfor gør du ikke bare som jeg siger Maija? er du døv eller hvad? du skal hjælpe andre ikke skade dem!... Undskyld Mor.. jeg mener Kaya det var ikke med vilje... det var det ikke altså ikke...*

I de få sek. hun lod tankerne flyve røg de hen på hendes mor der var i gang med at stoppe hende i at tage en boldt fra nogen dreng og givet den til en pige der var yngre ind hende fordi hun havde kigget på den i gang tid. Maija lage lås på sine tanker igen, det hjalp ikke at sidde og græde over noget hun ikke kunne lave om på, men da hun var færdig med at tale til sig selv inde i hovedet  opdagede hun at hun græd, hun tørte tårende væk med bagsiden af hånden i det hun hørte en snakke til hende. hun kiggede op på ham som var hun lammet et øjeblik før hun rejse sig op og gik bagud væk fra ham.
Maija viste ikke hvad hun skulle svar og da hun enlige gjorde kom det kun ud som en hvisken som hun ikke var sikker på at han kunne høre.

"af mig selv... "

hun så på ham som en dum lille pige der er blevet taget i at stjæle for en slikbutik, hun blinkede lidt med øjnene da hun opdagede at han var våde, hun havde bestemt troet at hun havde været alene på stranden hele tiden, men i det samme slå det hende at hun have tabt sin jakke af en grund, fordi der var noget der hoppede rundt ude i vandet. Maija tog sin jakke på igen efter at have rystet sandet af den men uden at flytte blikket fra ham, han ville nok mene hun var mærkelige eller blive irriteret over det, men lige nu var hun ligeglad med hvad man mente om hende, de fleste kunne ikke lige hende begrund af hendes race.

"Var det dig der ude? "

sagde hun højere så hun var sikker på at kunne høre hende denne gang, hun havde vent blikket mod vandet og skulle lige til at peget også men det blev for meget tænkte hun så i sted lå hun arme over kors for at skjule hendes lille fejl.

Hans øjne gled rundt omkring dem. Hun så ud til at være alene. Lyden af hendes hviskende stemme, som han dog ikke helt hørte. Men måske var hun vred på nogle? Eller sig selv. Agressioner ofte blev udløst af jord gængere. Hans øjne gled over på hendes jakke. ''Så.. Du så mig.. og du er ikke bange for mig?'' Hans øjne gled på skrå. Han var usikker på hvorfor hun opførte sig sådan. Måske var hende her anderledes end de fleste mennesker? Men hvis hun, som menneske havde spottede ham. Ville han ikke holde det skjul. Hun kendte ham jo ikke. Han trådte 3 skridt tilbage og øjnene gled rundt. ''Du er velkommen til at svømme med. Dog tror jeg vandet er lidt for koldt til din menneske hud.'' Han vendte sig rundt og trådte imod vandet. Han tænkte at der ikke var nogle årsag til at holde det hemmeligt. Han var lidt træt af at skjule sig, men efter oplevelsen med mennesket, var det måske bedre? Han havde jo først nu formåede at få arbejde. Noget, som mennesker kaldte 'pedel'. Det lyd ikke så slemt. Det gav ham tid til at kende de dødelig. Lære andre racer og vide hvordan de var. Hid til havde han kun fundet en kvinde, som viste sig at være af samme slags, som ham selv. Dog var der mange andre racer, men måske var hende her også fra akadamiet? Mens han trådte imod vandt, lod hans blik kort tilbage. ''Er de fra akadamiet?'' Han ventede kort og der efter trådte lidt længere for der efter at springe i vandet. Han kunne mærke hvordan hele hans krop skreg efter at komme tilbage i hans rigtige form. At komme ud i friheden igen og ikke være i sin gamle menneskelige 'skal'