What the hell are you doing, twerp? - Ozzie (mulig XXX)

Tid: Kl. 21 tirsdag aften
Sted: Markedet i Gaia
Omgivelser: Her er totalt tomt for folk, på nær Rainier og hans 'opgave'
Vejr: Kraftig blæst, men tørvejr
Outfit: Link her

@Ozzie
_________________________________________________________________

It was late Tuesday evening. The market in Gaia was quiet, not a soul around... Except for Rainier. And then again, maybe you couldn't really call him a 'soul' anymore, as stripped of humanity as he was. But here he was, sneaking from shadow to shadow among the empty stalls, following the young woman who had taken a shortcut through the market on her way home. She had no clue she was being followed, judging by the way she was walking, slow and casual.

She had been dealing with the wrong kind of people, and seeing as she hadn't paid her huge debt, they hired Rainier to torture her and beat her up until she either gave him the money, or otherwise made him satisfied that she was indeed going to pay them their money back. It might end with a regular kidnapping and demanding her debt as ransom for releasing her again to her loved ones. A smug smile lit up Rainier's face, as he snuck closer and closer to the woman, before pulling out his stun gun, and shooting her with it. A loud, surprised yelp - almost a scream - escaped her when the electricity shocked her and made her fall over, causing Rainier to quickly walk over to her, grab her wrists with one hand, and her hair with the other, trying to keep her down on the ground while shushing her.

Med et højt brag, tumlede Ozzie, der ellers havde haft noget af et tempo på i sit løb, direkte ind i Rainier og væltede dem begge to omkuld. Han havde ingen idet om hvem han havde ramt, Eller.. nærmere falden over. Det eneste der hjemsøgte hans tanker var hvad han løb fra, og det kunne ikke have været godt. "Woooaaaa!" udbrød han larmende, i det han ramte sammen med Rainier. Han søgte frebilsk i mørket, i hans evige mørke, på at få styr på hvad end der skete! "I'm so sorry.. Sorry! But ehm.. Please help me.." hviskede han bedende og fik så endelig sig selv fjernet nogenlunde fra manden. Han anede ikke hvem han var, og hvad mer var, anede han ikke hvem kvinden var, han kunne selvfølgelig høre hende, men på grund af den sitation han var i lige nu, lagde han ikke meget mærke til hende. "I think that.. I'm being chased.. You have to help me, Please!" udbrød han og kom op på knæ, hans arme søgte i mørket og fik fat på Rainiers ben, eller nærmer stoffet fra hans bukser, som han dermed valgte at klynge sig til. "Maybe.. Maybe they will try and kill me, you have to help me! Please?!" klynkede han opgivende, og satte alt sin lid til Rainier. Fuldstændig ubevidst om at han havde skiftet sin forfølger ud, med en endnu værre en af slagsen.
Alt imens, havde kvinden selvfølgelig sneget sig væk, gået efter flugten, imens Ozzie teede sig som kun han kunne. Stadig på knæ, nu med armene rundt om Rainiers ben, knugede sig hårdt ind til ham, men han var jo hans eneste håb! Ik?

Rainier had just been about to bind the helpless woman's wrists together, when some clumsy idiot ran right into him and knocked him away from the woman's back. He'd had quite some speed when he tumbled into Rainier, and he had to take a couple of seconds to get his bearings again, when he heard a young boy's voice begging him for help, saying something about being chased. Seriously, did Rainier look like someone who wanted to help anyone? No, right? So why the fuck did this kid ask HIM for help? Of all people?!

Then he felt the kid cling to his leg, and, unbidden, a growl rose from his throat. The kid blabbered something about people maybe wanting to kill him - oh boy, he REALLY did not know who he was with right now, then. Rainier wanted to kill him for interrupting him in his work! Especially since he could see the woman had already fled around the corner, out of sight, when he looked after her.

With another growl, Rainier kicked the kid off of his leg, and got back up to a stand, brushing dirt off of his suit. "You stupid kid! What the hell are you doing? Do I LOOK like the kind of person who'd help you? Huh? Do I?!" he raged at the young kid, lightning in his eyes as he stared down at the kid. Well, the glasses told him something about why the kid might be clumsy, but then again, he didn't care. "Now you made sure she escaped! Nobody's ever escaped me before, you little twerp! You ruined my assignment!"

Ozzie der stadig var på knæ foran Rainier blev fuldstændig chokeret da Rainier sparkede ham væk, og lod sig selv falde bag over på den kolde jord, og lå bare. Stirrede ud i ingentingen. Han havde virkelig regnet med hjælp. Han kunne godt.. mærke stemningen nu.. Efter at have fået vejret igen. Han satte sig forsigtigt op og gemte sit ansigt opgivende i sine hænder. "But.. " hviskede han stille. Han drejede sløvt hovedet mod det sted han havde hørt et par fodtrin forsvinde hen, han gættede på at det var den undsluppen kvinde.. Som Ozzie slet ikke havde registreret til at starte med, men som var, hvad? Sluppet fra ham? Hvorfor havde hun mon behov for det. Han fjernede sine hænder fra sit ansigtet og rettede automatisk på brillerne inden han klodset kom på benene igen. "Don't know.. But I can take a guess.. Surely you must look mad.. Because that's what I hear in your voice. " sagde han helt stille, på den mindst provokerende måde han kunne tænke sig. Selv om.. En del af ham måske havde lyst til at provokere en lille smule, for den kommentar.. Men han var stadig bange.. For det der var efter ham, og der var absolut ingen hjælp at hente her, så det bedste ville nok være, at løbe videre, den næste han faldt over ville muligvis være til mere gavn. "Sry.. " mumlede han og tog et tøvende skridt tilbage, væk fra manden. Han lyttede roligt et par sekunder, men kunne ikke høre andre lyde i nærheden der indikerede at nogen var efter Ozzie, hvilket beroligede ham en lille smule. Men manden foran ham gjorde ham en anelse utilpas, time to go. "So.. I'm just.. Gonna go.. Then.. Bye.. " sagde han stille og bakkede et skridt mere væk fra manden, inden han vendte om på hælen og satte i løb.. Med et ønske om ikke at løbe flere personer ned.. Eller løbe ind i noget.. For den sags skyld.. Stupid!

Dear God, this boy was such an idiot. Or, at least just so innocent and blind that he really had no idea at all about what he'd just run into. Seeing as the woman, who had been his assignment, had now fled, that meant Ozzie had robbed Rainier of his entertainment for the entire night. Right there, on the spot, Rainier decided that the boy must pay for this, preferably by becoming his new entertainment. A crooked smile, the kind which would make most people shiver, suddenly lit up his face, when he felt the slight fear radiating off of Ozzie. Sometimes Rainier really loved being a fairy, it was so much easier to know how to act when you could read people's emotions as well as an open book, and so much more when he knew he was causing the one emotion he loved seeing on people's faces the most. Fear. Panic. He loved feeling it slowly rise in the boy. This was going to be fun...

When Ozzie took a step away from Rainier, he took a step closer, all his attention now focused on the young boy. There was no way he'd let this kid escape, after his blunder. Too bad kid, you done fucked up. Never interrupt a psycho doing his work. You'd just end up as the entertainment of the day instead...

"So.. I'm just.. Gonna go.. Then.. Bye.. " Rainier watched with an amused smile as the boy turned and set off in the opposite direction, especially at the clumsy way he ran. Oh, but this was just too easy. Yet, the thrill of the hunt still ran through him as he set off after the boy, while taking his gloves off. As soon as he was close enough, which really didn't take long with the speed he ran at, he reached out to touch the boy. As soon as there was skin on skin contact - it wound up being Ozzie's hand - he used his ability to manipulate nerves, making a powerful jolt of intense pain run through Ozzie's entire body. "Ooh, no, no you don't. No-one takes my target away without paying for it!"

Han havde knap nok fået pusten igen, før han igen måtte løbe igennem natten, fuldkommen blind for hvad der ventede ham, foran ham havde han rakt sine arme ud i et forsøg på at dæmpe et muligvis sammestød med.. Alt, faktisk. Han var normalt okay til at skjule sine følelser, men han var rædselslagen lige nu, og det kunne han på ingen måde skjule, alle og enhver ville kunne se det, hvis der dog bare.. Havde været nogen.. Der kunne redde ham! I sekundet inden han skulle til at falde over en kantsten greb en hånd hans og stoppede ham fra et grimt fald. Det der kom i stedet for var dog ikke meget bedre, nej, det var værre, meget værre. Og fordi Ozzies hænder, var en af de få steder på hans krop, der ikke var det mindste hærdet overfor intens smerte, mærkede han smerten så slem som den var. Han gav et højtlydt skrig fra sig og faldt ind i favnene på Rainier. Hans forsvarsmekanisme kom ham selvfølgelig til hjælp, og gav et par ynkelig forsøg på at zappe Rainiers hænder fra sig, noget det tydeligvis ikke havde nogen større effekt på Rainier, og derfor gav hans krop også op på at forsvare sig selv, og efterlod blot Ozzie svagere end han var før.. Stupid.
Han skubbede sig selv væk fra hans farv med alle de kræfter han havde tilbage og snublede lidt over sine egne fødder, smerten havde gjort ham helt ør i hovedet, "Oh no.. No, no, no, no, no, STOP!! Make it stop!" råbte han håbløst, og trak så hårdt han kunne, sine hænder til sig, dog endte han bare med at falde bag over i det Rainier gav slip på ham, og han gispede den smule luft ud han havde. Fik sig vendt om og begyndte at kravle væk fra manden. "I can't do this, not again.. Not this.. Not again.." mumlede han mod jorden, imens han fortvivlet forsøgte at slippe væk fra Rainier, noget der tydeligvis var umuligt. Han bed hårdt tænderne sammen og udgav endnu et gisp "Do not touch me.. Ever again!" råbte han så, så højt hans lunger kunne, nu havde han advaret ham! Han skulle ikke røre ved ham! For selv om han var svag, og noget af en push-over, så havde han stadig sin stemme, og han havde sin frihed til at sige lige præcis hvad han ville, og han var ikke forsvarsløs! Ikke før han tog hans stemme fra ham.

Rainier's smile turned downright psycho, showing his true colors for real, when he heard that scream. He laughed, and let go of the boy again, having the greatest fun watching the boy fall over again. He'd felt something like a small electrical current while he'd held the boy, but he barely even noticed it. Was that the boy's ability? Pathetic. The torture he'd endured, about a hundred and fifty years ago, now, had been so, so much worse. He'd barely felt this, compared to all that.

His laugh returned when he heard the pathetic pleading from the boy, as he watched him start to slowly crawl away from him, the pain Rainier'd caused him had clearly impacted his ability to walk. But then again, it usually did that. And what was that? Oooh, the boy had tried something like this before? That just made this whole thing so much sweeter for him! He loved the bursts of fear welling out from the boy, and he slowly, casually, walked closer and closer to the boy again.

"Do not touch me.. Ever again!" Seriously, who the hell did this kid think he was? Hadn't Rainier already proven to him that he was the one in charge, here? He sighed, and put a foot on Ozzie's back, pushing him down to lie on his stomach, on the cold asphalt. "Tsk tsk tsk. Kiddo, listen up. You're not in charge here. I am. And you deprived me of my night's fun, so you're going to have to deal with it, and be my entertainment instead. You got that? You took something away from me, so now I'm reclaiming it in the form of YOU." he twisted the foot pressing down on Ozzie's spine, knowing how much it would hurt. "You got that?!"

De sølv/grå øjne gled langsomt i, han kunne ikke fokusere på intetheden, det flimrede for hans øjne, men det var stadig bare.. Sort. Han gispede efter luft, kunne mærke hjerte nærmeste slå gennem huden på hans allerede ødelagte krop. Han havde sine ar, fysiske såvel som psykiske. He could do this. Denne tanke forduftede dog lige så hurtigt som den var dukket op, da en fod blev placeret i ryggen på ham, og han blev presset ned mod den kolde asfalt under sig. Wtf! Han prøvede at vride sig fri fra dette ulidelige overfald, men igen intet hjalp det. Da Rainier talte igen gav han et højtlydt støn af udmattelse fra sig, og lyttede til den forfærdelige mand, med.. En accent, tysk. Placerede han den som. "Not on purpose!" sagde han fra sin plads ved asfalten. Think! For god sake just think, you can get out of this! Try!
Ozzie tog sig den frihed til at vende øjne af manden i al hemmelighed, i det han igen forsøgte at kravle fri fra hans vægt, uden held selvfølgelig. "No! I Don't get that, get the fuck of me!" gispede han og prøvede at nå om til Rainiers fod med sine egne hænder, for at vride den af sig, virkede stadig ikke. "I'm not a toy! Hey just.. Let me go, and I'll pay you.." forsøgte han sig, det kunne jo være det.. En simpel løsning! Hvis det var penge der kunne få ham ud af den her.. Mindre heldige sitation, så betalte han gerne.. Eller.. Hvis han havde haft nogen penge, hmm, men det behøvede Rainier jo ikke vide, han ikke havde, skulle bare have ham, væk!

Ooh, a feisty one. Those were always the ones that were the most fun playing with, especially if you managed to break through... Seeing hope leave their eyes as they surrendered to their fate... he laughed, an ice-cold, maniacal laughter, as Ozzie tried to crawl away again. He just put move weight on the leg in Ozzie's back, and the kid stayed put right where he wanted him.

"Not on purpose!" Oh, and that was supposed to make it all better? Really. He could've at least come up with something original. As if he hadn't heard that before. 'wasn't on purpose', 'I didn't mean to'... Well, it still happened, didn't it? Tsk tsk tsk. Why the hell did people never, ever LEARN?! Rainier sighed and squatted down, effortlessly pushing the boy over on his back, and then keeping him in place with his knee in the boy's stomach.

"No! I Don't get that, get the fuck of me!" He tsk'ed and shook his head, hastily grabbing the boy's wrists and keeping them above his head with one hand, before he tried to do anything else. His free hand pushed the boy's glasses back in place, hopefully making sure the boy could see just how serious he was about this. "Now.... Junge... I'll only explain this to you one more time." he held up a single finger to help push his point across to the boy. "You rid me of my fun, whether on purpose or not, so I'll have fun with you instead of that woman I was going to drag back to my cabin. Verstehst du?" his voice had a certain tone of command with each of the German words he said, and it was clear he was a native speaker of it.

"I'm not a toy! Hey just.. Let me go, and I'll pay you.." Rainier laughed. Long and loud. Money? As if he didn't already get enough of that from his jobs! No, he didn't do his jobs for the money, he did it for the fun and the pleasure of hurting others. "I don't want your fucking money, boy. I'm not the least bit interested in money, not when I can have my fun without it."

//Oversættelser; Junge = dreng, Verstehst du = forstår du.

Han vred sig hjælpeløst under den ekstra vægt Rainier lagde på ham, han kunne mærke brillestellet presse ubehagelig mod hans ansigt, eftersom brillerne nu igen var blevet skubbet skæv. Han kunne selvfølgelig altid tage dem helt af, men det gav som regel folk en rimelig god ide om hvad der var galt med ham, det var ikke alle og en hver der gik rundt med et briller i sort glas, meget som et par solbriller. Desuden havde han i fortiden oplevet at skræmme visse folk med den underlige farve hans øjne havde, der tydeligvis ikke var helt normal grå, men nærmere en skinnende sølv, som et is slør havde lagt sig over hans øjne. Hvis bare han kunne fjerne dette. Han sukkede højlydt og gav endnu et lille klynk fra sig, prøvede stadig halvhjertet at komme fri, han havde næsten ingen energi tilbage, det virkede som en umulighed. Han rullede igen med øjnene af Rainier af ren og skær oprørskhed, det var det eneste han kunne gøre. Han gav et lavmælt gisp fra sig da Rainier rullede ham over og satte et knæ i maven på ham, "Hmpf.." gispede han, som alt luften forhold hans lunger, han gav et par host fra sig i et forsøg på at få luften tilbage i lungerne. Da Rainier igen rørte hans hænder, eller håndled, ved at samle hans hænder over hans hovede, gav han et lidt mere ynkeligt klynk fra sig, bange for at den alt opslugende smerte igen ville overtage, som den heldigvis ikke gjorde, men han fik alligevel mumlet et par "No.. Please.. No..". Ozzie kunne selvfølgelig ikke gør så meget andet end at lytte til de ord der kom fra Rainier nu, han gispede stille og rystede let på hovedet, han havde ikke lyst tit at forstå ham! Han ville jo forhelved ikke! Normalt ville han måske have undret sig over den tykke accent og de veludtalte tyske ord, men lige nu, havde han bare ikke nok overskud til at lave den 'joke'. Han havde dog stadig ikke svaret Rainier, han kunne umuligt give ham ret, overgive sig, ikke bare sådan uden videre, vel? Men han ture næsten hellere ikke at sige ham imod, ikke mere, han var i nok smerte som det var. Han prøvede halv at trække sine hænder til sig og vendte sig ansigt væk fra Rainiers, han kunne alligevel ikke se ham, der var ingen grund til at lade som om, manden måtte vel også have regnet den ud efterhånden. "I would never agree to that.." hviskede han stille, så måtte han blive vred, hvor meget værre kunne det blive? Yearh yearh.. He could tage a few bruises.. Sure.
"Fine.. Beat me up then, get it over with." hvisker han til sidst opgivende, hvilke andre valg har han?

Rainier's smile just got bigger and bigger, as he heard the pitiful, soft pleading from the boy. As if pleading would get him anywhere right now. He'd explained how he had fucked up, an dhow he was going to make him pay for it. Nothing would stop him once he put his mind to things like this, and boy, was Rainier going to have some fun, now. He let loose a dark chuckle when he felt the fear once more rolling off of the boy in panicked waves, he was really starting to get panicky, how lovely!

Still smiling, Rainier reached into his back pocket. "Now... let's have some fun, hmm? Just beating you would be so boring..." and he pulled out a butterfly knife. Slowly, the hand with the knife - still folded in - pushed up Ozzie's shirt to expose his stomach, Rainier's leg moving to keep down Ozzie's thighs instead so that he'd have free access to Ozzie's abdomen. Now, he flipped the knife open, the metal glimmering in the weak light from a street lamp some ways away. Slowly, he bent over Ozzie, eyes trained on his face even as Ozzie turned it away, to see the look of pain on his face, as he brought down the blade on his skin, slicing a long, straight, narrow and deep line from his navel and up to the middle of his chest, blood quickly welling from the long wound.

//Sorry at de måske blive rlidt kortere nu, men vil godt give dig pladsen til at reagere på alle de små ting han laver

Det gys bredte sig i kroppen på Ozzie da han hørte Rainiers vanvittige grin, hårene rejste sig på hans arme og ben, og gåsehuden spredte sig over hans kolde hud. Det var et frygteligt grin. Mest fordi at Ozzie havde hørt den slags før, mange gange, og han vidste godt hvad det betød. Han rystede let på hovedet, "Fun for who?" hviskede han stille, i et svag forsøg på at være bare en smule sarkastisk. Han gav et klynk fra sig og trak igen i sine hænder, "Argh, let the fuck go!" råbte han irriteret, hvorfor? Bare.. hvorfor!
Han kunne så mærke hvordan Rainier så flyttede rundt på sig, det hjalp dog ikke Ozzie der stadig ikke fik chancen for at komme fri, han flyttede bare vægten fra hans mave til hans lår. Han spærrede øjnene op inde bag ved de sorte briller, da Rainier skubbede hans trøje væk, og han kunne mærke kulden mod sin hud, hvilket gav Rainier endnu et zap fra Ozzies selvforsvarsmekanisme. "Hey!" brummede han nu bare en smule fornærmet, og skamfuld, en rød farve bredte sig over hans næseryg og kinder, han var ikke særlig stolt af sin mave, den var medtaget nok i forvejen. Havde han haft sine arme havde han trukket sin trøje ned, før han havde forsøgt at gøre noget som helst andet, som at give manden en lussing og så prøve at flygte igen. Han kunne høre lyden af kniven der blev slået ud, og sank en enkel gang.. Så.. Det.. "Oh hell no! Stop that, right now! And let me go, for fuck sake!" Råbte han ind i ansigtet på Rainier, da han nu havde en rimelig god ide om hvad Rainier var ude på, et kort sekund havde han nok være lidt bange for at blive voldtaget, men lige det slap han så fra, forhåbentligt? Ikke at det at blive skåret op var noget han hellere ønskede sig, men det var i det mindste en smerte han kunne håndtere, det andet var.. Værre. Han kunne mærke Rainiers ånde mod sit ansigt, og i det bladet fra kniven rørte hans mave, skar gennem den tynde hud, gav han et højlydt smertefuldt skrig fra sig, han vendte ansigtet mod manden løftede sit hovede det sidste stykke og bed ham i kæben, det sted han lige kunne komme til. I dette sekund havde han også fået vendt sine hænder så rigeligt i Rainiers greb at sølvkorset gled ind mellem deres hud og rørte dermed Rainiers hånd, så han slap hans hænder.
Flimmer kørte for hans øjne, og smerten satte sig dybt i hans krop, han vred sig skubbede manden fra sig, skubbede alt hvad han kunne, tog sig til sin mave, mærkede blodet mod sine fingre, gav et ynkeligt klynk fra sig, og prøvede at trække sig selv væk derfra, hvilket var nærmest umuligt, som blodet forlod hans krop, blev han kun endnu svagere. Men korset havde ramt manden, manden var vampyr, han kunne holde ham væk nu! "Stay away.. Form me.. Vampire.." sagde han, imens han prøvede at få luft i lungerne, til endnu et klynk, shit.. det gjorde.. undt. Han trak sig selv et par centimeter længere hen over den kolde asfalt, men meget mere kunne han ikke, så svag, så håbløst.

"Argh, let the fuck go!" Rainier sighed, but the smile was still there as he cut up Ozzie's stomach, relishing in the smell of the fresh blood that welled forth from the big wound, and he let his fingers glide over the wound, pressing deliberately so the pain would be greater, before he moved his fingers up to gently lick off the blood and relish the taste. Wow... That was... Special. There was something really special about this kid, he clearly wasn't one of the more common races... So what was he? Now, that piqued Rainier's interest. "... What the hell are you, twerp? Never tasted anyone like you before..." he chuckled, laughter still in his eyes from the delightful scream ozzie had let go of when he'd been cut up.

And when Ozzie bit him, he just laughed again, even louder and mor emaniacal than before. "Hah! Is that supposed to hurt? That' snothing, you little - OW FOR FUCK'S SAKE!" Rainier suddenly cursed, as the silver touched him, sizzling against his skin and burning him, so he let go of Ozzie in pure reflex, to look at the small burn wound he now had on his hand.

"Stay away.. Form me.. Vampire.." This made an entirely murderous smile light up Rainier's face again, as he watched Ozzie try to flee, but it was slow, the big wound draining him of energy. "Vampire? Oh, oooh no, kiddo. I'm much, much worse than any vampire you've ever met!" he hissed, and got up to kick Ozzie in the back, make sure he laid down again. "I'm not a fucking vampire, you silly little kid. I'm the darkest fucking fairy you've ever met, got that?!"

Ozzie lagde sine finger faldt ned mod asfalten, han kunne svagt mærke en sitren igennem, og vidste at på den anden side af dette beton, gemte der sig jord, hvis bare han kunne nå. Han gispede stille ved Rainiers kommentar, hvad han var? Han svarede ham ikke. Men i det Rainier havde fortalt ham, at han nu havde smagt hans blod, fik kun panikken i ham til at vokse ydeligere, og han gav et ynkeligt klynk fra sig, han var fuldstændig overbevidst om at denne mand måtte være vampyr.
Et blegt smil gled over hans læber da Rainier begyndte at bande over korset, og for et øjeblik troede han at han ville være ikke sikkerhed, Rainier måtte opgive nu, det blev han nød til. Ozzie skulle nok finde hjælp, han skulle nok overleve. Denne følelse forlod ham dog næsten lige så hurtigt som den var kommet, for Rainier var ikke færdig med ham, og han var ikke bange for korset. Panikken fyldte på ny hans krop og hans hjerte slog febrilsk afsted i et forsøg på at holde ham i live. Alt imens kunne han mærke asfalten under sine fingre langsomt krakelere og den hårde asfalt blev dermed langsomt erstatte da små græs spirer voksede op omkring Ozzies fingre. Han gav et utålmodigt suk fra sig.. Græs.. *I did not ask for grass you stupid fucking ability, I'd asked for a tree!!* lød gennemklagen af hans tanker, han havde prøvet at få et træ til at vokse op fra jorden, så det kunne falde ned over Rainier. I stedet tog han nu den ødelagte asfalt mellem hænderne og vendte sig halvt mod Rainier i et smertefuldt klynk og smed asfalt og sten på ham, så hårdt som hans svage krop kunne klare. "I find that very hard to believe.. Tinkerbell" gispede han stille og sendte Rainier et trodsigt smil. Han havde lagt en hånd mod det bløde græs igen og forsøgt på ny at få et træ til at gro frem, men han var så svag.. Han kunne ikke.. Græsset voksede sig blot tykkere og højere, og snart havde det brudt asfalten alt omkring dem, i det mindste ville han ikke falde så hårdt hvis han væltede igen.. Ikke at han nogen sinde ville komme op og stå, så afkræftet som han var. Men da Rainier sparkede ham i ryggen, var det kun slaget det gjorde undt, ikke jorden der blev presset op mod hans krop. "Stop this now.. monster.. Or you will be sorry!" gispede han.

Rainier's sadistic smile returned when he felt and saw the fear and panic in Ozzie, in his aura, in his jerky movements, in the way his body shook just a little bit, the frantic breaths. This was what he loved to bring out in people... That fear of what he might do, even the fear of dying.

He raised an eyebrow as he heard, and saw, the way the grass suddenly, like in fast forward, broke through the asphalt. Huh, so the kid had a nature manipulation ability? Not that it mattered much, as weak as he'd become from the wound, it seemed. And, seeing as fairies were fast, at least faster than humans, he dodged the pieces of asphalt Ozzie threw at him with an elegant ease. "Is that really the best you can do, kiddo? Pathetic. You're even weaker than I thought... I hoped you'd have at least a bit more spark in you..."

He sighed and squatted down next to him. "You really think I haven't heard people call me that before?" he tsk'd. "You know what? The last person to call me that died, choking on his own blood. So unless you'd prefer that, I'd keep the nicknames to myself if I were you, kiddo." he calmy said, and delivered a solid smack to Ozzie's face in an effort to remove that annoying smile.

"Stop this now.. monster.. Or you will be sorry!" That made Rainier laugh. Long, loud, and maniacally. "Oh, really?! Will you now?! And how the fuck will you do that, Junge? In case you haven't noticed, you don't even have the strength left to stand back up and fight for your life!" he laughed and stood back up to kick Ozzie in the side, hard enough that he'd roll over on his back again, with the stomach wound showing as it was exposed to chill night air once more.

Hans fingre krøllede sig let omkring græsset under hans krop, i et svagt forsøg på endelig at få græsset til at gøre som han vil, hvorfor kunne det ikke beskytte ham, nu hvor han havde brug for det? Han lukkede øjnene da han igen fik et verbalt slag over fingerne af Rainier, men han kunne jo ikke lade være med at give ham ret, han var svag og hans evne virkede knap nok. Men han havde ikke givet op endnu, aldrig. Ozzie gav et næsten lydløst gisp fra sig da Rainier slog ham hende over kinden, og han kunne mærke hvordan smerten tog til i form af en varm dunken. Han bed tænderne sammen og mumlede noget i retningen af "I'm not weak!" hvilket han var, men ikke ligeså svag som Rainier måske troede. Hvis det ikke havde været for blodtabet havde han også kæmpet mere igen, men han kunne ikke lade være med at tænke på det lange snit i hans mave, og tanken gjorde ham virkelig dårlig tilpas, han var kun glad for han ikke kunne se det.
Han sank en ekstra gang da Rainier satte i gang igen med sit sindssyge grin, det var ikke den første gang han hørte noget ligende, men virkningen af det gav ham stadig gåsehud. So.. He was not a vampire? Langsomt lod hans et øjeblik gå hvorpå han hørte efter Rainiers hjerteslag, og da han hørte det blev han pludselig i tvivl. Hvorfor havde han så reageret på korset? Kunne en fe ikke tåle et kors? Det forstod han ærgelig talt ikke. Han løftede svagt sin arm og holdte korset frem foran sig, frem mod Rainier og håbede det ville virke. "Right, don't you get any funny ideas, I'm not dying here tonight.. And you know what? When I get the fuck away from you, I will find her!" sagde han med alt sin styrke en ny bølge af adrenalin flød igennem ham og han prøvede igen at sætte sig op, idet Rainier sparkede ham i siden og han rullede rundt om på ryggen hvormed et smertefuldt støn forlod hans læber. Hurtigt skubbede han sin trøje ned over det sår han vidste var der, i et håb om at dette ville få det til at gå væk. Han skubbede sig op på sin albuer. "You just need to tell me who she is.. For there is always the girl.. A friend, a lover, a romance, maybe a lost love.. Or wait, could it be a family member? A sister.." sagde han så højt han kunne og hostede kort inden han forsatte "I can hear your heart you know.. And maybe you feel calm.. But your heart just start beating a little faste when I said that, right?" sagde han stille og lyttede efter Rainiers hjerte rytme. "And you know why I know these things? Ha? Because.. There is always the girl! for me it was my sister.. She died.. I could kill yours too? The girl right? Who is she, long lost love? Don't you worry I will find here" sagde han så og lod sig falde ned på ryggen igen, det var hårdt.. At bruge så meget energi på at tale. Men mindet om hans egen søster, havde givet ham styrke, og nu håbede hun kun at han var kommet igennem til Rainier. Han vidste godt han måske havde truet ham lidt, men hvis det var det der skulle til.. Selv om Ozzie aldrig havde i sinde at gøre nogen som helst som Rainier måske elskede ondt, det ville han aldrig.. Men han kunne godt sige det højt, alt for at slippe fra dette heleved.

Et svagt smil strejfede Rainier's læber da han hørte det svage gisp Ozzie kom med efter lussingen. Uanset hvor små lydene var, kunne han aldrig nogensinde lade være med at smile når folk gav udtryk for at være i smerte. Det var så køn en lille ting, det udtryk af smerte der kom i folks udtryk og stemmer. "I'm not weak!" Og så grinede han igen. Virkelig? Troede den lille svækling selv på det? "Oh, but you are, little one. Or I wouldn't have done this so easily. It's barely even any fun. I'm sure the woman would've been so much more fun..."

Han løftede et øjenbryn da Ozzie holdt korset frem foran sig, og han tog bare fat i Ozzie's underarm, for at skubbe hans arm ned til jorden igen og holde den der, så han ikke kunne røre ham med det forbandede sølv. Han var skuda ligeglad med korset så længe det ikke rørte ham. "Right, don't you get any funny ideas, I'm not dying here tonight.. And you know what? When I get the fuck away from you, I will find her!" Han trak hovedet tilbage nogle få centimeter da han hørte det. Han vidste det ikke var særlig sandsynligt, men... Hvis han nu alligevel kendte Rosalie... Hun var stadig rimelig godtroende... Og ikke fordi hun ikke kunne forsvare sig selv, men hvis han så meget som PRØVEDE at røre et hår på hans tvillings hoved, så skulle han komme til at fortryde det inderligt...

"I can hear your heart you know.. And maybe you feel calm.. But your heart just start beating a little faste when I said that, right?" Han kunne ikke rigtigt benægte det. hans hjerte slog nok en del hurtigere, men det var nu ikke i frygt, det var i vrede over at han truede hans tvilling. "If you ever do find her, and so much as touch a hair on her head, I'll make sure yo uregret it for the short rest of your miserable life," hvæsede han, og lænede sig ind over Ozzie for at hviske det næst ei hans øre. "The last one who touched her without permission ended up as my next dinner. So you better be careful, kiddo." han satte sig tilbage op igen, og smilede let for sig selv. "But since there's not much more fun to be had with you, I think I'll just take a 'souvenir' and be on my way..." han tog igen knniven frem, og i et snuptag havd ehan løftet op i Ozzie's trøje for at skære et lille indsnit mer ei såret - nok til at han skar en lille smule kød af, før han rejste sig op, og puttede det i en lille plastikpose. Han havde altid sådan nogle små poser på sig, til sine 'souvenirs' fra hans trusler til folk. "Maybe I'll see you around, maybe I won't." og med det vendte han om på hælen og begyndte stille at gå derfra, let syngende.

"Ein Männlein steht im Walde ganz still und stumm.
Es hat von lauter Purpur ein Mäntlein um.
Sagt, wer mag das Männlein sein,
das da steht im Wald allein
mit dem purpurroten Mäntelein?"

Ozzie kunne ikke lade være med at himle med øjnene bag brillerne, utrolig at de stadig sad på hans næse, måske en smule skævt, men det var der i det mindste! Hvis Rainier virkelig mente det, så kunne han jo forhelved bare have ladet Ozzie være til at starte med og jagtet efter kvinden! Jesus fucking christ. Trods hans svage tilstand, så fandt han sig stadig ikke i noget, og så længe han kunne forsvare sig med ord, så gjorde han det! Han lavede en lille stædig lyd til svar, der blev til et halvtkvalt klynk da Rainier tvang hans arm, hvorved korset hang og dinglede, ned til jorden. Hvorfor virkede det ikke! Var han virkelig ingen vampyr? Men hvorfor havde korset så virket før? Tanken gjorde ham nysgerrig. Men der var ingen tid til at være det. Hans smil blev større da Rainier reagerede på hans trussel, så der var en pige! En søster, ligefrem.. Noget han rent faktisk kunne realtere til. Han nåede knap nok at få et ord mere ud før Rainier afbrød ham igen, og så var kniven i hans mave igen, og han vred sig rundt i smerte, et højt skingert skrig forlod hans læber, havde han kunne se ville det have sortnet for hans øjne. Han mærkede den sidste smule energi sive ud af hans krop, som Rainier talte til ham fra et sted langt væk, hans stemme gav et ekko fra sig, og han trak vejret ind i små gisp. "I..Will.. Find.. Her.." hviskede han, næsten uden lyd, han kunne mærke et dybt had bruse frem inde i sig, måske kunne han alligevel gøre hende undt? Måske.. Hans øjne sitrede let bag brillerne til de sidst gled i og hans krop blev slap. Et sted fra ham var Rainier på vej væk og så gik alting i sort.

Havde det ikke været for det næste der skete, havde han nok forblødt der midt på gaden i det bløde græs. Der var dog alligevel en der kom til hans frelselse, en person han endnu ikke havde mødt, hans helt egen skytsengel, en smule for sent på den som altid, men sådan var det jo nu engang, alligevel reddet han endnu en gang Ozzies liv.
Det næste han huskede var det skarpe lys fra lystofrørende over ham. Han var vågnet op på hospitaletstuen, alt smerten dulmet af den skønne følelse af den stærke smertestillende medicin morfin i hans åre. Han syntes et kort øjeblik han kunne høre en lyd i baggrunden og mumlede et eller andet i retningen af englen.. Så blev alting sort igen som han faldt i søvn. Da han endnu engang vågnede var Alistair væk og Ozzie var helt alene igen.

//OUT?//

Rainier havde godt lagt mærke til den lille, trodsige lyd som Ozzie lavede. Han elskede fighters... Han håbede egenligt lidt på at han en dag kunne få lov til at lege lidt mer emed knægten, se hvordan han ville se ud når han brød helt sammen, når hans sind knak. Lyden af hans skrig havde også været sød musik i hans ører, og det han virkelig havde håbe tpå at få ud af den lilel smule sjov de nåede at have. Han gik tilfredst derfra, og var langt nok væk på pågældende tidspunkt til ikke at høre det sidste Ozzie sagde, ellers ville han nok have vendt om og give tham endnu en advarsel. Men som tingene var, gik han rolgit vider ei retning af skoven og hans hytte, mens han sang vider epå børnesangen.

"Das Männlein steht im Walde auf einem Bein
und hat auf seinem Haupte schwarz' Käpplein klein.
Sagt, wer mag das Männlein sein,
das da steht im Wald allein
mit dem kleinen schwarzen Käppelein?"

// Out