The secret beach in Mexico - Luca (Fortidsemne)

Tid: 12-ish (Sat for ca. 50 år siden.)
Sted: En "hemmelig" strand i Mexico
Omgivelser: Hvidt sand så langt øjet rækker, med crystal blå vand. En klippe et stykke nede ad stranden, som gemmer en grotte. Og omkring 40 menter fra vandkanten, begynder en tæt skov som spreder sig ind over land.
Vejr: Mindst 30 grader, let varm brise og højt solskin, uden en eneste sky på himlen.
Påklædning: Bikini med denne Cardigan om skuldrene
@Luca

Ylva havde netop udgivet sin seneste bog, så hun havde valgt at tage ned til stranden for at nyde varmen og hvordan hun ville føle sig en smule stærkere end før. Hun var næsten lige taget til Mexico, efter hendes seneste genfødsel. Det var et par måneder siden, og hun skuttede sig stadig ved at tænke på måden, som hun var blevet slået ihjel på.

Hun havde en hvid bikini og en matchende hæklet hvid cardigan om skuldrene. Over hendes ene skulder hang der en lærredstaske, som indeholdt et tæppe, et håndklæde og en flaske hvidvin. Hun havde intet glas med til den, men det gjorde hende intet. Hun havde  en cigaret hængende i mundvigen og hun stod med sine bare tæer i det brændende varme sand, hun nød varmen så uendelig meget. Hun smed sin taske og sin cardigan i sandet og begav sig langsomt ud i det lune vand. Hun stod med vand til navlen, da hun begav sig til at svømme en smule rundt i vandet. Der var et par enkelte bølger, men ellers var vandet ret stille og roligt. Hun lod sig flyde i vandoverflade efter at have svømmet en smule rundt i et par minutter.

Kom nuu... Kom nu! Helt ærligt, hvorfor kunne ørreder svømme så hurtigt at selv Luca havde probleme rmed at få fat i den? Han vidste ikke engang hvor langt han havde svømmet efter den lige nu, men han var stædig, og han var sulten. Og så slap man jo ikke bare sin yndlings fisk af syne, når den svømmede lige hen foran dig!

Så han satte farten op, og, uden at vide det, kom rimelig tæt på Ylva, dog nogle gode meter under overfladen, der hvor der stadig var rimelig dybt. Ørreden svømmede tættere på overfladen, og kom derfor ikke ligeså hurtigt frem som før - han så chance, og tog den. Med nogle kraftfulde slag af sin store hale, svømmede han lynhurtigt opaf og fangede fisken med munden idet han brød vandoverfladen. I en refleks øvet gennem mange år - med mange maveplaskerede til følge i starten - bøjede han sig forover i luften og dykked eigen elegant ned under vandoverfladen. Dette skete måske kun 2-3 meter til højre for Ylva, som han havde lagt mærke til, men pt ikke tog videre notits af da han havde mest travlt med at begynde at spise fisken, hvilket han svømmede hen til det nærmeste klippeudsprig for at gøre, så han havde noget at støtte sig op af imens han spiste.

Mens hun flød i vandet, hørte hun pludselig noget bryde igennem vandoverfladen og hun rettede op, så hun skulle bruge sine arme og ben til at holde sig over vande. Hun så en sirene dykkede ned igennem vandet igen. Det var mange hundrede år siden hun sidst havde set en sirene og den sidste gang havde ikke været et godt minde for hende, det havde været en af de utallige som havde været på jagt efter hende.

Hun så lidt rundt, måske han ville bryde igennem vandet igen? Og hun havde ganske ret, hun så ham hoppe op på et klippeudspring, ikke så langt fra hvor hun befandt sig. Hun vidste ikke om hun skulle nærme sig eller om hun skulle svømme ind til stranden.
Hun bed sig kort i læben, inden hun langsomt gav sig til at svømme nærmere sirenen.

Da hun var et stykke fra stenen, så hun op på sirenen, han var i færd med at spise en fisk, det ligende en ørred. Han måtte have jagtet den et godt stykke, da ørreder ikke var lokale fisk ved denne del af Mexico.
Hun så op på ham, som han sad der. Han var smuk, som alle sirener jo var kendt for at være, så dette overraskede hende ikke.
Hun sagde ikke noget, men iagttog ham blot en smule. Velvidende at hun nok enten ville skræmme ham eller blive angrebet, hvis hun sagde noget.

Luca havde rigtigt nok ikke hørt at hun som nærmere, da han havde travlt med at spise alt han kunen af fisken, hvorefte rhan til sidst lod det rimelig rengjorte skelet ryge ned i vandet igen. Der var adskillige dyr han vidste der ville nyde knoglerne ligeså meget som kødet, så hvorfor ikke lade dem få resterne? Det var alligevel det samme mange af de større rovdyr i havet også gjorde. Og han var vel teknisk set i den kategori.

Han strakte sig en smule og tørrede sig let om munden,  før han vendte sig om for at slappe lidt af på stenen - og da så han så hvor meget tættere på ham Ylva havde svømmet. Et bredt smil spredte sig på hans læber og fremviste derved hans utroligt skarpe tænder. "Jeg håber ikke jeg ødelagde din svømmetur alt for meget. Den var ved at slippe fra mig," sagde han, og trak let på skuldrene. "Og jeg var sulten, så det ville jeg ikke lige lade ske."

Ylva så op på sirenen, som han lagde mærke til hende og hun svømmede tættere på stenen han var på. Hun så på ham med sine grønne øjne og hendes lange brune hår, som var vådt og hang om hendes hoved. "Du gav mig noget af et chok. Men det er okay." Hun smilede venligt op til ham og kom med et lille grin, da hun hørte at den var ved at slippe fra ham. "Så var det godt, at du fik fanget den." Hun så en mindre sten, som kun lige brød vand overfladen og hun kravlede op på den og satte sig, mens hun nød solens varme stråler imod hendes bare hud.
Mexico var helt klart et af de steder hun virkelig holdt af at være. Hun så over på sirenen og sagde med et smil "Du langvejs hjemmefra.". Hun kunne hører hans accent, den lød italiensk. Det fik hende helt til at savne Italien. Hun havde boet der et par gange og kunne også tale sproget, dog var det blevet ret rustent, da det var længe siden hun havde snakket det.

"Godt at chokket ikke var så stort at der skete noget, så." han grinede, og strakte sig en smule, før han rykkede sig lidt længere ned af sin sten, bare så hele halen var under vand. Det var noget så ubehageligt at tørre ud, og det kunne ske alt for nemt i den her varme sol. "Men ja, dejligt at jeg fik fat i den. Den smagte rigtig godt, selvom den vist nåede at blive en smule stresset." he trak på skuldrene, mens han så op på de få skyer der trak henover himlen. Det var heldigvis en ting der aldrig ændrede sig meget uanset hvor du var, hvordan himlen så ud. Han var aldrig blevet god til det der med at tyde stjernetegnene i himlen, så han kunne ikke se den store forskel på stjernerne her og derhjemme, heller. Apropos, så spurgte hun nu ind til om han ikke var fra Italien. Og jo... Han kunne vist ikke løbe (eller svømme) fra at han var opvokset i farvandende nær Sicilien, og derfor havde lært italiensk som sit modersmål. "Sì," svarede han hende med et smil. "Sicilien, for at værehelt præcis. Tror det er tre måneder siden jeg svømmede derfra. Har bare taget det i et stille tempo. Ville se noget mere af verdenen, opleve mere end hvad jeg kunne i middelhavet alene."

Ylva smilede til sirenen, som nu sad halvt nede i vandet og fortalte om hans liv. "Sicilien er utrolig smuk, jeg har selv boet der i nogle år." Hendes ben var stadig i vandet, da stenen jo kun lige ramte overfladen, og så var den heller ikke særlig stor. Hun bevægede let sine fødder under vandet og nød det lune vand.
"Men jeg er da glad for at fisken smagte godt! Der er langt til den nærmeste sted hvor ørreder holder til, så der er ikke noget at sige til at den var en smule stresset. Du har jagtet den længe og langt.".
Hun så ud over havet og sagde tænksomt "Ja.. Jeg kender det godt, det med at ville se verdenen. Ens hjem, kommer til at virke som en lille bitte dam, i forhold til det man får at se. Men man vil savne det, på et eller andet tidspunkt." Hun så på sirenen og sagde "Hvad lader du dig kalde?". Der var nogle ting, som aldrig ændrede sig. Hendes gamle måder at snakke på, dukkede nogle gange op, men folk forstod som regel hvad hun mente.

Luca smilede og nikkede. "Ja, det bliver hurtigt kedeligt bare at være i de samme farvande hele tiden. Altså, helt ærligt. Over tredive år, kun i middelhavet? Intet under jeg begyndte at ville se noget mere af verden, vel?" han grinede. "Kun godt at så meget af vores jord er dækket af vand. Gør det så meget nemmere for mig at rejse fra sted til sted." han smilede stille for sig selv mens han så ned på sin hale, som han bevægede en smule frem og tilbage i vandet. Han elskede nu stadig det flotte mønster hans hale havde, det havde altid matchet nogle af de mere farverige fisk han havde set. Sådan lidt mere... eksotisk i det.

Han kiggede op igen, da hun - på en lidt gammeldags facon, dog - spurgte ham om hans navn. "Ah. Jeg hedder Luca." svarede han med et smil. "Hvad med dig?"

Ylva smilede og nikkede. "Ja, jeg forstår udemærket hvad du mener! Jeg ville heller ikke have klaret mig i det samme land i alt for mange år i træk. Jeg har set det meste af verdenen." Hun lænede sig let tilbage på sin ene hånd, som var placeret bag hende på stenen hun sad på.

"Luca.." sagde hun, da hun havde hørt hans navn. Hun sagde det på en sådan måde som om hun smagte på det. "Det klæder dig.". Hun så kort ud på havet og sagde "Jeg bliver kaldt Ylva.". Svarede hun efter lidt tid. Hun så igen over på sirenen og tilføjede "Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til din hale, den er utrolig smuk. Den minder mig lidt om en anden sirene jeg mødte en gang. Hendes var rød, med de mest utrolige nuancer. Hun var fra det Colombianske farvand." Hun smilede let ved mindet. Det var omtrændt 100 år siden hun havde mødt hende. Hendes hår havde matchet den røde farve som hendes hale havde. *Gad vide om hun stadig lever?* undrede Ylva sig kort.

"Har du virkelig? Du må have en del interessante historier, så!" Sagde Luca med et stort smil, og lænede sig en smule frem i hendes retning. "Jeg gad virkelig godt se det hele... Men jeg skal virkelig også rejse langt, så." smilet falmede en smule. Han var overhovedet ikke sikke rpå det endda ville være muligt for ham at få set så meget af verden som han ville, men det var dog en meget rar tanke, at komme ud og få set sig omkring.

"Ylva?" han smilede da hun sagde hendes navn. "Specielt, men jeg kan lide det. Passer godt til dig. Du virker slet ikke som de fleste andre. Det er selvfølgelig et kompliment," han grinede og blinkede til hende. Da hun begyndte at tale om hans hale, bredte der sig en svag rødmen på hans høje kindben, og han grinede en smule. "Tak. Jeg tror vistnok min far kom helt fra Australiens great barrier reef, jeg har det nok fra ham. Han er her desværre ikke mere, men han havde en usandsynligt flot hale. Jeg var en smule misundelig på ham. Men med det du siger, skulle jeg måske ikke have været det," sagde han så, og lod en høj latter slippe fri. "I alt fald, så tak for komplimentet."

Ylva nikkede, ja hun havde massere historier om verdenen. Både søde romantiske historie, men også historier som ville efterlade folk med sorg og rædsel. Alt hvad hun havde været ude for, det var forfærdeligt. Det havde efterladt ar på hendes sjæl, det var også tydeligt i nogle situationer. Men det var historier hun skrev ned. Ikke fortalte med hendes egen stemme og aldrig havde hun brugt sit eget navn i disse historier, ej heller sit udseende og nogle gange heller ikke hendes eget køn.

Hun smilede til ham og sagde "Mange tak, jeg ved at der ikke er mange der er glade for sirener. Jeg har aldrig rigtig kunne forstå det. Halvdelen af skrækhistorierne om jer, er ikke engang ægte.". Hun smilede og kom med et lavt grin, det tonede dog ud, som hun så ud over de blide bølger. Hun så tilbage på stranden, hendes ting lå stadig i sandet, hvor hun havde efterladt dem. "Jeg har set nogle af sirenerne ved Great Barrier Reef, de er utrolig smukke, men også sarte og udsatte, især hvis de bliver set af mennesker." Hun rystede let på hoved, da hun huskede tilbage på en jagt, hun havde prøvet at stoppe, sidst hun var i Australien. "Men jeg kan godt se din hale har nogle ligheder med deres." Hun smilede og så på hans hale i vandet.

"Ja... Desværre er der mange der bare flygter det øjeblik de ser mig. Så... Jeg prøver så vidt muligt at sørge for at folk ikke ser mig i... Ja, den her form. Når jeg er på land er det lidt ligegyldigt, der kan de ikke se forskel mellem dem selv og mig, alligevel." sagde han med et lille smil. "Men det er virkelig trist at der ikke er flere der er mere åbentsindede." sukkede han, og kiggede op på den dybblå himmel. Den var næsten samme farve som derhjemme, solen var bare stærkere her.

"Men ja, jeg har godt hørt nogle af deres skrækhistorier. Det... Jeg har mødt nogle få af os der rent faktisk er sådan, men langt størstedelen af os er... Ja, som de fleste andre, ville jeg gå ud fra." han trak let på skuldrene. "Folk kan være så snævertsynede og overtroiske at det helt gør ondt." og det kunen virkelig godt ses at han var trist over at så mange var bange for hans race, så glad som han var for at møde nye folk hele tiden.

"Ja... Jeg er nu meget glad for jeg ikke er født dernede, så udsatte som de er. Tror måske det er derfor min far flygtede herop, men... Ja, ham vil jeg nu aldrig kunne spørge om det." han trak let på skuldrene. "Det er nok også godt det samme. Mor sagde han blev en skiderik efter mig og mine søskende blev født." han kiggede over på hende, og så ud til at tænke sig om lidt tid, før han så til sidst spurgte hende: "Hvad med dig? Hvad har du af familie rundt omkring?"

Ylva nikkede forstående. Det forstod hun skam godt. Hun havde selv oplevet af folk var løbet fra hende, dog var det mange mange tusinde år siden. "Det forstår jeg skam godt." Hun smilede venligt til sirenen med den smukke hale.

"Ja, det er sandt at der er et par stykker som lever op til historierne, men min erfaring er nu, at det er et fåtal der faktisk er sådan!" Hun kørte en hånd igennem hendes halv-tørre hår og rystede så resten. Det var langt, hun havde valgt at holde det langt og ikke få det klippet kort, som hun havde haft gjort før i tiden. Dog havde hun valgt at holde moden, med det lange hår.

"Der er utrolig smukt, det bare ærgeligt at det er så udsat, som det nu er." Hun kørte roligt en hånd igennem overfladen af det klare blå vand og nød det lune vand imellem hendes fingre. Hun så så op på ham igen og sagde "Jeg ked af at hører om din far." Der gik lidt tid efter hans spørgsmål og hun så væk, ud over havet og rystede så på hoved, mens hun sagde "Nej, de døde for meget lang tid siden.".

Luca smilede let, da han hørte hendes svar. Endelig en anden der kunne forstå det! Man prøvede bare at være venlig mod folk, men så flygtede de fra dig det øjeblik de så dig, på grund af det dumme ry hans race havde fået af nogle få, stupide individer der var mega agressive, og havde fået en hang til menneskekød.

Han grinede en smule da hun sagde hendes erfaring nu også var, at de fleste ikke var sådan. "Ja, de fleste af os er nok bare nysgerrige, ligesom mig." sagde han med et smil, og da han kunne mærke hans hud blive ukomfortabelt tør i den skarpe sol, rykkede han sig, og dykkede hurtigt under vandoverfladen igen, før han atter stak hovedet over vandoverfladen, og svømmede hen ved siden af hende.

"Ah. Kondolerer," sagde han med et svagt, skævt smil efter hun nævnte hendes familie allesammen var døde.