When you thought you were alone - Ylva

Tid: 17.32
Sted: Bjergene væk fra andre væsner.
Omgivelser: Træer, grotter, sten, græs, nogle dyr hist og her.
Vejr: Lette små hvide skyder, og en let brise.
Påklædning: OUTFIT
Tag: @Ylva

Charlie havde svært ved og vende sig til at være omkring andre hele tiden. Han havde levet det meste af sit liv i isolation, og han søgte derfor også væk fra det hele i dag. Han havde opdaget bjergene og var besluttet sig for det måtte være det rette sted. Han kunne nemt komme væk hvis han endte med at fare vild. Her kunne han lade sine vinger folde sig ud, og han kunne flyve til et bekendt sted i stedet.
Han lukkede sine øjne som han stod på en klippekant og nød den lette brise. Hans hår bevægede sig ganske roligt i viden, og han mærkede den behagelige følelse af at være alene som fyldte ham. Der havde ikke været meget tid alene siden han startede på skolen. Han havde selv valgt det, men det var hårdt for ham, det var mange nye indtryk han skulle bearbejde, for ikke at tale om han ikke helt kunne styre sin evne. Et par fugle fløj forbi og pippede lystigt. Han åbnede øjnene og betragtede landskabet foran ham. Han kunne se skolen, byen, ja faktisk kunne man se alt herfra.
Han trådte ned fra klippen og stak sine hænder i lommerne. Han knækkede let sin nakke til den ene side som han gik hen af stien på bjerget. Han fik øje på en skikkelse længere fremme, og kunne ikke rigtig beslutte sig for om det bare var nogle skygger ved første øjekast. Men som han kom tættere gik et op for ham at det var en ung kvinde. Han kunne ikke forstå hvorfor hun ville være alene heroppe, så han valgte og gå derhen. Som han kom tættere på kunne han se hun sad og skrev. Han forstod ikke helt hvordan andre væsner opførte sig, og det gav derfor ingen meningen hvorfor hun skulle sidde lige her og skrive, der var da mange gode caféer og lign der var oplagte til det. Han stoppede et par skridt fra hende og lagde let sit hoved på skrå "Miss. Are you okay?" Der var oprigtig bekymring og spore i hans stemme, og han så roligt på hende imens han ventede på et svar. han kunne trods alt ikke bare gå forbi hvis hun havde brug for assistance til noget.

Jakke + Scarf med dette  Tøj under

Ylva var taget op i bjergene, da skoven hun plejede at tage til, var proppet med mennesker. Hun havde fundet det perfekte sted, hvor hendes inspiration bare flød og hendes minder syntes også at flyde fra hendes hoved og ned i hånden, som hun skrev det ned på papiret. De fleste af hendes bøger var baseret på rigtige hændelser, med meget minimale og små forandringer, som navne og udseende på personer. Hun havde dog udgivet nogle enkelte bøger som var ren fiktion.
Hun hørte skridt komme nærmere, men hun tænkte ikke videre over det, indtil hun hørte en stemme snakke til hende. Hun kiggede op på en ung mand der stod foran hende. "Uhmm.." Var det første hun sagde, men hun iagttog ham, han havde lysebrunt hår og blå øjne. "I'm alright, thanks. Just writing on a book." Hun smilede et lille venligt smil og vendte igen sit blik imod sit papir. Dog syntes hendes inspiration at være stoppet, i det hun havde set ham. Hun sukkede og lukkede sin notesbog og smed den ned i hendes skulder taske sammen med kuglepennen hun havde brugt.

Hun så op på ham og spurgte "What about yourself? You seem surprised to find someone else out here.". Hun rejste sig op fra hvor hun sad og børstede kort sit tøj af, inden hun hev sin jakke en smule tættere om sig selv og gned sine arme for at få varmen. Det var begyndt at blive koldt, og hun vidste at hun skulle have taget mere tøj på. Hun hadede efteråret og vinteren med den kulde. Dette skyldes ikke kun hendes svaghed overfor kulde, men også fordi at det holdt hende fra at skrive udendørs, da det blev for koldt til at sidde udenfor.

'"I'm alright, thanks. Just writing on a book."' En lettelse kom over ham, da hun svarede og fortalte hun var okay. Han sendte hende et smil og var drejet om og på vej væk. Der var ingen grund til at forstyrre hende når hun tydeligvis sad og arbejdede, og hun sagde jo hun var okay.
Han var kun nået et par skridt før han stoppede til lyden af hendes stemme. Han drejede rundt og opdagede at hun havde pakket sin notesbog væk. *Ohh god, I interrupted her* Hans blik var på notesblokken man kunne se der lå i tasken nu. Han blinkede en gang for at få sig selv til at fokusere igen og kiggede på hende "Uhmm sorry.. What.. Ohh..." det gik op for ham hvad hun havde spurgt om og det letforvirrede svar blev efterfulgt af noget mere sammenhængende. "Most people dont walk this high into the monutains, afraid they wont find a way back maybe?" han stillede spørgsmålet nærmest til sig selv, som for at finde et svar men han fandt det dog ikke. Han bemærkede hvordan hun trak jakken en smule tættere sammen. "You seem cold. Maybe you should find your way back. Wont risk you getting a cold." han var oprigtigt i måden han snakkede på, og man kunne godt fornemme at han mente de ting han sagde.

Han havde ikke forstyrret hende som sådan, det var mere hendes inspiration som var stoppet. Hendes opmærksomhed var flygtet fra hende. Over til det, som ikke syntes at være nogen man kunne dømme på deres udseende. "It's alright, I was about to pack up and head home anyway." Smilede hun til ham og rejste sig op, hun tog et par skridt i hans retning. Hun kunne godt mærke hans beroligende aura. *An angel, huh?* tænkte hun og lagde let hoved på skrå. Hun havde mødt en masse engle igennem hendes mange liv, så hun kunne genkende de fleste tegn på når man stod overfor en engel.
"I think you might be right.. This place can be rather treacherous." svarede hun til hans spørgsmål af et svar. Hun iagttog ham, med hendes grønne øjne og da han kommenterede på om hun måske frøs, rystede hun kort på hoved. Han havde ret dog, hun var begyndt at føle kulden. "I just get cold easily, nothing to worry about." smilede hun og hankede op i hendes taske som hun havde taget over skulderen, da hun rejste sig op.
"Something tells me that you're here for the same reason as I." Hun så rundt på naturen omkring dem, mens hun snakkede. "To get away from everyone else." Med de sidste ord, så hun op i hans blå øjne.

'"I just get cold easily, nothing to worry about."' Hendes ord og hendes udstråling var 2 vidt forskellige ting i dette tilfælde. Han kunne fornemme at hun bare sagde det, men han kommenterede ikke på det. Det var nok bedst ikke og kalde hende en løgner, så meget havde han da lært om at omgås andre, det havde været en hård lektie der havde kostet et blåt øje.
Han lod sine blå øjne møde hendes grønne, han mærkede hvordan usikkerheden bredte sig i ham, han var ikke god til det her øjenkontakt noget og han sænkede derfor sit blik og hans kinder fik en svag rosa farve, det var ikke fordi han rødmede men det var tæt på. Hank sank en klump og sendte hende så et smil "Yeah. Its quiet up here, gives me room to think." Han kløede sig let i håret og kiggede lidt rundt på tingene omrking dem. Han brød sig ikke om stilheden imellem dem og han stod en smule uroligt. *come on Charlie, say something. you cant just stand there and look like an idiot.... say anything* "I like your hands, they seem soft." *NOT THAT! Ohh god...* han rødmede voldsomt og kløede endnu en gang i sit rodede hår, men denne gang mere desperat *fix it you morron!* Han vrissede af sig selv i sine tanker, og formåede og få sig selv til at se på hende med et let smil. "I was about to hed down anyway, you wanna join?" *yes! thats much better. you got this!* han lignede en der lige havde fået løftet en tung byrde af sine skuldre som han fik sagt det sidste.

Ylva nikkede, ja, der var dejlig fredeligt, det var hun helt enig i. Ingen larmende mennesker og ingen til at forstyrre en, hvis man havde brug for at tænke selv. Hun mærkede et lille smil på sine læber.
Da han nævnte hendes hænder, så hun blot ned på med. To af hendes fingre var nu ikke særlig bløde, men ellers var hendes hænder ret bløde, hun så op på ham igen med et undrende blik og skulle til at spørge om han var okay eller om han på et tidspunkt var faldet og havde slået hoved eller noget?
Da han tilbød at de kunne følges ned af bjerget igen, nikkede hun blot og begyndte at gå i retningen af stien. "So.. Are you always this awkward or..?" Hun håbede lidt på et svar fra ham.
Hun havde aldrig før mødt en engel, som var så akavet omkring mennesker. Han havde set ud som om han havde en indre kamp, da han havde prøvet at bestemme sig for hvad han skulle sige, og havde set helt lettet ud, da han havde fået 'reddet' ham selv, fra den akavede kompliment han havde givet hende.

'"So.. Are you always this awkward or..?"' Hendes ord fik ham til at trække skuldrene let op som han hørte dem. Han bed sig i læben *Fuck... What now?*
Han kløede sig en i håret og et let akavet grin kom fra ham. "Well I guess it makes sense now why I chose to go alone." han sendte hende et lettere påtvunget smil, men kunne godt se at det ville hun ikke acceptere som et svar. "Well I... Im not so used to being around people, so I ....." han stoppede sin sætning for at kigged på hende med et smule bekymret blik "I guess its pretty obvious huh?" han sendte hende et mere oprigtigt smil, som blot var ret akavet, men det matchede de meget røde kinder han havde. Han var en idiot når det kom til at omgåes andre, han vidste det godt. Hvordan snakkede man med dem, hvordan opførte man sig, alt det blandet med at han var ret genert, well det var ikke den bedste cocktail. Det at hun så ret godt ud hjalp ham bestemt heller ikke.

Ylva så på ham, hun vidste at hendes spørgsmål ville blive taget som uhøfligt af nogle mennesker, men hun var ikke selv den bedste med det sociale mere. Hun rystede let på hoved af sig selv og sagde "You don't have to be anything you're not, y'know?" Hun havde et lille smil på læben og hun stoppede op og vendte sig imod Charlie. "Listen, wait.. I don't even know your name." Hun så kort på ham med rynkede bryn, men forsatte så "Doesn't matter right now anyway.. I ain't the best at this whole social thing, I used to be, but somethings have happened and I am not the same person anymore, so I get how you feel about not knowing how to act around people. I really get it. So, with me, you can just be you. Don't think too hard about what you have to say, just let it come naturally.". Hun havde grebet fat i hans skuldre som hun var begyndte at tale og hun slap dem først igen, da hun var færdig. Hun trådte et skridt tilbage og begyndte så at gå ned ad stien. "My name's Ylva, by the way." sagde hun over skulderen til ham.

'Hun havde et lille smil på læben og hun stoppede op og vendte sig imod Charlie. "Listen, wait.. I don't even know your name." ' han blinkede et par gange, han vidste da egentlig heller ikke hvad hun hed. Han nåede ikke og svarer før hun havde grebet fat i hans skuldre. Han sank en klump og så på hende med store øjne *She..... shes touching ... me...* han rødmede og kunne ikke se på hende, så han endte med at kigge ned i jorden og nikkede bare til det hun sagde. Han bed sig let i læben på den der akavede og generte måde.
' "My name's Ylva, by the way." ' han kiggede op og opdagede hun var begyndt og gå igen. Han skyndte sig og løbe et par skridt for at indhente hende. Charles, but.. Call me Charlie." Han fik sendt hende et smil, om ikke andet så et meget genert et. *Smalltalk charlie! smalltalk.* Han tog en dyb indånding og kiggede op på himlen "looks like the winter is comming early this year." Det var måske ikke det mest spændende emne, men det var da andet end at stå og stamme helt rød i hovedet.

*Charles.. Well, Charlie does suit him a lot more.* tænkte Ylva og smilede let. Han var nu ret kær, som han rødmede og var blevet mundlam, da hun havde rørt ham. Han var virkelig ikke vant til andre væsner eller til at være social. Det fik hende til at trække en smule på smilebåndet.
Hun sukkede dybt, da han nævnte at vinteren kom tidligt. "Yeah, it reallly is. I just hope it's short too." kommenterede hun og så op imod himlen, mellem de træer som ragede ind over stien de gik på. Den var grå og kold at se på. Hun rystede let på hoved og tilføjede "As you've guessed, I'm not the biggest fan of the cold. But.. Are you excited for winter to come?". Hun skævede over til ham, med et nysgerrigt blik og kom sine hænder i lommerne på hendes læder jakke, dog fiskede hun en cigaret op og tændte den, inden hendes hånd fandt ned i lommen på hendes jakke igen.

//Sorry it's so short D:

*I'm afraid its gonna be a long winter* tænkte han for sig selv, den lette brise sendte nogle nedfaldne blade forbi dem. Det var virkelig begyndt og være efterår og det betød mindre sol, en tanke han ikke var så glad for. Han havde aldrig været en stor fan af mørket.
'"As you've guessed, I'm not the biggest fan of the cold. But.. Are you excited for winter to come?"' Han grinte lidt og sendte hende sit charmerende smil. Det var et smil der slet ikke afspejlede den generte mand han egentlig var. "I like the sun, and the light.. Winter is the opposite, so no. It's not the cold that bothers me actually, I just wear some more clothes." han trak lidt på skuldrene som var det lige meget.
Han sparkede til en sten på jorden. "your not human right?" ordene forlod ham før han nåede og gøre noget for at stoppe dem. *You can't just people that!* Han rømmede sig og skynte sig og tilføje "I mean its not like. well you look like one. But.. I just. you..." han tog sig opgivende til baghovedet og et meget akavet grin forlod ham "Sorry.. that was rude to ask.."

Ylva nikkede. Hun tog også altid mere tøj på om vinteren, især fordi kulden kunne betyde at hun gik i hi, hvis hun blev for kold, men også fordi kulden gjorde hende svagere. Hun havde en brændeovn derhjemme i hende lille lejlighed, som hun var blevet ret glad for. Hun have trods alt ikke boet i Moonlight Falls særlig længe, men hun havde allerede fået gjort godt brug af den.
Hun havde også lagt mærke hans charmende smil, som slet ikke passede til det hun havde set af ham, men hun smilede blot tilbage.
Hun så på ham, med mistænksomme øjne, da han spurgte ind til hendes race, men hendes blik blev mildere, da han undskyldte for at have spurgt og hun kom med et lille grin og sagde "Uhm.. No. I'm not a human." Hun så på ham med et stille smil og hendes tone afslørede at hun ikke havde tænkt sig, at fortælle mere end det. Hun så på ham og sagde så "Angel, right?". Hun så lige ud på stien som de gik på og forsatte så "It's your aura, that exposed you."

'"Uhm.. No. I'm not a human."' Hendes svar gjorde det tydeligt at hun ikke havde planer om at svarer på hvad hun var, men det var egentlig også helt okay når man tænkte over det. Det var ikke fordi alle rendte rundt og bare slyngede ud hvad de var.
Han trak sin jakke en smule mere op om sig, og en kuldegysning bevægede sig igennem hans krop. Han savnede allerede sommeren.

'"Angel, right?". Hun så lige ud på stien som de gik på og forsatte så "It's your aura, that exposed you."' Han løftede et øjenbryn og kiggede på hende. *How did she??* Han nåede ikke mere end blot hilse på tanken, før at hun besvarede hans spørgsmål som var hun tankelæser. Han nikkede med kinder der blot havde et hint af rosa. Well, han kunne ikke komme udenom at hans Aura var stærk, men det bekræftede blot det at hun ikke var menneske. De færreste væsner kunne faktisk sætte en finger på at det var den aura der var skyld i det. *she gotta be old, or well not old, she dosent look old.. She look..* Han drejede blikket over på hende men skyndte sig hurtigt og kiggede ned i jorden som han rødmede, selv hans egne tanker var imod ham. Han rømmede sig og kiggede ligefrem "sooo.. what were you writing on?" spurgte han så henkastet som det var muligt.

Ylva plejede ikke at blive kolde steder om vinteren, da hun hadede at føle sig svag og kunne mærke hvor meget svagere hun blev, når det var koldt. Hun klædte sig som regel også utrolig varmt på om vinteren.

Hun smilede let til ham, som han spurgte hende om hvad hun var i gang med at skrive på. Hun gik lidt, inden hun svarede ham og sagde så "Jeg er forfatter og sad og skrev på min nyeste bog. Jeg finder naturen beroligende og at den hjælper en del på min inspiration, jeg ved ikke hvad jeg gø, når det bliver for koldt til at skrive udendørs.". Hun rystede let på hoved og så op på Charlie, med et lille smil og sagde "Hvad foretager du dig så? Skole? Arbejde?".


//Sorry det så kort D:

Han nikkede roligt som hun svarede på hans spørgsmål. *Writer? Maybe I should find something she wrote and check it out..* "That's actually pretty cool, but I must admit I havent seen any of your books, or at least I think so." Han sendte hende et let undskyldende smil før han fortsatte. "But I agree. Nature is a place and calm place. I'm still new in these areas, but maybe there is a place inside around here, that can give the same calm?" Et spørgende udtryk viste sig på hans ansigt som han lagde hovedet let på skrå.

Han strakte sig let da hun havde spurgt til hvad han lavede. "I'm in school atm. Just started on Athena Academy. It seems like a nice place, but I'm still very new there." Han grinte lidt for sig selv.
Gruset knasede under deres fødder, som de gik ned af bjerget. Sammen med vinden gav det en baggrundslyd, som fyldte de små tomrum der var når de ikke sagde noget. Det gjorde at det der normalt ville virke som akavet stilhed, virkede mere overskuelig. I hvert fald for Charlie.

//Intet og sige sorry for <3