Can't escape from you

Den dag havde ingen betydning haft; den havde været en af de allermest meningsløse, almindelige dage heksen længe havde haft. Hans mandage var hans fridage; dagen var til oprydning, nulstilling af ugen der var gået. Den var til den tøjvask der længe havde ventet på at blive startet på, til indhentning af det forsømte – til noget så banalt som at handle ind.
Det var derfor ikke så besynderligt at heksen fandt sig selv i en af supermarkedets mange rækker. Det var ikke sekunder inden at han havde trådt ind af markedets skydedøre, at han havde fanget sit eget spejlbillede i glasdørenes sarte genskær. Det var ikke med et synderligt selvsikkert øjekast, at han havde set ned af sig selv, hurtigt konstaterende, at han burde have valgt at ordne sin tøjvask før han havde valgt at tage ud i offentligheden i dén mundering. Nuvel, han kunne ikke vende om nu.
Asa havde hurtigt søgt indad, mellem rækkerne med vare, stablet op og ned ad hinanden, en efter en, uden rigtig at vide hvad hans endelige mål var. Han sukkede af sig selv, over sin egen rastløshed der synes uendeligt at påvirke ham, hans tanker, som den led ham råvildt på afveje. Hans hukommelse havde set bedre dage, indrømmede den mørkhårede for sig selv, tydeligvis ganske bitter over sig selv. Var det brød han manglede? Frugt måske? Han fandt aldrig svar på sin egen tankestrøm, som han drejede højre om, ned ad rækken med alverdens form for bagværk. De mørkebrune øjne havde søgt en anelse opad, fremfor fremad – imod toppen af hylderækken, der næsten var i hans øjenhøjde (æret være var hans højde). Det var med hånden for sin mund, kløende overvejende imod de begyndende skægstubbe imod sin hage, at han så udbuddet af vare an, næsten med et apatisk blik båret i hans øjne. Det var dér, at han hørte et navn han længe ikke havde hørt – et navn han ikke havde turde tænke på, i – ja, hvem ved hvor længe.
Forsigtigt drejede heksen sagte hovedet til den ene side, mødende et sæt brune øjne han svor han aldrig skulle se i igen. Det var øjne han havde fortabt sig i; havde set en kærlighed og unægtelig varme i, men også smerte – en sådan ubærlig smerte. En smerte unægtelig skabt på grund af ham; det var hvad han altid havde fortalt sig selv. Det var hans skyld; hun havde gået på grund af ham.
Asa turde næsten ikke slippe Avas blik, som han kortvarigt lod det falde imod Malcolm. Han kunne næsten ikke tro på det scenarie der udspillede sig foran ham, men han kunne heller ikke bare se til. Han kunne ikke bare være en stum tilskuer til sit eget liv. Ikke denne gang.
”Ava – pl-”
Han kunne ikke genkende sin egen stemme, som han endelig talte. Var den næsten bønfaldende?
”- Please. Wait,”

”I believe ’hi’ would be a great start – or, just a start.”
Talte Asa ganske sagte, som han rykkede på sig selv – tydeligvis ganske urolig og akavet, over hvad end der var ved at ske.
Ava havde ret; hvad kunne han dog overhovedet sige, der ville bringe situationen et bedre sted hen end hvor den var. Sandheden var nok, at ingen ord kunne gøre hvad de havde oplevet; deres historie sammen, bedre. Malcolm gjorde nok hvad der var det eneste rigtige for dem alle sammen – og allervigtigst hvad der var bedst for hans søster.  
”It’s good to see you,”
Hans ord kom ud næsten som en hvisken; et sørgmodigt smil vaskede sig hen over hans læber, som han prøvende trådte et skridt fremad imod Ava. Han tog sig selv i at møde Malcolms øjne, løftende en hilsende hånd, der hurtigt fandt sin vej ned langs hans side igen: ”You too, Malcolm.”
Han svang indkøbskurven over på sin venstre arm, gribende sin egen overarm i et fast greb. Heksen kunne ikke andet end blot starte med at se Ava an;
”I don’t know what else to say; I did not expect to see you again, ever. You made that very clear to me, when-“
Han bremsede sig selv. Han vidste godt hvem af dem der havde besluttet at gå. Og til trods for det var hende, havde han ikke stoppet Ava dengang – han kunne have forsikret hende om, at alting nok skulle ændre sig, men det gjorde han ikke. Han vidste han ikke var herre over fremtiden, det var der ingen af dem der var. Men noget indeni ham, vidste der var noget seersken havde set – noget der havde endt alting; havde brændt broen mellem dem.
”Yet. Here we are.”
Han talte tydeligere denne gang, med et bittersødt smil hvilende over sine læber.
”So – tell me what happens next Ava. You are the only one who might be able to tell us that.”
Han ville ikke skændtes – tværtimod faktisk. Men hendes tilstedeværelse smertede ham ganske åbenlyst. Han havde aldrig glemt hende; han havde aldrig ville glemme hende. Men han vidste han havde måtte gøre et forsøg. Et evigt liv med hjertesorg var intet liv værd at leve.

Stilheden mellem dem var altoverdøvende, bragende i sådan en grad at det næsten gjorde ondt på heksen. Hvert enkelt ord der synes at ville forme sig på hans læber, og der var ganske, ganske få af slagsen, synes at fordærve før de fik en chance for at blive talt. Han kunne for et øjeblik, hvad der føltes som en uendelighed, blot se til. Indtil han måtte tage imod, af hvert enkelt af de ord Ava talte. Så det gjorde han, velvidende at det at tie var lige så meget en handling som hvis han havde brudt ind. Han vidste det var en af hans mange svagheder; at fryse i afmagt, overrumplet af sine egne følelser og tanker. Han havde gjort det før, mange gange før – noget Ava havde været vidne til. Han bed sig i sin underlæbe, forfærdet over sig selv. Måske bar han skylden til deres brud mere, end hvad han turde indrømme.
Heksen havde forberedt sig på at vende om, forlade supermarkedet lige så tomhændet som den tomhed han følte i sit hjerte. Det var derfor, som heksen rigtig opfangede det tilbud Ava havde stillet ham, at han ikke kunne tilbageholde en overrasket grimasse. En grimasse der langsomt blødte sig selv op, med hans velkendte, skæve smil.
”Virkelig?”
Han hviskede blidt, ganske uforstående overfor hvad han lige havde hørt. En mildhed der blev overrumplet, af en dyb, blød latter. Han rystede på hovedet, ladende sin frie hånd gnidende sig i øjnene.
”Undskyld- nej, jeg mener-“
Han grinte ikke over situationen, tværtimod grinte han af sig selv: ”Det vil jeg gerne; te lyder dejligt, Ava.”
Han kunne aldrig give sig selv fred, kunne han? Og da slet ikke når det gjaldt den kvindelige hybrid foran sig.

Heksen latter stilnede sagte af, forvandlende sig til et smil der var fyld af omsorg. Han følte han var midt i en voldsom følelsesmæssig karrusel; en der endnu ikke havde kørt ham op i de allerhøjeste højder endnu. Men den havde haft sine skarpe sving og sine loops; den havde trukket ham rundt til han havde betvivlet sine egne valg. Og da, som de var kommet til noget der lignede en konklusion, følte han faldet nærme sig. Som kunne han stirre direkte imod en skæbne han vidste han ville møde, det dybe fald, med frygt og iver på én og samme tid, vidste han hvad han måtte gøre: overgive sig, til hvad end der måtte komme. Så det gjorde han.
Det var derfor, uden modstand, at heksen lod den kvindelige skikkelse omfavne hans arm. Hans mørke øjne søgte nedad, imod hende alt imens hun talte. Han forholdte sig blot i stilhed, som han betragtede hvert eneste træk i hendes ansigt. Han svor han havde aldrig glemt hende, men noget indeni ham havde altid troet han til sidst havde fordrejet den skønhed Ava bar. Men som han så hendes smil, hendes mørke øjenvipper der lagde sig sagte over hendes øjne når hun så væk fra ham, så vidste han at hans hukommelse ikke havde svigtet ham.
“Cake sounds nice,”
Ude af stand til rigtig at begribe hvad der udfoldede sig foran ham, talte han hende næsten efter munden (selvom kage virkelig lød fantastisk, i det øjeblik).
“I can’t believe you live here - in Gaia of all places.”
Alvoren genfandt hans stemme, vaskende den sødme væk han vidste der kort forinden havde fundet hans ord.
“I - I am sorry - I just can’t believe this.”
Heksen løftede sin hånd, forsigtig som han placerede den imod hybridens hånd, klemmende den blidt i et kort øjeblik inden han atter løftede den, skulle hun ikke ønske hans berøring.
“Can you?”

Heksen kunne ikke lade være med at slippe et mildt fnys, nikkende anerkendende til Avas ord. Til trods for sit nære kendskab til den kvindelige hybrid, og ikke mindst hendes nært altvidende evner, havde han en tendens til at glemme. Glemme hvilken viden hun besad; hvilken viden hun ville kunne komme til at besidde. Det handlede aldrig om hvorvidt Ava fandt ud af hvad der ville ske, men langt nærmere hvornår. Tiden var virkelig hendes eneste holdepunkt og intet andet.
Som Asa mærkede hendes blide hånd, viklende sig omkring hans, for atter at gribe hans, var han ude af stand til ikke at finde hendes øjne. Virrende mellem hendes, hørte han udemærket hendes ord - stillende ham et spørgsmål han af flere omgange, og ganske længe, havde stillet sig selv. I et forsøg på at mildne sine egne ord op, smilede han vagt, forsigtigt næsten.
“I’m okay,”
Kortfattet, var det allerbedste ord for hans svar. Det var ikke usandt - han var virkelig okay. Men glad, lykkelig - heksen ville have spået hende en løgn, ville han have brugt det ord omkring sig selv.
“And you? Has Gaia been treating you well?”
Det var langt nemmere at sende spørgsmålet direkte tilbage samme vej, som var det kommet.