The main attraction

Heksen var udmattet; så ufattelig træt. Men for Asa stod det lige så klart, som den sandhed der gradvist udspillede sig mere og mere foran ham – han var tydeligvis ikke alene om det. Det behøvede Hope ikke engang fortælle ham med ord, før han vidste det var sandt.
Hvad har du lyst til? Hvad har du behov for?
Det var ikke fordi han ikke havde stillet sig selv de spørgsmål allerede. Han havde været igennem møllen af selvreflektion, men stadigvæk – stadigvæk stod han fortsat uden svar. Det var ganske simpelt virkelig:
”Jeg ved det ikke – ikke længere.”
Svarede han hende olmt, som hans øjne virrede mellem hendes dybblå. En ting der aldrig havde ændret sig for heksen, lige siden mærket havde stavet dets navn, var en ting: han ønskede aldrig at såre nogen. Men desværre havde han lært, at det var på grænsen til umuligt.
”Jo, måske lidt fri, ovenpå den her sidste måned med din kære fætter,”
Sarkasmen i Asas ord var ganske tilstedeværende som han fulgte op på sine egne ord. Han skød hovedet bagover, trækkende den enkelte af sine hænder igennem det mørke hår, indtil han til sidst nåede sine bryn, masserende dem for en kort stund. Han svor, så snart han fandt sin seng, så ville den tunge krop af hans give op.
Som heksen rettede sin nakke op, fjernende sine øjne fra loftet over dem begge, lod han kortvarigt stilheden mellem ham og feen udfylde rummet der udgjorde det lille kontor. De næsten sorte øjne kneb øjnene sammen, granskende ansigtet foran sig.
”Som tak for de gode råd, og – alting der er sket hen over den sidste halve time –”
Heksen rykkede lidt uroligt på sig, smilende ganske forsigtigt som han talte: ”Er der noget jeg kan gøre for dig?”
Han placerede sin albue imod stolens armlæn, hvilende sin kind imod sin hånd seende skikkelsen foran sig an.
”Som for eksempel, hjælpe dig med hvad end der, tydeligvis, holder dig vågen om natten,”
Heksen vidste desværre alt for godt hvordan det var ikke at finde ro hen over natten, hvordan det var når søvnen svigtede der hvor det gjaldt allermest. Han sad og så direkte på et levende eksemplar af, hvad det ville sige ikke at få den søvn, den ro man havde brug for. Om nok havde Asa ikke fundet løsningen på sin egen søvnmangel, men heksen havde en løsning (eller to) der om nok ikke virkede på ham selv, men meget muligt kunne være en løsning for en anden.
”Hvad kan jeg gøre Hope?”

Hendes blik blev ikke mindre eftertænksom, som han forklarede at han ikke vidste hvad han ville eller havde behov for. Hun ville ønske hun ikke kunne genkende sig selv i de ord, hvor ville hun dog ønske hun kunne lette hendes hjerte, og glemme alting, bare for en lille stund. Glemme at hun var ødelagt, glemme hendes sorg og den konstante tyngen om hendes hjerte, der altid formåede at holde hende fra det hun virkelig ville have. Kærlighed, hvor ville det dog være en smuk ting, at kunne tage imod den med åbne arme. I stedet for, måtte hun tage sig med takke i, at hun hellere ville finde selskab for nogle enkelte natter, måske kun den ene, også forsvinde igen som havde hun aldrig været der. Den følelse af frihed, den var hende åbenbart mere vigtig, end den nærende følelse om ønsket, det at have en familie.
Hun opdagede hvordan hendes blik var blevet fjernt, hvordan hun havde søgt ind i sig selv efter hans ord, da han ønskede sig fri fra arbejde. En latter boblede frem, strømmede gennem det bagerste af hendes strube, som et bredt smil formede sig over hendes læber. Det var uhyggeligt hvor meget hun nød at være i hans selskab, og alligevel kendte hun ham knap nok. Måske var det der i, hun kunne være sig selv? Fordi hun havde fundet en sjæleven i heksen der sad over for, selvom deres historier var så forskellige, var der alligevel den store lighed i; hvor ensomme de begge følte sig.
”Jeg skal se hvad jeg kan gøre” sagde hun som smilet forblev på hendes læber, trods at det faldt en smule i den forhenværende volumen. Hun lukkede øjnene som han lænede sit hoved tilbage, for et øjeblik lod hun sig selv blive omfavnet af stilheden der bredte sig omkring dem.
Da hun igen mærkede hans øjne på hende, lod hun dem langsomt glide op, som tak? Havde han noget han ville give hende? Hun var tæt på at fortælle ham at hun ikke behøvede nogen tak, men før hun nåede så langt, spurgte han om der var noget han kunne gøre for hende, hjælpe hende med hvad end der måtte holde hende vågen om natten.
Hendes stemme forsvandt, såvel som luften i hendes lunger. Han havde kunne læse hende så nemt som hun kunne ham, det var en skræmmende tanke og for et øjeblik tillod hun sig selv at tænke over hvad hun skulle sige.
”Har du nogen planer i aften?” spurgte hun så, hun havde ikke brudt sig om at sove alene siden Ace og hende var gået fra hinanden. Måske det at spise ude et sted, få sig et glas vin eller måske en flaske, ville hjælpe på problemet? Måske ville hun bare gerne se mere til ham, høre mere om hvem Asa Hopkins var. Hun lagde slet ikke mærke til hun holdte vandet, mens hun ventede på hans svar til hendes ganske direkte spørgsmål.

Normalt ville stilheden, som udformede sig mellem de to skikkelser, have bragt ubehag med sig til den mørkhårede heks. Men alt hvad der skete mellem dem, deres delte latter og hjertevarme oprigtigheder - noget var anderledes, så ganske anderledes. Det var nært uidentificerbart for Asa, men så alligevel, alligevel mærkede han den. Elektriciteten der næsten knitrede i luften; som den sprøde, næsten krydrede duft inden et tungt, alt overtagende tordenvejr bød dets velkomst henover en mørk himmel. Han vidste ikke hvad det var, men han vidste han var ude af stand til at ignorere hvad end der måtte komme. Præcis som tordenvejret, var det komplet uundgåeligt, men helt igennem naturligt i sin kraft og eksistens.
I sin sky natur ville heksen normalt have følt sig malplaceret, som han havde trådt indover (hvad han tydeligvis ville kategorisere som) en personlig grænse hos sin kollega, taget hans stillede spørgsmål i betragtning. Han havde talt højt om hvad der for ham var ganske klart og tydeligt; han havde stillet en vurdering ud i lyset, noget der ikke nødvendigvis var noget feen bød varmt velkomment. Men trods dette, så indfandt usikkerheden og tvivlen sig aldrig hos ham. Han vidste hvad han havde set i hende og, på en eller anden underlig måde, så vidste han allerede hvordan den kvindelige skikkelse foran ham ville reagere. Hun havde, skræmmende nok, trods alt set præcist det samme i ham.
Hvad Asa ikke havde set komme, var Hopes ord. For et kort øjeblik følte han sin hals tørre ind. Han løftede sagte hovedet fra sin hånd, rankende sig selv opad som han så feen foran sig an. Han vidste ikke hvad han ledte efter, en reaktion om nogen måske, men hvilken slags vidste han endnu ikke.
“Nej-“
Hans ord lød som en dyb hvisken, idet heksen atter fandt sin stemme igen, efter et par sekunders ventetid.
Han talte ganske sandt. Heksen havde lært henover den sidste måned, at være forberedt på det allerværste (eftersom, det allerværste havde hændt ham de sidste mange uger i træk). Så der var ikke meget arbejde at hente; alle de nødvendige forberedelser til de kommende undervisningsgange var færdiggjort. Hospitalsfløjens depot var fyldt op - for pokker, alt der skulle ordnes var ordnet.
Det var med en underlig mild selvsikkerhed heksen fulgte op på sig selv, som han smilte prøvende til sin kollega:
“- Ikke optil nu, i hvert fald.”
Der var noget i hans øjne; dybden i de mørke, næsten sorte øjne søgte og udfordrede hvad end der synes at udfolde sig mellem dem. Hvad end det så var, stillede han ikke længere spørgsmål til det. Han bød det blot velkomment.
Det var derfor med en dyb varme, at han afslutningsvist talte:
“Min dør står åben.”

Det var næsten ubehageligt hvordan det løb hende ned ad ryggen, fordi det var slet ikke ubehageligt. Det var den der kildende fornemmelse, der manifesterede sig i ens mave. Kriblende, varmende til sådan en grad, at det næsten blev for varmt. Hun mærkede hvordan hendes hals snævrede sig sammen, og hun i større græd fysisk måtte skubbe klumpen der havde formet sig i hendes særdeles tørre hals ned. At tænke sig at en stemme kunne have så betydelig en virkning på et andet individ, hun vidste de havde krydset en bro nu, der ville være meget svær at komme over igen. I hvert fald stå på den side de lige havde trådt over, uden at vide hvad de lige havde indgået for en aftale mellem hinanden. Ikke en fysisk kontrakt, men de havde anerkendt at i de følelser som de kunne genkende hos den anden, lå der noget meget mere primal i den tiltrækningskræft som der band dem. Noget der kunne ske for en enkelt nat hos mange, men som hun sad her og betragtede ham. Da hendes øjne fangede hans og han hendes. Så kunne hun mærke det nok ikke var noget hun kunne løbe fra længere. Hun var tiltrukket af ham. Og hun havde lige stillet ham et ganske farligt spørgsmål, et spørgsmål han ende med at takke ja til. Nu var stenene til stien hun bevægede sig hen ad lagt, og for hvert skridt hun to forlod hun det hul hun havde prøvet at grave sig selv ned i.
Hendes læber foldede sig mod hinanden, hun mærkede hvor tørre de var blevet, mens de havde siddet og snakket. Med et let suk lod hun endelig sine øjne løsrive sig af hans. ”Jeg kommer forbi omkring klokken seks” det havde ligget på tungen at spørger om det var okay, men hun nåede aldrig at sige dem, før hun sank dem igen og rejste sig op. Et smil formede sig over hendes læber, en del mere udfordrende, end det havde været de andre gange hun havde smilet til ham. ”Jeg må hellere komme til timen, men du kan bare blive siddende så længe du har brug for det” hun passerede ham, men stoppede lige ved hans skulder, hvor hun lagde hendes varme hånd mod den. Der skete ikke mere end det, en blid berøring også forlod hun lokalet.
Hendes fodtrin kunne høres ned af den lange korridor, hvordan lyden blev kastet mod stenvæggene, kun afbrudt af leende elever der kom gående mod hende. Med et høfligt nik drejede hun mod hendes klasselokaler, alt imens hun prøvede at finde ud af hvad der lige var hent. Om det havde været virkeligt, eller om hun måske havde trådt ind i en drøm, hvor hun ganske blufærdigt måtte indrømme at det måske ikke var første gang han havde floreret i hendes drømme. Men aldrig så livligt som i dag, hvilket måtte betyde en ting. Det havde ikke været en drøm, og hun skulle ses efter arbejde med ham.

Det var først da Hope brød båndet mellem deres blikke, at han udåndede. Som havde heksens eneste fokuspunkt, op til da, kun havde været hendes øjne og alt hvad de indebar - og kun dem. Som hun så væk, da kunne han endelig centere sin opmærksomhed andetsteds. Så som sine tanker og situationen der netop lige havde udfoldet sig foran ham.
Han vidste godt hvad han havde indvilget til; hvad der var sket på ufattelig kort tid, mellem dem begge to. Og utroligt nok, så uvirkeligt som det måtte forekomme (for alle andre end de to), fremkom det for ham ufatteligt virkeligt. Så virkelig som den unægtelige følelse feen havde fremmanet i den mørkhårede heks; en følelse han følte helt ud til sine fingrespidser. Som han sad der, vidste han at én ting var ganske, ganske sikkert - en ting han umuligt ikke kunne andet end at indrømme overfor sig selv. Han sank hårdt, som han tænkte en, ufattelig klar tanke: han måtte have hende. Og tog han ikke fejl, så vidste han udemærket hvad han havde set i Hopes øjne som hun havde stillet ham spørgsmålet kort tid forinden. Han hørte det endda i hendes stemme, som hun sagte talte til ham.
Klokken seks. Heksen kastede øjnene imod sit håndled, som om han bar et ur - hvilket ganske enkelt ikke var tilfældet. Det var kortvarigt han så nedad, før hans øjne skiftede hurtigt retning, seende imod sin ene side. Han måtte se en anelse opad, idet han som han prøvede at genfinde båndet mellem deres øjne. Men de mørkebrune øjne nåede aldrig så langt; de indfandt sig imod hendes rosefarvede læber, fanget i et smil der imidlertidig kvalte den smule taleevne han havde tilbage.
Hun måtte gå. Tiden havde virkelig passeret hurtigt forbi i det lille kontor. Asa nikkede blot stumt, som han sagte fulgte feen med øjnene indtil hendes skikkelse forsvandt ud af det lille kontor. Det eneste der var tilbage af hende, var lyden af hendes skridt. For et kort øjeblik begravede Asa blot sit ansigt i sine egne hænder, kun lyttende til den gentagende, men tydeligt forsvindende lyd af hendes sko kolliderende med gulvet. Og som stilheden atter tog sit greb i det lille kontor, så rejste han sig. Og han satte sig ikke ned igen, før senere hen samme aften.

__________________________________________

Det var et blidt, varmt lys der strømmede ud fra den lille sprække, der dannede en lille åbning til hoveddøren, til det lille hus.
Asas lille hjem indebar mange ting. Bøger og tæpper var dog de primære elementer i rummene. Farverne var holdt i naturens dybeste, blødeste farver; grønne, brune, rødelige naturfarver. Træet der fandtes rundt i huset var mørkt, rustikt og tungt, men væggene var hvide og rene. Oftest tildækket af et hulrum, hvori der var bøger - massevis af bøger, hvis ikke tykke stearinlys. Det lille tekøkken var overdækket af urter, enten placeret i krukker eller hængende til tørre fra loftet. Selvom huset virkede som et hulrum, duftede der friskt, luftigt. Skulle man bevæge sig over indgangen, og videre indad i det lille hjem, ville man træde direkte ind i et køkken alrum - og en lille stue. Fra stuen ledte en lille åbning ind til hvad umiddelbart var heksens soveværelse, henlagt i den røde aftensol.  
Klokken var ikke mange minutter over seks. Det fortalte heksens telefon i hvert fald, som blidt lyste op på køkkenbordet, efterladt for sig selv, ganske alene i det lille køkken. Alting var umiddelbart stille i den lille lejlighed. Stilheden var kun brudt af lyden af en enkelt gøgs kukken, der svagt kunne høres gennem den åbne dør. Den smule ro der synes at kunne findes i den den lille sammensmeltning af en stue og køkken, var dog utrolig kortvarig. Det var med tunge skridt at en næsten dampende skikkelse vadede ind i rummet, kun overdækket af et mørkegråt håndklæde viklet omkring hoften - og et andet placeret duppende imod de mørke, dryppende lokker. Asa gjort holdt som hans øjne sammenknebent stirrede imod telefonen, prøvende på at aflæse telefonskærmen i den anden ende af rummet. Hans hjerteslag tog til, idet Asa måtte vedkende, at han tydeligvis havde mistet al fornemmelse for tid og sted. Han bandede under et dybt suk da han indså klokken var ikke hvad han troede den var. Han trådte et par skridt tilbage, bakkende ind i det lille badeværelse (ganske velplaceret næsten klods op ad hoveddøren) han få øjeblikke forinden havde opholdt sig i. Han nåede knap nok at hænge det lille håndklæde henover krogen, før han hørte en blid knirken; døren gled op. Halvt inde og halvt ude af badeværelset, lagde han en hånd imod dørkarmen, seende ind i et par dybe hav-farvede øjne.
“Hej,”
Talte hans stemme blidt, som han hilste på den nytilkomne fe. Han slog øjnene ned af sig selv, anerkendende at han nok kunne planlagt sig ud af den situation han havde placeret sig selv i.
“Undskyld, jeg-”
Han gestikulerede imod sig selv, bidende sig selv i læben som hans mørkebrune øjne søgte imod Hopes. Han trak vejret dybt denne gang, en kende overfladisk som en genkendelig varme genfandt hans mavecenter.
“Vandet fra springvandet var slet ikke så rent, som man umiddelbart skulle tro, at det var,”
Han vidste ikke rigtig hvad han prøvede på at sige. Måske var det heller ikke så vigtigt; det var i hvert fald en anerkendelse han gjorde sig, som han slukkede for lyset på badeværelset, trækkende sig lidt længere ud i rummet. Han burde nok finde noget tøj, vedkendte han for sig selv i sine tanker. Men, af en eller anden grund, lød hans tanke så ufattelig hult.

Det lå ikke til Hopes natur at opføre sig, som hun havde gjort i løbet af de få timer, efter hun havde fundet ud af, at hendes fætter havde gjort et visit til akademiet. Eller, det var ikke direkte sandheden og hellere ikke helt løgn. For hun var kendt for hendes korte lunte, for at sige tingene direkte og ikke lægge fingre imellem hvad hun følte når hun følte sig forurettet eller irritable. Men hun ville aldrig lægge an på en af hendes kollegaer, og aldrig så, så–hun manglede ord som hun prøvede at forklare over for sig selv, hvordan det egentlig var hun havde endt med at fremføre sig, som hun havde siddet i hendes kontor, med heksen siddende over for sig.
Hun havde derfor også endt med at give klassen en halvtime tidligere fri, eller havde det været en time? For igen blev der taget nogle beslutninger, som Hope nok ganske vidst ikke ville genkende meget til, når hun de kommende dage ville tænke tilbage på disse timer. Måske ville hun endda gå så langt at give skylden til hendes fætter? Der bestemt ikke ville være bleg for at have opstillet netop disse ting, i håb om at det ville føre til dette præcise mål? Hvad var det dog hun tænkte? Følte hun sig i sandhed så voldsomt ført bag et lys af hendes egen higen, efter at opleve noget nærvær efter hun havde gjort det slut med Ace, at hun ikke selv kunne indse at det havde været hende hele vejen igennem. Det havde været hende som havde spurgt hvad han skulle denne aften, om han havde planer. Der var ingen andre der havde sagt det ville være klokken seks hun ville dukke op foran hans hus. Ingen havde bedt hende om at pakke en lille kurv med aftensmad for to, eller den flaske vin som hun også havde taget med. Nej, det var hende, og hun vidste udmærket hvad det var hun gjorde.
Ja, for hvordan ville hun ellers forklare det hamrende hjerte i hendes brystkasse. Den sitrende fornemmelse i hendes fingre og snoren i fødderne. En fornemmelse der kun blev forstærket som hun nærmede sig de små huse som var blevet lavet, til de underviser som der ikke havde andre steder at bo, eller blot var forventet at lægge så meget arbejde i deres undervisning, at det gav bedre mening, hvis de boede tættere på. Desuden havde hun altid fundet det ganske hyggeligt, vinrankerne der voksede op af de mørke mursten, bindværksværket som der næsten fik det til at se ud som om, man trådte ind i en tidslomme som man krydsede den nyslået græsplæne. Men i dag kunne hun ikke nyde duften af roser, eller betragte hvordan at gartneren havde fået plantet nye og interessante blomster, der længe havde været uddøde. Noget, hvis hun havde lagt mærke til, hun ville vide havde været hendes mors værk.
Nej det eneste hun så, var hans hus og døren der ville endeliggøre den beslutning hun havde taget tidligere. Velvidende at så snart hun krydsede dørtærsklen, så ville der ikke være nogen vej tilbage. Så da hun løftede hånden for at banke på, stoppede hånden få millimeter fra dørens overflade. Hun var kort i tvivl om det var det rigtige at gøre, men med en let hovedrysten tog hun sig sammen og bankede på. Uden at tænke videre over det, pressede hun dørhåndtaget ned og skubbede den langsomt op. ”Asa?” sagde hun sagte, kun for at blive mødt af den dampende fornemmelse der opstod når nogen havde været i bad.
Med et var hun som forstenet, hendes blå øjne fangede hans mørke, og det var som om han havde trællebundet hende til stedet.
Det var først da han valgte at nævne at vandet i springvandet ikke havde været så rent, som man umiddelbart skulle gå rundt og tro det var. At et smil formede sig over hendes læber og en latter forlod hendes strube. Dyb og varm, hvor der kun var en snert af den nervøsitet at fornemme, som hun havde følt så intenst som hun havde bevæget sig ned af den lille sten sti fra akademiet til husende.
Men som han trådte ud af badeværelset, sank hendes arme og kurven i den højre hånd, hang løst ned ad hendes side. Det var en kamp at fastholde sit blik mod hans øjne; ”Hej” det var som om hele rummet knitrede af den brændende følelse der bølgede mellem dem, og hun kunne have slået sig selv over dét ene ord der forlod hendes læber. Men som hun stod der i hans gang, havde hun intet bedre at sige. Det var som om hendes hjerne havde ladt hende i stikken, stukket af med alle de fornuftige ting hun havde sagt til ham tidligere. Alt der var tilbage, var blot en kvinde, tiltrukket af en mand, som der stod mere eller mindre nøgen foran hende. Hun vidste end ikke om han var nøgen, da hendes øjne ikke havde rykket sig langt nok ned for at vide sig sikker.

Feens latter kunne have bragt ham i knæ på stedet - men heksen formåede trods alt at holde sig opadrettet. Som en bølge af varmt vand, regnende hendes latter henover ham, og han trak gengældende op i smilebåndet. Han delte, ganske uvidende, hendes nervøsitet - en nervøsitet der svagt var til at skimte i små glimt, hist og her henover Asas ansigtsudtryk og krop. Hvem kunne bebrejde ham, hvem kunne bebrejde nogen af dem virkelig? Dagen, en så forbandet kaotisk dag (i hvert fald for heksens vedkommende) havde taget en så ufattelig uventet drejning. En drejning han ikke helt havde kunne begribe, selv ikke i sit egen selskab, henover de sidste timer af dagen. Men han så ikke ned på hvad den lige så stille var blevet til; at Hope, hans kollega vel og mærke, stod foran ham, i hans hjem. Han så ikke ned på følelserne der emmede fra hans dybeste indre, der flød over i hans mørkebrune øjne. Måske ville det ændre sig? Måske, ved samme tid dagen efter, vil han se tilbage på dette øjeblik på dagen og sætte spørgsmålstegn ved alting, hvert eneste øjeblik, der havde ledt op til dette? Men ikke i nu. For nu var han komplet uden fortrydelse. Hvis man så bort fra hans mundering, i hvert fald.
For et kort øjeblik, glemte Asa sig selv fuldkommen. Modsat Hope kunne heksens øjne sagtens vandre; han glemte den smule selvkontrol han havde haft for mindre en blot et minut siden. Måden hvorpå han så på hende, så hvert eneste træk an på hendes ansigt og krop - det var en total afspejling af den tiltrækningskræft, der langsomt, men ganske sikkert, drog dem tættere og tættere imod hinanden. Den mørkhårede heks trådte et skridt tættere imod hende, placerende en sikker hånd imod håndklædet der endnu hang velplaceret omkring hans hofte. Han ville have trådt yderligere frem, men gjorde holdt ide hans øjne fandt hendes hænder og hvad der hang deri.
Og med et kom han op til overfladen. Og sammen med hans tilbagevendende fornuft, havde en sød, rødlig kulør fundet heksens kinder og ørerspidser.
“Er det-?”
Han trak lidt på hovedet, smilende ganske varmt imod Hope som han søgte hendes øjne sagte. Han rynkede brynene, som en vis uro skyllede indover hans krop. Et dyk satte sig i hans mavecenter, og en vis tvivl begyndte at danne sig i heksen. Havde han taget fuldkomment fejl af alting?
“I det mindste har nogen af har haft en smule forstand idag,”
Talte han blidt, som han vædede sine læber. Han begyndte at træde bagud, i en halv omdrejning da han afslutningsvist talte:
“Giv mig et øjeblik til, jah - så skal jeg komme og hjælpe med at finde tallerkner og bestik-“
Han gjorde holdt for et øjeblik, pegende imod et af skabene (der ikke var fyldt til renden med urter) som hang over køkkenbordet.
“Til vinen -“
Heksen lagde en hånd imod hovedet, rystende svagt på hovedet over sin egen nervøse plabren. Kunne han, havde han grint over sig selv.
“Der er glas, til vinen, oppe i skabet der.”

Man sagde at sjælen lå i øjnene, og feen måtte tit anerkende, at rigtig ofte kunne man se folks inderste intentioner hvis man var modig nok til at lad ens egne øjne kigge direkte ind i andres. Det var den hurtigste vej mellem sjæle, hvor du blottede dig fuldkommen og aldeles. Et blik kunne stumme alle lyde omkring en, som et tv der var sat på i baggrunden, mens man gjorde noget andet i hjemmet. Den sagte hvisken med udsagte ord, og hvis man blot lod blikket fanges lidt længere, ville det kunne vække følelser i en, som man måske ville ønske ikke var tilfældet.
Heksen behøvede end ikke at kigge hende ind i øjnene, for at disse følelser blev vækket. De øjne som der tillod sig selv at følge hendes former, fik hårene på armen og nakken til at rejse sig. En gysende fornemmelse gled hen over hendes krop, som stod hun i vandkanten og en bølge vaskede sig hen over hende. Hun prøvede at stå imod, men som man oftest måtte erkende når man stod i bølgerne, blev hendes krop væltet omkuld—ikke i den forstand at hun fysisk tumlede rundt på gulvet. Men hun blev vendt op og ned på, og som Asa fik ord til at forlade hans tunge, måtte hun forlig sig med at hendes egen havde forladt hende helt og aldeles. Hun følte sig så tom i hendes hoved, som havde selv hendes egen tanker ladt hende i stikken, efterladt til kroppens lyster og behov—Fuldstændig og aldeles.
En nervøs latter forlod hende, og hun kiggede ned på hendes kurv der hvilede mod hendes skinneben, med tankerne tilbage på sporet var det som om den tætte tiltrækningskræft der havde formet sig om den, lettede, selvom det kun var for et kort øjeblik. ”Jeg finder ud af noget” sagde hun med et smil der groede i styrke, derefter fik hun banet sig vej gennem gangen, efter hun vel og mærke havde fået taget hendes sko af. Men det øjeblik hun passerede ham, måtte hun fysisk drage en dyb vejrtrækning, da det føltes som om hendes krop var blevet trukket i hans retning; men for nu formåede hun at gå videre og ind i det lille køkken, hvor hun satte kurven og begyndte at kigge rundt i skabende for at finde de ting han havde nævnt.

Det tog ikke heksen mange skridt at forlade Hope, idet han søgte ind i det lille soveværelse. Ganske forsigtigt lukkede han døren i, afskærmende udefrakommende (om muligt vandrende) blikke fra rummet han netop lige havde forladt. Det var med en tøven, at Asa gjorde holdt i soveværelset. De mørkebrune øjne vandrede henover sengen, betragtende de varme, næsten røde lys-striber, som kastede sig henover de bordeaux-farvede lagner. Aftensolen var virkelig smuk; præcis som den malede skyerne i de varmeste, rød-orange farver, kastede den sin effekt over det lille rum. Lyset fandt sjældent sin vej hertil på grund af rummets placering, men når det endelig gjorde det - så havde heksen ganske svært ved at befinde sig andre steder end præcis dér. Men denne aften kunne han ikke gemme sig væk under dobbeltdynen; ikke at han havde et ønske om det. Til sidst måtte han løfte blikket, seende ud af det, der udover døren ud til stuen, udgjorde den eneste åbning i rummet. Vinduet gav ikke megen udsyn til resten af akademiets grund, men lidt var der at se på, specielt om sommeren med haven i fuld flor. Rosenbuskene bar blomst; de brød med alt det grønne, med deres dybrøde farver blandet i brunt og grønt. Med vinduet lidt på klem, svor heksen at han næsten kunne dufte dem, men tiden var ikke til at standse og dufte til blomsterne. Det var derfor med faste skridt at han trådte imod vinduet, trækkende gardinerne for således han kunne iklæde sig noget lidt mere præsentabelt. Det var ikke mindre end et par minutter efter, at døren til soveværelset atter gled op. Heksen trådte barfodet ud, trækkende lidt akavet ned i enden af en langærmet, sort bomuldstrøje, matchet op med et par behagelige, mørkegrå sweatpants. Uden at lukke døren efter sig, trådte han fremad imod Hope og husets lille køkken. De mørkebrune øjne virrede mellem hende og de ting hun havde medbragt sig. Uanset hvad, misforståede hensigter eller ej, kunne heksen ikke afholde sig selv fra at smile mildt over situationen. Uden at melde sin ankomst, sagtnede han i sine skridt, for blot for et øjeblik at betragte Hope - se hende strække sig, bevæge sig gennem det lille køkken som hun søgte efter de førnævnte køkkenredskaber. Om nok følte han roen stille ligge over sig igen, men havde heksen kunne se sig selv i spejlet, se sig selv i øjnene som Hope kort tid forinden havde, ville han have set en dybde uden lige. Hvordan de havde sortnes, henlagt de udvidede pupiller.
Han sank, herefter dragende et overfladisk åndedrag indad som han følte en mærkelig form for spænding gribe ud i hvert enkelt af hans muskel. Han burde virkelig slappe lidt mere af, noterede han for sig selv i sine egne tanker. Men hvordan kunne han?
Asa vidste dog han ikke kunne forblive stum resten af aftenen.
“Hey,”
Begyndte han, næsten forsigtigt, som han trådte fremad. Han bevægede sig bag køkkenbordet, om til den kvindelige skikkelse, for blot at placere sig side om side med hende.
“Tak for idag - for det her,”
Han skævede imod sin side, imod Hope som han lige så stille indsamlede først tallerknerne og herefter nogle simple vinglas.
“Var du her ikke så tror jeg, at mine planer havde været mig og-“
Han gjorde holdt, synkende underligt nervøst, som han atter tillod sig at betragte Hopes ansigt. For hvert enkelt lille træk han kunne finde; i hendes dybblå øjne, i de rosa læber de mørkebrune øjne op til flere gange havde kastet et om muligt længselsfuldt blik efter. Han hænder løsnede grebet omkring vinglassene, efter at have placeret dem på bordet, som han til sidst greb den tunge træbordplade, som et sidste forsøg på at finde støtte et eller andet sted fra. Han lod sig selv falde ned i ryggen, trækkende skuldrene opad som han støttede sig imod bordpladen. De tykke, sorte lokker - stadigvæk våde af det forhenværende bad - var trukket lidt op i nogle krøller, der normalt ikke ville findes i heksens hår. Som han bevægede sig, gled de nedad imod hans ansigt, kildende hans kindben idet de løsnede sig fra hans øre. Men dette gjorde han sig ikke notits af; hans øjne og opmærksomhed henlå sig kun hos hende.
“- Og min seng, hvis jeg skal være helt ærlig.”
Han fnøs, smilende hans lidt skæve tandsmil imod sin kollega. Han var ikke sikker på hvad han ønskede at finde i hendes ansigt; en afspejlning af sine egne følelser måske? Men for nu, var han okay (alt for okay virkelig) med blot hvad han så.

Det var utroligt hvor hurtigt man kunne føle sig komfortabel, i en anden persons hjem. Som hun stod der og langsomt begyndte at tage små plastik bøtter ud. To af dem afslørede hurtigt, at der var noget varmt i den, den måde som den duggede på.
Nu vidste Hope ikke om Asa var vegetar eller ej, måske endda veganer. Selvom hun bar en vis stolthed i at vide alting omkring hendes kollegaer, kunne man hellere ikke forvente at feen vidste alt ned til mindste detalje, på trods af hendes ønske om det.
Derfor var hun gået med den sikre vej, og bestilt to retter fra den indiske restaurant der lå lige om hjørnet fra hvor hun boede, måske kunne man gå så langt og sige det var hendes stamsted, i hvert fald i forhold til hvor velkendt hun efterhånden var blevet der. Men hun var langsomt ved at ryge ud ad en tangent, hun havde valgt to retter, begge uden kød og uden animalske produkter. Ikke fordi hun selv gik yderligere op i det, i hvert fald mindre end hun nok burde, givet hvem hendes mor var og hvor stor en tilknytning Juniper havde til alt liv, i forhold til hun var en fe af naturen. Hvor hun selv lige som Mariella havde langt stærkere kræfter i ild og solens energi.
Foruden de to retter havde hun to naan brød, hvilket i sig selv var hendes ultimative ’guilty pleasure’. Hvis det ikke var fordi hun gik en del op i hendes fysik og helbred, ville hun leve udelukkende af det bløde brød, der næsten smeltede på tungen når det var blevet lavet korrekt. Også noget dessert, hvilket hun ikke helt kunne stå indefor, da det var Mariella der havde lavet det, og taget med siden hun sidst havde været forbi—efter hun havde tilgivet hende for, ikke at fortælle hende, at hun på et tidspunkt havde været gift med Jamie.
”Er det de her glas du mente?” spurgte hun, efter hun havde strukket sig up og taget to vinglas ned fra skabet og vendte sig rundt med dem i hånden, hun løftede brynet da han takkede igen—først var der ikke nogen umiddelbar reaktion på ordene, før at et smil langsomt fandt vej hen over hendes fyldige læber. ”Hm, det kan jo stadig være dig og sengen, måske med den tilføjelse at jeg også er i den” hun blinkede, og vendte sig hurtigt rundt, hendes øjne blev store da det gik op for hende hvad hun lige havde sagt—hvis hun kunne, ville hun have slået sig selv i hoved. I stedet tog hun en indånding for at fatte sig selv, hvilket lykkedes ganske fint ”jeg har to retter med, en Vangi Bath og en Tofu Tikka Masala, jeg var ikke sikker på om du var veganer eller vegetar, også tænkte jeg—” hun trak på skuldrene og vendte sig rundt, mens hun fyldte en af glassene med den rødvin hun havde taget med ”—vegansk mad smager så godt disse dage, at jeg hellere ville gøre det på den måde, end at tage chancen” sagde hun med et sagte smil og rakte glasset frem mod Asa.

Duften fra de to bøtter emmede langsomt, men ganske sikkert ud i det lille køkken. Heksen gjorde notits af den, da følende den sult han om muligt havde haft hele tiden, men langt fra havde mærket gennem dagens gang. Men pludselig var den der, vagt af de mange krydderier og sammensætninger af grøntsager og olier, som udgjorde de to retter. Det var derfor lidt flygtigt, at hans øjne granskede bøtterne, uden desværre at kunne determinere hvad indholdet helt præcist var. Men han havde da en ide; en der fik ham til at se frem til at skulle spise, alene bare ved duften af maden.
Asas øjne skiftede dog hurtigt retning tilbage til Hope, eller nærmere bestemt de fundne glas i hendes hænder. Han nikkede bekræftende, brummende et ‘ja’ som han sagte løftede blikket imod hende. Som reaktionen i hendes øjne langsomt indfandt sig, vidste heksen allerede hvad der var på vej. Han var ikke helt sikker på hvad, men måden hvorpå hun smilte til ham; måden hvordan hendes rosa læber krøllede blidt, som om de næsten forsøgte at tilbageholde de ord som lå hende for. Dét alene talte næsten for sig selv.
Men som forventet, fandt hendes ord unægteligt sin vej til ham. Ved alle levende Guder.
Som Hope drejede om, vendte heksen blikket nedad med mild overraskelse malet henover de mørkebrune øjne. For et kort øjeblik betvivlede han sin egen hørelse. Havde han virkelig hørt rigtigt?
Selvfølgelig havde han det. Ikke at Hopes efterfølgende ord, tagende en helt anden retning end hendes forhenværende, hjalp yderligere på situationen. Til heksens held forekom de ikke så vigtige for ham; faktisk synes han ikke at lytte fuldkommen efter, som feen begyndte at beskrivende de medbragte retter. Hans tanker synes at være andetsteds, som han rettede sig op fra fremadlænende stilling, trækkende sig væk fra køkkenbordet.
“—vegansk mad smager så godt disse dage, at jeg hellere vil gøre det på den måde, end at tage chancen.”
Det sidste måneds tid havde Asa ikke gjort meget andet, end agere som noget nært en tilskuer til sin egen hverdag. Det var ikke noget han havde realiseret henover en nat, men gradvist dag for dag, i takt med “uheldene” havde hobet sig gradvist op. Det var først denne dag, efter endelig at fået ansigt på hans personlige plageånd, at han havde taget aktiv handling og gjort noget. Og hvor havde det føltes fantastisk, til trods for hvilket problem heksen om muligt havde involveret sig selv i. Men han havde haft svært ved at slippe følelsen; præcis som den tanke, der florerede i hans hoved, for hver eneste gang at han havde mødt hendes øjne.
Det var derfor, for anden gang den dag, at Asa besluttede sig for aktivt at handle - uden tøven. Han trådte det halve skridt fremad, der endeligt ville eliminere den smule afstand der var mellem de to skikkelser, knap nok ænsende vinglasset der blev rakt imod hans skikkelse, havde han ikke gjort et forsøg på at undgå at kollidere fuldkomment med det. I et forsøg på at give Hope fæste, og sig selv for den sags skyld, greb han hende forsigtigt under øret, hvilende sin tommelfinger imod hendes kæbelinje. Et blidt tag, der drog hendes ansigt imod hans, da kyssede han hende.

Hope blinkede en anelse forvirret, da det gik op for hende at han kom nærmere, men han stoppede ikke og i stedet for at tage glasset, fandt hans hænder hendes ansigt (fingrene der pressede sig så blidt, lige der hvor at kæben mødte ørene, og før hun kunne stoppe sig selv, lukkede hendes øjne i. Glasset hun havde haft i hånden, faldt fra hendes fingre, i det øjeblik som hans læber fandt hendes. Havde hun været mere opmærksom, ville hun nok have formået at stoppe det med hendes magi, men selv ikke ænsede hun da væsken eksploderede i hver deres retning, og ramte deres fødder. Nej. Hun var meget mere optaget af at føle hans bløde læber og det kys som han gav hende. Det vakte noget i hende, som hun havde været bange for, var blevet slukket, efter at hun havde valgt at sige til Ace at det ikke skulle være dem længere.
Så efter et sekunds tøven, lagde hendes arme sig omkring hans nakke. Hun var ikke en lav person, nej i forhold til mange andre kvinder, var hun en af de højere af slagsen. Så hun kunne med lethed stille sig mere på tær og møde ham uden han behøvede at bukke sig ned i en stilling, der ville være problematisk for hans ryg.

Uvidende omkring hvem der overværede dette meget intime øjeblik, mellem to professorer der måske ikke skulle indgå sådan en form for forhold, der måske på sigt kunne sætte deres arbejdsforhold på spidsen.
Men i det hus der lå lige ved siden af Asa, havde Ophelia gået ud i hendes eget køkken for at sætte hendes elkedel over for at lave en kop te, hun havde tændt for hanen for at sikre sig at vandet var køligt nok, før at hun tog sig et glas. Hun havde end ikke nået at tage mere end en tår, før at det kom ud af både mund og næse, som hun begyndte at hoste og næsten væltede, fordi hendes fod gled på de nu glatte fliser. Hendes arm nåede lige at hive fat i bordkanten, som hun fik halet sig op igen—hendes øjne blev næsten så store, at det ville være muligt at drikke fra dem. ”Oh, my, god” stønnede halvdæmonen som et smil begyndte at sprede sig hen over hendes læber. Det hæv i hende for at kravle op på bordpladen så hun måske kunne få et endnu bedre syn på hvad der foregik, var det virkelig Asa som kyssede Hope!?. Hvordan i alverden havde heksen formåede at tæmme hende! Hun måtte vide hans hemmeligheder, men for nu, måtte hun nøjes med hendes vindues kiggeri. En hver anden ville nok være blufærdig, eller hurtigt ladet parret ’være alene’. Men Ophelia hældte det nu varme vand op i hendes krop, og drak langsomt af det mens hun betragtede hvad der foregik over i det andet køkken, som var hun i gang med at se et af hendes yndlings romantiske tv-programmer.
Oh, hvilken skandale—hun elskede det.

Heksen ører registrede godt glasset kollidere med fliserne under dem. Han mærkede sågar vinen sprøjte opad hans ene ben, farvende hans ene fod rødlig af vinen, der vædede gulvet under dem. Til de to skikkelsers held, der var bundet sammen i et længeventet kys, havde glasset kun slået skår, men ikke splintres. Havde det været anderledes, var det nok på den hårde måde, at de havde lært det. Det så vel som, at gulvet var direkte usikkert at begå sig på (den nytilkomne væske på fliserne udgjorde virkelig alt arbejdet) var ikke noget Asa gjorde sig yderligere tanke i. Han kunne ikke, ikke sådan som hans tanker, så vel som hænder, synes at være travlt optaget. Hvad end der skete omkring dem, det måtte vente.
Han sukkede under feens læbers berøring, givende efter for hvert enkelt bevægelse hun gjorde sig. Som om intet andet faldt ham nemmere ind, fulgte han hende; idet hun løftede sig på tå, rettede han sig an. Heksens hænder bevægede sig fra hendes kæbe til hendes hals, til hendes skuldre til de til sidst indfandt sig ved hendes hofter. Han følte sig svimmel under hendes berøring, ved smagen af hendes læber, men kunne ikke stoppe sig selv. Tanke gik til handling på ufattelig kort tid for ham, som han brød kysset, hvis ikke for at få vejret, så for at placere flere, næsten hungrende kys ved Hopes hals. Heksen måtte dog til sidst, efter at have fundet vej tilbage til feens læber endnu engang, trække sit ansigt en kende tilbage - seende de øjne an, han for få øjeblikke siden havde bundet bånd med. Så blot for en stund, blot for at være sikker på det der skete var virkeligt. Det var ikke uden et skævt smil, og om noget begærlige øjne, at Asas øjne så ind i Hopes. Måske for at finde svar på det der foregik mellem de to kollegaer. Det var næsten grinagtigt - direkte dumt, måske endda. Men for første gang i lang tid, så vidste heksen hvad det her var - begær, og intet andet. En fælles forståelse for hinanden, ja - men ingen andre, komplicerede følelser.
“Jeg personligt-“
Et næsten flabet smil, vaskede sig ud i hans hviskende ord, talt en anelse besværet under hans overfladiske åndedræt. Heksen bøjede sagte i sine ben, ladende sine hænder vandre fra feens hofter til hendes ende - gribende fast omkring hende, inden han løftede hende, placerende hende (næsten perfekt) på bordkanten, foran sig.
“Jeg kan godt sætte aftensmaden på pause - hvis altså du også er med på den?”
Smilet på heksens læber ville ikke have været så sikkert, så fremtrædende, havde hans mørkebrune øjne bevæget sig forbi Hopes. Havde de blot set et par centimeter til højre, forbi skikkelsen hvis ben han befandt sig ganske fint mellem, så vil alting have forvundet som dug for solen. Hans smil, hans brændende øjne - hans eksistens, måske endda. Asa var ganske velbekendt med sin nabo (ikke på stående fod, til hans - og hendes - held). Han havde meget vel noteret sig, at Ms. Williams og han delte selv samme udsigt fra deres køkkener, med direkte udsyn til hinanden. Det var blevet en underlig, stum morgenrytme, at de brugte morgenerne sammen (ganske vel, i hvert deres hus, adskilt). Men i dette øjeblik, fornemmede heksen ingen andre end feen - end ikke som et par fikserede øjne, granskede hvert et øjeblik, der udfoldede sig mellem feen og heksen. En opdagelse heksen om muligt ville ønske, at han havde gjort sig, som han slap feen foran sig, gribende nakken på sin egen trøje, for at trække den over hovedet. Han kastede den skødesløst henover køkkenbordet, længere indad imod stuen, uden at trække øjnene fra de dybblå foran sig.        

Måske var situationen så eftertragtet fordi den gav noget til dem begge, noget de havde søgt i meget lang tid. Noget, som gav mening.
Der var intet imellem dem som var usagt, der ville ikke komme følelser i klemme, måske var derfor de begge i skrivende stund stod og lod deres læber udforske hinanden. Og selvom det var første gang, var det som om de bevægede sig i en harmoni, der kun indfandt sig hos folk der var på bølgelængde med hinanden. Det ville være en ting, hvor Hope ikke ville gå derfra, med tankerne om at hun havde fortrudt det. Hun ville ikke gennemgå samtaler, eller tænke over hvordan hun skulle møde ham på gangene dagene der ville komme efter. Måske ville det ske flere gange, måske ville det kunne være denne ene gang. Men disse tanker var ikke noget hun behøvede at gøre op med sig selv, fordi det havde ingen betydning for hvad der skete lige nu og her.
”Hm?” hendes stemme var næsten som et harmonisk instrument der slog an, som han begyndte at hviske ord hun ikke helt fangede. Hendes øjne var stadig lukket, som hun tog en dyb indånding, kun overvældet af hvor godt han duftede. Om det var fra hendes hænder der havde søgt hans hår, så de bløde, stadig våde lokker fra hans bad, havde afgivet duften, eller om alt ved ham i dette øjeblik var fuldkommen uimodståelig. Det var hun ikke sikker på.
En let latter forlod hende som han løftede hende op på køkkenbordet, hun måtte løfte sig lidt for at sikre at hendes tøj ikke sad forkert. Denne gang åbnede hun øjnene og betragtede ham, hendes øjenlåg tunge så hun så ham gennem sløret af hendes øjenvipper.

Ophelia havde gjort store øjne som hun så hvordan at Asa løftede feen op på køkkenbordet, og da den varme fornemmelse bredte sig i hendes mave, blinkede hun forvirret. Var dette et udtryk for et ønske at det var hende i stedet? Hendes bryn løftede sig, som et blik af den pure vantro formede sig hen over hendes delikate ansigt.
Det var først da hun så Asa løfte blikket at hun dukkede sig bag køkkenbordet. Med vilde øjne kiggede hun frem og tilbage, inden hun i bedste krabbestil kravlede ud af køkkenet for at komme væk, fra den nu meget akavet situation.

Hun nåede ikke at svare, før han havde hævet hans trøje af. Hendes blik var ikke længere på hans ansigt, men i stedet lod hun hænderne forsigtigt glide hen over hans brystkasse, mens øjnene fulgte deres kurs. ”Det, tror jeg, jeg er helt med på” hviskede hun, før hendes blik igen fandt hans.

Måden hvorpå feens tunge, mørke øjenvipper omringede hendes øjne; måden hvordan hendes blik henlagde sig hans, drev ham henover en kant han ikke turde træde henover foruden hendes blik. Heksen drog et tungt åndedræt indad, blot betragtende det kvindelige, bløde ansigt foran sig - mærkende hvordan han langsomt, men ganske sikkert, mistede besindelsen til hendes øjne - og hendes øjne blot alene. Med et var han fri fra skyld, al den tvivl han nogensinde havde stillet til dette øjeblik med Hope. Alting var væk, med blot et begærligt, brændende blik.
Det var med en blød, varm latter heksen talte ordene: “Har du brug for et øjeblik?”
Heksen lavede selvfølgelig sjov, ingen tvivl om det, men ikke desto mindre gjorde han holdt - ladende feens hænder vandre henover hans brystkasse i en mild beundring. Dette afholde dog ikke Asa for at se hende an med et sæt udfordrende øjne, uden af stand til at ligge skjul på den gåsehud, der samlede sig henover hans arme, såvel som hans brystkasse.
Han sukkede under sine ord:
“Det virker næsten uretfærdigt, det her - jeg, delvist afklædt, og du, slet, slet ikke-“
Han sank, som hans øjne sank nedad, betragtende feens sort og hvid ternede kjole. Uden omtanke, løftede han sine hænder, og hvilken kontrast de stod imod kjolens bløde stof.
“Men så alligevel-“
De vandrede henover stoffet, rettende den nedre del af kjolen lidt til således den lå lidt mere bekvemmeligt under Hope, efter han havde løftet hende fra gulvet til køkkenbordet. Men de gjorde ikke holdt der, nej, de standsede først som de nåede hendes kravekant, som hans fingrespidser kun lige strejfede toppen, sideløbende med hendes hals.
“Der skulle nødig ske din flotte, flotte kjole noget.”
Hans stemme var fyld af beundring og en genkendelig ro - en ro der længe ikke havde berørt heksen krop og sind, ubehageligt længe (hvis han selv skulle sige det). Men alting, i dette øjeblik, rørte ham ikke længere - intet, udover hvert enkelt ord, kærtegn, hvad som helst fra Hope, nåede ikke ind. Og det nåede ind. I sådan en grad, at han i en stigende grad så ned på sit tøjvalg, taget stoffets fleksibilitet i betragtning. End ikke de granskende, hassel-farvede øjne der skar igennem ruden, der formede heksens lille køkkenvindue.

Et sagte smil formede sig hen over Hopes læber. Men som hun lod øjnene glide op mod Asas, øjne hun mødte og følte det som om alt luft blev suget ud af hendes lunger, det var næsten utroligt hvordan at man kunne sætte sig selv i en situation som hun sad i lige nu. Hvordan at de stod i dette køkken, i hans køkken, fuldstændig betaget af hinanden, så meget så han kunne fjerne alt luft omkring hende, ved et enkelt blik, ved nogle enkelte ord sammensatte i en sætning der gav mening, og på samme tid ikke gav mening over hoved. Fordi hun havde aldrig ladet sig rive med på den måde før, måske kunne det sammenlignes med når man fandt lykken på bunden af en flaske, men selv der havde man sat sig i en situation, hvor man kunne risikere at folk ville henvende sig til en, og hvis ikke, ja så gik man hjem alene.
Her havde hun hjulpet en kollega, de havde siddet og snakket, og i den snak måtte noget være sket, men hvad der præcist var sket, det vidste hun ikke.
De blå øjne fandt deres vej mod hans hænder, betragtede dem som de tog ind fornemmelsen af hendes kjole, og da de nåede kraven der var hendes øjne atter mod hans.
Det var her, hun igen fik luft, og med et lille gisp fremlagde hun også præcist hvad det var han havde gjort—hvordan han med så lidt, havde formået at drage feen ind, som havde han puttet en magisk besværgelse over hende, forhekset hende på en måde, hun aldrig var blevet før.
Og lige som ham, fandt hun en ro i det, en ro som hun havde søgt så længe, men ikke havde formået at finde selv.
”Nej, det ville være en skam” hviskede hun, og med en blid bevægelse skubbede hun ham væk, således så hun kunne komme ned på hendes fødder igen. Hendes ben bevægede sig rundt om ham, og da hun kom til spisebordet, satte hun hånden mod fladen—en hjælp for at hun kunne tage den ene sko af, med en nænsomhed, der næsten kunne ses som pirrende. Da begge sko var blevet fjernet fra hendes fødder, kiggede hun sig over skulderen, ”så må du hellere komme og hjælpe mig med at få den af” hviskede hun stille, før hun bevægede sig mod hans soveværelse. På hendes vej, satte hun skoende i entreen før hun skubbede døren op, men hun gik ikke længere ind, end et par skridt efter døren, afventende på at han skulle gøre hende selskab.

“Nej, det ville være en skam,”
Heksen mærkede først rigtig den våde væske under sine fødder, som Hope passerede hans skikkelse. Han drejede øjnene, forbi sig selv og nedad, seende imod scenen under sig der havde udfoldet sig, som resultat af deres skødesløshed. Asa kunne ikke andet end blot at afgive en enkelt kæbetrækning over det da ny-farvede klinkegulv; et han ikke skænkede et blink længere end et par sekunder, da han til sidst måtte give sine fuldkomne opmærksomhed til Hope. Hans øjne fulgte hendes krops bevægelser, hvert enkelt kurve der udfoldede sig foran ham, som hun bukkede sig nedad for at trække ud af sine sko. De mørke øjne henlagde sig i en sorthed, som konsekvens af heksens udvidede pupiller, som de fulgte hende ad - helt indtil de atter mødtes med hendes dybblå igen, som hun søgte kontakt med ham. Uden at have flyttet sig fra køkkenbordet, nikkede heksen stumt, for et øjeblik tabt totalt for ord. Hans øjne, måden hvorpå han så på hende, i al hans hengivenhed for hende, talte langt højere end de ord han måske kunne have fremstammet.
Idet Hope bevægede sig yderligere indad i det lille hus, fremad imod det skyggelagte soveværelse, frigjorde Asa sine øjne fra hendes skikkelse. Trækkende vejret dybt, dybt ned i sine lunger, så han fremad - væk fra det scenarie, han vidste han snart ville indfinde sig i. I et forsøg på at finde en smule selvkontrol, for ikke at løbe efter den kvindelige skikkelse, som snart indfandt i husets allermest private værelse, skiftede hans øjne til et mere sindsberoligende scenarie. Den lille have overfor hans vindue, overdækket af de vildvoksende røde roser, spejlede sig næsten heksens flammende øjne. Han var blot et øjeblik fra at lukke øjnene i, trækkende vejret indad for blot at drage sig selv et beroligende åndedrag - havde det ikke været for de øjne, han unægteligt mødte. Et sæt hasselfarvede øjne, båret af en ganske velkendt nabo. Ophelias blik overraskede ham, bragte endda heksens egne øjne op i en vidde der brød med hans, hvad der førhen blot kunne beskrives som direkte sovekammer-tunge. Han ville, burde endda, have sagt noget - reageret ydermere end blot at se på hende. Men det gjorde han ikke. Han følte end ikke den skam, han om muligt burde have følt ved at være blevet taget i, hvor meget Ophelia end havde set af den forhenværende stund med Hope. For hun havde set alting, havde hun ikke? Og hvis ikke, så havde hun set rigeligt, til at kunne ligge to og to sammen. Men hvad der brød allermest med hans tanker var dog: hvordan var det hun så på ham? Den manglende skam, totalt udraderet af hvad han blot kunne kategorisere som nysgerrighed - og noget ganske, ganske andet - i hybridens øjne, fik blot en undren til at vaske sig henover heksens ansigt.
Asa rettede sig sagte op fra bordet, adskillende sig fra bordkanten, som han fortsat så imod den kvindelige skikkelse, i køkkenet, i huset overfor. Uden at slippe hende ad syne, kradsede han sagte sig henover kæben - fortsat i et forsøg på at placere sig selv og sine egne følelser. Men skammen kom aldrig; flammen i hans sorte øjne slukkedes ikke. Faktisk synes den blot at opildnes, som hans øjne virrede mellem de hasselfarvede. En kort, dyb klukken indfandt sig i heksens hals, næsten kun hørbar for ham, som han endeligt slog blikket imod soveværelset og så tilbage imod nabohuset, rystende svagt på hovedet. Hvad var sket, var sket, ikke sandt? Og det virkede ikke ligefrem til, at hybriden var flygtet fra synet, der havde udfoldet sig i hans køkken.
Det var derfor, med et sidste blik kastet på Ophelia, at han trak sig fra vinduet. Men inden han gik, bøjede han sig sagte ned, for at trække ud af de vin-oversprøjtede sweatpants - efterladende dem i pølen, der allerede havde vasket sig henover gulvet. Det tog ham ikke forfærdelig mange skridt, at placere sig i dørkarmen til det lille soveværelse, atter opslugende synet af feen. Et par skridt længere frem, med armene strakt fremad, greb han omkring hendes skikkelse - dragende hende imod sin egen krop, som han indfandt sig bag hende. Kun som deres kroppe atter havde mødtes, omfavnende han hendes blottede hals med sine læber. Han drog et dybt indånding ved berøringen af hendes hud, ved hendes duft og al der var hende, totalt omsluttet af sit eget begær. Men unægteligt ikke blot dannet, ved tanken om hende. En tanke heksen hurtigt måtte bryde med, som han brød sine kys mod feens hals. En vild rødme havde indfundet sig omkring toppens af heksens kinder, da hans da sprøde, næsten hæse stemme talte:
“Lad mig se-“
Han trak sine hænder til sig, placerende dem ved det hans mørke øjne netop havde indfundet. Lynlåsen, placeret i den øvre midte af Hopes ryg. Det var med i en blid bevægelse, at han greb den og lynede den til ende, således kjolens stofs fasthed omkring Hopes skikkelse løsnede sig betydeligt. Som hendes hud kom til syne bag det åbnede stof, trak heksen hænderne til sig - og sig selv, blot et par centimeter fra hendes skikkelse.
“Det var jo ret lige til,”
Lød det mumlende, næsten barnligt begejstret fra ham, som han afventende så Hopes skikkelse an.

Måske det havde været et godt tidspunkt, for den ældre hybrid at dreje rundt på hendes hæl, og bevæge sig ind i hendes opholdsstue. Tilbage til den brugte lænestol, hvor man kunne se hvor ofte den var blevet brugt, hen over tidens forløb. Tilbage til hendes serie omkring mord, der foregik i den samme klynge af små byer, så mange mord man kunne stille sig selv det spørgsmål: var der mon flere mennesker tilbage at slå ihjel? Men end ikke da det så ud til, at Asa og Hope bevægede sig væk fra vinduet, væk fra hendes udsyn, så bevægede Ophelia sig stadig ikke. Hvorfor? Fordi hendes øjne havde lagt sig på den høje heks. Så hvordan hans våde krøller klæbede sig mod hans tinding. Hvordan at hans kindben stod skarpt med de mørke øjne der kiggede ind i hendes, for en kort stund, lagde hun slet ikke mærke til kontakten eller hvordan at den formåede at suge alt luft ud af hendes mave og lunger. Hvordan det var som om en dyne, tung og varm, lagde sig omkring hendes skuldre og vejede hende ned. Næsten til sådan en følelse hvor man mistede forbindelsen til ens egen krop, og hvor der måske skulle have bredt sig en skam, i stedet for den varme (næsten svævende) fornemmelse. Så kom der ingen.
I stedet, bredte sig et lille smil hen over hendes læber, som de stod der og kiggede på hinanden. Hendes hænder havde fundet bordpladen efter hun havde sat sin te fra sig. Hvor hun før var stukket af, da hun havde troet han havde set hende, så var der ingen flugt at finde i hendes krop denne gang.
Det var først da Asa trådte væk fra vinduet, og trak sig ind i huset, væk fra hendes øjne. At båndet der havde lagt sig mellem dem, på hendes krop og legemer, brød og hun var atter i stand til at tænke klart.  
Ikke at det var en behagelig åbenbaring der gik igennem hybriden da en følelse spredte sig i hendes krop. Det var som om der kom bølger emotioner hun ikke kunne styre, og hvis der var noget datteren af selveste Lucifer ikke kunne klare, var det at føle hvordan at kontrollen slap gennem hendes hænder, som små fine sandkorn der nægtede at blive liggende.
Spørgsmålet var blot, hvad kunne hun gøre ved det? Men da den tanke havde taget rod i hendes sind, var det som om at hendes krop bevægede sig før at hjernen kunne følge med. Og med hurtige skridt gik hun ud ad døren, men i stedet for at sætte kursen mod Asas hoveddør, bevægede hun sig i stedet mod den forbuddet område i skoven. En plan var iværksat, og nu måtte hun udføre den.

Den brændende fornemmelse fra heksens læber mod hendes hals, skyllede alle andre tanker væk, og hun kunne pludselig lægge låg på de følelser der havde bredt sig i hendes brystkasse. Følelser af skam, af sorg og af vrede.
Hope lod hendes hoved glide hen over skulderen, betragtede de lange fingre som heksen besad og lynede kjolen ned. Hendes arme havde lagt sig hen over hendes brystkasse, som hun vendte sig rundt, kjolen hang løst mod hendes arme, en forsikring om at hun ikke lod ham se det hele med det samme. Et kækt smil havde formet sig hen over feens læber som hun trådte det sidste skridt tættere mod ham, så tæt at afstanden ikke længere kunne formindskes. ”Kys mig” hviskede hun med en hæs stemme, som hun endelig lod armene fjernes fra kjolens stof og lod dem i stedet finde vej rundt omkring hans nakke, mens hun hæv ham ned mod hendes læber i et lidenskabeligt kys.

Heksens mørkebrune øjne nåede ikke andet, end blot at forlige sig med Hopes idet hun trådte fremad imod hans skikkelse. Som deres kroppe endnu engang kolliderede, og ligeledes deres læber, hungrende og brændende efter hinandens berøring, drev Asa øjnene i. Rynkene sine bryn næsten smerteligt, undslap et dybt suk hans hals. Hæst, næsten underdanigt, undslap lyden hans læber, som han mærkede Hopes former imod sin krop og hendes arme omfavne hans hals. Selvom han intet så, men blot følte, spejlede alle billederne af hende sig på hans nethinde.
Med ét huskede han hybridens øjne; de hasselfarvede øjne, måden hvorpå de havde set på ham, ædt ham op, uden at blinke en, eneste gang. Mindet om hybridens øjne, hendes fyldige læber bredt ud i et sigende smil som kun en djævledatter kunne smile, hvordan hun ikke engang havde skjult sig fra hans blik, tændte en buldrende ild i ham; noget dyrisk, han ikke helt var sikker på nogensinde havde mærket.
Heksens hænder bar næsten sig selv, som den enkelte indfandt sig i feens hår - dragende sig selv mellem hendes mørke lokker, i et fast greb, som han trak hendes ansigt bagud, adskillende deres læber. Han ønskede ikke at forvolde hende smerte, men hans hænder var ikke blide, som de fandt deres plads på hendes krop. Den ene i hendes hår, den anden imod hendes bryst. Med samme hunger, dragede heksens læber sig nedad, imod feens kæbeparti, hals og hurtigt brystben, og til den smule hud der da var blottet på grund af den lysthængende kjole.
Som var den mørkhårede heks draget i en trance, levede og åndede han kun for den kvindelige skikkelse foran sig - og minderne der langsomt, men sikkert drev ham ud i et næsten vanvittigt begær. Alting derudover, nåede ikke ind. Alt det grumme, sorgen, ensomheden, var drevet væk.

Det var som at blive drevet med i strømmen. Som den enkelte gren der havde revet sig løs fra dens skaber, kastet gennem det brusende vand der var ved at gå over sine bredere grundet regnen der kom ned i hungrende stime. Hvordan jorden ød hvad den kunne få, slukkede sin tørst og gav næring til det omliggende liv. Det var sådan det befandt sig mellem heksen og feen. Hvordan deres hænder, næsten i krampagtig forvildelse prøvede at gribe fat i noget, bare et eller andet der kunne hive dem i land, som var deres hungrende læber mod hinanden, mod den andens hud deres sidste livslinje. Måske var det også sådan det forholdt sig. Som tænkt mange gange før, var det ikke den ægte kærlighed i den forstand mellem to sjæle som der ville indgå et ægteskab. Ej hellere ville det være to, som ville få afkom og skabe en familie sammen. Og dog, for var det smukkeste ikke, når man fandt en ven? En ven der forenede ens sjæl som det sidste puslespils brik der gled ind i det hele billede, og der var det pludselig samlet. Sjæle der var blevet splittet og fandt hinanden igen. Det var her Hope tænkte tilbage på hvordan at myten om Zeus der splittede mennesker fra hinanden med hans lyn. Hvordan mennesket oprindelig var født med to hjerter, fire arme og fire ben. Forbandet til at gå resten af deres liv og lede efter deres anden halvdel. Måske var dette kun en enkelt nat af passion, men hvad end dette var, så var det for livet.

Men som alt andet denne dag havde budt på, skulle de hellere ikke få lov til at fuldende denne nat fyldt med passion blandt to sjæle. Men for nu, lige i dette øjeblik havde de fred til at nyde den andens nærvær. For hybriden lod vente på sig, man kunne jo ikke dukke op så hurtigt efter man lige havde haft øjenkontakt; nej det ville virke for oplagt, for iscenesat.

Som bundet sammen med sjæl og krop var de, viklet ind i hinandens favn. Om nok skænkede heksen det ikke en tanke i dette stående øjeblik, men han vidste udemærket hvad Hope var - hvad de var, for hinanden. Han havde ikke vidst det før denne morgen, den tidlige formiddag nok nærmere, som de to skikkelser havde fundet sig foran hinanden, i en blid samtale om livet, og alt hvad det indebar. Men som han stod der, foroverbøjet, kyssende feens hud som gjaldt det hans eget liv, vidste han det. Om nok brændte heksen af begær, men hans hjerte, han vidste hvor det lå, når månen dragede nedover nattehimlen, og lod morgensolens stråler brænde horisontlinjen op. Det var ikke hendes at tage, men hans navn - det var hendes.
Brydende båndet mellem Hopes hud og sine egner læber, rettede heksen sig opad, blot for at binde bånd mellem deres øjne. En anelse stakåndet, løsnede han sagte grebet omkring hendes mørke lokker. Det kriblede i hans hænder, helt ud i hans fingrespidser, for blot at gribe kjolens ternede stof; efter at trække den af hende, som han havde trukket ud af sit eget tøj. Men hans hænder forblev hvor de var, dragende feens skikkelse nærmere, som de atter greb til. Hævede og rødmende, efter deres berøring af feens kys og brændende ud, talte heksens læber sagte imod feens øre:
“Tag din kjole af - nu.”
     

’Sometimes you find love, even if it is only for a single night.’
Hun havde aldrig forstået de ord før nu. Hvordan kærlighed var en flydende ting. Den var uventede og kom altid i forskellige størrelser—det var korrekt når man sagde at man ikke kunne elske to personer lige meget, men kunne man virkelig sætte kærlighed op som noget der kunne vejes på en skala? At man kunne sige ned til specifikationer for hvad kærlighed var? Det mente Hope ikke, hun mente hellere ikke at det var en forhastet beslutning som deres kys og lydende af deres læber der bredte sig i lille rum hvor at skumringen havde lagt sig. Hænder der gled hen over den nøgne hud, og endvidere som hans stemme endelig brød gennem den stilhed der havde lagt sig efter at kysset var blevet brudt.
Hope lod hendes tunge øjne kigge op mod heksen, for et øjeblik kunne man måske overveje om hun overhoved havde hørt hans befaling, eller om hun var forsvundet et sted hen i passionen der flød gennem dem som en tæt tåge.
Men lige som man troede det, fremtrådte et lille smil hen over hendes hævede læber. Krøllede sig op i den ene side som hun trådte et skridt tilbage, og som befalingen var blevet givet, lod hun kjolen glide ned af hendes krop. Hun trådte ud af den, stående foran ham kun iklædt undertøj, dog ikke noget til at dække for hendes bryster, der lå i bløde former hen over det øverste stykke af hendes ribben. Måske var Hope en veltrænet kvinde, hvor man tydeligt kunne se at hun gennem hendes lange liv, havde formået at tilegne sig både ar og strækmærker. En ting hun ikke kunne løbe fra, var at hun havde født to børn. Der var en vis blødhed i formerne der kun, kunne komme efter man havde bordet på liv. Ikke at det gjorde feen noget, nej, hun bar hendes ar, både på sjælen og kroppen med en stolthed der overskyggede uperfekthederne.

Og lige som hun skulle træde frem og lade deres læber forene igen, der lød et bank på døren. Hendes bryn løftede sig, og det var som om nogen havde revet tæppet væk under hende og vækket hende fra den døsighed som havde indtruffet sig i hendes krop. Der hvor man befandt sig når man ikke tænkte, men bare gjorde.

”Asa!” lød det på den anden side ”jeg er super ked af jeg forstyrre, men jeg ville ikke komme hvis det ikke var nødvendig, jeg blev kaldt ud i skoven, det er Hr. Johnson fra årgang fire, ham og de andre havde udfordret sig selv i at gå ind i den forbudte del af skoven—fuck” Ophelia løftede op den stønnede knægt der ikke kunne være meget mere end fireogtyve år gammel. Hans vilde brune krøller der lagde sig mod den svedende pande. Ophelias tøj var fyldt med blod, dog ikke hendes eget, men fra det kæmpe sår der var fra låret og hele vejen ned ad siden på det venstre ben. Det var tydeligt at noget med skarpe klør havde haft fat i ham, det gule pus var allerede begyndte at forme sig omkring de flået kød. ”Hold ud” hviskede hun, og selvom hun var skyld i at han var her lige nu, så kunne hun jo ikke lade den stakkels knægt dø, kunne hun det?

Det tog ikke heksen mere end et sekund, at frafalde blikket han havde bundet sammen med Hopes øjne. Som feens kjole kolliderede med gulvet i det lille soveværelse, kunne heksens kæbe meget vel have fulgt samme vej. Men lidt selvbeherskelse havde han da alligevel. En selvbeherskelse, der afholdte ham fra at strækkerne hænderne fremad og omfavne hver enkelt blottede del, af hendes hud - tagene hende ind i al krop og legeme, hungrende og altovergivende på en og samme tid.
Men dertil nåede Asa blot kun at ønske. Han nåede blot at trække vejret indad, som Hope trådte fremad - for så at gøre fuldkommen holdt. Hvad var det han hørte?
Den mørkhårede heks strakte hovedet bagover, imod hoveddøren hvorpå han hørte en febrilsk banken. Tydeligvis forvirret over lyden, en hvis eksistens han for et kort øjeblik komplet betvivlede - havde det ikke været for den efterfølgende stemme. En der ikke tog ham mange øjeblikke at genkende.
Asa vendte straks øjnene imod Hope, øjnene totalt afvasket fra det begær der kort forinden havde henlagt de mørke øjne i dybder, næppe set i heksens øjne før. Han rynkede brynene, lyttende opmærksomt på den information Ophelia kaldte ud i huset, som forfærdelsen drev sig længere og længere ind, i hans bekymrede rynker. En information, som isende vand, drev ham fuldkomment ud af den stemning der havde lagt som et tykt, tykt lag mellem ham selv og den kvindelige fe.
“Jeg- jeg bliver nød til at reagere på det,“
Talte han forsigtigt imod Hope, som han trak sig fra hende. Det var i en hurtig vending, at strøg rundt i lokalet, trækkende i det første og det allerbedste tøj - nogle mørke slacks og (passende) endnu mørkere t-shirt. Flygtigt, inden han nåede værelsesdøren, fangede han feens dybblå øjne, seende derimod næsten opgivende - undskyldende måske endda også? - placerende et flygtigt kys ved hendes ene mundvige. I et undertrykt, dybt suk, satte han i et halv-løb mod hoveddøren. En han svang op, til et ganske blodigt scenarie. Det var med store øjne, trækket over i alvorlige folder, at heksen farede fremad - støttende eleven i Ophelias arme.
“Opehlia - vi skal have ham ned på jorden! Kom, lige så stille-”
Derigerede han, som de to skikkelser langsomt fik sat den unge mands skikkelse ned.
“Bastian, Bastian -“
Kaldte heksen, med hævet stemme, for at holde eleven vågen - fokuseret på hans stemme. Placerende sig over det sårede ben, strakte han sine lange fingre omkring siden på henholdsvis det skadede lår og nedre underben - tilpas langt væk fra det åbne sår, men stadigvæk tæt på den blødende åbning. Dragende sit vejr langt ind, lukkede han øjnene i - hårdt, som han prøvede at finde fokus. Prøvende på at finde lyden af sit eget hjerteslag, som elevens. Og som lyden sang ud i hans øre, og hans øre alene, forbandt han dem.
Med et, stoppede blødningen - og langsomt, så ganske langsomt, begyndte såret at lukke sig. Pusset flød, blandende sig med det blod der allerede havde placeret sig på den unge elevs hud. Som en dyb summen, rungede den mørkhårede heks magiske essens - den den dybeste urkraft, forbandt dem alle til dette øjeblik, dybere end de dybeste rødder fundet i jordens indre.