The main attraction

Dedikeret til @Asa

Dato | 10 Maj 2022
Tid | Tidlig morgen inden eleverne begynder at dukke op
Vejr | Det er lidt overskyet og vinden er begyndt at tage til
Omgivelser | En af klasseværelserne på akademiet, der er ikke nogen omkring ud over Heath

_________________________

Når man var så gammel som Heath, så var det ofte man faldt sig selv i kedsomhedens klør. Mange ville måske sige at man manglede en hobby eller man kunne bruge tiden mere effektiv. Men hvad skulle han dog give sig i kast med? Der var snart ingen hobbyer som sagde ham noget, han ikke allerede havde klaret til perfektion, der var ingen grund til han skulle arbejde, for en prins arbejdede ikke. Og måske ville det stille sind så sige, man kunne unægtelig mene at han var doven. Måske var han doven, men det betød ikke at han ikke stadig kedet sig. Så han gjorde hvad han gjorde bedst, han fandt sig selv et offer og gjorde livet surt for dem. Hvorfor, kunne man næsten fristes til at spørger hvor han blot ville vende det rundt og spørger, hvorfor ikke? Hvis han skulle finde en hobby, måtte folk stoppe med at stille spørgsmålstegn ved hvordan han brugte sin tid, selvom man kunne, hvad man lyst. Ikke at det ville ændre på udspillet fra den altid drilske trold, der de sidste mange uger havde gjort livet surt for en, ja i hans øjne, ganske ubetydelig heks der arbejdede på Athena Akademiet. Nu kunne det næste spørgsmål så være, som man fristede sig til at stille, hvordan gjorde han livet surt for denne heks?
Nuvel, hvis man skulle gå i detaljer, som man så oftest skal i disse dage. Så var det små ubetydelige ting, måske manglede der pludselig en blyant, eller alt kridtet var væk. Madpakken man havde glædet sig til, var pludselig væk, spist af trolden der hyggede sig på Akademiets tag og lo hjerteligt over det igen havde lykkes ham at tage fusen på heksen.
Andre gange var det også vigtige ting, det kunne blandt andet være lektier der skulle afleveres tilbage til de studerende der havde nogle meget dekorative afbildninger af den mandlige kønsdel. Den dag havde især været god, som han stod i vinduet og betragtede med yderst tilfredshed hvordan at eleverne var begyndt at grine og manden havde stået der som en der ønskede at gulvet ville åbne sig og sluge ham hel.
Så, hvad havde Heath i sinde at gøre i dag? Han snubbede æblet fra kateteret og gned det mod hans ruskindsjakke inden han tog en bid af det og gik rundt i det mørklagte klasselokale for at se hvad han kunne finde på af unoder i dag.

Heksen ville normalt have passeret det mørkelagte klasselokale den morgen. Han kunne med ufattelig lethed have gjort det, med de store hastige skridt han tog – determineret på jagt efter dagens første kop kaffe. Havde det ikke været på grund af den mur af magi han havde mødt på vejen, emmende ud fra døren der stod på vid gab. Som havde han slået panden imod muren, standsede han brat – tøvede endda, som han trådte tættere imod hans sædvanlige undervisningslokale.
De sidste par uger havde ikke været hans letteste, et faktum han indrømmede næsten glædeligt. Han havde følt det, hans elever havde stærkt fornemmet det – til helvede med det, han havde følt det næsten direkte på egen krop. Ved Murphys lov alt hvad der føltes som om kunne gå galt, var gået galt. Med det i mente havde Asa derfor sit tredje øje åbent, for hvad som helst og hvem som helst. Og noget sagde ham, hvem end, hvad end der var kilden til den summende magi, han svor han næsten kunne høre synge i sine øre, var årsagen til hans ulykke.
Lyden af det sprøde æble sprække under troldens tænder, fik heksen til at rynke sine bryn tæt sammen. Han trådte helt ind i klasselokalet, ladende døren bag sig lukke i. Der stod han, i en hvid, tætsiddende t-shirt, et tilhørende sæt sorte jeans og et par chunky sneakers – med et yderst udspændt smil, fremhævende hans dybe smilerynker. Man skulle dog ikke være en menneskekender for at kunne placere dét smil; det var ikke ligefrem oprigtigt.
”Godmorgen,”
Hans stemme talte en oktav lavere end hvad den normalt gjorde; dybden i den lød foruroligende lokkende, mild, men på en og samme tid også ildevarslende.
Han havde endelig formået at fange hvad end der havde terroriseret hans liv, de sidste par uger. Han vidste hans fangst var langt mere held, end baseret på en veludformet plan. Faktisk var det nok bare held, eftersom heksen blot for tre-fire dage siden havde indset, at det ikke var hans egen sindstilstand, glemsomhed, hvad end der måtte påvirke ham i hans hverdag, der havde forflyttet hans ting og bragt i ham andre uheldige situationer. Tegningerne på hans elevers papirer havde nok været det allerværste; mindet om dagen der fandt sted, blot nogle dage forinden, fik ham (som var det blot sket i går) til at trække sin maven helt sammen i ren og skær skam.
Når det så var sagt var det ikke ubegrundet at Asa, i den første uge af Heaths djævelske plan, havde pålagt sig selv skylden i de unoder trolden havde påført heksens hverdag. For han var virkelig ikke sig selv – han havde dog den form for selvindsigt. Efter mødet med naturånden, var han blevet rystet i sin grundvold i sådan en grad, han i hans lange liv ikke troede han ville blive. Asa havde aldrig troet han skulle møde hende; hende der bar navnet, fæstnet til mere end blot hans hud ikke langt fra hans hjerte.
Måske var det deri frustrationen stammede fra; måske var dét hans brænde, på det bål Heath – uden tvivl – også pustede liv i. Under andre omstændigheder havde heksen været i et helt andet lune og langt fra så (i mangel af bedre ord) pirrelig, end hvad han tydeligvis var. Flammen i de mørkebrune øjne gav dem liv på en helt ny måde – en måde som heksen sædvanlige morgenkaffe og urtesmøg aldrig kunne opnå.
Asa havde længe været ganske bevidst om, at han aldrig havde været den bedste til at håndtere sine følelser. Men i dag, taget de sidste i betragtning, der tænkte han at han godt kunne lade sig selv få den her. I dag måtte han gerne være vred, lade sig selv få lidt frit løb. Det var vel også en form for retfærdighed, ovenpå al den uretfærdighed Heath havde påført ham det seneste stykke tid.
”Du hører vist ikke rigtig til her, gør du vel?”
Det var et af de jeg-ønsker-ikke-et-svar-spørgsmål.
Når det så var sagt, så havde heksen ikke synderligt lagt en plan for hvad han ville gøre så snart han fik fat i personen, væsnet – hvem end, der havde glædet sig over hans lidelser.
Så der stod han, med gerningsmanden taget på fersk gerning – men hvad nu? Det eneste heksen kunne prise sig lykkelig for var, at han havde taget én god beslutning den dag. Dagens undervisning var aflyst.
"Jeg kan roligt sige, at jeg vidst taler på akademiets vegne, når jeg siger, at udefrakommende ikke er velkommen her, på skolens grund."
Knurrede heksen under sin sagte stemme.
"Noget siger mig, at jeg ikke tager fejl ved at kalde dig dét - en fremmed."

Heath ville ikke være den første til at indrømme, at det at en stemme bredte sig i klasselokalet, gav ham et chok der næsten, men også kun næsten, fik hele hans krop til at spænde op. Det var dog også kun en meget kortlevende forbavselse, over at høre en anden person træde ind i lokalet og hilse på ham i en morgen hilsen. Trolden som der normalvis ville have været sine små 30 centimeter højde, vendte sig nu med hans næsten en halvfems og kiggede direkte ind i en meget tvær og irriteret heks øjne. De fleste mennesker og andre væsner, ville have følt en hvis skam eller frygt for at blive taget i fersk gerning, men ikke trolden, nej et smil bredte sig over hans læber, vidste en perlerække af kridhvide tænder. ”Godmorgen” sagde han blot og tog endnu en bid af æblet som ikke var hans, men han forestillede sig nu ikke at heksen ville have det tilbage; eller, Heath kiggede ned på æblet og tilbage på heksen, som han kontemplerede hvis han blot rakte æblet ud om han så ville tage imod den halv gnasket gave. Men med en hovedrysten blev han enig med sig selv om, at det var nok de færreste der ville finde det morsomt.
”Uh, kom du helt selv frem til det?” Sagde den spøgefulde naturånd som han gik mod kateterede, aldeles ligeglad med hvad heksen ville have svar på eller ej, Heath kunne allerede gætte sig til at heksen nok blot ønskede at han forsvandt og aldrig kom tilbage igen, men dertil ville Heath blot spørger; hvor var dog det sjove i det?
Med et let spring kom den høje mand op på en af de mange borde der stod klar til dagens undervisning, og med elegante hop kom han hele vejen hen til kateterede inden han satte sig ned på det. Hans ben spredte sig så han kunne placere den frie hånd mellem dem, hans krop bøjede sig forover mens han kiggede mod Asa der mente han ikke var velkommen. ”Tror du jeg går op i om jeg er velkommen eller ej?” spandt han og løftede et bryn, og da der blev tilføjet at han nok var en fremmed, krummede den ene side af hans mundvige ned af, jo, det kunne man vel godt kalde ham. ”Fremmed, det er vel også et navn man kan give mig, dem har jeg efterhånden mange af” hans tunge gled hen over hans læber og fangede noget af den saft der var kommet fra æblet.

De mørke øjne fulgte Heath, uden at vige, en, eneste, gang. De fulgte ham fra gulvet, til enmandsbordet, under det unaturligt lange spring til hans skikkelse kolliderede (næsten ubehageligt let) med kateteret. Afstanden mellem de to skikkelser var nu betydeligt elimineret, og heksen var da i stand til yderligere at kaste et blik på hvem end, der hensynsløst og nådesløst – som en eller anden neurotisk nisse - havde besluttet sig for at invadere hans privatliv. Asa vidste ikke hvad han havde regnet med – hvem, hvad han havde forventet. Heath var bare ikke det.
Heksen lagde armene over kors, puttende den mørkegrå t-shirts ærmer under et pres, der meget vel afspejlede den følelsesmæssige situation han befandt sig i. Vreden var ikke underspillet i hans kropssprog; hverken i hans øjne, det anspændte smil der fortsat prægede hans læber, eller de agtpågivende øjne. For slet ikke at tale om stemmen, hvis dybe talte for sig selv:
”Jeg tror ikke du går op i så forfærdelig meget,” bed han: ”Hvis du virkelig gjorde det, så tror jeg slet ikke vi var her.”
Smilet falmede, forsvandt som duk fra solen, som om det aldrig havde eksisteret på heksens læber. Asa vidste om nok ikke hvem han havde at gøre med – men taget Heath i betragtning, og hvilken enorm kilde til magi han åbenlyst var, var han nok ikke en man spøgte med. Om nok var heksen vred, men han var ikke dum. Så til trods for han ønskede at gøre noget, de fleste ville beskrive som værende direkte dumdristigt, så holdt han sig i skindet. Indtil Heath selvfølgelig gav ham en god nok undskyldning til at gøre præcis, hvad hans mavefornemmelse fortalte ham, at han ikke måtte.
”Er der en tidshorisont på det her?”
Han rynkede brynene, trækkende et skridt tættere imod trolden der hævede sig et hoveds højde over ham. Heksen gestikulerede imod ham, stiltiende for en kort stund i et forsøg på at finde ord for hans stigende frustration.
”For, hvis jeg skal være helt ærligt, vil jeg gerne vide hvor længe jeg skal bruge min tid på at underholde – hvem end, hvad end du skal vise sig at være.”
Asa fnøs, som han afslutningsvis knurrede af Heath: ”Jeg er, ærligt talt, træt af at være et middel for din - perverteret leg.”

Smile blev bredere da heksen medgav, at de nok slet ikke ville være i denne situation, hvis Heath gik op i om han var velkommen eller ej. Han tog endnu en bid af det hugget æble; ting som var stjålet, smagte altså bare meget bedre, end de madvarer som man selv havde betalt for.
Nu gjorde det ikke så meget for Heath om Asa fandt hans tilstedeværelse ønsket, underholdende, eller som der var stor sandsynlighed for, blot ønskede at Heath ville forsvinde og aldrig nogen sinde dukke op igen.
Hans bryn løftede som heksen spurgte om der var en tidshorisont for alt det her, med et undrende udtryk tiltede naturånden hans hoved og betragtede den højde mand foran ham med fornyet nysgerrighed. Da han nævnte ordet underholde, knipsede Heath med fingrene og gav ham et stort smil, tydeligvis valgte han blot at tage de ord som behagede ham, og fordrejede dem til en sandhed han kunne arbejde med. For hvis man skulle være ærlig, så havde Asa helt og aldeles ret, han var fuldstændig ligeglad med hvad Asa ønskede eller ej, og han var så sandelig også ligeglad om hans faster brød sig om, om han var på hendes skole eller ej.
Som dansede han mellem masker af følelser, gled et næsten nedtrykt udtryk hen over hans ansigt, et lille klik med tungen og han rejste sig fra kateteret han havde sat sig på.
”Perverteret leg?” Heath gentog først Asas ord, før han lod hoved falde, næsten som skulle man tro at han enden var såret, eller blot skammede sig over hvad han havde gjort.
Men lige så hurtigt som det skete, løftede han hoved igen, og et smil var atter og se på de fyldige læber. ”Hvad tror du at skolens rektor ville sige, du behandlede hendes nevø på den måde?” spurgte han som smilet bredte sig på hans læber. Nu var det sandheden han fortalte, om at han var Junipers nevø, men hun ville nok blive lige så træt, om ikke endnu mere vred over han var på skolens grund.

Asa lagde ikke skjul på hvor helt igennem uimponeret han var over alt hvad der foregik i dette stående øjeblik. Alle hans folder var henlagt i ét udtryk; et udtryk der ikke umiddelbart ændrede sig, i takt med de mørke øjne fulgte troldens hvert eneste, lille bitte, skiftende træk.
Heksen kunne blot spekulere, gætte sig frem til hvorfor Heath helt specifikt havde udvalgt ham. Han havde gjort det virkelig, overvejet hvorfor – hvorfor ham? Men som han stod der, foran hvad Asa kun kunne beskrivende som værende hans egen, helt, helt egen plageånd, så vidste han at det ikke betød noget. Selv hvis der var en grund, så havde den ingen betydning. Ikke for ham, og slet ikke for Heath.
Måske var han blot hans tidsfordriv? Intet mere? Igen. Han kunne blot spekulere, alt det han ville. Intet heksen vidste var sikkert, ikke andet end hvad han selv vidste han kunne kontrollere. Og kontrol, dét var hvad han havde brug for at tage tilbage.
Pludselig skiftede legen gear. Noget i heksens mørkebrune øjne ændrede sig; stenfacaden der umiddelbart havde henlagt sig hans markante ansigtstræk, blødte op. Under et underligt køligt smil, tiltede han ansigtet, idet han lod sine korsoverlagte, stærke arme løsne sig fri fra hinandens greb. Heksen var ude af stand til at tilbageholde et fnys da han talte:
”Du – nevø til Juniper?”
Han rystede på hovedet, tydeligvis – lettet? ”Det ændrer jo alting!”
I en flydende bevægelse, lænede heksen sig fremad imod trolden, placerende sig under Heaths skikkelsen. Umiddelbart uden for meget besvær, heksen spurgte trodsalt ikke om lov, lagde han trolden hen over sine skuldre, i hvad de fleste vil kunne genkende som et brandmandsgreb.
En anelse besværet i sin stemme, som han rettede sig opad med tilføjet med ekstra vægt på sin krop, grinte heksen køligt:
”Jeg tror Juniper vil grine ved billedet om, at jeg har smidt dig på døren.”
Heksen trådte imod den dør han kort tid forinden havde lukket. Han trak på skuldrene som han afslutningsvis talte:
”Dét eller også vil jeg hellere bede om tilgivelse, end tilladelse efter det her.”

Heaths udtryk skildrede ganske perfekt hvordan heksen formåede at disamere den ellers drilske trold, forundret, måske en anelse skeptisk stod han der og gloede uanede på den tårnhøje skikkelse der gik mod ham. Trolden skulle have set det komme; det skulle han virkelig. Men nogle gange kunne selv den ældste og mest vise person blive taget ved næsen, hvis de følte sig kortvarigt overrumplet, af en ændret adfærd. Et lavmælt uf lød fra den spinkle mand der blev smidt over den andens skuldre, degraderet til en sæk kartofler, hvad ville det næste blive, at han blev smidt i en høstak eller springvandet, det sidste lød bedre; tag lige og køl af. Og som han lå der på skulderen kæmpede han ikke yderligere imod, i stedet åbnede han en lille portal, og igennem den lille cirkle der blev lavet midt ude i ingen ting, greb den blok og pen der lå på bordet, og som en vaskeægte nyhedsrapport der ikke havde hørt om en båndoptager, flippede han blokken om på en blank side og begyndte at skrive ned. ”Jeg tror hun ville synes det ville være fantastisk” endnu en portal blev lavet, og han greb et kamera, han lænede sig en kende til den ene side, og rakte ham kameraet ”her, husk og dokumenterer det” lo han, hvilket ikke just lød som om han var fornærmet eller følte sig forkrænket. Hvorfor skulle han? Han morede sig næsten endnu mere end heksen tilsyneladende gjorde. Og ellers lå han så magelig her over den bredde skulder og skriblede løs om, ja, guderne måtte hvide hvad den tossede trold fik skriblet ned.

Det var med ret stabile skridt at den mørkhårede heks bar sig selv, og Heath for den sags skyld, fremad. Troldens små åbninger, portalerne, fangede godt Asas opmærksomhed; energiåbninger i den kaliber, åbnet så let, var på grænsen til umulig at ignorere. Men som alting var lige nu, sådan som heksen var på farten, kunne han ikke andet end blot at notere sig dem. At Heath kunne fremmane dem, og endda så let, burde nok have været noget der ville have bremset heksen marchen. Det burde som minimum have sat en stopper for den indskydelse, den plan han havde fået i det øjeblik troldens kropsvægt blev placeret på hans skuldre. Men det gjorde det ikke – intet af det synes at standse ham, som han bevægede sig ud af klasseværelset og nedad den første gang, før han drejede skarpt til højre og ned af den næste. Han stirrede tomt imod skolens indgang, i takt med han nærmede sig den. Nogle enkelte skridt før han nåede den, hankede han op i Heath på hans skuldre, placerende ham bedre, inden han da åbnede porten med begge deres kropsvægt. Og med én hurtig bevægelse, brød de ud på akademiets gårdsplads.
Det var faktisk en ret smuk morgen. Farverne der malede himlen, lovede at solen knap nok havde passeret horisontlinjen. Himlen, forårets skærende grønne farver, stod i voldsom kontrast til den gotiske bygning der dannede Athena Akademiet. Men på en eller anden måde, gjorde omgivelserne den blot endnu smukkere. Før heksen og trolden brød igennem indgangen til akademiet, var gårdspladsen henlagt i den fineste ro. Enkelte elever var til at spotte, på vej op trappen, omringet blot af lyden af klukkende vand fra akademiets smukke springvand. Men dén stilhed, den ro blev brudt på ganske få sekunder.
En af eleverne der kun havde rakt hånden fremad, for at åbne porten brød ud i et forskrækket hvin, idet porten hidsigt blev slået op og en kæmpe af en heks, med et rimelig tydeligt vedhæng på sine skuldre, brød ud gennem indgangen og videre gennem den gruppe af elever der tålmodigt havde placeret sig foran indgangen til den blev åbnet.
”G-godmorgen Hr. Hopkins?!”
Lød det perplekst fra eleven, gemt lidt væk af de resterende elever der vendte sig imod scenariet der udspillede sig foran dem. Asa fortsatte fremad, uden at se tilbage. Han nåede enden af trappen, stedet der umiddelbart havde været hans første mål – men noget andet synes at tillale hans, om muligt lidt hævngerrige, planer. Så han fortsatte stødt fremad, hen over gårdspladsen i en næsten lige linje.
”Jeg troede dagens undervisning var aflyst?”
”Det er den også, Ms. Thomas!”
”Jamen-”
”Gå indenfor alle sammen! Nu!”
Tonelejet i heksens stemme var det der gjorde udfaldet. Det bremsede umiddelbart talestrømmen hos alle eleverne og satte gang i samtlige af elevernes fodtøj. Det var dog ikke alle der nåede ind, før heksen havde fundet sit endemål. Springvandet, der fint tårnede sig op over gårdpladens enorme flade. Asa vidste ikke om det var et midlertidigt vanvid, den sidste måned der havde haft sin endelige effekt på ham, men han tøvede ikke engang. Han tøvede ikke et sekund, da han placerede sig ved springvandets side, og slyngede Heaths skikkelsen direkte ned imod vandoverfladen.

Det var nogle fine ting som Heath fik noteret i den lille notesblok der lå i hans hånd. Ikke at det ville give meget mening for andre, skulle de nogen sinde få fat i notesbogen selv. Heath gjorde sig ikke yderbemærket end nogle små støn når heksen synes han skulle rette på hans kropsvægt og hvordan den fordelte sig hen over skulderen. Man skulle tro at en mand af sådan en statur og størrelse ikke burde have besvær ved at rende rundt med en som Heath, så tung var han vel trodsalt ikke. Eller dog, måske han havde spist lidt for meget på det sidste?
Den tanke fik trolden til at presse pennen mod hans læbe, og da de gik forbi den meget forvirret elev blinkede han kækt, nu fik han trods alt opmærksomhed, hvilket ikke var noget den ældre naturånd klagede yderligere over. End ikke hvis det kom i denne kalibre, men så igen – selv dårlig opmærksomhed, var god opmærksomhed hvis man spurgte en mand som Heath. Han tvivlede dog at heksen brød sig om den strøm af øjne der blev lagt på ham, som han besluttede sig for at trappen ikke var god nok til trolden der havde forværret hans livstilværelse de sidste mange uger.
Han grinede, som han mærkede hvordan at de nærmede sig hvad hans tanker selv havde tænkt, springvandet. Han kunne høre hvordan at vandet sprøjtede ned af de flotte dekoreret stenskåle, og med et fjoget smil lod han sig selv falde over heksens skulder og nåede at vinke til ham inden en portal slugte ham. Desværre, i hvert fald for Asa, betød det ikke at Heath forsvandt. Nej den høje skikkelse, om ikke lige så høj som heksen, dukkede op bag Asa, og med et velplaceret skub, prøvede den kække trold og se om han kunne vende skålen, og lade den store mand falde ned i vandet, som han havde prøvet at smide i.

Det var troldens smil, hans vinkende hånd der gjorde udfaldet. Heksen bed sig i læben, fortrydende hvert eneste, lille bitte valg, han havde taget henover den sidste måned. Han forbandede sin egen eksistens til uigenkendelighed, som han så Heaths skikkelse forsvinde (i en næsten filmisk hastighed) gennem portalen – uden at røre en centimeter, en millimeter af vandoverfladen der udgjorde springvandet. Som han så troldens skikkelse forsvinde fuldkommen fra sin synsvidde, kunne han alligevel ikke lade være med at smile. Han kunne ikke engang tilbageholde den dybe klukken af en latter, der emmede fra hans hals, idet han nikkede bekræftende til lyden af krop kolliderende imod grunden bag ham. Selvfølgelig.
For en stund overgav han sig; han indvilligede til at lade skæbne bestemme over hvad der end måtte ske. Men overgivelsen var kort – kortere end et sekund, idet ét billede pludselig stod ganske klart på hans nethinde.
Det forbandede smil; det overlegne, næsten helt apatiske, fjogede smil han havde set hen over Heaths læber. Det skulle være lige godt Satans; han forbød, at det var det sidste han så inden han kolliderede med vandoverfladen.
Det var derfor, idet han startede sin fald, at han vendte sig om. Gribende de arme der havde skubbet ham – og så trak han til. Trak til nok til, at han omfavnede trolden i et fast greb. Lige tids nok til, at begge deres øvre kroppe, blev omfavnet af det isende, sikkert beskidte, vand.

“Hov” det var det sidste Heath formåede at sige inden hans hoved ramte vandets overflade, foroverbøjet, formået han ganske unaturligt at stå med fødderne plantet på den tørre overflade, mens at han baskede med hans arme som en hovedløs kylling i håb om at komme fri fra heksens stærke arme, da han endelig fik trukket hoved tilbage, efterlod han en lang stribe af vand der blev kastet bagover som hans hoved gjorde. ”Føj” græmmede han sig, som han fjernede et par alger der havde lagt sig på hans kind. Et par kvindelig studerende som havde stået og kigget fangede hans øjne, og da han vinkede til dem med et kæk smil på læben, fniste de begge og skyndte sig væk. Lysten til at deltage i hvad end der måtte foregå på denne skole blev mere tiltagende som minutterne gik.
End ikke var minutterne gået før at end at hans kusine kom gående mod ham, det smil han sendte til hende, blev ikke gengældt og for første gang siden at Asa havde opdaget den ældre natur ånd kunne han mærke hvordan at skrækken begyndte at brede sig i hans brystkasse. ”Heath, jeg skulle næsten have vidst at det var dig som der rendte rundt og lavede unoder” kom der i en faretruende lav stemme; ”Altså nu skal vi ikke gøre noget forhastet, vel, søde kusine” hun himlede med øjnene, og med en hurtig bevæge med hendes hånd brugte hun en besværgelse der løftede Asa, og selvom det nok ville være til mindre fornøjelse for eleverne der stod og betragtede spektaklet brugte hun hendes solar energi til at tørre den stakkels heks der måtte have den forfærdelig ’fornøjelse’ at møde hendes fætter.
”Du får ti sekunder til at forsvinde” Heath hævede hænderne og en talestrøm af dårlige undskyldninger begyndte at forlade ham, og for hvert tal hun talte, trådte hun tættere på og gjorde hendes øjne smallere. ”Et” og med det ord forsvandt trolden og et triumferende smil formede sig over feens læber, ”er du okay Asa?” spurgte hun, uden at kigge på ham, mens hendes blik gled rundt i omgivelserne for at sikre at Heath ikke skulle dukke op et andet sted.

Det var ganske få øjeblikke heksen nåede at være under vandoverfladen. Men det var få øjeblikke nok, i det isende vand – nok til at bringe en smule ro til hans krop og sind. Asa prøvede at vende sig i vandet, kæmpende med at flytte vægten af Heaths skikkelse ovenpå ham, for at få ham væk fra sig. Naturligvis var han ikke den første oppe, han måtte finde fæste først på den glatte stenbund, før han kunne rejse sig selv fra vandet der omringede ham. Men i de førnævnte få øjeblikke han fandt sig selv under vand, hørte han en nytilkommen stemme. En stemme han, umiddelbart, ikke genkendte – nok ganske velbegrundet, på grund af vandets lyddæmpende overflade.
Som Asa endelig fandt støtte, trak han sig selv op på sine knæ, brydende med vandoverfladen ved hjælp af springvandets kant, higende efter at få blot en smule luft tilbage i sine lunger. Hvis kulden ikke havde sørget for at slå luften ud af ham – så havde Hopes tilstedeværelse gjort udfaldet. Heksen nåede blot at kaste et enkelt blik frem og tilbage mellem de to skikkelser, inden han blev trukket opad og ud af vandet. Han kunne ikke engang nå at reagere før, at han blev plantet ganske fint, med begge sine fødder på betongrunden under sig. Den mørkhårede heks rankede sig op, stadigvæk kun ved at finde sit vejr, som han prøvede at finde et overblik over den, på mange måder kaotiske, situation han fandt sig selv i. Asa nåede at møde flere elevers blikke, seende imod ham selv, Hope og Heath. Flere søgte blot hans skikkelse, uden af se ham i øjnene, men blot nedad. Nedad imod den hvide, da meget gennemsigtige t-shirt, der havde suget sig imod hans krop. Hvad der fangede hans øjne allerførst var ikke det faktum, at han blottede sin overkrop – men navnet, der klart som solen stråler, stod skrevet henover hans kraveben. I en akavet, men hurtig bevægelse, lagde han sin hånd imod sin venstre skuldre – dækkende mærket med sin arm. Med ét brændte vreden atter igen; en ild han troede det isende vand havde slukket.
Heaths vandfald af undskyldninger forekom blot en summen, som fluer hængende grådigt over en bunke gødning, i heksens øre. Heksen kunne ikke engang skænke ham et blik; ikke uden han vidste, at han ville gøre et ihærdigt forsøg på at trække naturånden direkte tilbage i vandet. Det var derfor med blikket hæftet imod Hope, at han forholdt sig stiltiende. Et blik han knugende lukkede i, idet han mærkede hendes magi vælte ind over sig – som solens stråler slugte ham hel.
Og med et, var han væk. Men det var heksen sprudlende hjerteslag ikke.
”Ja,”
Kom det prompte fra ham. En tydeligvis løgn, som han slap sin skuldre.
”Jeg eh- ja, jeg har det fint.”

Det tog ikke et geni til at regne ud at Asa ikke mente det, og som hendes tunge gled over hendes tænder, mærkede de små riller der lå på overfladen, nikkede feen. Som var det alt hun skulle bruge også ville gå sin vej igen. Men i stedet vendte hun sig mod sin kollega og gav ham et lille smil. ”Kom, lad os få en te” sagde hun og lagde en hånd på hans skulder, det var ikke ofte at hun mødte andre der var næsten et hoved højere end hende. Men nu var det hellere ikke så ofte man fandt kvinder der var hendes højde, eller mænd der var på højde med Asa der gik ved hendes side.
Hun overvejede for en stund om hun skulle sige noget, men hun kunne ikke helt finde de rigtige ord, og hun havde aldrig været en kvinde af mange ord. Hvilket nok var grunden til hun ikke var kommet helt under huden på de andre lærer som der var på skolen, men derfor vidste hun nu alligevel hvad de gik rundt og foretog sig, man kunne næsten kalde det en arbejdsskade at hun vidste ting hun ikke burde vide.
”Så du helst vi tog mit kontor, eller skal vi gå til lærerværelset?” spurgte hun efter en rum tid af stilhed, det kunne vel passende være et tidspunkt hvor hun kunne spørger om alt var som det skulle være, da hun ikke just så ham som en mand der aflyste timer, for så at ende med at dukke op med en naturånd slynget over hans skuldre. Desuden tog det ikke et geni at vide at der foregik et eller andet bag den hvide pande. Måske kom det også af den simple årsag at hun selv stod i en situation hvor hun hellere ikke følte at verden gik efter hendes hoved, efter bruddet med Ace havde hun gradvist følt hvordan hun havde sunket længere ind i sig selv, hvilket de færreste nok ville opdage, siden hun var den hun var. Still, mut og en anelse svær at komme ind på livet af.

Som om han var trukket tilbage under vandoverfladen, væk fra det scenarie der for få øjeblikke siden havde udspillet sig på gårdspladsen, forsvandt heksen ind i sig selv. Hvad fanden var der lige sket; hvordan havde han kunne lade sig blive kørt derud? Hvordan kunne han, så utrolig let, lade sig selv falde direkte ind i sine følelser på den måde – og så endda foran dem, han om nogen skulle hjælpe med at tage sig af. Asa ville lyve hvis han påstod han ikke skammede sig, at han foragtede hvordan han havde ladet sig overrumple. Men det overskyggede ikke den hjertebanken, pulsen der drev ham dybere og dybere indad. Han var langt fra færdig med den vrede, der åd sig ind i brystet på ham.
Hopes hånd bragte den mørkhårede heks opmærksomhed til hende. Som om han for en stund var forsvundet ind i sig selv, væk fra den virkelighed der omringede dem begge, fandt han tilbage igen. Han sukkede hårdt, nikkende som han svarede hende:
”Ja. Lad os.”
Asa havde ikke ført mange samtaler med feen, og havde haft endnu færre alene stunder med hende. Dette var ikke et bevidst valg – og slet ikke et personligt et af slagsen. Han beundrede Hope, for hendes evner og den undervisning hun førte på akademiet. Havde han nogensinde fortalt hende dette? Aldrig. Ville han nogensinde komme til det? Afgjort. Nok bare ikke på dette nuværende tidspunkt.
”Jeg vil foretrække dit kontor,”
Han talte under et dybt åndedrag, som hans mørke øjne kortvarigt forlod hendes, idet de bevægede sig fremad. Han kunne ikke lade være med at granske hvert eneste af akademiets vinduer, der var indenfor hans øjes synsvidde. Og som han næsten havde kunne gætte sig frem til, fangede han flere skikkelser der kastede sig henholdsvis til venstre, højre og ned, væk fra vinduets åbenhed – væk fra hans næsten sorte øjne.
”Jeg tror jeg har givet akademiets elever rigeligt at tale om for i dag, ikke sandt?”

Et skævt smil formede sig på hendes læber, hun forstod følelsen af at ville være for sig selv, og selvom hun kunne tilbyde at gå tilbage med ham til hans bolig på Akademiet, var der også noget ganske intimt ved at have folk følge en hjem på den måde. En situation som hun valgte ikke at sætte ham i. Dog kunne hun ikke lade være med at klukke let af latter, da han nævnte at han havde givet akademiet rigeligt at tale om for i dag; ”og du tænker ikke at de studerende kunne spinde en fantastisk historie om at Frøken Minerva tog Hr. Hopkins med på hendes kontor, efter hun havde set ham meget våd, iført en hvid t-shirt?” sagde hun og løftede brynene, som et drillende smil formede sig over hendes læber, derefter rystede hun en anelse på hoved; ”elever vil altid finde på noget spændende at snakke om, og typisk på bekostning af andre” sagde hun i en let nynnende tone, og da de ord blev sagt ankom de til en tung egetræs dør med finurlige udskæringer der syntes for Hope at ændre sig, hver gang hun kiggede på den. Hun åbnede døren til det lille kontor, hvor at der var en reol med bøger og filer, et stort mørkebrunt skrivebord der stod i midten med to stole på den ene side og en kontorstol på den anden. Hun gik over til den lille elkedel der stod i reolen, med et lille tilfredssuk forlod hende da hun så at der var vand nok til at de begge kunne få en kop. Men ud over de ting, var der ikke meget som der kunne beskrive hvilken person der egentlig holdt til i rummet, hvilket i sig selv, også kunne sige en hel del.
”Du kan bare tage plads” sagde hun og viftede hånden en anelse henkastet mod de to stole, før hun vendte blikket til de forskellige tebreve hun havde liggende. ”Noget bestemt te du er til? Jeg har sort tea, grøn te, rooibos – og noget meget mistænkeligt frugt te” det sidste fik hende til at slå en kort munter latter op, som hun vendte sig mod ham mens hun ventede på svar.  

Heksen var responderede med en, for første gang den dag, oprigtig latter over Hopes ord. Og dette ikke på grund af der fandtes noget synderligt løjerligt ved hvad hun sagde, men alene på grund af hun havde ret. Hvad end han gjorde herfra, med eller uden hendes selskab, kunne viderefortolkes på; skabes drama, rygter omkring. Det var unægtelig noget de kunne stoppe.
”Du har ret,” grinte heksen varmt, rystende på hovedet. Han kunne ikke lade være med at se smilende imod den kvindelige fe, fangende hendes drillende smil. Asa kunne ikke lade være med at rynke sine bryn, som svar til hende.
”Det er rigtigt, det er rigtigt, men-” Alligevel kunne han ikke lade være med tilføje, drillende tilbage: ”- du får det dog heller ikke til at lyde som om, at du ikke kiggede?”
Som Asa afventningsvist lod Hope træde først, kunne han ikke lade være med at kaste et blik hen over hendes skuldre og indad i det lille kontor. Han ved ikke hvad han havde forventet; han havde selv ikke haft tid til at dekorere sit eget kontor, givet det den personlighed han gerne ville. Måske havde heksen ikke så meget forventet noget, mere end han havde håbet – håbet på noget der kunne give ham en snus, et indblik i hvem Hope var, ved at træde ind i hvad der nok var hendes allermest private rum på skolen. Der var ikke særlig mange der vidste meget om den kvindelige fe – ikke at hun nogensinde havde, hvad den mørkhårede heks havde kunne forstå på sine kollegaer, givet nogen lov til at forstå sig på hende. Asa kunne ikke tilbageholde et mildt smil, som han ganske let betragtede det lille rum. Dét alene var en manifestering af alt hvad Hope stod for; alt og ingenting, på én og samme tid.
”Åh, mange tak.”
Heksen placerede sig sagte på den enkelte af stolene, sukkende som han satte sig ned. Han kunne ikke lade være med at læne sig lidt tilbage, strygende sine hænder igennem det tykke lokker. Han standsede sig selv i sin bevægelse, da Hope vendte fronten imod ham, givende ham et valg. De hasselfarvede øjne pausede imod hendes, seende dem an, som om de kunne afgive ham mere information omkring skikkelsen foran sig. Men det var en tabt kamp, før den overhovedet begyndte.
Han trak hænderne til sig, placerende sig selv lidt bedre på stolen:
”Sort te vil være lækkert, tusind tak.”
Som stilheden lige så stille lagde sig over lokalet, rømmede heksen sig en kende:
"Såeh, det ser ud til at - Heath var det? - har flere familiemedlemmer her på akademiet?"

Hope kunne ikke løbe fra at hendes mundvige langsomt trak op, som han nævnte at hun havde kigget, eller havde en formodning om det, siden hun kunne nævne hvad tøj han havde på. Smilet falmede kort, men ikke at hendes ansigt foldede sig i en sure mine, nej der var en lethed på trods af de mange rasende tanker der gled gennem hendes hoved, uden hun dog selv lagde mærke til det. ”Sort te” hun nikkede anerkendende og fandt tebrevene frem og puttede en i hver deres kop. ”Tager du noget i din te? Sukker, mælk? Jeg er selv fan a citron” nynnede hun let, som hun tog den lille flaske ud af det køleskab der kun lige kunne være en citron flaske, en karton mælk og nogle af den chokolade hun aldrig rigtig kunne formå at leve uden.
Da hun havde lavet den som han ønskede, gik hun langsomt hen og satte koppen ved hans side på bordet og placeret sig således derefter i stolen ved siden af ham. Med et lille smil tog hun en slurk af den varme te blandet med en anelse citronsaft inden hun satte den fra sig.
”For at svare på din forhenværende observation, jeg er en kvinde, ikke en nonne, selvfølgelig lagde jeg mærke til” hun slog hånden en smule henkastet mod ham. ”Ja, du ved” mumlede hun og trak lidt på den ene skulder som et smil formede sig over hendes læber.
Derefter trak hun koppen hen mod sig igen og satte keramikkoppen mod hendes læber for at tage endnu en slurk. ”Så, vil du fortælle mig om hvad der skete, eller vil du helst bare lade som om dagen gik som du helst ville have den skulle gå?” spurgte hun med et løftet bryn mens hun pustede let på den varme drik, der allerede havde formået at brande hende to gange, fordi hun havde været for utålmodig.

Asa rystede sagte på hovedet – som sin kaffe, holde han den allerhelst fri fra hvad end man kunne tilføje den.
”Nej, ellers tak.”
Han fulgte Hope med øjnene, betragtende hende for en kort stund inden han lod hende slippe. I stedet søgte hans øjne rundt, seende henad hendes skrivebord, ladende sig selv gætte til hver enkelt årsag, til hvert enkelt af de ting der end måtte befinde sig på bordets overflade. Men intet sagde ham virkelig noget; intet gav ham ydermere et hint af hende, uanset hvor meget han kiggede – uanset hvor meget han spekulerede, fremkom der intet direkte, sigende svar. Hans øjne genfandt derfor hendes, da deri i det mindste måtte være noget – noget der mindede om et svar på hans mange spørgsmål. Men selv der, der fandt han ikke hvad han søgte. Men han fandt noget andet; noget der blot fik heksens mavecenter til at summe.
Som Hope placerede sig ved hans side, strakte han sig fremad. Han ville have grebet koppen med te, men måtte standse sig selv idet han hørte hendes ord. Hurtigt kastede han sit blik tilbage imod hende, kun til at se hende gestikulere imod hvad han antog var hans overkrop. Åh, han vidste godt hvad hun talte om, men en lille del af ham (en del, som hans nyfundne følelser, fremprovokeret af sit magemærke) bad efter en uddybelse. Han bed sig i underlæben, sættende en stopper for sin egen tåbelighed. Hvad var der med ham den dag? Var han blevet sin egen plageånd, nu da trolden ikke længere var til for at fuldføre sit arbejde.
Apropos trold.
”Jeg tror vi er længe overskredet dagen, som jeg gerne ville have haft den –”
Heksen satte forsigtigt koppen imod sine læber, for herefter let at lade den hvile imod sit ene knæ, i et let greb omkring den glohede kop. Han gjorde en kort pause, som han smagte på teen.
”- for ikke at tale om den her måned, generelt. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at Heath ikke har haft en kæmpe indflydelse på, ja, alting.”
Asa kunne ikke tilbageholde et let tandsmil, om end så ikke et lidt lidende et af slagsen.
”Jeg tror bare det hele – alting kulminerede bare i dag.”
Hans tolerance i hans følelser, i sin sårbarhed for hvem som helst, hvad som helst var enormt tyndslidt. Han bed sig sagte på tungen, som hans øjne henfaldt Hopes, knibende sig en anelse sammen, idet han tiltede sit hoved.
”Men nok om mig; hvordan har din dag været, før du skulle standse et, næsten, godt gammeldags gårdsslagsmål?”
Han hævede atter teen, men inden han atter drak den dampende væske, afsluttede han: ”Involver mig lidt mere i hvad dit ”kvindelige” instinkt ”lagde mærke til”,”
Ved alle Helvedes flammer.

Hendes smil formåede at blive en anelse bredder, da han nævnte at dagen, for længst havde overskredet hvad han havde ønsket skulle ske. Noget hun forstod, måske endda mere end hun selv ønskede at indrømme.
Hendes bryn valgte at hæve sig en anelse, en måned? Havde hendes fætter formået at gøre livet et helved for Asa, i over en måned? Hun lod et kort suk undslippe hendes næse; en tydelig indikator, på at de havde brug for bedre sikkerhed her på akademiet, noget hun bestemt ville tage med til hendes mor, der selvfølgelig, hvorom alt var, havde nok at se til. Men noget sagde hende også, at det ikke kun var Heath der havde gjort udfaldet, noget sagde hende at der var mere der stak under, men før hun formåede at stille ham spørgsmålet, valgte han i stedet at dreje samtalen; nok om mig. Den universelle; jeg ønsker ikke længere at snakke om det. Hun grinte let og trak på den ene skulder, som hun lige så stille tog en tår af hendes kop. Det var nu egentlig ikke fordi hun havde meget for dagen, nogle enkelte elevsamtaler, men de lå alle sammen hen ad eftermiddagen, så havde hun en klasse her om noget tid; hvilket fik hende til at kigge kortvarigt på hendes armbåndsur. Et simple sølv armbåndsur, ikke en af de prangende såkaldte ’smartwatches’.  Nå, der var stadig to timer til hun skulle møde til timen, hun nåede lige at tage en slurk da han ønskede hun skulle involvere hende mere i hvad hun havde set ved springvandet. Hun sank langsomt, og et kækt smil formede sig på hendes læber. ”Nå, vil du have en uddybet beskrivelse, eller skal jeg lave en græsk statue til dig, tror jeg mange af pigerne ville sætte pris på her på akademiet” sagde hun med en let stemme, der havde en undertone af morskab.

Asa fulgte Hopes øjne, som hun lagde dem imod hendes armbåndsur. Han gjorde sig selv notis af klokken, til trods for hans dag var ganske frilagt – og det alt sammen på grund af hende. Havde hun ikke trådt op i tide, jagende Heath væk fra Athenas grund, så ville heksen slet ikke turde tænke på hvordan hans dag havde set ud. Eller hvad han havde lavet i dette øjeblik. Han ville nok ikke havde siddet og nydt en kop te, og da slet ikke i feen selskab.
Han sank koppen ganske let, som han fandt sig selv tabt for ord. Han troede næsten ikke på hvad han havde hørt Hope sige. Velvidende han selv havde fremprovokeret hendes ord, overdyngede det alligevel ikke den følelse der synes at sprede i hans mavecenter. En følelse han vidste, at han ikke burde lytte til. Men det var længe for sent, var det ikke?
Det beroligede heksen en kende, at høre en vis form for morskab i Hopes stemme. Han drak en sidste tår for teen, inden han lænede sig fremad igen, placerende koppen på bordet.
”Mon dog,”
Brummede han lavt, idet han lænede sig tilbage i stolen, placerende sin nu frie hånd imod sin brystkasse.
”Det vil heller ikke ligefrem være deres iver jeg vil sætte pris på – skal jeg være helt ærlig.”
Om nok var heksen langt fra den ældste på akademiet; faktisk ville de være flere tilfælde hvor, at eleverne grænsede langt, langt over hans alder – hvis de ikke 10 doblede den, i enkelte tilfælde. Men ikke desto mindre, ville han aldrig, nogensinde bevæge sig ud på sådan en afvej.
”Holder jeg dig hen?”
Han talte næsten hviskende, som han nikkede imod hendes armbåndsur.

Hun mærkede hvordan at hendes mundvige krøb op i et næsten stille kækt smil. Det var ikke normalt hun udviste så meget følelse i ansigtet som hun gjorde i disse minutter, mest af alt holdt hun sig af at folk ikke kunne læse hende, det fik også hendes elever til at være på fødderne når de havde timer med hende, de fleste ønskede at vise hende hvor dygtige de var blevet, for alle vidste fik man et smil eller et anerkendende nik, så havde man gjort det ekstraordinært godt.
”Nuvel, jeg kunne også bare have statuen stående her på kontoret, ville sikkert pynte” sagde og smilet blev om ikke, en anelse bredere. Hendes øjne blev dog en anelse større som hendes bryn løftede sig i hendes pande. Derefter faldt et mere neutralt udtryk over hendes ansigt. ”Nej, jeg har først timer om en to timers tid, skulle bare sikre mig jeg huskede klokken korrekt” sagde hun med et sigende smil, derefter tog hun en tår af hendes kop te, før hun satte den fra sig på bordet og lænede sig mod ham, hendes øjne blev næsten drillende smalle som hun betragtede ham. ”Nu kunne jeg vælge at lade som ingen ting, især når du så fint prøvede at feje det under gulvtæppet” sagde hun, som hun lod sin tunge nænsomt glide hen over hendes læber, ”men noget siger mig, at det ikke kun er min fætters unoder som har gjort disse dage besværlige, tager jeg fejl?” spurgte hun med en stille stemme.

Asa svor han aldrig havde set Hope smile i sådan en grad, som hun gjorde i dette øjeblik. Han kunne ikke lade være med at følende sig underligt stolt, velvidende han (om muligt) var grunden til hendes gode humør — eller i hvert fald en pause fra hvad end, der plagede hende en kende. Han havde, før dette cirkus af en dag, set måden hvorpå feen havde ført sig på. Om nok var Hope generelt, af hvad han havde hørt få elever omtale som en anelse “følelseskold”, en måde man omtalte hende på fordi - af hvad han antog - man ikke kende feen. Hun havde været anderledes henover det sidste stykke tid. Noget i hendes øjne havde manglet; som om et lille lys var blevet slukket, pustet ud henover natten. Det var besynderligt, fordi hver gang heksen havde set hende, set hendes blik når hun troede ingen andre kiggede, så følte han en form for genkendelse. Han følte han atter mødte sit eget blik, som når han stod foran sit eget spejlbillede.
Men alting var ganske anderledes, som de sad der i det lille kontor. For hvert ord Hope talte, godt nok på heksens egen bekostning, voksede hendes smil. Hans eget gjorde også - i sådan en grad, at han begyndte at le. For et kort øjeblik troede han ikke på sig selv, hvad han oplevede i det øjeblik. Dagen havde virkelig vendt sig totalt på hovedet - noget heksen ikke havde den mindste en fortrydelse omkring.
“Herinde?”
Han drejede sin nakke en anelse, kastende blikket bagud imod en af kontorets bare hjørner.
“Åh ja, jeg kan se det for mig; dér ville den stå nydeligt.” Heksen gestikulerede imod hjørnet, grinende et varmt, fjoet grin.
Han drejede sig sagte tilbage imod hende, nikkende forstående. Han sank ned i blikket, idet det slog ham hvordan hans egen dag var handle fri - fri til at lave hvad som helst. Det fik en vag bekymret rynke til at ligge sig henover hans pande. Det huede ham ikke, sådan at være alene med sig selv og sine egne tanker. Det huede ham så lidt, så han næsten ønskede Heaths selskab igen - bare som en distraktion i det mindste.
“Hm?”
Heksen måtte se op, som han mærkede feens tilstedeværelse. Hvis ikke det var for hendes magi, så havde han fornemmet hendes fysiske tilnærmelse som minimum. Han løftede sine mørkebrune øjne, seende direkte imod hendes læber. Hun var virkelig i et humør; drillende uden tvivl. Men hvorfor følte han også, at hun kunne sluge ham hel hvis hun ville?
En tanke han tjekkede af, som han så væde hendes overlæbe. Han rynkede brynene, som en kuldegysning skød ham ned af rygraden.
Var det hendes stemme, eller hendes ord der fik ham til at synke ind i hendes øjne? Han svor han ikke lod sig selv tænke dén tanke meget længere end det.
“Jeg løj ikke, da jeg sagde den her måned har været — tvivlsom, kaotisk,”
Remsede han op, som hans smil falmede en kende. Hans øjne virrede mellem hendes og hendes læber, til sidst standsende sig ved hendes øjne. Det var næsten lidt udmattet, han fortsatte, stadigvæk med den varme latter omfavnede hans ord blot en anelse:
“Mit eh, mærke”
Han løftede sin hånd, tappende på den øvre del af hans kraveben let med sine fingrespidser.
“Har udfordret mig lidt på-“ hans egen, ikke helt så ægte latter pausede ham: “- på livet, skal jeg være helt ærlig.”
Asa havde ikke behøvet at være så ærlig, men et eller andet sagde ham, at det lagde sig et godt sted hos feen. På den ene eller den anden måde.
“Jeg føler mig som en dum teenager igen,”
Brummede han beklagende, som han lænede dig fremad imod bordet, tømmende koppen for den sidste sjat te.
“Og ikke på den gode måde; på den her klumpe-dumpe, forevigt hungrende, idiotiske måde.”
Som han placerede sig tilbage i stolen, atter forbindende sine øjne med Hopes, smilte han et lille tandsmil.
"Så nej, Heath er ikke den eneste grund til, eh, det her. Han har bare hældt benzin på et allerede brændende bål.”
Heksen sank, som han atter lod sine øjne vie et øjeblik, fra hendes øjne og nedad — en handling han omjusterede næsten lige så hurtigt som den var sket.
Det var næsten døsigt han talte, efter et signende tids stilhed havde lagt sig henover kontorets lille lokale: ”Giver det mening?”

Jeg løj ikke, da jeg sagde den her måned har været – tvivlsom, kaotis.
Hun burde ikke, men en tør latter forlod hende, i det øjeblik de ord forlod heksens mund. Det var en frase hun kendte bedre, end hun nok selv ville indrømme. Kaotisk tilstedeværelse, liv, dag, time – minut. Det var som om at så snart man følte at tingene var faldet til ro, så kom der en ny bølge af ting, som krævede ens opmærksomhed på en måde, man ikke havde set komme. Latteren døde hen, og hendes øjne blev en anelse smalle som han forklarede hans mærke havde udfordret ham. Nu var det ikke svært at lægge to og to sammen, det var måske ikke blot at han havde fundet sin mage, måske lige så meget de kvinder og mænd han havde valgt fra, fordi der stod et andet navn på hans kraveben. Eller dem man skulle forklare overfor, hvorfor at man ikke kunne blive eller hvis navn stod på kravebenet. Hun havde altid set det som en forbandelse, end en kærlighedserklæring. At nogen ville give deres hjerte for et andet menneske, ville altid være en selvopofrelse, hun ikke ville kunne give selv. Af alle de gange hvor tanken havde været der, af alle de stunder hvor hun havde ledt i bøger af oldgamle støvet bøger, forbudt magi som de færreste ville kunne tæmme nok til, at de faktisk kunne bruge den. Der havde hun håbet på at finde svaret, på hvordan hun kunne få hendes børn igen. Heldigvis havde hun formået, at hive sig selv over vandet som hun havde følt hun havde været ved at drukne i. Lige meget hvor meget hun ønskede at give hendes liv for deres, vidste hun også at det var en ting hun aldrig kunne give, for hvad ville konsekvenserne ikke være i sidste ende. Enden ville de dø igen, eller andre måtte lade livet for hendes selviske handlinger. En konsekvens den gamle fe ikke kunne leve med.
Hun kiggede op, da han spurgte om det gav mening. Hun vidste i samme øjeblik at hun havde krøbet tilbage i hendes egne tanker, at hun ikke havde lyttet helt efter som hun egentlig have burdet. Mens om hun sad der og blinkede, næsten som om hun ville sige uden ord, at det ikke gav mening, samlede hun trådende igen og fandt frem til hvad han havde sagt. Hope nikkede langsomt, følte hvordan luft blev trukket langsomt gennem hendes næse og pustet ud igen. ”Det giver mening” hviskede hun som hendes blik søgte mod de buede vinduer der havde udsigt til drivhusene. ”Jeg antager det ikke kun er fordi du har mødt din mage, men måske minderne om dem du valgte fra på grund af denne person?” sagde hun endelig som hendes øjne søgte tilbage mod hans, et lille, næsten bedrøvet smil havde formet sig på hendes læber i mellemtiden. ”Det er en følelse jeg kender alt for godt, ikke at jeg vil kunne sætte mig ind i hvordan det er at blive trukket mod en person, hvor man næsten føler noget af ens sundefornuft bliver berøvet, men” hun tillod sig selv at tage en dyb indånding før hun fortsatte; ”men jeg kender følelsen af at sætte sit liv på pause fordi man ikke ved hvordan man skal komme videre, og hvordan hvert forhold man vælger at træde ind i, altid bliver overfladisk, fordi man er bange for man til sidst ender med at blive såret, hvilket typisk ender med at man vælger at gå før at det kommer længere” ja, hun kendte til den ædende følelse af ensomhed, som man prøvede at drukne i andre ting, og som noget ægte kom og bankede på døren, så valgte man at smække døren i. Velvidende, at det var det man ønskede til at begynde med.

Selv før Asas møde med Willow, havde han aldrig betragtet magemærket anderledes end noget nært en magtudøvelse; en påduttelse af følelser, han aldrig havde efterspurgt. Både imod ham selv, men også imod hende – han ønskede ikke at påtvinge hende noget som helst, da slet ikke sig selv, hvis hun ikke ønskede det. Han var ikke engang sikker på hvad han selv ønskede, hvad han turde prøve på, i frygt for at såre sig selv og hende. Måske var det derfor han følte sig så magtesløs, og så forbandet rastløs, på en og samme tid. Han ville handle, men hvordan kunne han? Det havde hans hjerte og logik to meget forskellige svar på. Og ingen af dem synes at tilfredsstille den anden.
Som feen talte, åbnede Asa munden for at give modsvar – hvordan kunne hun ramme så perfekt, velvidende han intet havde fortalt hende udover overfladisk information vedrørende sit eget liv? Et spørgsmål han umiddelbart fik besvaret, som Hope fortsatte. Han klappede i, seende hende an med en vis alvor vaskende resterne af den latter der havde varmet hans ansigt, hans kinder. Som svar kunne han blot nikke, som hun fortsat talte. Feen kom ham pludseligt langt mere nært, end han havde turde tro. Tomheden, mørket han havde fundet i hendes blågrønne øjne, kunne han pludselig placere ganske tydeligt; ensomheden var ham pludselig yderst slående, som hun afslutningsvist vendte øjnene udad imod vinduerne.
Heksen ville have fulgt hendes blik, men han så ikke væk. Han kunne ikke.
”Er du ikke træt af ensomheden; at være bange?”
Asa tøvede ikke et øjeblik, som han fulgte op: ”Fordi det er jeg. Så pisse træt,”
Han rettede sig op, placerende sig bedre på stolen, således hans front var lidt mere rettet imod hans kollega.
”Jeg er træt af at være under den her – indflydelse, af ikke at være mig selv.”
Han løftede skuldrene imens han rystede svagt på hovedet, næsten emmende apati over sine egne ord. Han var virkelig træt; træt af at handle uden selvkontrol, af ren følelse og uden tanke. Men dog ikke komplet uden en tanke: fordi hvad måtte der gøres? Det var i sandhed spørgsmålet. Fordi om han ville det eller ej, så hver gang han gav efter for sine følelser, det der brændte vildt og voldsomt i hans hjerte, så gav det ham liv. Det gav ham, for en kort stund, den frihed han så glædeligt efterspurgte.
”Men hvad så nu? Hvad ville du gøre?”

Et stille latter forlod hende, næsten som en vind der forlod hendes næse, som hun derefter sukkede, følte hvordan at hendes brystkasse hævede og sænkede sig igen. Var hun træt af ensomheden? Det ville være så nemt at sige ja, men hun vidste også at det slet ikke var så simple endda; for hun havde trodsalt selv valgt ensomheden, havde hun ikke? Hendes tunge gled over hendes læber, uvidende om hvordan at Asas øjne stadig hvilede på hendes ansigt, mens hendes blik ikke havde veget fra omgivelserne udenfor kontorets vindue.
Hendes blik rettede sig endelig mod ham, som han nævnte han selv var træt, for hende lød det ikke bare som om han var træt, men nærmere udmattet. Udmattet til sådan en grad, at man syntes at være gået i stå, endnu en følelse hun også kendte, fordi nu hvor hun havde fundet det hun havde søgt efter i så mange år, var det som om hun ikke længere vidste hvad hun skulle leve for. Måske var det i virkeligheden grunden til hun havde valgt at slutte det med Ace, hun kunne ikke vide sig sikker, men det var stadig en problematik der opstod i hendes hoved, som hun lukkede øjnene efter hun havde lagt sig i hendes seng. Grunden til hendes søvn langsomt var svinende til næsten ikke eksisterende.
Hope satte koppen fra sig og lænede sig forover, hendes underarme pressede sig mod hendes lår, som hendes hænder foldede sig foran sig, derefter lod hun hendes blå øjne kigge op og gav ham et lille smil, om ikke det var særlig stort, så var det der stadig. ”Jeg ville finde ud af om denne person, hvis navn står på din brystkasse, i det hele taget er ledig, derefter ville jeg nok lærer personen at kende – finde ud af om de tidligere forhold som blev ødelagt grundet dennes navn stod på din brystkasse, vil have betydning for hvordan du vil betragte personen, men når vi koger det ned, tror jeg mest af alt, du selv kun kan svare på det spørgsmål; hvad har du lyst til? Hvad har du behov for?” sluttede hun af med, velvidende at det ikke var det svar han måske havde håbet, men det var det bedste hun kunne give ham.