We'll meet again [Caine]

Da hun så tog godt ved hans arm, kunne han så tydeligt se hvorfor hun gjorde det, og alt taget i betragtning var det vel også rimeligt. "Du må gerne.... Smertestillende kan kun gøre så meget, så hvis det hjælper dig, holder du bare ved"
Der var en del steder der skulle have salve men han sørgede hele tiden for at være utrolig blid så det ikke gjorde for ondt, hun skulle nok gøre tegn hvis det blev for tæt på noget det ikke skulle.

Som hun lod tårerne trille, stoppede han ganske kort og tog et stykke papir og lagde ved hendes hånd hvis hun følte behov for at tørre sine øjne. Ganske blidt gik han tilbage til at smøre salve på de forslåede skader og svarede hende så:
"Først og fremmest ville jeg egentlig bare kigge forbi da jeg alligevel var i nabolaget.... Men så fik jeg en fornemmelse.... Nu du ved hvad jeg er..... Jeg har nogle ganske særlige øjne.... Jeg ser verden på en speciel måde en gang imellem... Noget der ind imellem vidner om fare... Og da jeg så kom frem og så to bøller stå vagt, var det tydeligt derfra.... Og så ville jeg sørge for mindst muligt blod, derfor gjorde jeg også som jeg gjorde"

Hendes hånd søgte hans arm igen. Hun klemte den ikke så hårdt som tidligere, selvom han vel egentlig havde givet hende lov til det - hun følte ikke, at der var så mange andre ting hun kunne gøre, for at bedre sin situation. Hun lod papiret være og tørrede tårerne væk med den hånd hun ikke havde på hans arm. "Tak", mumlede hun imens. Hun var mere taknemmelig for hans hjælp end hendes tone gav anledning til. Hun ville takke ham ordentligt på et tidspunkt, hvor hendes hovede ikke var ved eksplodere. Var det smertestillende ved at aftage eller havde hun fået det værre?

Hun forsøgte at rejse sig op på den ene albue - stadigt liggende. Hun brugte armen i den side, hvor ribbenene gjorde mindst ondt. Med den anden arm stoppede hun ham. "Det er okay - jeg klarer mig nu". Hun opgav at komme helt op at sidde, men var samtidig ivrig efter ikke at være hans patient længere. Hans opførsel var meget professionel, hvilket var lidt af en kontrast til hans opførsel i restauranten den aften. Det gjorde det sværere for hende at gennemskue hvad deres relation var imens 100 ubesvarede spørgsmål efterhånden havde hobet sig op i hendes hoved. Hvor gammel var han egentlig? Født i helvede? Hvordan var han så endt her? Hvorfor læge? Og sådan forsatte det ellers. "Hvad gør jeg med ribbenene?" spurgte hun i stedet for. Det var nemmere for hende at forholde sig til. Hun var ikke overbevist om hvorvidt hun var klar til at høre svarene på de spørgsmål om ham, som fyldte mest i hendes tanker.

Han gjorde også hvad der skulle til for at situationen var professionel men ikke til det punkt hvor det føltes så klinisk at det ville gå ud over den tryghed hun trods alt følte.
Et eller andet sted vidste han også godt at hun var mere taknemmelig end hun udstrålede, men naturligvis ville det virkede begrænset. Hun havde trods alt haft en meget overvældende aften. Det ville have taget gejsten fra de fleste, men han var glad for den taknemmelighed han dog vidste hun havde.

Som hun virkede til at være nogenlunde tilpas og stoppede ham, smilede han stille og satte sig lidt tilbage i stolen så hun kunne rette sig som hun nu fandt det passende. Igen han kunne ikke læse hendes tanker men derfor kunne han stadig læse hvordan der nærmest hvirvlede spørgsmål rundt i hendes hoved. Det kunne hun heller ikke bebrejdes på nogen måde.
"Dine ribben er bukkede og der er nok frakturer i nogle af dem. Det er der som udgangspunkt ikke så meget at gøre ved. Der er lidt to løsninger. En meget hurtig løsning der kræver mod og til et vis punkt eventyrlyst, og så er der den gængse metode der hedder afslapning og smertestillende i det omfang der er nødvendigt..."
Han lænede sig lidt frem og støttede med hænderne mod sine knæ imens han smilede til hende på samme måde som på restauranten. "Jeg er glad for jeg nåede frem i tide...."

Hun løftede et øjenbryn, da han startede med at foreslå noget andet end ro og afslapning. Hun havde hverken tid eller lyst til dén mulighed, hvorfor den førstnævnte naturligt vækkede hendes nysgerrighed. "Lad os gå med den der kræver eventyrlyst". Hun havde været tæt på at miste livet i aften, så det var efterhånden begrænset hvad der kunne skræmme hende.

Hun vidste godt at det måtte være tydeligt i hendes øjne, at der var mange ubesvarede spørgsmål i hendes tanker. Hun ville forholde sig til dem senere. Som altid var det nemmere for hende at håndtere noget konkret og fysisk, end noget der involverede følelser og komplekse problemstillinger uden for hendes kontrol. Hun orkede ikke engang at begynde at overveje hvilke konsekvenser det havde, at han ikke var et menneske. Tanken om det havde ikke bundfældet sig helt og for et øjeblik havde hun glemt, hvordan han så let som ingenting havde vundet en nærkamp mod to bevæbnede mænd.

Hun smilede idet han lænede sig frem - hun foretrak ham tættere på. Hans smil var trygt og genkendeligt og mindede hende om deres aften sammen. Hun var ikke klar til at indrømme at hun havde savnet ham en smule - hverken for sig selv eller ham. "Det er jeg virkelig også" sagde hun imens hun betragtede ham undersøgende. Rædslen i de grønne øjne var erstattet af nysgerrighed.

Han fik ganske kort lidt store øjne som hun valgte at gå med den mulighed der krævede eventyrlyst. Men så igen, hvis man havde været så tæt på at miste livet, var man nok også mere opsat på at leve sit liv.
"En del af mig håbede på du ville sige det..." Det var jo på en eller anden måde også en tillidserklæring rettet mod ham og det ville han absolut ikke klage over.

Han rykkede stolen en anelse tættere på og strøg ganske kort hendes kind. "De kommer heller ikke igen.... Jeg kunne jo ikke bare lade dem gøre som de ville, kunne jeg?..."
Så tog han en kort indånding inden han igen fandt hendes blik. "Den måde der kræver eventyrlyst.... Det kræver lige lidt forklaring.... Du har muligvis set film eller læst om folk der laver handler med Djævelen mod for eksempel rigdom mod de sælger deres sjæl.... Det er lidt noget af det jeg kan.... Jeg kan opfylde ønsker, af alle mulige slags.. For eksempel at helbrede skader... Og i modsætning af hvad moderne litteratur fortæller så behøver man ikke sælge sin sjæl for det... Ønskets størrelse afgør hvad der skal ofres hvis man kan sige det sådan... Jeg har handlet med sjæle, genstande og meget mere.... En kvinde var såret og ville ikke såres mere... Så mod at hendes skønhed aldrig falmede, solgte hun sin evne til at elske... Det kræver dog ikke noget så stort for at helbrede dig... Det gælder bare om at være kreativ"
Det hjalp som regel lidt hvis han nævnte et eksempel og så det faktum at man ikke behøvede at sælge sin sjæl

Hun smilede, da han kærtegnede hendes kind. Hendes krop genkendte berøringen med det samme, og hun følte sin puls stige en anelse. Hun håbede han ikke opdagede det, men var også klar over at hendes ansigt afslørede det meste.

A deal with the devil. Det var desværre ikke det mest dumdristige hun havde gjort i sit liv på trods af at det kun havde varet i 21 år. Hun havde haft... travlt. "Jeg tror ikke jeg har noget af værdi", svarede hun ham så. I hvert fald ikke materielt - men hun var heller ikke helt sikker på om hun havde noget af værdi, som ikke var det. Hun granskede sine tanker efter evner hun kunne undvære, men havde i første omgang svært ved at komme i tanke om reelle evner, som hun besad. Hvad kunne hun overhovedet? Hun var jo ikke engang god til at lyve. Dansen var hendes hjerte for nært, hvilket ellers var det eneste hun reelt kunne komme i tanke om, at hun nogensinde havde imponeret nogen med. Kunne hun sælge hemmeligheder? Minder? Dem havde hun trods alt flere af. Især i sidstnævnte kategori var der en del hun kunne undvære.

Ganske rigtig så afslørede hendes ansigt, smil og egentlig også hendes puls hvordan hans berøring påvirkede hende. Dog lagde han heller ikke skjul på med hans blik at det også behagede ham. Det gav en god fornemmelse at hendes system huskede hans berøring så klart.

Det kunne også være svært at vælge hvad det kunne være når det var så bred en vifte af muligheder så han havde selvfølgelig et par ideer klar. Han tog hendes ene hånd og kiggede ganske kort ned inden blikket mødte hendes i et næsten drilsk blik. "Jeg har et par ideer... Enten hvis du får problemer med bøller igen så leder du dem til mig... Eller en aften I mit selskab her hvor der ingen forbehold... Eller begge dele... Det kommer selvfølgeliganpåhvor eventyrlysten du er.... Vi kan selvfølgelig også finde andre muligheder" Så var der i hvertfald ideer at arbejde med

"Har tvang altid været din foretrukne måde at flirte på?" Hun løftede et øjenbryn over det sidste forslag. "Du ved, du kan jo bare spørge mig, hvis du gerne vil bruge en aften med mig". Hun kunne ikke lade være med at himle en smule med øjnene over ham, idet hun tilføjede "måske jeg endda ville have sagt ja". Hun huskede tydeligt hvor lettet hun havde været, da hun havde afleveret halskæden tilbage til ham. Hun var ikke interesseret i en lignende situation. Hun havde ikke lyst til at sætte en pris på sit selskab.

"Hvad med at jeg ikke stjæler noget fra dig igen?" Hun var sikker på at hans hus rummede mange værdifulde genstande. Hun var også sikker på at det sandsynligvis ikke ville lykkedes hende at få en eneste af dem med ud derfra. Hendes succesrate var i hvert fald relativt lav taget deres sidste møde i betragtning. Det var således ikke en særligt høj pris, men hun formodede heller ikke at et par bøjede ribben var en særligt kompliceret opgave - slet ikke for en læge der tilfældigvis også var en dæmon.

Han slap et kort grin inden han nikkede en gang. "Det er heller ikke nogen dårlig idé.... Jeg er nok lidt rusten til den slags..."
Det var han ikke nødvendigvis men det var heller ikke nogen han gjorde hele tiden i modsætning til hvad andre som oftest troede om ham. Kort varigt så han ud som om han tænkte lidt over ideer så de måske ramte noget der passede dem begge.

"Jeg tror jeg har noget.... Jeg har noget kirken stjal fra mig... En særlig kop... Min families navn er graveret på undersiden af den.... Hvis du kan stjæle den tilbage til mig? Eller er det et minde du gerne vil af med? Det er også meget brugt for mindre ønsker... Der er langt mere betydning i sådan et for dæmoner end mennesker...."
Nu havde hun i hvertfald nogle ideer at arbejde med. Så tog han sig en dyb indånding som om han lige skulle tage tilløb. Ja hun kunne sagtens påvirke ham også.
"Og... Vil du kunne overtales til at bruge en aften sammen med mig igen? Lige hvor henne du synes... Jeg spørger hverken som læge eller ønskeopfyldende dæmon men som Caine. Som mig" Han lagde heller ikke skjul på at det var oprigtig spurgt. Hvis de skulle kunne have en fri og dejlig aften, skulle der heller ikke være nogen hage ved det. Derfor spurgte han også sådan nu. En del af ham bandede over han ikke havde spurgt sådan noget før

"Jeg ved ikke om du har bemærket det men jeg er faktisk en ret elendig tyv". Alena kiggede ned af sig selv, hvor de blå mærker og bøjede ribben talte et tydeligt sprog. Hendes tanker vandrede også mod episoden med halskæden, som heller ikke var endt helt som hun havde planlagt. Der var tale om en statistik der efterhånden havde nået et pinligt lavt niveau. "Men det har selvfølgelig ikke stoppet mig før". Det var en pris hun var mere villig til at arbejde med. "Selvom jeg ikke ville have noget imod at glemme de sidste par timer". Hun hentydede primært til sit ufrivillige møde med mændene i sin lejlighed mere end til Caines selskab.

På trods af de bøjede ribben fik hun med besvær sat sig op. Hun var træt af at ligge ned, selvom bevægelsen langt fra var behagelig. Hun smilede af hans spørgsmål. Hun undrede sig over hvorfor det havde taget ham så lang tid at bede om det. En nærkamp mod to bevæbnede mænd var tilsyneladende intet problem, men at spørge efter hendes selskab uden det involverede en eller anden form for handelsaftale var åbenbart anderledes svært. Det var naturligvis kun Alenas egen fortolkning af situationen - som altid, havde hun ingen anelse om hvad der reelt foregik i Caines tanker. "Ja" svarede hun så. "Det kan jeg godt overtales til". Det sidste var sagt med et varmt smil.

"Du er ikke en elendig tyv, alle kan have off dage og så har jeg en sikkerhed bedre end langt de fleste steder her omkring. Jeg har endda bøger der er beskyttet af en stemme aktiveret kode der skal siges på et sprog der ikke er fra den her verden"
Da hun så lod til at acceptere hans forslag, nikkede han en gang og forklarede så nærmere: "Det er en handel der vil virke.. Du vil komme til at undre dig over hvorfor du er her men grundet det er mig der har lavet Handlen vil du ikke glemme mig og du vil stadig have en fornemmelse af jeg har hjulpet dig fra noget. Men det skal vi nok klare...."

Det var rigtigt at Caine havde prøvet så mange forskellige ting at hvad der virkede simpelt ikke nødvendigvis var det. Han var jo vant til at alle der kom ham nær ville have et eller andet fra ham. Han gjorde dog ikke det fjerneste for at gemme sin begejstring i sit blik da hun nævnte hvordan hun godt kunne overtales. "Det glæder mig rigtig meget at høre.... Lad os få styr på dit ønske og så kan du jo tænke over hvordan jeg skal overtale dig?" Det sidste blev sagt med et glimt i øjet og en varme i stemmen.
Så rettede han sig lidt op i sin stol og sagde næsten højtideligt: "Det her er hurtigt klaret.... Alena... Mod at jeg tager dine sidste minder fra aftenen, vil jeg helbrede dine skader... Tag min hånd hvis du accepterer" Så rakte han sin hånd hen til hende og afventede hvis hun tog den så han kunne afslutte Handlen

Alena grinede kort af hans bemærkning omkring hendes off-dage. Hans måde at formulere det på, ledte hende næsten til at tro, at hendes manglende evne til at kende forskel på dit og mit, var en kompetence der var værd at komplimentere. Årsagen til at hendes statistik ikke just var prangende, havde imidlertid mere at gøre med uforsigtighed end dårligdagsadfærd. Uforsigtighed var et karaktertræk der ofte havde spændt ben for hende - men ikke nok til at hun for alvor havde taget ved lære af det. Hvis ikke denne aften kunne sætte gang i dén proces, ville intet kunne gøre det, vurderede hun i sine tanker.

Hun smilede af hans begejstring, men undrede sig forsat over hvorfor han ikke blot havde spurgt hende direkte, hvis han var interesseret i hendes selskab. Hendes tanker kredsede forsat om denne kendsgerning, da hun rakte sin hånd frem mod hans, for at indgå handlen. Hun havde ikke givet de nærmere handelsbetingelser mange tanker - helt i overensstemmelse med hendes uforsigtige tilgang til verden. Da hendes blik mødte hans, stoppede hun imidlertid bevægelsen. Lige inden deres hænder ville have mødt hinanden i et håndtryk. "Hvor meget kommer jeg til at glemme?" Hun betragtede ham kort. Hun smilede, men ikke meget. Det var ikke fordi hun ikke gerne ville, men smerterne fra hendes ribben var svære at abstrahere fra. "Kommer jeg til at glemme den her samtale?". Tanken om pludseligt ikke at kunne huske hvordan hun var endt på hans ejendom, var ikke så fristende som hun først havde troet. Dertil havde han sagt nogle ting, hun helst ville huske.

Han kunne godt mærke på hende at der var ting hun gerne ville huske og samtidig ting hun helst så forsvinde. Men som stort set altid havde Caine også en løsning der forhåbentlig var noget hun ville kunne bruge til noget.
"Du vil glemme hvordan du er kommet til skade... Du vil måske have en erindring om at jeg dukkede op og stoppede det... Du vil kunne huske at jeg hjalp på dine skader og du vil kunne huske det om mig du egentlig vil.... Jeg kan tage dine minder om hvad der skete men jeg kan ikke slette det om mig... Det ville ødelægge styrken i Handlen...." Hun ville beholde erindringerne om hvad han var og hans tilstedeværelse og hendes sind ville højest sandsynligt bevare mindet om hans hjælp. Og taget i betragtning af hun ikke var blevet traumatiseret af at finde ud af hvad han var, ville hun nok også huske det.
Han tog stille begge hendes hænder og smilede dragende til hende. "Det er snart ovre.... Når du vågner vil jeg være lige her...."

Hans øjne skiftede til en natsort med hvad der bedst kunne beskrives som en stjernehimmel i hvorefter hans hænder blev varme. Snart ville hun få fornemmelsen af en intens varme omkring hendes hjerte der bredte sig ud igennem hendes krop. Hun ville få fornemmelsen af at forsvinde i hans blik imens alt hvad hun havde af skader og smerter forsvandt. Ganske langsomt ville alt blive mørkt som om hun faldt i en dyb søvn.
Caine lagde hende blidt ned i takt med hans øjne blev normale igen, hvorefter han lagde et tæppe stille over hendes krop. Som hun lå stille, satte han sig i stolen ved siden af og ventede til hun vågnede, ganske som han havde lovet

Velvidende at hendes minder om Caine og hvad han var, ville forblive intakte, tog hun hans hænder uden yderligere tøven. Hun undrede sig kortvarigt over, hvorfor han forklarede hende hvad der ville ske, når hun vågnede. Ville hun falde i søvn? Ville hun miste bevidstheden? I hvor lang tid? Inden hun nåede at tænke tankerne til ende, mærkede hun varmen fra hans hænder. Instinktivt ville hun trække hænderne til sig, men hendes krop reagerede ikke på denne kommando. Panikken bredte sig i takt med varmen, særligt da den nåede hendes hjerte. Hun kiggede ind i Caines øjne som for at søge en bekræftelse af, at det hun oplevede var normalt. Men hans øjne var sorte og ugenkendelige, og der var ingen svar eller tryghed at hente i dem. Smerten i hendes ribben svandt og blev erstattet af et mørke der sluttede sig om hende. Hun kunne ikke længere mærke noget; hverken varmen, smerten eller Caines berøring.

Hun blinkede et par gange og missede op mod lyset i loftet. Hendes øjne var for følsomme til at kigge direkte op i det, og hendes umiddelbare reaktion var således at lukke øjnene igen. Hendes krop føltes bemærkelsesværdigt afslappet, og hun konstaterede kort i sine tanker, at det ikke var lig noget hun havde oplevet før. Forsigtigt forsøgte hun at åbne øjnene igen, for at få en idé om hvor hun var. Langsomt gik det op for hende, at hun ikke var i sin lejlighed længere - men hvor var hun så?

Caine slappede af imens hun lå og sov, men sørgede hele tiden for at sikre sig at hun havde det godt. Nok en dæmon men også læge så det kom overraskende naturligt for ham at holde øje med sin patient selvom det ikke bare var en patient.
Ofte når han sad i stilhed og tænkte, kunne tankerne godt gå nogle mærkelige steder hen, så som hvad hans formål på Jorden rent faktisk var. For at bruge tiden lidt, satte han lidt klassisk lavmælt musik på og fandt et lille fad med sodavand og frugt frem. Det hurtige sukkertilskud kunne gøre det knapt så voldsomt at vågne fra den slags og en lille snack gjorde jo nok heller ikke noget.

Da hun så vågnede stille og roligt, sad Caine hvor han havde lovet i sin stol og smilede. Hans øjne var blevet sin normale farve igen og hans stemme var varm og rolig som den altid havde været.
"Godmorgen Alena..... Hvordan har du det?"

Godmorgen? Hvilken tidspunkt var det på dagen? Stemmen genkendte hun med det samme som Caines, men hun havde ingen idé om hvorfor de befandt sig på den samme lokation - eller hvad den lokation i øvrigt var. Hun rejste sig op på albuen, men forblev liggende lidt endnu. Hun havde ingen erindring om den skærende smerte som det ville have forårsaget at have gjort noget lignende tidligere, og hendes genvundne bevægelsesfrihed gav således ikke anledning til nogle overvejelser. Da hun så ned af sig selv gik det imidlertid op for hende, at hun ikke havde andet på overkroppen end sit undertøj, hvilket straks fik hende til at sætte sig helt op og dække sit bryst med den ene arm.

Hun betragtede rummet de befandt sig i og Caine i stolen ved siden af hende. Hvor længe havde han siddet der? Hvorfor var hun halvnøgen? Hvorfor havde hun ingen erindring om hvordan hun var endt her? Eller hvad 'her' var? Den afslappede følelse som hun tidligere havde følt i hele sin krop erstattedes langsomt med en følelse af panik. Hvad var det sidste hun kunne huske? Havde hun drukket noget? Hvor meget? Havde nogen hældt noget i hendes drink? Havde hun overhovedet være et sted der serverede drinks? "Der er noget du er nødt til at forklare" sagde hun henvendt til Caine. Panikken havde også nået hendes stemme, hvorfor hendes forlangende ikke fremstod så selvsikkert, som hendes intention havde været.

Det tog ikke lang tid at mærke på hende hvordan at hun var både forvirret og ikke mindst i en vis grad af panik. Så havde deres Handel for alvor taget fat. Men hun ville snart vågne tilpas meget i sit sind til at huske Handelen i hvertfald. Det var trods alt en del af den.
Som hun skyndte sig at dække sig til, tog Caine sin frakke og rakte til hende så hun lidt bedre kunne dække sig hvis hun ønskede det.
Som panikken nåede hendes stemme yderligere, flyttede Caine sin stol så han vendte mod hende og sørgede for at sidde afslappet med hænderne så han viste han ikke gjorde noget.
"Ud fra din panik vil jeg gætte mig til at dine tanker allerede brygger på ideer om hvad der er sket. Nej jeg har ikke været upassende imens du har sovet, jeg har kun hjulpet dig.... Men spørg endelig så skal jeg nok svare på det hele"
Han ville muligvis kunne jumpstarte hendes hukommelse ved at han viste sine dæmoniske øjne men det ville være for drastisk med mindre hun selv ville have det at vide. Hans toneleje og fremtoning var fuldstændig så rolig som den altid havde været

Alena tog imod frakken og genkendte den straks fra deres forrige aften sammen. Der havde han også lånt hende den. Da hun lagde den over sine skuldre indåndede hun kort hans duft som stadig sad i den. Hun smilede lidt ved tanken og holdt herefter frakken sammen med den ene arm, så hendes overkrop var næsten fuldstændigt dækket.

Langsomt begyndte nogle ting at falde på plads i hendes hoved. Det var dog ikke dem alle, hvorfor det ikke nødvendigvis besvarede flere spørgsmål end det gav anledning til. Hun huskede handlen. Hun havde givet ham noget i bytte for... hvad? Hendes hånd fandt vej til hendes nu fuldstændigt hele ribben og mærkede kortvarigt efter, om de nu også var det. Der var intet at bemærke, hvilket bekræftede hende i, at hendes del af handlen måtte have været relateret til at slippe af med en smerte fra det område. Mere kunne hun ikke huske på nuværende tidspunkt. Hun kunne heller ikke huske på hvilket niveau smerten havde været, inden den forsvandt. Hvad havde hun været villig til at gøre for at slippe for den?

På trods af den voksende panik, var det næppe hendes største bekymring, for hun huskede også noget andet: Caines sorte øjne. Hun kunne svagt placere, at hun havde fået bekræftet, at han ikke var menneskelig - ikke helt, i hvert fald. Hun kunne ikke afgøre om det var noget hun havde opdaget på egen hånd eller om det var noget han havde fortalt hende. Hun kunne dog huske, at det ikke var en information hun vidste hvordan hun skulle processere - og det havde ikke ændret sig.

Det lod til at frakken hjalp hende til i hvertfald en smule mere ro, som om hendes sanser genkendte den. Dufte og smage var ofte meget effektive metoder til at hjælpe hukommelsen på vej og hun virkede til at det havde gjort noget for hende.
Det at hun undersøgte hendes ribben virkede også til at være et minde der dukkede op til overfladen og ganske som Handlen havde dikteret så var hun komplet helet igen. Det virkede ikke til at hun endnu kunne huske noget om hvad der var sket og hvorfor hun var kommet til skade til at starte med. Den del havde åbenbart også virket, hvilket nok var til det bedste.
Så kørte Caine et lille rullebord hen til briksen hun lå på med det lille fad med frugt og sodavand på imens han sagde:
"Her... Tag lidt at drikke og spise, det hjælper på systemet.... Og som før... Spørg endelig alt det du føler for..... Jeg er glad for jeg nåede dig i tide og vi nåede at gøre noget"