A evening walk - Caine

Tid: omkring kl 23
Sted: Parken
Vejr: Bidende koldt og blæsende
Omgivelser: ingen
tag @Caine Rothwell

_________

Det var ikke normalt at Tegan ville befinde sig her i parken på dette tidspunkt overhovedet. Men når hun havde det arbejde hun havde, skulle hun være klar til at reagere når hendes mobil ringede, eller hvis en skrev til hende. Dog vidste alle at hvis det var akut akut skulle de ringe, for hvis hun lå og sov hørte hun ikke sin mobil når der tikkede sms'er ind.

Tegan havde valgt at følge en ung pige som næsten lige var blevet løsladt for den institution hvor Tegan arbejdede på. Tegan havde hjulpet pige rigtig meget og fulgt hende i godt 4 år mens hun var anbragt der. Tegan havde søgt om at blive hendes mentor når hun skulle ud, hun havde dog haft ringet til hende mindre end 3 dage efter at hun var blevet løsladt. Det havde været sent og hun havde egentligt været på vej i seng, selvom hun havde fri de næste 3  dage.

Men pige havde det skidt og havde brug for at snakke og hvis det kunne hjælpe hende og hun ikke endte med at ryge tilbage i de gamle spor måtte Tegan stige i noget almindeligt tøj og ikke hendes nattøj for at mødes med hende. Hun havde skrevet at hun var i parken og det var ikke et sted der var nemt at komme til, derfor havde hun kørt det meste af stykket i hendes bil og parket uden for parken, hun var nået frem ved 21.30 tiden og mødtes med pigen, de gik en lang tur i parken og snakkede sammen. Tros Tegan på ingen måde bryd sig om at være ude på denne tid, særligt på grund af de mørke væsner gjorde hun det alligevel altid når det handlede om arbejde.

Efter at have gået en god og lang tur i parken og fået en god snak, var pigen smuttede ud af parken i den modsatte ende end hvor Tegans bil holde, fordi det var den udgang der var tættest på hvor pigen boede, Tegan havde dog aldrig kunne finde på at bede hende gå med tilbage til hendes bil fordi hun var usikker. Dog havde hun en lygte i sin skulder taske som hun tog frem og tænde for bedre at kunne se og derved hurtigere komme hen til sin bil. Men som hun gik tættere og tættere mod der hvor hendes bil var, følte hun sig konstant overvåget og forfulgt, hun hørte flere skridt bag hende og små grene knække på jorden, men hvergang hun vendte rundt og lyste omkring sig var der intet at se.

hun overvejede at ringe, men hvem skulle hun ringe til! hun kunne ikke ringe til sine kollegaer de skulle ikke se hende i panik på denne måde! Dog kunne hun sagens forsvare sig selv, hun var ikke god til at slås eller rettere hun kunne ikke slås, men med hendes uddannelse og der hvor hun arbejdede kunne hun sagens fastholde de unge, dog med hjælp fra andre kollegaer da hun ikke var stærk nok til at gøre det selv.

Egentlig havde Caine for længst skudt en gammel aftale ud af hovedet, en mand havde ofret sin datter til Caine. Han kunne ikke en gang huske hvorfor. Men manden havde gjort så Caine ikke kunne finde datteren hvilket havde resulteret i stor ulykke for familien. Men lidt tilfældigt en dag havde Caine gået rundt i egne tanker da han så mærkede energien fra Tegan. Og fornemmelsen af den brudte aftale kom væltende tilbage. Via de kontakter han havde, havde han fået folk til at skygge hende og på den måde fundet ud af hvor hun arbejdede henne. For at få adgang til mere information havde Caine anonymt givet en meget stor donation til børnehjemmet og så fundet ud af det helt sikkert var hende han ledte efter.

Denne aften sad Caine igen i egne tanker da han fik et opkald fra en af de kontakter han havde til at følge efter hende. "Caine her.... Godt.... Bring hende til mig.... Ja nu! Jeg er ligeglad med hvordan i gør det..... Du har selv indgået aftalen Snake..... Du ved selv hvad der sker hvis ikke du holder den....."

--- I Parken

Da hun så vendte sig om, kom en ung mand i læderjakke og hoodie hen til hende med et næsten bange smil. Han var utrolig tynd og sorte rande under øjnene. "Godaften frk.... Jeg øhm.... Har du ikke noget ild?"
Så lidt pludseligt trak han en pistol frem og sigtede på hende og så på hende med et nærmest undskyldende blik. "Jeg bliver nødt til det.... Jeg skal have dig med hen til min Herre.... Ellers sker der frygtelige ting.... "

At Tegan var blevet skygget og holdt øje med havde hun ikke selv registerede sådan åbentlyst, hun havde det lidt på fornemmelsen, men hun havde egentligt blot tænkt at det var nogen af de unge menneskers venner som hun arbejdede med som gerne ville gøre ting ved hende. Men hun vidste også godt at de ikke gjorde det, for det ville ikke bare gå udover dem der gjorde det men også dem som sad på den institution som hun arbejdede på. Og alligevel var hun slet ikke bange for det, for hun var den mest populære af personalerne på stedet, tros hun troede på gud og havde en stærk tro og at hun gjorde alt hun kunne for de unge havde det godt.

Men denne sene aften tur tilbage til hendes bil var noget andet, for hun var bange rigtig bange faktisk, men mest fordi det slet ikke føltes som de unge mennesker, der var en mega negativ følelse og mørk energi omkring hende. Dog blev hun stoppede af en yngre mand i læder jakke, som spurgte efter noget ild? ” Nej desværre, jeg ryger ikke” sagde hun og forsøgte at bevare sit smil, men der var noget mørkt over den her fyr som hun bestemt ikke bryd sig om. ” men jeg har tralvt…” mere nåede hun ikke at sige før hun så pistol som blev rettet mod hende. ” nej lad være, du får ikke noget ud af at gøre mig ondt” sagde hun og hun kunne mærke panikken ramme hendes krop og hendes hjerte bankede der ud af. Hun overvejede at stikke hånden i tasken, de havde hun et overfalds alarm, det gik alle med som arbejdede på institutionen også når de havde fri. Men hun ville helst ikke lave nogle dumme træk. ” Du behøver ikke gøre det her, jeg kan hjælpe dig.. Der ingen der kan gøre dig ondt hvis jeg hjælper dig” sagde hun fattede og roligt, tros panikken kæmpede indeni hende.

Da hun så begyndte at forsøge på at tale ham ned, virkede den desperate unge mand til at blive endnu mere frustreret end til at starte på. "Du kan g... Godt droppe d.. det der! "
Den unge mand tog et hurtigt ladegreb og sigtede mere direkte på hende. "Trro mig hvis de andre f.... Finder dig, bliver d... det meget vværre... Det her k... Kan du ikke hjjælpe med.... E... Ellers havde jeg ikke gj... ort det her... Så let rrøven! Vil du ikke nok?!"
Et eller andet gjorde den unge mand utrolig bange eller nervøs nærmest som om der var mere på spil end bare ham. Det var også det der var tilfældet, den unge mand havde solgt sin sjæl men Caine havde sørget for at have hans familie's sjæle i pant hvis man ellers kunne kalde det det.
Den unge mand tog et hurtigt skridt tilbage men holdt pistolen rettet direkte mod hende så han forhåbentlig kunne nå at skyde hvis hun forsøgte på noget

At se den unge mand, havde det så dårligt og være så forpint af at han skulle gøre dette gjorde helt ondt på hende, men hun gjorde ikke noget forhastet, for hun ville ikke risikere at han valgte at skyde hende! ”Træk vejret roligt, jeg gør dig ikke noget, men hver sød at sænke pistolen så skal jeg nok følge med dig” sagde hun stille og holde sine hænder så han kunne se dem tydeligt. ” jeg tror ikke på du inderst inde har lysten til at gøre dette, jeg kan give dig et bedre liv og sørge for ingen, kommer til at gøre dig ondt” sagde hun stille og så på ham. ” Jeg kan gøre så ikke skal være bange eller være tvunget til at gøre dette” sagde hun stille og kiggede omkring sig, hun kunne mærke der var noget på vej, hun havde følelsen af at dette godt kunne gå hen og blive et stort problem og det havde hun ikke lysten til skulle ske.

” Kom lad os gå, jeg følger med dig ” sagde hun og gjorde antræk til at de skulle gå, mest fordi hun ville væk her fra, hun havde ikke muligheden for at gøre ret meget her inde i parken, hun turde ikke stikke hånden i sin taske og trykke på hendes alarm, mest fordi han havde et pistol rettet direkte imod hende. ” hvor skal vi hen?” spurgte hun blidt tros hun var SKIDE bange, formåede hun at holde sig i ro og ikke vise det alt for meget.

Den unge mand var tydeligt splittet men der var også noget der viste at han ikke selv så det som et valg.
Så rystede han på hovedet og sagde: "D.. Det her kan du ikke.... Det er for sent..... J... Jeg kan komme ffri hvis jeg g.. gør det her..... Så f.... f... følg nu bare med!"
Som hun gjorde tegn til at ville gå med, nikkede den unge mand og ledte hende hen mod hendes bil.
"Vi s.... skal hen til.... M... M.... Min herre....."
Henne ved bilen, kiggede han kort på hende nærmest beslutsomt men stadig fyldt med frygt.
"Hør her..... Nu s... sætter vi os ind i b... bilen og kører..... Jeg v... viser vej...... Hvis du prøver p... På noget.... Min f.... amilie står på spil.... Så jeg er lli-..... Gøøøøørr.... Det der skal til..... F....orstået?...."
Det var tydeligt at den unge mand var beslutsom men det var frygten der styrede ham

Hun holde hele tiden øje med ham, særligt fordi han havde et pistol rettet mod hende, hvor ville hun bare ønske at hun kunne overtale den unge mand til at droppe det her. ” Der er nogen der har gjort noget ved dig, jeg kan få det stoppet, så du ikke behøver at gøre det her, jeg kan virkelig hjælpe dig” sagde hun stille og forsøgte igen, selvom han tydeligt var fyldt med frygt var han også beslutsom og hun måtte handle, men hun anede ikke hvordan. Hun fik stille og næste ubevægeligt sin hånd ned i sin taske for at få fat på hendes alarm hun kunne trykke på, den ville gå direkte til deres vagt central og derefter til politiet. ” Din Herre?” spurgte uforstående.

” jeg tror ikke du har lysten til at gøre det her, men at der er nogen der tvinger dig til at gøre det her… De har noget du elsker højt ikke?” spurgte hun stille og så på ham som de kom tættere på en bil. ” Jeg kan redde det de har taget fra dig og give dig det, jeg kan give dig sikkerhed og et bedre liv end dette” sagde hun som hun roligt og så stille som muligt rode i sin taske for at finde sin alarm. ” skal jeg køre?” spurgte hun og så på ham med et usikkert blik, hun havde kørekort og kunne sagens køre bil det var slet ikke det, dog ville hun have chance for at skifte retning og køre modsat det han bad om, hvis altså ikke han rettede pistolen mod hende under turen. Hun var ikke sikker på at hun ville være i stand til at køre bil med en pistol rettet mod sig.

Han nikkede febrilsk til hende og tog et par dybe indåndinger inden han svarede: "Ja min Herre..... Jeg f... faldt i med de forkerte.... Han hj...alp mig..... Og det koster mig nn...u"
Så virkede han nærmest panisk inden han sagde: "Hænderne hvor jeg kan se dem! Jeg spøger ikke!"
Som de stod ved bilen, kiggede han kort roligt på hende som hun prøvede at tale ham ned igen. For et øjeblik virkede det også. "Hør her.... Jeg ved ikke hv... ad han vil m... Med dig.... Men min familie er i f.... fare.... Og jeg mister n...oget lige så vv.... igtigt hvis ikke jeg kommer m... Med dig..... Sæt dig s... Så ind og kør... Du kommer ikke T... til at hjælpe flere... Hvis du Pr... Prøver på... Noget!"
Den unge mand satte sig ind på bagsædet i samme øjeblik som hun satte sig bag rattet hvorefter han igen sikrede sig at pistolen var peget mod hende.
"D... Der sker d... dig ikke noget... Hvis bare du gør som d... der bliver ... sagt"
Så forklarede han hende hvor hun skulle køre hen

Hun skyndte sig hurtigt at få hånden op af tasken som han opdagede hende, hendes alarm måtte være faldet ud af det lille side rum indvendig i hendes taske siden den ikke lå der! Hun vidste den var i tasken men den måtte være faldet ud. Hun nikkede stille ” okay” svarede hun, hun havde opgivet at prøve at overtale ham til at droppe dette og lade hende hjælpe ham i stedet, hun kunne ikke hjælpe dem der ikke ville have hjælp uanset hvor hun gerne ville.

Som hun satte sig på førersædet lukkede hun kort øjne og bad indvendigt til Gud for at få hans hjælp. Hun åbnede lidt efter øjnene og startede bilen et sted håbede hun den ikke ville starte, hun havde også lidt problemer med at få den startet mest fordi hun var så skide bange lige nu! Hun anede ikke hvad der skete og hun anede ikke om hun ville overleve dette. Hun prøvede at tænke på hvem der ville have fat i hende, udover de unge drenge og piger som måske ikke mente at hun skulle blande sig i deres ting. Dæmonen? Tankerne om den aftale hendes far havde indgået, kom nu op i hendes tanker… Men hvordan kunne han finde hende? Han var jo i Sverige, det var jo der hendes far havde lavet aftalen jo? Det var jo derfor hun tog her til England.

Under hele turen sagde hun ikke en eneste lyd eller ord, hun prøvede at holde sammen på sig selv, men det var svært og der trillede da også et par enkelte tåren ed af hendes kind mens hun kørte og fulgte den vej fyren bad hende om at køre. Hun ville ikke sige noget, hun ville ikke forsøge på noget som helst lige nu! Hun kørte i en bil med en pistol rettet mod sig, hun kunne fornemme det og hun havde ikke lysten til at sætte nogens liv på spil for at redde sig selv.

Den unge mand var meget målrettet men sad samtidig og rystede af frygt over hele situationen. Det var tydeligt ikke noget han var specielt glad for at have bragt sig selv i.
Køreturen var ikke specielt lang og snart kørte de op af indkørslen til en stor flot og moderne villa. Man kunne se lys indenfor men ellers virkede der ikke til at være nogen umiddelbart.
Snart sagde han hun skulle parkere hvorefter han hoppede ud og ventede på hun kom ud imens han stadig sigtede på hende.
"Ok..... G... Gå hen til hoveddøren og g.. gå ind..... Afsted!" Den unge mand fiskede febrilsk en mobil op af lommen og ringede op. "Ja Herre..... Hun er her.... H.. Hun kommer ind nu...." Så fastholdt han ellers pistolen rettet mod hende og ventede nervøst på hun gik indenfor.
Hun ville komme ind i en stor foyer og kunne se en meget dyr indretning. Ind af en åben dør kunne man se en smuk og varm stue hvor man kunne høre klassisk musik

Det her var bestemt ikke godt, hun kunne mærke igennem gulvet på bilen at fyren sad og rystede. Hun ville så gerne undgå det her og hun overvejede da også at bede ham om at skyde hende! Et sted hun alligevel ikke var sikker på! For hvad nu hvis han slet ikke tøvede med at skyde hende? For hun ville jo slet ikke dø, men måske det kunne få ham til at sænke pistolen hvis hun bad ham om det. ” Gud kan hjælpe dig, men kun hvis du har tillader Gud at komme ind i dit hjerte” forsøgte hun som de hun førte bilen op ad en indkørsel og hun parkede, hvor han bad hende om at parkere. ” Vil du ikke nok lade være med at sigte på mig, jeg gør ikke nogen modstand” sagde hun bedende og mærkede at hun snart ikke længere kunne holde sammen på sig selv, tårerne begyndte nu at trille mere end noget andet ned af hendes kinder.

Hvad nu hvis hun ikke kom levende ud her fra? Hvad nu hvis hun aldrig skulle se hendes familie eller venner… ” jeg er rigtig bange ” bekendt gjorde hun som hun steg ud af bilen med en pistol rettede mod sig. ” Vil du ikke nok” sagde hun og tog sin taske med ud af bilen og klemte den nærmest ind til sig. ” okay okay” sagde hun stille og gik ind af hoveddøren som hun blev bedt om, hun havde følelsen af pistolen rettede mod hendes ryg, hun kiggede også få gange tilbage mod fyren, frygten lyste ud af hende. Hun klemte sin taske ind til sin bryst kasse mens den ene hånd var på vej ned i tasken hun måtte have fat i sin alarm, der var heldigvis ikke nogen omkring hende lige nu så det skulle gå stærkt uden at larme for meget. Hun forsatte ind i huset som hun kom ind i den store og smukke samt varme stue, det løb koldt ned af hendes krop, hun havde frosset en hel del men mærkede det først rigtigt nu hvor varmen ramte hendes krop. Lyden af det klassiske musik gjorde hende endnu mere panisk, det virkede som starten på en meget uhyggelig gyserfilm. Hun fandt alarmen frem og smed sin taske som hun fumlede med den og endte med at tabe din på gulvet, der gik ikke mange sekunder før hun var nede på sine knæ for at tage den op. Normalt var det ikke svært for hende at trykke på alarm knappen, men hun rystede så mange af panik i hænderne at hun fumlede mega meget med den. ” kom nu Tegan! Tryk nu på knappen” sagde hun bange og havde en lille hulken i stemmen.

Den unge mand kiggede panisk på hende og sagde: "Bange? Hvad fanden tror du jeg er?! Gå!"
I samme sekund hun gik ind af døren, satte den unge mand i løb væk der fra.
Som hun kom indenfor, var Caine fuldt ud klar over hvor hun var henne. Men i stedet for at kræve hvad der var hans, havde han fået en ganske anden idé. Måske han skulle se om han kunne få hende til at falde i stedet for?
Da hun så kravlede rundt på knæene og famlede efter hendes alarm, ville hun snart kunne høre skridt nærme sig.

Ganske kort efter lød en stemme varm og nærmest lokkende: "Du kan være ganske rolig.... Alarmen bliver ikke nødvendig.... Selvom du nok ikke vil tro mig.... Så er du i sikkerhed...."
Ind af døren i den anden ende af stuen kom Caine ind med en bakke hvor der stod to kopper varm kakao på.

Outfit

"Mit navn er Dr. Caine Rothwell.... Jeg er manden der for nyligt gav en donation til børnehjemmet du arbejder på..... Jeg beklager Snakes metode men den var desværre nødvendig....."

Hun koncenterede sig ikke om ret meget, hun fik endelig sin alarm om i hånden og lagde den i så hun bare skulle bruge tommelfingeren på at trykke på alarmen og den ville gå med det samme. Lyden af skridt mod hende fik hende til at rejse sig og stille sig så hun var tæt på døren, uden at det var åbentlyst at hun ville flygte ud af døren ved det mindste! Hun var bestemt ikke tryg ved dette, hun kunne mærke at der intet godt var i dette hus, Gud var ikke i huset. Hans kærlighed og troen på ham manglede. Det her var et mørke væsent hjem og det betød at hun måtte være på vagt! Hun skulle hele tiden være et skridt foran!

Tegan havde gjort alt for at undgå mørke væsner særligt de voksne af slagens de unge kunne hun nogenlunde håndtere igennem hendes arbejde med det var også anderledes end dette var! Det var en fuld voksen mand! Sikkert også ældre end hende og derved stærkere. ” jeg har mine grunde” sagde hun og holde øje med ham bestemt og fast. At han havde en bakke med varmedrikke, var fristende men hun skulle ikke nyde noget! Slet ikke hvis der var noget i det som kunne skade hende. ”Dr. Caine Rothwell, ja vist jeg genkender deres navn” sagde hun men blev stående hvor hun stod, der var ingen tvivl om at hun ikke ville i nærheden af ham og ellers egentligt bare ville væk herfra. ” Snakes? Det er det de kalder ham? En ung mand som egentligt ikke ønsker dette, men alligevel tvinges til at gøre ting for dem? ” sagde hun voksent og modent nærmest helt fornemt.

Ganske rigtigt så var det et mørkt væsens hjem. Men måske han kunne ændre hendes tro på hvordan verden hang sammen? At verden ikke bare var sort og hvid?
Som hun kommenterede på Snake, tog han ganske roligt en kop kakao og satte sig i en af de meget komfortable lænestole der stod der inde.
"Snakes? Nej det er et navn han valgte selv.... Så vidt jeg er orienteret, er han opvokset på gaden....Og omkring han ikke ønsker det?.... Det er der desværre noget om.... Men ikke i den grad han forstår det.... Jeg tog Snake ind og behandlede ham på min klinik, hjalp ham med hans symptomer....Han er desværre hårdt ramt af narkotika.... Jeg tilbød ham at hjælpe ham af med abstinenserne men det ønskede han ikke...."
Så tog Caine en tår af den lune kakao og kiggede nærmest beroligende på hende. "Han tvinges skam ikke... Men ja han er intimideret af hvad jeg er.... Jeg kan ikke bare tvinge folk til noget... Jeg bad ham om at 'kidnappe' dem for at få dem væk fra parken.... Den park er ikke sikker på det tidspunkt.... Jeg beklager at Snake gjorde sådan.... "
Så rakte Caine hånden ud mod bakken og sagde: "Varm kakao? Den er kun farlig hvis de drikker den for hurtigt, så brænder de dem måske"

Hun så på ham, ordene som kom fra ham om denne unge fyr.. Hun mærkede vreden stige i hende, hvordan kunne man få unge til at gøre dette? De havde nærmere brug for hjælp og kærlighed og ikke skulle tvinges til ting som dette. ” De er bestemt ikke en rar person” sagde hun og kiggede over på ham som om han havde det helt fint med dette. ” De unges skal ikke bruges til ting som dette” sagde hun og vendte sig mere mod ham, men hun nærmede ham på intet tidspunkt. Hendes alarm lå trykt i hendes hånd, hun vidste at den ville kunne nå langt fra selve centralen, hvor langt præcist viste hun ikke men hun havde aldrig haft problemer med at den ikke kunne nå, sidst hun havde haft brug for den og det havde været i parken. Det er yderst sjældent at hun vælger at bruge den, hun plejede at kunne snakke sig til fornuft og fra tale personen gøre ting. ”Nej de mener måske ikke han tvinges, men jeg kan se det på ham. Han frygtede dem, han frygtede at lave fejl og at de ville ende hans families liv” sagde hun og så på ham.

At han virkelig ikke selv kunne se at det han gjorde var forkert og under tvang! Den unge mand burde få hjælp i stedet for at leve i dette. ” jeg ønsker intet af dem, men jeg har inderligt ikke tid til dette her. Derfor tak for turen her ud, jeg finder selv hjem tak” sagde hun og hankede op i sin taske og var egentligt godt på vej ud af huset, da hun stoppede op. Hun havde en indre krig med sig selv! Hun burde ikke være her! Slet ikke når det var et mørke væsen’s hjem. Men der var nu alligevel noget tillokkende ved ham, som om hendes krop gerne ville have hende til at gå tilbage til hende, men hendes fornuft mente hun skulle forlade huset. ”kære himmelske fader, tilgiv mig for denne synd, jeg burde ikke.. Aman” sagde hun kort med lukkede øjne og blikket rettet mod loftet.

Hun vendte rundt kort efter og gik ind i stuen til Dr. Rothwell igen, hun sagde ingen ting, gik blot hen og tog det ene krus varme kakao, hun frys stadigvæk så det ville være godt med noget at varme sig på, inden hun satte sig i sofaen og forsøgte at holde så meget afstand som muligt til dem. ” fortæl mig, hvorfor?” spurgte hun med et smil som hun tog en tår af kakaoen, den var virkelig god!

Han sukkede en gang og rystede lidt på hovedet, hun var godt nok religiøs..
"Der var ingen tvang i det.... Snake valgte selv sin vej.... Gå blot hen og spørg ham.... Jeg er udemærket godt klar over det ikke sker på en måde Himlen bryder sig om.... Men Gud gav selv mennesket det frie valg som en af de største gaver, gjorde han ikke? Så ville det jo ikke være rigtigt at tvinge dem....."
Nok havde det ikke været på nogen heldig måde for mange men Caine havde aldrig nogensinde tvunget nogen til en af hans Aftaler. Det ville jo gøre den ugyldig.

Da hun så ville til at gå, nikkede han en gang og sagde: "Det er selvfølgelig beklageligt at de ikke vil blive men det står dem frit for at gå..."
I det hun så kom tilbage igen, trak han på smilebåndet og tog en tår af sin kakao og gestikulerede mod sofaen. Han havde jo en eller anden idé om hun nok stadig ville holde afstand.

Som hun spurgte hvorfor, satte han sig til rette og svarede hende så: "For at møde dem.... Jeg har længe haft et projekt med at give donationer til steder der gør en forskel.... Ikke fordi de bliver hjulpet men af deres egen fri vilje og beslutsomhed... Det var selvfølgelig beklageligt at de blev fundet så sent"

Hun lyttede til ham, hun kunne sagens lytte til andre også selvom de måske ikke havde samme tro som hende, men hun var heller ikke typen som havde tænkt sig at presse hendes tro ned overhovedet på folk, men hvis man talte om troen på Gud ville hun svare ud fra hendes egen tro og viden. ” Gud gav os mulighed for at tage frie valg, men det for kloge mennesker, misbruges og mistolkes” sagde hun roligt og lunede sine fingre på den varme kakao. ” Den er god” sagde hun og løftede kruset lidt inden hun tog endnu en tår.

”Der er noget der siger mig at vi burde tale, noget i mig som gerne vil have viden om dem” sagde hun og kiggede rundt i huset, ” De bor rigtig flot, de mangler vist ikke noget” sagde hun og smilte til ham. Hun manglede heller ikke noget. Hvilket hun altid ville sige, også hvis hun var fattig og kun havde til dagen og vejen, men hun havde sin tro og den gjorde hende rig i livet.

Tegan kiggede nøje på ham og studerede hver en bevægelse han lavede, det var dårlig vane når hun vidste at hun skulle være på vagt, men kunne ikke stole på en dæmon! Det havde hun altid lært og var blevet undervist i, igennem hendes kirke da hun var barn. ” Jeg synes bestemt det er stort af dem, at støtte vores arbejde, selvom vi får penge af staten, så det jo ikke fordi vi svømmer i penge og donationerne vi kan få tager vi bestemt imod, det hjælper de unge fordi vi har større muligheder for at gøre ting med dem” sagde hun og smilte stort. ” Det var ikke lige frem sådan, jeg havde forventet at skulle møde en som donerede så stort et beløb til os, må jeg være ærlig og sige” sagde hun og grinte lidt, det var som hun slappede lidt mere af, hun kunne ikke helt forklare hvorfor. ”Ærligt så troede jeg faktisk at jeg ville blive kidnappet og holdt fanget i en kælder og ja jeg ved ikke” sagde hun og grinte lidt. Han virkede nu ikke til at være typen der kunne finde på dette, tros man aldrig kunne stole på en dæmon, særligt ikke som engel.

Han trak lidt på skuldrene og svarede: "Ja Himlens bude bliver ganske rigtigt misbrugt på jævnlig basis, specielt i en by som denne her... Det er selvfølgelig konsekvensen ved det frie valg... Det giver selvfølgelig nogle interessante spørgsmål en gang imellem...." Han havde før vundet utrolig meget på at skubbe til folks overbevisning omkring Biblen men han havde en ganske anden idé med hende.

"De skal være så velkommen til at spørge om lige præcis det de har lyst til.... Jeg har skam ingen hemmeligheder....." Det havde alle men han mente selv at han ikke havde nogen. Han gav i hvertfald udtryk for det. Så nikkede han smilende inden han tog en tår mere og sagde: "Jeg takker skam... Min ankomst til den her verden var med visse fordele... Og så har jeg jo selv gjort karriere derfra..."

Han lagde godt mærke til at hun studerede ham og hans bevægelser men det lod han hende også gøre alt det hun overhovedet ville. Det gjaldt jjo om at give hende sindsro omkring ham.
"Jeg er skam også godt klar over at det virker underligt at en af min art giver penge til den slags... Men verden er bare ikke så sort og hvid som den en gang var... "
Da hun så nævnte hvordan hun troede han ville kidnappe hende og gemme hende i en kælder, grinede han højt men varmt og sagde: "Det er der nok også mange der ville forvente.... Men hvad i alverden skulle jeg dog få ud af det?"

Hun så på ham som han lidt trak på skulderne og nikkede. ” Det gør det bestemt, man skal også bare huske på at selvom Gud har givet os de frie valg er valgene faktisk ikke så frie igen ” sagde hun som var det et helt normalt emne at snakke om. Der var sikkert mange der kunne få skubbes deres tro, hvis den rette forsøgte på det, men Tegans tro kunne ikke flytte til andet end at blive stærkere, men kunne den blive stærkere?

”åhha, jeg bryder mig ikke om at få det svar, ser de jeg kan aldrig finde på spørgsmålene når jeg har den mulighed” sagde hun og grinte lidt, og førte sit krus op til munden og tømte det sidste af hendes krus, før hun satte det tilbage på bakken. ” Tillad mig, hvordan kom de til verdenen? Ja de må undskylde mit måske nærgående spørgsmål, men altså jeg har aldrig talt med en som dem før. Kun hørt en masse og tror ikke de kan ændre mit syn” sagde hun og så usikker på ham, hun vidste ikke helt om hun faktisk kunne tillade sig at spørge, men nu gjorde hun ville han ikke svare så var det jo sådan det var.

Hun kunne ikke lade være med at komme til at smile lidt ” nej måske ikke hvis de spørger mig, men ja jeg har jo nok en anden opvækst en som så mange andre” sagde hun og blev lidt usikker på om det måske ikke var det smareste at udtrykke. ” Men vi er rigtige glade for deres donation og nogen af pengene er allerede sat til projekter som skal i gang sættes, Måske de kunne have lysten til at komme og være med? Så de unge kan se hvem der har givet dem muligheden for at få nye ting og få ting som de ønsker vi skal have?” spurgte hun usikkert og regnede nok ikke så meget med at han ville gå med til det. ” Altså de skal endelig ikke føle dem tvunget” sagde hun hurtigt og blev lidt usikker og fik lidt røde kinder.

Dog forsvandt det hurtigt, da der lyd et ordentligt knald udenfor og hele rummet kort efter blev lyst op af lynet på himlen og himlens sluser åbnede sig og regnen stod voldsomt ned. ” åhh nej” sagde hun og fumlede med sin taske og fandt sin mobil frem, jep nyheds appene var kommet op med nyheder om at den lovende storm de havde lovet ville ramme landet denne nat igen, tros det ikke var mange dage siden den sidste. ” åhh nej, jeg kan ikke komme hjem” sagde hun og blev usikker. Hun vidste ikke hvad hun lige skulle gøre! Måske stilnede det af inden de var færdige med at snakke og så hun kunne tage hjem, hun prøvede ikke at gå i panik, hun var ikke god til dette vejr og det gjorde hende rigtig utryk og bange.

”Tja måske bunder det ud i at jeg ved at mine fjer og mit blod er meget tiltalende for den mørke side” sagde hun og trak på skulderne, det var jo ikke engang løgn, de fleste mørke væsner ville heller have en Engel end et menneske. ” De har ikke tænkt dig at tage mit blod eller vinger vel?” spurgte hun usikkert

Han nikkede stille og svarede med et roligt smil: "Det har de så evigt ret i.... Men jeg skal jo heller ikke tolke på Guds gave...."
Egentlig fik han det svar han håbede på, at hun selv indrømmede at der var flere restriktioner på end de fleste tænkte over.

Da hun så¨spurgte ind til hvordan han kom til verden, kiggede han roligt og eftertænksomt på hende.
"Det er skam helt i orden.... Jeg sagde jo selv de måtte spørge.... Jeg blev født ind i en adelsfamilie.... Min moder var ikke frugtbar så de bad til Himlen for hjælp.... Ingen lod til at svare efter mange år... Så tog min fader det valg at bede til Mørkets Fyrste... Han solgte min moders sjæl for at få en søn.... Så Mørkets Fyrste anbragte mig i min moders mave, og hun døde da hun fødte mig.... Så min fader var ikke just fan af Gud..."

Ikke det mest opmuntrende samtaleemne, men hun fik svar. Heldigvis faldt snakken hurtigt på noget der var noget mere opmuntrende. Han smilede og nikkede til hende inden han sagde: "Jamen det vil jeg da gerne.... Det vil være dejligt at se pengene bliver brugt godt...."
Da hun så rødmede, kiggede han nærmest beroligende på hende og spurgte: "Tilgiv mig men.... Hvad rødmer de for?"

"Det er de måske.... Men jeg har personligt ikke noget at bruge det til... Men noget helt andet er...." Så satte han sig lidt frem på stolen og smilede.
"Hvis de har lyst, og vejret ikke stilner af, så har jeg soveplads"

Hun så på ham som hans svar kom… åhhh nej hun havde sagt noget der ikke var så godt! Måske hun bare skulle tie stille? Hun ville ikke ende i problemer eller straffes af Gud for at tale grimt om ham. Hun valgte ikke at kommentere på det, hun ville gerne skifte emne og som hendes spørgsmål om hvordan han var kommet til, fik hende til at måbe, hun fik helt ondt indeni. Den måde at Gud ikke havde reaget på hans fars forespørgelse og bøn om at få et barn. Hun forstod det ikke, Gud svarede alle der troede på ham og ville følge i hans tro. ” wow” sagde hun stille og vidste bestemt ikke hvad hun skulle svare på det. ” Jeg er ked af at VorHerre ikke hørte deres fars bøn, men Vorherre svare alle som tror på ham og viser ham sin kærlighed og tro” sagde hun stille og for mange ville det nok lyde tåbeligt og underligt men det var virkeligheden. ” Måske deres fars tro ikke var stærk nok” sagde hun stille og vidste godt at dette måske var et ømt emne for ham, men hun havde ikke tænkt sig at ændre på sin tro og viden. Hun vidste at hans far ville have fået svar på sin bøn hvis han troede nok på ham. ” Forfærdeligt” sagde hun og vidste ikke hvordan hun lige skulle tackle det. ”Men det aldrig en god ide at bede til mørket, mørket har altid lumske planer og vil gøre alt for at vende folk mod Vor Herre” sagde hun stille og sendte ham et usikkert smil. Tegan måtte også holde igen, igen med sin tro og meninger for hun vidste at en dæmon aldrig var til at stole på og for meget viden ville kunne bruges mod hende.

Det var rart at skifte emne, for emnet om hans familie gjorde hende utryg og nervøs. ”Måske de kunne være med til at blive et for billede for de unge, ja normalt ville jeg vist ikke sige dette til en fra mørket. Men de virker nu faktisk ikke så mørk igen” sagde hun ”Altså, det lidt svært at forklare” sagde hun og som hans spørgsmål om hvorfor hun rødmede, fik hende til at se væk. Det var ikke så rart at han så hendes rødmen, ” det ikke noget særligt, det sker bare engang imellem” sagde hun usikkert og kunne godt mærke at rødmen heldigvis lagde sig igen. ” Men noget helt andet? Jeg forstår ikke?” sagde hun usikkert og så på ham.

Tegan rejste sig fra sofaen og gik over til vinduet og kiggede ud, det lignede bestemt ikke på nogen måde at det ville stilne af lige med det samme. ” Jeg burde ikke, altså de forstår vidst ikke, det er synd hvis jeg gør det” sagde hun og kiggede ned på sine hænder. Tros hun havde været mega træt da hun havde mødtes med den unge, var hun det bestemt ikke efter turen med pistolen og den unge fyr, hun følte sig lige frem frisk.

Han kunne se på hendes kropssprog men også høre på hendes svar at hun prøvede at udrede situationen hun troede hun var endt i. Hendes svar overraskede ham heller ikke, specielt når hun jo var så religiøs. "Min fader nedstammede fra de korsriddere der var med Richard the Lionheart under det andet korstog... Så styrken i hans tro, vil jeg ikke mene var probelemet... Og han bad i mange år... Jeg skal ikke kunne sige hvorfor der ikke blev svaret, men jeg bebrejder ikke min fader for at svække sin tro derefter..."
Dog valgte han at smile til hende for at vise det ikke stødte ham på nogen måde.

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt da hun mente han ikke var så mørk igen. "Jeg har en idé om hvad de mener.... Jeg har ofte fået at vide jeg ikke er som så mange andre af min art.... Engle og Dæmoner er trods alt lige så alsidige som mennesker kan være...." Ved hendes næste spørgsmål, kiggede han lidt undrende på hende og spurgte: "Forstår ikke hvad?"

Han rejste sig sammen med hende og startede noget nyt klassisk musik inden han sagde: "Hvis de sover i min seng, vil det nok være en synd ja... Men det er altså ikke den eneste seng jeg har her hvis de foretrækker at sove i en alene... Og jeg tror såmænd også jeg kan finde noget de kan sove i hvis det er..."
Det gjaldt jo om at virke så fjern fra andre dæmoner som muligt uden at fornægte sig selv.

Hun lyttede til ham, hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, hun havde ikke helt styr på alle korsridderne og korstog, det var ikke fordi hun ikke ville vide noget om det, men det havde bare aldrig rigtigt sagt hende noget. ” åhh ja så, så kan jeg ikke svare på hvorfor hans bøn ikke blev hørt” sagde hun stille og vidste ikke helt hvad hun ellers skulle svare. Heldigvis virkede det ikke til at han på nogen var blevet stødt eller såret af det for det havde bestemt ikke væres hendes mening overohvedet.

Et lille grin kom fra hende som hun nikkede ” ja det kan de have ganske ret i” sagde hun med et smil, der fandtes ikke engle eller dæmoner der var ens, lige som der ej fandtes mennesker som var ens. Man kunne have ligheder men ikke være ens. ” Altså de sagde ’Men noget helt andet er’ og så stoppede de? Hvad mente de med det?” spurgte hun undren, hun havde ikke helt fanget hvad han prøvede at forklare.

Som han satte noget nyt klassisk musik på, begyndte hun også at slappe lidt mere af selvom hun havde været godt på vej til at panikke. ” Jeg tror det bliver en nødvendighed” sagde hun stille selvom hun ikke var glad for at skulle blive her og overnatte i en dæmons hus, hvad ville hendes forældre ikke tænke hvis de fandt ud af det. ” Jeg har jo ingen ting med, så det må være at jeg er nødt til at låne noget at sove i.” sagde hun og vendte sig mod ham. ” Hvordan kan det være de er så rolig? Som om det helt normalt at blive ført hjem til dem på denne måde jeg blev? Hvorfor ringede de ikke bare til mig eller mødte op på mit arbejde?” spurgte hun forsigtigt.

"Jeg skal ikke kunne sige om der har været en brist i kommunikationen eller noget men jeg er dog sikker på hvor troende en mand min fader var og hvordan han var efterfølgende...."
Han var jo ikke blevet stødt på nogen måde, det havde jo bare været et spørgsmål hun var kommet med, det var jo ikke for at ramme ham på nogen måde. Hun virkede heller ikke som typen der kunne finde på det.

Han rettede lidt på sig og sagde: "At det var et skift fra den samtale vi havde gang i til at jeg ville tilbyde dem et sted at sove. Det virker ikke som et vejr nogen burde gå ud i på nogen måde..."

"Jeg er sikker på vi kan finde noget. Jeg støttede nogle designere på et tidspunkt og har derved fået nogle prøver af deres kollektioner. Der skulle vist også være både undertøj og natkjoler så der er nok noget. Bare rolig, intet af det har været brugt. Ellers har jeg altid en skjorte og lignende hvis det kan bruges"
Han satte sig tilbage i stolen og forklarede den noget unikke fremgangsmåde: "Fordi børnene ville have mærket deres reaktion på en dæmon pludselig var mødt op... Og den slags numre bliver jo ikke bare givet ud. Ved at møde mig personligt, havde de muligheden for at få et andet indtryk af mig"

Tegan valgte bevidst ikke at svare på det med hans far yderligere. Der var ikke grund for at køre den videre. Eller hun kunne ikke se nogen grund til at de skulle forsætte den del af samtalen, for hun kunne godt blive lidt bekymret for om hun ville ende med at blive uvenner med ham. Det var ikke fordi hun ønskede at blive uvenner med en dæmon i en dæmons eget hjem, hun ville være total på udebane her.

” åhh på den måde” sagde hun og kløede sig i nakken, hun havde ikke lige selv opfanget den, og følte sig en anelse uopmærksom. Hun kunne nok godt at følt sig dum, men det var ikke pænt på nogen måde at sige at man er dum heller ikke om en selv.
Det kunne ikke helt undgås at hun slap et lille grin ud, som han snakkede om hvad der var af muligheder til tøj hun kunne låne at sove i. ”Hehe, det behøver bestemt ikke være noget specielt eller dyrt tøj, jeg sover selv bare i et par shorts og en stor t shirt” sagde hun og grinte lidt over det. Hendes forældre havde aldrig forstået at hun ville sove i et par fodbolds short og en altttt forstor t shirt. Måske fordi det gjorde hendes meget små kvindelige former endnu mindre. Man måtte ikke vise sig frem på måder der kunne mistolkes som opfordringer til mændene. Men tros man slet ikke kunne se noget af hendes former i hendes nattøj, mente hendes forældre det var en anelse overdrevet og ikke særlig piget. Men hun ville nu hellere have det på en det nattøj hun havde haft som barn, der var det nærmest lange bukser og en skjorte, men det var nu sådan hun var blevet opdraget og opvokset med. Selv sov hendes forældre i det hun ville kalde gammeldags nattøj.

Hun lyttede til hvorfor han ikke bare var mødt op på hendes arbejde eller ringede, hun nikkede og kunne sagens sætte sig ind i det han forklarede. ” Ahh se, det kan de have ganske ret i” sagde hun med et smil. ” nej det er ikke så nemt at få vores direkte nummer til vores vagt telefoner vi går rundt med, men der er et hovednummer man kan ringe til og videre stilles til os, hvis det bliver nødvendigt igen” sagde hun og sendte ham et stort smil. Han var nu ganske charmerende og havde hun ikke vidste og kunne mærke at han var dæmon ville hun nok aldrig gennemskue det. Hun satte sig tilbage i sofaen, dog ikke med så stor en afstand som hun havde haft mellem ham, da hun satte sig ned første gang. Der gik ikke længe før der lyd en kæmpe brag med små efter brag, hvilket fik Tegan til at skrive højt og nærmest fare sammen. Hun blev så forskrækket at tårerne trillede ned ad hendes kinder, hun var virkelig ikke god til denne slags vejr overhovedet! Hendes hænder rystede svagt og hun prøvede at holde sammen på sig selv.