We'll meet again [Caine]

Tid: 21:00
Sted: Omkring Alenas lejlighed på Terror Street
Omgivelser: Tomt, pånær et par mistænkelige skikkelser
Vejr: Overskyet og gråt.

Solen var efterhånden gået ned. Den var heller ikke stået op da Alena tog afsted i morges, så hun havde knap nok set den idag. Hun var iført et par løbetights i en mørk farve og en grå, strikket sweater som både havde været vasket et par gange for meget og var et par numre for stor. De brune krøller var sat op i en rodet knold som var unøjagtigt placeret på toppen af hendes hoved. Et par lokker af hendes hår havde løsnet sig fra elastikken og indrammede hendes ansigt. Frisuren afslørede en lys udgroning på et par centimeter, der vidnede om, at hendes hår ikke var mørkebrunt fra naturens side.  

Hun stoppede foran sin lejlighed og åbnede det net hun havde over skulderen for at lede efter sin nøgle. Nettet var fyldt med ekstra hår-elastikker, en pung, en sweater, en tom vandflaske og tusind andre ting der ikke umiddelbart kunne låse en dør op. Hun sukkede lettet da hendes hånd endelig strejfede noget metal. Hun havde tabt sine nøgler før, og hun havde ikke overskud til at få fat i en låsesmed - hverken økonomisk eller mentalt.

Hun lukkede døren efter sig uden at låse den og så sig om i den lille lejlighed. Den havde to værelser, men var meget lille. Det gjorde hende ikke så meget, for hun havde alligevel ikke så mange ting at fylde den op med. Hun satte kursen mod køleskabet for at finde noget at spise, velvidende at det sandsynligvis var tomt, da den uaflåste dør gik op. Hun nåede ikke at reagere før noget ramte hendes tinding og fik omgivelserne omkring hende til at sortne.

Det havde været lidt tid siden de havde mødtes og haft en ganske tiltalende aften og var derefter gået hver til sit uden helt at vide hvad fremtiden ville bringe. Men Caine havde alligevel ikke helt sluppet tanken og besluttet sig for at invitere sig selv på en lille visit siden han alligevel var i byen. Det var i en kort gåafstand fra hans møde så han gad ikke starte Porschen for det. Han var smagfuldt klædt o sort jakkesæt med blodrød skjorte og sort slips. Der var derudover et par matchende dyre italienske sko og en sort frakke.

Men da han kom i nærheden fik han alligevel en stikkende fornemmelse i nakken som om der var ved at ske noget. Noget mere diskret gik han tættere på bygningen og så et par mistænksomme skikkelser udenfor der lignede et par nervøse vagter.
Som han kom tættere på, kiggede de vredt på ham og sagde: "Hey mappedyr, fis af... Der er ikke noget du skal blande dig i..." Caine smilede bare ildevarslende inden han i en meget hurtig bevægelse knækkede nakken på den ene. Den anden forsøgte at trække en kniv inden dennes nakke også blev knækket. Nede fra den enes lomme kunne Caine høre hvad der nok var en walkie talkie: "Hallo hvad sker der? Bobby?...." Caine trådte hen over de to kroppe inden han diskret fik dem placeret så de lignede to bumser der sov. Derefter gik han nærmest lydløst op for at finde hendes lejlighed

Alena blinkede et par gange hvilket øjeblikkeligt resulterede i en skarp smerte, der kom fra det sted hvor noget havde ramt hendes hoved - hun var stadig ikke sikker på hvad. Hun lukkede øjnene hårdt i, som for at afværge den smerte, som bevægelsen havde medført, men det havde ingen umiddelbar effekt. Hun åbnede dem forsigtigt igen og fornemmede at hun ikke længere var alene i sin lejlighed. En mandling skikkelse bevægede sig rundt og åbnede skabe og skuffer, som ledte han efter noget. Hun vidste udemærket hvad. Hun var derfor også sikker på, at han ikke ville finde det. I hvert fald ikke her. Genstanden var ikke længere i hendes besiddelse. Hun beholdte ikke stjålne genstande i særligt lang tid af gangen længere. Det havde hun gjort med Caines halskæde, hvilket havde resulteret i, at hun var kommet hjem uden den og dermed også den økonomiske gevinst, som et salg af den havde medført. Det var dyre lærepenge, så hun passede bedre på nu. Men ikke nok, tilsyneladende. Nogen havde i hvert fald fundet hende, og de virkede ikke som om de bekymrede sig synderligt om hendes helbred.

Manden der gennemrodede hendes lejlighed henvendte sig til en anden, som tydeligt ikke var hende - så der var altså flere. Smerten i hendes hoved overdøvede deres ord, men de talte om hende. Hun fornemmede i hvert fald at de kiggede i hendes retning imens de talte. Måske havde de opdaget, at hun var vågnet? Hun lå på gulvet, men hun var ikke klar over hvor længe, hun havde gjort det.

Hendes tankerække blev afbrudt af et par hænder mod sin hals. Et bestemt greb, som blev fastere og tættere. Hun fornemmede hvordan det gradvist blev sværere og sværere at trække vejret ned i lungerne. Først kunne hun kun trække vejret overfladisk, dernæst slet ikke. Lejligheden omkring hende forsvandt endnu engang.

Caine kom ind i lejligheden til synet af en der gennemrodede skuffer og skabe imens en var tydeligt i gang med at kvæle Alena. En handling Caine så absolut ikke havde tænkt sig at finde sig i.
Så med målrettede skridt gik han hen og plantede en solid baghånd på siden af hovedet af den der kvalte hende. Det gav en grim lyd fra manden der var tvunget til at slippe hende og fløj næsten hen i armene på den anden.
Den ene ømmede sig meget og famlede efter noget i sin lomme inden den anden stoppede med at skuffer igennem og trak en kniv. "Hey! Bland dig udenom mappedyr, det her vedkommer ikke dig! Smid tegnedrengen og så får du lov at gå"
Som om de ikke fandtes gik han hen og hjalp hende op at sidde inden han rejste sig igen og fik lige pludselig kulsorte øjne. "Den der kniv er ikke nok..... Og i får ikke nogen tegnebog.... Jeg giver jer lige præcis til jeg har talt til tre... Og er i her stadig, så kommer i ikke til at se den næste solopgang" De kiggede forskrækket på Caine der stod med ryggen til hende. "Hv... Hva fanden er du for en freak?!... " Uden at rykke sig det mindste, smilede Caine til dem. "En....."

Der skete en masse ting på samme tid, hvilket i sig selv var kaotisk. Det gjorde det ikke nemmere for Alena at finde hoved og hale i hændelsesforløbet, at hun kun var halvvejs ved bevidsthed. Hun registrerede at presset mod hendes hals pludseligt forsvandt og at hun igen kunne trække vejret helt ned i lungerne. Hun hev efter vejret et par gange og forsøgte at normalisere sin vejrtrækning. Hun registrerede også at nogen hjalp hende op at sidde. Vedkommende håndterede hende væsentligt blidere, end de andre mænd havde gjort. Alena forsøgte at fokusere gennem sin gennemborende hovedpine, og opdagede som resultat heraf, at det var Caine, der hjalp hende op. Opdagelsen efterladte mange ubesvarede spørgsmål, men hun var ikke engang sikker på, at hun var i stand til at tale. Så hun lod være.

Hun lænede sig op af væggen - stadigt siddende - og betragtede med bekymring hvordan Caine interagerede med de fremmede. Han stod med ryggen til hende, så hun kunne ikke aflæse noget i hans ansigt. Ikke at det gjorde en reel forskel, for hun kunne heller ikke aflæse noget som helst hvis hun så ham direkte i øjnene. Hun kunne dog se de fremmedes ansigtsudtryk, hvor rædslen ikke var til at tage fejl af. Hvad havde han sagt eller gjort, som havde fået dem til at reagere sådan? De var to mod en, så hvad var de bange for? Hun vidste at Caine var hurtig og veltrænet - men hvad skulle en mand i jakkesæt egentlig stille op mod den slags mennesker? Hun spekulerede over om der var noget åbenlyst hun havde overset, men smerten i hendes hoved gjorde det umuligt for hende at sammensætte flere tanker til en sammenhæng, der gav bare en smule mening. Hun lukkede øjnene, trak vejret dybt og håbede at det hele var et mareridt.

De to mænd stod og vidste nærmest ikke hvad de skulle gøre imens Caine stod nærmest ildevarslende roligt overfor dem. Selv hvis han ikke havde været dæmon så havde han stået overfor værre end to bøller før. Med lige så ildevarslende stemme, sagde han: "To...."
Den ene af dem havde ikke tænkt sig at vente og placerede en næve mod Caines købe hvilket ikke gjorde mere end at få ham til at rykke ansigtet lidt. Nærmest som om der ikke var sket noget, gav Caine en baghånd så den unge mand blev slynget mod væggen og sank bevidstløs sammen. "Tre....."
Caine havde kun lige nøjagtigt sagt tre da den sidste af de unge mænd sprang skrigende hen og stak Caine i maven med kniven. Dette var væsentligt mere ubehageligt men langt fra nok til at stoppe Caine. "Det der var virkelig dumt.... Det jakkesæt var dyrt...."

Så tog Caine fat ved den skræmte unge mands kæbe og klemte til imens han med den anden hånd trak kniven ud og lod den falde til gulvet. Caine løftede ham og hans stemme var lige pludselig ufattelig dyb som fra en monsterfilm, kold som graven. Den unge mand sprællede skræmt som han hang en halv meter over jorden og Caine sagde: "Jeg giver jer kun den her chance en gang.... Hvis jeg nogensinde finder ud af i har været i nærheden af hende igen, så kommer jeg selv efter jer... Og så vil i aldrig trække vejret igen når først jeg er færdig... Tag din ven og løb... Ser jeg jer igen, vil i tigge om døden... Er det forstået...."

Han slap den unge mand der nikkede febrilsk og slæbte sin kammerat lige så febrilsk ud af lejligheden. Med en vejrtrækning der langsomt blev mere og mere menneskelig igen, sagde Caine uden at vende sig om: "Er du ok Alena?...."

Alene gispede efter vejret da den ene af mændene ramte væggen. Lyden af knogler der brækkede gav hende kvalme. Hvordan kunne han have ramt væggen med så voldsom en kraft? Et skrig undslap hendes læber da den anden mand angreb Caine med en kniv. Ud fra Caines kropssprog kunne man dog knap nok se, at han var blevet ramt - hun havde reageret mere på det, end han selv havde. Hun spærrede øjnene op da han selv trak kniven ud. Skulle det ikke have slået ham ihjel? Eller i hvert fald bragt ham i væsentlig livsfare. Hun så tydeligt hvad der udspillede sig foran hende, men hun kunne ikke få begivenhedernes gang til at passe ind i sit verdensbillede. Og hun kunne ikke få de voldelige handlinger til at passe sammen med den mand, hun troede, at Caine var. Hun havde aldrig gættet at han ville være i stand til at gøre den slags - og så endda med så overmenneskelig en styrke. Hun noterede, at sit valg om ikke at flygte fra ham den dag på The Fox havde været det rigtige - hun havde aldrig nogensinde haft en chance mod ham. Tanken skræmte hende, eftersom han befandt sig i hendes lejlighed og eftersom hun selv befandt sig i en meget forslået og forsvarsløs tilstand. Hun ville på ingen måde have en chance nu.

Hun var glad for, at han stadig stod med ryggen til hende, da han talte, for hun kunne ikke finde på et ansigtsudtryk der på nogen måde passede til situationen. Rædslen overskyggede alt andet i de grønne øjne. Hun var lettet over at have overlevet, men var ikke sikker på, at det var ensbetydende med, at hun var i sikkerhed.  “Jeg.. er okay” sagde hun så. Det var lavt, for det gjorde ondt i hendes hals at tale. Hendes hånd søgte hen mod den. Hun kunne ikke mærke det, men der måtte være tydelige mærker efter den fremmedes hænder. Hendes svar var også løgn. Hun var alt andet end okay. Hver eneste knogle og muskel i hendes krop gjorde ondt og hun var meget, meget bange. Al bevægelse var udelukket, men hvis hun kunne, ville hun have rykket sig længere væk fra Caines placering i lejligheden, så hun på den måde skabte fysisk afstand mellem dem. Det var hendes første indskydelse i en situation, hvor hun følte sig bange eller utryg - hun havde gjort det samme på The Fox, da det gik op for hende, at Caine var ejeren af den halskæde, som hun havde stjålet.

Havde Caine været en helt normal menneskelig mand, havde slaget og kniven nok haft en noget mere markant effekt end det hun havde set. I situationer som denne, gjorde Caine også kun lige nøjagtigt det nødvendige af at vise sit væsen til at situationen blev langt mindre blodig. Havde det været hans sande skikkelse der havde stået der, havde situationen været en ganske anden.
Nok var Caine en ærbødig gentleman normalt men han var heller ikke bleg for at forsvare sig selv eller andre hvis det passede ind i situationen. Såsom nu.
Men hvis han kunne læse hendes tanker, kunne han godt forstå frygten over situationen, selvom hun ikke længere var i livsfare.

Roligt vendte han sig rundt mod hende med det rolige smil hun havde set hos ham så mange gange før, selvom han ikke lige tænkte over at der blødte lidt fra stiksåret ved hans mave. Stille knælede han ned og lod hende lige se ham inden han talte: "Havde jeg vidst du ville ende i den her situation, var jeg da dukket op noget før... Og jeg er godt klar over det er noget overvældende lige nu Alena... Men du har en af to muligheder... Enten at vente på en ambulance og forklare dig overfor ordensmagten... Eller tage med mig så vi kan få kigget på dine skader... Jeg vil dig intet ondt..." Hans var meget oprigtig i hans blik og hans stemme men det gjorde det ikke nødvendigvis nemmere at tro på hvis man tænkte på hvad hun lige havde set

Det første Alena havde lyst til at spørge om var hvor i alverden han havde hendes adresse fra, men situationen taget i betragtning var det hendes mindste problem lige nu. Hun havde sit blik fastholdt ved hans stiksår, som det blødte fra. Det lignede at han ikke engang havde opdaget det. Hun trak sig instinktivt væk fra ham, da han knælede ned ved siden af hende, omend hendes bevægelse grundet skaderne var minimal. Hun kendte ikke selv omfanget af dem, eftersom hun ikke havde været ved bevidsthed i særligt mange sammenhængende minutter.

Hans bemærkning om ordensmagten talte lige ned i et ømt punkt. Hun ville aldrig kunne ringe til politiet, for hun ville under ingen omstændigheder risikere, at skulle forklare nøjagtigt hvorfor hun havde gjort sig så upopulær blandt de fremmede. Hun forestillede sig at Caine nok også have lavet den kobling, siden han fremlagde hendes optioner sådan. "Jeg er ikke kommet til skade, jeg har det fint", prøvede hun, men det var den til dato mest håbløse løgn hun havde forsøgt sig med. Hun kiggede undersøgende på ham, som ledte hun efter noget genkendeligt i hans ansigt. Hans smil var det samme som den aften på restauranten. Det fik hende til at opgive modstanden. Hun lænede sig ind mod ham, så hendes ansigt hvilede på hans skulder. Selvom hun var skræmt, var han stadig det eneste der udgjorde en form for tryghed i den her situation. Hun sagde ikke noget, men alt i hendes kropssprog indikerede, at hun ønskede hans hjælp. Der var ikke andre hun kunne få den fra.

Han kunne så tydeligt forstå at hun var skræmt i situationen så han gjorde også hvad han kunne for ikke at gøre situationen værre for hende end højest nødvendigt. Det var i sig selv ikke underholdende at få et par bøller ind af døren der gennemrodede ens ting og bankede en men når der så også var ham at forholde sig til?

Meget blidt løftede han hende op i sine arme og kiggede kort rundt. "Det skal nok gå Alena..... Kan du lige holde godt ved en gang?" Efter en kort søgning, fandt han nogle nøgler og tog hende med ud hvorefter han fik døren låst. Med rolige skridt, gik han ud af bygningen så hvis der skulle være nogen så virkede det mest af alt som om han havde hentet hende fra en fest eller noget. Mørket gjorde det noget nemmere at gemme det sår han havde i maven. Efter en kort gåtur fandt han sin bil og fik hende blidt placeret på forsædet og givet hende sele på. "Nu skal du høre, jeg kører dig hjem til min klinik så der ikke kommer til at stå noget i en journal du skal svare på ok?"
Kort ømmede han sig lidt inden han skyndte sig om til førersiden, satte sig ind og startede bilen og varme i bilen.

Hun ømmede sig da han løftede hende op. Hun forsøgte at bremse de klynkende lyde ved at bide sig selv hårdt i læben. Det eneste dét gjorde, var at hun nu kunne smage blod. Lydene var umulige at dæmpe. Hun lagde armene om hans nakke og skjulte sin ansigt i hans jakke. Der var allerede blod på jakkesættet - og hul i det, hvor kniven var blevet stukket igennem - så hun tænkte at det ikke gjorde så meget. Derudover kunne hun mærke tårerene presse sig på, og hun foretrak at ingen kunne se dem. Slet ikke Caine. Hun var lettet over at mørket var brudt frem, så hele optrinnet ikke var så åbenlyst.

Hun var så træt af at være så hjælpeløs men samtidig også enormt taknemlig for, at Caine netop var dukket op på det tidspunkt, som han gjorde. Hvis han var kommet meget senere, havde et hospitalsforsøg nok ikke kunne gøre ret meget for hende. Hun lod ham placere hende i bilen og nikkede som svar. Ingen journaler klingede ganske positivt i hendes ører. Ingen dokumentation. Intet på skrift. Som om det aldrig var sket. Hun lukkede øjnene, fordi hovedpinen blev for meget. Hun forstod ikke hvordan Caine overhovedet kunne stå op, idet hans skader burde være væsentlig mere massive end hendes egne.

De klynkelyde hun kom med var ikke så underlige, men han vidste også tydeligt hvor vigtigt det var for hende at tårer og den slags var meget begrænset så han kommenterede det heller ikke. Det handlede om at få hende i sikkerhed og udbedre eventuelle skader så meget som muligt. Nok var han dæmon men han var også læge.
Roligt begyndte han at køre og satte tempoet op ganske markant men stadig på en måde så det ikke rykkede for meget i bilen.

Ikke så længe efter kørte han ud af byen og mod et skovstykke og derefter ind af en smuk port. Derefter fulgte han vejen op til den store gårdsplads med en garage, selve hovedbygningen af hans palæ og klinikken til venstre. Der blev parkeret henne ved klinikken hvor han steg ud og smed sin jakke, den gjorde ikke rigtig noget længere alligevel. Så gik han hen og åbnede bilen i hendes side og lænede sig lidt ned til hende hvor han forklarede så roligt som muligt: "Jeg starter lige med at tage dig med indenfor så du kan få nogle smertestillende så der kan komme lidt ro på igen ok? Jeg ved godt det gør ondt men du skal lige læne dig lidt ind mod mig så jeg kan få dig ud" Så lagde han meget forsigtigt armene om hende igen og var rolig så hun kunne læne sig ind mod ham og han kunne få løftet hende indenfor i klinikken

Alena følte sig meget lille og skrøbelig, som hun sad der i hans bil ude af stand til at tage vare på sig selv. Det var tydeligt for hende, at hun var afhængig af Caines hjælp og det irriterende hende grænseløst. Hun ville klare sig selv, men omstændighederne gjorde det ikke engang til en mulighed. Hun registrerede at de kørte ind af porten til noget der mest af alt lignede et slot, men hun havde hverken energi eller overskud til at kommentere på det. Selvfølgelig boede han i et mondænt palæ - hun ville også have haft svært ved at forestille sig en mand som ham i en lejlighed som hendes. Hun havde slet ikke haft tid til at bekymre sig om, at han havde set, hvor småt og sparsomt hun boede.

Hun nikkede igen, som svar på hans forespørgsel. Det virkede som om, at han forstod, selvom hun ikke kommunikerede med ord. Selv hvis det ikke gjorde fysisk ondt at tale, ville hun ikke vide hvordan hun skulle beskrive og/eller forklare hvordan de modstridende følelser væltede rundt inden i hendes hoved. Hun tog en dyb indånding, lænede sig ind mod ham og bed den smerte i sig, som hun vidste var et uundgåeligt resultat af bevægelsen. Var det hendes ribben der gjorde så ondt? Hvordan havde hun overhovedet slået dem? Hovedpingen gav mening, men hvorfor var hun så øm alle andre steder?

Selve palæet var lavet som en tro kopi af det palæ han teknisk set voksede op i, Hus Rothwells palæ. Dette var dog ikke et faktum der kunne eller skulle bruges til noget lige nu.
Meget forsigtigt kunne han få hende op i sin favn hvorefter han forholdsvist hurtigt fik åbnet ind til hans klinik. En rigtig smukt indrettet klinik der gav en nærmest hjemlig atmosfære men stadig på en måde der udstrålede en professionel arbejdsplads.
Hurtigt og præcist fik han hende ind i selve hans kontor hvor hun blev lagt på en behagelig briks hvorefter han målrettet gik op til et glasskab og begyndte at finde ting frem. "Det er ikke sikkert det er specielt behageligt men du lader til at have en hel del skader så det her virker hurtigst..."
Meget hurtigt var han henne ved hende og lagde en nål til hendes arm. Selvfølgelig kendte han ikke til hvor følsom hun var med nåle men det var tydeligt at han havde gjort det mange gange før og var uhyre effektiv til det. "Nu lader vi det lige virke lidt..... Imens....." Først fandt han en flaske kildevand og åbnede den så hun kunne tage noget når hun var i stand til det. Derefter smed han skjorten så han stod i bar overkrop og begyndte så at rense det så han havde i maven. Allerede nu var såret begyndt at lukke sig så han kunne nøjes med en forbinding. Med et roligt og varmt blik sagde han: "Når du føler det virker, så siger du lige til og så kan jeg undersøge dig ok? Det tager ikke det hele, men nok til jeg burde kunne vurdere skaderne" Ganske vist stod han i bar overkrop men det virkede ikke som om det ville betyde så meget med den tilstand hun var i

Alena havde det væsentligt bedre med nåle end hun havde det med at være forsvarsløs. Hun lod ham således sprøjte hvad end det var ind i hendes blodbane, og håbede, at det gjorde et eller andet for hendes almentilstand. Efter at have ligget i et par minutter var hun i stand til at føre sin hånd op til sit hår for at tage den hårelastik ud, som desperat forsøgte at holde hendes hår samlet i en knold. Idet de brune lokker med - de efterhånden tydelige - lyse udgroninger faldt fra frisuren og ned langs hendes ryg, lænede hun sagde tilbage på briksen og forsøgte at placere sin krop på en måde, der ikke gjorde direkte ondt. Hendes krav til komfort var ikke så store.

Efterhånden som smerterne blev mindre fremtrædende rakte hun ud efter flasken med vand og drak lidt af den. Hendes hals var stadig øm, så det blev ikke til så meget. Hun satte den fra sig mens hun betragtede hvordan Caine rensede stiksåret og forbandt det. Havde hun ikke for få øjeblikke siden set ham trække kniven ud selv? Hvordan kunne den ikke have efterladt et større sår? Da det gik op for hende at hun stirrede, flyttede hun blikket til et punkt oppe i loftet og forsøgte at trække vejret regelmæssigt. Det var en nemmere opgave nu, fordi hver eneste bevægelse ikke længere gjorde ondt. "Jeg tror det virker nu", konstaterede hun derfor stille, imens hun fastholdt blikket mod loftet.

Heldigvis virkede hun til at håndtere nålen rigtig godt og det smertestillende hun havde fået, virkede også til at tage effekt forholdsvis hurtigt. Det at hun rettede på sig selv og fik drukket lidt af vandet, var ganske gode tegn i den forstand at hun ikke var så medtaget som man kunne frygte.
Som hun kommenterede at den smertestillende effekt var begyndt, nikkede han smilende og sagde: "Jeg får lige forbundet det her så kigger vi på det.... Du må gerne blotte der hvor det gør mest ondt, tøj fortæller ikke ret meget når det kommer til den slags"
Så fik han kyndigt forbundet sit eget sår hvorefter han hoppede i en tætsiddende sort t-shirt fra et skab inden han så fandt et sæt med typiske redskaber man kunne få brug for til den slags.

"Inden jeg kigger på dig, sætter jeg lige varm kakao over.... Det hjælper med at løsne musklerne i halsen efter han forsøgte at kvæle dig..."
Vandet blev sat over inden han så fandt en kop til hende og satte sig på stolen ved briksen

Hun kiggede først på ham og så på sin forvaskede sweater. Hun havde ikke ord til at beskrive hvor akavet det var at tage tøjet af foran ham med et medicinsk formål efter en aften, der var endt med at være så.. intim. I sit hoved bandede hun sig selv, alle beslutninger hun havde truffet de sidste tre måneder og hele sit liv langt væk, imens hun satte sig op og langsomt tog sweateren af. Det var ribbenene der var værst. Derefter hovedet og halsen. Der var ingen vej udenom. Hun havde heldigvis taget noget helt enormt kedeligt undertøj på den dag, hvilket trods alt gjorde situationen minimalt bedre. Blå mærker var begyndt at tone frem på hendes overkrop, som vidnede om, at det ikke kun var hendes hoved det var gået udover. Hun var stadig usikker på hvad der var sket, og var overrasket over det syn der mødte hende, da hun kiggede ned af sig selv.

Hun tog imod koppen med kakao, som var en ringe trøst. "Tak", sagde hun alligevel. Hun håbede han havde ret i, at det kunne hjælpe på smerterne i hendes hals. Hun tog en kort slurk af den for at teste temperaturen. Da den stadig var for varm til at drikke, satte hun den fra sig på bordet hvor vandet i forvejen stod. Hun betragtede ham kort og forsatte sin undren over, hvordan han kunne have det så godt, når hun havde det så dårligt. Hvordan var hun kommet værst ud af den situation? Det var ham der nærmest havde været i nærkamp.

Han trak meget diskret på smilebåndet som hun tog sweateren af, hun var jo stadig smuk, det var bare ikke lige situationen at sige det i. Hendes valg af undertøj var ikke noget han overhovedet tænkte over. Deres sidste aften var ganske vist endt noget intim men når hun lå ilde tilredt på briksen, var det vigtigere at få styr på hendes skader.
Efter hun havde sat den varme kakao fra sig, fandt han et stetoskop frem og satte til ørerne inden han sagde: "Lige et par dybe indåndinger?" Stille satte han sig til at lytte ved hendes bryst så han fik indblik i om hendes vejrtrækning var beskadiget. Han var tilpas erfaren at han kunne undersøge hjertelyden i samme ombæring.
"Din vejrtrækning er fin omstændighederne taget i betragtning.... De har godt nok været hårde ved dig......" Stetoskopet blev taget væk igen før han så mødte hendes blik og smilede roligt. "Men jeg har en fornemmelse af det ikke er dine skader der får dig til at undre dig sådan.... Tager jeg fejl?" Hun blev spurgt på den måde så han også kunne tyde hendes reaktion

Alena trak vejret så dybt som hun kunne, da han bad hende om det. Det blev primært til et par overfladiske hiv efter vejret efterfulgt af en enkel dyb vejrtrækning. Hvis han kunne udlede noget som helst ud af det, var det imponerende. Hans berøring gav et ufrivilligt sæt i hende og hun sparkede sig selv mentalt over skinnebenet. Tag dig sammen, skældte hun sig selv ud i sine tanker.  Hun noterede sig at han ikke havde kommenteret på andet end skaderne, og det hjalp lidt. Ikke meget dog. Hvis hun kunne grave sig selv ned, havde hun gjort det.

Hun smilede lidt ved hans kommentar. I det mindste klynkede hun ikke over ingenting. Hun trak diskret op i højre side af de løbetights hun stadig havde på, så de dækkede et ar ved hendes hofte fuldstændigt. Toppen af det havde været synligt, fordi hun havde glemt, at det var der. Det var meget gammelt, og havde ingen relation til de skader hun for nyligt havde pådraget sig.

"Hvorfor er du ikke død?", hendes blik vandrede mod det sted på hans mave hvor kniven var gået igennem. Hun kunne ikke finde på en mere elegant måde at stille spørgsmålet på, og hun havde ikke energi eller overskud til at pakke det ind. Hun forsatte i samme tone: "Det burde du være. Du burde have det langt være end jeg har", hun var trods alt "kun" blevet banket og forsøgt kvalt. Der havde ikke være knive involveret i dét.

Det var selvfølgelig ikke meget at gå efter men nok til at han kunne få en idé om hvad der var sket. Plus der var begyndt at komme ganske markante blå mærker ved blandt andet hendes ribben.
"De har sparket dig da du lå ned.... " Så lagde han ganske kort hånden ved hendes hofte og lænede sig ind over hende så han kunne se hendes anden side hvor der var lignende mærker. "To stk har sparket dig... Den ene hårdere end den anden.... Det er derfor din vejrtrækning er så belastet... Bukkede ribben"

Han bemærkede godt hendes ar men kommenterede i første omgang ikke på det. Hun ville jo tydeligvis skjule det og det var der nok en grund til. Som hun så kommenterede på såret ved hans mave sukkede han en gang og rystede kort på hovedet af sig selv. Som han havde været i gang med at undersøge hende, havde han nærmest glemt det.
"Såret i maven?.... Ja det burde jeg nok have tænkt over.... Jeg er ikke død fordi.... Jeg er ikke et menneske.... Ja der er ikke nogen nem måde at sige det på..."
Så rejste han sig og lænede sig lidt ind over hende så han kunne undersøge det slag hun havde fået i hovedet. "Jeg forklarer hvad jeg mener hvis du forklarer dit ar på hoften eller som minimum hvorfor du vil gemme det"

Alena vendte sit blik mod loftet, da han fortalte hende hvad der formentligt var sket. Hvem sparkede en bevidstløs kvinde mens hun lå ned? Tydeligvis ikke nogen med særligt høje tanker om hende. Tårerne presse sig på igen efterhånden som tanken bundfældede sig. Det var ualmindeligt trist. Ligesom at den eneste der havde vist omsorg for hende i lang tid, var en mand der var dukket uanmeldt op på hendes adresse, som hun bestemt ikke selv havde givet ham.

Da han afslørede at han ikke var et menneske satte hun sig op med et sæt. Hendes flugt-instinkt brød frem som den dominerende følelse og hun skulle netop til at springe ned fra briksen, da hendes fysiske tilstand indhentede hendes flugtforsøg. Den smertestillende medicin kunne ikke dæmpe den smerte fra hendes ribben, som den hurtige bevægelse forårsagede. Hun kvalte et skrig og lod sin krop falde opgivende ned på briksen igen. "Hvad er du så?" spurgte hun mellem sammenbidte tænder.

Hun forstod ikke hvorfor hun stadig blev overrasket over at han lagde mærke til alting - hendes ar, inklusiv. Hun syntes dog ikke at historien om hvorfor han ikke var et menneske og historien om hvor hun havde fået det henne, kunne udgøre en retfærdig byttehandel. "Nej, du svarer på mit spørgsmål først", sagde hun bestemt. Hendes tone var skarp, men hendes stemme rystede en smule. Hun var bange, selvom hun forsøgte at dække over det med sine skarpe bemærkninger. Præcis som på The Fox. Hun sukkede over sin egen forudsigelighed.

Hendes reaktion på han ikke var et menneske var vel at forvente. Han regnede nu heller ikke med at hun kom særlig langt med at komme væk hendes tilstand taget i betragtning, men ikke desto mindre gjorde han ikke noget for at stoppe hendes forsøg.
"Den reaktion kommer der tit på den slags svar... Men hvis jeg ville have gjort dig ondt, så havde jeg gjort det. Fuldstændig lige som sidst vi stod i en lignende situation..."

Han rystede lidt på hovedet af hendes skarpe svar på hans kommentar, inden han så rejste og tog en kop kakao til sig selv. Roligt vendte han sig rundt til hende igen, smagte på sin kakao og nikkede så en gang. "Du kommer generelt ikke særlig langt før jeg har fået kigget på dine skader og gjort noget ved dem.... Det der gør dem bare værre...."
Så lænede han sig op af sit skrivebord og sukkede en gang. "Jeg sagde jo jeg ville svare på alle dine spørgsmål så det her er vel egentlig heller ikke nogen undtagelse.... Jeg er født i Helvede, jeg er en dæmon"
Det var ikke sikkert at hun ville acceptere svaret men hun ville have ærlighed og det var det man fik fra Caine. Han havde også svaret med samme ærlighed hvis hun havde spurgt ham på restauranten sidste gang

En dæmon? Hun var chokeret til en grad hvor det næsten lyste ud af hendes grønne øjne. Hun kendte til overnaturlige væsener, men hun havde ikke gættet, at han hørte til den kategori. Men på en måde gav det hele også mening. Langsomt faldt det hele på plads i hende tanker; den unaturlige styrke, hans evne til at se lige igennem hende, hans stiksår der helede så hurtigt at det næsten ikke krævede behandling. Da hun mødte ham første gang havde hun bemærket noget ved ham der var.. anderledes. Men hun havde ikke kunne placere det. Mon det her var forklaringen? Hun troede på ham, da han sagde, at han ikke ville gøre hende noget. Hvorfor så ulejlige sig med at redde hendes liv? Men hvad han så ville, kunne hun stadig ikke regne ud.

Hun fulgte hans bevægelser med øjnene og bemærkede afstanden mellem dem. "Det gør ikke så ondt mere". Løgn. Endnu en dårlig en af slagsen. Hvis hun følte nogen form for bedring var det nok primært fordi den smertestillende medicin virkede. Hun vendte igen blikket mod loftet og koncentrerede sig om at holde tårerne tilbage. Normalt var hun ikke så emotionel og hvis hun var, kunne hun som regel undertrykke det således så tårer aldrig blev et problem. Men den her dag havde virkelig rystet og chokeret hende i et sådant omfang, at det føltes som om, at hendes følelser var alle vegne - og helt uden for hendes kontrol. Men Caine virkede naturligvis lige så rolig som altid - på trods af at nogen havde forsøgt at stikke ham ned.

Han havde selvfølgelig ikke nogen viden om hvor vidt hun havde mødt overnaturlige væsner før men hendes reaktion på hans direkte svar, vidnede lige så tydeligt om at hun havde set nogen ting. I mere eller mindre grad.
De fleste blev altid noget mere chokerede over det når de fandt ud af hvad han var men et chok var sjældent lige så voldsomt næste gang.
Ganske roligt fandt han noget salve frem og satte sig ved siden af briksen igen og smilede roligt ned til hende. "Alena du er en forfærdelig dårlig løgner.... Eller også er din krop dårlig til at lyve...."
Meget stille begyndte han at smøre salven på hvor skaderne var værst, hvilket lod til at være ved ribbenene lige under hendes bryst og ved den ene hofte. Det var tydeligt hvordan hun holdte noget tilbage så Caine spurgte ikke igen om hendes ar men valgte der imod en anden tilgang end han normalt set ville gøre.
Han tog blidt ved hendes håndled som om han målte hendes puls inden han så sagde: "Jeg kan mange ting men at læse tanker er ikke en af dem.... Men hvad jeg dog har lært i min levetid er at følelser er meget nemmere at håndtere hvis man lader dem løbe løbsk en gang imellem.. Så får du brug for at græde eller skrige eller bare rase ud på mig, så er du velkommen til det... Det er ok Alena"

Hun sukkede over hans kommentar om hendes evne til at lyve. Hun var godt klar over det selv. Især lige nu og i denne tilstand. Hans berøringer var blide, men da han rørte ved hendes ribben reagere hendes krop automatisk og hun tog fat i hans arm, som hjalp det hende igennem smerten, at klemme den. Selvom hun ikke brød sig om det, var han den eneste form for tryghed hun havde. Da det gik op for hende hvor hårdt hun holdt fast i ham, slap hun dog omgående. Situationen var stadig for akavet til intimitet. Især nu hvor han havde afsløret for hende, at han ikke var et menneske. Deres relation var i forvejen skrøbelig og ville uden tvivl blive påvirket af den information.

Da han havde forsikret hende om at hun ikke behøvede at holde noget tilbage, lod hun tårerne løbe frit. Hun havde holdt dem tilbage fordi hun ikke ville virke svag, men eftersom hun lå foran ham i så forslået og forsvarsløs en tilstand, var det løb vidst allerede kørt. "Hvis ikke du var kommet, var jeg død" konstaterede hun stille mellem tårerne. "Hvad fik dig til at dukke op på netop det tidspunkt?". Hun havde forsat blikket rettet mod loftet, mens hun talte.