First night out - Roy

Roy prøvede at fokusere på Calla, men for mange minder sejlede rundt i hans hoved, han kunne ikke finde rundt i dem. Han nærmest knugede sig til Calla, men lod sig fører hen til sofaen, Rebekahs hånd i sin virkede også bekendt, men der var noget ved det, noget som ikke føltes rigtigt, ikke ligesom når han holdt Calla i hånden. Han slugte den klump han havde i halsen og så fra Calla til Rebekah, som han sad på sofaen. Hans blik var stadig forvirret og hans øjenbryn samlet i et uforstående udtryk. Han nåede knap at registrere hvad Rebekah sagde, inden hun kyssede ham og alting faldt på plads. Deres tid sammen, inden han døde, hvor lykkelig han havde været med hende, endda også en fødselsdag gave, en hund. Hendes kys virkede næsten bedende, som om hun håbede på noget. Og pludselig trak hun sig tilbage og han mærkede igen hovedpinen, som om den ville splitte hans hjerne. Han kiggede hurtigt i retningen af Calla, men hun var væk. Han rejste sig op, en smule vaklende og råbte "Calla?! Calla! Where'd you go?!" Han var for svimmel til at prøve at finde hende, desuden havde han igen idé om hvor hun var løbet hen. Han vendte sig imod Rebekah, mens han mærkede vreden ulme i ihans brystkasse "Why'd you have to do that?! I.. I have to find her. I have to explain.. I.." Han stoppede og mærkede hvordan tårerene pressede sig på, han vidste at Calla måtte føle sig såret. Han tørrede vredt en tårer væk og sagde "I do remember you now. I remember everything. But I have to find Calla right now, I have to tell her.. Have to tell her that I'm sorry and.." Han mærkede igen det enorme pres indefra og måtte blinke adskillige gange for ikke at lade tårerne falde igen.

Måske var man i virkeligheden en selvisk ond heks, mørkets dronning. Rebrkah var i hvertfald snu og måske var det ikke det rigtige. Som han flakkede rundt efter hybriden spurgte efter Calla, som om hun stadigvæk var palæet. Rebekah fnøs kort da han spurgte hende hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort. Han var vred, forståeligt. Hun kunne næsten mærke den vrede hjertebanken. Rebekah vidste at Roy ikke længere var hendes mage, hun kunne mærke det. Det betød ikke at han var ude af hendes liv, tvært imod. Dog var hun nød til at være sikker på i tagt med han fik sine minder igen, at han også var tro overfor de nye følelser han havde i spil. Måske var det i virkeligheden derfor hun nød at se ham vred. Fordi, at så vidste hun hvor hans følelser for Calla lagde. Det var hvad hun have brug for at vide, så ville Dove ikke blive alt for vred på hende måske.  
"I know you remember me.. Sweetheart.. I'm the strongest witch in the whole univers... and no... you don't have to find her. You should sit down and listen to the next thing I say. So sit." Sagde hun i sidste toneleje lidt mere bestemt, og hvis han ikke satte sig ned i sofaen - var hun hurtig med sine håndbevægelser til at bruge magi til at få ham til det.

Så åndede hun ud for at bevare roen lidt.
"I'm looking out for her.. Calla.. her mother Dove.. means much to me. Therefor, I wanted to see if your feelings was true.. not that I ever doubted you.. but I had to.. " sagde hun og kørte en hånd igennem sine røde lokker. "I know this is hard.. and trust me.. I don't want to hurt her.. but you.. you are the only way.. and if you stop her from feeling that pain.. she might not even feel it.. and she needs to Roy.. you make her feel happy.. she never had that.. I know her father.." fortalte hun så og så på Roy.
"Emotions are very rare for people who are not grown up understanding them.. a father as cruel as Kol.. it surprises me that you could make her feel love.. but then again its you.. you always know how to make a girl feel special.. but I will let you find her.. if you promise me to help her understand her emotions.. you might be the only thing that can save her from becoming what her father wants her to be."

Roy stod stadig med knyttede næver, men han vidste bedre, det gjorde han i hvert fald nu hvor han kunne huske hende, end at gå imod det hun sagde, så han gik hen og satte sig på sofaen, hvor han havde siddet før.
Han var stadig vred, frustreret og på et eller andet punkt også forvirret og såret, han vidste ikke helt hvorfor han følte den blanding af følelser, men han slugte dem og lyttede til hvad Rebekah fortalte ham. Han sad helt stille som hun fortalte om Calla, om at det var utroligt at hun havde følt de følelser, som hun havde, især fordi hun var vokset op uden dem. Han så på hende, blikket stadig uden nogen spor af følelser og da Rebekah var færdig med at fortælle, lænede han sig frem over og holdt sit hoved imellem sine hænder, som hans arme hvilede på hans ben. Det var mange oplysninger, desuden havde han også mange andre ting der strømmede rundt i hoved og han spurgte så "But why aren't we following her then? She.. She could get hurt or.." Han sukkede frustreret og prøvede at sige noget andet "Why have we not followed her yet? If I am so important for her. I may not know her all that well, but I.. I know she wouldn't run off like that if she wasn't hurting. And I.. I can't just sit around here and let her be out there alone. Not if she's hurting."

//Sorry for det korte svar D: <3

Rebekah bed sig lidt i læben. Der var mange ting de kunne gøre, hvis Rebekah ønskede kunne de have stået foran hende nu eller hun kunne have givet Roy et kort direkte til hvor Calla var henne. Alligevel gjorde hun intet, for hun troede på skæbnen mere end hun troede på magi var svaret på alt. Magi kom med en pris, det var derfor hun stadigvæk følte smerten ved alle dem i sit liv hun havde mistet.
"Because what will you do tell her you are sorry? How is that gonna help her understand anything? That will you tell her about the way her heart feels, how will you make sure she knows its her heart that is hurt? Or is it hurt? Did she feel betrayed? She won't know without discovering it herself," svarede Rebekah meget nøje. "You are important for her.. that is why she ran. But you are blinded dear.. you are so in love with her you don't see the facts.. she is not hurt.. I wouldn't let her get hurt.. " fortalte hun så og rejste sig op.
"It's not easy.. I don't even know what I mean.. I just know how it feels like not knowing how you feel after people have told you how to for a long time.. its hard finding who you are.." sagde hun så og rystede lidt på hovedet af sig selv.
"But who cares.. you are in love.. it doesn't matter what is best.. you only think about finding her.. then fine," tilføjede hun så og gik lidt væk.. Så lukkede hun øjnene og mumlede let nogle ord. Så slog hun dem op igen. "she is in the woods on her way to Gaia.. you can go yourself and risk getting lost.. or you can make a deal with me."

//Mit er heller ikke det længste xD <3

Roy bed sig i læben. Han blev siddende der, med hænderne i hoved. Mens han lyttede til hvad hun fortalte ham, han sad bare stille og trak vejret, mens bekymringen omkring Calla voksede i hans overkrop.
Da Rebekah rejste sig, så han op på hende, og lod sine hænder falde væk fra hans ansigt. Han bed dog også mærke i at hun blev ved med at sige han var forelsket, var han det? Jovist havde han da følelser for Calla, men var de virkelig så stærke? Ja, ja det var de. Han slap sin læbe fra mellems hans tænder og lænede sig tilbage i sofaen, mens han lagde armene over kors og betragtede Rebekah, mens hun snakkede. Havde hun stadig nogle af de samme overbevisninger, som dengang? Eller havde de ændret sig, der var trods alt gået tre år. Han åndede tungt ud og så kort ned i gulvet, inden hans blik igen fandt hendes skikkelse. Han sad lidt. "So what you're saying is, she's learning the basics of a normal human? With feelings and who you are, as a person?" Han så på hende med et vurderende blik. Han havde stadig en følelse af at han havde svigtet hende, den gang han døde. Han rystede hurtigt følelsen af sig og forsatte så "What's the deal? I'd like to hear it, before I say yes or no to anything." Han pausede kort og bed sig lidt i kinden, inden han tilføjede "But please, make it fast." Hans tone var bedende, ikke en tone man ofte hørte fra ham, han var som regel altid smilende og glad, ellers var han fjollet og kom med dumme jokes. Jokes om ænder, jokes som Calla godt kunne lide han kom med. Han rettede sig op i sofaen igen, klar til at rejse sig, hvis han ikke var interesseret i hendes deal.

//I'm so sorry at de bliver så korte D': <3

Rebekah løftede let på et øjenbryn, som han spurgte hende videre om hendes lille note.
"Kol wants to create a monster.. the perfect killer.. a monster don't always know how to be human.. so yeah, she needs to learn.. otherwise she will become to dangerous.. you have seen her kill, but you didn't see guilt or regret in it. It only happens when you have learned its the only way.. I know that better than anyone else.. but be careful dear," advarede hun stille og vippede hovedet til venstre side. Rebekah havde meget visdom at dele af, og det var underligt for hende at sidde sammen med Roy - og hjælpe ham med en anden pige. Dog var det også det nødvendige for dem, for at komme videre. Hun følte sig forpligtet til at hjælpe ham.
"I don't have anything I want now.. but you can owe me a little favor?" Spurgte hun med et smil. Stolte han ikke på hende længere? Der gik mange rygter om Rebekah, og måske hans nye viden klingede anderledes end de gamle minder. Rebekah var kendt for at være den stærkeste, og måske også være frygtindgydende. Ingen brød aftaler med hende, og folk fra hendes fortid vidste hvorfor. Der var kun få der havde overlevet at bryde en aftale med hende. "I can guide you to her," hun gik hen til Roy og tog en lok af hans hår. Med den anden hånd tog hun et lille glas med noget blårglitrende vand i. Hun lagde håret over det lille glas og så på det imens det blåglitrende vand begyndte at lyse. Så tog gik Rebekah hen til en af sine komoder og fandt en gammel ring. Så hældte hun væsken over ringen imens hun hviskede nogle ord. Den sten der havde siddet i ringen besad nu den blåglitrende farve.
"This will glow as you get closer to her.. I will give you the head start and teleport you to the woods.. but this will guide you the way.. it's yours.. if you want it." sagde hun - selvfølgelig kun hvis de havde en aftale. Lidt skulle hun have for at lave sin magi. Roy kunne selvfølgelig slippe med en billigere form for betaling end andre kunne, derfor en lille tjeneste. Hun ønskede ham intet ondt, og det burde han inderst inde også vide. Dog en lille tjeneste skadede ingen.

//Det gør mig intet elsker alle dine svar <3

Roy så på Rebekah, mens hun fortalte og advarede ham. Han bed sig kort i læben, inden han hørte hendes næste ord. Han vidste at han ville være bundet af deres aftale. Og det at hun ville have at han skulle skylde hende en tjeneste, sad ikke godt hos ham. Han så på hende som hun tog en lok af hans hår og hvordan hun fik fortryllet ringen. Han havde virkelig ikke noget valg, end at tage imod hendes foreslag. Han rejste sig op og så på hende og ringen "I don't have any other choice, I won't be able to catch up to her or even find her without your help. So I'm in your debt." Han havde blandede følelser i forhold til, hvor vidt han kunne stole på hende, men han var nødt til at gøre det. Han var nødt til at finde Calla og sikre sig at hun ikke gjorde noget, hun ville fortryde senere, hvis han da kunne hjælpe hende med at lærer.
Han tog et par skridt hen imod Rebekah, indtil han stod ved siden af hende og han så på hende "I'm really thankful to you Rebekah. You helped me remember, and with this.. Even though you're not obligated to." Han så på hende med blide øjne og tilføjede et sidste "Thank you."

//Right back at you! <3

Han tog imod hendes aftale, hvilket gjorde hun gav ham et nik. Om han i sidste ende måske ville fortryde det, det var en historie for en anden dag. Rebekah så på Roy som han trådte nogle skridt tættere imod hende og stod ved siden af hende. Let kneb hun øjnene, som han så på hende. Et let løft med hovedet skete automatisk som han sagde han var taknemlig for hvad hun havde gjort.
"I couldn't let you run around without anything good to remember," svarede hun med et skævt smil. Det rørte hende da han sagde tak for hendes hjælp, og hun nikkede ham. "You don't have to thank me Roy." Påmindede hun og åndede så ud.
"Are you ready?" Spurgte hun så men inden han rigtig kunne nå at gøre noget - var han forduftet i en røgsky og ud i skoven. Lige midt i flokken af de ni døde personer. Rebekah gik hen til sit vindue og sukkede tungt.
"Take care of yourself.. " hviskede hun ud i ingenting.


Det var ikke fordi hun var såret som sådan. Der var noget i hende som gjorde ondt, fik hende til at føle noget hun aldrig havde følt før. Det var derfor hun var løbet. Hun kunne ikke lide Rebekah havde kysset Roy, og hun havde ikke vidst andre alternativer end at løbe væk fra følelsen. Der var en stikkende fornemmelse i hendes hjerte som hun ikke kunne forstå, og den tog næsten pusten fra hende. Eller måske var det fordi hun først var stoppet med at løbe nu. Calla var på vej ud mod Gaia, da hun i virkeligheden måske opdagede hendes hånd stadigvæk var dækket med blod, det tætteste på var hendes fars hus - men skulle hun virkelig gå så langt og træde derhen. For ærligtalt havde Calla 'glemt' hendes aftale med ham, og han ville være pænt sur når hun engang mødtes med ham igen. Så meget vidste hun. Calla fik mod stedet. Hendes andet hjem, heldigvis var hendes far ikke hjemme, men han havde uden tvivl ikke forladt stedet for længe siden. Hvilket betød hun havde tid. Omgivelserne var hun van til her, alt det indtørrede blod.. Lænkerne rundt omkring.. Knivene som var det eneste der var gjort rent og stod pænt i alle mulige former og længder.
"Home sweet home," mumlede hun for sig selv før hun gik ud for at vaske hænder. Her opdagede hun en pige halv tortureret i stuen, det ene øje fjernet - det kunne hun se på den måde hendes far havde syet det ene øjenlåg sammen. Munden var også syet sammen, og hendes tunge lå på hendes lår. Andre ville sikkert finde det kvalmende, men Calla var van til at se hendes fars små lektioner. Dog ramte noget andet hende.. hun kunne hører fodtrin og just intet mindre mærke Roys fært. "Shit," vrissede hun af sig selv. For hvis han kom herind, ville han se det hele. Men hun kunne heller ikke lade spor blive her. Hendes far skulle ikke se hun havde været her. Dog var der nået andet der fik Calla til at stoppe op, det familiebilled af hende og hendes far. Vreden samlede sig op igen og hun knyttede sine næver så hårdt sammen at hun kunne mærke neglene skærer igennem huden. Pigen gav en mumlende lyd fra sig.
"Shut up," vrissede hun til pigen som stoppede sin jamren da Calla kom arrigt imod hende. "I won't kill you, but if you don't stop making sounds.. I will.." hun rystede på hovedet af sig selv. Calla var trods alt sin fars datter, og det kunne ses i visse træk. Pigen begyndte sin mumlen igen, men så med sit ene øje væk fra Calla. Her slap Calla pigens hage og vendte sig rundt.
"Roy.." stammede hun kort og glemte helt at trække vejret. "You shouldn't be here.."

Roy så på Rebekah, da han spurgte om han var klar og han skulle lige til at svare hende, men det nåede han ikke. For pludselig stod han ude i skoven igen. Han kiggede rundt og så rundt, der lå ni døde mennesker omkring ham. Han mærkede hvordan kvalmen voksede, men han skubbede den væk. Han var ikke vant til døden og slet ikke at være alene i nærheden af den.
Han kiggede ned på sin hånd, som knugede ringen, der ville hjælpe ham. Han åbnede hånden og så på dens lille sten, den lyste en smule op, men ikke meget. Han begyndte at følge den og som han nærmede sig et hus. Han stoppede kort op udenfor det. Han sank den klump han havde i halsen og gik nærmere huset og til sidst indenfor, han vidste at det nok ikke var den bedste idé at gå ind i et hus, han ikke kendte, men Calla var derinde og han måtte finde hende. Så han gik indenfor med hastige skridt og fulgte ringen, indtil han hørte en stemme fra et af rummene, først en mumlende lyd og så en vrissen fra Calla. Han stoppede op i døren og så på Calla, som hun vendte sig rundt og sagde han ikke burde være der. "Well, I'm here, are yo-" Han stoppede midt i sit ord, da hans blik faldt på pigen bag Calla. Han mærkede igen kvalmen stige op, men han undertrykte den. Han så igen op på Calla og spurgte "What.. What is this place? What happened here?". Han stak ringen, som han stadig holdt i sin hånd, ned i hans ene bukselomme.

Tiden frøs fast ganske kort. Hvad lavede han overhovedet her, hvordan havde han fundet hende så hurtigt? Calla sank en klump da han så pigen. Pigen der desparat ønskede at komme væk fra sit smertensland. Calla vidste dog de ikke kunne gøre det, hvis hendes far vidste hun gjorde det, ville han blive endnu mere vred - og ingen gjorde hendes far vred. Det havde hun prøvet før.
"What happened here?" Spurgte hun og trådte væk fra pigen. "You should ask, what didn't happen here," tilføjede hun og tog ikke øjnene fra Roy.
"This is my home.. me and my fathers home, or one of them," fortalte hun så og slog lidt ud med armene.
"Why are you even here.. I thought you stayed back with your.. girlfriend?" spurgte hun for måske at være en anelse provokerende, men også for at få svar på hendes indre spørgsmål. Calla kunne mærke sit hjerte banke igen.
"It doesn't matter.. you should not stay here.. and.. don't touch anything.. he will know," pointerede hun meget alvorligt. "You just took a step in my world.. and I give you a chance to go.. because this darkness.. there is no running from it.. " tilføjede hun og sank en klump.
"You are such a good person Roy.. and I don't deserve you.." sagde hun stille imens hun trådte nærmere ham og tog hans hånd.


//Lidt kort.. men mine følelser kunne ikke klare det xD <3

Roy holdt sit blik på Calla, mens hun fortalte. Så det her var hendes hjem, eller et af dem. Da hun kaldte Rebekah for hans kæreste, så han på hende og sagde "She's not my girlfriend. I.. I used to be hear mate, before I died." Han vidste at det nok ikke var det svar Calla ledte efter, men det var hans bedste svar. Han tilføjede kort "Now all that remains of the feelings I used to have for her, is memories.".
Han så på hende og nikkede, da hun sagde at han ikke måtte røre ved noget. Hele huset gav ham en følelse af mørke. Han kunne mærke det helt ind i knoglerne, men han var fast besluttet på at blive, ikke kun for hans egen skyld, men for Calla. Rebekah havde sagt at han kunne hjælpe hende, hjælpe hende med at blive mere menneskelig.
Han mærkede at hun tog hans hånd og han så ned på hende "Calla.. You may not think you deserve me, but I am not letting you go. I wont let you go." Han gav hendes hånd et lille klem og forsatte "I know enough about how ones world can change, and I think yours is starting to.. You just have to let it."

Det var som om en sten lettede sig fra hendes hjerte, da han nævnte det med Rebekah. Der var underligt alligevel. At Roy faktisk havde været sammen med Callas mormor - den sætning lød endnu værre i hendes hoved. hun rystede den dog hurtigt af sig. Han gav hendes hånd et klem og det sørgmodige ansigt kom tilbage på Callas. Hun rystede let på hovedet, og skulle til at sige noget da han talte videre. Calla sank en klump ved den sidste sætning.
"How?" Spurgte hun så næsten åndeløst. Callas hjerte sprang en takt over. "It's not easy.. it's not.." tilføjede hun og tog sin hånd til sig igen. Hun kørte frustreret en hånd igennem sit hår.
"Come with me.. and I will show you why," sagde hun så og tog hans hånd igen. "If I have to let anything in.. it will have to be all of it.. and I don't want to face either the light or the darkness alone," tilføjede hun ærligt.
"I'm not angry at you.. for what happened at Rebekah's place.. I'm sorry I ran.. I don't know why I did run.." indrømmede hun og viste ham vejen hen til en dør. Måske var det underligt at efterlade pigen i smerte, men hun vidste hvis de pillede ved noget deroppe - kom hendes far efter dem. Hun kom til en dør og åbnede den. Åbnede den ned til kælderen.

Den var uhyggelig og det var mere end tydeligt al det tortur der havde forgået dernede.
"Don't look at them," sagde hun så da de kom forbi fangekælderen med alle de uskyldige folk spærret inde. De kom længere ind til et andet rum. "I told you my story.. but I haven't been in here in a long time.. Only when I do something my dad doesn't like," hun slap hans hånd og åbnede den tunge metal dør ind til helvede. Ikke direkte helvede, men for Calla var det. Stolen i midten med lænker, alt hvad man kunne forstille sig i sine mørkeste tanker. "I spend many years in here.. You don't know how much darkness it brings you.. I don't feel things like regret.. sadness.. happiness.. I have no idea what love feels like.. or.. that was till I met you.. and I don't know how to act," hun kunne mærke tårerne presse på som hun bevægede sig ind i lokalet. Men hun prøvede at skubbe det til side.

Roy så på hende, og mærkede hans hånd blive tom endnu en gang. Han vidste ikke helt præcist hvordan hun skulle lærer det hele, eller hvordan hun skulle lade hendes verden forandres. Han nåede ikke at sige noget, inden hun tog hans hånd igen og førte ham igennem huset. Da hun sagde hun ikke ville gå hverken lyset eller mørket i møde alene, gav han hendes hånd et lille klem, som for at sige at hun ikke var alene om det. Han lyttede også til at hun fortalte at hun ikke var sur på ham, han følte sig en smule lettet, men han kunne ikke lade være med at føle sig skyldig over at hun havde kysset ham.
Han så også kort tilbage på pigen, som de efterlod i stolen. Det smertede ham at han ikke kunne hjælpe hende.

Da de kom til kælderen og han fulgte med hende ned i den dystre kælder. Han kunne næsten mærke hvor mange mørke ting der var sket i den kælder, så grufuld var den. Han kunne ikke tro at der virkelig var nogen der gjorde sådan nogle ting ved andre, at der var nogen der torturerede andre personer. Da Calla sagde han ikke skulle se på nogen af dem, de gik forbi, rettede han lydigt blikket imod deres hænder der stadig holdt fast i hinanden. Han lyttede til Calla og det hun fortalte ham, han kunne godt huske hun havde fortalt om hvad hendes far havde gjort ved hende. Og da de trådte ind i rummet, mærkede han hvordan en del af ham næsten døde, at Calla havde været udsat for alt det der, igennem så lang tid.. Det var ikke til at tro. Han rettede sit blik til hende igen og han overvejede kort om han skulle trække hende indtil sig og holde om hende, men hun begyndte at gå længere ind i rummet og fortælle om det hele. Han fulgte langsomt med hende og sagde "I really can't imagine what you've been through Calla.. But Calla, you'll learn.. You'll learn to be more than you already are, to feel all these things, and more." Hans hånd holdt stadig hendes og han hev hende ind i sin favn og tilføjede "I'll do whatever it takes, to help you learn." Han holdt om hende, men hun var fri til at skubbe sig væk, hvis det var det hun ville.

Rummet syntes at blive mere mørkt des mere Calla så rundt. Som sagt kom hun her sjældent, og aldrig frivilligt. Fordi hun var bange for hvad rummet bar af minder. Stille sank hun en klump og fik øje på alle rifterne på væggene.. blodrester tørret ind for længest. Calla glemte næsten at trække vejret som hun stod i rummet, lod sine fingerspidser glide henover stolen der stod midt i rummet. Lænkerne renset og gjort rene - for lidt perfektionistisk var hendes far omkring sine ting. Hun havde stadigvæk Roy i den anden hånd, og først da han snakkede så hun over på ham igen. Det samme fortabte ansigt som han havde set første gang han så hende.
"I don't know if I can.. is it worth the risk?" Spurgte hun og sank en klump. Calla kunne kun forstille sig de brutale ting Kol ville gøre, hvis han fandt ud af at Calla gjorde hvad hun gjorde lige nu.. nemlig at overveje noget på egen hånd. Kol afskyede når hun tog beslutninger selv, og der var kun få gange hun faktisk havde gjort det. Alle undtagen en gang havde hun fået straf for det. Måske ventede Kol på hun ville komme tilbage til ham fordi hun havde fortrudt at komme på akademiet. Han hev hende ind i sin favn, hvor hun hørte hjemme. Calla åndede ud kort. Men hun brød sig ikke om at lukke sine følelser ud, men hun kunne mærke de bankede på. De var lige på trappen til at flyde udover hende. Og måske var det fordi, at hun opdagede noget som hun stod i Roys favn. Noget bagved ham på skrivebordet.
"What is that?" Spurgte hun mere sig selv før hun gik derover. Hun tog en bog op, hvorpå hun gav sig til at bladre i den. Det var hendes fars håndskrift og tydeligvis bare en dagbog for hvad han havde observeret. "All I need from you is you being you.. I'm not gonna let you fall because of me.. I mean.. just being here.. you shouldn't be in a place like this.. its not you," pointerede hun og vippede hovedet let på skrå og lagde bogen fra sig.
"What do you say about we get the hell out of here?" Spurgte hun så og trak lidt skævt på smilebåndet. Hun tog bogen med sig, så måtte Kol kontakte hende eller ej.

Roy var fulgt med hende, stadig med hendes hånd i hans og han ventede tålmodigt på hendes svar. Han var stadig ikke tilpas i mørket og slet ikke nede i rummet, som de befandt sig i. Men han prøvede ikke at lade det påvirke ham. Og da Calla spurgte om det var risikoen værd, at lærer alle de basale menneskelige følelser, at kende. Kunne han ikke lade være med at give hendes hånd et klem og sige "Of course, it's worth the risk. I think you'll actually quite like it.".
Da hun slap hans omfavnelse og gik hen til noget bag ham, vendte han sig og fulgte hende med blikket. Hun havde samlet en bog op. Og inden hun lagde den fra sig på bordet, for blot at samle den op igen, lyttede han til det hun sagde og han nåede ikke engang at svare, inden hun spurgte om de skulle skride derfra igen. Han nikkede og tog hendes hånd i sin endnu engang og sagde "Yeah, let's get out of here.".


//Sooooorry det er så kort! D':

Måske var det i virkeligheden kun Calla der kendte til konsekvensen for at give slip. Eller frygtede det værste. Hun vidste hun havde søgt efter friheden så længe, hvilket nok havde været Kols egen fejl. Hun var født med en menneskelighed, født med at kende kærlighed og selvom hun var fodret med mørke i så mange år. Var der noget i hende der aldrig forsvandt helt. De skulle væk herfra, i hvert fald inden Kol eller Irene kom herhen. Det ville ende kønt, og var Calla ærligtalt stærk nok til at overmande de to? Hun rystede tanken ud af hovedet.
"I know just the place for escape," pointerede hun med et lille smil, og trak ham samme vej op af kælderen. De skrigende uskyldige mennesker ruskede i tremmerne for håb om deres frihed. Synet af dem var værre, derfor havde hun sagt han ikke skulle kigge. Halv tortuerede folk der bare ventede på at Kol egentlig ville slå dem ihjel. Ikke at det ville gå så hurtigt med deres død. Det var ikke just hendes fars stil. Calla trak derfor Roy i en ret hurtig gang igennem kælderen igen og op af trappen. Hun havde næsten ikke tid til at stoppe på vejen og stormede nærmest bare ud af huset med hans hånd i hendes. "I know a little place in Gaia.. its my own place.. I use it when I need some time off.. no one knows about it.. you will be the first one," fortalte hun som hun søgte mod byen. Heldigvis var det ikke direkte inde midt i byen, men nærmere i udkanten af skoven og byen. Huset var ikke stort eller lille, nærmere perfekt. Calla lavede en fiks bevægelse med den frie hånd en låge åbnede op omkring huset og de kunne komme ind på grunden. Hun lavede en bestemt bevægelse igen så den låste - en beskyttelses besværgelse som hendes far ikke kunne knække. Så snart de nærmede sig hoveddøren låste hun den op.
"I protect this house.. it's been my only escape for years," fortalte hun som de trådte indenfor. Det var meget simpelt indrettet når man først så gangen. Der var ingen blomster, for de overlevede ikke når hun ikke var der så længe af gangen. Så snart man kom ind i stuen og værelserne var de en del mere personlige. Der hang lettere dystre malerier på væggene rundt omkring. Skrevede tekster på forskellige sprog, ikke ligefrem mange farver - mest i de hvide og sorte farver. Hun tog ham med op af trappen til hendes værelse. Den store seng stod i midten, igen var rummet dækket med malerier - hendes egne malerier. Hvis man gik videre ind til det der nok ville være et gæste værelse fandt man instrumenter og malergrejet.
"This is the most me place you can find in the whole world," fortalte hun så og derpå greb hun om hans kinder og placerede sine læber imod hans.
"I wanted to do that for a long time now.. and I'm tired.. wanna cuddle up with me?" spurgte hun og vippede hovedet let på skrå.

Roy nikkede og fulgte med Calla, han sørgede for ikke at kigge på dem i cellerne, men lyden kunne han ikke holde ude, lyden af deres tiggen om at blive sluppet fri og deres rusken i tremmerne. Han åndede lettet op, da de igen var udenfor. Han så på hende og fulgte blot med hende, hen til et hus. Det var et fint hus, størrelsen var lige tilpas og han følte sig pludselig beæret over at være den første og eneste som kendte til stedet andet end hende og han så på hende med et forundret ansigt. Ikke fordi han fandt det underligt eller besynderligt at hun havde sit eget hus, men mere at hun slet ikke havde haft nogen som hun ville have vist det til.
Han fulgte med hende indenfor og kiggede rundt, der var pænt, elegant endda, på trods af sin simplistiske design. "Wow, this.. This place looks amazing." Han kunne godt lide hendes indretning og han fulgte med hende op ad trapperne og kiggede stadig rundt, indtil at Calla greb fat om hans kinder og kyssede ham, han nåede knap at besvare det, inden hun havde trukket sig tilbage. Han havde dog fået sine arme lagt omkring hende, og hun så op på ham og sagde at hun havde ventet på at gøre det . Han smilede, han havde også ventet længe på at kysse hende igen. Han nikkede til hende, da hun spurgte om han ville putte med hende. Han førte hende hen til sengen og hev hende med sig ned at ligge. Han holdt om hende, han kunne også selv mærke trætheden, den var overmandende, men han nød at ligge der med Calla. Nød at ligge med hende i hans arme. Han nussede hende blidt i håret og plantede et kys på hendes pande, med et sødt smil på læberne.

Det var et følsomt sted de var. De var inde i Callas menneskelighed, om de var klar over det eller ej. Det faktum at Calla havde kendt sine egne grænser nok til at finde et sikkert sted, var et tegn på hendes mission ikke var helt umulig. Det krævede bare hun troede på det. Roy hev hende med over til sengen og mødet med den dejlig bløde madras samt Roys arme om sig - var bare perfekt. Der var intet mere fantastisk end det. Hun var dog træt, alle de indtryk og handlinger der havde været bare denne aften. Roys læber mod hendes pande sammen med den blide kærtegnelse i hendes hår.. det var nok til at gør hendes øjne tungere. Også selvom hun kæmpede imod trætheden, så vandt den til sidst over hende.

Hun havde ikke sovet så dybt siden hun sidst havde lagt ved siden af Roy og hvor mange timer der egentlig var gået var et mysterium. Dog kunne hun se på det lys der kom ind, at det var omkring formiddagstid. Hun brummede kærligt som hun bare puttede sig tættere ind til Roy, varmen der kom fra hans hud. Hun nød bare at lytte til hans vejtrækning og hjertet der bankede så vidunderligt.

Roy mærkede ligesom Calla, at trætheden overmandede ham og han faldt i søvn kort efter Calla. Det havde været en hektisk og stressende aften.
Hans drømme var også anderledes end de plejede at være. Det var en blanding af hvad der var sket og gamle minder. Men også andre elementer, ting han gerne ville have gik i opfyldelse. Calla var hoved punktet i hans drøm, hun var med ham, ved hans side, eller var han med hende ved hendes side? Det var ikke til at vide.

Roy vågnede langsomt ved at han mærkede Calla der puttede sig tættere ind til ham og han kom med en hæs lyd nede fra hans hals, og strammede sit greb om Calla, som de lå der. Hans øjne stadig lukkede og han nød bare det at være tæt på Calla. Der gik dog ikke lang tid, før hans trang til at se hendes ansigt overmandede ham og han åbnede øjnene. Det første han lagde mærke til var at der var lyst i lokalet, det næste han så var Calla, som lå der i hans arme og så sødere ud end nogensinde. Han rømmede sig lavt og hviskede så "Good morning.. Slept well?".

Hun tog en dyb indånding og åndede nydsomt ud som den hæse lyd kom fra hans hals. Calla mærkede grebet om hende blive en anelse strammere, men ikke at det gjorde hende noget - tvært imod. Så snart han åbnede øjnene, så hun kært op imod ham. Denne her glade glød hun kunne have over sig, som hun ikke vidste hvorfor han bragte i hende.
"I slept wonderful.. it's on my top five sleeps.. just saying.. but our two sleep overs is the first two.." hviskede hun smilende til ham, og strakte hovedet op mod hans for at plante sine læber mod hans i et hurtigt kys. Så løftede hun sig op på den ene albue, og lagde den anden arm over ham.  Calla svang det ene ben over ham, så hun nu lå hævet henover ham. Plantede atter sine læber imod hans, som hendes hånd kærtegnede hans kæbe. Dog i den intime stund, trak hun sig med en minimal afstand fra hans læber.
"I could kiss your lips forever.." hviskede hun med sine lukkede øjne, før hun åbnede dem stille for at se på en af hendes grunde til at smile oprigtigt. Et suk forlod kort hendes læber, blot ikke på nogen negativ måde. Calla lod sine øjne måde hans igen, og et smil strejfede atter hendes læber. Det var måske et nyt område, følelserne, men alt andet var ikke noget nyt. Men der var noget anderledes over alt hvad hun gjorde, hvert eneste kys var dybere og bar mere følelse end hun nogensinde havde givet nogle før. Hvert eneste kærtegnelse var blød og så kærlig at man ikke var i tvivl om, at hun følte noget stærkt for ham. Måske skræmte det hende lidt, men frygt var aldrig noget der havde holdt hende tilbage. Hvorfor skulle det så nu? Derpå kyssede hun ham endnu engang.