En falden stjerne er nødvendigvis ikke noget skidt

ssssssssssssssshhhhhhhhhhh

Tag: @Raven Sted: Gågaden i Aston, et sted hvor der ikke er alt for befærdet. Tidspunkt: Sen eftermiddag, en dag først i april, 2021. Vejr: Solen skinner og er varm, men med en kølig brise, der til tider har bidende vindstød. Ude i horisonten ulmer det med mørke skyer.

ssssssssssssssshhhhhhhhhhh

" Stjernerne kigger, stjernerne kigger, stjernerne kigger. " Med skulderne trukket godt op mod ørene gik Dean langs en husmur og mumlede. En hætte var trukket godt op om ørene, med tanken om at det ville skjule ham lidt. Han var sulten, han havde ikke mere end et par venner tilbage i lommen og folk var efterhånden på vej hjem for at spise. Dean havde brug for at skaffe nogle penge, så han kunne få en masse nye venner til lommen, og så selvfølgelig også mad.
" Shh.. Stjernerne kigger.. " Hviskede han igen, men han skævede lidt rundt. Stjernerne holdt nemlig øje med ham, og det gjorde det svært at stjæle for folk. Han skulle jo helst ikke blive opdaget. Derfor prøvede han at skjule sig for stjerne, trods han vidste de holde øje over det hele - de havde trods alt overtaget himlen.

Som altid var han klædt i slidt, beskidt tøj, der var et til 3 numre for stort til ham. Her den anden dag havde han fundet den hættetrøje han havde på, og i lommen havde der været en halvtredser, men den forsvandt hurtigt. DD kunne ikke helt huske til hvad, men han vidste han ikke var lige så sulten som han havde været tidligere på ugen. Da fingrene var pakket væk i lommer, havde de ikke meget plads til at bevæge sig på, derfor gik de små tics ud over hovedet, der igen og igen lavede bitte små vrid eller vip til den ene eller anden side. Ikke noget DD længere selv lagde mærke til, men som uden tvivl var tydeligt for alle andre.

Påklædning: Højtaljede gule skotskternede skinny jeans, sort oversize læderjakke, sort tætsiddende langærmet og højhalset top, to sølv halskæder, sorte chucky støvletter i læder link.
Andet: Håret sat i en lav heste hale, makeuppen holdt til lidt mascara og kitten eyeliner link og en mindre rygsæk i sort stof er at finde hængene på den ene skulder.


Med forårets kommen kom også længere dage. Hver dag tog lyset en lille bid af det mørke som havde hængt over vinteren. Det betød også at Raven ikke havde nært så travlt med at komme hjem, inden mørket fik alt for godt fat i de tilbageværende dagtimer.
I dag havde været en kort dag på arbejdet, hun var mødt senere end normalt. Hun havde sågar oven det i været så heldig ikke at skulle stå for at lukke shoppen, den gældende dag. Der var næsten større chance for at samtlige planeter og stjerne stod på lige linje, end det ville ske igen inden for nærmeste fremtid, så Raven besluttede sig for det eneste rigtige at nyde sin frihed med alt for et måltid bestående af et lidt for stort fedt, salt og sukker indtag.

Med hænderne stukket dybt i lommerne på den store læderjakke, bevægede hun sig med en let gang ned gennem Aston’s gadebillede. Alt mens hun inden bag den fregnede pandelap ubeslutsomt gennemgik sine muligheder. Det var jo ikke fordi byen manglede fast food steder, men når man havde en appetit som en granvoksen mand og allerede havde spist pizza én gang den uge, så var det vel på sin plads at ryste posen?
Hun havde gået lidt for opslugt i sit eget tankespind, med de mørke øjne rettet ned mod sine skosnuder, mens hun åndsfraværende havde undgået at træde på stregerne mellem fliserne, til at opdage den spinkle skikkelse. Raven havde været drejet ned af en af de mindre befærdede sidegader, for at skyde genvej, men som hun drejede rundt om hjørnet var det som om et menneske voksede op af jorden, lige der hvor hun skulle gå.
“Ughh!” udbrød hun overrasket, da de ramlede sammen og per automatik rakte hun ud og greb fat om hættetrøjens stof for ikke at se sende dem begge i jorden – eller det var i hvert fald den knapt så logiske tanke bag. Med hjertet oppe i halsen fik hun frem kvækket et “I’m so sorry…” og slap næsten lige så hurtigt trøjen, som fingrene havde lukket sig om den, mens hun forsøgte at se personen an, som hun havde kollideret med.

En gruppe at folk der stod foran en butiksrude fangede Deans lidt flyvske opmærksomhed. Det var en god blanding af gamle og unge, der stod og så på nogle skærme der viste nyhederne. Det var her Dean så sit snit til måske at score sig lidt penge. Især de ældre plejede at være nemme at stjæle fra, de var ikke helt så opmærksomme, og hvis han blev opdagede var han blevet god til at få det til at virke som om han snublede og i stedet falde og virke ynkelig, så de fik ondt af ham, og måske hjalp ham i stedet
Med kursen sat mod flokken, var det det eneste Dean havde øje for da han satte tempoet lidt op. Han skulle jo gerne nå det inden de gik videre med deres dag. Derfor var han slet ikke klar på at ramle sammen med en der bare dukkede op ud af det blå. Et overrasket skrig lød fra ham, og han mærkede hjertet sidde helt oppe i halsen da der blev grebet fat i hans tøj. Han var klar på at der var ballade. At nu kom slagene. Også selvom det var flere år siden han havde været hjemme hos sin far.
" Undskyld.. " nærmest peb han, med et panisk udtryk i ansigtet. Det ændrede sig dog hurtigt, som han fik kiggede personen ordenligt an, og udtrykket i stedet blev betragtende og overvejede. Pigen slap hans trøje, men som reaktion løftede begge Deans hænder sig op, greb fat i hver side af skulderne på hendes læderjakke for at trække hende nærmere, så han kunne se ansigtet helt tæt på.
" Dig.. " mumlede han overvejende, men slap hende ikke. Han skulle være helt sikker! Hun var jo væk. Død. Dean havde altid været sikker på det var pingvinerne der havde taget hende!

Raven kunne have været døv og stadig vide, hvordan panikken for en stund greb sig omkring den fremmede. Den ikke bare lyste ud af hele hans ansigtet, den kunne mærkes i fingrene inden de fik sluppet trøjen helt. Skyldfølelse sneg sig ind på hende, selvom den logiske side af hjernen forsøgte at manne den til ro. De havde jo været lige gode om at ramle sammen, ikke?
Fornemmelsen af de tykke stof hang stadig i fingerspidserne, da Raven meget pludseligt blev trykket nærmere, så hun slap en lidt for høj lyd af overraskelse. Lettere perpleks løftede armene sig fra deres nedadgående bevægelse, denne gang for at sætte hænderne imod hans brystkasse, afværgende for at trækkes for tæt mod ham. Hun havde ingen gang nået at give det meget tanke om de kendte hinanden, følelsen af genkendelighed havde kun lige vist sig og det tog derfor lidt få sekunder, som alligevel formåede at føltes som minutter før det gik op for brunetten hvem der stod overfor hende. “D-Dean, DD?” fik hun med tøvende stemme samlet sig om at sige. Ikke helt overbevist om det ikke var hendes hjerne, der spillede et pus. De havde ikke set hinanden i evigheder eller nærmere bestemt siden sommeren i 2018. Hænderne fjernede sig fra hans bryst, men kun for i stedet at lukkes omkring det tynde ansigt “My God, how long is it since you have eaten?” spurgte hun, sikker på han måtte være tyndere end sidst de sås, men det var svært at bedømme for den gang havde hun levet på den samme rus, som han tilsyneladende stadig svævede i at dømme ud fra hvordan pupillerne havde ædt det meste af den grå-gønne iris.

Adrenalinen pumpede rundt i Deans krop. Han havde gearet sig selv op til at skulle stjæle - det var jo derfor han var der - og selvom det for et kort øjeblik havde været overtaget af panikken, så brusede det stadig rundt i hans krop, da det viste sig han ikke havde noget at være bange for. Hans blik stirrede mistroisk på kvinden han havde trukket nær sig for at studere hende, og da han sagde hans navn, så han pludselig helt forarget ud, inden han tyssede på hende.
" Shhh! Stjernerne holder øje! " hviskede han mens han trak Raven med sig væk fra gaden så ingen kunne holde øje med dem. Der var nemlig ingen tvivl i Dean længere, det var Raven. Han nåede dog ikke rigtig at trække hende nogen steder, da hun greb fat om hans ansigt. Blikket flakkede en smule forvildet rundt, for at undgå at at møde hendes eller rigtig at se på hende. Han vidste godt han burde spise. Skulderen ticsede lidt.
" ... Det.. Jeg er ikke sikker.. " Mumlede han stille.

Inden hun kunne nå at sige eller gøre noget, hev Dean hovedet fri af grebet, og greb fat om hendes håndled for at trække hende med sig væk fra den åbne gade, som han havde ville gøre lige før. Som holdt Dean øje med de ikke blev forfulgt kiggede han sig igen og igen fra side til side og over skulderen, indtil de var i sikkerhed i den lille gyde han havde udset sig. Dog for at være helt sikker på de var sikker, vendte Dean sig med fronten ud mod gaden, og tjekkede en ekstra gang at hverken stjerner eller pingviner så ud til at være fulgt efter dem. Stadig uden at slippe Ravens håndled.
" Var det pingvinerne? " Spurgte Dean lidt ud af det blå, uden at se hen på Raven.
" Vi troede du var væk. En falden stjerne.. " Endelig vendte Dean opmærksomheden væk fra gaden og så på Raven, med brynene rynket i et lidt sørgmodigt udtryk og hovedet let på skrå.

Mistroen lyste lige så klart ud af de grå øjne, som et fyrtårn kastede blege pejle mærker af lys udover åbent hav. Hvilket ikke var helt så underligt taget til eftertanke, at Raven lige så pludseligt som hun var blevet en del af Deans liv på gaden, var forsvundet ud af det igen. Forargelsen var dog den, som fik sået tvivl i den næsten sorthåret unge tatovør og fik en tanke til at trænge sig frem wasn't it DD in front of her? It must be him no other could like so much like hi... taken blev brudt af, af hviskende udbrud og lige så hurtigt som tvivlen om det måske bare var en der lignede Dean, havde vist sig lig så hurtigt forsvandt den. Ingen andre ville give skylden på stjerne end DD.
“You don't know?” nåede hun akkurat at kommentere mere spørgende end det var ment, før en hånd havde lukket sig omkring håndledet og Raven var tvunget til at følge med ham. Af erfaring vidste hun at det at han ikke vidste, hvornår han sidst havde spist kun kunne betyde en ting, at det var mere end bare to dages tid siden at maven havde været fuld af andet end stoffer og vand.
“The penguins?” gentog hun med tydelig forvirring at spore i stemmen, men kom da i tanke om at han altid havde givet pingvinerne skylden for alt. Noget Raven den gang ikke bed den store mærke i, hun havde trods alt brugt det meste af sine vågne timer i en rus på en dødelig cocktail af blandede stoffer og alkohol. “Oh no, no I promise you that it wasn't the penguins that took me. Dunno with the fallen star tho, I mean, I might have more control over my life now than then, but I still relaps with bad choices?” tungen gled kort ud mellem læberne, hvor den fulgte underlæbens kontur inden den forsvandt tilbage ind i mørket. Betragtende hvordan han mistænksomt tjekkede at ingen var fulgt efter dem, med let rynkede øjenbryn “What did you take this morning, DD?”.

En smule henkastet blev der rystet på hovedet da der blev gentaget om han ikke vidste hvornår han sidst havde spist. Det var jo helt normalt at han ikke lige havde styr på hvornår han sidst havde fået et ordentlig og mættende måltid mad. Det var ikke så vigtigt. Hans venner, det var hvad der var vigtigt, hvordan skulle han ellers glemme?
" Pingvinerne.. " Gentog Dean og holdt forsat øje ude på gaden. Hvis det  var den der havde taget Raven, var det ikke til at vide om de fulgte efter hende for også at tage Dean.
" De kommer og tager os. Væk fra vores hjem og venner. Gør alt muligt ved os! " Forsatte Dean hurtigt efter at have gentaget Raven. Den sidste del  blev hvisket en smule med en dyster tone over sig. Da hun dog sagde det ikke var pingvinerne der havde taget hende flyttede Dean hurtigt blikket over på hende, og kneb øjnene lidt sammen. Det kunne lige så godt være noget de havde fået hende til at sige, for at lokke ham i en fælde.. Han brummede lidt.

Så snart Raven skiftede emne, var det også som om hele Deans holdning skiftede. Det sammenknebne udtryk løsnede sig op, og han virkede generelt pludseligt mere afslappet. Et lille, skævt smil spillede på hans mundvig som han trak på skuldrene.
" Jeg har bare hygget mig med mine venner! " sagde han måske lidt for muntret til hvad det egentlig var. Dean tog hånden i lommen og tog en lille bitte lynlåspose op af lommen, hvor der lå 3 små, hvide piller i.
" .. Jeg skal have fundet nogle flere venner.. " mumlede han så en smule fraværende, inden han drejede sig lidt ud mod gaden igen, som om han kunne få øje på nogle nye venner der ude, midt i det hele.

Det var i en bekymret mine at Raven lod sine læber presse sig sammen til en smal streg, da hans svar forblev en hovedrysten. Hun var ikke overrasket over at han ikke kunne huske, hvor længe siden det var at ordentlig mad var blevet indtaget, sådan var vilkårene på gaden. Havde hun selv ikke været kommet væk, ville hun næppe have skænket det meget tanke selv, men nu kunne hun ikke undgå at hænge sig i vigtigheden af lige netop mad.
Flere gange forsøgte hun at bryde ind i Deans talestrøm, men måtte hver gang lukke munden, inden ord nåede at forme sig mellem hans små vejrtræknings pauser. Havde han altid snakket så hurtigt? Raven skubbede hurtigt tanken væk, undskylde ham i sit stille sind med at det måtte være stoffernes skyld og det faktum at hun selv var pinlig ædru og upåvirket, at hun bed mærke i det hurtige tempo.
“I swear I wasn't taken by any birds. I got...” hun brød sig selv af, sank den klump af spyt der hurtigt samlede sig og gjorde det svært at komme til orde. Med et tungt suk forsøgte hun på ny at forklare, hvorfor at hun så pludseligt var forsvundet “I ended up in the closed ward, because of the screams and voices about death intensified, to a point where I was afraid I would end up killing myself.” det var ikke et faktum som hun var synderlig stolt over, men det var sandheden og den fortjente han trods alt at få.

Raven rettede blikket mod posen med pillerne, hvorefter hun fulgte hvordan han kiggede ud mod gaden. Allerede i færd med mentalt at fare videre til det næste mål han havde sat sig “Or I could buy us some food? I'm starving and I would love your company while we eat? There's always room for some good food.” tilbød hun med et varmt smil, der holdte sin facon selvom Deans blik var alle andre steder end på hende.

Det at Deans tanker var i alle retninger, gjorde at det tog lidt tid for ham rigtig at opfatte hvad det var Raven lige havde fortalt ham. Hans blik forsatte med at være rettet ud mod gaden, men som ordene lige så stille sank ind i det slørede sind, kunne man nærmest fornemme hans spinkle krop stivne under det alt for store tøj.
Det var pingvinerne der havde fået fat på hende. Uden at flytte på sig sank han en klump mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre. Han havde slet ikke registreret hun havde tilbudt de i stedet fandt noget at spise, for alt han kunne tænke på var hvordan han skulle redde hende fra pingvinernes hjernevaskende greb. Han var overbevist om at de havde forvirret hende skønne hjerne til at tro alt muligt, så hun ville gå med dem. Det var derfor han selv gik så meget op i at gemme sig for dem!

" Blå, grøn, rød, grøn, gul, blå.. " Mumlede Dean lavt for sig selv, mens han kneb øjnene sammen. Da han åbnede dem igen, vidste han hvad han måtte gøre. Der var ikke andet for end at ofre i hvert fald én ven! Så måtte han se om det ville være nok.
I en pludselig bevægelse vendte han sig rundt, greb fat om hende håndled for at trække hende længere med ind i den lille gyde. Uden at reagere på udbrud eller forvirrede spørgsmål der måske kom, trak han blot Raven målrettet med sig, indtil han følte det var gemt nok væk fra pingviner og andre mennesker.
Som han slap hende, fik han rutineret fisket en af de små, hvide piller op af den lille pose og hurtigt ville han proppe den i munden på hende, og efterfølgende lægge hånden over hendes mund så hun ikke kunne spytte den ud - hvis altså det hele gik lige så godt som det gjorde oppe i hans hoved.
" Jeg skal nok befri dig fra pingvinerne! " Gjorde han klart for hende. Det var for hendes egen skyld, jo.

Raven vidste af egen erfaring, at det var altid lidt af en "hit and miss" situation, når man snakkede med Dean. Et fravendt ansigt var ikke altid ens betydende med at han ikke lyttede, ligesom at man heller ikke kunne gå ud fra han hørte efter når de grågrønne øjne var rettet på en. Det tog derfor Raven lidt tid før det gik op for hende, at hun havde tabt hans fokus et eller andet sted undervejs i hendes forklaring.
Realiseringen kom dog først, idet han ikke svarede på spørgsmålet om mad. Hun vidste af egen erfaring, at han måtte være ved at gå til af sult og burde havde takket ja på stedet. “DD? Hallo, the earth's calling?” Kaldte hun prøvende, uden at få respons.

Mumlende ord for lave til rigtig at kunne høres, men med en rytme hun genkendte fra tidligere, lød i stedet. Hun havde været lige ved at lægge en hånd mod hans skulder, da han pludseligt drejede en halv omgang omkring sig selv og greb hende om håndledet. “What no-” Længere kom hun ikke i sit spørgsmål, før han trak afsted med hende halvt løbende bag ved. “Dean?” Udbrød hun lettere forvirret over den pludselige flugt fra ingen ting.
Der fra gik det stærkt. Raven nåde kun at fange et kort glimt af posen og tænke dens indhold var forbeholdt ham, før hånden lagde sig over hendes mund efter at have tvunget en pille ind i den.
Med begge øjenbryn skudt til vejrs, mens de mørke øjne voksede sig på størrelse med tekopper. Hun prøvede at få hovedet fri, men måtte til sidst opgive og modvilligt synke den ukendte pille.