I never want her body sober

Sted: Udenfor natklubben, Philotes.
Omgivelser: Godt fyldt, men færre end man ville forvente på en weekenddag.
Tid: 01:37, lørdag nat (3. april).
Vejr: Det har regnet hele dagen. De tunge skyer er der stadig, men det holder tørt for nu. Vindstille, ‘varmt’ nok til åben jakke.
Påklædning: Sort hættetrøje under hvid denim jakke, sorte, distressed jeans og hvide kondisko.
Tagged: @Tien

Lørdag var uden diskussion ugens bedste dag. Jovist, fredag var en værdig konkurrent, men med de tidlige morgentimer på skolebænken blev nætterne sjældent lige så lange, som Derrick ønskede. Store mængder alkohol, og ikke mindst flere dage med søvnunderskud, endte lidt for ofte i en utilsigtet lur de mærkeligste steder. Oftest fandt han blot sig selv i en fremmed kvindes seng, men sidste fredag var han temmelig uforskammet blevet vækket af en betjent; og det var først, da lovens lange arm udpegede hans løjerlige valg af et sovested, at han blev bevidst om, hvor klæbrigt hans tøj var. Han havde været våd helt ind til skindet. Tilsyneladende havde hans snalrede selv ment, at parkens springvand var en glimrende substitut for en varm seng – det havde snotnæsen morgenen efter så fået modbevist.
Det var udelukkende takket være hans stædighed – og omtrent fyrre kopper ingefær-te senere – at han var kommet så hurtigt op på hesten igen. Men om han så havde haft skoldende hed feber, ville han formentlig have slæbt sig ind til bymidten alligevel. Weekenderne var til for at feste, og han åndede og levede for disse øjeblikke. Intet kunne slå følelsen af uovervindelighed, som den rette sammenblanding af flydende mod og en bid af cloud9 kunne frembringe.
Derrick søgte ned i lommen på de tætsiddende jeans for at dobbelttjekke, om den lille pose med de farverige piller, han havde medbragt, stadig lå deri. Det gjorde de.

Luften, som ramte ham i ansigtet, da han trådte ud på gågaden, var kølig men ikke bidende. En dæmper blev lagt på den bastunge club musik, så snart døren lukkede i bag ham, men de dunkende, rytmiske toner, der blev blæst ud gennem de store højtalere, kunne stadig både høres og fornemmes så tæt på indgangen.
Det var nu alligevel et tiltrængt pusterum fra de mange sanseindtryk, som efterhånden havde efterladt ham godt ør i hovedet. Alle de shots, han havde kylet indenbords i løbet af aftenen og natten, filtrerede dog ethvert ubehag fra. Og inden længe ville han forsvinde ind i en helt anden verden af sammensmeltende stimuli.
For nu fik de euforiserende piller dog lov til at blive liggende i lommen. I stedet blev en pakke smøger fundet frem fra brystlommen på den hvide jakke. Han røg typisk ikke – kun til fester. Dem var der så til gengæld også rigeligt af på en uge, så måske det var begyndt at lugte lidt af en mindre afhængighed.

Med cigaretten tændt sjoskede Derrick lidt væk, så han ikke stod og osede lige foran natklubbens indgang. Han standsede ved hjørnet af bygningen, der ledte videre ind i en smal gyde med et par grønne containere, men blev stående, hvor han var, og lænede sig sidelæns op ad muren. Et langt hvæs blev taget af den tændte smøg, mens han spejdede ind i gyden. Der var noget, som havde fanget hans blik – eller rettere nogen. En ung kvinde? Hvad havde hun gang i? Varulven rynkede øjenbrynene i forundret koncentration og tog så endnu et hiv. Han sagde ikke noget, men stod blot og observerede den fremmede på afstand, velvidende om at han ikke selv var ude af syne.

Det var kun tre eller fire dage siden Eden, Tiens mor, døde. Eden havde kæmpet for at holde sine to yngste døtre i live, således de kunne flygte fra de dæmoner som de var kommet i klemme hos. Det havde været som om nogle dæmoner havde valgt at samle sig til et gilde, velvidende om at Tien og hendes lillesøster ville valse direkte i deres fælde. Det var også kun rent held at de kom sikkert hjem. Intet var som det burde være. Jo, indtil videre kunne de søge hjælp hos de mere voksne familiemedlemmer og deres far. Men intet kunne fylde det tomrum som Eden havde efterladt, og da slet ikke så tæt på hendes død.
Lige siden hendes mor døde for øjnene af hende, skrottede hun alt der hed at skulle passe på sig selv. Hun var nød til at kunne passe på sine yngre søskende. Hun valgte derfor at blive ved med at pumpe sig selv med diverse euforiserende stoffer, ligesom for blot nogle måneder siden, for at kunne holde et smil på læberne, kunne lægge en trøstende arm om sine søskende. De var vigtigere end hendes eget velbefindende. Hun lovede endda sig selv, at så snart de havde fået mere styr på hvordan livet skulle fungere, så ville hun stoppe igen – hvad hun ikke tænkte over var afhængigheden og hvor svært det var at stoppe igen.

Hun havde for få øjeblikke siden hældt euphoriserende pulver på en skraldespandscontainer og brugt sit studiekort til at rette pulveret ind til to linjer. Foroverbøjet stod hun nu med en rullet penge seddel tæt mod næsen i færd med at prøve at tage en linje eller to. Hun havde fået noget tidligere, men det var tid til en genopfriskning. Med sit ene ben foran det andet, prøvede hun at snuse og køre sedlen langs den linje hun havde lavet. Det lykkedes ikke. Hun stønnede irritabelt før hun prøvede igen – og igen.
”Fuck,” klynkede hun højlydt og sparkede ynkeligt til den grønne skraldespands container. Fugten i vejret, og sådan som det havde regnet tidligere på dagen, gjorde at pulveret opløste sig og satte som klumper på skraldespanden, så det ikke var til at snuse op. ”You gotta be fucking kidding me,” lød det næsten grædende fra englen som kastede sit studiekort væk og mærkede hvordan tårerne pressede på. Med den rullede pengeseddel blev hænderne hurtigt ført op til tindingerne, hvor de greb fat om noget af det solblegede hår i let panik. Hun havde brug for mere, for det var ikke til at være i sig selv, hvis hun ikke var doseret højt nok. Hun stønnede frustreret som hun drejede rundt om sig selv. Hun stoppede dog, noget valkelvogn på sine lårhøje hæle, da hun opdagede en skikkelse læne sig op af muren kiggende mod hende. ”Can I help you?” spurgte hun med let grødet stemme, før hun lod hænderne glide ned til øjnene og tørre tårerne væk inden de kunne nå at stikke af ned ad kinderne. The lines, Tien, the lines! kort drejede hun overkroppen lidt mod skraldespanden, hvor hun børstede det klumpede pulver væk med sin bare underarm, for efterfølgende at rette sin opmærksomhed tilbage til skikkelsen ved hjørnet. Hun havde ikke klædt sig på til at ligne en der kunne holde varmen. Hendes kjole var nemlig lårkort, med brede stropper, en dyb udskæring og med små fine flade knapper hele vejen ned af midten af fronten.
Hun havde selv været i gang med at feste tidligere på natten, men efter hun havde brokket sig til en af de ansatte om sin drink, var hun blevet smidt ud af natklubben. Præcis hvad hun havde sagt, kunne hun dog ikke huske.