Bombs and bullets, it's just a game I play (CW)

Det var efterhånden tre ugers tid siden at Cyrille var kørt gennem de store sorte jernlåger: Fulgt den lange indkørsel op til det lukulliske hovedhus, der mindede alt for meget om det hus hun selv en gang havde kaldt for hjem. Et øjeblik havde den tynde hud på næseryggen rynket sig uimponeret ved synet, før hun genvandt en neutral mine og steg ud af bilen.
Allerede inden den tunge hoveddør gled op, havde hun forestillinger om hvordan der så ud på den anden side. Der ville ikke være en finger at sætte på indretningen, ikke en vase med friske blomster ville stå forkert. Husets frue havde uden tvivl rettet, vendt og drejet på dem mindst tre gange forinden hendes gæst ville ankomme. Den største overraskelse var at det var fruen selv, som åbnede døren og bød blodheksen indenfor.
De følgende uger var gået med forberedelser, der skulle sikre at alt ville gå så problemfrit, som det nu en gang var muligt når det omhandlede at tage en andens liv.

Intet havde tydet på at denne aften skulle udvikle sig som den gjorde. Alt der kunne gå galt formåede nærmest at gå galt, for rigmandskonen havde undladt en ret væsentlig detalje om den elsker hun ønskede elimineret. Han var ikke et menneske, om ikke andet ikke et fuldkommen magiløst menneske… En realisering Cyrille havde opdaget alt for sent, da han var dukket op foran hende og før hun kunne nå at reagere, var hånden med pistolen drejet mod hende selv.
To skud, duften af sødligt jern, der blandede sig med den skarpe lugt af krudt. Følelsen af asfalt under den ene håndflade og vådt varmt blod på den anden, der pressede sig imod den ene side af maven, da blodheksen sank i knæ og forsatte i en forover bøjet position, i et højt smertestøn.
Den blodige hånd holdt imod maven blev fjernet, løftet op for at møde hendes blik med et følgende ”Fuck…!” der blev klemt sammenbidt ud under den smertetrukket grimasse.

Blodsporet fulgte efter den slængende skikkelse ned gennem gadebilledet, da hun endelig havde fået kæmpet sig på benene igen. Flere gange havde hun måtte støtte sig til husmurene, så udtværede håndaftryk blev efterladt på stenene. En enkelt gang eller to havde hun endda måttet hvile panden mod håndryggen, så blod blev kørt af i det tiltagende blege ansigt.
Hvordan hun faktisk formåede at havne ved skiltet, der læste ’La Diabolica’ var hun i smertetågen ikke selv bevidst om, for blodet løb stadig frisk fra det ene skudsår, det der manglede et udgangshul. Omfanget af blodmængden godt skjult af det sorte tøj og kun delvist mindsket af Cyrilles egen blodkontrol. Kuglen skulle ud, hvis ikke hun skulle forbløde. En opgave hun ikke kunne klare selv. Der skulle hjælp til og mulighederne var ikke mange…
Fingeren ramte kun med nød og næppe knappen til dørtelefonen, mens hun bad til at Sidney var hjemme.

Outfit: Intet, bortset fra et par sorte boxershorts. (Senere, Sorte jeans, Åben skjorte.)

~~~~~~~~~~~~

Lyden af nattelivet der var begyndt at ulme i gaderne, var tegn på at nattens væsener efterhånden begyndte at røre på sig. Nogle tog på jagt, nogle var blandt menneskene og andre, ja de blev hjemme. Måske i med et lille håb om at kunne sove længe, men lyden af et stort brummende væsen ville vække en hver. Medusa satte sig utilfreds på sengen og så på vampyren i sengen. Uden hæmninger kravlede det store monster af en kat op på brystet og så dømmende ned på ham, stadig mens den brummede lidt. Svagt missede Sidney med øjnene og så op på Medusa " Fucking really?" mumlede han inden han rakte en hånd op og nussede hans kat. Der var vel ikke så meget andet at gøre end at komme op, for alle katteejere vidste, at gjorde man ikke som katten ville, så ville den ende med at smadre huset. Medusa hoppede ned og gik ud i stuen og miavede. En irriteret lyd kom fra ham inden han rejste sig fra sengen " Relax, damnit." kom det mumlende fra ham som han bevægede sig rundt i lejligheden og ud i køkkenet for at give katten mad, før alt andet.

Nu hvor freden havde lagt sig over dem, fik han også fundet noget til sig selv. Kaffe maskinen blev startet, i håb om det måske ville være med til at quicke ham bare en lille smule op. De  brune øjne spejdede efter en pakke smøger, men de så ikke ud til at ligge i køkkenet. En brummen kom fra ham som han gik i stuen for at finde dem på sofabordet. Et længselsfuldt hiv blev taget af cigaretten som han fik sat gang i den, dog nåede han ikke meget mere end to hiv før han hørte dørtelefonen. Sidney så undrende mod den, men valgte alligevel at gå der over og trykkede på knappen " Yes?" sagde han som han lod røg strømme ud af næsen på ham. Havde han en aftale, der var blevet glemt?

I sin tiltagende sløvende tilstand, hvad slap Cyrille først dørtelefonens knap, da fingeren gled af på den før stålgrå knap, så den kontante buzz-lyd standsede. Det var dog først da hun noget nært havde ramt med panden ind i væggen, at det gik op for hende hun ikke længere holdt knappen inde. Tidsfornemmelsen blev altid forvredet, når man var i færd med at forbløde på åbengade. Sekunder fik hurtig en følelse af timer. Glippende med øjnene og et tvunget langt blik til at stille skarpt, fandt fingeren tilbage til sit udgangspunkt. Den irrende lyd genfandt sig i selskab af en lavmælt, knapt så pæn, ytring om hvorfor fanden Sidney var så længe om at komme til samtaleanlægget.
De mørkeøjenbryn rynket nærmere hinanden i pandens midte, koncernret om at få blodet til, forgæves, at lystre. Stod hun opslugt i sin egen lille smerte bobble med den ene hånd forsat trykket ind mod det blødende mellemgulv, da den velkendte mandsstemme lød gennem højtaleren. Et kort øjeblik voksede en tvivl om det havde været ren indbildning og det var derfor et forhastet, anstrængt ”Sid…?” der lød, før der gik op for hende, at hun ikke længere holdt nogen knap inde. Fummelfingret, blev knappen til tale trykket ind og holdt inde  ”Sidney, it’s Cyl. I… I think I’m dying, please he-help…” ordene var svage, men stemmen burde stadig være genkendelig allerede ved hans navn.

Sidney hævede let et øjenbryn for sig selv inden han tog et hiv af cigaretten som den velkendte stemme lød over højttaler systemet, men der var noget galt... Han kunne høre det på måden hun sagde hans navn, nærmest forpint. Som han skulle til at trykke for at svare hørte han hendes følgende ord. Han svor  at han et kort sekund kunne mærke, hvordan hans ikke fungerende hjerte sank ned i maven på ham, men uden så meget som at tænke ret meget, rev han døren op til hans lejlighed og nærmest spurtede ned af trappen med smøgen i flaben. Han havde ikke fået andet på end sine boksershorts, men det kunne også være fuldkommen ligegyldigt. Cyl var muligvis ved at dø så det var ikke ret meget tid at handle på. Som han kom ned til døren var han næsten allerede gået i knæ for at gribe hende, som han åbnede døren.

" What the fuck happened to you, babygirl... Don't answer. There's no reason for you to waste your energy" sagde han med et forsikrende smil. Det skar ham i hjertet at se hende sådan. Cyl var en af de kvinder der betød noget for ham og han ville altid have hendes ryg, for han vidste det gik den samme vej, set fra hendes side. Forsigtigt lå han armene om hendes ryg og i hendes knæhaser og ville løfte hende op i hans favn for at bære hende op i lejligheden. Døren til lejligheden stod endnu på vidt gab, men Medusa havde ikke flyttet sig fra sofaen. Med foden sparkede han let til døren og fik den lukket, den ville alligevel låse på automatik. Med hastige skridt bar han hende ind i hans seng og placerede hende liggende "Let me have a look, Cyl" sagde han og sendte hende et forsøgende smil.

Det havde været en langt større kraftanstrengelse end beregnet at sige de få ord højt der havde rumsteret bag det blege ansigt, som et endeløst ekko. Ordene havde knapt forladt struben, før benene gav efter under hendes vægt, forberedt på kollisionen med gadetrinnet gled øjnene i sammen med en forudindtaget krøllet grimasse, klar på den skarpe smerte der ville sende stød gennem kroppen.
I stedet for at ramme det hårde underlag, lukkede stærke arme sig omkring hende og tvang øjenlågene åbne i et støn, der var en blanding af lettelse og smerte. Læberne skilte sig for at svare, men Sidney brød hende af før ord kunne nå at forme sig.
Der var kun ganske få personer der havde vandret på denne jord, som Cyrille villig til at søge hjælp hos og lade dem se hende på sit svageste. Sidney værende en af dem. Alligevel måtte hun erkende at hun aldrig havde været nært så glad for at se de skæggede fjæs, som i dette øjeblik. Med hovedet hvilende imod den nøgne skulder forsøgte hun at holde fokus på de mørke øjne, mens hun samlede sig om at formulere sig tydeligt og hurtigt.
I smerte tågerne havde hun endnu ikke registreret, hvor afklædt han faktisk var, selv da hun blev placeret på sengen. Lige nu var der vigtigere ting, så som at få den forpulede kugle ud af maven. Stædigt forsøgte hun med det samme at trække op i træningsjakken, da hun måtte opgive at få lynlåsen kørt ned, kræfterne var simpelhent ikke til noget så simpelt en handling ”The bu-bullet… I can’t stop the bleeding… It needs to be taken out, it’s… Argh!” fingrene slap det blodvædet stof da et stik af smerte fik kroppen til at vride sig modvilligt. Nærmest forpustet, igennem sammenbidte tænder forsatte hun ”It’s one of my own, it’s magic carved… into it… I-I You need to find it and pull it out, no matter how much I move… or scream, understand?” ordene gjorde det svært at holde fokus på den halvnøgne mandeskikkelse, hver ord gjorde ondt og enkelt gang var hun faretruende tæt på at vende det hvide ud af øjnene.


// Lukkes grundet slettet karakter